Kristuskirken København

Medarbejderne i Kristuskirkens søndagsskole i 1939. I midten på første række sidder Johannes Nørgaard og til venstre for ham Aage Baungaard Thomsen. Arkivfoto.

Kristuskirken var i 1940 den største af de københavnske menigheder med knap 700 medlemmer. Menighedens område var stort, idet dens arbejde også fandt sted i Lyngby, Hjortekær, Søborg, Hillerød, Lillerød og Frederiksværk. De to sidstnævnte kredse blev betjent af Ejner Christensen. Menighedens syv søndagsskoler havde tilsammen mere end 700 elever, der blev undervist af godt og vel 60 lærere. Spejder- og ungdomsarbejdet talte knap 500 børn og unge. Det diakonale arbejde blandt misbrugere rundede 100 besøgende, der mere eller mindre regelmæssigt kom til ’mandagsmøder’ i kirken på Nørrebro (NA, 77f). Menigheden havde også andre arbejdsgrupper, der arbejdede med socialmission, herunder en kvindekreds med 120 medlemmer. Hertil kom et evangelisk arbejde i to andre kredse. Jødemissionen, der i 1930’erne var påbegyndt af Thorald Mogensen, holdt til i Kristuskirken. Den havde også en ’russerkreds’, der bestod af 25-30 emigranter med deres familier, der var kommet til København efter revolutionen i 1917. Fra 1937 blev kredsen ledet af Annæus Jensen, gift med russeren Bronislava Jensen. Under krigen hed præsterne i Kristuskirken Johannes Nørgaard (1921-1943) og Aage Baungaard Thomsen (1938-1966). I 1943 flyttede familien Nørgaard til Tølløse, hvor han fik ansvaret for Prædikantskolen. Året efter blev han i Kristuskirken afløst af Niels Anhøj (1944-1950). Foruden forkyndelses- og ledelsesopgaver i menigheden lagde Baptistsamfundet også beslag på præsternes tid. Johannes Nørgaard havde gennem flere år undervist på Prædikantskolen i Tølløse, og Baungaard Thomsen blev i 1940 valgt som landschef for spejderkorpsene DBD og DBP. Til at gennemføre det store missionsvirke havde menigheden mange medarbejdere af forskellig slags, herunder ikke mindre end ti lægprædikanter, der virkede på Nørrebro og i de seks menighedskredse. De sidste blev i krigens tid kaldt ’Stationer’.

Sammenhold trods alt

Kristuskirken i Baggesensgade blev indviet i 1867 og restaureret, kort før menigheden fejrede 100-års jubilæum i 1939.

Menigheden udgav hvert år efter nytår en skriftlig beretning, hvori det forrige års menighedsliv blev vurderet. Om arbejdsåret 1939 hed det: ’Siden vort Jubilæum [27. oktober 1939] har den aandelige Horisont været formørket af den udbrudte Krig. I de seneste Maaneder har de tykke, truende Skyer samlet sig mere og mere om de skandinaviske Lande. Maaske driver de vore Kyster forbi, maaske udløses Ondskabens Uvejr over os alle’ (KB 1939,4). Året efter gentog Johannes Nørgaard samme afsnit og fortsatte: ’I det forløbne Aar har vi haft rigelig Anledning til at erfare Sandheden i ovennævnte mørke Forventninger, og vore Erfaringer fra den 9. April vil sætte Skel i vort Fædrelands Historie gennem lange Tider fremefter’. Dog kunne han fortsætte: ’Menighedens Gudstjenester og Ugemøder er forløbet paa normal Maade. Gang på Gang har det vist sig, at Samværet om Ordet, Bønnen og Tilbedelsen er de største Sakramenter, Gud har skænket sin Menighed. Ved Gudstjenesterne har Gud stadfæstet sin Nærværelse ved Aandens Gerning i Hjerterne. Derfor har vi ogsaa kunnet flokkes om disse Ting gennem det forløbne Aar ganske som i de foregaaende. I Søndagsskolerne, til Junior- og Ungdomsmøderne, til DBD og P’s Møder, til Afholdsmissionens Møder og til Broder- og Søsterkredsmøderne har det samme været Tilfældet, og Guds Velsignelse er ikke udeblevet nogetsteds’ (KB 1940, 2). Sådan vedblev det i de første krigsår. Om dagliglivet i 1942 hed det: ’Som Regel har vi ved hver Dags Aften kunnet lægge os til Hvile og sove gennem Natten i Fred, mens Millioner af vore Medmennesker har været berøvet baade Hjemlivets Lykke, Arbejdsdagens Velsignelse og Nattens Hvile. Dertil har vi kunnet samles i Guds Hus Søndag efter Søndag og gennem mange af Ugens Hverdage. Vi har kunnet forkynde Evangeliet, paakalde Guds Velsignelse over Folk og Land, og vi har kunnet støtte hverandre i Tro og i Kærlighed og i Haab’ (KB 1942, 4).

Social indsats i nøden

Arbejdsløsheden var ved udgangen af 1940 oppe på 26% i hele landet. Dette ramte i særlig grad hovedstaden. De københavnske menigheder besluttede derfor, at hver menighed skulle optage ’et Samvirke for at skaffe Arbejde til Menighedsmedlemmer, der bliver ledige’. Sådanne skulle henvende sig til et par indflydelsesrige medarbejdere, der ligeledes udbad sig oplysninger om ’ledigblevne Pladser for saavel yngre som ældre Personer’ (KB 1941, 9). Menigheden skabte med andre ord sin egen arbejdsformidling, der også fungerede efter krigens ophør. Menigheden tog samme år endnu et socialt tiltag, der havde baggrund i krigens voksende nød blandt de fattigste i København. Menighedens sociale sykreds indsamlede fra 1943 brugt tøj: ’Har De gammelt Tøj, De ikke selv anvender’, hed det, så ’omsyes Tøjet til Børn og unge og bliver til Glæde i mange trængende Hjem. Tøjet kan afleveres i Kristuskirken eller afhentes af en Spejder’ (KB 1943, 24). Kvindernes initiativ spredte gennem resten af den tyske besættelse ’megen Glæde og har lindret mangen Nød i Smaakaarshjem baade i Kvarteret omkring Menighedens Centrum og paa nogle af Stationerne’ (KB 1943, 4). Menigheden havde mange medlemmer med en god økonomi, hvilket afspejlede sig i regnskaberne: ’Noget af det, der glæder meget, er at se Menighedens Offervilje. Trods Dyrtid og sparsomme Kaar i mange af Storbyens Hjem har Menighedens Offer aldrig været større’ (KB 1943, 5).

