Bornholms baptistmenighed

Sønderbombet parti af Rønne efter russernes bombardement i begyndelsen af maj 1945. Ukendt fotograf (Bx4 1945).

Bornholm – om øen

Bornholms beliggenhed betød, at den kom til at spille en strategisk rolle, mens den var besat. Øen blev besat af tyskerne den 10. april 1940 og var det indtil den 9. maj 1945, da russerne indgik en aftale med tyskerne om kapitulation. Mens det øvrige Danmark blev befriet af de allierede Vestmagter, overgav tyskerne på Bornholm sig til den allierede Østmagt. Det skete altså først den 9. maj 1945 efter voldsomme russiske bombardementer de to foregående dage af øens to største byer, Rønne og Nexø. Grunden var, at den tyske øverstbefalende, kommandør Gerhard von Kamptz, kun ville overgive sig til englænderne. Russerne blev på Bornholm i 11 måneder, indtil den 5. april 1946, da de efter internationale aftaler forlod Bornholm. På baggrund af disse tragiske hændelser i de dage, da det øvrige Danmark festede efter befrielsen, har historikere diskuteret, om russerne befriede eller besatte Bornholm. Bornholmerne var dog ikke i tvivl: Russernes befrielse var øens anden besættelse under krigen (LSH). I det følgende vil de to besættelser blive skildret kronologisk.

Tyskernes besættelse

Tyskernes besættelse forløb stort set som i den øvrige del af landet med nogle få afvigelser. Bornholm havde ikke megen sabotage. Modstandsbevægelsen koncentrerede sig, efter den blev organiseret i efteråret 1944, om transport over Østersøen af våben fra Sverige og af flygtninge til Sverige. Hertil kom dannelsen af en organiseret mindre frihedshær, der stod parat, da krigen mod tyskerne sluttede. I august 1943 kunne øens efterretningstjeneste rapportere til englænderne, at en hidtil ukendt flyvende tysk genstand var landet på øen. Det viste sig at være en V1-bombe (EM&BO, 351f). Øen havde naturligvis også sin andel af nazi-sympatisører. Kun én stikker blev likvideret, idet de fleste blev ført til Sverige for at blive interneret dér. Dog forvoldte øens ’farligste Stikker’ stor skade (EM&BO, 370f). Det tyske politi var naturligvis til stede på Bornholm, men først fra sommeren 1944 kom Gestapo til øen, hvor ’der var mere fredeligt og roligt under krigen end andre steder i landet’ (AVK, 5).

Den 19. september 1944 blev på Bornholm af dobbelt betydning. Den dag blev øens ’Frihedsråd’ dannet, og øens modstandsbevægelse arbejdede herefter sammen med Frihedsbevægelsen i København. Samme dag fandt tyskernes aktion ’Möwe’ sted mod det danske politi. Betjentene på Bornholm blev varskoet fra fastlandet. Derfor kunne de forlade politistationerne og bringe både sig selv, våben og arkiver i sikkerhed. Sammen med det netop dannede ’Frihedsråd’ besluttede betjentene at blive på Bornholm – og med ganske få undtagelser organiserede de sig i en særlig ’Politigruppe’, der blev meget aktiv i modstandsbevægelsen (EM&BO, 361). Da den 5. maj nærmede sig, havde ingen fra modstandsbevægelsen på Bornholm sat livet til i kampen mod tyskerne. Øens befolkning blev i krigens sidste år forøget med ca. 50%, hvoraf de fleste var tyske og østeuropæiske flygtninge: ’Tiden, der laa nær op til den 5. Maj, havde bragt en Strøm af flygtende Soldater og Civilpersoner ind over Øens Havne. En slaaet Hær af Tysklands vaabenføre Mænd med Islæt af andre Folk, der var tvunget Vaaben i Haand, en broget Skare af sultne, lurvede, modløse, desorienterede Mennesker slog sig ned i Skovene eller sjaskede trætte hen ad Vejen mod tilfældige Maal. De civile Flygtninge rugede over deres sidste Ejendele, medens de tog Ophold i Lader, Kvægstalde og tomme Lagerrum’ (Bx4 1945, 3). Alle bornholmere fejrede friheden i weekenden den 5.-6. maj, men dagen efter skiftede billedet.

Baptistkirken i Rønne på Lille Torv. Her fejrede Baptistsamfundet menighedens 100-års jubilæum i 1948. Arkivfoto.

Baptisterne – på øen

Bornholms baptistmenighed var i 1945 landets næststørste – i medlemstal kun overgået af Kristus-kirken på Nørrebro i København – idet den talte 700 medlemmer. Hertil kom en berøringsflade med 650 børn i søndagsskolerne og 450 teenagere i ungdomsarbejdet. Når disse tal sammenholdes med øens knap 50.000 indbyggere, svarede det til, at menigheden havde en berøringsflade på ca. 4% af øens befolkning. Baptisterne boede spredt på øen. Menigheden havde foruden hovedkirken i Rønne 10 andre kirkebygninger. De blev betjent af 12 ulønnede prædikanter under ledelse af menighedens forstander, pastor Aage Wenzzel, der havde været menighedens præst siden 1937. Han var afholdt og kendt af mange på øen, hvor han ikke lagde skjul på sit danske sind. Han redigerede gennem flere år – indtil familiens afrejse i 1946 – ’Kirken i Dag’, som kirkesiden hed i Bornholms Social-Demokrat.

Menigheden var en del af Evangelisk Alliance, hvor Aage Wenzzel havde et godt fællesskab med flere af øens præster i de øvrige kirker. Det kom menigheden på Lille Torv til gavn i januar 1945, da tyskerne ville beslaglægge Baptistkirken på Lille Torv for at bruge den til lazaret for nogle af de nyligt ankomne flygtninge fra Østpreussen. Tyskerne gav ham fire timer til at tømme kirken, inden de ville overtage den. Wenzzel ringede straks til provst Matthias Matthiesen i Knudsker og satte ham ind i situationen. Han var sønderjyde og fulgte straks med Aage Wenzzel til det tyske hovedkvarter på Galløkken. Ankommet til kommandantens kontor satte provst Matthiesen sig overlegent på et bord, dinglede med benene og protesterede over det tyske krav, fordi ’Baptisterne ikke har andre Kirker her i Byen’. Han foreslog tyskeren, at de kunne beslaglægge ’et Missionshus’, for ’de, der kommer der, er jo Medlemmer af Folkekirken’. Resultatet blev, at Baptistkirken gik fri. Aage Wenzzel sendte i 1985 et brev til Bornholmeren, hvor han fortalte om episoden under overskriften: ’En tak til en folkekirkepræst fra en baptistpræst’. Avisen bragte i anledning af 40-året for befrielsen Aage Wenzzels takkebrev på den ugentlige kirkeside, der hed ’Bornholmsk Kirkestævne’ (BH).

Aage Wenzzel, 1906-1994 (ÅB 1933, 76).

Det varede længe, før krigen for alvor satte sit præg på bornholmerne. I et tilbageblik på vinteren 1942 skrev Aage Wenzzel til menigheden: ’Saa oplevede vi for tredje Gang en mørk og haard Vinter. Og i dobbelt Forstand maa vi sige. Det ser ud til, at Krig og Kulde følges ad. Det menes jo ikke, at man nogen Sinde før har oplevet saadan en Kulde – og mon der nogen Sinde før har været hadet, ødelagt og lidt som i denne Vinter? Vi faar kun saa lidt at vide af, hvad der virkelig foregaar, men enhver kan sige sig selv, at i saadan en Kulde bliver Lidelserne dobbelt store. I vort lille Danmark mærkede vi ogsaa Vinteren, men har kunnet hygge os i vore lune Stuer, samtidig med at vi hver Dag har haft Føde nok. Og vi har været skaanet for Krigens Ødelæggelser – i hvert fald her paa vor skønne Ø. Trods alt har vi endnu Friheden til at samles i Herrens Hus, og vi er skaanet for selv at maatte rejse til Fronten eller sende vor Ungdom derud’ (BB 3 1942, 1). Tyskerne kom også til gudstjeneste hos baptisterne. Asta Nicolaisen erindrer, at ’vi fik et ganske udmærket forhold til de tyske soldater. Det var sjældent, der var udskiftning, så de fleste var der under hele besættelsen. Det bevirkede igen, at de næsten alle talte dansk. Flere gange var der nogle af de overordnede, som kom til gudstjeneste. Som vi så tit gjorde med unge, inviterede vi også dem med hjem til kaffe’ (Asta1, 58).

Blandt medlemmerne i Bornholms baptistmenighed var der to politibetjente, som begge gik ind i modstandsbevægelsen. De lod sig senere interviewe, da historien om modstandsbevægelsen på Bornholm blev fortalt (JHB 1976, 11f). Den ene var politikommissær Johannes Hansen, som kom 15 minutter før tyskerne til nedslagsstedet for V1-bomben i august 1943 (EB&BO, 353). Han blev af anden grund taget af tyskerne og sendt til Horserødlejren i maj 1944. Herfra vendte han tilbage den 5. august 1944 (JHB 1976, 165). Den anden var overbetjent Axel Andersen. Han blev leder af den ’Politigruppe’, der blev dannet på øen kort efter den 19. september 1944. Han klarede frisag, men ikke uden at gå under jorden i flere perioder inde på øen hos familie og bornholmske baptister. Generelt fik det bornholmske politi en blidere skæbne end de fleste andre betjente, der forblev i Danmark, efter en femtedel af styrken blev bortført til tyske koncentrationslejre (EB&BO, 369).

Situationen efter det danske politis internering den 19. september 1944 blev ejendommelig dobbelttydig for de bornholmske betjente. På den ene side var de ikke eftersøgte af tyskerne; på den anden side ville de ikke arbejde, fordi mange kollegaer i det øvrige land blev sendt til Neuengamme. Da en række borgere samme dag samledes på Rådhuskroen for at danne Bornholms Frihedsråd, var såvel Johannes Hansen som Axel Andersen med. Førstnævnte turde dog ikke træde ind i øens Frihedsråd så kort tid efter hjemkomsten fra Horserødlejren, mens sidstnævnte erklærede sig parat til at være med. Han blev herpå valgt som en af fire i den stab, der skulle udruste de militære grupper til kamp, hvis tyskerne ikke ville overgive sig, når befrielsen kom. Hvis noget uventet skulle ske med Axel Andersen, stod Johannes Hansen dog i kulissen og var herfra parat til at træde til som leder (JHB 1976, 165f). De to nævnte betjente mødtes således om søndagen i Baptistkirken i Rønne og samarbejdede i ugens løb i ledelsen af øens modstandsbevægelse fra slutningen af september 1944. Også deres optræden overfor tyskerne fik en række fælles træk.

Johannes Hansen, politiassistent, Rønne

Johannes Hansen svarede sidst på året 1940 på to spørgsmål, som redaktøren af Baptisternes Ungdomsblad stillede bladets læsere: ’Hvorledes blev jeg en Kristen – og hvorfor er jeg Baptist?’ Det første spørgsmål besvarede han ved at fastholde formaningen, han havde med fra sit barndomshjem: ’Hold dig tæt til Gud, min Dreng!’ Det blev dog først i foråret 1940, at han som 39-årig ved dåb blev en del af Bornholms baptistmenighed. Hvad det betød for ham, beskrev han således for landets unge baptister: ’For at give Afkald paa visse timelige, hurtigt forgængelige og højst tvivlsomme Fordele har jeg med Glæde givet min Frelser det Løfte, at jeg med de Midler, jeg raader over, den Forstand og Viden, han har skænket mig, vil gøre for ham, hvad han i min Tjeneste og i Forholdet til andre Mennesker iøvrigt betror mig’. Dette vidnesbyrd underskrev han: ’Johannes Hansen, Overbetjent, Rønne’ (UB 1940, 112). Der skulle ikke gå længe, før Johannes Hansen fik brug for al sin tros styrke, sin forstand og sin viden til gavn og glæde for andre mennesker.

