Selig Bonsing

Mange jøder krydsede Øresund i robåd – de fleste mellem Helsingør og Hälsingborg, hvor afstanden i fugleflugtslinje var 5,2 km. Selig Bonsing og den robåd, han havde ansvaret for, krydsede Øresund mellem Dronningmølle og Höganäs, hvor afstanden var tre gange så stor. Mindesmærket, der står ved rådhuset i Hälsingborg, blev ’Rejst aar 1945 af danske flygtninge, som i Hälsingborg fandt fristed og venner’. Udført af den dansk-tyske billedhugger Kurt Harald Isenstein. Fotograf ukendt.

Selig Bonsing – jødekristen brigadér

Denne beretning handler om en ung baptist af jødisk afstamning, der flygtede til Sverige i en robåd i oktober 1943, og som kom hjem igen som soldat i Den danske Brigade i maj 1945. Hans liv tog et afgørende kursskifte, dels fordi han i 1940 lod sig døbe i Købnerkirken, og dels fordi han kort før sin flugt var blevet forlovet med Grethe Andreasen, der tilhørte menigheden. Beretningen er derfor også et vidnesbyrd om hans vej fra jødedom til kristendom. At det er muligt at fortælle Selig Bonsings historie skyldes, at han skrev en omfattede dagbog under opholdet i Sverige – ikke mindre end 5 bøger med i alt 700 sider. Der findes to uddrag af denne dagbog. Det ene indeholder ’beretningen om mine oplevelser i forbindelse med flugten fra nazisterne i 1943, det ufrivillige ophold i Sverige og hjemkomsten den 5. maj 1945’. Den del skrev han ’for at mine børnebørn til deres børn vil kunne sige: ’Min bedstefar var selv med!’.’ (Dagbogens forord). Det andet handler om hans uddannelse som kampsoldat i ’Den danske Brigade’. Det blev offentliggjort på redaktørens opfordring i Brigadebladet (BB). Foruden disse uddrag af dagbogen skrev han erindringer om ’Min familie’ (MF). Det er første gang, at Selig Bonsings historie fortælles til andre end familien. De nævnte kilder – bortset fra Brigadebladet – er stillet til rådighed af hans søn, Lars Bonsing.

Aktionen mod jøderne

Nazisternes pågribelse af de danske jøder begyndte kort efter den 29. august 1943, da samarbejdspolitikken brød sammen og regeringen valgte at træde tilbage. Tyskerne overtog hermed magten i Danmark. De forsøgte derpå at beslaglægge den danske hær og flåde, mens officerskorpset og soldaterne blev interneret. Nazisterne ønskede, at pågribelsen af jøderne skulle finde sted, mens landet endnu befandt sig i den undtagelsestilstand, de havde indført. Den tyske propaganda fremstillede ’jødeaktionen’ som en nødvendighed, idet den gav de danske jøder skylden for konfrontationen med besættelsesmagten i augustopgøret. Rygterne svirrede og atmosfæren var intens blandt alle danskere, herunder også jøderne. Den 2. oktober stod det klart, at de mest pessimistiske fik ret, idet tyskerne indrykkede følgende knudrede tekst i de største danske aviser:

’Efter at Jøderne, som ved deres tyskfjendtlige Ophidselsesvirksomhed og deres moralske og materielle Støtte til Terror- og Sabotagehandlinger, hvilket i væsentlig Grad har bidraget til Skærpelsen af Situationen i Danmark, ved de fra tysk Side trufne Forholdsregler er blevet udskilt af det offentlige Liv og hindret i fortsat at forgifte Atmosfæren, vil der som Opfyldelse af det Ønske, der næres i videre danske Kredse af den danske Befolkning, i de nærmeste Dage blive begyndt Løsladelse af internerede danske Soldater, og Løsladelsen vil finde Sted i det Tempo, som bestemmes af de tekniske Muligheder’ (EK, 7).

Mange jøder havde allerede forberedt sig på den virkelighed, som de kendte fra deres trosfæller i det øvrige Europa: Tilfangetagelse, deportation og udryddelse i tyske koncentrationslejre sydpå. De havde skjult sig eller var allerede via Helsingør på flugt over Øresund til Sverige. Herfra kom samme dag den officielle udmelding, at svenskerne nu var parate til at modtage danske jøder på flugt. Dagen efter, søndag den 3. oktober, blev de danske biskoppers protest mod tyskernes fremfærd mod jøderne oplæst i de danske kirker. Se Rammefortællingen.

Selig Bonsing blev født i København i 1920 af jødiske forældre. Hans jødiske navn var Selly Brisozowski. I 1940 konverterede han til den kristne tro og blev døbt i Købnerkirken. Efter krigen i 1945 tog han navneforandring til Selig Bonsing: ’Det har vel i nogen grad været for at gøre tilværelsen nemmere og måske ubevidst for i visse situationer at skjule min rod’ (MF, 6). Af skade bliver man klog. Her ses han i Den danske Brigades uniform 1944, da han opholdt sig i lejren Sofieholm i Småland. Foto: Privateje.

Selig Bonsing skjuler sig

Selig Bonsing havde naturligvis fulgt tyskernes mulige aktion mod jøderne på nærmeste hold. Da alvoren gik op for ham, skjulte han sig hos sine (kommende) svigerforældre. Han skrev i sin dagbog: ’De sidste døgn i september har jeg boet hos Grethes forældre. Tiden er forløbet med spænding og uvished. Vi, de danske jøder, klamrer os krampagtigt til det svingende håb, at uvejret vil drive over, men nu da vi fra den jødiske menighed er blevet advaret, brister håbet som en sæbeboble overfor den brutale virkelighed. Det går med al tydelighed op for os, at vi nu er retsløse og fredløse, og at eneste mulighed er at søge ly. I morges blev telefonerne i København afbrudt af tyskerne. Menneskejagten er begyndt’ (01.10.1943). Dagen derpå citerede han til dagbogen, hvad der stod i ’alle danske morgenblade’: ’Der er fra tysk side truffet foranstaltninger til at udskille jøderne af det offentlige liv på grund af jødernes skyld for den skærpede situation i Danmark samt deres tyskfjendtlige virksomhed og tyskfjendtlige ophidselsesvirksomhed med støtte til terror og sabotage’. Fyndigt oplyste den unge blikkenslager samtidigt, at ’min tyskfjendtlige virksomhed indskrænkede sig til i beskedent omfang – sammen med arbejdskammerater – at fremstille små bomber af mindre stumper vandrør’ (02.10.1943). Tyskernes aktion handlede selvfølgelig ikke om den form for sabotage. Derimod var det hans baggrund som jøde, der nu blev en trussel mod hans og hele hans families liv. Samme dag øjnede han også håb i den alvorlige situation: ’I dag erfarer vi, at Sverige har bekendtgjort, at man fra svensk side er parat til at modtage flygtende danske jøder. Tak til Sverige – men hvordan skal vi komme over Sundet?’ (02.10.1943).

Anden gang på flugt

Da Selig Bonsing blev tvunget til at flygte til Sverige i 1943, fik han af sine fire ældre søskende ansvaret for at tage sine forældre med. Hans polske forældre var flygtet én gang tidligere sammen med deres ældste datter på to år. Hans far aftjente sin værnepligt i den russiske hær under Den russisk-japanske Krig i 1904. Få år senere var de blandt de polske jøder, der i 1913 flygtede foran de russiske kosakker, der invaderede Polen. Han var da 35 år. Med USA som mål gjorde de ophold hos familie i København, hvor de dog bosatte sig resten af deres liv (MF, 1). Familien var ortodokse jøder, der ’holdt fast ved den jødiske tradition og holdt lovene, som angivet i Toraen’. Det var ’ikke et velstående hjem, men alligevel var der en atmosfære som i ’Indenfor murene’ [skuespil af Henri Nathansen], varmt, gæstfrit og hyggeligt. Sabbatten var en fest, hvor vi alle var samlet, og var der ikke altid nok i hverdagen, manglede der intet, når der blev sabbat fra fredag aften til lørdag aften’ (MF, 1). Familien kom regelmæssigt i Synagogen: ’Min far havde sin egen betalte plads i Synagogen. Jeg mindes med glæde de mange oplevelser i Synagogen, både de festlige og de højtidelige. Altid med dejlig korsang og skøn solosang’ (MF, 8). Alle fem børn kom i jødiske skoler, hvor de lærte jiddisch. Selig Bonsings far ernærede sig som skrædder: ’Mit barndomshjem var et meget åbent hjem. Vi fik besøg af utallige jødiske flygtninge. De fleste var indvandrere fra Rusland og Polen. Flere skilte sig ud ved at gå fremmedartet klædt og alle talte jiddisch’ (MF, 6). Især i 1930’erne kom der mange, der flygtede fra Tyskland’ (MF, 2). Familien boede først i en ’elendig baggårdslejlighed’, men flyttede over tid til større og langt bedre lejligheder i København.

Jøderne i Danmark bestod overordnet set af tre grupper. De gamle jødiske familier, der var kommet hertil siden Christian IV’s tid, var velintegrerede, og mange af disse indtog fremtrædende positioner i samfundets øverste lag fra erhvervsliv over forskning og lægegerning til politik, presse og embedsmænd. De fleste var ikke religiøse, men mange var tilknyttet Mosaisk Trossamfund, fordi de var jøder (BL, 67). I årene 1882-1914 indvandrede mellem 10.000-12.000 jøder, der flygtede fra pogromerne i Østeuropa og Rusland. De fleste var på gennemrejse, men omkring 3.000 af dem blev i Danmark, hvor de udgjorde en fremmedartet indvandringsgruppe, kendt som ’russiske jøder’. For det omgivende samfund fremstod de ensartet, ikke mindst på grund af deres fælles sprog, jiddisch. Familien Brisozowski tilhørte denne gruppe, der oftest boede i de samme fattige kvarterer. Mange af dem tjente til dagen og vejen som små erhvervsdrivende, der ofte var skræddere og hattemagere. Det var således ikke atypisk, at Selig Bonsings far ernærede sig som skrædder. Ved krigens begyndelse havde de fleste ’russiske jøder’ fået godt fodfæste i det danske samfund (BL, 269). Den tredje gruppe bestod af jøder, der fra midten af 1930’erne flygtede fra de tyske nazistister og områder, som de besatte. På trods af en restriktiv flygtningepolitik kom der inden krigens begyndelse knap 2.000 jøder hertil, fortrinsvis unge. Denne gruppe bestod bl.a. af Alijah-børnene, som Kvindernes internationale Liga for Fred og Frihed skaffede opholdstilladelse. Se den biografiske skitse om Anna Christensen, Nyborg.

Attesten viser, at Selig Bonsing var indskrevet i Mosaisk Drengeskole i perioden 1927-1935: ’Mange af indvandrerbørnene kom fra ret fattige hjem, ligesom jeg gjorde’ (MF, 7). Selig Bonsing tog herpå en præliminæreksamen, inden han i 1940 var udlært som blikkenslager. Attesten viser også et eksempel på, at der næsten overalt var udfordringer i at stave familiens efternavn. Privateje.

Forlovet med Grethe

Som teenager blev Selig Bonsing spejder i en katolsk menighed. Via spejderlivet mødte han i 1937 Grethe Andreasen, der hørte til i Salemskapellet, baptisternes kirke på Amager: ’På grund af min opdragelse og baggrund som 100% jøde var al tale om kristendom vederstyggelig for mig. Men efter flere opfordringer gik jeg nødtvunget med til en gudstjeneste i Salemskirken. Det var i høj grad med blandede følelser og skjulte blikke på korset – Korset, som jeg var belært om, havde skyld i antisemitismen og jødeforfølgelsen. Formildende omstændigheder var, at jeg foruden Grethes familie mødte mange venlige og imødekommende mennesker. Især var det præsten [Bredahl Petersen], som tog sig af mig. Ham kom jeg til at respektere, og senere blev han et forbillede for mig. Som tiden gik, blev jeg rigtig interesseret samtidig med, at jeg konstaterede, at ikke alle kristne var antisemitter. Det var ellers min erfaring og lærdom, at det var de kristne, som var skyld i al jødeforfølgelse. Det var blandt baptisterne, jeg lærte, at ham, de tilbad, jo også var jøde, Jesus, Guds Søn. Efter mange samtaler og megen læsning samt ikke mindst overvejelser blev jeg overbevist om, at jeg godt kunne konvertere uden at svigte min baggrund som jøde’. I efteråret 1940 var Selig Bonsing klar til at lade sig døbe. Bredahl Petersen påpegede i sin prædiken, at ’det var jødefolket, som gav verden Jesus. At Julius Købner, pionér for de danske baptister, var jøde. Og i samme forbindelse blev menigheden også mindet om, at Gud hverken gør eller ser nogen forskel på mennesker, alle er lige. Det gælder alle folk uanset parti, nation eller hudfarve’ (MF, 10f). Samme år blev Selig Bonsing ringforlovet med Grethe. Og de begyndte at planlægge deres bryllup, men ’Forlovelsestiden blev brat – midlertidigt – afbrudt, da jeg i oktober 1943 måtte flygte til Sverige’ (MF, 14).

