Tølløse menighed

Billede fra højskoleelev Erna Petersens poesibog. Privateje.

På Højskolen i Tølløse kom der før krigen relativt mange udlændinge – således også tyskere. Én af dem skrev en hilsen i mange poesibøger i sommeren 1938. Hans håndskrevne hilsen lød: ’I nord, i vest, hjemme bedst!’ (tysk ordsprog). Til erindring om Hans-Herbert Ahrens, Dr. phil.’ (EP). Hans hilsen indeholdt det første hagekorsflag, der er blevet fundet hos baptister i Tølløse. Det vajede side om side med Dannebrog på hver sin stang. Det varslede ikke godt. Hvem var denne Dr. phil., der efterlod sådanne hilsner på Højskolen? Var han nazist? Disse spørgsmål vender vi tilbage til.

Ude i Tølløse

Indtil den 29. august 1943 – den dag, da den danske samarbejdsregering trådte tilbage – var Holbæk og omegn fri for tyske soldater og tyske befæstningsanlæg. Holbæk var én af landets fire garnisonsbyer med danske soldater på kasernen. Disse rustede sig til modstand mod tyskerne den 29. august, men da der den dag i radioen indløb en melding om, at alle planer om modstand skulle opgives, rejste der sig en storm af skuffelse på kasernen. For at undgå, at danske våben skulle falde i tyskernes hænder, udleverede soldaterne en del af hærens våbenlager til de mange, der strømmede til kasernen. Kapitulationen i Holbæk uden brug af våben resulterede i, at omkring 70 militærpersoner tog en hurtig beslutning om at flygte til Sverige, hvor de fleste indtrådte i Den danske Brigade (JA 1949, 388f). – At der kun var få tegn på besættelsen i Tølløse og omegn inden 29. august 1943 bekræftede Anders Christoffersen: ’Den tyske besættelse den 9de April 1940 mærkedes ikke i nævneværdig Grad her paa Egnen. Der blev iagttaget nogle Flyvemaskiner de følgende Dage. Man kunde se det tyske Hagekors, som var blevet det nazistiske Tysklands Mærke. Men tyske soldater er ikke endnu, 2 Aar senere, set i Kirke Eskilstrup’ (AC, 190).

Den nye baptistkirke i Tølløse stationsby blev indviet i 1943. Her ses et billede fra indvielsen. Forrest i kirken står Søren Melkær. Bagest i billedet til højre står Henry Gjerrild. Bemærk mikrofonen på prædikestolen. Alt blev transmitteret til krypten, hvor ligeså mange lyttede med. I kirken var der plads til 288! Arkivfoto.

Modstandsbevægelsen i Tølløse var på færde, inden tyskerne for alvor satte deres præg på byen: ’Ude i Tølløse blev der dannet en lille Gruppe Modstandsfolk paa et meget tidligt Tidspunkt. Nogle Løbesedler med Agitation mod nazistiske Møder blev Begyndelsen til den senere illegale Bladvirksomhed paa Egnen’ (JA 1949, 387f). Til denne tidlige gruppe hørte Roar Gjerrild. Om gruppens virke skrev han: ’I Tølløse var vi en gruppe på 5-6 personer, som var travlt beskæftiget med bladvirksomhed og omdeling af duplikerede blade med oplysninger om lokale forhold og om nyheder fra B.B.C. London samt omdeling af andre illegale blade. Der var i byen en referent til nazi-bladet ’Fædrelandet’ og en landbetjent – så vi skiftede ofte opholdssted’ (RG). Tølløsegruppen var også vaks, da tyskerne den 29. august 1943 uden kamp beslaglagde kasernen i Holbæk. Herom fortalte Roar Gjerrild: ’På Højskolen i Tølløse blev dannet en lille privat gruppe [på 5] unge mænd, 3 fra skolen, min ven Kurt, hvis far var bogtrykker i byen, og så mig. Den ene elev var fra Holbæk og havde forbindelse til Holbæk kaserne. I august 1943, da tyskerne beslaglagde kasernen, smed [de danske] soldater håndvåben og ammunition ud ad vinduer og døre og hjalp med at få disse skjult rundt om i byen. Vores gruppe transporterede nogle af disse våben og amm[unition] til Tølløse på cykel og tog [det med] til et skjulested på Tølløse bogtrykkeri’ (RG 2010).

Roar Gjerrild, tidlig modstandsmand i Tølløse. Privateje.

Søren Melkær kommenterede også dagen, da den danske samarbejdsregering trådte tilbage: ’Den 29. August erklærede Tyskerne Undtagelsestilstand over hele Landet. Den megen Sabotage og Tumulter i Byerne fremkaldte den. Danskerne var blevet heppet op af den engelske Radio. De Allieredes Fremgang paa Sicilien styrkede Modet. Nu sidder vi i det og er for Alvor klar over, at der er Krig i Verden, for nu føler vi selv Jernnævens Tag. Søndag Morgen meldte Radioen Begivenheder for hver Time Formiddagen igennem. Post, Telefon og Telegraf standsede. Rejsetrafikken indskrænkedes meget stærkt, de tidlige overfyldte Tog kørte nu halvtomme. Først i Gaar [dvs. 11.09.] fik man Lov at rejse uden særlig Tilladelse. Torsdagen før Undtagelsestilstanden var jeg i Kbh. Jeg overnattede paa et Højskolehjem i Istedgade nær Hovedbanen og oplevede om Aftenen Gadeungdommens Drilleri overfor Værnemagten og hørte, hvordan Ruderne knustes hos Handlende, som havde leveret Varer til Tyskerne. Nu og da maatte Betjentene med deres Stave feje en Gade ren. Men Søndag Morgen var det danske Politi altsaa ikke alene om Ordenens Haandhævelse. Skud er faldne og Mænd er dræbte’ (SM, 12.09.1943). Tyskerne regerede altså i gaderne! Den danske regering trådte tilbage og blev afløst af Departementsstyret. Og dansk politi måtte nu beslutte, om det under de nye omstændigheder ville være loyale overfor tyskerne – eller trodse besættelsesmagten.