Gengivelse af Johannes Hansens vidnesbyrd til alle landets unge baptister. Han kom til ’et klart Standpunkt’. Til ’Løftet om at blive frelst’ hørte også, at han ’maatte adlyde Frelserens Bud, naar han siger: ’Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst’. BU 1940.

Fandt V1-bomben på øen

I sommeren 1943 blev Bornholm ramt af et ’flyvende objekt’, som hverken tyske eller danske myndigheder kendte noget til. Den 22. august fløj ’objektet’ ind over Nexø og landede på en mark nogle kilometer vest for byen. Politiet i Rønne blev kontaktet af bonden, og Johannes Hansen, der tog telefonen, fik hurtigt fat i kaptajnløjtnant Hasager Christiansen, der var sprængstofekspert. Da de kørte fra Rønne, underrettede førstnævnte – som han skulle – det tyske hovedkvarter, der også sendte et par mand mod Bodilsker. Men det kvarters forspring, som Rønne-folkene havde taget, benyttede de godt. De målte dimensionerne på ’objektet’, tegnede og fotograferede det (JHB 1976, 82ff). Da tyskerne kom, spurgte de, om der var blevet fotograferet, hvortil Johannes Hansen svarede benægtende, idet han antog, at tyskerne spurgte til tilskuernes optræden. At han selv havde fotograferet ’det flyvende objekt’, som tjenestepligten pålagde ham, røbede han ikke. Af rapporten fremgik, at tyskerne ’hovedrystende betragtede apparatet og erklærede, at de overhovedet ikke havde anelse om, hvad det var for et apparat, men de erklærede, at det var af tysk fabrikat, og det transporteredes derfor til værnemagtens afdeling i Rønne. Det fyldte en stor lastbil. På apparatet var der flere steder med sort farve malet V1–83 …’ (JHB 1976, 84).

Det, Johannes Hansen og hans sprængstofekspert havde fundet, var intet mindre end en sensation. Tyskerne havde gennem 1930’erne – i Peenemünde ved den tyske Østersøkyst – eksperimenteret med at fremstille en ubemandet, flyvende bombe, der blev verdens første primitive krydsermissil. En tysk prøveskydning havde nu fejlagtigt sendt dette nye våben – uden sprængladning – ind over Bornholm. Englænderne kendte ikke til V1-bomben, hvorfor det blev magtpåliggende for de to danskere at sende deres dokumenterede viden til London. De nævnte fotografier blev dog snart et problem. Johannes Hansens gode billeder – han var også amatørfotograf (AVK, 234) – blev fremkaldt i Asta Nicolaisens fotoforretning i Rønne (EJ), fremstillet i ti sæt og sendt til forskellige myndigheder. Englænderne modtog hurtigt dét, de skulle bruge, men tyskerne fik også ved en fejltagelse fat i et sæt. Det førte til afhøringer og arrestationer. Hasager Christiansen blev taget den 2. september, ført til København i Vestre Fængsel, afhørt under tortur og efter tyskernes mishandlinger indlagt på Kommunehospitalet én måned senere. Herfra blev han afhentet ’af seks ukendte mænd’, der den 26. oktober førte ham over Øresund til friheden i Sverige (Kure, 41). Johannes Hansen blev afhørt flere gange i september 1943 på øens tyske hovedkvarter, Galløkken. Han klarede i første omgang frisag ved Rønne politimesters mellemkomst. Denne ’understregede, at han slet ikke kunne undvære lederen af Bornholms ordenspoliti og fremhævede Johannes Hansen som en hæderlig og pligtopfyldende mand, som han helt stod inde for’ (Kure, 42). Efter begge havde lovet, at Johannes Hansen ikke ville forlade Bornholm, gav tyskerne Johannes Hansen lov til at gå (JHB 1976, 88f).

Konstruktionstegning af V1-bomben, lavet på nedstyrtningsstedet i en lommebog af Hasager Christiansen. ’V’ er en forkortelse for ’Vergeltungsvaffe’, der betyder gengældelsesvåben. Oplysningerne om V1-bomben var ’den bornholmske efterretningstjenestes vigtigste bedrift’ (AVK, 61, hvorfra fotoet også er gengivet).

Efter tyskernes forsøg med V1-bomberne i Østersøen var afsluttet, affyrede de 9.300 af disse bomber over Den engelske Kanal mod London – men nu var de fuldt armerede med sprængstof. Englændernes viden fra Bornholm bevirkede imidlertid, at de allierede fik travlt med at bombe V1-affyringsramperne i Frankrig, hvorved tyskernes bombeprogram blev forsinket. Da tyskerne igen var parat, havde de allieredes invasion i Normandiet fundet sted den 6. juni 1944 – og da var det for sent at vende krigslykken. Efter krigen lød vurderingen af Johannes Hansens og Hasager Christiansens indsats vedrørende V1-bomben derfor sådan: ’Oplysningerne fra Bornholm [kom] til at hjælpe englænderne frem til den bedste viden om de nye tyske hemmelige våben’, og deres rapporter, tegninger og fotografier blev – sammen med informationer fra den franske modstandsbevægelse om tyske afskydningsramper i Frankrig – ’af livsvigtig betydning for Englands forsvar’ (JHB 1976, 90). Det er en korrekt vurdering, at ’oplysningen om V1-bomben [blev] den bornholmske efterretningstjenestes vigtigste bedrift’ (AVK, 61). De to, der beskrev V1-bomben ved Bodilsker, hjalp dygtigt englænderne med ’de rigtige konklusioner om fremdrivelsesmidlet, raketprincippet og fjernstyringen’ (Kure, 40).

Hjælp til allierede flyvere

I efteråret 1943 blev der etableret flere sejlruter fra Bornholm til Sverige. Johannes Hansen var med fra begyndelsen, idet han hjalp en af de første ældre jøder fra Rønne til Nexø med henblik på hans videre sejlads via Christiansø til Sverige (JHB 1976, 104). I øvrigt forholdt det sig på Bornholm med jøder som med kommunister: ’Der var meget få af begge kategorier’, og ’tyskerne tog overfladisk på opgaven’ (AVK, 11). Den mest betydningsfulde sejlrute var ’Lakseruten’, der sejlede på Svaneke. Den blev ledet af ’Kongen af Christiansø’, øens forvalter J. P. Jacobsen. Omkring 1000 flygtninge kom via denne rute til Sverige. Mange af dem kom fra hovedlandet til Rønne, hvorfra de blev hjulpet til Svaneke – og via Christiansø til Sverige. Denne transport tværs over øen hjalp Johannes Hansen også med (JHB 1976, 186).

De allieredes flyvninger over Bornholm steg markant, efterhånden som krigen skred frem. I foråret 1944 nødlandede tre store amerikanske fly på Bornholm på deres hjemtur efter bombetogter over Tyskland. Af 31 besætningsmedlemmer blev én dræbt og syv blev taget til fange af tyskerne. De øvrige 23 blev hjulpet til Sverige af modstandsbevægelsen. Det første fly nødlandede den 11. april 1944 ved Ibsker, hvorefter de ti besætningsmedlemmer delte sig parvis og forsvandt. Tyskerne var rasende over, at de kun fik fat på fire af de ti amerikanere, fordi befolkningen hjalp dem både med skjulesteder og med flugtruter til kystbyerne. Tre dage efter kunne bornholmerne derfor læse følgende annonce, der blev indrykket i øens dagblade af politimesteren i Rønne: ’På dertil given foranledning skal man henlede opmærksomheden på, at man fra tysk side betragter enhver hjælp til fremmede flyvere som ’Feindebegünstigung’ [begunstigelse af fjenden], og at straffen herfor er meget hård, eventuelt dødsstraf’. Samtidig fik alle politistationer på øen ordre om, at anmeldelse af havarerede allierede flyvere skulle videregives til Johannes Hansen, som herefter skulle underrette tyskerne (JHB 1976, 130). Herved sikrede politimesteren sig, at alle allierede flyvere fik den optimale hjælp. Johannes Hansen forsvarede efter krigen politimesterens annonce, der efter Justitsministeriets opfattelse stred imod en dansk myndighedspersons beføjelser. Af forsvaret fremgik, at annoncen fremkom for at afværge en langt mere drastisk bekendtgørelse fra tyskerne, at annoncen havde virket efter hensigten, og at den ikke havde afholdt bornholmerne fra at yde hjælp til flyverne (Kure, 47).

Omgåelse af annoncen

Sidst i april kom annoncen til at stå sin prøve, idet endnu to amerikanske bombefly nødlandede den 24. og den 29. april. I sidste tilfælde, hvor nødlandingen skete ved Poulsker, nåede meddelelsen om, at et par af besætningen havde søgt tilflugt på en gård, frem til Johannes Hansen. Han ringede straks til bonden og bad ham sørge for, at flyverne blev på gården, indtil de fik anden besked. Herpå fik Johannes Hansen en kollega til at ringe til den samme bonde, hvor han talte med amerikanerne og instruerede dem om, at de skulle forsvinde hurtigst muligt og søge mod Bølshavn. Efter en passende pause underrettede Johannes Hansen herpå tyskerne om de to amerikanere, der opholdt sig på gården! Alt gik godt i Poulsker, men et par tyskere mødte op på politistationen i Rønne, hvor de anklagede Johannes Hansen for at have advaret amerikanerne. Ved en opringning til bonden kunne denne forsikre tyskerne om, at det ikke var Johannes Hansen, der ringede anden gang – og tyskerne beklagede den alvorlige sigtelse!

Den 2. maj kørte to betjente, hvoraf den ene var Johannes Hansen, i to politibiler fra Rønne (AB, 134). De skulle samme aften hente fem amerikanske flyvere, der var samlet i Bølshavn. De skulle til Tejn, hvor ’Sverigesbåden’ ventede. Amerikanerne blev ’nøje instrueret om, at de skulle give sig ud for stærkt berusede personer, dersom man under transporten skulle blive standset af tyskerne’. Politiet var jo på vej i detentionen! Imidlertid måtte alle mand på grund af et uheld med kollegaens generatorbil over i Johannes Hansens vogn, og alle nåede godt frem til Tejn ved to-tiden om natten. Næste dag indløb der besked fra skipperen, der meldte: ’Alt i orden!’ (Kure, 48). Men for Johannes Hansen begyndte det først nu! Tyskerne var blevet mistænksomme.

Brøddegaard ved Olsker, hvor familien Karl Hansen skjulte både engelske og amerikanske flyvere, der nødlandede på øen. Privatfoto.

Også en anden baptistfamilie, gårdejer Karl Hansen og hustru Bertha på Brøddegaard ved Olsker, blev i foråret 1944 opsøgt af flere amerikanske flyvere, der søgte beskyttelse: ’Vi havde den glæde og spændende oplevelse at hjælpe syv amerikanske og engelske flyvere her fra øen til Sverige, og jeg har en takkeskrivelse fra den militære attachelegation i Amerika’, skrev Karl Hansen i sine erindringer (KH, 13.09.1980). Familien havde otte børn, hvorfor naboen mente, at ’Karl Hansen påtog sig for stort et ansvar ved at have amerikanerne hos sig, og han tog flyverne med hjem’. Det var rettidig omhu, ’for dagen efter kom en tysk patrulje på besøg for at lede efter amerikanerne’. Karl Hansen gik i marken, hvorfra han så tyskerne komme: ’Da besluttede jeg, at jeg ville stikke dem en løgn, hvis de kom op for at snakke med mig. Men det gjorde de nu ikke, så jeg slap for at lyve’ (Kure, 49). I sidste omgang blev de fire amerikanere snart efter hjulpet fra Teglkås til Sverige med kutteren ’Svanen’ (AB, 138f).