Johannes Nørgaard, 1939. Arkivfoto.

Den 29. august 1943

Tilbageblikket på 1943 – efter augustoprøret, regeringens afgang den 29. august og jødernes deportation – begyndte Baungaard Thomsen på denne måde: ’1943 vil skrive sig i Københavns Baptistmenigheds Historie som et af de mærkelige Aar. Aldrig har Menigheden vel været inde i en Periode, hvor det var saa vanskeligt at træffe Dispositioner i Missionsarbejdet. De vanskelige Forhold i vort Land og Spærretiden med de bestandig ændrede Klokkeslet bevirkede, at Menigheden ofte maatte nøjes med at lægge Plan fra Uge til Uge. Alle disse ydre Ting taget i Betragtning har det dog for Menigheden været et Naadeaar fra Herren. Vi har haft Frihed til at forkynde Evangeliet baade i Kristuskirken saavel som paa alle vore Stationer og i vort daglige Liv. Skønt Aftenmøderne i den sidste Trediedel af Aaret var stærkt hæmmet, blev dog alle Menighedens Virkegrene holdt i Gang’. Men to ting var kommet til at se anderledes ud. Menighedens jødemission omtaltes ikke, og ’vore russiske Venners evangeliske Mødevirksomhed maatte en Tid lægges om til private Hjem, men Vennerne har holdt godt sammen’ (KB 1943, 3f). Bag disse linjer lå særlige forhold, der omtales nedenfor. Den 29. august, der i resten af landet blev krigens mest skelsættende begivenhed, markerede også en milepæl i Kristuskirken – af en anden slags. Den 29. august var der planlagt afskedsfest for ’Forstanderparret gennem 22 Aar’, og den blev gennemført: ’Ved Menighedsfesten for Forstanderparret den 29. August lød der fra alle Sider i Menigheden og fra alle dens Virkegrene megen Tak for Br. og Str. Nørgaards opofrende Tjeneste’ (KB 1943, 5). Den 29. august, som de fleste københavnere huskede som dagen, da regeringen trådte tilbage, omtaltes ikke i årsberetningen. I interne beretninger måtte der også udvises forsigtighed.

En uhyre vanskelig tid

Året 1944 blev ikke lettere med Folkestrejken midt på sommeren, Københavns belejring og politiets internering. Kritik heraf lød kun indirekte og perifert – en enkelt af spejdernes lejre måtte aflyses ’paa Grund af Strejken’ (KB 1944, 2). Menighedens nyankomne præst, Niels Anhøj, var mere direkte i et afsnit om ’Den aktuelle Situation’. Han kaldte årsskiftet for ’en uhyre vanskelig Tid for vor Mission’, hvor ’Planer maa lægges om, Møder udsættes, holdes paa uheldige Klokkeslet eller helt aflyses’. Og om det nye år, 1945, havde han bange anelser: ’Med Spænding og til Tider med Frygt ser vi Fremtiden i Møde. Vi aner, at vi i denne Krig skal igennem lignende svære Oplevelser som andre europæiske Lande. Og i saa fald er bunden jo ikke nær naaet endnu’ (KB 1944, 4). Året efter kunne Baungaard Thomsen heldigvis begynde beretningen for 1945 således: ’Den Begivenhed i Aaret 1945, som vil blive husket længst i det danske Folk, er uden Tvivl Verdenskrigens Ophør, Fredens Komme og Genopnaaelsen af vor nationale Frihed. Ligesom vi som Menighed maatte bære de onde Aars Byrde sammen med vort Folk, har vi ogsaa sammen med det taget hjertelig del i Glæden over Freden og Friheden’ (KB 1945, 3). Det var der også flere gode grunde til, der pegede indad i menigheden. Dens økonomi havde aldrig været stærkere – trods et enkelt års beklagelse over høje brændselsudgifter. Som følge af mange dåbshandlinger og ikke mindst tilrejste unge fra provinsens menigheder havde Kristuskirken nu næsten 800 medlemmer. Med friheden blev censuren ophævet, og Baungaard Thomsen kunne igen skrive åbent om hele menighedens virke: ’Missionsarbejdet blandt russiske venner gaar sin støtte Gang under Br. Annæus Jensen og Hustrus Ledelse. Og Missionen blandt Jøder har Frøken Else Fuchs atter taget fat paa efter Krigen. Det har været dejligt at se de jødiske Venners Glæde over atter at komme til Danmark’ (KB 1945, 5). Normale forhold var på vej.

Stemningen på Nørrebro

Aage Baungaard Thomsen og hans familie boede på Nørrebro i arbejderkvarteret overfor Hellig Kors Kirke. Stemningen i dette kvarter under krigen erindrer sønnen Flemming Baungaard-Thomsen således: ’Alle vinduer i byen var mørkelagt med sorte rullegardiner, som skulle være rullet ned fra mørkets frembrud til daggry. Gadelamperne var gasblus – ofte ude af drift i krigstid – men ellers blev lamperne enkeltvis tændt og slukket af kvarterets lygtemand, som gik sine gader igennem morgen og aften med sin lange stok og ydede sit beskedne dagsværk – at åbne eller lukke for gashanen i hver enkelt lygtepæl. Fra vores 2 stuevinduer kunne vi se den grønmalede stander som indeholdt en polititelefon. Den blev dagligt brugt af de tyske 4-mands vagtpatruljer, når disse bevæbnet med rifler gik deres runder iført de grågrønne uniformer, med langskaftede, sømbeslåede støvler, hvorfra håndgranater stak op ligesom i deres bælter. Endelig den karakteristiske stålhjelm og riflede gasmaskebeholder. De sås overalt. Delinger på 30-40 mand kunne komme marcherende – ofte afsyngende flerstemmigt tyske slagere som Die Lorelie eller Wir fahren gegen Engeland, den sidste vel som en ’lovprisning’ af Die braune Bataillonen. Melodierne var karakteristiske, lette at huske og meget taktfaste. Hipo-korpset i deres sorte uniformer kom typisk kørende på lastbiler, hvorfra der blev råbt og affyret skræmmeskud, medens folk på gaden søgte dækning, hvor det lod sig gøre’ (FB-T).