Sønderstrup Sæbefabrik

Intet tyder på, at Roar Gjerrild var med i modstandsarbejdet omkring Sønderstrup Sæbefabrik, hvor der ’passerede i Tusindvis af Maskinpistoler og Mængder af Sprængstof’, inden alt blev optrævlet af tyskerne sidst i oktober 1944. Sæbefabrikken blev sprængt i luften den 17. november, en af lederne blev skudt og flere af gruppens modstandsfolk blev fængslet eller sendt til tyske KZ-lejre (JA 1949, 392f). Modstandsgruppen, der virkede her, orienterede sig mod Borup og Roskilde. Roar Gjerrild orienterede sig derimod mod København. Det hang sammen med hans hjem på Højskolen. Han fortalte: ’Vi havde forbindelse med modstandsbevægelsen i København gennem en præst, som underviste på højskolen. Han [F. Bredahl Petersen] var præst i en kirke på Amager og med i modstandsarbejdet der, hvortil vi fik transporteret våben m.m. På et tidspunkt i oktober 1943 fik Gestapo færden af vores ven fra Holbæk. Mine fire kammerater [fra gruppen på Højskolen] blev hjulpet til Sverige via Amager af vores præst. De kom hjem med brigaden i maj 1945. Jeg gik under jorden. Jeg boede alligevel en del af tiden i KBH, da jeg læste der. Jeg boede hos en moster på Amager og hos andre rundt i byen’ (RG 2010). Se Købnerkirkens menighedsprofil.

Baptisternes Højskole blev bygget i 1928. Her ses den i 1949. Forstander Gjerrild boede i huset til højre i billedet. Tyskernes ammunition blev i store mængder opbevaret i bygningen til venstre for enden af opkørslen til Skolen. Privatfoto.

Tidligt besøg af tyskerne

Tyskerne fik tidligt øje på Højskolen som et muligt indkvarteringssted. Henry Gjerrild skrev således til menighederne den 15. september 1943: ’Mandag den 13. ds. havde vi her paa vor Skole Besøg af Repræsentanter for den tyske Værnemagt. Det drejede sig om Besigtigelse af vor Skole, for at man ’im Gebrauchsfalle’, dvs. i Tilfælde af, at der skulde blive Brug derfor, kunde være klar over, hvad vor Skole indeholdt og hvor mange, der kunde blive Plads til’. Henry Gjerrild var ’ikke stærkt foruroliget’. Han havde især fremført to argumenter imod Højskolens besættelse: Skolen var den eneste, som baptisterne ejede i hele landet. Og ’Besigtigelsen var en Foranstaltning, som Tyskerne havde foretaget over store Dele af Sjælland’. Hans brev bar dog påtegningen ’Meget vigtigt’. Det skyldtes, at rygtet gik i flere menigheder, at ’Skolen allerede var beslaglagt, men det er ganske fejlagtigt’. I samme brev fik menighederne derfor også en opfordring til at sende så mange elever til Tølløse som muligt: ’Værnemagten har noteret, at Skolen er den eneste, vi har, at der kommer mange Unge fra hele vort Land, og at vi har Undervisning her hele Aaret rundt – uden Pauser’ (HG, 1943). Halvandet år senere – midt i februar 1945 – blev ’im Gebrauchsfalle’ til barsk virkelighed.

Højskolen beslaglagt

Kort efter nytår 1945 satte tyskerne for alvor deres præg på Tølløse, da Højskolen blev beslaglagt. Om byens forvandling til det værre skrev Roar Gjerrild: ’Da [Høj]skolen blev beslaglagt af tyskerne og eleverne skulle evakueres – det skulle ske på én dag – hjalp alle i byen med genhusning af 75 elever og med lokaler til undervisning i byen. Den lille stationsby blev på en dag fuldstændigt forvandlet. Fra en by med 7-800 sjæle kom der 250-300 tyske soldater på Højskolen, resterne af en luftværnsbataljon fra østfronten og 5-600 flygtninge fra Østtyskland’ (RG 2010). Da tyskerne tog ’Skolen på bakken’, måtte Højskolen, Præliminærkurset og Prædikantskolen rykke ud. Johannes Nørgaard, der var forstander for sidstnævnte, krævede en særskilt ordre for beslaglæggelsen af denne, da den var en privatskole. Det forsinkede tyskerne en uge, så der blev tid til at flytte både bibliotek og elever (PN). Johannes Nørgaard har ikke skrevet om Skolens besættelse, og Henry Gjerrild skrev først om beslaglæggelsen af Højskolen midt i 1970’erne. Den ældste beskrivelse heraf skrev gartner Søren Melkær, der boede overfor Højskolen, i sin dagbog: ’Den 13. Febr. tog Tyskerne Skolen [Højskolen] og der flyttedes ud over Hals og Hoved. Prædikantfløjen fraflyttedes dog først godt en Ugestid senere. Højskoleholdene spiser og undervises i Kirken. Prædikantskolen holder til hos Bankbestyrer Johs. Petersens. Johs. Nørgaards er indkvarteret paa Glæmosegaarden. Eleverne bor rundt omkring i Nabolaget. Vi har 6 unge Piger boende i Kælderen. Det befordrer liv og Gemytlighed i Huset’ (SM, 16.03.1945) – altså skrevet et par dage efter Skolens beslaglæggelse. Foruden de tyske soldater blev Højskolen også hjemsted for det, der var langt værre: ’På skolens areal lå en udhusbygning, hvor der var garager og frugtlager. Her indrettede tyskerne et ammunitionslager, hvor de opbevarede antiluftskyts, sprængstof, håndgranater, våbenammunition og lignende og det i så store mængder, at hele skolen og den halve by kunne være sprunget i luften!’ (I-LM 27f).

Tyske soldater på Højskolen i foråret 1945. Lokalhistorisk arkiv, Tølløse.

I Henry Gjerrilds sene erindringer fortalte han (HG 1976), at han som forstander ikke bøjede sig for tyskerne uden modsigelse. Her følger nogle få højdepunkter fra hans artikel ’Om prøvelsens tid for vort land og folk’. Han begyndte således: ’Her på Midtsjælland var vi bogstaveligt fri for gener af besættelsesmagten helt hen til over nytår 1945’. Men den 14. februar dukkede ’4 granvoksne karle i tysk uniform’ op på Højskolen: ’Lederen spurgte mig: Læser de tysk min herre? Selv om jeg på det tidspunkt havde været lærer i det tyske sprog i ca. 25 år, svarede jeg lidt undvigende: En smule!’ Tyskeren bad forstanderen om at læse et papir, hvoraf det fremgik, at skolen ’fra nu af var i den tyske værnemagts vold’. Henry Gjerrild anførte under protest, at ’det hverken kan eller vil jeg anerkende – det her er en privat skole’. Men ’frækheden steg’ hos tyskerne, der hævdede, at de ’havde fuldmagt fra den tyske værnemagts øverste her i Danmark’. Herpå gik Henry Gjerrild op på sit kontor, men tyskerne fulgte efter ham. På kontoret blokerede tyskerne hans telefon, hvorefter han gik over i Johannes Nørgaards lejlighed, lånte telefonen og ringede både til Indenrigsministeriet og til Holbæk amt. Ingen instans kunne afværge beslaglæggelsen af skolen. Henry Gjerrild vendte så tilbage til sit kontor, hvor tyskerne havde gennemset hans skrivebordsskuffer. I den ene skuffe ’lå der mellem tyve og fyrretyve illegale blade’: ’Jeg var klar over, at hvis tyskerne havde set dem, så var jeg forfalden til dom i Vestre fængsel’. Han henvendte sig derpå til tyskeren med ordene: ’Du er en fræk karl!’ Herpå fik et par elever opgaven at bære de fire skrivebordsskuffer over i hans privatbolig og henvendt til tyskerne sagde han: ’Skufferne skal komme tilbage i tom tilstand, så kan I jo bruge dem endda endnu bedre end nu!’ På den måde slap Henry Gjerrild med skrækken!