Vestre Fængsel og Horserød

Johannes Hansen, 1901-1968. (Foto: JG, 115).

Sagen om V1-bomben var ikke lukket – og måske havde tyskerne også fået en idé om, at Johannes Hansen hjalp de allierede flyvere. Den 12. maj 1944, mens familien – han og hans kone og fire børn – spiste, så han tre civilklædte mænd, der gik gennem haven henimod entrédøren. Han vidste straks, at det var Gestapo, men gik alligevel ud og lukkede op. De stod alle tre med hænderne i frakkelommerne – et tydeligt tegn på, at de var klar til at skyde. De medbragte en arrestordre på Johannes Hansen, hvoraf det fremgik, at han skulle med til København samme aften. Han bød de tre indenfor og gik med dem gennem spisestuen, hvor familien sad, til den fjernere store stue. Her fik han deres tilladelse til at gå ovenpå for at skifte tøj inden afgang. På tilbagevejen gennem spisestuen fik hans kone besked om ’København’, og han ’overvejede et øjeblik, om han skulle gå ud i haven og hente to pistoler, som han havde gemt i et kaninbur’ (Kure, 42). Det opgav han, men mens han skiftede tøj, ringede fru Grethe diskret for at advare to af hans kollegaer, der straks tog flugten. Samme aften fulgte Johannes Hansen med Gestapo-folkene til København. Her blev han indsat i Vestre Fængsel, hvor forhørene trak ud, men da de endelig fandt sted, blev de grundige – ét af dem varede 11 timer. Og ikke nok med det: ’I et forsøg på at nedbryde hans modstandsvilje lænkede de ham en dag med håndjern til en anden fange, og da de i bil kørte fra Vestre Fængsel, opdagede han, at de ikke kørte den sædvanlige vej til Shellhuset, men havde kurs mod Ryvangen, hvor tyskerne henrettede deres fanger’. Men tyskerne kunne ikke få oplysninger ud af ham. Det hele ebbede ud: ’En dag opgav de ham helt og overførte ham til Horserød-lejren i Nordsjælland’ (Kure, 43). Den 5. august blev han hentet her af dansk politi, der havde arbejdet intenst på hans frigivelse, hvorefter hjemturen til Bornholm kunne finde sted – efter løfte til tyskerne om, at han ikke ville fungere som politibetjent. På Bornholm gik han i en periode under jorden flere steder på øen (Kure, 42; 92).

Til brigaden i Sverige

En måned senere – som sagt den 19. september 1944 – deltog han på Rådhuskroen i dannelsen af øens Frihedsråd, hvor han dog afstod fra at spille en fremtrædende rolle. Hertil bidrog også, at man i ’modstandsbevægelsen var nervøs for, at tyskerne igen skulle få fat i Johannes Hansen. Han vidste for meget og kendte for mange af de illegale, og man lagde et stærkt pres på ham for at få ham til at rejse til Sverige. […] Til sidst lod han sig overtale, og sent om aftenen den 24. november kom han og sønnen Verner til Allinge, hvor de efter aftale gik ind til købmand Reuss. Her mødte han sin kone og sine andre tre børn, der var kommet med toget noget tidligere. Ved 23-tiden sneg de sig ombord i fiskeskipper Hansens kutter ’Ramona’ sammen med rektor Dinesen, der nu også måtte af sted. Få timer senere blev de budt velkommen af Politiet i Sverige’ (Kure, 43). Her trådte Johannes Hansen ind i Den danske Brigade, der blev udrustet til at blive sat ind i de afsluttende kampe omkring Danmarks befrielse. Herfra vendte familien tilbage sammen med Brigaden, og på Bornholm ledte han den del af den, der kom til øen (EJ). Johannes Hansen modtog efter krigen påskønnelser for sin indsats – ikke i relation til V1-bomben, men for at hjælpe amerikanske flyvere til Sverige (AVK, 60). Og i 1968 mødte repræsentanter fra den britiske ambassade op ved Johannes Hansens begravelse, hvor de lagde en stor krans ved hans kiste (Kure, 43).

Takkeskrivelsen fra den allierede overkommando, signeret af general Dwight D. Eisenhower, den senere amerikanske præsident. (AVK, 60, hvorfra billedet også stammer).

Som fader, så søn

Johannes Hansens ældste søn, Verner, gik på Rønne Statsskole. Han var med i en gruppe på otte gymnasieelever, der spredte løbesedler i Rønne efter statsminister Vilhelm Buhls anti-sabotage-tale i radioen den 2. september 1942. Her fastslog statsministeren, at ’det siger sig selv, at regeringen stadig med yderste strenghed vil forfølge sabotage og anden forbrydelse mod den tyske værnemagt med de i vor lovgivning hjemlede midler, og der vil fra politiets side blive sat ind med al kraft på løsningen af de opgaver, disse sager frembyder’ (JHB 1976, 67). Christmas Møller var ikke sen til at sende det modsatte budskab over radioen fra London. Den 6. september opfordrede han danskerne til at øve modstand: ’Vi er ikke neutrale. Vi har som pligt kun at have ét for øje: Hvad skader Tyskland mest, hvad gavner de allieredes, vore allieredes sag? Det, den britiske krigsledelse mener er gavnligt, må gøres’ (JHB 1976, 67). Mens de fleste danskere fulgte statsministeren, handlede gymnasiegruppen modsat, idet de i Rønne opklæbede plakater med teksten: ’Buhl talte ikke på det danske folks vegne!’ – plakater, som de havde fabrikeret på et lille håndtrykkeri. Den ene af disse elever var Johannes Hansens søn, Verner (JHB 1976, 91). Han fortsatte i modstandsarbejdet og måtte gå under jorden, efter at skolens rektor havde advaret ham (Kure, 43) – og sejlede altså til Sverige sammen med såvel sin familie som sin rektor i november 1944.

Axel Andersen, overbetjent, Rønne

Axel Andersen var født i Hasle i en baptistfamilie. Han blev døbt som 16-årig i 1919. Han tog en uddannelse som smed, og efter at have aftjent sin værnepligt i livgarden rejste han til USA i 1920’erne. Herfra kom han dog hjem med den hensigt at bringe sin forlovede, Marie, med til Staterne, men hun udvirkede, at det nygifte par fra 1929 blev på Bornholm. Axel Andersen var af statur stor og høj – en sportstype, der også forsøgte sig som sværvægtsbokser. Denne ’sherif-skikkelse’ kom ham ofte til hjælp, da han efter uddannelse på Politiskolen blev betjent på Bornholm, først i Nexø og fra 1943 som ledende overbetjent i Rønne (ELA).

Overbetjent Axel Andersen efter 5. maj 1945 ’i fuld krigsmaling’ som frihedskæmper. Ukendt fotograf (Bx4, 1945).

De allieredes flyvning over Bornholm øgedes – som sagt – betragteligt i løbet af foråret 1944. Da amerikanske bombefly på hjemtur fra Tyskland nødlandede ved Ibsker den 11. april 1944, søgte den 10 mand store besætning væk to og to. En bonde, hvor to af dem søgte ly, ringede til Axel Andersen. Over telefonen gav han ’amerikanerne besked om hurtigst muligt at søge ind i skoven og videre i en bestemt retning, hvorefter han, da han mente, at de havde fået tid til at komme af vejen, underrettede tyskerne, som han skulle’. Da tyskerne hurtigst muligt herefter dukkede op hos bonden, var amerikanerne som sunket i jorden – og de blev ikke fundet. Denne fremgangsmåde var altså allerede i brug, inden annoncen af 14. maj 1944 så dagens lys (JHB 1976, 126).

Da Axel Andersen kom med i ledelsen ved opbygningen af øens militære grupper, var det største problem at skaffe de mange våben, som grupperne skulle udrustes med: ’Uden sammenligning er bevæbningen af grupperne det største problem, modstandsbevægelsen på Bornholm har at kæmpe med’ (JHB 1976, 167). Vi ved, at flere modstandsfolk fik deres våben af Axel Andersen (Kure, 78). Alligevel var det også et problem at gemme våben på sikre steder, hvor tyskerne ikke fandt dem. Men det lykkedes fortræffeligt for Axel Andersen, da han skjulte våben i sit eget hus – så godt, at nogle af dem ikke kom til syne, så længe Axel Andersen ejede huset (ELA). Efter samråd med Frihedsrådet i København skulle øens lokale frihedsråd – ud over at organisere en handlekraftig frihedsbevægelse, der stod parat til at kæmpe ved krigens afslutning – prioritere flygtningetjenesten til og våbentransporterne fra Sverige samt efterretningstjenesten på øen. For at løse disse opgaver skulle Frihedsrådet forsøge at dæmpe sabotagen mod tyske interesser. Øens modstandsbevægelse kaldte derfor den begyndende sabotage for ’drengestreger’. Naturligvis var det vanskeligt at dæmme op for hadet mod tyskerne, og flere grupper lykkedes med anslag mod besættelsesmagten.

Landets yngste sabotør

En af eleverne på Rønne Statsskole var Axel Andersens søn, Holger, født 1930. Han fortalte efter krigen, hvordan hans far uvidende havde medvirket til Holgers ’drengestreger’ i 1944. Journalisten skrev på den baggrund om ’landets yngste sabotør’ på 14 år: ’Holgers far var gået under jorden, da tyskerne foretog aktionen mod det danske politi, og tog ophold ’et eller andet sted’ ude på øen, da han ikke følte sig sikker på, at turen ikke også ville komme til politiet på Bornholm. En dag opsøgte den 14-årige Holger sin far og bad om at låne en knibtang. Politiassistent Andersen havde travlt og stak ham værktøjet i hånden uden at spørge, hvad han skulle bruge den til. En times tid efter kom Holger tilbage med knibtangen, og senere på dagen forlod de sammen gården for at cykle hjem til Rønne. På vejen passerede de en del tyskere. ’Hvad mon de leder efter’, spurgte faderen. ’De kan vel ikke finde bruddet på telefonledningen’, svarede Holger. ’Den klippede jeg over med knibtangen.’ Politiassistent Andersen var ikke særlig vel til mode, før de havde lagt tyskerne bag sig. Han havde netop deltaget i et møde med repræsentanter for forskellige illegale grupper, der oprettede den spæde begyndelse til dannelsen af Bornholms Frihedsråd, så tyskerne ville have gjort en god fangst, hvis de havde interesseret sig for far og søn, da de kørte forbi’ (Kure, 71).

To tyske vandflyvere, der havarerede i Rønne Havn – efter Holger Andersen havde kappet deres fortøjning ved kajen i Rønne. Ukendt fotograf (Bx4 1945).

I to andre tilfælde lånte Andersen også værktøj til Holger. Den ene gang brugte han en sav til at gennemskære en pæl, der bar stærkstrømsledninger til den tyske lejr på Galløkken – og tyskerne blev uden strøm. Den anden gang – kort før jul i 1943 – huggede Holger et af tyskernes kabler over: ’Det fineste stykke arbejde udførte Holger, da han ødelagde to tyske flyvebåde [vandflyvere]. De lå fortøjet ved en af kajerne i Rønne havn. Der blæste en hård storm, så maskinerne kunne ikke gå i luften. De var velfortøjede, og der var vagt ved dem. Alligevel lykkedes det Holger at kappe tovene, og maskinerne drev ud i havnen og strandede ved glaciset [stensætningen], hvor de lå og huggede mod hinanden og mod stensætningen og blev ødelagt’ (Kure, 71). Om morgenen den 5. maj 1945 mødte Holger Andersen op ’til tjeneste i fuld udrustning og modtog sit frihedskæmperarmbind, og i den følgende hektiske tid gjorde han en udmærket indsats som ordonnans i kørselsafdelingen (Kure, 71). Holger gik i søndagsskole i Rønne baptistkirke, men det var givetvis ikke her, han blev udlært som sabotør!