Også luftalarmerne erindrer Flemming Baungaard-Thomsen: ’Om dagen i skolen blev vi samlet klassevis i badekælderen, hvor vi sad på lange bænke eller på gulvet og indåndede en besynderlig muggen luft. Vi overlevede, men det gjorde jo ikke alle på den franske skole på Frederiksberg. Jeg husker endnu, hvor jeg befandt mig, da jeg hørte braget, da Forum blev bombet. Det kom uden varsel. Luftalarmerne om natten sendte os ned i ejendommens beskyttelsesrum. Beboere fra de forskellige opgange kom ud af de uoplyste køkkentrapper på vej ned i beskyttelsesrummet under ejendommens porthvælving. De talte dæmpet sammen. Vi havde lidt kiks, vand i en sodavandsflaske med patentprop og tæpper med under armen, og så sad vi blot og ventede på, at sirenerne ’sendte’ afblæsningssignalet. Så op i seng igen og forsøge at falde i søvn. Der kunne være flere luftalarmer i løbet af en nat’ (FB-T).

Menighedens gudstjenester

Intet tyder på, at menighedens præster organiserede modstandsarbejde i og ud fra kirken på Nørrebro. Johannes Nørgaard skrev aldrig erindringer fra krigen, men ingen var i tvivl om hans ståsted: Troen på Jesus Kristus overgik enhver form for nationalisme. Fællesskabet i Kristus måtte ikke lukke sig for nogen – ven eller fjende – der dukkede op til gudstjenester i en kirke. Denne holdning gav han gentagne gange udtryk for ikke blot i Kristuskirken, men til alle Baptistsamfundets medlemmer. Se Rammefortællingen 1940-1945.

Undertiden kom der tyske soldater til gudstjeneste i Kristuskirken. Flemming Baungaard-Thomsen sad ofte på pulpituret ved organisten og iagttog gæsterne: ’Det skete, at tyske soldater i uniform mødte op til eftermiddagsgudstjenesten kl. 17. Jeg husker dem som stilfærdige, men alligevel skræmmende. Jeg kunne holde øje med dem oppe fra pulpituret ved orglet. De satte sig bagest i kirken – og havde nok en bænk for sig selv. Måske var de tyske baptister? Jeg husker intet om deres afgang fra kirken efter gudstjenesten, eller hvor ofte de mødte op, eller om de var bevæbnet – men jeg husker uro, hjertebanken og ondt i maven’ (FB-T). Svend Ryding fortalte, hvordan de unge efter gudstjenesten i Kristuskirken slog følge med de tyske soldater, hvorefter alle gik til Baptisternes Hus: ’Undertiden fik vi tilråb fra forbipasserende. Men vi mente, at ’enheden i Kristus’ stod over nationale og ideologiske forskelle’ (SR) – de unge havde hørt Johannes Nørgaards budskab!

Aage Baungaard Thomsen ved Førerstævnet i Vejle 1946. Arkivfoto.

Pistol i præstehjemmet

Som præst havde Aage Baungaard Thomsen selvfølgelig et ’Ausweis’ – et lovligt identitetskort – men han havde også ét, der kunne bruges, hvis omstændighederne krævede det: ’Min fars legitimationskort bar blandt andet oplysningerne: Navn: Frederik Vilstrup. Beskæftigelse: Skræddersvend. Min far hed faktisk Aage Frederik, var født i Nørre Vilstrup ved Vejle og dertil uddannet skræddersvend, og han havde arbejdet som sådan, inden han kom på Prædikantskolen. Dette kunne være en hjælp i en snæver vending. Enkelte gange efter krigen fortalte han om deltagelse i modstandsarbejdet med blandt andet fordeling af de illegale blade og opsamling af nedkastede våben fra England’ (FB-T). Aage Baungaard Thomsen opbevarede en pistol i hjemmet. Sønnen husker, at hans far ’fortalte om en episode med nedkastede våben: Han og Gert Sørensen –

politibetjent i Roskilde – skulle afprøve nedkastede våben. De to bestemte sig for at afprøve en håndgranat i en nærliggende grusgrav. For alle tilfældes skyld ville de sikre sig, at der var ’fri bane’ – og det til alt held, for der gik en enkelt ko på jagt i grusgraven efter lidt grønt’ (FB-T). Hverken Aage Baungaard Thomsen eller Gert Sørensen findes i Modstandsdatabasen. Efter krigen blev pistol og ammunition nedgravet i en kasse på ’Vognsbæk’ – den gård, som Anne Baungaard Thomsens søster og svoger drev ved Ringsted. Se den biografiske skitse om Gert Sørensen.

Menighedens jødekristne

I Kristuskirken blev der efter revolutionen i Rusland i 1917 etableret en kreds af emigrerede russere, der var flygtet fra en tumultarisk skæbne i Rusland: ’Tiden var meget vanskelig og hård. Vi skiftede fra Hvide [zaren] til Røde [bolsjevikkerne] og tilbage igen flere gange’ (BJ, 17). Danskeren Annæus Jensen havde fra 1915 taget arbejde for ’Det sibiriske Kompagni’ i Rusland, hvor han i 1919 blev gift med den russiske jøde, Bronislava Stutchin. Hun var født i Vilnius i 1897, hvor hendes far havde uddannet sig som rabbiner. Efter den jødiske familie var blevet forvist til Sibirien, blev hun døbt dér i en baptistmenighed i 1914. I 1923 rejste ægteparret til Danmark, hvor de bosatte sig i Aalborg. Fra 1926 samarbejdede de herfra med Thorald Mogensen (BJ, 22), der var ’baptisternes jødemissionær’ blandt Københavns ca. 5.000 russiske og polske jøder (BH&BMJ, 300). I 1937 flyttede de til København, hvor de blev ledere af Den russiske Kreds i Kristuskirken (BJ, 30ff). Alt dette betød, at mange med jødisk baggrund havde deres gang i Kristuskirken – også under 2. verdenskrig.