Henry Gjerrild, forstander på Højskolen 1928-1967. Privateje.

Herpå samlede Henry Gjerrild alle lærere og elever i foredragssalen. De fik nu – efter at have sunget Martin Luthers kampsalme: ’Vor Gud han er så fast en borg’ – en orientering om situationen. Han ’bad alle synge med, så varmt og inderligt, som de kunne præstere. De efterkom ønsket, så vinduerne var ved at springe op af lufttrykket’. Til sidst fik de besked om at møde i spisesalen ved middagstid, hvor Henry Gjerrild ville give dem forslag til ’en fælles indsats for at redde så meget, vi kan’ af skolens ejendele. Han nægtede tyskerne at deltage i måltidet og sendte dem på Tølløse hotel. Imens fik eleverne besked om, at krypten i den nye baptistkirke (indviet 1943) skulle bruges som spisesal. Maden ’vil blive tilvirket ovre i vort private køkken’, og vi beder ’jer elever om at være med til skiftevis i hold at transportere maden i store gryder ned til kirken’. Skolens køkkengrej og elevernes senge blev under tyskernes protest kørt væk fra Skolen. Og den følgende nat fik eleverne den opgave ’at slæbe en lastbilfuld briketter i sække ned til kirkens køkken og kulkælder’. Den sidste opgave, de fik af Henry Gjerrild, bestod i at fjerne skolens flagstang –’for den ville vi ikke have tilsmudset med det tyske flag’. Eleverne bestemte, hvor den skulle skjules, idet Gjerrild ikke ville vide, hvor den var blevet af, hvis tyskerne spurgte ham. Flagstangen blev skjult bag kirkens hestestald, hvorfra den blev hentet frem den 5. maj, da Dannebrog igen gik til tops. Dagen derpå forlod tyskerne Skolen (50 år, 121).

Rengøring af Skolen efter befrielsen. Tyskernes feltkøkken før nedbrydningen. Gruekedlen er tilsluttet en midlertidig skorsten. Foto fra Elevskriftet 1945.

Roar Gjerrild skrev om sin fars indsats: ’Under besættelsen boede jeg på Tølløse Højskole, hvor min far var forstander. Han var meget nationalt indstillet og respekteret overalt i byen af elever og befolkningen – og indforstået med at jeg deltog i illegalt arbejde. Han hjalp med at skjule gamle elever og jøder på flugt – på forskellige bondegårde. […] Der opstod mange kontroverser mellem befolkningen og tyskerne – især byens handlende – og min far, der talte tysk, blev en ’ankermand’ i byen og tog kampen op mod kommandanten, en ærke nazist, som kun ville overgive sig til englænderne ved kapitulationen’. Både Valborg og Henry Gjerrild kendte til Roar og Bjarne Gjerrilds medvirken i modstandsbevægelsen. Modstandsfolkene gemte også våben i Henry Gjerrilds bistader i Skolens frugtplantage (VG).

Våbenmodtagelse ved Sofienholm

I begyndelsen af 1945 var Roar Gjerrild på Tølløseegnen igen. Efter at gruppen på Højskolen i oktober 1943 var blevet opløst, meldte han sig ind i Konservativ Ungdom i Roskilde. Her fik han kontakt med Børge Lindegaard Olsen: ’Børge var en overgang under besættelsen kommis hos en købmand i Tølløse og var organisator indenfor D.S.O. [Den sjællandske Organisation, der stod for blad- og radiotjeneste under besættelsen]. Jeg tog ofte med toget til KBH, da jeg læste derinde og havde forskellige dækadresser der, og jeg blev kurer for Børge Lindegaard med udveksling af fortrolige oplysninger til kontakter i KBH’. I 1945 blev Roar Gjerrild også aktiv i en militær- og modtagergruppe: ’Vores gruppe under D.S.O. var på 6 personer. Vi brugte ventetiden til at samle oplysninger om tyske aktiviteter i og omkring Tølløse’. Men så kom muligheden for at handle: ’Vores gruppe deltog bl.a. i en stor våbennedkastningsaktion sammen med 2 andre grupper fra Tølløse og grupper fra Holbæk og omegn, i alt ca. 40 mand. Kodeordet var: HILSEN TIL FLEMMING. Nedkastningen foregik i området Hyldebjerg ved Sofienholm i Brorfelde, 4-5 km vest for Tølløse. Denne aktion blev ledet af kaptajn F.O. Nielsen’ (RG, 201), der var fra Holbæk (AB, 346).

I denne aktion deltog både Roar og Bjarne Gjerrild. Om deres forberedelse til nattens nedkastning har deres tredje bror, Asger, der på det tidspunkt var 12 år, fortalt følgende: ’En aften i april 1945 sad hele vores familie ved spisebordet og lyttede til BBC kl. 18.00. Det gjorde vi altid, også selv om det var forbudt, og tyske vagtsoldater gik mindre end 25 m fra, hvor vi sad. I udsendelsens slutning sagde speakeren det, som han næsten altid sluttede med, bortset fra at navnene var forskellige fra gang til gang: ’Vi bringer en særmelding: Hilsen til Per, Ole, Bente, Flemming og Jørgen’. Idet speakeren sagde ’Flemming’ kom jeg til at se på min ene bror, der i det samme blinkede til den anden, og jeg begyndte at ane, at her var altså noget, der ikke var almindelig legen røver og soldater. Jeg delte værelse med den ene, et værelse, der vendte lige ud til den sti, hvor vagterne på skolen gik. Jeg kunne ikke sove, og pludselig kom de begge listende ind på mit værelse. Jeg lod, som om jeg sov dybt, og de talte meget sagte sammen, hvorefter den ene gik ind i mit skab og kom tilbage med et par pistoler, som de prøvede ladegreb på, og jeg forstod på deres stille snak, at de skulle ud efter våben i nat. Jeg husker ikke, om de gik tilbage i skabet eller ej. Aldrig havde jeg anet, at der var et skjult rum bag mit skab, og at det altså fungerede som våbendepot. Da de gik igen, greb angsten mig’ (AG 2003).