Selig Bonsing meldte sig under krigen til CB-tjeneste – Civil Beskyttelsestjeneste – hvor han virkede ved Københavns Vandforsyningstjeneste. Dette har givetvis været baggrunden for hans antagelse til Den danske Brigade i 1944. Af dagbogen synes det indirekte at fremgå, at Selig Bonsing også havde aftjent sin værnepligt i begyndelsen af 1940’erne (27.06.1944). Og om Den danske Brigades 5. bataljons 3. kompagni, hvor Selig Bonsing gjorde tjeneste, hed det på det tidspunkt, hvor han blev optaget, at ’Mandskabet var alle tidligere Soldater’ (NG, 151). Privateje.

Flugtforsøg til Sverige

Da Brisozowski-familien i oktober 1943 måtte flygte til Sverige fik Selig Bonsing ansvaret for sine forældre, moderen på 59 år og faderen på 65 år. I weekenden – den 2.-3. oktober – tog han i København afsked med sine fire ældre søskende, hvoraf de tre arrangerede deres egen flugt til Sverige. Den ene af søstrene, Tippa, der var dansk gift med Enoch, blev i København, hvor hun fik ’sit sorte hår farvet rødt’ (29.10.1943). Ved søndagens gudstjeneste tilskyndede menighedens præst, Bredahl Petersen, Selig Bonsing til ’allerede i morgen at skaffe skibsforbindelse til Sverige’. Et netværk i menigheden trådte hjælpende til, idet ’en fra menigheden, fru Ragnhild Petersen, gav mig en adresse i Dronningmølle, hvor jeg kunne overnatte’ (03.10.1943). Mandag formiddag tog Selig Bonsing om af sin arbejdsplads ’for at få udbetalt mit tilgodehavende’, hvorpå han begav sig til Dronningmølle, hvor han ankom først på aftenen: ’Det var mørkt, og på grund af mørklægningen gik der nogen tid, inden jeg fandt huset’. Her blev han venligt modtaget af fru Karen Svensson, der anviste ham et værelse hos sin mor, fru Tørner. Disse to var gift med teglværksarbejdere af svensk oprindelse (LH). Selig Bonsing var godt tilfreds med sit logi: ’Vinduet i værelset vender ud mod Øresund med udsigt til den oplyste svenske kyst. Så nær og dog så fjernt’ (04.10.1943). Dagen efter bestod opgaven i to ting: At få kontakt til en fiskeskipper og derpå at få hans forældre bragt til Nordsjælland: ’Jeg føler at være jaget og ind imellem [føler jeg] også bitterhed, fordi min – vores – eneste forbrydelse er at være født som jøder. Er vi ringere end andre mennesker? Det nytter ikke at filosofere over situationen, som jeg deler med mange andre’ (05.10.1943). Derimod måtte der handles – og først skulle der findes en skipper: ’På en lånt cykel må jeg hele tre gange til Gilleleje, syv km frem og tilbage, før det lykkes mig at finde en fiskeskipper, som for betaling er villig til sammen med andre flygtninge at sejle os over Sundet. Skipperen fik de 1.100,- kr., jeg havde, plus rationeringsmærker, som nok ville kunne indbringe 1.000,- kr. Så skulle det mht. overfarten være på plads. Nu skulle jeg have fat i mor og far’ (05.10.1943). Inden de senere kunne gå om bord, betalte Selig Bonsings far ’hele sin sammensparede formue på i alt ca. 2.000 kr., så han efter hjemkomsten til Danmark stod helt uden pengemidler’ (LH). Selig Bonsing og hans familie synes således ikke at have modtaget penge til deres flugt fra Bredahl Petersens indsamling. Se Købnerkirkens menighedsprofil.

Inden tilbageturen til København ringede Selig Bonsing – ’i kode’ – til sin svoger for nærmere aftale: ’Vi mødtes i nærheden af Hovedbanegården kl. 15.00. Med mor og far fulgte Enoch og Tippa, min svigerfar og min forlovede. Der var ikke tid til andet end en hurtig afsked. Lige inden vi slap gennem billetkontrollen, var vi vidner til en razzia udført af tysk Gestapo og danske Hipo-folk, hvor nogle jøder blev pågrebet. Heldigvis for os, var der mange mennesker, så vi kunne gemme os i mængden. Vi fulgte med strømmen og fik plads i det fyldte tog blandt passagerer på vej hjem fra arbejde. Mor og far havde fået strenge ordrer om ikke at tale for ikke at røbe os. De talte dårligt dansk, især far. Jeg ville forfærdelig gerne have sagt ordentlig farvel til min elskede, givet hende knus, kram og kys, men vi måtte nøjes med at vinke. Det sidste, jeg så af mine kære på perronen, var svigerfar, som gjorde ivrige tegn til mig om at tage hat på for at skjule mit mørke hår. Forinden havde han stukket en lille bog i lommen på mig, som viste sig at være Det nye Testamente’ (05.10.1943).

Turen med kystbanetoget gik uden dramatik. Efter togskifte i Helsingør ankom Selig Bonsing og hans forældre til Gilleleje med det sidste tog ved 19.00-tiden: ’Efter aftale skulle vi komme ombord på fiskerbåden ’Lissie H 12’ kl. 21.00. I de omkring 1½ time holdt vi os skjult. Jeg kan godt mærke, at mor og far er nervøse og anspændte, men rolige. De havde åbenbart helt givet deres skæbne i mine hænder. Det var anden gang, de var på flugt. Sidst var for 30 år siden. Og selv kunne jeg ikke sige mig fri for at have sommerfugle i maven. I god tid ankom vi til afsejlingsstedet og blev noget forskrækket over at møde uniformerede mænd, som var bevæbnet. Det viste sig at være danske politibetjente, som hjalp os på vej til skibet. Om bord blev mor og far anbragt i en kahyt med syv andre flygtninge. Jeg blev stuvet ned under dækket i et lille rum med fiskegrej sammen med 15 andre på flugt. Vi sad klemt som sild i en tønde. Besætningen bestod af to mand, så vi var i alt 27 om bord’ (05.10.1943).

Her ses fiskekutteren ’Lissie H 12’ fotograferet i Höganäs havn efter dens flugt fra Gilleleje i februar 1945. På dækket ses fra venstre skipperen Hilbert Petersen, hans søn Leif Petersen og Victor Andersen. Det var denne kutter, Selig Bonsing sad i sammen med sine forældre i ti timer – uden at komme ud af Gilleleje havn. Skibene fik typisk svenske navne, ofte ved at navnebrættet blev vendt om. Fotografen ukendt. Billedet anvendt med tilladelse fra arkiv.dk via Gribskov Arkiv.

Hvorfor sejler vi ikke?

I Gilleleje havn lå der udenpå ’Lissie H 12’ en anden båd, der skulle sejle først: ’Efter vi i vores båd har siddet tavse i nogen tid, spændte på at komme af sted, kunne vi høre båden ved siden af os sætte motoren i gang og stikke til søs. Så nu måtte det snart være vores tur, men i det samme hørtes motorstøj fra landsiden, biler der standsede og derefter støvletramp og maskingeværskud fra dækket, lige over hovederne på os, hvor vi sad. Det kunne kun dreje sig om få øjeblikke, før vi ville blive pågrebet. Vi sad alle med tilbageholdt åndedræt. I det luftfattige rum gik der panik i en af de yngre kvinder, men ved at holde hende for munden blev hun forhindret i at skrige. Pludselig blev der stille. Af en uforklarlig grund blev vi ikke opdaget af tyskerne. Skudsalverne og støvletrampen forstummede ligeså pludselig, som det var begyndt. Vi hørte biler starte og køre bort. Mon vi var sluppet? Der var ingen, der turde røre sig eller sige noget. Vi kunne ikke se, om nogle af tyskerne var blevet tilbage, men efter en tid, hvor intet skete, åndede vi så småt op. Ved at lette på lugen kunne vi konstatere, at der ingen tyskere var, så nu ventede vi på at kunne sætte kursen til Sverige. Vi ventede timer, men intet skete. Vi kom stadig ikke af sted’ (05.10.1943).

Natten blev lang på fiskekutteren: ’Det var blevet over midnat, inden fiskeskipperen viste sig med besked om, at vi skulle blive på vore pladser. Der var altså håb om afsejling snart. Først kl. 7 morgen fik vi besked om, at sejladsen var opgivet. Skipper turde ikke sejle, fordi man ventede at være under observation af tyskerne. Efter den brutale virkelighed var gået op for os, forlod vi mismodige båden, fik vore penge tilbage og spredte os i mørket. På en måde havde vi dog været heldige, for senere så vi båden, som havde ligget ved siden af os, flyde med strømmen. Vi erfarede, at tyskerne havde pågrebet de ombordværende 19 jødiske flygtninge’ (06.10.1943).

Et sådant antiklimaks kaldte på refleksion, inden Selig Bonsing ’gik på jagt efter en ny mulighed for at komme over Øresund’. Han genlæste derfor de breve, han havde fået med fra København: ’De var fra mine spejderdrenge, fra flere gode venner og også et kærligt brev fra Grethe med hilsen, mange gode ønsker og håb om et snarligt gensyn. Det var så overvældende, at jeg for første gang var ved at bryde sammen. Jeg var så træt, så træt. Alligevel hjalp brevene mig, især det fra Grethe. De mange tanker og bønner for os gav mig nye kræfter og mod’ (06.10.1943).

Robådens flugtrute gik fra Dronningmølle til Höganäs, hvor de landede natten til den 6. oktober 1943 efter godt 16 km i robåden. Godt 7.000 jøder flygtede til Sverige som følge af den tyske aktion. Af disse ankom flere end 700 samme dag som Selig Bonsing. Antallet på et enkelt døgn kulminerede tre dage senere, hvor godt 1.400 blev modtaget i svenske havne. Statistik og kort fra Bo Lidegaard (BL, 424).

På jagt efter en robåd

Efter landgangen gik turen tilbage til Dronningmølle, hvor Selig Bonsings forældre blev skjult, mens han selv overvejede nye muligheder. Han fik først tilbudt overfart ’i overmorgen’, men han turde ikke vente så længe: ’Ad mærkelige omveje fik jeg kontakt med en dansk sydslesviger, der var deserteret fra den tyske hær, og fra vor mislykkede flugt med fiskerbåden havde jeg kontakt med et ungt jødisk ægtepar, som havde deres baby med – og så var der Ingrid fra Købnerkirken’. De nævnte tog nogle hurtige beslutninger: ’Vi ville prøve at komme sammen over … allerede i dag’; ’flugten skulle foregå fra en åben strand mellem Gilleleje og Dronningmølle og pr. robåd’; og ’stiltiende blev jeg valgt som leder af ekspeditionen’: ’Det var naturligvis lettere sagt end gjort, for for det første, hvor kunne vi få fat i en robåd, og dernæst, hvordan få den bragt hertil?’ (06.10.1943). Ingrid Petersen var datter af Johannes og Ragnhild Petersen, der gav Selig Bonsing de ovennævnte adresser i Dronningmølle. Hvorfor Ingrid skulle til Sverige vides ikke. Måske har hun været engageret i modstandsbevægelsen, hvorfor Bredahl Petersen fandt hendes flugt gunstig sammen med Selig Bonsing og hans familie. Hendes broder Sigurd Petersen måtte senere samme vej – se nedenfor.

At tyskerne brugte september 1943 til at forberede deres aktion mod de danske jøder kunne spores flere steder – også i Nordsjælland: ’I Begyndelsen af September kørte Politiet rundt i Lastbiler og hentede samvittighedsfuldt alle de Robaade, der fandtes indenfor en vis Afstand fra Kysten. Denne Aktion var saa meget lettere at gennemføre, som alle Baadene i Forvejen var opført paa Politiets Lister’ (JG, 7). Selig Bonsing var klar over dette: ’Tyskerne havde forbudt placering af både indenfor en grænse af 3 km fra kysten’. Derfor måtte de ind i landet for at opsøge en egnet båd. Ad omveje ’fik vi opsporet en båd, som lå i en lille sø eller dam fire km inde i landet ved landsbyen Villingerød. De tre af os, sydslesvigeren, den anden unge jøde og jeg tog af sted. Fra den lille sø fik vi båden på land, bugserede den yderste forende op på en trehjulet varecykel. Ved at bære i bagenden af båden var vi på vej til kysten ved Dronningmølle. Efter ret dramatiske forhindringer med konstant fare for at blive opdaget, især de gange vi skulle over kørebaner, fik vi båden transporteret til stranden’ (06.10.1943).

På flugt i robåden

Samme aften skulle forsøget på at krydse Øresund begynde: ’Ved 21-tiden mødtes vi som aftalt med mor og far samt resten af holdet. Mor og far blev placeret bag i båden med ansigterne mod os to, som skulle ro. Bag os sad de øvrige. For at få tilstrækkeligt vand under båden måtte sydslesvigeren og jeg gå i vand til maven, før vi kunne hoppe om bord – og så var vi på vej. Det første stykke vej roede jeg alene, hvorefter sydslesvigeren fik den ene åre. Vi roede uafbrudt – uden at slippe årerne i ca. fem timer. Det var mørkt og heldigvis for det, men det var også koldt, og vi var våde. Vi, der roede, kunne nogenlunde holde varmen, men de andre havde det rigtig klamt og koldt. Mine forældre fik min cottoncoat om benene, selvom det ikke hjalp ret meget. Det var efterårsvejr med rigelig bølgegang, så vi var alle søsyge. Alt imens jeg roede, måtte jeg kaste op ud over rælingen. I farten havde vi glemt at få noget med til at øse med, så da båden tog en del vand ind, måtte vi bruge vores sko til at lænse med, og alligevel sad vi i vand til anklerne. En gang blev vi i nogen afstand passeret af et tysk vagtskib, men enten fik de ikke øje på os eller de lod os bare i fred. Og selvom vi med korte mellemrum blev ramt af lyset fra Gilleleje Fyr, blev vi mærkværdigvis ikke opdaget’ (06.10.1943).