Dette arbejde i Kristuskirken blev givetvis anledningen til, at Aage Baungaard Thomsen blev engageret med at hjælpe jøder til Sverige i efteråret 1943. Flemming Baungaard-Thomsen erindrer, at han selv blev inddraget: ’Til den opgave viste det sig, at jeg egentlig også var med! Min fars opgave var at samle enkelte personer eller dele af familier op forskellige steder i byen. Min far spurgte mig, om jeg ville med ud at køre i taxa. Det var jeg med på, fordi bilkørsel ikke hørte med til min hverdag. Så ’Ja tak!’. Under kørslerne standsede vi typisk 2-3 gange, og mennesker, som jeg ikke kendte, satte sig ind i bilen. Typisk ville vi ’køre rundt’ for tilsyneladende pludselig at blive sat af udenfor en port, hvor viceværten stod med sin kost. Uden at sige så meget gik han ind i gården, og vi fulgte efter, gik videre gennem et par andre gårde og derpå igennem en ejendom for at komme ud i en anden gade, hvor en anden bil ventede på os. Ofte endte kørslen på det sted, som jeg senere under min studietid genkendte som Bispebjerg Hospital. Hjemturen foregik med sporvogn. En dag spurgte jeg min far derhjemme, om vi snart skulle ’ud at køre med jøder igen?’ Han blev bleg, hans øjne blev store og stemmen var hæs da han sagde: ’Det må du aldrig sige igen! Ikke til NOGEN!’ Og så var han igen sig selv – den varme, opmærksomme og sjove far. I dag forstår jeg ham godt. Som jeg husker det, blev der aldrig talt om ’transport af jøder’ derhjemme. Men to gange var Gestapo ved vores hoveddør og ringede på dørklokken. Der var ingen hjemme. Det var ejendommens vicevært, der kom og sagde, at de havde været der. Det udløste pludselig en ’ferie’. Turen gik til Vejle, hvor begge mine to sæt bedsteforældre boede’ (FB-T).

Danskernes indsats for at redde så mange jøder som muligt til deres asyl i Sverige berømmes i den jødiske historieskrivning. En generel vurdering af indsatsen lød: ’Det var som om danskerne udgjorde en levende mur – rejst på én nat – og beskyttede deres landsmænd’ (EL, 74f). Forfatterens estimat anslog, at ’over 90 % af alle danske præster deltog i kampen for at redde jøderne’, men også andre fik stor ros: ’Læger og sygeplejersker i hele Danmark hjalp til med opgaven med at skjule flygtninge. Især spillede Bispebjerg Hospital i København en vigtig rolle ved at skjule jødiske ’patienter’ på hospitalets afdelinger og i sygeplejeboliger’ (EL, 86). Når de flygtende jøder herfra benyttede toget nordpå langs den sjællandske kyst, blev de ofte udstyret med en returbillet – for at narre nazisterne (EL, 91).

Bronislava Jensens familie

Aage Baungaard Thomsens hjælp til jøderne blev bekræftet af Bronislava Jensens erindringer. I forbindelse med begravelsen af hendes svigerfar den 3. oktober 1943 besøgte Aage Baungaard Thomsen hjemmet. I døren mødte han Bronislava Jensen med denne hilsen: ’Er De stadig her, véd De da ikke, hvad der foregår i byen? Tyskerne laver en stor razzia på jøderne!’ (BJ, 35) – og hun fortsatte: ’Han bad indtrængende mig og min søn forlade København. Jeg svarede ham, at jeg ikke kunne forlade hjemmet nu, da i disse dage bedstefaders børn og børnebørn kom til begravelsen’. Baungaard Thomsen fortsatte: ’I hvert tilfælde, så snart det er overstået, må De straks rejse! Og hvis jeg ikke ønskede at rejse til Sverige, så var der en troende familie, der havde udtrykt ønsket om at modtage mig i deres hjem. De boede fjernt fra København i en ravnekrog, hvor jeg kunne leve udenfor fare’ (BJ, 35).

Efter begravelsen kom tiden til handling. Bronislava Jensen fortalte: ’Menighedsforstanderen kom efter vor søn [Arne] for at sende ham til Sverige, og min mand og jeg forlod hjemmet for at bo nogle dage hos vore slægtninge, indtil vi fik meddelelse om sønnens lykkelige ankomst til Sverige’ (BJ, 35). Af den database, som Dansk Jødisk Samfund har oprettet over jøder, der flygtede fra Sjællands kyst til Sverige [safe-haven.dk], fremgår, at Arne Boris Jensen blev sejlet fra København tidligt om morgenen den 11. oktober 1943, og han landede 5½ time senere i Falsterbo Kanal. Overfarten kostede 300 Kr. Om anledningen til flugten anførte de svenske myndigheder: ’Judeförföljelserna i Danmark. Han er halvjude, hans mor er judinna. Ingen politisk verksamhed. Tillhör intet politisk parti. Baptist’ (SH).

Til landlig luksus

Da Bronislava og Annæus Jensen havde fået denne meddelelse, kunne førstnævnte krybe i skjul. Hun ønskede ikke at tage til Sverige: ’Så kom min tur til at forlade hjemmet, min mand og min pastor [Baungaard Thomsen] fulgte mig dertil, hvor jeg skulle gemmes. For min egen del var jeg meget rolig, vidende at uden min himmelske Faders vilje bliver der ikke krummet eet hår på mit hoved. Efter at have boet hos dem i nogle måneder besluttede jeg at vende hjem til min mand og mine huslige pligter’ (BJ, 35). Hun blev skjult hos et medlem af Kristuskirken, malermester Aage Kai-Sørensen og hans kone, der boede landligt i et norsk bjælkehus i Hjortekær – i øvrigt nabo til Erik Scavenius, landets tyskvenlige statsminister indtil 29. august 1943.

Aage Kai-Sørensen (1904-1995). Han var døbt i Marnefloden, øst for Paris i 1925, og én af de mange lægprædikanter i Kristuskirken. Foto fra JUL 1942, hvor 76 af Baptistsamfundets ’ulønnede Prædikanter’ er opført med billeder og data.