Politiet på Bornholm fik endnu en forskrækkelse den 27. januar 1945, da Gestapo igen begyndte at interessere sig for dets forhold. Aftenen inden havde der været snestorm, hvorfor flere af betjentene overnattede hjemme. Klokken 6 om morgenen blev de hentet – bortset fra politiet i Nexø, der via en meddelelse dagen før var blevet advaret og derfor gået i skjul. Alle betjente blev samlet i det tyske hovedkvarter på Galløkken. Øens amtmand, von Stemann, fik imidlertid gennem forhandling med tyskerne bevirket, at betjentene i løbet af få dage blev løsladt – det hele beroede på interne tyske magtkampe. Betjentene kunne igen vende tilbage til deres illegale virksomhed, som de fleste havde deltaget i efter den 19. september 1944. Imens sad Johannes Hansen i Sverige, og Axel Andersen fortsatte sit illegale virke – under jorden ’ved politiet’.

Falske legitimationskort

Han udstedte i denne periode flere falske legitimationskort, når modstandsfolk og andre bornholmere, der hjalp de nedstyrtede flyvere, havde brug for dem (Kure, 51). I ét tilfælde udstedte han også et falsk legitimationskort til en desertør, Preben Frank. Denne var vokset op i Nakskov hos sin danske mor, der var enke efter drengens far, en tysk soldat fra 1. verdenskrig. Sønnen var dansksindet, men som tysk statsborger blev han i 1942 indkaldt til tysk militærtjeneste. Han aftjente denne i Frankrig og i barske kampe i Jugoslavien. I foråret 1945 fik han chancen for at komme til Kiel, og blev herfra på grund af krigens almindelige opløsning sendt til Bornholm. Her havde han besluttet, at han ville desertere. Med den hensigt gav han sig til kende for et par Rønneboere, fordi han på fortovet havde hørt dem omtale den engelske radio: ’Den mindste af dem [Otto Andersen] havde en stor tømmerhandel i Rønne. Han var onkel til den anden [Axel Andersen], der var politiassistent i Rønne, men var gået under jorden, da politiet blev taget, og han var nu et eller andet i ledelsen af modstandsbevægelsen’ (JUL, 19). Preben Frank havde intetanende opsøgt Axel Andersen. Efter samtale med de to bornholmere ’på tømmerhandlerens kontor’ var begge overbevist om, at Preben Franks hensigter var ægte. Den næste dag skulle han derfor møde op ved Rønne Statsskole og ved skolens port følge med en elev ’med en blå cykel med sølvbronzerede fælge’. Uden samtale førte eleven, der var Andersens søn, Holger, desertør-aspiranten til et sikkert sted, hvor de traf Axel Andersen. Preben Frank blev her klædt i civilt tøj og fulgte med Axel Andersen til hans bopæl. Få dage senere – den 4. maj – lyttede de begge i Axel Andersens hjem til radioen fra London. Af desertørens erindringer fremgik, at ’vi var rørte begge to’ (JUL, 20). Hen på aftenen dukkede fru Andersen op: ’Andersens kone og deres tre yngste børn kom nu hjem. De havde været på besøg hos hendes forældre, der havde et lille husmandssted. Jeg blev præsenteret for hende, hun hed Marie, og jeg hed jo så Preben. ’Åh, det er godt Prebi’, sagde hun på rigtigt bornholmsk. ’Det er godt, for så kan du hjælpe mig lidt, for Axel han har ikke tid’. Han havde jo så meget at rode med på det tidspunkt’ (JUL, 20). Således gik det til, at ’Prebi’ også kunne fortælle, hvordan familien Andersen oplevede russernes besættelse af Bornholm dagene derpå.

Øens farligste stikker

Øens farligste stikker hed – i henhold til den bornholmske modstandsbevægelses lokalkomité – Carl Valdemar Rasmussen, indført i kirkebogen som Karl. Han og hans familie tilhørte Misionsforbundet. Alligevel fik hans gøremål under krigen følger for baptister efter krigen. Modstandsbevægelsen vidste på baggrund af en stjålet liste over det danske nazistpartis medlemmer, at der boede ca. 50 nazister på øen. Herfra kendte man til Carl Rasmussen. Han blev efter krigen anklaget for at have stukket tre danskere, mens han arbejdede for Gestapo. Den første var højskoleforstander P. Gamborg-Nielsen, Gudhjem, der blev taget af tyskerne den 11. november 1944. Han kom via Vestre Fængsel til Frøslev-lejren, hvor han sad to måneder indtil befrielsen (Kure, 90). Den anden var journalist på Bornholmeren, Børge Kure, der var centralt placeret som leder af øens modstandsgrupper. Den 27. november 1944 gik han ind i en forretning i Rønne, hvor han kendte ejeren fra modstandsarbejdet. Fra en café overfor blev de skygget af Carl Rasmussen, der straks gik til Gestapo, der holdt til på Missionshotellet. Endnu mens Børge Kure opholdt sig i forretningen kom ’tre mænd i mørke cotton-coats, alle med højre hånd i frakkelommen’ (Kure, 80). Straks så han en af pistolerne og lod sig anholde. Hos Gestapo blev han afhørt uden at røbe noget om organisationen. Hans vej til Frøslevlejren blev den samme som for Gamborg-Nielsen (JHB 1976, 174). Over Galløkken og Vestre Fængsel, hvor han fejrede juleaften, og efter forhør tre gange i Shellhuset blev han som så mange andre fragtet i kreaturvogn til Frøslev. Her opholdt han sig indtil befrielsen (Kure, 82ff). Den tredje var reservebetjent Zigbrandt Petersen, der efter stikkeriet blev afsløret med et falsk legitimationskort, hvorpå han måtte samme vej som de to forrige til Frøslevlejren (Kure, 90).

Da modstandsbevægelsen på Bornholm fandt ud af, at det var Carl Rasmussen, der havde stukket Børge Kure, besluttede man at likvidere ham: ’Gruppen opsøgte faderen, der indvilgede i at meddele dem, når han ventede sønnens besøg. Flere gange rykkede de ud efter at være blevet informeret af faderen, men sønnen viste sig ikke. Den 8. april [1945] fik de igen oplysning om, at Carl Rasmussen kunne ventes hjem’ (Kure, 85). Modstandsgruppen gik i aktion, men netop som de ville anholde ham, kom tre tyske soldater med deres danske veninder. Tyskerne beordrede modstandsfolkene til at vise legitimation. Lederen svarede: ’Nåh, ja’, knappede frakken op, greb sin pistol og skød efter de tyske soldater. Den ene flygtede, den anden blev såret og den tredje blev dræbt på stedet. I tumulten nåede alle at flygte – inklusiv Carl Rasmussen, der indirekte blev årsag til nedskydningen af tyskerne (JG, 175).

Regnskabets time

Ved befrielsen søgte Carl Rasmussen til København. Han forlod Bornholm den 6. maj 1945: ’Han og nogle andre af Gestapos herværende danske håndlangere havde fået en tysk fiskekutter til at sejle sig til København, men først havde de fået ’rejsepenge’. Schultz – [lederen af det tyske Geheime Feldpolizei (hemmelige feltpoliti) på Bornholm] – delte ganske stille ud af Gestapos kasse med danske penge. Der blev 1445 kr. til Rasmussen’. Fra København tog Rasmussen ud på landet, hvor han forsøgte at skjule sig, men ’han blev indhentet af nemesis, da han en dag tog til København for at se på folkelivet’. Her blev han anholdt ved Frihedsstøtten! (Kure, 90). Tilbageturen til Bornholm blev speciel. Fra København blev han sendt med rutebåden til Rønne, hvor han ankom en søndag morgen, og ’da nyheden var blevet meddelt i de lokale aviser, var der mødt et par tusind mennesker op på havnen for at tage imod ham. Her var en lejlighed til at få luft for de fem års indestængte følelser, og harmen var stor’ (Kure, 90). Modstandsbevægelsen var naturligvis også mødt op, og Carl Rasmussen blev hurtigst muligt ført ind i en af dens biler og kørt mod politistationen. Det blev Axel Andersen, der modtog stikkeren: ’Da overbetjent Andersen satte bilen i bevægelse for at hindre overgreb, stormede folk bilen, stod op på den, skrammede malingen af den, sparkede buler i den og forsøgte at vælte den. Det sidste mislykkedes dog, men man fik revet afviservingen af bilen, inden den forsvandt med Rasmussen, der blev indsat i arresten’ (Kure, 90).

Carl Rasmussen modtages af dansk politi ved ankomsten til Rønne – betjenten var Axel Andersen. Bag Carl Rasmussen ses Børge Kure, som Carl Rasmussen angav, i den hvide cottoncoat. Ukendt fotograf (Bx4 1945).

I retssagen, der begyndte den 18. september 1945, skulle ’retten i Rønne for første gang i nyere tid tage stilling til, om den skulle dømme et menneske til døden. Statsadvokaten havde indstillet ham til dødsstraf’ (Kure, 90). På spørgsmålet om, hvorvidt han var skyldig, svarede Carl Rasmussen tydeligt ’Ja!’. Han havde søgt arbejde hos Gestapo, fordi han manglede penge og havde en stor gæld. Han tilstod at have stukket de tre ovennævnte for i alt 900 kr., og som vagtmand hos Gestapo tjente han 150 kr. om ugen – ca. 50% mere end en faglært arbejder. Carl Rasmussens far var til stede i retten og blev også afhørt som vidne. Børge Kure fortalte: ’I pausen kom jeg i forkontoret til at sidde ved siden af Carl Rasmussens fader. Han var naturligvis stærkt påvirket af situationen og fortalte mig, at sønnen i 5 års alderen var kommet til skade ved et motorcykeluheld, og det havde medført en karakterforandring. Siden da havde han kun bragt familien sorg og bekymringer, og de havde til sidst måttet lukke hjemmet for ham. Han spurgte mig, om jeg troede, at sønnen ville blive henrettet. Det var en pinlig situation, da han havde overværet min vidneforklaring. Efter en lille pause sagde han derpå stille: ’Det havde nok været bedre, om I havde fået fat på ham dengang’.’ (Kure, 90). Over middag blev faderen afhørt som vidne, og der blev oplæst et par mentalundersøgelser: ’Amtslægen karakteriserede Carl Rasmussen som i det store og hele fuldt normal, men holdningsløs og fuldstændig uden begreb om penge, mens professor Strømgren betegnede ham som svær psykopat’ (Kure, 90).