FLEMMING-gruppens leder Folmer Jeppesen og Roar Gjerrild fortalte en anden version om våbnene: ’Vores udkald kom den 20. april 1945 over BBC-London. Det var for øvrigt Hitlers fødselsdag, og heldigvis den sidste han fik. Vi startede ca. kl. 22.00 enkeltvis på vores cykler med passende mellemrum. I bælgmørke og ubevæbnede kom vi i god behold forbi de tyske vagtposter og jernbanepatruljerne i Tølløse. Vi kørte til Nyby Frugtplantage. Her havde vi vores maskinpistoler skjult i en halmstak. Bevæbnede med disse kørte vi over Tjørnede til Sofienholm. Ved 1-tiden, altså den 21. april, kunne vi høre lyden af et fly. Maskinen droppede i alt 15 store og 15 små containere. Aktionen var vellykket, og vi begav os hjemad. Vi skjulte vore maskinpistoler på Nyby Frugtplantage, cyklede enkeltvis videre og sivede af forskellige veje til vor bopæl, spændte på, hvordan det mon stod til i Tølløse, og om tyskerne var oppe på dupperne. Men de havde heldigvis sovet i timen. Vi nåede alle hjem i god behold’ (MF 21.02.1995). Bjarne Gjerrild huskede i særlig grad denne nedkastning – den eneste han deltog i – fordi gruppen efter midnat ønskede ham tillykke på hans 18-års fødselsdag! (KG).

Tysk transporttog rangeret ind på Tølløse station, hvor det holdt i flere dage, efter dæmningen ved Jerndalsgården var blevet sprængt i foråret 1945. Højskolen ses bagest til venstre i billedet. Arkivfoto.

Tingerupfolket blev gidsler

Ingen af brødrene Gjerrild var involveret i jernbanesabotagen ved Jerndalen. Det var modstandsfolk fra Holbæk, der ledte den. Kort efter krigen lød beretningen således: ’Jernbanesabotagen blev sat ind den 25. Februar 1945 paa Banelinien mellem Hvalsø og Tølløse og var direkte rettet mod et tysk Militærtog, der afsporedes med 9 Vogne. Heraf væltede tre Personvogne ned ad Dæmningen. Tyskerne i Toget blev fuldstændig vilde af Raseri og anholdt omgaaende ca. 40 af Egnens Beboere, hvoraf nogle endda kom løbende for at hjælpe, idet de ikke var klar over, at Sprængningen havde ramt et tysk Tog. Senere blev endnu nogle af Egnens Beboere anholdt, og alle førtes til Tyskernes Hovedkvarter paa Tølløse Højskole, hvor der holdtes Forhør hele det næste Døgn. En lille halv Snes af de anholdte blev holdt i tysk Fangenskab lige til Kapitulationen, skønt ikke en af dem havde noget med Attentatet at gøre’ (JA 1949, 397). De 38 tilfældige gidsler var alle mænd (I-LM 23).

Henry Gjerrild fortalte om samme begivenhed: ’Engang sidst i februar måned tog jeg på min cykel ned til det gamle Afholdshotel [Jernbanevej 18] i Tølløse for at undervise en af vore klasser, som havde fået lokale dernede, så længe tyskerne havde beslaglagt skolen. Nævnte dag studsede jeg svært, da jeg kom ned til pladsen foran Afholdshotellet, for da så jeg perronen ved stationen besat af mennesker, og blandt dem kendte jeg adskillige. Jeg nærmede mig stakittet og tiltalte en af dem, som jeg kendte ude fra Tingerupkanten. Jeg spurgte, hvad alle de mennesker dog bestilte på stationen. Han svarede: ’Ja, det må De nok spørge om, forstander. Vi er alle sammen arresterede, og hvad der skal ske med os, ved vi ikke spor om!’ Da Henry Gjerrild kom hjem ved middagstid, sagde hans kone, Valborg Gjerrild, til ham: ’Ved du, at tyskerne har fyldt skolens garage med folk fra egnen, der er arresterede og anbragt der?’ Henry Gjerrild gik over på skolen og fik af en tysk vagt at vide, hvad der var sket: ’Han fortalte, at der havde fundet en sabotage sted på jernbanen, der havde skadet en hel sending tyske tropper og dræbt mange af dem’. Det havde ført til, at ’alle folk, der boede langs banelinjen på den pågældende strækning mellem Hvalsø og Tølløse var blevet arresterede og nu skulle de afvente Gestapos folk, der skulle afhøre dem’. Henry Gjerrild fandt derpå den tyske kommandant på sit eget kontor: ’Jeg fik ham overtalt til at lade de arresterede blive flyttet op på loftet i skolebygningen; det havde jeg holdt låst for tyskerne, og der kunne de få lidt varme fra den store skorsten – og vi var nogle stykker, der smuglede æbler og andet godt op til vore landsmænd og tillige en omgang kaffe!’ Dagen efter fik Henry Gjerrild at vide, at ’vore Tingerupfolk alle havde været igennem en skærsild af krydsforhør, men var blevet sluppet løs i løbet af natten en efter en. Dog beholdt tyskerne to, som de dagen derpå sendte til Vestre fængsel. Det var to mordere erklærede kommandanten. Jeg nægtede at tro på det. Og det viste sig da også ved kapitulationen, at de to mænd [Carl Jensen og Johannes Hansen] blev løsladt’.

Tingerupfolkene blev kørt fra Jerndalen, hvor sabotagen fandt sted, til Tølløse i resterne af det tog, der delvist blev blæst af sporet. Den dag, tyskerne tog Tingerupfolkene som gidsler, var der stærk tåge i området. Derfor undgik baptistfamilierne N. C. Westergaard på ’Bolettesminde’ (KWS) og deres nabofamilie Niels Peter Jensen (’Lysmand’) at blive omfattet af tyskernes razzia (GK). De slap således for interneringen på Højskolen. Søren Melkær beskrev tre uger senere sabotagen i sin dagbog: ’Hver Dag har vi Tyskernes Færd for Øje. Ogsaa vi her paa den rolige Egn fik saa Krigens Væsen nær os. Og det har vi nu vænnet os til. [S]traks rystede det os at se Skolen befolket med slige Folk. Den værste Dag var dog, da de 30 Tingeruppere holdtes arresterede deroppe i Anledning af Sabotagen paa Banen ved Kildebroen. [N]u er ogsaa det ude af Tankerne, andre Ting sker og værre befrygtes. Krigen er nu i sin frygtelige Slutfase, tyske Flygtninge strømmer til Landet. Der tales lidt om tyske Fredsfølere, om det dog snart kunde bære mod Fred. Der er grænseløse Lidelser dernede – og vi vilde saa gerne slippe for mere’ (SM, 16.03.1945). ’Bolettesminde’ lå lavt og gemt væk fra landevejen, så gården kunne bruges som skjulested. Her opholdt Harry Dannemand Sørensen sig således en periode, efter han som politibetjent i København den 19. sept. 1944 måtte ud af byen (KWS, PN).

