Oluf Malchau

Baptisten på Christiansborg under krigen, Oluf H. Malchau. Privatfoto.

Begivenhederne i sommeren 1943 kulminerede den 29. august, da den danske samarbejdsregering afviste tyskernes krav. De forlangte, at danske myndigheder skulle indføre undtagelsestilstand, strejke- og forsamlingsforbud samt dødsstraf for angreb på den tyske værnemagt og for sabotage mod tysk ejendom. Det fik regeringen til at indgive sin afskedsbegæring, der blev fulgt op af den undtagelsestilstand, som tyskerne nu indførte. For at vise styrke i en krigslignende situation, hvor flere danskere mistede livet end den 9. april 1940, tog tyskerne en række danske intellektuelle som deres gidsler. Gidslerne blev efter tysk skik fjernet fra deres hjem uden oplysning om, hvor de skulle føres hen. Politisk gik det især ud over Det konservative Folkepartis medlemmer på tinge. Blandt disse var Oluf Malchau, der havde repræsenteret Det konservative Folkeparti i Landstinget siden 1939, og som netop var blevet genvalgt for en 8-årig periode ved valget i marts 1943.

Oluf Malchau beskrev fire år senere dét, der hændte ham i hjemmet i Aarhus: ’Begivenhederne den 29. August 1943 medførte, at jeg sammen med en Række andre gode Mænd og Kvinder, deriblandt omtrent hele den konservative Rigsdagsgruppe, arresteredes af Tyskerne. Jeg sad i Enecelle i tysk Arrest paa Tinghuset i Aarhus i 10 Dage, førtes derefter til et Internat paa ’Sømandshjemmet’ i Aarhus, hvor jeg sammen med en halv Snes andre Arrestanter tilbragte andre 10 Dage, indtil vi overførtes til Horserød-Lejren. Efter ca. 3 Ugers Ophold her blev jeg løsladt. Vi Jyder blev efter Tyskernes Udsagn taget som Gidsler, hvilket senere ændredes til, at vi var ’aandelige Ophidsere’. Behandlingen af os var i og for sig taalelig – bortset fra det ubehagelige i Indespærringen bag Pigtraad og Maskingeværer og saa Uvisheden med Hensyn til den Skæbne, der eventuelt var tiltænkt os. Vor Kærlighed til ’Herrefolket’, blev dog ikke større efter, at vi paa denne Maade havde stiftet nærmere Bekendtskab med dem’ (OM 1947).

Autografbladet, som mange af de ca. 140 internerede i Horserød i september 1943 signerede. O. H. Malchaus autograf ses i tredje linje fra bunden midt i feltet. Mindearket findes i Bo Bramsen: Blandt 100 gidsler i Horserød. Privatfoto.

På vej til Landstinget

Oluf Malchau blev født i et ’fattigt, men godt Hjem’, der lå mellem Holbæk og Kalundborg. Hans forældre tilhørte ’Baptistsamfundet og var Afholdsfolk’: ’I Hjemmet var vi saavel nationalt som politisk interesserede, selv om mine Forældre ikke tog direkte Del i det offentlige Liv. Jeg har kun gode Minder fra Hjemmet og er stærkt paavirket af Aanden i dette’ (OM, 1947). Den vakse Oluf kom i skole som 5-årig, begyndte på Jyderup Realskole som 12-årig, og i 1907 tog han som 15-årig præliminæreksamen. Herefter rakte hjemmets ressourcer ikke længere, og Oluf Malchau aftjente nu sin ’Soldatertjeneste og ca. 5 Aars Militærliv i Sikringsstyrelsen under første Verdenskrig’. I 1909 begyndte han samtidig som ’Trafikelev ved De danske Statsbaner’. Hermed havde han begyndt sin dobbelte karriere. Ved jernbanen blev han gradvist forfremmet – efter at have bestået ’Fagprøven med Udmærkelse’ – indtil han i 1946 blev udnævnt som Trafikkontrollør i Aarhus. Den militære løbebane gjorde ham til Kaptajn af Reserven i Artilleriet – en indsats, der bevirkede, at han blev udnævnt til Ridder af Dannebrog i 1947 (OM 1947).

Oluf og Edith Malchau blev viet på Københavns Rådhus i oktober 1917. Hans interesse for det nationale bevirkede, at ’det for ham var en Selvfølge i 1920 at være mellem de første Tjenestemænd, der kom til Sønderjylland efter Genforeningen’ (Vor Tid 1946). Her var han med til at overtage jernbanerne fra De prøjsiske Statsbaner. Familien boede i Sønderjylland i 14½ år, og ’denne Tid har uden Overdrivelse været den bedste i mit Liv’. Han kom ’straks i god Kontakt med Befolkningen, deltog saavel i det nationale som i det politiske Arbejde, desuden i Spejderbevægelsen, Sport m.m.’. Efter nogle år blev han – med bopæl i Rødekro – valgt ind i Sognerådet i Rise fra 1929-34, det sidste år som formand: ’Dette var i Virkeligheden Bevis for mit gode Forhold til Befolkningen, idet der alligevel i ret lang Tid efter Genforeningen skelnedes mellem de ’indfødte’ og os fra ’det gamle Land’. Da jeg ved Forfremmelse inden for Banen maatte flytte til Aarhus i Efteraaret 1934, maatte jeg altsaa ogsaa opgive mit kommunale Arbejde i det genvundne Land om end med Sorg’ (OM 1947). Familien Malchau levede med i Sønderjyllands menighed. Edith Malchau repræsenterede således menigheden ved Baptistsamfundets årsmøde i København i 1933 (ÅB 1933, 6) – samme år som den nye kirke i Rødekro blev indviet (ÅB 1933, 76).