I en sen erindring fortæller en nabo om hjemmet, hvor Bronislava Jensen holdt sig skjult – væk fra alfarvej og i landlig luksus: ’På toppen af skrænten ved Dybendalsvej havde malermester Aage Kai-Sørensen og frue i 1929-30 bygget et lille sort bjælkehus i norsk stil. Ægteparret, der var meget religiøse, blev venner med min far, og min far deltog da også – modvilligt – i ’bønnemøder’ i Hebron på Hjortekærsvej. Kai-Sørensen udvidede bjælkehuset omkring 1933 og min far, som var tømrer, var med til at lave udvendige og indvendige svalegange, slagbænk, plankebord, træskærerarbejder, alkover og indbyggede skabe. Da jeg var barn og ung boede Aage Kai-Sørensen og frue stadig i det norske bjælkehus på Dybendalsvej. Deres hus var gemt væk dybt inde i skoven. Hvis man ikke vidste, at der lå et hus oppe på skråningen, ville man tro, det var tæt skov. Jeg syntes, der var noget distancerende og karismatisk over dette ægtepar – de havde klasse og var personligheder. Fru Kai-Sørensen med sit ildrøde hår, irgrønne dragt og næsen i sky. De havde en kampestensgarage, hvor deres hvide dollargrin holdt. De var kun synlige for omverdenen, når de skulle ud og køre. Deres hus og indretning var speciel. Midt i stuen var en stor pejs og en trætrappe op til 1. sal med indvendig svalegang – alt i mørkt træ og tykke bjælker – som modspil til det hvide flygel, det hvide bjørneskindstæppe – med hoved – og den hvide italienske skindsofa. De havde også en fantastisk havestue og et kirkerum. Alt i bedste Hollywoodstil. Som ejendomsmægleren mange år senere sagde: ’Jeg har ikke set noget lignende nord for Alperne’ (EW).

Sammenholdet i Kristuskirken var der intet i vejen med – og præsterne fandt udvej, når behovet var størst. Således kunne Bronislava Jensen beskrive den 5. maj 1945 som ’den lykkeligste dag for Danmark og i vort liv i særdeleshed’. Efter to år i Sverige vendte deres søn hjem ’rask og ubeskadiget’. I Sverige havde han med hjælp fra svenske baptister fået arbejde nord for Stockholm. Hjemme igen blev han viet til sin svenske kæreste. De rejste i 1951 til Montreal i Canada på grund af vilkårene her i landet: ’Danmark var blevet fattigt. Den tyske okkupation havde tømt alle lagre og banker. Endnu 8-10 år efter krigen var der mange varer, man kun kunne købe på rationeringskort. Lejlighedsspørgsmålet var også meget hårdt. Unge nygifte boede hos forældrene, indtil der fødtes et barn; først derefter og stadig med stort besvær var det muligt at få tildelt retten til at få en lejlighed. Og desuden var der stor arbejdsløshed’ (BJ, 36f). ’Over there’ blev det helt anderledes! Efter tre år fulgte Annæus og Bronislava Jensen sønnens eksempel og udvandrede til USA (NA, 77).

Homøopatisk Hospital på Rosbæksvej, hvor William Petersen var læge. Hans kollega Peer Thorulf var med i modstandsbevægelsen, og han skjulte med William Petersens billigelse både jøder og våben på hospitalet. Privatfoto. Hospitalet er i dag en del af Carolineskolen.

Privathospitalet på Rosbæksvej

Aage Baungaard Thomsens illegale aktivitet foregik også i samspil med William Pedersen, der var ledende overlæge på Privathospitalet på Rosbæksvej – beliggende, hvor Carolineskolen nu ligger: ’Mit Arbejde som Præst ved homøopatisk Hospital tror jeg ogsaa har haft sin store Betydning’ (ÅB 1944, 15). William Pedersens søn, Jøren Mølhede, fortæller et par barndomserindringer, der bekræfter, at hospitalet blev anvendt i modstandsarbejdet: ’Min far skjulte jøder som patienter i senge rundt om på hospitalet. Der var en reservelæge, der hed Peer Thorulf. Min far sagde efter krigen, at han havde gemt våben i skabe i hver af hospitalets bygninger, så de var for hånden, hvis han skulle blive overrasket i en razzia af Gestapo’ (JM). Jøren Mølhede formidler også en erindring fra sin bror, Mogens Mølhede: ’Vores far sagde til ham: Kom lige med udenfor døren, så skal du se en falsk brandalarm. Ind ad alléen til hospitalet kom en stigevogn i fuld udrykning med gult flag på forskærmen og tudehornet i brug. Tre mand i brandmandsuniform med gasmasker kravlede op mod et sted på taget af den to etagers bygning, og gennem et tagvindue konstaterede de, at der ikke var brand. Mogens så, at der var tre brandfolk, der kravlede op, men kun to kom ned ad stigen og kørte hurtigt væk – en vigtig person skulle skjules i kamufleret antræk’ (JM). Ligeledes erindrer Jøren Mølhede, at Aage Baungaard Thomsen hver jul holdt juleaftensgudstjeneste for patienterne i hospitalets hall, hvor der var opstillet et stort juletræ. William Pedersen tilhørte Kristuskirken. Han var broder til lægemissionær Ellen Christensen, og derfor blev han et af Baptistsamfundets bindeled til missionærerne, der under krigen var isoleret i Burundi. William Pedersen findes ikke i Modstandsdatabasen. Det gør derimod hans kollega, Peer Thorulf, der var tilknyttet en ’militær-gruppe på Østerbro’. Herudover husker Jøren Mølhede, ’at jeg en dag – da jeg kom hen af midtergangen i det højre hus’ stueetage – så min far stå mellem to tyske officerer, der krævede hospitalet som lazaret. Min far svarede ’Nein!’. Det har de åbenbart respekteret’ (JM). Og hospitalet blev ikke beslaglagt.

Besøg i præstehjemmet

I præstehjemmet hos Anne og Aage Baungaard Thomsen kom der også udenlandske gæster, der var indblandet i krigen: ’En gammel tysk soldat, lille af vækst, men iklædt den ovenfor beskrevne militære mundering, havde i besættelsens allersidste uger sin gang hos mine forældre. Han talte med min far bag lukkede døre. Jeg husker ham, fordi han flere gange havde tydelige spor efter gråd, når han forlod vores hjem. Min far omtalte engang, hvordan han havde oplevet voldsomme vredesudbrud og gråd hos en tysk soldat, da han havde afleveret den officielt verserende tyske information til værnemagtens mange enheder om ’tyske sejre overalt’, hvorpå han så fik min fars beskrivelse af de forskellige tyske fronters faktiske kollaps i henhold til meldingerne fra BBC. Det kan meget vel have været den lille grædende tyske soldat i krigens sidste dage. Og hvad skulle den stakkels mand sige og gøre? Hvem kunne han stole på?’ (FB-T).