Holdningen til tyskerne

Gartner Søren Melkær, 1903-1991. Privateje.

Sidst i april omtalte Søren Melkær igen de tyske flygtninge, der var kommet til Tølløse: ’Hadet mod Tyskerne blusser som aldrig før, ogsaa mod ’de pjaltede og lusede Flygtninge’, som Sveriges danske Radiospeaker udtrykte sig i Gaar. Her til Tølløse ankom for nogle Uger siden ca. 500 tyske Flygtninge. Paa [Høj]Skolen huses de værst medtagne vist. 10-12 er døde’ (SM, 29.04.1945). I den situation kunne de handlende i Tølløse let komme i klemme – også en gartner. Herom skrev Melkær: ’Vi har paadraget os Omtale, fordi vi har leveret Kranse og Blomster til Værnemagten og tilladt, at nogle Mødre har købt Blomster til deres Børns Kister. Det sidste kunde vi have undladt, eftersom man ifølge Opslag ikke er pligtig at sælge til Flygtningene. Fru N.P.N. – [Niels Peter Nielsen, kaldet ’millionæren’, én af byens spidser, ikke baptist] – kom forleden Dag og spurgte, om vi ’mængede os med Tyskerne’. Saadan er Sindene. Jeg sendte hende Dagen efter et Brev, hvori jeg tilbageviste slig Beskyldning, men vedkendte mig en nogen anden Holdning overfor de stakkels Flygtninge, end hun og f. Eks. J. P. Rasmussen [lærer på Højskolen] har. Jeg skrev, at jeg var bange for Følgerne for os selv og vore Børn af det Hadets Evangelium, som den engelske Presse daglig forkynder, mente at Vorherres Ord om den Sag endnu stod ved Magt’ (SM, 29.04.1945). Tyskerne havde udstedt et direkte forbud til de handlende via ’Haandværker- og Handelsforeningen i Tølløse’: ’Efter Befaling fra den tyske Kommandant i Tølløse er det forbudt de herværende Forretningsfolk at sælge Varer til de tyske Flygtninge’ (I-LM, 34).

Melkær reflekterede herpå over hadet til tyskerne: ’Det er anden Gang, de er kommet med slige Antydninger, grundet alene i, at man ikke har kunnet lade sig henvise til Had og Fordømmelse over Tyskerne. Det er sandt, at Tyskerne har begaaet forfærdelige Handlinger, utænkelig grusomme. Alligevel er deres Børn og Gamle vel Mennesker. Skal det gaa efter Radioens Tilskyndelser og manges Sindelag, skal ingens Haand hjælpe Staklerne naar de nu – maaske om nogle dage – igen jages paa Vejene. Hver Dag kan vi nu fra Frihedsraadet vente Signalet til uforsonlig Kamp. I Jylland forbereder Tyskerne sig nu i flere Forsvarsbælter tværsover Landet. Haabet staar til, at alle tyske Kommandanter overgiver sig, naar Berlin falder’. Melkær rundede dagens notater af med denne overvejelse: ’Trods alt dette gaar man dog hver Aften og pusler i sin Have. Børnene gaar i Skole. Folk køber Blomster og Planter. Efterhaanden skal der ske meget usædvanlige Ting, før Dagliglivet forstyrres’ (SM, 29.04.1945). Da Hitler fyldte år den 20. april 1945, kom der tyske soldater i Melkærs forretning: ’De ville have blomster, så de kunne smykke billedet af Hitler i anledning af hans fødselsdag, men de blev afvist. Efter den 5. maj fandt man billedet godt krøllet sammen og smidt ind i et af skabene på skolen’ (BM).

Antallet af flygtninge, der blev indkvarteret på Centralskolen og i Missionshuset Mamrelund, var 399 (I-LM, 31). Mange af dem var i en kummerlig forfatning, og i de første måneder døde flere af dem. De, der overlevede, opholdt sig i byen i ca. ét år, hvorefter de blev overført til ’en nyetableret flygtningelejr i Kløvermarken på Amager, der de følgende måneder og år var bolig for omkring 19.000 mennesker’ (I-LM, 39). Her betjente ’præsten fra Amager’, F. Bredahl Petersen, som Roar Gjerrild havde mødt på Højskolen i 1943, og hans medarbejdere de baptister og øvrige frikirkefolk, der opholdt sig i lejren.

Vagtværnet i Tølløse

Efter tyskerne havde taget det danske politi den 19. september 1944, stod landet fra den ene dag til den anden uden ordensmagt. Derfor rundsendte Justitsministeriet med tysk accept den 11. oktober 1944 et cirkulære, der pålagde sognerådene at oprette lokale vagtværn. Opgaven var at opretholde ro og orden inden for kommunens grænser. Vagtværnets medlemmer skulle være ’agtede borgere’. De blev ikke bevæbnede, men de bar knippel, lommelygte og fløjte – samt armbind og kasket. I Tølløse kommune bestod vagtværnet af 24 mænd (I-LM, 42f). Kun én af disse var fra baptistmenigheden, nemlig Axel Augustinus Nielsen, Ny Glæmosegaard. Vagtværnet fungerede, indtil det danske politi igen overtog opgaverne efter den 13. maj 1945.

Befrielsen kom til Tølløse

Søren Melkær beskrev stemningen kort før befrielsen (SM, 29.04.1945) på denne måde: ’Nu er Krigen paa det allersidste. Russerne har omtrent knust og indtaget Berlin. Hitler er vist sat ud af Spillet. Englænderne, Amerikanerne staar ved Hamburg. Him[m]ler har i Gaar [28.04.] tilbudt Vestmagterne betingelsesløs Fred, som dog ikke blev modtaget’. Den 4. maj fortsatte Søren Melkær: ’For en Time siden meldte engelsk Radio, at Tyskerne her i Landet (ikke i Norge) har kapituleret. Britterne har i Dag staaet ved Grænsen. Alle aander ud i Glæde og Befrielse. Endnu er det ikke officielt bekendtgjort herhjemme. Kirkeklokkerne har endnu ikke ringet. I Morgen venter alle Tilkendegivelserne’ (SM, 04.05.1945).

Et klip fra Søren Melkærs dagbog, hvor han noterede befrielsesnyheden den 4. maj 1945 – én time efter, det var sket.