I Landstinget 1939-1953

Allerede med bopæl i Sønderjylland blev Oluf Malchau opstillet til Folketinget. Om sit politiske ståsted, der førte ham til Landstinget, skrev han: ’Mit Barndomshjem var et Venstrehjem. Jeg begyndte da ogsaa selv som Venstremand – men min nationale Indstilling og mit Syn paa Forsvarsspørgsmaalet førte mig ret hurtigt ind i Det konservative Folkeparti, hvis hele sociale og demokratiske Linie ogsaa tiltalte mig’. I 1939 blev Oluf Malchau valgt ved Grundlovsvalget til Landstinget: ’Jeg tilhørte den Fløj i Partiet, der ønskede det Christmas Møllerske Forslag til Grundlovsændring gennemført, hvorved bl.a. Landstinget blev omdannet. Da Forslaget faldt ved den i Grundloven foreskrevne Folkeafstemning, blev Landstinget altsaa ikke afskaffet’ (OM 1947). På den baggrund fik Oluf Malchau sæde i Landstinget fra 1939-53. Parallelt med et stort engagement med det lovgivende arbejde deltog han i det faglige arbejde. Hans indsats blev her delt mellem Jernbaneforeningen og Danske Afholdsselskabers Landsforbund, hvor han blev formand i 1944. Afholdssagen havde han mødt i sit baptisthjem: ’Jeg har været organiseret Afholdsmand siden mit 14. Aar og har overhovedet aldrig smagt Spiritus’ (OM 1947).

Edith og O. H. Malchaus hilsen i familien Wümpelmanns gæstebog, Odense 1942. Knud Wümpelmanns forældre drev et pensionat i Odense – og de var både i menigheden der og blandt danske baptister kendt for en usædvanlig stor gæstfrihed. Privateje.

På vej til Horserød

Lejren i Nordsjælland var en baraklejr, der under 1. verdenskrig blev anvendt til indkvartering af russiske krigsflygtninge. Fra 1940 brugte tyskerne lejren til internering af Det tyske Riges fjender. Som sådan blev lejren taget i brug i 1941-42, da mere end 350 kommunister blev interneret her. I forbindelse med forvirringen omkring den 29. august 1943 fik ca. 100 af disse mulighed for at flygte, mens de øvrige blev ført til tyske KZ-lejre. Lejren stod således parat til at modtage de ca. 140 håndplukkede danskere, der nu blev taget som tyske gidsler for at sikre ro og orden under det tyske enestyre. ’Gidsellejren’ opretholdtes i to måneder, idet de sidste fem gidsler blev løsladt den 1. november. Bo Bramsen, der var én af gidslerne, skrev: ’Det var ingen koncentrationslejr. Vi blev faktisk behandlet ordentligt, fordi den tyske kommandant var et anstændigt menneske. Jeg føler mig beskæmmet ved at måtte indrømme, at vi under tysk regime blev bedre behandlet, end kommunisterne under dansk fængselsvæsens ledelse var blevet gennem to år i de samme omgivelser’ (BB 1996, 6). Det drejede sig om professorer, forfattere, rigsdagsmænd, redaktører og skuespillere samt organisationsfolk. Et af gidslerne bemærkede lakonisk ved sin ankomst til Horserød, at ’det jo ville have været pinligt, hvis man ikke havde stået på listen til en eksklusiv sammenkomst’ (BB 1996, 50)!