Kort tid efter den tyske kapitulation fandt der et besynderligt møde sted i præstehjemmet: ’En søndag opsøgte en tysk soldat min far og blev budt på kaffebord – formentlig brygget på lige dele kaffeerstatning – Rich’s og Solo – tilsat en spiseske kaffe. Jeg var med til bords. Så ringede det på hoveddøren. Min mor gik ud for at lukke op, kom straks ind igen og kaldte på min far. Jeg fornemmede uro. Et øjeblik senere kom de igen ind i spisestuen ledsaget af en engelsk feltpræst i engelsk uniform. Den tyske soldat formelig sprang op af stolen og indtog retstilling. Min far fik roen til at sænke sig ved at minde om, at vi kunne være sammen som kristne mennesker fra forskellige lande og ikke som fjender’ (FB-T). Den engelske feltpræst var tillige baptistpræst. I Ugebladet kunne man læse følgende: ’I Søndags talte en ung engelsk Baptistpræst i Kristuskirken. Pastor Green er Feltpræst blandt engelske Flyvetropper, som for Tiden ligger i København. Pastor Green har som Militær Rang af Major. Han fortalte paa sin yderst stilfærdige Maade, at det egentlig slet ikke havde set ud til, at han og hans Kammeraters Besøg her i Landet skulde faa en saa fredelig Karakter som det nu har. Paa det Sted i Nordholland, hvor de opholdt sig, inden Tyskerne kapitulerede, var de forberedt paa at skulle op at indtage Kastrup Lufthavn for derfra at angribe Tyskerne i Norge. Men saa kom Kapitulationen’ (BU 1945, 109). Og han fortsatte: ’Min særlige Forberedelse til min nuværende Gerning paabegyndte jeg i Østengland i 1942. Her var der en Skole for Uddannelse af Piloter. Et fast Led i denne Uddannelse var ogsaa det, at de skulde gaa i Kirke. Mange af dem begreb ikke Værdien i dette straks. Men efterhaanden blev de glade for at gaa i Kirke’. Baptistpræsten svarede herefter på et par spørgsmål fra redaktøren. På spørgsmålet om, hvor langt omkring han havde været, lød svaret: ’Vi kom fra Østengland til Normandiet den 23. Juni 1944. Derfra gik det gennem Frankrig til Belgien, til Holland og tilbage igen til Belgien. Herfra ind gennem Tyskland til Nordholland, hvorfra vi saa kom til Danmark’. Efter knapt ét år oplevede han så befrielsen her, og han måtte derfor svare på, hvordan ’den menige Soldat ser paa sin Modstander. Hader han ham?’ Greens svar lød: ’Nogen Bitterhed er der jo. Vi kan ikke stole paa vor Modstander. Men vi betragter ham nærmest som et sygt Menneske. Vi maa holde ham i stramme Tøjler’ (BU 1945, 109). Nu sad han til bords hos præsteparret Anne og Aage Baungaard Thomsen med én af sine modstandere!

I gudstjenesten pinsedag 1945, den 20. maj, deltog ’en lille Flok russiske Soldater, der tilhørte Baptistsamfundet i Rusland’. Ved siden af russerne sad ’en tysk Soldat, der endnu tjener her i Landet ved Røde Kors, ogsaa Baptist’. Om dette internationale gudstjenestefælleskab skrev Johannes Nørgaard denne bemærkning, inspireret af Pinsens Ånd: ’Det siger noget om Evangeliets Kraft til at forene tyske, danske og russiske til en hellig Enhed, tvunget af samme Evangeliums Kraft, bundet af samme Kærligheds Baand, Kraften, der virker tværs over Landegrænser, Racer, Sprog og Milieu’ (BU 1945, 103).

Karl Heilesens gengivelse af det clearingmord han så fra sin lejlighed i Larsbjørnsstræde.

Kunst som modstand

Vi ved ikke, om medlemmer af Kristuskirken deltog i nogle af de københavnske modstandsgrupper. Derimod deltog to, der kom til menigheden fra provinsen i modstandsarbejdet. De kom begge fra Sæby. Isak Isaksen flyttede til Hillerød, hvor han blev taget af tyskerne. Han døde i Neuengamme. Se den biografiske skitse om Isak Isaksen. Den anden var Uno Valbak, der flyttede ind på Nordisk Kollegium. Se den biografiske skitse om Uno Valbak. Ud over disse to kom Karl Heilesen sidst på året 1943 fra Nørresundby. Han begyndte at studere på Kunstakademiet den 1. januar 1944 (KH, 24). I påsken 1944 blev han gift med Karen Bækgaard. De tilsluttede sig Kristuskirken og flyttede ind i en lejlighed i Larsbjørnsstræde. På Akademiet blev han hurtigt en del af en modstandsgruppe, der smuglede illegale blade, når de gik fra Akademiet. Gruppen brugte også kunsten som udtryksmiddel. De valgte sort-hvide træsnit til at vise krigens realisme. Kunstnergruppen kaldte sig ’Sankt Lukas Gildet’, der var navnet på ’det ældste kendte kunstnerlav i Europa’ (SLG, forordet). Karl Heilesen kaldte sit bidrag ’Clearingmord’. Clearingmord var tyskernes hævndrab, når modstandsbevægelsens drab på tyske soldater skulle gengældes – det første af disse gik ud over Kaj Munk den 4. januar 1944. Heilesens tryk udkom i kunstnergruppens 3. mappe, der hed ’Modstanden’. Den skildrede den tyske terrors højdepunkter i foråret 1945, og den udkom netop, som krigen sluttede og derfor med kunstnernes rigtige navne. Indtægten ved salget, ca. 3.000 Kr., gik til modstandsbevægelsen og dens enker. Karl Heilesen fortalte, at hans træsnit ’var inspireret af en forfærdelig oplevelse fra det mørklagte vindue i Larsbjørnsstræde. Gaden var spærret af i begge ender, fordi SS og Gestapo jagtede en frihedskæmper, som forgæves søgte at skjule sig – alle porte var aflåste. En maskingeværsalve ramte mandens ben og strakte ham til jorden, mens offerets kvindelige ledsager skreg højt af rædsel. Derefter gik to SS-soldater roligt hen til ham, satte pistolen til frihedskæmperens nakke og fyrede af, badet i projektørlyset fra deres bil’ (KH, 40). Karl Heilesen blev aldrig fanget med illegale blade på sig, selvom det skete, at han blev visiteret i Charlottenborgs port. Han gemte både de illegale blade og sine tegninger under hatten!