Den 4. maj var Højskolens lærerkreds samlet til lærermøde hos Valborg og Henry Gjerrild. De blev enige om, at de ville lytte til ’London’. Da befrielsesbudskabet lød, sagde én af lærerne til Gjerrild: ’Det må du da over at fortælle tyskerne på vor skole, Gjerrild!’: ’Jeg nærmest løb over til skolen. Den første tysker, jeg mødte, var skildvagten ved hovedindgangen’. Ved Henry Gjerrilds meddelelse om, at tyskerne havde overgivet sig, sagde tyskeren: ’Gott sei Lob und Gedank!’ (Gud ske lov og tak!). Det forholdt sig anderledes, da Gjerrild traf kommandanten på kontoret. På samme besked svarede han: ’Det er en stor løgn!’ Henry Gjerrild forlod kontoret med ordene: ’De bliver klogere i morgen! Det blev han, og straks fra morgenstunden begyndte han at forberede hjemmarchen til Tyskland’.

Peter Sofussen, en ung mand fra Midtsjællands menighed, arbejdede i Tølløse lige bag kirken. Han skrev om tyskernes kapitulation: ’Jeg vidste det allerede Fredag Aften [den 4. maj] gennem den engelske Presse, som jeg i den sidste Tid har været en meget flittig Lytter til’. Fordi han arbejdede i Tølløse, oplevede han her byens atmosfære fra morgenstunden den 5. maj: ’I Gaar [den 5. maj] kørte jeg saa paa Arbejde til sædvanlig Tid, selv om vi var enige om at holde fri den Dag. Vi gik saa og ryddede lidt op og saadan. Kl. 8 gik vi ud og hejsede Flaget, hvorefter vi gik ind og konsumerede en Flaske Kakaolikør, som var blevet gemt til den Lejlighed. Den var nederdrægtig stærk, men hvor smagte det dog dejligt! Saa kørte vi ud og saa paa Byen. Alle Højskolens Elever var ude og hejste Flaget foran Kirken. Det var højtideligt baade at se og høre paa. Hele Byen var festklædt i rødt og hvidt. Om det saa var Tyskerne, straalede de. Det er jo lige saa stor en Oplevelse for dem at vide, at de ikke mere kan risikere at blive kaldt til Fronten. Vi gør os ellers hæderlige Bestræbelser for at overse dem, men da Andersen og jeg kørte op ad Gaden, var der en af dem, der nikkede og smilede saa overstrømmende lykkeligt til os, at vi ikke nænnede andet end at hilse igen’ (PS, 06.05.1945).

Frihedskæmpere på Højskolen med en tysk 7,5 cm panserværnskanon. Lokalhistorisk Arkiv, Tølløse

Roar Gjerrild fortalte, at de tyske soldater vandrede ud af byen den 7. maj ’fuldt disciplinerede med kurs mod Korsør’. Om kommandanten berettede han, at denne ’var hollænder, der var gået i tysk krigstjeneste, og det siges, at han havde held til at skjule en pistol ved visiteringen og begå selvmord’ ved grænsen til Tyskland: ’Han vidste, hvad der ventede ham, når han kom til retsopgøret i Holland’ (MF 02.05.1995). To uger efter befrielsen skrev Søren Melkær: ’Freden kom, og Landet jublede, flagede et Par Dage. Aviserne kunde igen skrive frit. Frihedsbevægelsen kom for Dagen. Jagten gik løs paa Hipofolk, Stikkere, Værnemagere og andre tyskvenlige Elementer, nogle uskyldige gik med i Købet. De ungdommelige Frihedskæmperes Fremfærd ved Anholdelsen var vel drabelig. Arrestanterne anbragtes paa aabne Lastvogne under skarp Bevogtning. Men trods alt er der Grund til at glæde sig over Landets rolige og værdige Holdning under Tyskernes Tilbagetog’ (SM, 17.05.1945).

Det blev et tilløbsstykke, da de tyske tropper forlod Højskolen den 7. maj 1945. Lokalhistorisk Arkiv, Tølløse.

Flygtningene i Tølløse

Efter tyskerne havde forladt Tølløse opstod der endnu en konfrontation mellem Henry Gjerrild og myndighederne. Problemet blev skabt af de mange tyske flygtninge. Henry Gjerrild blev ringet op fra Indenrigsministeriet, hvorfra man ønskede, at Højskolen skulle bruges til indkvartering af flygtninge. I Holbæk amt havde man fundet ud af, at skolen ville egne sig godt til sygehus for disse. Henry Gjerrild refererede sin replik til ministeriet således: ’Er den danske grundlov ophævet og tilintetgjort, eller tror man i ministeriet, at man bare skal tage ved lære af tyskerne? Vor skole er en privatskole, og den har staten ikke nogen som helst ret over’. Han tog straks til København og fik foretræde for indenrigsminister Knud Kristensen. Han forstod Henry Gjerrilds ærinde og sagde: ’Ja, forstander. A forstår Dem så godt, og De har min hele sympati!’ Højskolen blev dog ikke fredet, idet Johs. Kjærbøl kort efter blev udnævnt til chef for flygtningeadministrationen. Som sådan mødte han op på Højskolen sammen med amtmanden og sognerådet i Tølløse. Men her tog Kjærbøl pludselig Henry Gjerrilds parti, da det viste sig, at han havde tilbudt, at Tølløse Centralskole kunne bruge Højskolens lokaler til undervisning, hvis flygtningene blev indkvarteret på Centralskolen. Da Kjærbøl hørte det, ’tordnede han løs’ mod sognerådet, der ikke havde spillet med åbne kort: ’I har kaldt på mig og min kostbare tid til at komme og sætte noget i gang. I skal her i Tølløse blive de sidste, der skal få jeres flygtningesag bragt i den orden, vi fra statens side ønsker. Farvel!’ Og sådan blev det. Flygtningene blev indkvarteret på Centralskolen og i Missionshuset – og Højskolen kunne igen bruges til undervisning.

Højskolen istandsættes

Efter tyskernes udmarch fra Højskolen skulle en hårdt prøvet bygning renoveres (BU 1945, 77, 93). Herom noterede Søren Melkær i dagbogen midt i maj: ’[Høj]Skolen blev fri for de tyske Soldater nogle Dage efter Kapitulationen. De sidste (syge) Flygtninge førtes bort for en Uge siden. Eleverne gik omgaaende i Gang med at fjerne Tyskernes hæslige Spor. Der skures, skrubbes, kalkes, males paa Kraft deroppe. Til Juni ventes et Pigehold’ (SM, 17.05.1945). Men oprydningsarbejdet skete ikke uden dødsfald. Henry Gjerrild skrev i Højskolens Elevskrift: ’Der forestod et Oprydnings- og Rengørings- og Reparationsarbejde af ikke så lille et Omfang, men vi tog alle fat med godt Mod og med den dybe Glæde, det giver atter at vide det, man har kært, fri for uvedkommende – ja, for Fjendens Misbrug. I dette Arbejde maatte vi tage paa mangt og meget, som ikke var behageligt, men som skulde gøres. Dette Arbejde forløb desværre heller ikke uden at tilføje os dyb Smerte. Jeg tænker paa vor unge, prægtige, pligtopfyldende Gartner, Br. Ahlmann Larsen fra Gistrup. Ved det omfattende Arbejde blev han smittet af den farlige Sygdom, som Tyfus er, og efter at have ligget paa Sygehuset i Holbæk i nogle Uger, ebbede hans Kræfter ud, og han døde den 1. Juli’ (HG 1946, 6). – Det trak ud med opgørelsen over statens krigsskadeserstatning til Højskolen, men i 1948 blev den – efter Bredahl Petersens vurdering – afsluttet ’paa fuldtud tilfredsstillende Maade’ (ÅB 1948, 29). Erstatningen androg 22.000,- kr. (ÅB 1948, 85f), der svarede til 4 års løn for en baptistpræst.