Blandt de politiske gidsler var de konservative medlemmer af Tinget i stort overtal. Baggrunden herfor var en begyndende relation mellem nogle af de konservative politikere og folk fra den spirende modstandsbevægelse – folk, der efterhånden fandt sammen i ’Ringen’, der blev dannet af Frode Jacobsen, og i det politiske parti ’Dansk Samling’, der under Arne Sørensens ledelse kom i Folketinget i marts 1943. Disse to grupper førte hemmelige samtaler med de konservative ledere, der ønskede at fremme en social og national funderet konservatisme på linje med Oluf Malchau. Landstingsgruppens formand, Ole Bjørn Kraft, konstaterede i Horserød, at her var ’det konservative parti suverænt repræsenteret på bekostning af socialdemokratiske folketingsmænd, som brillerede ved totalt fravær. Det samme gjaldt for venstremændene i Folketinget, som man heller ikke mødte nogen af i Horserød’ (BB, 50). Socialdemokraterne var samarbejdsvenlige indtil den 29. august, og Venstrefolket ’havde holdt sig borte fra al sabotage’. De konservative politikere, der mødtes i Horserød, talte i alt 14 inklusiv Oluf Malchau – 5 fra Landstinget og 9 fra Folketinget. De konservative politikeres kritik af besættelsesmagten blev efterhånden kendt, og deres leder, John Christmas Møller, havde siden 1942 opholdt sig i eksil i London. Herfra holdt han allerede den 6. september 1942 sin skelsættende tale over BBC, hvor han opfordrede den danske befolkning til at kæmpe imod besættelsesmagten – fire dage efter, at statsminister Vilhelm Buhl i den danske radio havde appelleret til alle danskere om at stoppe sabotagen og rette ind efter regeringens samarbejdspolitik med tyskerne.

Advaret aftenen før

Aftenen før den 29. august 1943 blev de konservative rigsdagsmænd advaret af overbetjent i Københavns politis informationsafdeling Max Weiss om, at ’en Del konservative Politikere med mange andre vil blive arresteret næste Morgen’, og han tilbød dem muligheden for at flygte til Sverige. Svaret hertil formulerede Aksel Møller således: ’[H]in Aften valgte den konservative Politik i Virkeligheden sin Linie. De besluttede, at de vilde forblive i Landet og være at træffe i deres Boliger og der afvente Begivenhederne. De fandt, at den største Tjeneste, de kunde yde deres Land og deres politiske Synspunkter, var den at tage, hvad der maatte komme. De vurderede Stillingen saaledes, at saalænge de sad indespærrede imod al dansk Retsfølelse, vilde det være umuligt for Tyskerne at komme til nogen Overenskomst med nogen anstændig Kreds af det danske Folk’ (AM1, 13). Af den konservative Rigsdagsgruppe på 44 medlemmer blev de 32 arresterede – og det var dem, der kom til Horserød i den længste periode. Det tyske overgreb på den intellektuelle elite blev i 1945 vurderet således af Aksel Møller: ’Med disse aabenbare Overgreb, der forstærkedes ved Afvæbningen af Hæren og Flaaden og Interneringen af Værnenes Personel, begik Tyskerne deres hidtil største Dumhed i vort Land’ (AM1, 14).

I Aarhus blev Oluf Malchau interneret sammen med otte andre århusianere, heriblandt chefredaktør Jacob Martin fra Aarhus Amtstidende. På Sømandshjemmet fik de skriftlige hilsner fra venner og familie. Og det blev muligt – fordi den tyske presseofficer Tödter respekterede den aarhusianske chefredaktør som kollega! – at få Tödters tilladelse til, at gidslerne kunne gå tur med deres hustruer på Aarhus havn og i Skanseparken. Forplejningen var der heller ikke noget i vejen med: ’Vi kunne faa alt udefra og fik det, og de tyske vagter levede højt paa vore levninger’ (JM, 1963).

Denne seddel blev af en tysk medfange stukket ind under døren til Oluf Malchau i hans celle i arresten i Vestre Allé i Aarhus ca. 1. september 1943. Hilsenen lød: ’Har die en Frimärker til mei eller 25 Tüve Öre saa put die det unter Tellerken’. Privateje.

Under interneringen i den tyske arrest på Tinghuset i Aarhus modtog Oluf Malchau flere hilsner – fx denne: ’Torsdag 9.9. kl. 10. Kære O.H.M. Vi har travlt, mange Kræfter i arbejde, tab ikke Humøret. Sender hermed mange venlige Tanker. M.S.’ – Stemplet: ’Kriegwehrmachthaftanstalt, Aarhus‘ (OM). Fra jernbanekolleger i Fredericia fik Edith Malchau en lidt anderledes hilsen: ’Vi sender hermed lidt Cigarer, som De bedes videresende til Deres Mand og De bedes hilse Hr. Malchau hjertelig fra os. – NB: Vi skal nok, naar Lejlighed gives, faa fat i nogle Cigarer igen’ (OM). Flere hilsner til Oluf Malchau i arresten handlede om denne mangelvare under krigen!

Chefredaktør Jacob Martin fortalte også, hvordan transporten fra Aarhus til Horserød fandt sted: ’Af sted kom vi, først til Fredericia, hvor vi mødte gidsler fra de andre byer og samlet førtes vi til Storebælt og om bord paa færgen. Det skete i aabne vogne. Paa færgen forlangte vi varm mad. De trak lidt paa det, men saa hævdede vi, at det i Haagerkonventionen var fastslaaet, at gidsler har ret til varm mad én gang om dagen, og saa bøjede de sig’. Herpå blev gidslerne spurgt, hvad de ønskede: ’Engelsk bøf, raabte vi, og vi fik det ogsaa. Ovenpaa en vidunderlig kop kaffe og som hilsen fra værten en cigar til alle’! (JM 1963). Herefter blev gidslerne benævnt ’aandelige Ophidsere’! (OM).