Da den lille båd nærmede sig Sverige, hvor et stort fyr viste vej til Höganäs (BBl, 152), steg modet en kende: ’Turen føltes som om, vi aldrig skulle nå vort mål. Alligevel blev lysene på svenskekysten tydeligere og tydeligere. Segnefærdige af træthed og dyngvåde nåede vi næsten ind til kysten, men på grund af den stærke pålandstrøm var det med opbydelsen af vore sidste kræfter lykkedes at holde båden fri af store kampesten og forhindre den i at blive smadret til pindebrænde. Ved hjælp af blink fra min lommelygte, som jeg heldigvis havde med, blev vi opdaget af svensk militær inde fra land. I en fart kom de ud og tog os på slæb og fik os bugseret hen på siden af et større skib, som lå på siden af et andet større skib. For at komme i land skulle vi forcere begge disse skibe. Min mor kunne ikke klare klatreturen på ca. halvanden meter højere end vores båd, så jeg måtte bære hende op og hen over de to skibe. Men i land kom vi og blev budt velkommen til det frie Sverige. Det er mig umuligt at beskrive følelsen – af at have fast grund under fødderne og så i sikkerhed. Flugten var lykkedes – en oplevelse, som jeg undervejs næsten havde opgivet. Umiddelbart føltes det uvirkeligt, et eventyr. En oplevelse, som jeg er sikker på, at ingen af os nogensinde vil glemme. Mor og far var stadig tavse, men synligt nu mindre anspændte. De fortalte mig nogle dage senere, at de for dem selv under hele turen havde bedt til Gud og efter landgangen takket og lovprist Vor Herre’ (06.10.1943). Der var også grund til at takke den svenske kystvagt. Så sent som den 5. oktober havde den fået ordre til at afvise alle tyske fartøjer, der forfulgte de flygtende danske jøder i svensk territorialfarvand. Og allerede samme dag var den svenske marines patruljebåde på plads ud for de svenske havne – inkl. Höganäs (BL, 316).

Dansk Jødisk Museum har en database med oplysninger om flygtninge, der landede i Sverige. Her ses den første halvdel af de oplysninger, som denne database safe-haven.dk indeholder. Bemærk, at Selig Brisosowski blev registreret som ’Babtist’.

Velkommen til Höganäs

Afstanden over Øresund, som de havde tilbagelagt mellem Dronningmølle og Höganäs på Kullen, var i fugleflugtslinje ca. 16 km. Herovre tog det svenske politi imod dem: ’Efter at være kommet i land bliver vi overgivet til politiet for afhøring. Som repræsentant for holdet bliver jeg ført videre til Höganäs politistation. Far og mor med de øvrige fra vores båd blev efter kort tid ført til et opsamlingssted i Höganäs Folkepark. Det tog længere tid med politiets afhøring af mig, men efter en god times tid, stadig frysende og gennemblødt, blev jeg også kørt til opsamlingsstedet. Her blev vi modtaget af venlige svenske lotter, som serverede dejlig varm suppe og mælk. Derefter fik vi anvist madrasser til at sove på i en nærliggende skole. Mæt, men aldeles udkørt efter nattens strabadser og uden søvn i næsten tre døgn, faldt jeg i søvn og sov i knap 15 timer’. Flugten fra Dronningmølle og turen over Øresund ’betragtes åbenbart så dramatisk, så den omtales i dagens svenske avis’ (08.10.1943). De svenske myndigheders fortegnelse over dem, der kom i robåden til Höganäs, stemte med Selig Bonsings dagbog. Myndighederne registrerede, at en unavngivet ’jolle’ med fire mænd, tre kvinder og et barn ankom kl. 01.30 natten til den 6. oktober fra Villingebæk. ’Skipperen’ blev noteret med navnet ’S. Brisozavski’ (GN, 88).

Nu begyndte der en usikker tid i Sverige. Den næste måned blev Selig Bonsing og hans forældre indkvarteret på Grand Hotel i Mölle, længere oppe på Kullen. Her fik han køkkentjeneste fire timer om dagen, men ’hvor jeg dog savner Danmark, kirken og vennerne, men mest af alt Grethe’ (09.10.1943). Dagen efter fik han en svensker til at skrive til Grethe, at han var i sikkerhed i Sverige. I Mölle betroede han følgende til dagbogen: ’Jeg keder mig og er frygtelig rastløs. Her er der ikke meget at tage sig til, især ikke på denne årstid. Her er meget smukt med en fantastisk udsigt, dels over Øresund og dels til Kullen ikke langt herfra’. Langt de fleste af dem, han omgikkes, var ’danske jøder, men ikke nogen, som jeg føler mig på bølgelængde med. Flere af dem er ægtepar. De har hinanden at tale med, at betro sig til’. Han traf dog ’en meget interessant mand, som jeg har mange gode samtaler med. Han er ikke jøde, men jødevenlig og tyskfødt. Godt 50 år gammel og professor ved Århus Universitet, Theodor Geiger. Han fortæller, at han nogle år før krigen blev fordrevet fra Tyskland af nazisterne. Vi har haft flere filosofiske samtaler. Han er sociolog. Desværre – men heldigt for ham – rejser han nu’ (17.10.1943). Kort efter skrev han: ’Jeg sover ikke helt roligt om natten, har ofte mareridt’ (20.10.1943). ’Tiden snegler sig af sted, alligevel er der gået snart en måned. Ind imellem føler jeg det svært, så svært, at det næsten ikke er til at bære. Det er længslen og usikkerheden, som plager mig’ (01.11.1943).

Familien i sikkerhed

Lidt efter lidt fik han sikkerhed for, at tre af hans søskende var vel ankomne til Sverige. De første, der også kom til Höganäs, var hans bror Abel (kaldet Al), der hjalp deres søster Fella, hendes mand Kolja og deres tre børn over Øresund (09.10.1943). Deres flugt var foregået ’i en ambulance fra København til kysten i Nordsjælland’ (MF, 4). Ugen efter familiens ankomst besøgte Selig og hans forældre dem i Höganäs. To uger senere rejste Fella og Kolja til Stockholm for at søge arbejde: ’I stedet blev det så mig, der skal være barnepige’ (23.10.1943). Sidst i oktober ’fik vi besked om, at også min søster Bubbi er i god behold. Hun er i Malmö, og jeg har talt med hende i telefonen. Hun er ansat på Det danske Flygtningekontor. Så nu er hele vores familie i sikkerhed. Ganske vist er Tippa stadig i København. Hun har fået sit sorte hår farvet rødt’ (29.10.1943). Dagligdagen bød også på andre udfordringer: ’Langt de fleste af os flygtninge er kommet hjemmefra blot i det tøj, vi havde med under flugten. Både mor og far og jeg trænger gevaldigt til tøj. Her er der indsamlet nyt tøj, som bliver fordelt ved lodtrækning. Vi var heldige, far vandt en habit og jeg en frakke’ (22.10.1943).

Den vanskeligste udfordring gjaldt et fremtidigt job: ’Jeg skriver en masse ansøgninger om arbejde. Dels for at få noget at rive i, men også i høj grad for at komme væk herfra’ (20.10.1943). Selig Bonsing var ihærdig for at få et job: ’Jeg benytter mig af alle mulige og umulige forbindelser. Både Fella og Bubbi har lovet at forsøge at skaffe mig arbejde. Jeg har været i forbindelse med fagforeningen for at få job som blikkenslager. Og jeg har henvendt mig til Baptistsamfundet, indtil nu uden resultat’. Men der var lys forude: ’I aften ringede Fella med den glædelige nyhed, at både hun og Kolja har fået arbejde. Så lovede hun at forsøge at få mig til Stockholm samtidig med deres børn’ (01.11.1943). Det afholdt ikke Selig Bonsing fra selv at handle: ’Jeg har søgt Socialstyrelsen om opholdstilladelse i Stockholm. Uden en sådan kan flygtninge ikke få lov til at bosætte sig i Stockholm, Göteborg og Malmö. Tilladelsen er vanskelig at opnå, man skal dokumentere at have et fast arbejde. Det har jeg desværre ikke og har da også fået afslag’. Det var ikke underligt, at Selig Bonsings humør svingede voldsomt: ’Min sindstilstand skifter mellem depression, fortvivlelse og taknemlighed. Fortvivlelse over usikkerheden, frygt for fremtiden og nervøsitet for at miste min elskede. Taknemlig for at have reddet livet for mig selv og mor og far. Taknemlig over at alle mine kære både her og i Danmark er i god behold. Taknemlig for ikke at skulle dele skæbne med de jøder, som nu er i tyskernes vold. Samvittighed over, at vi gik fri som de få’ (06.11.1943).

To dage senere modtog dagbogen Selig Bonsings taknemlighed: ’Underet er sket. Efter spænding og utålmodighed har jeg fået besked om at kunne rejse med børnene til Stockholm. Ligeledes en opholdstilladelse, dog kun i fire dage. Oven i købet har jeg nu fået udleveret togbilletterne gratis’ (08.11.1943). Afrejsen skulle finde sted to dage senere: ’Jeg er lidt beklemt ved at skulle efterlade mor og far, men de er i gode hænder her i centeret, og så håber jeg, at jeg snart kan få dem til Stockholm. Jeg både håber og ønsker, at jeg vil kunne finde et job i Stockholm og som følge deraf få opholdstilladelse udover de fire dage’. Vel ankommet til den svenske hovedstad, hvor Fella og Kolja var mødt op på banegården, noterede Selig Bonsing i dagbogen: ’Det er som om, en stor sten faldt fra mit hjerte, en kæmpe tung byrde var taget fra mig nu, hvor Fella og Kolja overtog ansvaret for deres tre børn. Det var aldeles overvældende at være i en storby, fuldt oplyst uden tegn på krig og ufred, fantastisk’ (10.11.1943) – skrevet godt og vel en måned efter ankomsten til Höganäs.

Kerstin Ahlgrens skulptur ’Den hjælpende hånd’ står i dag i Höganäs’ småbådehavn. Den blev indviet i 2003 til minde om dem, der 60 år tidligere udviste mod og hjalp de flygtninge, der kom til byen fra Danmark. Foto af Ole Anhøj, Dansk Jødisk Museum.

Muligheder i Stockholm

Om sin første dag i Stockholm skrev Selig Bonsing: ’Byen er fantastisk smuk. Det er en overvældende oplevelse at være i en stor by, hvor alt ånder fred og ikke mindst frihed. Her er lys og – bedst af alt – ingen tyske soldater, ingen Gestapo. Trist er det nu også, fordi den skærper min længsel efter København. Jeg vandrede helt alene omkring i byen, med mange travle mennesker og tæt trafik, og jeg følte mig meget ensom’. Den første opgave bestod i at finde et job på fire dage: ’Jeg har allerede været flere steder for at søge job, men foreløbigt forgæves’ (11.11.1943). Hvis jobbet kom på plads, ville det fra Socialstyrelsen automatisk udløse en opholdstilladelse i Stockholm. For at det kunne lykkes begyndte han straks at opbygge et netværk ved at opsøge baptisterne i Stockholm: ’I aften var jeg til møde i Baptistkirken Bethel. Her var omkring 100 forsamlet og et strengekor, som spillede og sang. Jeg hilste på præsten. Han havde ikke tid, men bad mig om at komme igen. Min forventning om at møde gæstfrihed blandt trosfæller blev ikke indfriet. Her var ikke den varme og imødekommenhed som i Købnerkirken. Måske er det, fordi svenskerne er mere tilbageholdende end vi danske. Jeg gik fra mødet lidt trist til mode’ (11.11.1943). To uger senere skrev han igen om endnu en skuffelse samme sted: ’Der var sangkor og solosang. Det var pragtfuldt. Jeg havde håbet, at der var nogle, som ville tage sig venligt af mig, men nej’ (25.11.1943). Tredje gang – efter at have haft et job i kort tid – gik han ’i min nød’ direkte til menighedens præst. Denne ’tilbød at forsøge at skaffe mig arbejde som jordarbejder et sted omkring 500 km fra Stockholm. Det er jeg nu ikke meget for’ (28.11.1943). En uge ind i december betroede han sin dagbog denne konstatering: ’Jeg har været i Baptistkirken 5-6 gange nu, men uden at få kontakt til nogen af medlemmerne’ (08.12.1943).