Dødsdommen omstødt

Om eftermiddagen procederede anklageren og nedlagde krav om dødsstraf. Der var dobbelt grund til en sådan ’livsstraf’, som det hed i den nye særlov. Både Carl Rasmussens stikkeri med fuldt overlæg af de tre modstandsfolk og hans medlemskab af Gestapo-vagtkorpset kunne begrunde en dødsdom. Herudover kunne angiveriet have ført til dødsdomme for hans tre landsmænd, der tillige havde lidt af sjælelig tortur. Hans angiveri kunne også have ført til optrævling af hele øens modstandsbevægelse: ’Den forbrydelse, som tiltalte har begået, er af en så grov karakter, at tiltalte altid vil være en fare for det danske samfund, som nu må sikre sig i fremtiden mod den slags mennesker – og benytte det mest effektive middel: Livsstraffen’. Forsvareren hævdede, at anklageren skød over målet. Han henviste til Carl Rasmussens uheldige opvækst og erklæringen om psykopati og sluttede: ’Selv den mest kyniske og brutale forbryder har krav på en behandling uden hensyn til øjeblikkelige stemninger [i befolkningen], og jeg indstiller Rasmussen til en mild dom’. Efter 1½ times votering fald dommen: ’Straffen vil være at bestemme til 16 års fængsel, og arrestanten vil derhos være at kendes uværdig til almen tillid for bestandig’. Carl Rasmussen modtog dommen, og han rundede af med dette replikskifte med dommeren: ’Så får jeg altså lov at leve?’ – ’Ja’. – ’Ja, så siger jeg tak, hr. dommer!’ (Kure 91).

Carl Rasmussen voksede op på ’Forsørgelsesgaarden’ i Rønne, hvor hans forældre var ansat som bestyrerpar. Familien tilhørte ’Frimissionen’, også kaldet Missionsforbundet. Han blev født i 1915. I 1928 fik han en lillesøster, der fik navnet Lillian. Begge blev døbt i Rønne sognekirke som 14-årige. Carl fik tilsyneladende ingen uddannelse, men var elev på Bornholms Højskole i vinteren 1934-35. Lillian blev døbt (igen) i Rønne Baptistkirke i 1945, og senere gift med baptistpræsten Erling Nielsen fra Bethelkirken i Aalborg. Erling Nielsen var her engageret i modstandsbevægelsen, og det var hans bror, Egon Nielsen, der af modstandsbevægelsen i Aalborg fik opgaver at løse bag fjendens linjer i Tyskland, hvor han blev dræbt i februar 1945 ved det amerikanske bombardement af Dresden – se profilen for Aalborgbaptismen. Når Lillian og Erling Nielsen i de følgende år samlede familien, blokerede Carl Rasmussens engagement på tyskernes side et normalt familieforhold (PBN). Carl Rasmussen levede i Rønne efter løsladelsen fra fængslet. Han døde som 50-årig invalidepensionist, indlagt på Sindssygehospitalet Oringe ved Vordingborg. Han blev bisat fra Krematoriet i Næstved – af sin svoger, pastor Erling Nielsen.

Den gamle baptistkirke i Nexø, der blev så beskadiget ved det russiske bombardement, at den måtte jævnes med jorden. Arkivfoto.

’Iwan kommt’ – Russertiden

Den 7. maj 1945 ved middagstid faldt de første russiske bomber over Nexø, og kort efter blev Rønne ramt på samme måde. Tyskernes kommandant, von Kamptz, mente ikke, at han havde ordre til at kapitulere til andre end englænderne, og han anså sig forpligtet til at forsvare sig overfor russerne – ligesom tyskerne endnu gjorde det på fronten i Tyskland. Ved aftenstid nedkastede russerne løbesedler over øen, og de gav tyskerne et ultimatum: Overgivelse inden kl. 10.00 næste formiddag eller kamp! Bornholmerne rømmede i nattens løb Rønne og Nexø, mens diplomatiet arbejdede på højtryk, men forgæves. Russerne kastede bomberne næste formiddag kort efter kl. 9.00, idet ingen havde tænkt på tidsforskellen. Først blev Rønne ramt af over 100 bomber, der beskadigede ca. 90% af byens 3400 ejendomme, 250 bygninger blev ødelagt og 23 nedbrændte. Over middag bombede russerne Nexø – også med katastrofale ødelæggelser til følge. Af byens knapt 1000 ejendomme blev 130 totalt ødelagt og næsten 700 mere eller mindre beskadigede, men kun ét menneskeliv gik tabt. I Rønne mistede ni af byens borgere livet (AVK, 194). Nattens evakueringer havde været rettidig omhu, men herpå oplevede bornholmerne, at tyskerne overraskende kapitulerede. En tysk general, der var kommet østfra, afsatte den tyske kommandant, overtog selv kommandoen og kapitulerede (EM&BO, 374ff).

Dagen efter – den 9. maj – besatte russerne Bornholm. De første soldater, der kom, ’var udprægede Stødtropper, hvad ogsaa deres Opførsel i det hele var et talende bevis for’ (Bx4 1947, 1). Modstandshæren meddelte dem hurtigt, at den ’i Henhold til Forholdsordre fra den danske Generalkommando’ meldte sig til samarbejde om at deportere tyskerne fra øen. Lederen af den russiske besættelseshær havde fra Moskva fået at vide, at ’de danske Partisaner kunde man stole paa’ (EM&BO, 385). På den baggrund blev frihedskæmperne med deres armbind straks accepteret som ’partisanski’: ’Allerede samme Aften traadte russiske Soldater og bornholmske Frihedskæmpere i Fællesaktion, idet man under Nervepirrende Forhold rykkede ud til Bevogtning af Flyvepladsen. Rundt om i Skoven laa Tusinder af Tyskere, velforsynede med Vaaben og Ammunition, og de kunne hurtigt have gjort den lille dansk-russiske Styrke ukampdygtig – men alt forløb godt’ (Bx4 1947, 1). Kun faa Dage efter blev de nævnte Stødtropper afløst af en ny og større Styrke, og da ’russerhæren’ var størst, opholdt der sig ca. 7.500 mand på øen. Deres første opgave blev at få sendt tyskerne fra Bornholm til russiske krigsfangelejre i Polen: ’Efter en halv Snes Dages Forløb havde den sidste Tysker forladt Bornholm – af en Styrke paa op imod 30.000, hvori indbefattet ca. 10.000 civile Flygtninge’ (Bx4 1947, 2).

Storpolitisk spil

I den første tid holdt ’de sovjetrussiske Officerer nogle festlige Sammenkomster for Repræsentanter for Modstandsbevægelsens Ledelse. Ved disse Lejligheder blev der ofte givet Udtryk for, at naar den sidste Tysker var sendt bort, vilde Russerne ogsaa rejse’ (Bx4 1947, 2). Usikkerheden om, hvor længe den russiske besættelse skulle vare, kom dog snigende. Men den bornholmske karakter overvandt usikkerheden med en historisk erfaring: ’Vi har jo haft både lybækkere, svenskere og tyskere rendende her, men de forsvandt igen. Det gør russerne vel også’ (AVK, 20). Forholdet mellem øens befolkning og de russiske soldater må stort set betegnes som godt, men naturligvis kunne uheldige episoder forekomme: ’For at holde Retfærdighedens Fane højt maa det i Sandhedens Interesse bemærkes, at det alt for ofte var Danskere, der var Aarsagen til Hændelser, som burde have været undgaaet. Russernes Trang til Nydelse af stærke Drikke – og meget kunde de taale – førte blandt andet til, at der blev spekuleret i Salg af Kogesprit’ (Bx4 1947, 3).

I det storpolitiske spil om Bornholm viste den danske regering efterhånden interesse i at pleje den gode kontakt til russerne. Således gæstede udenrigsminister Christmas Møller med en delegation øen midt i maj. Og kronprinseparret, Frederik og Ingrid, fulgte efter i juni, hvor den russiske general indbød ’til stor Frokost paa Hotel ’Helligdommen’ i Rø. Flere af Frokost-Anretningerne var sendt hertil direkte fra Sovjet Unionen’ (Bx4 1947, 3). Herpå fulgte gæster fra de Vest-allierede, mens bornholmerne stadig spekulerede på, hvad fremtiden ville bringe. Pludselig, den 16. marts 1946, meddelte den russiske officer til øens amtmand, at han ’fra den sovjetrussiske Regering havde faaet Ordre til straks at iværksætte de russiske Styrkers Hjemrejse’. Denne ordre ’gik som en Løbeild over det ganske Land’, og begivenhederne på Bornholm ’tog nu fart i et Tempo, man vanskeligt kunde følge’. Den russiske hærledelse rejste til København, hvor regeringen tog afsked med den russiske stab, som ’ogsaa blev modtaget i Audiens af Hans Majestæt Kongen, der dekorerede russerne’. Og den 5. april var tusinder af bornholmere mødt op på Rønne havn, hvorfra de russiske skibe forlod øen ’under Udfoldelse af alle tænkelige Æresbevisninger’ (Bx4 1947, 4).

Genopbygningen af de to byer blev gennemført efter vedtagelsen i Folketinget af en særlov og en landsindsamling af betydeligt omfang. Den svenske stat bidrog også med en gave på 300 fuldt monterede – og efterhånden eftertragtede – træhuse. Katastrofen bidrog til en radikal byfornyelse.

Mens der endnu var idyl i de bornholmske hjem, inden alt blev kaos i Rønne og Nexø. Her ses Edith og Ejnar Jensen med deres to teenagere Ella (gift Jallov) og Jørn. Alle fire tilhørte menigheden. Ejnar Jensen var i Rønne en del af beredskabet, der kørte døde og sårede til byens sygehus. Ella Jallov fortalte: ’Mor elskede at have huset fuldt af mennesker. Vores venner, soldater, der trængte til venlighed, mad og varme, kirkefolket, familien og mange baptistpræster har boet hos os’ (EJ, 14). Privatfoto.

Russerne og baptisterne

Bombardementerne af Rønne og Nexø er skildret udførligt i beretninger, der blev skrevet næsten samtidigt med, at bomberne faldt den 7. maj (MZ, 3). Uvisheden var stor: ’Det hele var aldeles uvirkeligt, og der gik allehaande Rygter om, at det var Tyskere, der vilde faa os til at tro, at det var Russere; eller at det var Russere, der var fløjet forkert; eller at det var Russere, der vilde bombe Tyskerne væk fra Bornholm’ (MZ, 4). I Rønne gik bombardementet særlig hårdt ud over kaptajn Holm og hans familie, idet en fuldtræffer omdannede deres hus til en ruin. Begge forældre og to af børnene blev dræbt. Flere af byens baptister blev involveret på forskellig vis. Det blev således Ejnar Jensen, der måtte transportere kaptajn Holms familie til Rønne sygehus, efter at fuldtræfferen havde ramt deres hus. Ejnar Jensen var ejer af Rønne Mejerimaskinforretning og havde derfor en Bedford. Datteren Ella har fortalt følgende: ’Far havde ansvaret for nødgeneratoren på sygehuset, så der var de [Ejner Jensen og hans søn Jørn på 12 år] først kørt ned og ordnede den. Herfra kørte de ned i byen for at se, hvad der var sket. I Damgade var flere huse jævnet med jorden – og her blev en far, kaptajn Holm, der lige var kommet hjem fra international sejlads under krigen, en mor og to børn dræbt. En datter overlevede ved at ligge under spisebordet, en søn havde reddet sig ud til Østergade. Far og Jørn lagde døre på ladet [af Bedforden] og transporterede de døde ud til sygehuset’ (EJ). Samme dag evakuerede Ejnar Jensen sin familie. Næste morgen tog han tilbage til Rønne, hvor han ’kørte i pendulfart med mennesker på flugt’. Familien boede på Rønne havn, og ’vores nærmeste nabo var et stort pakhus, hvor der var opmagasineret ammunition. På ydersiden lå torpedoer stablet op’ (EJ). Blandt de 15 baptistfamilier, der fik deres hjem ødelagt ved bombardementerne, gik det hårdest ud over Johannes Lunds ejendom i Østergade. Den blev jævnet med jorden; tilbage stod kun en rygende brandtomt: ’Snedker Lund har mistet alt, undtaget det han, hans Kone og Børn havde paa’ (MZ, 7).