I Horserødlejren

Det står ikke klart, hvori Oluf Malchaus illegale virksomhed har bestået. Hans protest mod den tyske besættelsesmagt er givetvis omfattet af Bo Bramsens omtale af ’en virkningsfuld form for mental, men legal sabotage, der fandt sted under navn og adresse, men uden dynamit, røg og brand’. Den form for modstand af skriftlig eller mundtlig karakter havde de fleste gidsler på samvittigheden: ’Det drejede sig jo om professorer, rigsdagsmænd, redaktører, organisationsfolk, forfattere og skuespillere’ (BB, 6).

Fangerne i Horserødlejren valgte hurtigt Bo Bramsen som deres sekretær. Han førte dagbog ’fra den første [29.8] til den sidste dag [1.11]’ i lejren (BB, 6). I denne dagbog blev Oluf Malchau kun nævnt i registre og med biografiske oplysninger. Dagbogen anførte, at han opholdt sig i Horserød i perioden 4.9.-5.10. (BB, 186). Ankomstdagen stemte ikke med hans egne oplysninger. Afrejsedagen var derimod korrekt. Oluf Malchaus knap tre uger i lejren satte altså ikke nævneværdige spor på de interneredes fællesskab. Han var ikke i Gidsellejrens ledelse, og han blev ikke nævnt som en del af den tredjedel af gidslerne, der var organiseret i forskellige aktivitetsudvalg. Han var heller ikke med i det ’åndelige velfærdsudvalg’, der planlagde foredrag, og han deltog ikke i samtalerne, som blev refereret i dagbogen (BB, 124). Han har primært beskæftiget sig selv: ’Farfar var en rigtig grubler’ (SMD). Gidslerne udfærdigede et stort ark med autografer – et ark, der bl.a. blev brugt som tak til dem, der bragte æg, tobak og lagkage til Horserød! (BB, 7). En sådan kommunikation var mulig, fordi tyskerne ikke regnede de internerede for fanger. De var derimod ’im Schutz genommen’ (BB, 127) – ’taget i beskyttelse’!

Oluf Malchau var naturligvis savnet i mange sammenhænge, mens han sad i Horserød. Her modtog han bl.a. et postkort fra Hans Larsen-Ledet, formanden for Danske Afholdsselskabers Landsforbund, der skrev: ’Jeg ønsker Dem en god og behagelig, men dog ikke altfor langvarig Ferie. Vi tænker saa smaat paa at holde vort aflyste Kursus og ditto Repræsentantskabskursus den 14. og den 15. Novbr. Da De gerne skulde vælges til Formand, var det rarest, om De kunde være til Stede. Hjertelig Hilsen til Dem selv og andre gæve Dannemænd, vi maatte kende. Deres hengivne Larsen-Ledet’ (OM). Det lykkedes først året efter, at få Oluf Malchau valgt som landsformand. I Aarhus modtog Edith Malchau en hilsen fra byens Konservative Ungdom: ’Til Fru Landstingsmand, Overassistent O.H. Malchau. Paa Aarhus K.U.s Vegne beder jeg Dem modtage denne lille Blomsterhilsen som et Bevis paa, at vore Tanker stadig i denne Tid med dyb Beundring og taknemlig Ærbødighed er hos Dem og Deres Mand – i Beundring for den Maade, hvorpaa De tager Tidens Tilskikkelser, og i Taknemlighed for den Gerning, De begge har øvet i vort Fædrelands Interesse’ (OM).

Kongelig fødselsdagssang

I Oluf Malchaus papirer findes en sang, der blev forfattet i Horserød og sunget på Kong Christian X’s fødselsdag den 26. september 1943. Sangen blev ledsaget af meddelelsen: ’Horserødlejren var det eneste Sted i Danmark, hvor Kongens Fødselsdag fejredes i 1943’ – en oplysning, der står til troende på grund af undtagelsestilstanden. Vers 2 omhandlede Horserødfangernes holdning til fjenden: ’Til Fals er ingen Lykke/ og billig ingen Daad./ Vor Frihed maa vi købe/ med Mødres tunge Graad./ Det er i Farens Time, Gud prøver Folkets Mod/ – den Jord, vort Hjerte elsker/ har drukket Landsmænds Blod/’. Og i vers 4 udtrykte de deres hyldest til kongen: ’Kong Christian – en Hersker/ af Byrd og Rang og Stand,/ men først og sidst en Konge,/ der helt blev Folkets Mand./ Rank stod du i vor Midte/ i Glæde som i Sorg./ Og derfor naar vor Tanke/ i Dag din Kongeborg./

I Oluf Malchaus papirer findes to udgaver af den Løsladelsesformular, som tyskerne krævede, at alle internerede skulle underskrive ved deres løsladelse – med tysk og dansk tekst. Her ses den danske i Oluf Malchaus håndskrift. Privateje.