Som antydet fik Selig Bonsing hurtigt et job. Dagen efter sin ankomst til Stockholm skrev han: ’Jeg har fået et job som arbejdsmand på en pladefabrik’. Dagen efter konstaterede han, at arbejdet ’er meget hårdt og aldeles uvant for mig, men det vigtigste var, at jeg fik en skrivelse på fabrikkens kontor til Socialstyrelsen som bekræftelse på min ansættelse’ (13.11.1943). Det udløste en opholdstilladelse to uger senere samtidigt med, at ’en dame på Socialstyrelsen noget arrogant belærte mig om, at jeg ikke kunne forvente at få lov til at blive i Stockholm og tilføjede, at jeg burde være taknemlig for i det hele taget at få lov til som flygtning at være i Sverige’. Samme dag blev Selig Bonsing ’sammen med to andre fyret fra pladefabrikken – så nu skal jeg på den igen’ (22.11.1943). Denne gang brugte han sit jødiske netværk. En uge senere skrev han: ’Endelig – jeg har fået et løfte om fast arbejde. Det er som en slags altmuligmand hos en svensk jøde. Han har flere ejendomme her i Stockholm’. Jobbet kom som ’en slags fødselsdagsgave’, sammen med ’endnu en dejlig overraskelse – en flot buket blomster fra Grethe i anledning af min fødselsdag i går. En overvældende følelse, ikke mindst fordi det bekræfter, at hun tænker på mig. Hvor jeg dog savner hende’ (03.12.1943). Det nye arbejde bragte ham dog fra asken i ilden. Den nye arbejdsgiver satte ham til at bære brænde ind fra gaden i flere af sine ejendomme. Han fik lange arbejdsdage og skulle arbejde ’som en hest’: ’Som sædvanlig, når dagen er til ende, sidder jeg og skriver i min dagbog. Men i dag er jeg så træt, at jeg næsten ikke kan holde på pennen. Det er et utroligt hårdt arbejde, et værre pukkelarbejde, det værste jeg nogensinde har haft. Jeg føler mig fuldstændig ødelagt og udkørt, øm i ryggen og i armene. Jeg har mest lyst til at opgive’ (14.12.1943) – skrev flygtningen, der havde forceret Øresund i en robåd.

Selig Bonsing fik en god oplevelse med de jøder, som han mødte i Det Svenske Mosaiske Samfund. Her henvendte han sig, fordi han skulle hente sengetøj, der var en foræring til søsterens familie: ’Jeg blev meget overrasket over den modtagelse, jeg fik. De var utroligt hjælpsomme og hjertelige. Den hjælp, de svenske jøder yder, gøres med en åbenbar kærlighed og en selvfølgelighed, som jeg ikke har mødt før. De hjælper med en åbenlys hjertelighed. Det er som om, man gør disse mennesker en tjeneste ved at modtage. Jeg gik derhen, fordi der var en aftale mellem Kolja og Mosaisk Samfund om sengetøj, men de insisterede, at jeg også skulle have noget til mig selv. Alligevel føler jeg mig fremmed. Jeg fortryder ikke, at jeg er blevet kristen. Det hjælper mig en hel del til at holde modet oppe, selvom det nu og da er vanskeligt at forstå, at Gud lader alt det onde ske’ (09.12.1943). Nu var han kendt hos jøderne i Stockholm: ’Af Mosaisk Samfund har jeg uden videre og uden advis fået to nye lagner og to pudevår. De vidste åbenbart, at jeg ikke havde dette. Det er rørende og meget pænt af dem. Jeg er da også meget taknemlig, men jeg har svært ved at vise det. Jeg har sagt tak’ (18.12.1943) – en tankevækkende kontrast til Baptistkirken Bethel.

Med og uden væggelus

Hårdt arbejde var ikke den eneste udfordring i Stockholm. Selig Bonsing måtte som flygtning også kæmpe med at finde en egnet bolig. Ved ankomsten til byen flyttede han ind hos sin søster Fella og hendes familie: ’Det er et rigtig trist vejr, gråt og væmmeligt fugtigt – og så har jeg sovet dårligt, fordi der i den lejlighed, hvor jeg bor sammen med Fella, Kolja og deres børn, er væggelus. Det er et gammelt hus i et dårligt kvarter på Söder i det sydlige Stockholm’ (13.11.1943). Efterhånden som det blev koldere, strammede det til: ’Ét er sikkert, vi skal i gang med at finde et bedre sted at bo, en lejlighed, så der også kan være plads til mor og far, når vi får dem til Stockholm. Her, hvor vi bor nu, er der ikke rart. Her er koldt, og dem, vi lejer af, er uvenlige. De fyrer kun i deres egen stue, og der må vi ikke komme’ (08.12.1943). En uge senere løste problemet sig selv: ’I aftes, ganske sent, blev vi uden varsel smidt ud af lejligheden, hvor vi bor [af værtinden]. Hun er meget ubehagelig’ (15.12.1943). Selig Bonsing flyttede over hals og hoved ind på Hotel Centrum, og ’efter at være flyttet på hotel har jeg sovet bedre end meget længe og alene, uden at have en sprællende Gregor ved siden i sengen’ (16.12.1943). Udfordringen med en bedre bolig løste sig kort før jul. De flyttede alle ind i ’en dejlig lejlighed på Hagavägen i Solna, lidt nord for Stockholm. Det er en ret ny ejendom, alt er rart og ganske smukt med moderne bekvemmeligheder. Så egentlig mangler jeg ikke noget – og dog: Jeg savner Danmark og Grethe’ (21.12.1943).

Krigens gang – set fra Stockholm

Naturligvis fulgte Selig Bonsing krigens gang fra Stockholm. Det skete både via teater og biograf – ’Her kan man i modsætning til derhjemme se både engelske og amerikanske film’ (08.12.1943) – og gennem radioen. Kort før jul skrev han: ’Her kan vi heldigvis frit høre mere sande nyheder end dem, tyskerne bringer i dansk radio. Netop i disse dage er der mange gode nyheder. Det bliver bekræftet, at krigslykken for tyskerne er vendt, de lider det ene nederlag efter det andet. Alligevel kæmper tyskerne indædt og forbitret. I Danmark strammer tyskerne grebet, fordi danskernes modstand bliver hårdere med flere og flere sabotagehandlinger mod anlæg og fabrikker, som arbejder for tyskerne. Freden ser dog ikke ud til at være lige om hjørnet, så jeg skal nok ikke regne med at være hjemme foreløbigt – måske først til påske’ (21.12.1943). Flere gange noterede han i dagbogen, at han også skaffede sig danske – censurerede – aviser ved at købe fx Politiken og Søndags BT.

Efterhånden som julen 1943 nærmede sig, blev Selig Bonsings sindsstemning om muligt endnu mere svingende. Tre dage før juleaften måtte han skrive: ’Alt her i Stockholm står i julens tegn. Jo nærmere vi kommer til helligdagene, des mere trist bliver jeg til mode – at skulle holde jul borte fra alt, jeg holder af. Det er første gang siden 1939, jeg skal undvære først og fremmest Grethe, men også hendes familie og vore venner i kirken. De mange dejlige arrangementer. Juleaften på Wibrandtsvej [hos Grethes familie] med god mad, gaver og godter, gudstjeneste i Købnerkirken, julefrokost og julefesterne i kirken og meget mere. Der vil gå mange kærlige tanker fra mig her til alt dette, og jeg er sikker på, at de mange derhjemme også sender kærlige tanker til mig. Det må jeg så slå mig til tåls med i år, og så glæde mig til næste jul om et år – hjemme i Danmark’ (21.12.1943). Selig Bonsing afsendte sine julehilsner sydpå en uge før jul: ’Jeg har skrevet julebrev til Grethe og kort til pastor Bredahl, spejderne og ungdomsforeningen derhjemme. Også til min sidste arbejdsplads i København. Alle med underskrift i kode’ (18.12.1943) – ’i kode’ for ikke at afsløre, hvor han var, og for ikke at sætte dem derhjemme i vanskeligheder.

Selig Bonsing brugte dæknavn, når han korresponderede med danske venner. Allerede i 1943 skrev han: ’Jeg tør ikke bruge mit rigtige navn med risiko for at skade dem derhjemme’ (08.12.1943). Her ses Bredahl Petersens julebrev 1944 til Selig Bonsing – alias Edmond Johnson. Bredahl Petersens omsorg for ham blev dokumenteret i Dagbogen, hvor Selig Bonsing omtalte breve fra Købnerkirkens præst mindst syv gange. Og når Selig Bonsing hilste fra baptister i Danmark, fik han ’genhilsen, især mange til Bredahl, som både er kendt og anerkendt her hos de svenske baptister’ (27.02.1945). Bemærk at brevet blev censureret. Det skete systematisk med alle breve til og fra Sverige. Privateje.

Jul og nytår i Stockholm

At tankerne gik fra Danmark til flygtningen i Stockholm blev også noteret i dagbogen. Tre dage før jul kom der julekort fra Grethe og hendes familie. Og juleaftensdag skrev han: ’Jeg fik et dejligt julekort fra Bredahl med en kærlig hilsen fra menigheden. Han skriver bl.a. at Tippa [hans jødiske søster] har været i Købnerkirken sammen med Grethe. Og så ringede vi til mor og far [i Höganäs]. De har det godt, men glæder sig til at se os alle. Bubbi [søsteren] har ringet [fra Malmö], også hun har det godt’. Den sidste af de fem søskende, Al, var kommet til Stockholm for at fejre julen hér. Julenat nedfældede Selig Bonsing følgende refleksion: ’Det siges, at julen er hjerternes fest med et klart budskab om fred mellem folk og mennesker. Men selv om alt lige nu ånder fred og stilhed og det kristne budskab lyder, så er verden ond og uretfærdig. Som sikkert mange gør det, spørger jeg mig selv hvorfor. Hvorfor skal uskyldige mennesker lide? Men når bitterheden er ved at tage overhånd, så må jeg for mit vedkommende takke Vor Herre for det privilegium, det er at have familie og især mange venner, som tænker kærligt på mig og ikke mindst på den pige, der venter på mig’. Herpå gik han en tur ud i julenatten: ’Senere gik jeg en tur – helt alene. Det er en mærkelig følelse at gå her i en oplyst by og se de mange pyntede juletræer gennem vinduerne, at høre julesalmer trænge igennem fra de mange hjem. … Så gik da denne juleaften. Hvad serveringen angår, er der bestemt intet at klage over. Fella havde arrangeret en flot juleaften med kalkunsteg og oksesteg med kartofler og rødkål. Forinden fik vi suppe og til sidst budding. Derefter figner, nødder, æbler, appelsiner og chokolade og til sidst ren kaffe med brød’ (24.12.1943) – en anderledes overdådighed end ved julen i mange danske hjem, der var præget af rationeringsmærkernes begrænsninger. Julen sluttede dog ikke uden danske toner: ’Jeg begyndte dagen i dag med at lytte til dansk radio med gudstjeneste fra Kristuskirken i København, desværre gik transmissionen dårligt igennem. Nu vil jeg se, om der ikke skulle være en baptistmenighed her i Hagalund’ (26.12.1943). Året sluttede også med to andre nytårsforsætter. Selig Bonsing ville flytte fra Fella og hendes støjende familie. Og han ville opsige sit ’pukleri med at slæbe brænde’: ’Nytåret 1944 ’fejrede’ jeg ved at gå en tur helt alene. Kl. 1. gik jeg hjem i seng’ (31.12.1943).

1944 med nye netværk

Det ene af disse nytårsforsætter blev straks indfriet. Nytårsdag mødte Selig Bonsing op i den lokale baptistkirke: ’Kl. 11 gik jeg til nytårsgudstjeneste i den nærliggende baptistkirke i Hagalund. En hyggelig lille kirke. På baggrund af den lunkne modtagelse, jeg havde fået i den store stockholmske menighed, var det uden den store forventning, jeg satte mig på en af de bageste bænke i kapellet. Jeg blev glædelig overrasket. Det var en fantastisk oplevelse. Jeg blev yderst godt modtaget. Med varme og venlighed blev jeg budt velkommen. Det var overvældende dejligt’. Og menighedens præst, pastor Hultåker, inviterede ham med hjem til kaffe: ’Jeg følte mig bedre tilpas, end jeg havde gjort længe’ (01.01.1944). Denne erfaring blev kun bedre, mens Selig Bonsing opholdt sig i Sverige. Han havde fundet en menighed, der hjalp hans behov for trosliv, livsmod og fællesskab. Efter menighedens årsmøde fortalte han, at kirken rummede ’en lille særdeles aktiv forsamling på omkring 75 medlemmer’. Her oplevede han også, at ’der blev bedt for krigens ofre og især for jøderne. Det var en uforglemmelig oplevelse. Jeg bragte en hilsen fra Købnerkirken og fik en både højtidelig og hjertelig genhilsen. Da pastor Hultåker erfarede, at jeg var spejder og ungdomsarbejder derhjemme, inviterede han mig til at deltage i menighedens ungdomsarbejde’ (06.01.1944). I løbet af få uger havde han fundet ind i flere af menighedens hjem, især hos ’en familie Larsson, som har 8-9 børn, voksne. Sønnerne hedder Davén til efternavn’ (17.01.1944). I løbet af foråret blev han medarbejder i menighedens søndagsskole, der samlede omkring 130 børn (08.02.1944). Han fik også anledning til at berette om sin egen flugt: ’I søndags efter gudstjenesten var vi 50 forsamlede hos familien David Larsson. Jeg var blevet bedt om at fortælle om Købnerkirken, om Danmark og om min flugt. Så godt jeg nu kunne, talte jeg svensk. De sagde, at de forstod det!’ (23.03.1944). Selig Bonsing orienterede sig også i det svenske kulturliv: ’Ofte går jeg også i biograf. Sidst så jeg Casablanca med Ingrid Bergmann og Humphrey Bogart, en dejlig film om den tyske besættelse af Frankrig. I en af filmens scener ses tyske soldater syngende deres nationalsang, men de bliver overdøvet af franskmændene, som synger Marseillaisen. Her klappede publikum i biografen for at vise deres foragt for nazisterne’ (08.02.1944). Og Selig Bonsing tilsluttede sig klapsalven.