Selvransagelse og samvittighed

Efter krigens ophør blev det tid til selvransagelse. Søren Melkær fortalte følgende til sin dagbog: ’Nu efter freden, hvor det er let at se, at Frihedskæmperne virkelig har gjort en betydningsfuld Indsats for vort Lands Frihed og Anseelse, begynder man at spørge sig selv: Hvorfor var du saa passiv? Var det din Ungdoms Pacifisme, den kristne Uvilje mod Vold, der gjorde det? Jeg tror det, selv om jeg nok ved, at jeg ingen modig Mand er. Spændingen – mellem den (menneskeligt set) indlysende Ret (og Pligt) til voldelig Kamp mod saadanne grusomme Undertrykkere, som Tyskerne var, og saa Jesus-Ordene om hans Disciples Forhold til det Onde – er stadig levende i mit Sind. Ja, det piner, og det gør mig vaklende og handlingssvag. Er det mig, der er forkert indstillet? Alle Krigens store Mænd har været med i Frihedskampen Side om Side med Sabotørerne, viser det sig nu efter Kampen. Saa ædelt et Menneske som Marie Nørgaard udtrykte forleden Dag sin Tro paa Kristnes Ret til Krigsførelse i slig Situation. Jeg har vaklet siden Russernes Overfald paa Finland i 1940, men det er svært at svigte sine Ungdomsidealer’ (SM, 17.05.1945).

Der var andre, der ikke vaklede, da russerne i 1939 overfaldt Finland. Omkring 1.000 frivillige danskere meldte sig til Vinterkrigen, hvor de ville kæmpe på finnernes side mod russerne. En af disse tilhørte Tølløse menighed, nemlig Jens Petersen-Ajbro, Hvalsø (TA). Han delte ikke den pacifistiske holdning, der rådede blandt unge danske baptister i 1930’erne. Han ville kæmpe mod Bolsjevikkerne. Han blev dog ikke antaget. – Sidst på året 1942 modtog han et brev fra Rigspolitiet. Heri stod der: ’Hvis jeg fastholdt min ansøgning, kunne jeg blive antaget som ’midlertidig honorarlønnet reserve-politibetjent’. Jeg skulle møde midt i oktober. Tjenesten ved politiet startede med tre uger på Politiskolen. De fleste af os skulle gøre tjeneste ved kystbevogtningen’ (JP-A). Han kom til at gøre tjeneste ved Rødvig på Stevns: ’Det var den tyske besættelsesmagt, der havde forlangt, at der skulle etableres en kystbevogtning. Hvis ikke de danske myndigheder havde påtaget sig opgaven, havde tyskerne selv påtaget sig bevogtningen. Af to onder må man somme tider vælge det mindste’. Om de natlige opgaver skrev han: ’Det var mærkeligt at sidde på en bænk ude på Højerup Klint en bælgmørk nat, hvor vi kunne se over til Falsterbo i Skåne, hvor alt var oplyst’. I foråret 1943 blev han viet til Esther – for så steg årslønnen fra 4.000 til 4.800 kr.: ’Måske var denne aflønningsform medvirkende til, at så mange nyansatte betjente blev gift kort efter deres ansættelse’. Efter den 29. august 1943 blev arbejdet i dansk politi en vanskelig balancegang. Skulle man være loyal mod det danske Embedsmandsstyre eller skulle man tjene de tyske interesser? Jens Petersen-Ajbro var ikke i tvivl. Hvad enten arbejdet bestod i kyst- eller jernbanebevogtning eller i udrykningstjeneste i forbindelse med modstandsbevægelsens virke, tolkede han opgaven således: ’Det blev ikke sagt, men det lå jo i luften, at vores fornemmeste opgave var at komme for sent, når vi blev kaldt ud’!

Jens Petersen-Ajbro, 1919-2007. Privat eje.

Sådan kunne det jo ikke fortsætte. Tyskerne slog da også til mod det danske politi den 19. sept. 1944. Herom skrev Jens Petersen-Ajbro: ’Mange politibetjente blev taget af tyskerne og sendt i tysk koncentrationslejr. Jeg var heldig, jeg havde ordinær fridag og var i Hvalsø den 19. sept. og skulle først møde igen den 20. sept.’. Den lille familie brød nu op og flyttede midlertidigt til Hvalsø, hvor Jens Petersen-Ajbro gik under jorden: ’Jeg var et par måneder på Damshauge Frugtplantage i Sønderstrup. Mens jeg var der, oplevede vi, at naboejendommens beboelseshus [Sønderstrup sæbefabrik] blev sprængt i luften af tyskerne, fordi ejeren Dilling-Hansen var aktiv modstandsmand’. Befrielsen oplevede Jens Petersen-Ajbro således: ’[D]e politibetjente, der ikke var tilsluttet politiets modstandsgrupper, skulle melde sig på deres sidste tjenestested. Jeg meldte mig på Politigården. Her blev jeg sat på vagtholdet. Der var faste vagter ved indgangen og forskellige andre steder. En dag havde jeg tjeneste i Dommervagten. Man var i gang med retsopgøret efter besættelsen’. Her talte han med en bekendt blandt dem, der blev ført ind. Efterfølgende fik jeg ’en opsang, fordi jeg havde talt med arrestanterne’. Efter krigen skulle den store politistyrke slankes, og han måtte indkassere sin afskedigelse den 1. juli 1945: ’De fleste afskedigede var ’midlertidige honorarlønnede reservepolitibetjente’, der kun havde 14 dages opsigelsesfrist, og derfor kunne de opsiges uden nogen begrundelse’ (JP-A).