Den 5. oktober blev det frihedens time for Oluf Malchau. Inden han kunne forlade Horserødlejren, blev han ligesom sine medfanger anmodet om at underskrive denne ’Løsladelsesformular’: ’Undertegnede forpligter mig herved til efter min Løsladelse i Dag ikke at foretage mig nogen Handling eller fremkomme med nogen Udtalelse, som paa nogen som helst Maade er rettet imod det tyske Rige eller som kan stride mod tyske Interesser’ (OM). Det blev naturligvis genstand for diskussion, hvorvidt fangerne burde underskrive erklæringen. Nogle skrev under, fordi det intet betød, og ’det var vigtigere at komme ud og tage fat på opgaverne. Andre mente, at det nu gjaldt om at sige nej til tyske krav og ikke give tyskerne nogen mulighed for i deres agitation at benytte, at ledende danske med deres underskrift havde forpligtet sig til ikke at modvirke tyskerne – det være nok så meget sket under tvang’ (OBK, 239). Blandt de sidste var Ole Bjørn Kraft. Om Oluf Malchau skrev under, fremgår ikke af arkivalierne.

Efter Horserødlejren

Efter opholdet i Horserød måtte de internerede beslutte, om de ville udvide deres engagement til fordel for modstandsbevægelsen. De fleste konservative rigsdagsmedlemmer ’valgte at udvide deres Virksomhed til Fordel for Frihedskampen’ (AM1, 14). Oluf Malchau stillede sig til rådighed for partiets ledelse. Det bevirkede, at han i sommeren 1944 påtog sig en ledende position i Jylland: ’I August 1944 stillede de storpolitiske Begivenheder Danmark over for Udsigten til, at Forbindelsen mellem Landsdelene kunde blive afbrudt, saa det kunne komme til en forskelligartet Udvikling inden for Landets grænser’. Hvis kontakten mellem Øst- og Vestdanmark blev overskåret, eksisterede der ingen samlende politiske Kræfter, der kunne støtte Amtmænd og Politimestre, der skulle afvise ’de Krav, den tyske besættelsesmagt kunde finde paa at stille under Løsningen af Kampopgaver i Jylland’ (AM1, 25). De konservative og socialdemokraterne opbyggede i begyndelsen af september 1944 derfor en politisk ledelse for det fynsk-jyske område med hjemsted i Aarhus. Den konservative del af denne regionsledelse bestod af otte medlemmer. Blandt disse indtog Oluf Malchau en fremskudt plads næstefter formanden for den konservative byrådsgruppe i Aarhus, landsretssagfører J.C. Sørensen, der blev ’Hovedrepræsentant i Jylland for de Konservative’ (AM1, 26). Den storpolitiske udvikling gjorde denne konstruktion overflødig. Straks efter tårnede et nyt sæt af indenrigspolitiske vanskeligheder sig op: Opløsningen af det danske politi den 19. september og deportationen af ca. 2.000 politibetjente til tyske KZ-lejre – ’den største Forbrydelse, som Tyskland har begaaet over for Danmark’ (AM1, 26). De Konservatives syn på politiets virke efter den 29. august 1943 havde været klart: ’Det legale Danmarks Styrker – herunder selvfølgelig især Politiet – maatte ikke vendes mod det illegale Danmark!’ (AM1, 15).

Oluf Malchaus ståsted blandt de konservative fandtes i omegnen af den politik, som Aksel Møller og socialdemokraten H.C. Hansen stod i spidsen for i det Kontaktudvalg, de etablerede efter den 29. august 1943. Da Frihedsrådet stod frem samarbejdede Kontaktudvalget med dette frem til befrielsen. Aksel Møller skrev denne pjece, der handlede om ’Træk af Besættelsestidens politiske Indsats’. Den udkom straks efter befrielsen i 1945.