Hagalund Baptistkapel beliggende i Stockholms bydel Solna blev bygget i 1904. Bygningen var rammen om et blomstrende menighedsliv med mange unge, hvor Selig Bonsing hurtigt fik fællesskab med svenske trosfæller. Foto: Svenske baptisters arkiv.

Gennem én af familien Larssons sønner åbnede der sig snart muligheder på arbejdsmarkedet: ’I dag har jeg været på min nye arbejdsplads hos Siöö rostfria AB her i Solna. Det er et stort værksted med mange ansatte, hvor jeg skal lave køkkenvaske o.l. af rustfrit stål. Det er Niels Davén, den ældste søn i familien Larsson/Davén, som har skaffet det til mig’ (24.01.1944). Hermed var det andet af nytårsforsætterne indfriet. På denne arbejdsplads blev Selig Bonsing så afholdt, at det snart blev et problem for ham, da han mødte sin største udfordring i 1944. Herom skrev han netop samme dag i dagbogen: ’I går hørte jeg, at der arbejdes på at oprette et frivilligt korps her i Sverige, som i givet fald skal være med til at smide tyskerne ud af Danmark og sættes ind for at oprette ro og orden. Hvis det bliver til noget, er jeg fast besluttet på at melde mig’ (24.01.1944).

Nyt hjemmefra

Det første, dagbogen fik at vide om danske forhold i det nye år, var mordet på Kaj Munk: ’Ifølge efterretningerne fra Danmark, så skærpes modstandskampen, og Gestapo strammer grebet endnu hårdere. I dagens avis skrives, at digterpræsten Kaj Munk i går er myrdet af nazisterne. Det er da godt, at vi er i sikkerhed i Sverige, men samtidig er det hårdt at skulle forholde sig passiv. Der er meget, der tyder på, at tyskerne nu handler i desperation, fordi det må være gået op for dem, at de taber krigen’ (06.01.1944). Lidt senere var der godt nyt hjemmefra: ’Købnerkirkens Bredahl har skrevet til mig og fortalt, at han søger rejsetilladelse for at besøge baptisterne i Stockholm i næste måned. Det ville være dejligt at tale med ham og få en frisk hilsen hjemmefra’ (24.01.1944). Men besøget lykkedes ikke: ’Det er en skuffelse for mig at erfare, at Bredahl alligevel ikke kan få udrejsetilladelse til at gæstetale hos de svenske baptister. Jeg havde ellers glædet mig til at møde ham og ikke mindst at høre hjemmefra’ (22.02.1944). Selig Bonsing måtte nøjes med skriftlige hilsner fra Danmark – og dem kom der mange af: ’Jeg får ret så mange breve hjemmefra, ikke alene fra Grethe, men også fra hendes forældre og søskende. Desuden hører jeg også fra menigheden med breve fra Bredahl og mine venner i ungdomsforeningen. Også mine spejderdrenge skriver til mig. Det er en stor opmuntring, og jeg er meget taknemlig for, at de tænker på mig. Min søster Tippa hører jeg også fra. Hun er heldigvis i sikkerhed, fordi hun er gift med Enoch og hedder Lindemann Jørgensen’ (25.03.1944). En sådan korrespondance krævede dog et pseudonym: ’Vi korresponderer under mit dæknavn: Edmond Johnson’ (08.02.1944) – et navn, som Selig Bonsing fandt via en reklamekalender på en købmand – med adresse hos vennen Hugo Davén i Hagalund (01.04.1944).

Det blev naturligvis brevene fra hans forlovede, Grethe, som han oftest omtalte i dagbogen. Det var ikke let at tolke virkeligheden bag hendes breve, der ofte kom uregelmæssigt på grund af censuren, selv om hun skrev næsten hver uge: ’Det er utroligt opløftende for mig med brevene fra Grethe. Der kommer ét næsten hver uge eller hver anden uge. Dem går jeg og glæder mig til. Jeg skriver til hende en gang om ugen’ (05.01.1944). Grethe og Selig havde kendt hinanden siden 1938: ’I dag er det Grethes og min forlovelsesdag. Det er tre år siden, vi fik ringe på. Og det er seks år siden, jeg første gang mødte Grethe. Vi var bare 17-18 år gamle’ (26.04.1944). Af den sparsomme løn, som Selig Bonsing tjente, havde han det nytårsforsæt at forberede deres bryllup: ’Jeg har besluttet, at noget af det første, jeg skal købe, er stof til en brudekjole til Grethe. Det er ikke muligt at købe sådan noget i Danmark’ (05.01.1944). Alligevel betroede han flere gange sin dagbog tanker som denne: ’Jeg er overbevist om, at min kærlighed til Grethe kan tåle adskillelsen, men kan hendes til mig? Konstant kredser mine tanker sig om min pige. Vil hun vente på mig? Er hun forandret? Er jeg?’ (24.01.1944). En måned senere skrev han: ’Jeg fik igen et herligt brev fra Grethe med to billeder af hende. Dem kan jeg da ikke lade være med at prale af, hun ser dejlig ud!’ (22.01.1944).

Forholdet til forældrene

Selig Bonsing havde ikke glemt sine forældre, der endnu opholdt sig på flygtningecenteret på Grand Hotel i Mölle. Nu glædede han sig efter fire måneder over, at de kom til Stockholm: ’I dag kom telegram fra mor og far, at de kommer. Al, Kolja og jeg hentede dem på banegården, og vi tog en taxi hjem til Solna’ (06.03.1944). Efter to uger lykkedes det at forsyne dem med eget pas, men ’vi venter stadig på mors og fars opholdstilladelse, hvad der skal til for at tage ophold i Stockholm. Opholdstilladelsen er også en forudsætning for, at de kan få penge fra Flygtningekontoret, som er en afdeling af Det danske Konsulat’ (01.04.1944). Alt dette praktiske faldt på plads i løbet af få uger, og forældrene tog midlertidigt ophold hos Fella og Kolja: ’Så nu kan de forsørge sig selv, og jeg kan rejse med bedre samvittighed’ (26.04.1944). Men der var et langt vigtigere emne, som plagede Selig Bonsings forhold til forældrene. I efteråret under opholdet i Mölle havde han i flere tempi taget hul på problemet: ’I dag fik jeg talt med mor – om Grethe. Det glæder mig meget, at både mor og far har fået et positivt indtryk af Grethe, og far var særdeles anerkendende med hensyn til Grethes far. Far synes, at han ligner en jøde!’ (15.10.1943). Kort efter – den dag Selig Bonsing rejste til Stockholm – fortalte han sine forældre om deres konkrete planer: ’For første gang fortalte jeg, at vi, Grethe og jeg, skal giftes, så snart vi kommer hjem. Både mor og far tog det pænt. De havde naturligvis haft anelser om det. Det blev accepteret, også fordi de nu havde truffet Grethe og hendes far, som jo begge havde hjulpet os med flugten. Nok var de skuffede, det har altid været deres ønske, at vi børn ville gifte os med jøder. Jeg var meget lettet over, at der nu var rene linjer mellem mor, far og mig’ (10.11.1943).

Nu, da forældrene var kommet til Stockholm, fulgte Selig Bonsings næste skridt: ’I dag tog mor imod et billede af Grethe, så det går fremad med mors og fars accept af, at det er hende, jeg gifter mig med og ikke en jødisk pige. Jeg ved godt, det er en stor skuffelse for dem, men jeg er sikker på, at de vil komme til at holde af Grethe’. Men endnu ét udestod: ’Jeg har endnu ikke haft mod til at fortælle dem, at jeg er blevet baptist. Det vil være et alt for stort slag for dem, så det må vente’ (08.03.1944). Selig Bonsing gik langsomt frem. Hos sin søster og svoger, Fella og Kolja, havde han i Stockholm været udsat for hån, fordi han som konvertit bekendte sig til den kristne tro: ’Det er ikke spor rart at bo sammen med Fella og Kolja. De har meget imod, at jeg er kristen, og de benævner det som en vederstyggelighed, at en jøde kan lade sig omvende’, men der er ’det ejendommelige ved det, at på trods af, at jeg er kristen, føler jeg mig stadig og ikke mindre som jøde’ (22.11.1943). At vokse op i et hjem præget af ortodoks jødedom og konvertere til den kristne tro rejste følsomme udfordringer. Selig Bonsing gik frem med takt og opererede over tid.

Den danske Brigades våbenskjold, tegnet af Kai Rich. Omslag på ’Den danske Brigade’ (NG).

På vej til Brigaden

Selig Bonsing var tidligt ude i forhold til opbygningen af Den danske Brigade i Sverige. Ovenfor så vi, at tyskerne knyttede pågribelsen af de danske jøder sammen med løsladelsen af de internerede danske soldater og befalingsmænd fra hæren og flåden den 29. august 1943. Interneringen af officerskorpset blev ophævet sidst i oktober 1943, hvorefter mange af disse rejste illegalt til Sverige. Herpå begyndte de at opbygge den danske eksilstyrke, som den svenske regering godkendte den 3. december 1943 – ’Den danske Brigades dåbsattest’ (S-N, 6). Samtidig iværksatte de den første hvervekampagne blandt danske værnepligtige, der var flygtet til Sverige. Det var denne kampagne, Selig Bonsing hørte om sidst i januar 1944. Og nu vendte han i dagbogen tilbage til denne udfordring.

Efter at have omtalt ’vedholdende rygter om en allieret invasion i nær fremtid – måske i Jylland’, skrev han: ’Jeg sidder her i sikkerhed og er magtesløs, og jeg kan intet gøre, mens dem derhjemme er i fare, fordi Danmark er besat af tyskerne. Jeg håber virkelig, at jeg får mulighed for at melde mig til det ’politikorps’, som ventes oprettet her i Sverige for unge danskere’ (08.02.1944). Tre uger senere hørte han nyt fra den danske militærkommando om, at ’jeg skulle melde mig til uddannelse for at stå rede for en indsats i Danmark, når tiden er inde. Det er frivilligt, men ingen tvivl om, at jeg melder mig. Nu venter jeg blot på den endelige indkaldelse’. Selig Bonsing havde naturligvis overvejelser om, hvorvidt det var rigtigt at melde sig til brigaden: ’Det er ikke helt uden betænkeligheder, at jeg har meldt mig for i givet fald at gå i krig. Alligevel er jeg overbevist om, at det er det rigtige’ (22.02.1944). Indkaldelsen kom, og han skulle møde i Sofielund den 25. marts. Det meldte han i god tid ud på sin arbejdsplads hos Siöö rostfria AB, men herved opstod der problemer: ’Direktøren bad mig indstændigt om at udsætte rejsen, i hvert fald i to måneder. Det måtte jeg sige nej til. Jeg vil ikke gå glip af muligheden for at være med til at smide tyskerne ud af Danmark’ (10.03.1944). Tre dage senere måtte dagbogen modtage denne besked: ’Uden min tilladelse har min chef kontaktet Kommandoen, og han er blevet lovet en udsættelse for min indkaldelse i ca. to måneder. Efter jeg fik det at vide, kontaktede jeg kaptajnløjtnant [E.H.] Wolff [Brigadens adjudant] for at protestere. Som grund til udsættelsen udtalte Wolff, at når situationen var den, at det var en tjeneste, jeg gjorde svenskerne [arbejdet på Siöö rostfria AB?], mente han ikke, at jeg kunne være bekendt at afslå. Så jeg måtte finde mig i at vente, men jeg er fast besluttet på allerhøjst at vente de to måneder’ (13.03.1944). Selig Bonsings ældre bror, Al, meldte sig også til Brigaden. Han blev indkaldt i sidste halvdel af marts 1944, men sprang snart fra på grund af det hårde træningsprogram.

Udsættelsen gav Selig Bonsing mulighed for at hjælpe sine forældre på plads i Stockholm, og den gav ham god tid til at sige farvel til menighed og arbejdsplads. Påskedag, den 9. april 1944, skrev han sådan i dagbogen: ’Fire-årsdagen for tyskernes besættelse af Danmark. Nu vil jeg for alvor se at få fremrykket min indkaldelse til Den danske Militærforlægning (Politikorpset)’. En uge efter rykkede han for indkaldelsen, og snart efter kunne han fortælle, at nu ’er indkaldelsen kommet skriftligt og endeligt fastsat til den 4. maj’. Den sidste uge i Hagalund tog han ’en lidt vemodig afsked med Siöö rostfria AB, fordi alle var så fantastisk flinke, og de ønskede mig held og lykke’ (26.04.1944). Søndagen derpå tog han afsked som medarbejder med menighedens søndagsskole – ’til min overraskelse fik jeg en indbundet søndagsskolesangbog til minde’ – og ’i selve gudstjenesten blev der holdt en tale for mig med mange gode ønsker’. Til minde om Solna Baptistmenighed ’fik jeg som afskedsgave en salmebog. Det var alt sammen meget rørende, og jeg kunne slet ikke sige andet end tak. Alle medlemmer gav mig hånden, og de var helt utroligt kærlige. Det er ikke til at beskrive’ (30.04.1944). Afskeden med familien fandt sted to dage senere: ’Jeg tog afsked med mor og far. De så noget bekymrede ud. Jeg var nu også noget bekymret for dem’. Togturen til ’forlægningen Sofielund i Småland’ kunne begynde (02.05.1944).