Billedet viser med al tydelighed, at ’Snedker Lund har mistet alt, undtaget det han, hans Kone og Børn havde på’ (Bx4, 1945).

Andersens hus ødelagt

Allerede ved russernes første bombardement havde Preben Frank – ’Prebi’ – hjulpet Axel Andersens skræmte kone, Marie, og deres tre yngste børn. ’Prebi’ fortalte: ’Jeg fik skubbet et skrivebord hen ved ydervæggen mellem to vinduer og lagt nogle dyner derind. Hendes drenge kom derind, og jeg sagde, hun skulle sætte sig ind til dem, for jeg skulle altså ud. Jeg kunne ikke blive inde, da de fløj lige hen over hovedet på os. Andersen kom senere på dagen farende hjem og fortalte, at byen skulle evakueres. ’Marie, du må af sted igen. Vi kører ud til din far!’ Samme aften foregik evakueringen: ’Om aftenen kom han [Axel Andersen] med en bil med en stor grisereck på, og det mærkelige var, at vi læssede masser af tøj og dyner og alt muligt på bilen. Vi tømte næsten huset. Fru Andersen og børnene kom op, og Holger satte sig på den ene forskærm. ’Hop op, Preben, sagde Andersen til mig’.’ (JUL; 20). I samme øjeblik kom ’Prebi’ i tanke om Andersens store schæferhund, som han hentede i hundegården. Herpå hoppede både hunden og desertøren på bilen – og den udvidede familie kørte på landet. Et par dage senere kom Axel Andersen tilbage fra Rønne og sagde: ’Ja, Marie, jeg må fortælle dig, at vores hus, det er ikke mere’. Nå, ja, det var der ikke noget at gøre ved, når bare der ikke var nogen, der var blevet dræbt. Andersens var gode og meget tolerante mennesker. Jeg ved ikke, om de var adventister eller baptister. [Familien Andersen var medlemmer af baptistkirken]. Men så siger Andersen til mig: ’Du kommer til at tage med ind til byen, men da kun frihedskæmpere og lignende får lov at komme ind, så får du et frihedskæmper-armbånd på’. Så var jeg blevet ’frihedskæmper!’’ Inde i Rønne hjalp Preben Frank med at demontere ikke-eksploderede russiske bomber. Her så han nu også familien Andersens hus på Søndre Alle: ’Ejendommen var bygget i vinkel med stuehuset ud mod vejen og køkken og vaskehus i sidebygningen. Uden for huset stod et stort pære- eller valnøddetræ, og vi kunne se, hvordan bomben var gået gennem en grenkløft og lige ind i stuehuset. Der var ikke andet tilbage af det gamle, gule bindingsværkshus end sten og brokker og lidt pinde. Men vaskehuset blev stående’! (JUL, 21) – en konkret erindring om, hvad der skete med Marie og Axel Andersens hjem på Søndre Allé 38.

Marie og Axel Andersens hus efter det sovjetiske bombardement 7.-8. maj 1945. Ingen kom noget alvorligt til. Fotograf ukendt. JUL (2005, 23).

Natten til den 8. maj forlod de fleste af Rønnes beboere byen, mens en gruppe vagter blev tilbage på strategiske steder i byen. Da russerne og tyskerne begyndte at bekæmpe hinanden med antiluftskyts og bomberegn over Rønne, fór frihedskæmperne på motorcykler ’rundt for at beordre vagterne ud af byen’, og de ’udførte deres opgave under stor livsfare’: ’I et enkelt tilfælde nåede en af dem, politiassistent Axel Andersen, lige at kaste maskinen [motorcyklen] og vælte sig ned bag et stengærde, da han på Munch Petersensvej så maskingeværkugler pløje sig ned i vejbanen foran sig’ (Kure, 9) – men han slap med livet i behold.

Bevægede dage

Da Preben Frank sidst i maj 1945 rejste fra Bornholm var han veludstyret: ’For ikke at komme som en anden vagabond havde jeg fået en attachétaske af Andersen, og han havde også lånt mig en ældre imprægneret overfrakke, og med den over armen lignede jeg vel nærmest en handelsrejsende!’ Ved færgen blev alle passagerer registreret og nogle tyskvenlige blev sorteret fra. Men da Preben Frank kom, sagde de: ’Nå, der er du, din gamle prøjser!’, og så grinede vi. De kendte jo til mig fra Andersen’ (JUL, 22). Det havde dog ikke været så ligetil at forvandle en tysk soldat til en dansk modstandsmand. Det fremgik af et julebrev, som familien Andersen skrev til ’Prebi’ i julen 1945, da de havde hørt fra ham: ’Vi har saa tit tænkt, hvordan mon det gaar Frank. Ja, du var lige paa Nippet til at blive nappet en Gang. Et Par meget energiske unge Mennesker havde genkendt dig og lod Meddelelsen gaa videre, men jeg klarede Sagen. Selv om du med Tiden havde klaret Frisag i Henhold til Sagen, som du fortalte mig, saa kunde det alligevel have forvoldt mange Bryderier. Men vi er alle glade for, at det har gaaet dig godt’. ’Sagen’ handlede om, at Axel Andersen havde skaffet ’Prebi’ et falsk legitimationskort med den oplysning, at han var dansk statsborger! Julebrevet sluttede med familiære hilsener – ’om en rigtig glædelig Jul og et godt Nytaar for dig og din Kone’ – fra ’Marie og Axel Andersen samt Drengene – Holger, Robert, Knud og lille Erik [Erik Løvind Andersen]’. Men forud herfor skrev Axel Andersen om russernes bombardement og ’Prebi’s ophold hos familien: ’Ja, det var bevægede Dage, for os omkring den 7. Maj, men du har jo oplevet dem værre. Tak for dit altid friske og gode Humør. Og Tak, fordi du hjalp min Familie saa meget i de bevægede Dage’ (JUL, 24). Andersens tyske soldat, som han barmhjertigt hjalp til at blive desertør, ja endog frihedskæmper, havde på kort tid afkodet sammenhængen mellem Andersens tro og handlinger: Ingen med god vilje må efterlades uden hjælp.

Fotoaktivitet i Rønne

Fotografering med den hertil hørende dokumentation af krigens begivenheder betød meget – både for besættelsesmagten og for modstandsbevægelsen. Ejeren af øens førende fotoforretning i Rønne hed G.W. Moegreen. Han blev uddannet som bogtrykker, men skiftede spor og læste til præst ved Morgan Park Theological Seminary, Chicago, som skik var for danske baptistprædikanter før 1918. Efter hans hjemkomst blev han ansat i Holbæk og på Langeland, men måtte på grund af sygdom opgive præstejobbet. Han var litterært og filosofisk anlagt. Han og hans bornholmske hustru bosatte sig midt i 1920’erne på fruens fødeø, hvor han ’oprettede et Maskinskrivningsbureau og en temmelig stor Fotoforretning’ (BU 1947, 346). I denne ansatte de søstrene Bertha og Asta – unge døtre af en fattig stenhuggerfamilie i Vang – der hurtigt blev antaget som ’døtre’ af det barnløse Moegreen-ægtepar. Herved fik de ’en ubeskrivelig ungdom’, hvor de også fik tilknytning til baptistmenigheden på øen. Asta Nicolaisen erindrer, at Moegreen ’var meget dygtig, men også streng. Vi lærte fotofaget helt fra bunden af og alt inden for mørkekammerbranchen. Det blev efterhånden den største virksomhed på øen af sin art’ (Asta1, 50). Som 18-årig lærte Asta sin kommende mand, Aksel Nicolaisen, at kende, da unge baptister fra hele landet holdt lejr på Bornholm. Han stammede fra Østervrå, men var i 1937 militærnægter i Grib Skov. De giftede sig i 1938 og bosatte sig på Bornholm. Da tyskerne gik ind i Polen, sagde Moegreen: ’Denne Hitler er dog en fantastisk mand. Se, hvordan han har formået at afskaffe arbejdsløsheden i sit eget land’ (Asta1, 57). Efter tyskernes besættelse af Bornholm troede Nicolaisens, at ’det var slut med foto. Men værnemagten blev en god kunde, og vi fandt ud af, at Mogensen [alias Moegreen] var tyskvenlig. Det undrede særlig min mand. Vi måtte kun høre tysk radio. Vi ville helst høre den svenske presse, det gjorde alle ordentlige mennesker’. I fotoforretningen gik det over forventning: ’Vi lavede billeder til alle. Såvel civile som dem i uniform. Vi så aldrig, hvad billederne forestillede’ (Asta1, 58). I 1943 overtog Aksel og Asta Nicolaisen Moegreens fotoforretning, hvorefter de flyttede den til Østergade: ’Jeg var ikke bange for de tyske soldater, selv om vores hus med butik vendte facaden ud mod teatret, som tyskerne havde okkuperet’ (Asta2, 62f).

Billederne fra V-1-bomben

De billeder, som Johannes Hansen optog ved Bodilsker, blev indleveret til fremstilling hos Moegreen. Asta Nicolaisen erindrer: ’En lørdag aften kom en politikommissær med to ruller film med 36 optagelser på hver. Der skulle laves 10 serier af hver. De skulle være færdige i løbet af et par timer. Jeg tog mig selv af opgaven, var meget omhyggelig med, at der var 10 af hver. Det skulle jo gå lynhurtigt. Sidst på natten afhentede han dem alle sammen. Søndag middag kom der tre fra værnemagten. Jeg kom i forhør om disse billeder og sagde, som sandt var, at jeg havde lavet dem for politiet. Det skulle jeg aldrig have gjort. En times tid efter kom Gestapo. De havde da politikommissæren med. Han var utrolig fåmælt. Gang på gang spurgte de mig, om ikke jeg kun havde lavet 9 serier. Men jeg vidste, jeg havde talt rigtigt. Jeg havde lavet 10’ (Asta1, 59). Det faldt ikke Asta Nicolaisen ind, at hun kunne have skaffet sin trosfælle fra menigheden et godt alibi. Langt mindre tænkte lægprædikanten Moegreen herpå: ’Min chef gik skarpt i rette med mig: ’Hvor kan det falde dig ind at stå og optræde usikkert overfor overmagten [værnemagten]? De er her udelukkende for at overvåge vores sikkerhed’. Og efter en pause fortsatte han: ’Hitler er en af de mægtigste mænd i verden’. Han havde lige læst ’Mein Kampf’.’ (Asta1, 59). Og om Moegreens sympati for Hitler og hans mægtige gerninger fortsatte hun: ’Da Tyskland tabte krigen, måtte vi gå i forbøn for min mangeårige chef for at hindre repressalier. Alle kendte alle, men det var pludselig blevet farligt at sympatisere med dem, ’der passede på os’.’ (Asta1, 59). Det fremgår ikke af andre kilder, at tyskerne bragte Johannes Hansen med til fotoforretningen, men derimod blev han gentagne gange afhørt af tyskerne på Galløkken, hvor han – i første omgang i 1943 – klarede frisag.

Efterhånden som krigen gik, tabte tyskerne terræn, hvilket Moegreen i sin vanlige sympati for tyskerne kommenterede på denne måde: ’Husk, de trækker sig planmæssigt tilbage’ (Asta2, 67). Da budskabet om befrielsen kom den 4. maj 1945, sad Asta Nicolaisen i Baptistkirken i Rønne. Herom erindrer hun dette: ’Jeg var til møde i kirken. Der var en, der rejste sig og stak en seddel op til prædikanten, hvorefter han gik på prædikestolen og forkyndte: Tyskerne havde overgivet sig. Der blev holdt en kort bøn, før alle gik hver til sit. Tyskerne jublede i de små gader, og vi dansede med dem. Det var sådan en dejlig forårsaften’ (Asta1, 61).