Oluf Malchau med revolver

Det var ikke uden fare for eget liv og helbred at være politiker under krigen. Flere konservative politikere blev efterstræbt på livet. Den 30. december 1943 var der bud efter to af dets topfolk, der skulle have været ryddet af vejen ved clearingmord. Parties formand, Ole Bjørn Kraft, blev hårdt såret, mens attentatet mod Aksel Møller var ’fuldstændigt mislykket’ (AM1, 30). I foråret 1944 blev der skudt efter to konservative folketingsmedlemmer; den ene af dem ’blev myrdet på Gaden’: ’Og flere af Rigsdagsgruppens Medlemmer havde til Stadighed Truslen om at blive Ofre for Morderbanderne hængende over Hovedet. De oplevede, at Dørene til deres Hjem blev sprængt og Gestapo eller deres ikke-uniformerede danske Hjælpere trængte ind, heldigvis i Reglen uden at finde den eftersøgte hjemme, fordi man igennem lang Tid havde været forberedt paa, at den politiske Virksomhed kunde føre saadanne Besøg med sig’ (AM1, 30f). Med kendskab til en sådan virkelighed var det ikke mærkeligt, at også Oluf Malchau havde ’Tilladelse til at bære Revolver’. Det fik han brug for natten til den 7. juni 1944, da han kort efter midnat vågnede, fordi nogle var i færd med at sprænge døren til familiens lejlighed i Aarhus: ’[M]ed den skarpladte Revolver gik han til Døren og spurgte, hvem det var. Mændene havde paa det Tidspunkt sprængt Døren og knust en Rude. Kun Sikkerhedskæden holdt Døren lukket’. Gennem dørsprækken kunne Oluf Malchau se, at der stod to mænd udenfor, hvoraf den ene var i CB-uniform. Han nægtede at lukke op, ’hvorefter Mændene lidt efter forsvandt ned ad Trapperne’. Episoden blev klarlagt dagen derpå, da politiet optog rapport og undersøgte sagen. Der havde været en CB-er og en mand fra Falcks Redningskorps ved døren, fordi ’de paa deres Patruljetur havde set et oplyst Vindue og fastslaaet, at det var i Tjenestemandens Lejlighed’. Da ingen låste op efter lang tids banken og ringen, antog de, at der ikke var nogen hjemme. Derpå havde de begyndt at udføre deres pligt: ’I saadanne Tilfælde skaffer man sig altid Adgang til Lejligheden, sørger for at lukke omhyggeligt, naar man gaar og lægger en skriftlig Besked om, hvad der er sket’ (AaS, 09.06.1944). Alle slap denne gang med skrækken.

Episoden ved familien Malchaus entredør nåede Aarhusaviserne.

Politisk virke

Et år efter opholdet i Horserød blev Oluf Malchau interviewet af Aarhuus Stiftstidende, hvor journalisten i september 1944 interesserede sig for hans politiske virke. Først blev han spurgt om sit syn på forholdet mellem individ og samfund. Hertil svarede han: ’Nu om Stunder betyder Samfundet meget, og vi er alle afhængige af det; men Individet skal have sin Ret og Plads, fordi Samfundet er bygget på det. Man skal ofre for Samfundets Skyld; men man skal ikke i den Grad være Samfundsmenneske, at man lægger al Ansvaret over paa Samfundet. For den enkelte gælder det, at han over for Samfundet maa sætte Pligten før Kravet’ (AaS 1944). Bag dette synspunkt finder vi givetvis begrundelsen for Oluf Malchaus politiske virke – til gavn for det danske samfund.

Et af de sjældne interview, som Oluf Malchau gav, kunne læses i Aarhuus Stiftstidende kort efter, politiet blev taget den 19. september 1944. Klip fra scrapbogen, privateje.

Oluf Malchau svarede samtidig på to andre spørgsmål. Adspurgt om, hvorvidt hans politiske erfaringer havde ændret nogle af hans synspunkter, replicerede han: ’Jeg har lært at se anderledes paa mange Mennesker og Forhold. Jeg synes, at Arbejderstanden har staaet sig flot under Krigen. Mange af de andre har fortabt sig i Penge; men Arbejderstanden har faaet sit rette Ansigt, nationalt og paa alle Maader’ (AarSt 1944) – et synspunkt, som han efterfølgende måtte forsvare i pressen. Her fulgte Oluf Malchau den linje, som Christmas Møller allerede i 1940 gav udtryk for om ’en helt ny konservativ Vurdering af den danske Arbejder og hans faglige Bevægelse’. Da havde han sagt, at hvis ’en konstruktiv Politik skal sørge for Arbejde og Fortjeneste til alle, maa Staten indtage en fremskudt Plads i det økonomiske System’ (AM2, 20). Det andet spørgsmål, journalisten stillede, handlede ’om Betydningen af Interesser ud over det daglige Brød’. Hertil svarede Oluf Malchau ikke overraskende: ’Ja, der er noget, som ikke er helt nødvendigt for Livet, og saa er det alligevel nødvendigt for et Menneskeliv, der er noget ved. Det er de aandelige Interesser – Litteratur, Teater, Sport, Kirke. Det er de Ting, som højner Menneskene og giver Kulør paa Tilværelsen’ (AaS, 1944).