Det officielle navn på Sofielundlejren var ’Den danske forlægning i Sofielund’. Bygningerne var oprindeligt et kursted med hovedbygningen, der ses her, og nogle få andre huse. De svenske myndigheder forlangte, at den danske ’politiforlægning’ skulle ligge langt fra alfarvej, og det krav blev opfyldt dybt inde i de smålandske skove. Lejren måtte maksimalt rumme 500 mand, og til dem blev der hurtigt rejst en række præfabrikerede barakker, der inden udgangen af marts 1944 rummede ’eksilhæren’. Arkivfoto.

Brigadér i Småland

Da Selig Bonsing mødte op på ’forlægningen Sofielund’, skrev han: ’Den overtraf bestemt ikke mine forventninger. Vel var det dejligt at se det danske flag, men lejren ligger ensomt omgivet af sten og granskov. Der er otte km til nærmeste lille by. Nu hjalp det heller ikke på det første indtryk, at regnen pjaskede ned’. Her blev han henvist til 3. bataljons 3. kompagni, hvor han ’blev installeret i en stor barak inddelt i båse med køjer til fire mand’ (03.05.1944). Dagen efter var han i gang med skydeøvelser: ’På trods af, at jeg ikke har det ret godt med skydevåben, gik det alligevel så godt, at jeg fik ros. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det er det rigtige jeg gør, formålet er jo krig, i givet fald at slå ihjel. Jeg kommer dog hele tiden til det resultat, at jeg må være med til muligheden for at befri Danmark for nazisterne. Det er bestemt ikke for min fornøjelses skyld og slet ikke for pengene. Vi får 2,50 kr. om dagen plus ekstra 20 kr. om måneden. Jeg har fået tildelt soldaternummeret 115, men vi kaldes ved navne. Jeg bliver kaldt Brisso, som er en forkortelse af mit efternavn [Brisosowski]’ (04.05.1944). I Småland deltog Selig Bonsing også i lejrens gudstjeneste, hvor han mødte den senere kendte pastor Ejlif Krogager, rejsekongen, der i 1951 stiftede Tjæreborg Rejser: ’Her holdes gudstjeneste i gymnastiksalen, hvor der til anledningen er opstillet alter. Her er en feltpræst Krogager. Han er ikke helt almindelig, og det er gudstjenesten heller ikke. Præsten er luthersk præst. Han har et særligt frisprog og slet ikke som andre præster. Han er ganske sjov, men det er svært at tage ham alvorligt. Der kommer nu heller ikke ret mange til hans gudstjenester. Næ – må jeg så bede om Købnerkirken med pastor Bredahl eller baptistkirken i Hagalund med pastor Hultåker! Her har jeg ikke mødt nogle troende kristne. Jeg har haft nogle diskussioner om religion, men det har ikke den store interesse’ (21.05.1944). Godt, at pinsen stod for døren. Den halve uges ferie blev tilbragt i Hagalund sammen med familien og i baptistkirken dér: ’Det var næsten som at komme hjem. Jeg fik en fantastisk modtagelse. Alle hilste hjerteligt’ (28.05.1944).

Selig Bonsings attest, der viser hans optagelse og tjeneste i Den danske Brigade, Danforce. Han tjente ved 3. Bataljon (02.05.-25.06.1944) og herpå ved 5. Bataljon indtil afmønstringen i København. Dette stemmer med Dagbogen. Derimod er det ikke rigtigt, at han først tjente ved 4. Bataljon (22.03.-02.05.1944). Disse to måneder opholdt han sig i Stockholm, hvor han mod sin egen vilje måtte forlænge sit arbejdsliv ved Siöö rostfria AB. Den anførte periode angiver det tidsrum, hans optagelse i Danforce blev udskudt. Attesten er underskrevet af oberstløjtnant T. Wagn. Privateje.

Livet som brigadér var anstrengende. Selig Bonsing skrev i dagbogen om mange øvelser i og omkring Sofielund: ’Tiden går med rigtig hård træning. Foruden eksercits og skydeøvelser har vi terrænløb, løb på 6-10 km mindst en gang om ugen, lange marchture, svømning – ofte med tøj og mundering på – og kampøvelser. Det er ret fantastisk, hvad vi bliver udsat for. I går kl. 22.30 skulle vi på marchtur, 40 km. Vi var tilbage i lejren næste morgen kl. 6.30 og havde da gået 48 km med fuld oppakning. Vores kompagnichef, kaptajnløjtnant Jensen, meddelte os, at vi nu er i en sådan træning, at vi i givet fald kunne komme med hjem – og slås. Nu må der også snart ske noget. Alle venter på en allieret invasion, måske på Jyllands vestkyst’ (03.06.1944). Da invasionen fandt sted i Normandiet tre dage senere, blev ’der glæde og højt humør i lejren. Nu kan det ikke vare ret længe , før vi skal i aktion. Nu er der også gået 245 dage, siden jeg måtte sige farvel til min pige’ (06.06.1944). Snart var ’den overstadige glæde’ forbi, og ’mismodigt erkender vi, at der kan gå flere måneder, før vi får marchordre’ (15.06.1944). Sådan lød det på Valdemarsdagen. Kort efter – på ’årsdagen for slaget ved Fredericia’ – fik ’politistyrken’ sit officielle navn Den danske Brigade: ’Vi havde parade med nye uniformer og indvielse af en ny fane, skænket af en dansk grosserer. En smuk højtidelighed’ (BB, 06.07.1944). I stedet for attrapgeværer blev brigadérerne nu udstyret med ’rigtige våben, vel nok fordi Sverige ikke længere frygter en tysk invasion’ (23.06.1944).

I mellemtiden havde Selig Bonsing skiftet til 5. bataljons 3. kompagni: ’Syv mand fra kompagniet skal overflyttes til 5. bataljon, som består af ’gamle soldater’. Det er bataljonen med de tunge våben, 81 mm mortér, 38 mm panserværnskanoner og 20 mm luftværnskanoner. Jeg meldte mig frivilligt’ (27.06.1944). Overflytningen skete få dage senere: ’Det siges, at det er det hårdeste kompagni. Chefen er kaptajn Tønsberg. Mine nye kammerater er meget flinke. De er gennemgående noget ældre end dem fra 3. bataljon. Flere af dem er gift og har måttet forlade deres koner i Danmark’ (06.07.1944). Snart blev der skudt med de nye våben: ’I dag har vi for første gang skudt med mortér. 17 skud. Jeg fik ros af kaptajn Tønsberg’ (19.07.1944). Strabadserne blev ikke mindre: ’I nat skal vi på terrænøvelse 35-40 km. Jeg prøvede at få fri. Min hæl er så dårlig, at jeg knap kan støtte på den. Jeg fik afslag’. Det blev en hård øvelse: ’En natmarch på 40 km efterfulgt af et terrænløb på 20-25 km. Det var en skrap omgang. Nogle måtte give op, men de fleste af os gennemførte. Dagen efter til læge for at få min fod forbundet’ (BB, 23.09.1944). Øvelserne bragte fysikken i top. Da de nye rekrutter mødte ind i december, skrev Selig Bonsing: ’Vi gamle er nu i en sådan træningstilstand, at rekrutterne under deres træning i løb – ganske vist med oppakning – ikke kan følge med, selv når vi går baglæns’ (BB, 02.12.1944). Også de militære færdigheder blev rost ved kompagniets ’afsluttende mortér-skydeopvisning for både danske og svenske officerer i Sölvesborg. Gruppen, hvor jeg er skytte, har haft rigtig mange træffere. Vi er faktisk et godt hold, så det var med stolthed, at kaptajnløjtnant Tønsberg præsenterede os som ’verdens bedste mortérskytter’. Svenskerne udtrykte endda, at de var imponerede’ (BB, 17.11.1944). I sidste halvdel af 1944 ankom to nye rekrutter til Sofielund fra Købnerkirken. Selig Bonsing kendte dem begge: Svend Aage Trusbak er ’modstandsmand og opdaget af Gestapo i Danmark, så han måtte flygte’ (23.06.1944). Nogle måneder senere skrev han: ’Blandt de nye rekrutter er kommet en fra Købnerkirken, Sigurd Pedersen (08.12.1944). Sidstnævnte var bror til ’Ingrid fra Købnerkirken’, der var med i robåden. Han tilhørte ifølge Modstandsdatabasen en ’militærgruppe’. Hvornår og hvordan han ankom til Sverige vides ikke. Se Købnerkirkens menighedsprofil.

Selig Bonsing hørte hjemme i 5. bataljons 3. kompagni, der var motoriseret og betjente det tunge skyts, fra juni 1944 til maj 1945: Oberstløjtnant T. Wagn skrev om sit mandskab: ’5. Bataillon var en udpræget Kampenhed, ensidigt trænet og uddannet til Kamp. Frivilligt gav dens Folk sig ind under Kampopgaven, med Ildhu og Kraft dygtiggjorde de sig til at løse den. Mere kamplystne Soldater har Danmark aldrig haft. Slaas, det vilde og kunde 5.Bataillon’ (NG, 156). Arkivfoto (KJ, 130).

Jødehad i Sofielund

De nævnte øvelser beskrev Selig Bonsing oftest som udfordringer, der var meningsfyldte med henblik på den kampsituation, som alle regnede med ville komme, når Brigaden skulle sættes ind i opgøret med nazisterne i Danmark. Andre forhold i lejren undrede ham derimod. Det gjaldt især, da han oplevede, at jødehadet florerede også i Brigaden: ’Jeg er faldet godt til her blandt nye kammerater. Det ser ud til, at jeg er blevet accepteret. Ganske vist kan jeg ikke undgå at mærke uvilje mod jøder. Når vi diskuterer det, hører jeg ofte nedsættende bemærkninger om jøder i almindelighed, men de tilføjer altid, at mig har de intet imod. Jeg kan ikke overbevise dem om, at jøder generelt er som alle andre’ (19.07.1944). Selig Bonsing måtte undre sig: ’Jeg forstår det ikke. Mange af dem her i Brigaden er flygtet, fordi de er modstandsfolk og har øvet sabotage imod tyskerne i Danmark. De siger, at de kæmper mod diktatur og for retfærdighed, for menneskerettigheder – men åbenbart ikke for jøderne. Mærkeligt er det også, at når jeg spørger, om de kender jøder, så er det de færreste, der gør det. Er det en forbrydelse at være jøde?’ (01.09.1944). Kort før Selig Bonsing rejste på juleophold i Stockholm blussede jødehadet op igen: ’Igen en drabelig diskussion med mine kammerater om jøder. Indstillingen er generelt, at de hader jøderne, men tilføjer, at de intet har imod mig. Denne antisemitisme kan kun være på grund af uvidenhed’ (11.12.1944). Ved afrejsen fra Sofielund mødte der Selig Bonsing en overraskelse: ’Overvældende var det, at kompagnichef Tønsberg gav mig hånden to gange og tilføjede, at jeg ville være underkorporal, når jeg kom tilbage’ (15.12.1944).

Bag det jødehad, som Selig Bonsing mødte i Sofielund, kunne der ligge flere begrundelser. Ved juletid i 1944 blev der lavet en opgørelse over de jødiske flygtninges deltagelse i Brigaden. Kun 14% af jødiske mænd i alderen 18-35 år havde meldt sig. De øvrige flygtningegrupper var repræsenteret med 38% af den nævnte aldersgruppe. Denne skævhed blev flere gange italesat både i og udenfor Brigaden. En del kunne forklares med gode grunde. Mange jøder havde ikke dansk statsborgerskab, og et sådant var påkrævet for at kunne indtræde i Brigaden. Mange unge jøder var studerende, og de var nu blevet optaget ved de svenske universiteter. Endelig måtte jøderne betale for at blive sejlet over Øresund, mens modstandsfolk og andre forfulgte ofte blev sejlet gratis til Sverige. Denne forskelsbehandling ansporede ikke de unge jøders lyst til at melde sig til tjeneste i Brigaden. Den lave repræsentation af brigadérer med jødisk baggrund var så disharmonisk, at formanden for Mosaisk Trossamfund i Danmark, der selv var flygtning i Sverige, kort efter nytår iværksatte en hvervekampagne rettet mod de unge jøder. Det rettede op på den nævnte skævhed i foråret 1945. Men antisemitismen var ikke forsvundet (S-N, 16f).