Få dage efter skete katastrofen. Ved russernes første bombardement den 7. maj gik det hårdt ud over Nicolaisens fotoforretning. Under bombardementet gik de i et nærliggende beskyttelsesrum. Da de kom op, så de dette syn: ’Det brændte ved siden af forretningen. Taget var væk. Alle vinduer var væk. Træværket var splintret. Folk skreg om hjælp’. Herpå tog de til Vang, inden russernes andet bombardement dagen efter. Ved hjemkomsten erindrer Asta Nicolaisen, at ’der mødte os et sørgeligt syn. I Østergade, hvor vores forretning lå, var det særlig forfærdeligt. Måske på grund af, at de tyske soldater havde haft til huse lige over for’ (Asta1, 64). Det var en ’frygtelig befrielse’. Men forretningen gik så meget desto bedre: ’Der blev fotograferet meget, og vi lavede i tusindvis af udbombede huse og andre skrækkelige billeder. De blev solgt i serier, men vi ville ikke eje nogen af dem selv’ (Asta1, 65).

’Feltmadrasserne’ fotograferet

Natten til den 23. maj 1945 blev 20 ’feltmadrasser’ kronraget af modstandsfolk på Hotel Dana i Rønne. Episoden, der vakte bestyrtelse over hele landet, var så grov, at den fik et retsligt efterspil for gerningsmændene (JG, 239ff). Asta Nicolaisen erindrer, at hun blev kaldt til hotellet tidligt om morgenen. En anonym stemme sagde i telefonen: ’’Der ønskes en fotograf til Hotel Dana straks’. Klokken var 6 morgen. Jeg var allerede i gang i mørkekammeret. Som så mange gange før måtte Peter [alias ægtemanden, Aksel] lade forsikring være forsikring, hjælpe mig og selv fortsætte med billederne, mens jeg lastede min cykel med fotogrej’. På Dana Hotel mødte Asta Nicolaisen ’en vederstyggelighed’: ’En mand med armbind viste mig ind i en stor sal, hvor der sad to lange rækker af kvinder. Flere af dem kun iført nattøj. De forsøgte at dække deres ansigter. Mange af dem kendte jeg. Pæne agtværdige fruer. Det jeg så, var at mænd, der mere eller mindre kunne klippe og barbere, var i færd med at kronrage de stakkels ulykkelige kvinder. Flere af dem græd, men ellers var der dødsens stille i lokalet. Nogle fik kun det halve hoved raget. Andre blev skamferet med det midterste væk, alt imens de blev skarpt bevogtet af såkaldte ’frihedskæmpere’ med karabiner. ’Seancen’ var næsten tilendebragt, da jeg kom. Selv om jeg var dybt rystet, fotograferede jeg, så godt jeg kunne. Havde jeg nægtet, var jeg blevet stemplet som sympatisør’ (Asta1, 66). Efter fotograferingen blev fløjdøre slået op og kvinderne sendt ud på gaden, hvor folk på vej til arbejde standsede, da de så det besynderlige optog: ’Mange – ja, de allerfleste – spyttede på kvinderne og slog sten og jord efter dem, mens de bevæbnede kanutter råbte skældsord’ (Asta1, 66). Aksel Nicolaisen fik opgaven at fremkalde billederne. Asta Nicolaisen var ’så ulykkelig og ilde berørt’, at hun ikke kunne. Billederne var perfekte, men ’hvor mange serier, der blev lavet, kan jeg ikke huske, men det var i tusindvis’ (Asta1, 66). Efterfølgende er det blevet bestridt, at Asta Nicolaisen var nattens fotograf. Modstandsbevægelsen medbragte sin egen fotograf, der var én af de 20 frihedskæmpere, som senere blev dømt for nattens ’lynjustits’, men kun med ’milde domme’ i form af dagbøder (JG, 243ff).

Den natlige fotografering på Hotel Dana i Rønne af de 21 kvinder, der blev udråbt som ’feltmadrasser’, er efterfølgende blevet omstridt. Så sent som år 2000 blev billederne tillagt Asta Nicolaisen – som hun selv hævder det i ’Pigen fra øen’. Hendes beskrivelse af fotograferingen efter kl. 6 om morgenen stemmer ikke med andres fortælling om, at den fandt sted om natten. Denne fotoopstilling er hentet fra AVK (145).

Afrejse fra øen

Da russerne havde bombet Rønne og Nexø, beskrev Aage Wenzzel hurtigt stemningen på øen for landets øvrige baptister, der øjeblikkeligt iværksatte en indsamling af ’Kontante Penge’ og ’Tøj og Husgeraad’, og menighederne responderede generøst – se Rammefortællingen 1945-1950. Ved Baptistsamfundets årsmøde i september 1945, omtalte Aage Wenzzel kort russernes besættelse af Østersøens perle: ’Da man fejrede freden i det øvrige Land, kom vi paa Bornholm først til rigtig at mærke Krigen. 45 Familier i vor Menighed blev berørt af Ulykken. Fra mange Sider modtog vi Støtte og Hjælp. Vi siger hjertelig Tak for alle gaver fra vort [Kirke]samfund’. Hjælpen fra de øvrige baptistmenigheder havde ved årsmødet i 1946 beløbet sig til 15.900 kr. (BÅ 1946, 86).

G.W. Moegreen 1880-1947. Lægprædikant på Bornholm (ÅB 1948).

På årsmødet omtalte Wenzzel også, at ’mange Medlemmer er rejst fra os til andre Menigheder, og det er vi kede af. Men vi vil arbejde videre i Tro til Gud’ (ÅB 1945, 14). Blandt de ca. 40 medlemmer, der rejste ’over’, var der tre prædikanter. To af dem var menighedens ungdomspræst, Carl Thomsen, der skulle være ungdomssekretær i Baptistsamfundet, og den aldrende G.W. Moegreen. Begge var medlem af menighedsrådet. Da Aage Wenzzel ved et møde takkede dem ’for deres Arbejde i Menigheden’, gav ’Menighedsrådet sin Tilslutning hertil ved at rejse sig’ (MRP 02.07.1945, 59). Den tredje var Aksel Nicolaisen. Ægteparrene Moegreen og Nicolaisen rejste til Hjørring, hvortil Asta Nicolaisens søster Bertha var rejst i forvejen, idet hun havde giftet sig med baptistpræsten Børge Berntsen.

Aksel Nicolaisen 1912-1982. Lægprædikant på Bornholm (BB 1946).

Efter at Aksel og Asta Nicolaisens var ankommet til Hjørring, sendte de en hilsen til øens baptister, hvori det hed: ’Nu er vi borte fra Bornholm, men Minderne – kun gode Minder – har vi fra Bornholm, og de vil altid staa for os som Lys paa vor fremtidige Livsvandring’ (BB 8 1945, 5). I dag fastholder to af de ældste baptister i Bornholms menighed (EJ, BS), at G.W. Moegreen var nazi-sympatisør – han var ’nazistisk i kanten’ (EJ) – sådan som det fremstilles i Asta Nicolaisens erindringer. Samtidig bevidner de, at Aksel og Asta Nicolaisen måtte forlade Bornholm på grund af deres tjenester for tyskerne i fotoforretningen – det var en ikke velset form for erhvervsmæssigt samarbejde med den tyske besættelsesmagt. Om denne tjenestes omfang skrev Asta Nicolaisen langt senere: ’Tyskerne var efterhånden dem, som fotograferede allermest, da alt var rationeret og vores ellers store kunder ikke kunne få de film og det materiale, de havde brug for’ (Asta3, 52). Da de i 1945 blev mødt med anklagen: ’I har da handlet med tyskerne’, lød hendes reaktion: ’Det var sandt nok, men vi havde da aldrig tænkt på, at det var strafbart. Tyskerne var mennesker som os’ (Asta3, 88). Der blev ikke rejst tiltale mod dem for værnemageri, men de rejste hurtigt fra øen: ’En af de sidste dage i august hyrede Peter [alias Aksel] en skude fra Rønne, som sejlede direkte til Aalborg. Alt vort bohave blev opmagasineret i en stor garage i Nr. Sundby. De smertelige minder fra majdagene blev gemt i vore hjerter – men aldrig glemt’ (Asta2, 72).

Forsiden af Asta Nicolaisens første selvbiografi.

G.W. Moegreen skrev også en hilsen til menigheden, hvori han takkede for ’omkring 20 Aar’ i menighedens fællesskab. Han var taknemlig for, at menigheden havde ’et Præg af noget solidt og evangelisk’ og fortsatte: ’Jeg er taknemlig for, at jeg i en Aarrække har kunnet deltage i Menighedens Gerning, dels som Medlem af Menighedsraadet og dels ved uhindret at kunne forkynde Guds Ord, saaledes som Helligaanden har kastet Lys over det for mig. Ligeledes har Samarbejdet med Menighedens Forstander [Aage Wenzzel] hele Tiden været mig en Kilde til Glæde’. Samtidig ønskede han, at menigheden ’maatte opleve en virkelig dybtgaaende aandelig Vækkelse med Frelse og Helliggørelse. […] Den Tid, vi gaar i Møde, vil blive en vanskelig Tid for Ungdommen. Den Kristendom, der i størst Udstrækning vil blive budt de unge, er hvad man kan kalde Opdragelses-Kristendom; men dette er ikke nok. Den Kristendom, der tiltrænges, er en virkelig Frelses-Kristendom, saa de Unge lærer at forstaa, hvad Synd er, og hvad Naade betyder’. Han afrundede hilsenen med tak for ’den Mindegave, der blev overrakt os ved vor Bortrejse. Det smukke Maleri med Motiv fra Paradisbakkerne vil være os et kært Minde baade om Bornholm og om Bornholms Menighed’ (BB 8 1945, 4). I Moegreens nekrolog hed det, at når ’han blev grebet af en Sag eller af et Emne, søgte han at trænge til Bunds i det med en næsten Ensidighedens Nidkærhed’ (BU 1947, 346).

Den 5. april 1946 – den dag, russerne rejste fra Bornholm – modtog baptistmenigheden en stor gruppe hollandske børn, der blev indkvarteret i 65 hjem rundt omkring på øen – ’en Del udenfor Baptistmenigheden har ogsaa aabnet deres Døre for disse Børn og Voksne i 3 Maaneder. Der kommer flere Prædikanter og nogle Mødre med de spæde Børn’ (BB 4, 1946, 4). Denne gæstfrihed var en del af Baptistsamfundets Hollandshjælp, som Bredahl Petersen ledte fra København – og selv den hårdt ramte menighed i Østersøen med de mange ruiner fra maj 1945 ville vise gæstfrihed.

Menigheden bød årsmødet velkommen en tidlig morgen på kajen i Rønne. J. P. Hansen og flagalléen er parat.
Årsmødepause foran kirken i Rønne. Karl Nielsen, Bredahl Petersen og J.P. Hansen. Begge fotos Elly Larsen, Rønne.