Baptisternes gesandt

Som rigsdagsmand udfyldte Oluf Malchau ofte rollen som ’Vælgernes Gesandt i Ministerierne’. Det var en rolle, som han gerne påtog sig, og blandt de kommissioner, han udførte, var der i hvert fald fire, der tjente de danske baptisters sag. Han arbejdede under krigen med ’Udrejsetilladelse til en Missionær, som skulde til Afrika’ (Vor Tid, 1946) – en opgave, der krævede ikke så lidt i en tid, hvor dansk kapital ikke kunne overføres til oversøisk mission. Oluf Malchau havde tidligt vist interesse for danske baptisters ’Hedningemission’, der begyndte i 1928 i Urundi. I scrapbogen findes et foredrag fra 1933, hvor han sagde: ’Missionærernes Opgave er naturligvis først og fremmest at fortælle Hedningerne om Gud. Men desuden hjælper de ogsaa de indfødte paa mange andre Maader. De sorte lever nemlig i Nød og Elendighed baade i aandelig og i timelig Henseende’. Arbejdet omfattede derfor også undervisning og sygepleje. Kirke, skole og hospital måtte gå hånd i hånd: ’En af de største Begivenheder var vel nok Indvielsen af en ny Kirke og Skole forenet i een Bygning, som fandt Sted Søndag den 11. December f. A.’. Oluf Malchau sluttede foredraget med at sige: ’Vi ønsker, at det maa lykkes vore Missionærer ogsaa at bygge Herren et aandeligt Hus blandt Urundi-Folket’ (OM).

Oluf Malchau arbejdede fra 1942 tæt sammen med Baptistsamfundets næstformand, F. Bredahl Petersen, om at sikre erstatning til frikirkerne, når tyskerne beslaglagde deres kirker. Da Bredahl Petersen i 1957 ryddede op i sit arkiv, returnerede han et brev fra Oluf Malchau med påtegningen: ’Kære ven og br[oder], Oluf Malchau! Som jeg gennemgår en del gl. korresp. her i USA, finder jeg dette. Tak for din tjeneste. En lov kom ud af vort samarbejde!’ (OM). Efter at Bredahl Petersen havde taget initiativ til loven, gik Oluf Malchau de små frikirkers ærinde på Christiansborg. Brevet til Bredahl Petersen fra 1943 indledte han sådan: ’Hermed følger Forhandlingerne i Folketinget vedr. Lovforslagene om Krigsforsikring af Bygninger og Løsøre. Indvendingerne tager ikke Sigte paa de forholdsvis smaa Frikirker’ (OM 1943). De samlede anstrengelser viste sig snart at være rettidig omhu, idet tyskerne beslaglagde flere baptistkirker i Vendsyssel ’til andet Formaal’. På årsmødet fik Bredahl Petersen æren: ’Forhandlingerne angaaende Krigsskadeserstatninger har Br. Bredahl Petersen taget sig af’ (ÅB 1943, 53)!

Et eksempel på dokumentation af samarbejdet mellem Oluf Malchau og Baptistsamfundets næstformand Bredahl Petersen om den lovgivning, der sikrede danske frikirker krigsskadeserstatning for bygninger, som værnemagten inddrog (OM).

Baptistsamfundets årsmøde i 1943 vedtog også at ansøge Regeringen om statsanerkendelse for Baptistsamfundet – for 5. gang siden 1852! Her arbejdede Oluf Malchau og Bredahl Petersen igen sammen. Oluf Malchau talte med professor Flemming Hvidberg, der ved valget i 1943 var blevet konservativt folketingsmedlem, om sagen. Herpå skrev han til Bredahl Petersen: ’Disse Oplysninger beder jeg Dem betragte som fortrolige, men jeg vil foreslaa Dem, at De sætter Dem i Forbindelse med Flemming Hvidberg og bl.a. giver ham Deres Artikelserie fra Baptisternes Ugeblad. Han vil sikkert kunde give Dem gode Raad, og i hvert Tilfælde er det bedst at sikre sig hans Tilsagn om Medvirken til Spørgsmaalets Løsning. Et Afslag er det ikke værd at risikere, saa hellere udsætte Sagen lidt’ (OM 1943). Udsættelsen kom ganske af sig selv, idet Regeringen kort efter årsmødet gik af den 29. august – og ’efter den Tid har der ingen Mulighed været for at fremme Sagen’ (ÅB 1944, 11). Statsanerkendelsen blev opnået i 1952.

Oluf Malchau holdt også foredrag i menighederne om nødvendigheden af afholdenhed fra spiritus. Det skærmede den enkelte for ulykker, men ’Afholdssagen er [ogsaa] af saa stor Samfundsmæssig Betydning, at man bør støtte den. Eksemplet har saa stor Betydning’ (AarSt. 1944). Efter krigen holdt han flere foredrag i menighederne om de udfordringer, der hindrede genopbygningen af land og folk: ’Intet er som de stærke Drikke i Stand til at ødelægge Folk økonomisk, legemligt og moralsk – og intet er derfor mere i Vejen for en Genopbygning som netop de stærke Drikke. Nu, hvor der just kræves Styrke og Sundhed’ – og han udtalte sin anerkendelse af, at Baptistsamfundet meget tidligt udførte afholdsarbejde ’som sidestillet med andet Arbejde i Menighederne’ (OM 1946).