Tysk familie i Danmark

I krigens tid var det ikke så enkelt at være en tysk familie, der kort forinden var kommet til Danmark. Et eksempel herpå blev familien Hensgen, Paul og Elfriede Hensgen med fem børn. De valgte at flytte til Holland i 1929 på grund af arbejdsløsheden i Tyskland. Efter seks gode år dér brændte Paul Hengsens arbejdsplads, og familien måtte flytte tilbage til et Tyskland, der nu blev domineret af Hitler og nationalsocialismen, der var begyndt at forfølge ’uønskede’ befolkningsgrupper (GH, 62). Samtidigt var det svært at få arbejde, hvis man ikke ville være medlem af nazistpartiet. Derfor søgte de snart udenlands igen. Familien kom til Buddinge i 1937, hvor de sluttede sig til Kristuskirkens kreds i Lyngby. Her blev de hurtigt integreret, købte hus og fik et godt forhold til naboerne. Efter den tyske besættelse fik familien ’jævnligt besøg af tyske soldater. Især kom en ung mand hos den troende familie. Han var selv præstesøn og underviste familiens døtre i at spille orgel’ (GH, 72).

Elfriede og Paul Hensgen: ’Hvad de betød for Lyngby menighed er ikke til at gøre op’, H.C. Barkan.

Efter august 1943 nåede nazismens lange arme den tyske familie i Buddinge. Sønnen Paul på 17 år blev nu indkaldt til tysk militærtjeneste, som han efter uddannelse i Tyskland aftjente på Østfronten i Litauen. Efter september 1944 hørte familien ikke mere fra ham (GH, 74) – og først 32 år senere kunne Røde Kors meddele, at Paul Hensgen højst sandsynligt døde dér i efteråret 1944 (GH, 88). Datteren Ruth, senere gift med baptistpræsten Ib Rødvig, blev også i 1943 som 18-årig udskrevet til ’rigsarbejdstjeneste’ i Tyskland – ’som alle unge, ugifte tyske kvinder under 25 år blev pålagt af det nazistiske styre’ (GH, 76). Efter arbejdstjeneste blev hun overført til krigshjælpstjeneste som sporvognskonduktør i Hamborg – dengang allerede stærkt ødelagt og genstand for utallige luftangreb. I krigens sidste fase gjorde hun tjeneste ved lyskasterne under luftangrebene på Magdeburg. Herfra fik hun ’lov at gå’ den 17. april 1945. Nu begyndte hendes utrolige rejse hjem gennem det sønderbombede Nordtyskland. Hun nåede via Warnemünde med det sidste skib, der sejlede til Danmark den 26. april, inden russerne spærrede al trafik – og herpå genså hun nu familien i hjemmet i Buddinge (RR 1995, 1,8). Senere sagde Ruth Rødvig: ’For mig var troen en stor hjælp. Jeg var meget tæt på bomberne fire gange. Der har været holdt hånd over mig, måske langt mere end jeg aner. Det var en stor styrke at have både forældre og en menighed, som bad for mig’ (RR, 8).

Tyskerne havde bud efter endnu to fra familien Hensgen. Sønnen Gert slap – på grund af alder, 15 år, og efter Paul Hensgens protest – for i 1945 at blive sendt til Jylland for at grave skyttegrave. Men Paul Hensgen måtte selv afsted i tysk tjeneste som 46-årig til Jylland (GH, 76). Som tysk statsborger blev han også ’tvangsudskrevet til uniformeret vagttjeneste i Danmark under trussel om deportation til Tyskland indenfor 24 timer’ (RR 1995, 1). Sidst i marts 1945 blev han pålagt at organisere indkvarteringen af nyankomne tyske flygtninge i København (GH, 84). For disse tvangsudskrivelser blev han flere uger efter befrielsen hentet af modstandsbevægelsen og indsat i Vestre Fængsel anklaget for sympatier for tyskerne. Her nåede han at tilbringe 11 uger, mens hans sag blev undersøgt: ’Hele gaden [i Buddinge] og vores præst havde skrevet under på, at min far ikke havde lavet noget, og til sidst slap de ham så fri’ (GH, 85). Det skete ’uden retssag’. Aage Baungaard Thomsen besøgte ham regelmæssigt: ’Min far bad om at få en bibel med i fængslet. Én af medfangerne, som var alvorligt syg, blev kristen. Da han døde kort tid senere blev han begravet fra Kristuskirken og både hans kone og datter blev baptister’ (RR 1995, 8). Efter krigen fik familien Hensgen dansk statsborgerskab, og med egnsudviklingsstøtte etablerede de Tekstilvæveriet P. Hensgen og Sønner i Ringkøbing (GH, 89). Her tilsluttede de sig baptistmenigheden i Holstebro.

Baptistpræst i Tyskland

Pastor Franz Thorn 1904-1968

Det var heller ikke let at være dansksindede baptister, der opholdt sig i Tyskland. Familien Franz Thorn blev et eksempel på dette. Franz Thorn blev født i 1904 i en dansksindet familie i Sønderborg. Syv år efter Genforeningen i 1920 rejste han til København, hvor han tilsluttede sig Kristuskirken. Her valgte han at afbryde sin karriere som forretningsmand for at blive missionær. Da danske baptister ikke magtede at sende flere missionærer til Burundi end de antagne, besluttede Franz Thorn at læse på de tyske baptisters teologiske seminarium i Hamborg. Da han sluttede sin uddannelse her i 1933, var Hitler kommet til magten, og fordi han forbød enhver form for oversøisk mission, valgte Franz Thorn at blive præst i to tyske baptistmenigheder 1933-1946 (BU 1968, 59).

I Bremen blev Franz Thorns præsteløfte stillet på prøve, mens han var præst ved Hoffnungskirche. Ifølge Nürnberg-lovene fra 1935 begyndte en udvikling, der medførte, at kristne jøder måtte forlade menighederne af ’ariske’ grunde: ’Efter Krystalnatten i 1938 og frem til 1941 bliver alle kristne jøder strøget af baptistmenighedernes medlemsprotokoller, og staten forbyder personer af jødisk herkomst at deltage i de kristne menigheders nadverfejringer’ (KT). Samtidig blev det almindelig praksis, at menighedsrådene – af frygt for repressalier – besluttede at udelukke de jødekristne fra nadveren. Det skete også i Hoffnungskirche. Denne beslutning, som Franz Thorn var inderligt imod, ramte blandt andre Elly Krimmer. Med den begrundelse, at han var dansk statsborger (RF, 118), vedblev han med at inkludere Elly Krimmer og få andre jødekristne i menighedens nadverfejring, idet de deltog fra en af de bageste bænke i kirken, hvor han selv personligt betjente dem. Elly Krimmers skæbnetime indtraf i november 1941, hvor hun sammen med tusinder andre jøder blev sendt til en ghetto ved Minsk. Aftenen før Elly Krimmers deportation fejrede hun nadver sammen med Franz Thorn og hans hustru i deres hjem. En nabo bemærkede dette, hvorpå han meldte Thorn til myndighederne: ’Lykkeligvis havnede anmeldelsen på skrivebordet hos en partifunktionær, der var medlem af Bremens 1. baptistmenighed, og han sørgede for at destruere den’ (KT).