100-års jubilæum

Bornholms menighed fejrede sit 100-års jubilæum i 1948 og inviterede i den anledning danske baptistmenigheder til at fejre det i Rønne i juli måned. Der blev arrangeret en fællesrejse fra København, og de 36 øvrige menigheder tog imod indbydelsen og stævnede mod øen, hvor næsten alle delegerede en tidlig morgen blev modtaget på havnen med sang af Bornholms baptister. Menigheden på øen havde gennem de 100 år levet ’under stor Naade fra Gud’, men ’stor Kirkerestaurering, Indsamling til Gældsfrigivelse [og] Arbejdet med Byggesagen i Nexø’ havde siden russernes afrejse taget megen tid (ÅB 1948, 22). Bombardementet af Nexø bevirkede, at menigheden var nødt til at bygge en ny kirke i byen: ’Vi magter det ikke alene. Derfor har vi udsendt Lodsedler til alle Menigheder ud over vort Land. Og vi haaber, at I hjælper os at faa disse Lodsedler solgt’ (ÅB 1948, 43), lød opfordringen. Årsmødet godkendte fremgangsmåden og indsamlingen i menighederne, men den adskilte sig på to måder fra tidligere praksis. Den blev ikke en fælles landsindsamling, som alle menigheder stod sammen om via samarbejdet på årsmødet, idet bornholmerne valgte at henvende sig direkte til hver menighed. ’Nexø-kirken’ blev altså ikke en del af Baptistsamfundets fælles fokus. Danske baptister var heller ikke vant til den nye indsamlingsform gennem ’Spil’ – man kunne vinde ’et Sommerhus med stor idyllisk Strandgrund paa Balka Strand’. Se Rammefortællingen 1945-1950.

I Nexø gik det også hårdt ud over flere baptisthjem, da russerne bombede byen – blandt andet nedbrændte huset, hvor menighedskredsens sekretær boede. Det fremgår af denne forside til en ny protokol. Forsiden viser, at proportionerne ikke blev skævvredet: ’Det beklages dybt, at Menigheden har mistet denne værdifulde Protokol, men samtidig sender vi en Tak til Gud, fordi Menighedens Medlemmer i Nexø forblev uskadt’. Menighedens arkiv, Rønne.

Kirken i Nexø

Menigheden forventede at sælge lodsedler for 60.000 Kr., og ét af menighedens medlemmer, byggeudvalgets formand, ’havde for egen Regning købt et Sommerhus beliggende nær Balka Strand for en Pris af Kr. 7.000, som han eventuelt vilde overlade Byggeudvalget som en første Gevinst ved Lodtrækningen’ (MRP 07.07.1947, 120). Og sådan blev det, fordi det var umuligt at skaffe en bil som hovedgevinst (Nexø 25.06.1948). Menighedens prædikanter rejste til flere af menighederne ’ovre’ for at tale byggesagen. Samtidig ansøgte bornholmerne Det svenske Baptistsamfund om hjælp til byggeriet. Men kun lidt lykkedes. Svenskerne ønskede ikke at være med, og i de øvrige danske menigheder blev salget ikke stort. På et menighedsmøde i Rønne lød det: ’Forstanderen oplyser, at Lodseddelsalget gennemgaaende gaar ret trægt og ikke forventes at give det Resultat, man oprindelig havde troet’ (MRP 14.04.1949, 154). Lodtrækningen fandt sted den 13. maj. Overskuddet ved salget blev kun på 14.000 Kr., og ’begge Hovedgevinster var gaaet over Vandet’ (FP 04.09.1949, 572). Krigsskadeserstatningen for kirken i Nexø blev på 18.000 Kr. (FP, 573). I 1955 kunne menigheden dog langt om længe indvie den nye kirke i Nexø. Den kostede omkring 200.000 Kr.

En bil som hovedgevinst kunne ikke skaffes, men formanden for byggeudvalget havde handlet på egen hånd: ’Br. H. Lau Møller havde for egen Regning købt et Som[mer]hus beliggende ved Balka Strand for en Pris af Kr. 7000, som han eventuelt vilde overlade Byggeudvalget som en første Gevinst ved Lodtrækningen’. Sådan blev det. Menighedsrådets protokol, 7. juli 1947.

De to betjente

Under krigen havde Johannes Hansen givet ’Afkald paa visse timelige, hurtigt forgængelige og højst tvivlsomme Fordele’ – sådan som han havde skrevet i sit vidnesbyrd til de unge baptister. Herved indfriede han det løfte, som ’han med Glæde [havde] givet sin Frelser’ ved at bruge ’de Midler, den Forstand og Viden’, han havde fået. Herved havde han i sin ’Tjeneste og i Forholdet til andre Mennesker’ hjulpet langt ud over de grænser, han selv måtte have tænkt på i 1940, idet hans indsats omkring V1-bomben bevirkede, at tyskernes bombning af London blev kraftigt forsinket og skaderne derfor reduceret. Efter krigen blev han udnævnt til kriminalkommissær i Rønne, hvor familien fortsat levede med i menighedslivet. Herfra huskes han også på grund af sin humor. Da en lægprædikant ville hjælpe ham frakken på efter en gudstjeneste, svarede han: ’Nej tak! Det skal ikke kunne siges, at nogen har taget kriminalkommissæren i nakken!’ (BS). Johannes Hansen døde i 1968 – 67 år gammel.

Efter at have været travl politibetjent under såvel tyskernes som russernes besættelse af Bornholm blev det nu tid for Axel Andersen til at få bragt sit tilhørsforhold til menigheden på plads. Da han ’i sin Tid’ rejste til USA, blev det åbenbart sat i bero. I slutningen af 1948 skrev menighedens sekretær i protokollen: ’Axel Andersen mødte i Menigheden med Ønske om Genforening med Menigheden’. To ’Brødre’, som han havde haft en samtale med herom, ’anbefalede ham paa det bedste til Menigheden. Br. Axel Andersen aflagde derefter at hjertevarmt Vidnesbyrd for Menigheden, hvoraf det bl.a. fremgik, at det i sin Tid var rejse til Udlandet, der foranledigede Afbrydelsen i Forbindelsen med Menigheden. Br. Andersen blev derefter optaget i Menigheden og budt hjertelig velkommen af Forstanderen’ (MP, 1.1.1949, 558). Både Marie og Axel Andersen deltog fremdeles i menighedens liv og virke. Han blev blandt andet lærer i søndagsskolen, og i deres nye hjem på Søndre Allé blev der holdt bibelkreds. De døde i 1991 med en uges mellemrum og blev bisat samme dag (ELA).

Afrunding

Baptisterne på Bornholm blev involveret i tyskernes besættelse af øen – ikke som menighed, men i kraft af flere fremtrædende medlemmers engagement. Deres virke spændte fra ledende positioner i politiet og modstandsbevægelsen til arbejde for værnemagten og en åbenlys beundring af Hitlers resultater. Især må det have været en udfordring, at G.W. Moegreen og Aksel Nicolaisen begge var prædikanter i menigheden, men ’enheden i Kristus’ overskyggede tilsyneladende alt andet. At disse baptisters vidt forskellige engagement blev vævet ind i hinanden var vel tilfældigt, men det viser i hvert fald, at baptisterne udgjorde en andel af øens befolkning, der gjorde det tilfældige muligt: Bertha og Asta Nicolaisen blev ansat hos Moegreen. Johannes Hansens fotografier af V1-bomben landede hos Asta Nicolaisen. Axel Andersen måtte køre Lillian Rasmussens bror – ’øens farligste stikker’ – i arresten i maj 1945. Og da russerne bombede Rønne, blev det Ejnar Jensens opgave at køre den tragisk ramte Holm-familie til Sygehuset. Midt i dette kaos af bomber, brande og ruiner blev det en opmuntring for alle menighedens medlemmer, at de ikke blev glemt af baptistmenighederne i det øvrige land – bortset fra hjælpen til den nye kirke i Nexø. Og det var en lykke, at fællesskabet i Evangelisk Alliance mellem Aage Wenzzel og provst Matthiesen bevirkede, at menigheden undgik, at kirken på Lilletorv blev besat i foråret 1945 af tyskerne ’til andet formål’.

Hovedpersoner
  • Aage Wenzzel: *18.05.1906, ^07.01.1923, +07.05.1994
  • Johannes Hansen: *05.01.1901, ^14.04.1940, +27.09.1968
  • Axel Andersen: *28.05.1902, ^20.04.1919, 15.03.1991
  • G.W. Moegreen: *26.02.1880, ^05.03.1899, +17.07.1947
  • Asta Nicolaisen: *29.06.1917, ^03.04.1928, +07.03.2017
  • Aksel Nicolaisen: *07.04.1912, ^13.01.1924, +21.11.1982
  • Karl Hansen: *24.08.1900, ^01.04.1923, +27.11.1991
  • Lillian Rasmussen: *31.08.1928, ^03.06.1945, +11.07.2011
Litteratur
  • Jørgen H. Barfod: Et centrum i periferien. Modstandsbevægelsen på Bornholm, Rønne 1976 (JHB 1976)
  • Anders Bjørnvad: De fandt en vej. Den allierede overflyvning af Danmark, Odense 1970 (AB)
  • Ebbe Munck & Børge Outze (red): Danmarks Frihedskamp I: Modstandsbevægelsen på Bornholm, 1949, (EM&BO)
  • Jesper Gaarskjær: Bornholm besat. Det glemte hjørne af Danmark under Anden Verdenskrig, Gyldendal 2012 (JG)
  • Ann Vibeke Knudsen (red): Bornholm i krig 1940-1946, Bornholms Museum 2000 (AVK)
  • Børge Kure: En ø i krig, Bornholms besættelseshistorie – baseret på dagbladet Bornholmeren, Rønne 1981 (Kure)
  • Egon Sørensen (et al): Tyske og russiske aktiviteter på Bornholm under 2. verdenskrig, Rønne 2004 (ES)
  • Frihedsbevægelsen på Bornholm: Bornholm besat, bombet, befriet (1), Rønne 1945 (Bx4 1945)
  • Frihedsbevægelsen på Bornholm: Russerne og Bornholm, Bornholm besat, bombet, befriet (2), Rønne 1947 (Bx4 1947)
  • Jens Sørensen (red): Jul på Bornholm, Kulturhistorisk årsskrift 2005, Rønne 2005 (JUL)
  • Mariella Zeuthen: Dagbogsnotater. Bornholm 4.-10. Maj 1945. Stencileret udgave (MZ)
  • Ella Jallow: Selvbiografisk fortælling om familien og bombardementet, Rønne 2016 (EJ)
  • Karl Hansen: Erindringer, Dagbladet Bornholmerens lørdagstillæg, 1980 (KH)
  • Asta Nicolaisen: Pigen fra øen, Dronninglund 1998 (Asta1)
  • Asta Nicolaisen: Stenhuggerens datter, Dronninglund 1999 (Asta2)
  • Asta Nicolaisen: Gyldne spiraler, Dronninglund 2002 (Asta3)
  • Bornholms Baptistmenighedraads Forhandlingsprotokol 1942-51 (MRP)
  • Bornholms Baptistmenigheds Forhandlingsprotokol 1921-1952 (FP)
  • Bornholms Baptistmenigheds Ungdomsforbund, Protokol 1940-1952 (UP)
  • Bornholms Baptistmenigheds Medlemsblad Budbringeren (BB)
  • Bornholmeren: En tak til en folkekirkepræst fra en baptistpræst, 15.06.1985 (BH)
  • Nexø Baptistmenighedskreds’ Forhandlingsprotokol 1945-2001 (Nexø)
  • Baptisternes Ungdomsblad 1940: Johannes Hansens vidnesbyrd (UB 1940, 112).
  • Baptisternes Ugeblad: Nekrolog over W.G. Moegreen (BU 1947, 346).
  • Kirkebøger og Folketællingslister
Informanter
  • Erik Løvind Andersen (ELA, søn af Axel Andersen ); Ella Jallow (EJ), Birgit Sonne (BS), Levy Spanner Hansen (LSH), Carsten Kaas (CK), Henning Ellegaard (HE) og Peter Bundgaard Nielsen (PBN).