En helstøbt karakter

Da en journalist mødte Oluf Malchau for at få et interview med ham ét år efter ’Horserød’, beskrev han mødet med ham på denne måde: ’O.H. Malchau kunde med sin Højde virke fejende flot; men han dukker sig lidt, og man lægger ikke videre Mærke til ham paa Gaden. Han glider stilfærdigt gennem Dagene, og som de fleste, der udretter noget, giver han aldrig Indtryk af at have travlt. Oluf Malchau har mange Tillidsposter. Han er det modsatte af en Stræber. Han er altid parat til at tjene andre eller en Sag. Hans Person kommer i anden Række, og han tager den Post, man giver ham. Malchau er Jernbanemand, Landstingsmand og Formand for Danmarks Afholdsselskaber. Han er i udpræget Grad Samfundsmenneske’ (AaS 1944).

Meddelelsen om Oluf Malchaus død (BU, 1965).

Oluf Malchau blev døbt sent – mindre end et halvt år før han døde som 72-årig. Men han var aldrig i tvivl om, hvor han kirkeligt hørte hjemme. Det fremgik af hans ’Levnedsbeskrivelse’ (OM 1947) og af hans inklusive ordvalg – ’vi’ og ’vores’ – om baptisternes virke. Det bevidnes også af samspillet med Baptistsamfundets ledelse og hans deltagelse i menighedslivet i Sønderjylland og i Aarhus. Så sent som i 1956 holdt han foredrag i Aalborg om ’Kristendom og Politik’. I sit brev til arrangørerne i Karmelkirken skrev han: ’Vi står lige og skal i kirke – der er jo transmission i dag fra Immanuelskirken. Ja, Bredahl Petersen er en god mand, og vi er alle glade for ham’ (OM, 15.01.). Bredahl Petersen havde været familien Malchaus præst i Aarhus Baptistmenighed siden 1955.

Det udsagn, der taler stærkest om dén kristne tro, der bar Oluf Malchau, findes i et privat brev, som hans søn, Per Malchau, skrev til sin far den dag, han blev døbt, 3. juledag 1964: ’Dåbshandlingen vil – sådan står det for mig – kun have karakter af en formalitet i forhold til dig. For os, som kender dig så godt, og véd, måske bedre end du selv aner, hvor dybt rodfæstet din kristentro er, må dåbshandlingen kun blive det ydre tegn og symbol for den tro, du gennem mange år har haft’. Og han tilføjede: ’Du har – selvfølgelig sammen med mor – skabt os et barndomshjem, hvis atmosfære var krystalklar, hvad angår afholdenhed og religion’ (PM 1964).

Hovedpersoner
  • Oluf Malchau: *13.08.1892, ^27.12.1964, +19.05.1965
  • Edith Malchau, f. Hansen: *31.07.1897, ^04.02.1911, +10.01.1996
Litteratur
  • Bo Bramsen: Blandt 100 gidsler i Horserød 1943, Aschehoug 1996 (BB)
  • Nikolaj Bøgh: Brødrene Møller. Historien om et konservativt dynasti, Aschehoug 2007 (NB)
  • Bo Lidegaard: Overleveren 1914-1945. Dansk Udenrigspolitiks historie 4, Gyldendal 2003 (BL)
  • Aksel Møller: Den hemmelige Rigsdag. Træk af Besættelsesaarenes politiske Indsats’, 1945 (AM1)
  • Aksel Møller: Illegale Artikler, udgivet maj 1945, København 1945 (AM2)
  • Viggo F. Møller: Seks Uger i Horserød, Gyldendal 1945 (VFM)
  • Ebbe Munch & Børge Outze: Danskernes frihedskamp, København 1949 (EB&BC)
  • Ole Bjørn Kraft: En konservativ politikers erindringer 1926-1945, Gyldendal 1971 (OBK)
  • Jørgen Hatting & Karl Olsen: Det konservative Folkepartis historie 1915-1965, København 1966
  • Ditlev Tamm: Det høje C. En bog om Det konservative Folkeparti 1965-1998, Gyldendal 1999 (DT)
  • Victor Elberling: Rigsdagens Medlemmer gennem 100 Aar, Bd. III, Schultz Forlag 1950
  • Oluf Malchau: Scrapbog med notater, udklip og foredrag, udlånt af Susanne Malchau Dietz (OM)
  • Oluf Malchau: Levnedsbeskrivelse til De kongelige Ordeners Historiograf (OM 1947)
  • Oluf Malchau: Brev til F. Bredahl Petersen, 17.05.1943 (OM 1943)
  • Vor Tid, april 1946: Frederiksallé 75C i Aarhus hos Landstingsmand Malchau (Vor Tid)
  • Aarhuus Stiftstidende: Hver enkelts Pligt maa gaa forud for Kravet, 24.09.1944 (AaS)
  • Aarhuus Stiftstidende: Interview med Jacob Martin, 28.08.1963 (JM 1963)
  • Per Malchau; Brev til Oluf Malchau, 27.12.1964 (PM)
  • Baptisternes Aarbog (ÅB) og Baptisternes Ugeblad (BU)
  • Aalborg Stiftstidende: Nekrolog over Oluf Malchau, 21.05.1965 (AalS)
Informanter
  • Susanne Malchau Dietz (Oluf Malchaus barnebarn, SMD).