Franz Thorn var præst i Bremen fra 1937-1946 – altså i alle krigens ulykkelige år. Da forholdene både under krigen og ved Tysklands sammenbrud i 1945 blev temmelig utålelige, søgte familien, der også var sygdomsramt, til Danmark – ’og da han aldrig havde tilsluttet sig nogen Nazibevægelse, men tværtimod havde været under dens særlige bevågenhed, tillod de danske myndigheder ham at komme hjem med hele sin familie, der alle havde dansk statsborgerskab’ (BU 1968, 59f). På denne baggrund blev Franz Thorn præst i Kristuskirkens kreds i Lyngby og senere i Hjørring gennem 21 år. Med sine erfaringer fra Tyskland blev han hurtigt tilknyttet ’Kirketjenesten’, hvor han tjente de tyske flygtninge i lejrene omkring København. Ved hans begravelse, som Ib Rødvig forrettede, blev Franz Thorn omtalt som ’en af de uforfærdede forkyndere, som kendte sig dybt forpligtet af Guds ords åbenbaring i sit liv’ (BU 1968, 59). Sønnen, Klaus Thorn, understreger, at ’min fars handlinger udsprang af en uanfægtelig tillid til Gud og en dyb næstekærlighed’ (KT).

Elly Krimmer blev myrdet i ghettoen i Minsk i juli 1942. I 2007 afholdt menigheden i Hoffnungskirche en mindegudstjeneste for hende. Forinden var der på menighedens foranledning blevet nedlagt en såkaldt Stolperstein – en ’snublesten’ – i fortovet ud for hendes sidste bopæl i Bremen (KT).

Til erindring om jøder, der omkom i tyske KZ-lejre, lægges der i disse år såkaldte ’snublesten’ i fortovet, hvor de boede. Til denne se afsnittet om pastor Franz Thorns arbejde i Hoffnungskirchen i Bremen. Her fotograferet fra nettet.

Resumé

Kristuskirken på Nørrebro kom tilsyneladende igennem krigen uden store tab. Dens missionsarbejde blev heller ikke sat ud af kraft. Tværtimod ekspanderede menigheden og kom styrket ud af krigen. Dens medlemsskare kom fra alle samfundslag – ikke mindst fra middelklassen. Dog kom en del også fra de lavere sociale lag. Menigheden havde øje for de arbejdsløse og de svagest stillede, som den bevidst forsøgte at hjælpe ud af arbejdsløshed og fattigdom. Om det blev nødvendigt for nogle at tage arbejde hos tyskerne vides ikke. Menighedens arkiv siger intet herom, og præsternes korrespondance er ikke bevaret. På den anden side er der intet, der tyder på, at menighedens ledelse informerede medlemmerne om, hvordan menighedslivet skulle forme sig, hvis det værst tænkelige skulle ske – at værnemagten greb ind med besættelse af bygninger og forbud mod mission. Det forholder sig anderledes, når vi retter opmærksomheden mod Købnerkirken.

Hovedpersoner
  • Johannes Nørgaard: *02.02.1893, ^15.04.1906, +03.11.1977
  • Aage Baungaard Thomsen: *21.12.1910, ^12.02.1928, +20.08.1981
  • Niels Anhøj: *18.07.1915, ^20.04.1930, +01.09.1996
  • Bronislava Stutein: *07.06.1897, ^24.05.1914, ukendt dødsdato
  • Christian Annæus Jensen: *18.10.1894, ^12.01.1931, +03.04.1964
  • William Petersen: *09.07.1903, ^21.05.1944, +27.07.1965
  • Karl Heilesen: *23.12.1918, ^16.04.1933, +24.02.2019
  • Paul Hensgen: *01.09.1897, ^08.04.1928, +31.05.1966
  • Franz Thorn: *13.07.1904, ^18.04.1926, +03.02.1968
Litteratur
  • Kristuskirkens årsskrifter: Københavns Baptistmenighed 1939-1946 (KB)
  • Arne Jensen (red): Kristuskirkens Baptistmenigheds Søndagsskole 1855-1955, København 1955 (AJ)
  • Bronislava Jensen: Lysene undervejs. Min Livshistorie. Renskrevet af Marie Nørgaard 1962 (BJ)
  • Niels Anhøj: Midt i mylderet, Føltveds Forlag 1992 (NA)
  • Birgitte Bomholt & Inger Skov: Kaldet. En livsvandring i to generationer, Kahrius 2016 (Kaldet)
  • Elisabeth Wagner: Min slægts historie og erindringer fra min barndom i Hjortekær, Dybendal 2007 (EW)
  • Sankt Lukas Gildet: Modstanden, 26 Træsnit, Forlaget Fremad 1945 (SLG)
  • Karl Heilesen: Vorherres yndling, Føltveds Forlag 1998 (KH)
  • Henrik Nørgaard: Interview med Gert Hensgen i En verdenskrig kom på tværs, Informations Forlag 2013, (GH)
  • Henrik Kristiansen: På flugt mod befrielsen, Interview med Ruth Rødvig, baptist 7. maj 1995 (RR)
  • Roland Fleischer: Baptisten jüdischer Herkunft in der NS-Zeit, Theologisches Gespräch, 2012/3 (RF)
  • Johannes Nørgaard: Pastor Franz Thorn in memoriam, BU 1968, 59-60, 2.
  • H.C. Barkan: Paul Hensgen in memoriam, BU 1966, 248.
  • Ellen Levine: Den lange nat / Darkness over Denmark, New York 2000 (EL)
  • Dansk Jødisk Museum: www.safe-haven.dk under navnet: Arne Peter Boris Jensen (SH)
Informanter
  • Kirsten Toldam (f. Nørgaard), Per Nørgaard (PN), Flemming Baungaard-Thomsen (FB-T), Karl Heilesen (KH), Gerda Nghiem-Thâm (GT), Jøren Mølhede (JM), Klaus Thorn (KT), Svend Ryding (SR).