Grantræspsykose

Stemningen i Sofielund og i de fire øvrige forlægninger, der i løbet af ét år blev skabt til Brigadens knap 5.000 danskere, svingede meget. Den var opstemt, da de allierede gik i land i Normandiet, og alle spidsede ører, da attentatet mod Hitler fandt sted: ’Der skal ikke meget til for at skabe uro her. Som i dag, da vi hørte, at der har været attentat mod Hitler. Der går rygter om et oprør i Tyskland. På grund af det er nu al orlov her inddraget. Det svirrer med forlydender. Mon Hitler er dræbt? Er krigen ved at være forbi? Skal vi hjem? I hvert fald er Brigaden erklæret i alarmberedskab’ (21.07.1944). Til andre tider var stemningen på nulpunktet – især fordi fremtiden for alle var uvis, men også fordi længslen efter dem derhjemme var ubærlig: ’Vi kalder det grantræspsykose. Jeg savner den danske bøgeskov – og Grethe’, skrev Selig Bonsing (27.06.1944). I sådanne situationer fandt han på råd: ’Jeg ser på billedet af Grethe. Hun ser både sød og køn ud, og jeg viser det med stolthed til mine nærmeste kammerater’ (06.06.1944). Sct. Hansaften undrede han sig over andres adfærd: ’Mange af mine kammerater her forlyster sig med at drikke og jagte piger. Selv dem, der har deres piger derhjemme eller er gift, holder sig ikke tilbage. De kan ikke forstå, at jeg kan være min pige tro’ (23.06.1944). Når grantræspsykosen tog overhånd, havde han andre kort på hånden: ’Som så ofte før går jeg tur alene i skoven, sætter mig på en sten – og tænker. Så har jeg heldigvis billederne af Grethe, som jeg tager frem. Det giver mig mod på livet og håbet – med en stille bøn’ (01.09.1944).

Noget måtte han dog skjule for dem derhjemme. Der var udstedt et generelt forbud mod at omtale Den danske Brigade: ’I mine breve kan jeg desværre ikke skrive om mine oplevelser som soldat. Alle mine breve går via Hugo [Davén], så de véd ikke, at jeg er i Brigaden’ (12.09.1944). Han havde også en anden hemmelighed overfor Grethe, som hans søster Bubbi havde hjulpet ham med: ’Jeg har nu fået tøjet til Grethes brudekjole. Det kom til at koste 150 kr. Det er meget smukt’ (26.09.1944). Under orloven midt i oktober fik han dårligt nyt, da Hugo Davén bragte ham et brev fra Grethe: ’Grethe var på hospitalet for at blive opereret for blindtarms- eller æggestokbetændelse. Jeg blev meget bekymret og kunne så forstå, hvorfor det var så længe siden, jeg havde hørt fra hende. Heldigvis står der i brevet, at hun – efter omstændighederne – har det godt. Bare jeg kunne være hos hende nu. Jeg har faktisk tænkt over, om jeg skulle besøge hende illegalt, men jeg ved godt, at det går ikke. Det ville være for farligt, især for Grethe. Dertil kommer, at Frihedsrådet kraftigt har henstillet til flygtningene her om ikke at rejse hjem i utide. Så jeg må nøjes med at skrive’ (15.10.1944). Efter orloven ’sad jeg i nattoget på vej sydpå til Sofielund. Jeg blundede af og til i den mørke kupé og drømte, at jeg sad i sporvognen på vej fra Østerbro til Amager for at besøge min pige. En brat opvågnen afslørede, at jeg var på vej til militærlejren’ (19.10.1944).

Midt i december afmønstrede Selig Bonsing i Sofielund: ’Så kom dagen, hvor jeg skulle rejse fra lejren. Det er trods alt med blandede følelser, jeg har sagt farvel – men da også på gensyn. Det var vældig rart ved denne lejlighed, at officererne udtrykte deres glæde ved samarbejdet med mig. Overvældende var det, at kompagnichefen kaptajn Tønsberg gav mig hånden to gange og tilføjede, at jeg skulle være underkorporal, når jeg kom tilbage’ (15.12.1944). Herpå holdt Selig Bonsing ’reprise-jul’ i Hagalund hos sin egen familie og i kirkens regi hos familien Larsson/Davén. Breve fra Købnerkirken og fra Grethe fortalte ham, at hun nu var i god bedring. Ved menighedens julefest sagde Selig Bonsing ’nogle ord og mindede om, at det var lyset på svenskekysten, som bragte mig og mine forældre og mange andre flygtninge i sikkerhed. Jeg takkede for Sveriges gæstfrihed i almindelighed og for Hagalunds baptisters i særdeleshed. Jeg sluttede med håbet om, at lysene meget snart måtte blive tændt på danskerkysten, i Danmark og i hele verden’ (27.12.1944). Men melankolien var stadigvæk en følgesvend. Nytårsaften gik han til midnatsgudstjeneste, men notatet i dagbogen blev kort: ’Jeg har det slet ikke godt. Følelserne er for overvældende. Jeg kan hverken sanse eller samle. Heller ikke skrive’ (31.12.1944).

O
Siöö – eller Sjöö – rostfria AB blev grundlagt i 1920’erne. Under krigen flyttede virksomheden til Hagalunds industriområde i Solna. Her arbejdede Selig Bonsing i 1944. Billedet er hentet fra sjoo.se

Forår i Sverige

Anden nytårsdag begyndte Selig Bonsing igen hos Siöö rostfria AB: ’Jeg blev budt velkommen igen, alle er vældig rare og flinke, hjælpsomme er de også, men jeg mærker tydeligt, at jeg ikke er vant til at være indelukket 8½ time om dagen’ (03.01.1945). Jobbet her varede dog kun en måned, idet ’jern og metal har erklæret strejke, og det gælder desværre også for min arbejdsplads’ (03.02.1945). Det betød, at Selig Bonsing via Flygtningekontoret så sig om efter andet arbejde. Det fik han resten af foråret – netop på Flygtningekontoret, hvor han snart blev ansat i arkivet: ’Det er både behageligt, nemt og interessant’, skrev han efter at være genindkaldt til Brigaden (23.03.1945). Her afviklede han to ugers tjeneste i første halvdel af marts. Opgaven bestod som lovet i at træne de nye rekrutter: ’Jeg er skydeleder med opvisning som skytte for rekrutterne’ (12.03.1945). Ved forårets opvisning i Sölvesborg blev han igen rost af Tønsberg foran rekrutterne: ’Jeg blev igen ’kåret’ til at være Danmarks bedste mortérskytte. Og overvældende var det, at en af rekrutterne, som også viste fin træfsikkerhed, blev udnævnt som næstbedste skytte og af kaptajn Tønsberg fik navnet Brisso nr. 2’ (14.03.1945). Al denne ros reflekterede han over, da han igen mødte op på Flygtningekontoret, med denne bemærkning til dagbogen: ’Måske har jeg i nogen grad været med til i hvert fald overfor nogle at ændre deres vrangbillede af jøder’ (20.03.1945).

Selig Bonsing, hans venner i Hagalund og kammeraterne i Brigaden vedblev naturligvis med nøje at følge krigens gang. I radioen hørte de, at ’russerne har befriet en fangelejr med civile mennesker i Auschwitz i Polen. De fleste af fangerne er jøder’ (03.02.1945). Optimismen begyndte af vise sig: ’Sikkert er det, at det ikke kan vare længe, før tyskerne har tabt krigen. Sverige er i højt beredskab. I dag har der været mørklægningsøvelse i Stockholm’ (13.02.1945). Hans næste genindkaldelse til Brigaden var fastsat til den 2. maj. I det perspektiv skrev han i dagbogen sidst i marts: ’Der bringes nu hver dag beretninger om et forestående totalt nederlag til tyskerne. I dag har vi hørt, at det meste af det vestlige Tyskland er erobret. Det kan ikke vare længe. Mon ikke vi får marchordre snart – og inden den 2. maj, hvortil vi har fået indkaldelsen. Nu tror jeg på det’ (26.03.1945). Allerede 14 dage efter fik Selig Bonsing ’indkaldelse til en omfattende beredskabsøvelse til den 23. ds. Det kan da ikke være andet end sidste gang, før det for alvor går løs’ (12.04.1945).

18 karat guldarmbånd

Foråret havde også været præget af overvejelser om, hvad hjemkomsten ville bringe af nye udfordringer. Bredahl Petersen havde allerede i januar sagt til Grethe, at ’han regner med, at jeg skal være formand for ungdomsforeningen i Købnerkirken, men det tvivler jeg nu på’ (28.01.1945). To måneder senere blev opfordringen gentaget. Nu modtog dagbogen denne kommentar: ’Jeg håber ikke, at de forventer for meget af mig’ (25.03.1945). I mellemtiden glædede han sig påskedag over en festlig dåbsgudstjeneste i Hagalund, hvor seks fra ungdomsflokken blev døbt: ’Hugo og jeg gjorde tjeneste som medhjælp ved dåben af de to mænd. Alle seks fik en salmebog. Det var en meget højtidelig gudstjeneste med over 200 deltagere’ (01.04.1945). Den ene af de døbte var Viggo [Scharling Petersen]. Selig Bonsing havde mødt ham i Sofielund i august 1944. Dengang skrev han: ’Han er kristen og tilhører Folkekirken. Det var meget interessant og dejligt at få lov til at tale om kristendom. Det blev da også langt ud på natten, at vi skiltes’ (12.08.1944). Der udviklede sig et venskab mellem dem. Han inviterede vennen med til Stockholm, hvor de fejrede jul i Hagalund og deltog i gudstjenesterne der: ’Jeg var virkelig glad for at have Viggo med. Det var jo helt nyt for ham, som slet ikke kendte baptister’ (17.12.1944). I Stockholm flyttede de ind på samme værelse. Én måned senere skrev Selig Bonsing, at Viggo havde opsøgt baptistpræsten alene: ’Han erkender, at voksendåb er det rigtige, men han vil ikke døbes – det vigtigste er da også, at han er overbevist om troen’ (30.01.1945). Men påskedag blev han altså døbt i Baptistkirken i Hagalund, hvor præsten i forbindelse med hans dåb tilføjede: ’Min danske ven og broder’ (01.04.1945).

Sidst i april stod alt i afskedens tegn i Hagalund. Først på Flygtningekontoret og derpå i menigheden: ’Efter gudstjenesten samledes vi unge som utallige gange før hos Hugos forældre. Denne gang for at sige farvel. Hugo sluttede med bøn for os [Viggo og Selig]. Vi talte om fremtiden, om vore hjem og om et gensyn i København i Købnerkirken – og også om snart at mødes til bryllup, Grethes og mit’ (22.04.1945). Dagen efter ’kom dagen’: ’Forhåbentlig den allersidste afsked inden krigen er slut. Efter at have sagt farvel til mor og far, afgang til toget’ (23.04.1945). Tidligere havde Selig Bonsing fået en anden ’meget glædelig overraskelse’, der pegede fremad mod hjemkomsten: ’I dag viste mor mig et smukt 18 karat guldarmbånd, som hun har købt til Grethe. Hvor er det dog fantastisk, og det kan kun betyde, at de helt og fuldt har accepteret hende som svigerdatter på trods af, at hun ikke er jøde. Så på trods af flugten og de savn og vanskeligheder, der er fulgt med, er der også kommet meget godt ud af det. Det er virkelig en meget smuk gestus af far og mor, og jeg er sikker på, at Grethe bliver lykkelig for armbåndet og hvad det betyder’ (15.02.1945).

’Hans er blevet syg’

Togturen fra Stockholm førte Selig Bonsing til Malmö. Hele Brigaden skulle samles i en træningslejr i Veberöd, sydøst for Lund: ’Officielt er vi her på grund af en stor samlet øvelse, men ingen er i tvivl om, at det i virkeligheden er mobilisering – at være parat til invasion af Danmark’ (25.04.1945). Siden september 1944 havde der været en aftale mellem danske og svenske myndigheder om, at Brigaden først måtte sendes hjem, når Vilhelm Buhl havde sendt følgende hilsen til den svenske regering: ’Hans er blevet syg’ (S-N, 6). I Veberöd var spændingen intens: ’Vi er parate og meget utålmodige efter at komme af sted. Hektisk øvelsesaktivitet med skarp ammunition alt imens, tankerne kun drejer sig om en eneste ting: Hvornår kommer signalet til hjemrejse? Spændingen stiger yderligere, da vi får at vide, at Hitler er død’ (01.05.1945). Den 4. maj blev præget af både glæde og forbitrelse: ’Tyskland kapitulerer. Det skal ske med virkning fra i morgen tidlig kl. 6. Glæden er slet ikke til at beskrive: Nu må vi af sted. Vi skal hjem! Hjem! Men endnu ikke ordre om afmarch – ikke et ord om, at vi skal bryde op. Det er ikke mere end et par dage siden, at vi blev inspiceret af den engelske general Dewing. På trods af det lykkelige, at krigen er forbi, er der stor forbitrelse over at marchordren ikke er kommet. Tumulter og oprørslignende episoder. Vi bliver kaldt sammen for at høre bataljonschef Vagn [T. Wagn] tale til os. Han beroligede os, bl.a. med at oplyse, at vi er under engelsk kommando, og at det er herfra marchordren ville komme. Vi gik stille og skuffede til ro’ (04.05.1945). Men der blev ikke tid til megen søvn. Kl. 22.45 gav Vilhelm Buhl – med kodeordet: ’Hans er blevet syg’ – ordre til ’fredsmæssig overførsel af brigaden straks næste morgen’ (S-N, 7). Alle fik i hast ’udleveret skarp ammunition og armerede håndgranater’ (KJ, 213). Selig Bonsing skrev herom i dagbogen: ’Ved midnatstid lød signalet til samling. Marchordre med kurs mod Danmark. Nu skal vi hjem. Vi får pakket bilerne og er så – endelig – på vej. På vej til Helsingborg. Spændt – hvad med tyskerne i Danmark? Vi får det snart at se, men nu er vi på landevejen og bliver hele vejen tiljublet af glade svenskere. Ankomst Helsingborg kl. 7. Vi ser tydeligt Helsingør med Kronborg. Det er fantastisk’ (05.05.1945).