Afrunding

Så meget om baptisterne i Tølløse. Nu tilbage til poesibogens Dr. phil. Hans-Herbert Ahrens. Ved at søge ham via nettet dukkede en omtale af hans 100-års fødselsdag op! (Unser Blatt). Hans-Herbert Ahrens cyklede i 1938 fra Hamborg til den tysk-baltiske ungdomskonference i Riga ’über Dänemark und Schweden’. Formanden for Østersøområdets Baptistsamvirke var Bredahl Petersen. I 1939 holdt Ahrens – efter at han som 28-årig var blevet Dr. phil. i Hamborg og ’vor seiner Einberufung zur Wehrmacht’ [før sin indkaldelse til militæret] – foredrag i København ’über einen bedeutenden Baptisten-Missionar’ [om en betydende baptist-missionær] – uden tvivl om Julius Købner. Bredahl Petersen modtog hjerteligt Hans-Herbert Ahrens, og han både prædikede og holdt foredrag i København. I krigen aftjente han sin værnepligt ved den tyske front i Frankrig, hvor han endte i amerikansk krigsfangelejr. Det blev hans redning. Efter krigen blev han gymnasielærer i Hamborg, hvor han fejrede sin 100-års fødselsdag i 2011.

Hans-Herbert Ahrens, Hamborg, ved hans 100-års fødselsdag i 2011.

Allerede midt i 1930’erne spaltede Adolf Hitler Det tyske Baptistsamfund – se Rammefortællingen fra 1930’erne. Hans-Herbert Ahrens tilhørte givetvis den fløj, der var kritisk overfor den tyske kansler. Det synes at fremgå af Bredahl Petersens arkiv. Han skrev i 1938 en anbefalingsskrivelse til svenske baptister, da Hans-Herbert Ahrens cyklede fra Tølløse gennem Sverige til Riga: ’Der er jo den Vanskelighed for tyske, at de kun faar 50 Mark med sig ud af Landet. Dr. Ahrens er Dr. phil. og lærer i Hamborg, tilhører Altonaforsamlingen [Baptistmenigheden i Altona], har været Ungdomsformand nogle Aar. Hans Bedstefar var Baptistpræst, hans Far er Søndagsskoleforstander. Hans Onkel er Præsident over Byen Hamborg. Han er et ypperligt Menneske og en fin kristen Personlighed. Han talte i vor Kirke forleden ganske udmærket om de tyske Baptisters Stilling og Arbejde’. Herpå gav Bredahl Petersen svenskerne det råd at sætte Hans-Herbert Ahrents på programmet: ’Dette vilde være en god Tjeneste mod Forsamlingen [menigheden], og giv saa Anledning til Spørgsmaal efter Talen, som her i København’. Bredahl Petersen oplyste til sidst, at Ahrens ’selvsagt taler tysk, godt engelsk og fransk’ og sluttede brevet til sin præstekollega i Malmø: ’Jeg anbefaler ham varmt til Gæstfrihed og Deres venlige Hjælp’.

Adolf Hitler gjorde i 1935 ’Hagekorsflaget’ til Tysklands nationalflag. Hans-Herbert Ahrens tegning må opfattes som to nationale symboler, der udtrykte venskab mellem baptister i Tyskland og Danmark – tegnet af en ung tysk baptist, der kæmpede sig på cykel gennem Danmark og Sverige til Estland. Her ville han sammen med mange andre unge hylde Jesus Kristus – og ikke Hitler – som verdens ’Frelser og Fører’!

Hovedpersoner
  • Henry Gjerrild: *11.10.1897,^05.05.1912, +29.07.1979
  • Valborg Gjerrild: *05.08.1895, ^27.12.1911, +10.05.1959
  • Roar Gjerrild: *03.05.1925, ^13.04.1947, + 04.02.2011
  • Søren Melkær: *11.11.1903, ^25.11.1923, +20.12.1991
  • Jens Petersen-Ajbro: 24.03.1919, ^07.03.1937, +27.07.2007
  • L. C. Abildgaard: *19.04.1895, ^12.03.1911, +12.12.1955
Litteratur
  • Jørgen Antonsen: Modstandsbevægelsen i Holbæk Amt i Ebbe Munck og Børge Outze (red): Danmarks Frihedskamp, København 1949, Bd. 1, s. 387-407 (JA 1949)
  • Anders Bjørnvad: Hjemmehæren. Hovedtræk af det illegale arbejde på Sjælland og Lolland-Falster, Odense 1988 (AB)
  • Inge-Lis Madsen: Besættelsestiden på Tølløse-egnen, Forlaget Guldager Nonboe 2012 (I-LM)
  • Roar Gjerrild: Brev til Nationalmuseets Modstandsdatabase (06.04.2010). Privat eje. (RG)
  • Roar Gjerrild: Midtsjællands Folkeblad: Da Tølløse slap med skrækken, 14.02. 1995, (RG)
  • Roar Gjerrild: Midtsjællands Folkeblad: En våbennedkastning i april 1945, 21.02.1995, (RG)
  • Roar Gjerrild: Midtsjællands Folkeblad: 5. maj 1945 i Tølløse, 02.05.1995 (RG)
  • Bjarne Gjerrild: Mail fra Kurt Gjerrild (24.09.2018) efter besøg hos Bjarne Gjerrild 10.09.2018 (KG)
  • Asger Gjerrild: Skolen på ’bakken’ – Baptisternes Skoler i Tølløse 1928-2003, 2003 (AG 2003)
  • Henry Gjerrild: Brev til danske Baptistmenigheder 15.09.1943 (HG 1943)
  • Henry Gjerrild: Midtsjællands Folkeblad: En prøvelsens tid for vort land og folk, 14.05.1976, (HG 1976)
  • Henry Gjerrild: De halvtreds år i Tølløse. Baptisternes Skoler 1928-1978, Holbæk 1978 (HG 1978)
  • Spredte notater i BU i hele perioden (1930-50) samt Højskolens Elevskrift 1946 (HG 1946)
  • Fr. Bredahl Petersen: To breve om Hans-Herbert Ahrens (16.07.1938; 05.04.1939), Købnerkirkens arkiv (FBP-KK)
  • Peter Sofussen: Brev til Maja (06.051945). Privateje (PS)
  • Anders Christoffersen: Erindringer af Anders Christoffersen, 4. del, privat tryk, ca. 1950 (AC)
  • Søren Melkær: Dagbogsoptegnelser 1940-1946. Privateje (SM)
  • Erna Petersen (Kyringe): Poesibog, Højskolen 1938. Privateje, (EP)
  • Jens Petersen-Ajbro: Erindringer, ca. 1998, Privateje (J-PA)
  • Unser Blatt: Dr. Hans-Herbert Ahrens – 100 Jahre Alt, Hamburg 2011 (Nr. 11, 5), (Blatt)
Informanter
  • Kurt Gjerrild (KG), Bodil Melkær (BM), Per Nørgaard (PN), Knud Westergaard Sørensen (KWS), Terkel Ajbro (TA), Vibeke Gjerrild (VG, gift med Roar Gjerrild) og Gudrun Kragh (GK, datter af Niels Peter Jensen).