Den danske Brigade på vej hjem over Øresund mod Helsingør. Af hensyn til den svenske neutralitetspolitik blev den i begyndelsen kaldt ’en politistyrke’, som svenskerne leverede både våben og ammunition til, så den var klar til at blive sat ind i væbnet kamp mod nazisterne. Den 5. maj 1945 sidst på formiddagen blev Brigaden budt velkommen hjem, men heldigvis ikke til krig mod tyskerne. Foto: oresundstid.dk

Over Øresund

Den 5. og 6. maj blev Brigadens mandskab og materiel – ’4.759 mand samt 3.500 tons køretøjer og materiel’ (S-N,7) – sejlet til Helsingør. Det skete for Selig Bonsings bataljon den 5. maj. Formiddagen blev ventetid, idet styrkerne med de lettere våben først skulle over Øresund: ’Ved 12-tiden kommer en melding om, at 1. bataljon er i kamp og skal støttes af tunge våben, og så er det vores tur. Det bliver den deling, jeg er i, som skal først over – ja, så er øjeblikket kommet. Under vild jubel kører vi ombord til tonerne af ’Dengang jeg drog af sted’, spillet af et svensk orkester. Og ledsaget af næsten endnu vildere jubel fra den danske side kører vi i land – vort land. Det er et sandt triumftog’ (05.05.1945). I Helsingør trak det også ud med afgangen, og Selig Bonsings deling måtte overnatte i byen: ’Med hensyn til tyskerne her i byen forholder de sig rolige’. Den 6. maj kom ordren ’Af sted til København’: ’Vi kører ad Strandvejen og bliver hele vejen mødt med en velkomst, som var det os, der havde vundet krigen. Som befriere, en virkelig heltemodtagelse. Selv vejret synes at byde os velkommen hjem. Solskin og så den danske nyudsprungne bøg. Ankomsten til hovedstaden er lige så enestående. Selv om det ser ud til, at vi ikke får brug for vore våben, så er det, vi oplever her, alligevel den hårde træning værd’ (06.05.1945). Men idyllen varede kun kort.

Selig Bonsings bataljon kom til København – kørende med deres tunge våben i lastbiler: ’På vej til indkvartering blev vi impliceret i en ret så omfattende skudduel ved Vesterport. Vort 37 mm kanon-kompagni gik i stilling. Sammen med nogle frihedskæmpere nedkæmpede vi dér nogle med maskingeværer. Det var vist Hipofolk. I hvert fald kom en tysk soldat hen til min deling med et hvidt tørklæde for at få beskyttelse. Jeg fandt ikke ud af, om Hipofolk blev ramt. Vi havde ingen dræbte i bataljonen, men 8-10 blev sårede’ (06.05.1945). Senere forskning har bekræftet Selig Bonsings øjebliksbillede: ’5. bataljon blev impliceret i en omfattende skudduel i området omkring banegraven ved Vesterport, da dens køretøjer midt på aftenen passerede i retning mod Gasværksvejens Skole, hvor indkvarteringen skulle ske. Bataljonen tog sine tunge våben i brug, og sammen med frihedskæmpere lykkedes det efter nogen tid at nedkæmpe maskingeværrederne i Teknologisk Instituts tårn, Vesterport og Shellhusets ruiner. Aktionen kostede 10 sårede, men ingen dræbte brigaderer’ (KJ, 224). Værre gik det for 4. bataljon på Falkonér Allé. Her blev én brigadesoldat dræbt og 16 sårede, hvoraf de to døde senere (KJ, 223). Brigadens tab var små, men nogle af soldaterne måtte kæmpe med livet som indsats – således også Selig Bonsing – da de drog ind i København.

Selig Bonsing ringede ved først givne lejlighed til Grethe via venner, der havde telefon, for at fortælle, at han var kommet hjem og var i god behold: ’Grethe kom til mig på Gasværkvejens Skole. Gensyn med min pige – det siger alt! Over halvandet års længsel og ønsker var opfyldt. Det er så vidunderligt, at jeg ikke kan give udtryk for det’ (07.05.1945). De næste dage gik med vagttjeneste og jagt efter danske nazister: ’Forleden måtte vi hente én, som havde gemt sig på et loft, og da vi kom, var han på vej ud over taget. I mandags blev vi beskudt af Hipofolk, som kom kørende i fuld fart i en ambulance tværs over Halmtorvet. Jeg gik i dækning med min gruppe. Forbi os kom festklædte danskere, som fejrede befrielsen. Da et selskab kom forbi os, blev de forskrækkede. De troede vel, at vi var Hipofolk. Da sandheden gik op for dem, var der en af damerne, som omfavnede mig og gav mig et kys på kinden’ (10.05.1945). Det blev ikke den sidste omfavnelse, Selig Bonsing fik den dag: ’I dag kom Bredahl til Wibrandtsvej for at hilse på mig. I gensynsglæden omfavnede vi hinanden. Kl. 20 var der gudstjeneste i Købnerkirken. Her bød en stående menighed mig velkommen hjem’ (10.05.1945).

Bryllup i København

Således sluttede Selig Bonsing sin dagbog. Hertil føjede han efter hukommelsen – ’mere end 50 år efter’ – nogle få bemærkninger om livet i Brigaden, inden den blev opløst og alle blev hjemsendt. Indtil da fik Selig Bonsing vagttjeneste i Kastellet, hvor ’de prominente nazister sad i fangenskab: Verner Best, general [Georg] Lindemann og den danske Hipo-chef [Octavius] Noreen’. På Ringsted kaserne bevogtede hans deling herpå en bataljon af Frikorps Danmark. Den beordrede de til at sætte pigtrådshegn omkring en tysk flygtningelejr, da alle tyske flygtninge efter krigen skulle holdes indespærrede. Den 10. juli afløstes Brigaden af den genopstillede danske hær, og alle blev hjemsendt. Inden da var de civile flygtninge kommet hjem fra Sverige. I perioden fra den 28. maj til den 10. juni ankom der 1.200 danske flygtninge om dagen med tog til Københavns Hovedbanegård, hvor de fik udleveret rationeringskort, forplejning og rejsepenge (SLB2, 63). Blandt disse ankom Selig Bonsings forældre den 7. juni (LH), hvorefter de blev midlertidigt indkvarteret hos datteren Tippa og hendes familie i Farum – søsteren, der i august 1943 havde farvet sit sorte hår rødt og forblev i Danmark. I september fandt Selig Bonsing et godt job i Varedirektoratet: ’Endelig var de mange besværligheder slut – det vil nu sige ikke helt. Grethe og jeg havde bestemt os til at blive gift hurtigst muligt, men vi havde ikke noget sted at bo. At få en lejlighed var næsten umuligt’ (Dagbogen, efterskrift). Ved hjælp fra venner i Købnerkirken lykkedes det, men for at kunne overtage den, skulle de vies inden årets udgang.

Brylluppet blev derfor fastsat til den 29. december: ’Det blev et dejligt bryllup. Vi blev gift på rådhuset i Holte. Frokost med mor og far i Nærum. Viet i Købnerkirken af Bredahl og fest på Wibrandtsvej hos Grethes forældre med familie og venner. Mange sange, bl.a. en meget, meget flot af Viggo [Scharling Petersen]. Den helt overvældende glæde var, at Hugo var med både på rådhuset, til frokost, i Købnerkirken og til festen – og at han havde mange hilsner med fra familien Davén/Larsson og menigheden i Hagalund’ (Dagbogen, efterskrift). Fem år senere blev der fejret endnu et bryllup. Denne gang i baptistkirken i Hagalund. Her blev Viggo viet til den yngste af døtrene, Mait Elisabeth, hos familien Larsson/Davén (AB). Selig Bonsing skrev allerede om baggrunden herfor, da Viggo og han fejrede julen 1944 i Hagalund: ’Jeg tror, at Viggo har fået et øje til Hugos lillesøster, som er 17 år. Det er vist gensidigt’ (30.12.1944).

Grethe og Selig Bonsing den 29. december 1945. I ’Min familie’ skrev brudgommen: ’Grethes brudekjole var syet af stof, som jeg havde medbragt fra Sverige. I Danmark kunne rigtigt klæde ikke købes på grund af krigen. Jeg var i kjole og hvidt, lejet til anledningen. Det blev en dejlig oplevelse, bl.a. med mange dejlige gaver. Nogle bar præg af krigstidens knaphed på næsten alt. F.eks. fik vi to dynebetræk, som efter første vask endte i trevler. ’Bryllupsrejsen’ gik til København, hvor vi boede to dage på Missionshotellet i Løngangsstræde’ (MF, 14). Foto: Privateje.

Selig Bonsing blev ikke i Varedirektoratet. Han fik forskellige job i bilbranchen. Først med den opgave at opsøge og antage Vespa-forhandlere, senere blev han salgschef for Mercedes i Danmark og stedfortræder for den administrerende direktør. Det bragte familien på ’mange rejser både i ind- og udland, især Tyskland’ (MF, 13). Grethe og Selig Bonsing levede aktivt med i Købnerkirken. Deres hjem stod især åbent for de unge. Fra 1946-1950 virkede han som formand for ungdomsforeningen, og han blev leder af menighedens store søndagsskole i årene 1949-1950 og 1962-1966. I 1950’erne arbejdede han fire år i menighedsrådet (JUB, 110 og 190). Knud Wümpelmann, der var præst i Købnerkirken i årene 1950-1964, erindrede ham på denne måde: ’Selig Bonsing var af jødisk afstamning, så han var blandt dem, der flygtede til Sverige. Her traf han blandt flygtningene en dansk modstandsmand, Viggo Scharling Petersen, som blev hans ven resten af livet. Viggo gik med ham i baptistkirken, og da de kom tilbage til Danmark, sluttede han sig til Købnerkirken. De to var nogle af vore meget gode medlemmer’ (KW).

HOVEDPERSONER
  • Selig Bonsing: *02.12.1920, ^22.09.1940, +05.08.2001
  • Grethe Bonsing, f. Andreasen: *08.12.1919, ^01.04.1934, +28.07.2009
  • Ragnhild Petersen, f. Jørgensen: *07.11.1900, ^07.11.1915, +23.02.1972
  • Sigurd Petersen: *06.09.1924, ^11.12.1938, +17.07.2002
  • Ingrid Petersen: *29.08.1926, ^28.09.1941, +22.06.2004
  • Svend Aage Trusbak: *22.03.1922, ^19.08.1945, +18.03.1985
  • Viggo Scharling: *05.07.1924, ^01.04.1945 – (lever!)
LITTERATUR
  • Selig Bonsing: Afskrift af mine dagbøger skrevet i Sverige fra oktober 1943 til efter hjemsendelsen fra soldatertjeneste i Brigaden juli 1945. Privateje. Citeres med henvisning til datoerne.
  • Selig Bonsing: Min familie. Erindringer 2000. Privateje (MF)
  • Selig Bonsing: 3. Kompagni af 5. Bataljon. Brigadebladet 1997-1998 (BB)
  • Johannes Brixen (red): Baptister på Amager, 1991 (JUB)
  • Jørgen Gersfelt: Saadan narrede vi Gestapo, Gyldendal 1945 (JG)
  • Erling Kjær: Med Gestapo i Kølvandet, Frimodts Forlag 1945 (EK)
  • Bent Blüdnikow: Min fars flugt. Jødiske skæbner i oktober 1943, Berlingske 2013 (BBl)
  • Niels Grunnet (red): Den danske brigade, Hirschsprungs Forlag 1945 (NG)
  • Bo Lidegaard: Landsmænd. De danske jøders flugt i oktober 1943, Politikens Forlag 2013 (BL)
  • Knud J.V. Jespersen: Brigaden. Den danske Brigade i Sverige 1943-1945, Gyldendal 1993 (KJ)
  • N.M. Schaiffel-Nielsen: Den danske Brigade i Sverige, Frøslev 2009 (S-N)
  • Sofie Lene Bak: Jødeaktionen oktober 1943, København 2001 (SLB1)
  • Sofie Lene Bak: Da krigen var forbi. De danske jøders hjemkomst efter besættelsen, København 2012 (SLB2)
  • Gunnar Nilsson: Förteckning över danska flygtningar, vilka ankom till Höganäs hamn under tiden 2/10-31/10 1943 med danska fiskebåtar’, udgivet af Christian Tortzen, 1970 (GN)
  • Indfødsretssagen for Isak og Sara Brisosowsky, 1946 (LH)
  • Nationalmuseets Modstandsdatabase: Selig Brisosowski og Sigurd Petersen
INFORMANTER
  • Lars Bonsing (LS, søn af Selig og Grethe Bonsing), Annelie Bodholdt (AB, datter af Mait og Viggo Scharling), Lis Holm (LH) og Knud Wumpelmann (KW).