Nis Haugaard


Modstandsfolk i Brande foran Brande Bank maj 1945. Nummer 4 fra venstre i forreste række er kriminalbetjent Nis Haugaard, modstandsbevægelsens leder, tolk for tyskerne og den ubestridte byleder før og efter befrielsen. Fra Arkiv.dk med tilladelse. Fotograf ukendt.

Brande – byen og menigheden

Brande voksede under krigen hurtigere end nogen anden stationsby. Det skyldtes, at den var et jernbaneknudepunkt, der stod i direkte forbindelse med brunkulslejerne og flyvestation Karup. Brande station blev landets største godsbanegård og her arbejdede ca. 350 personer i 1941. Ud over ca. 3.000 indbyggere opholdt omkring 1.000 tyskere sig i krigens sidste år i byen. Mange af de nye danskere, der kom til Brande, gik ind i modstandsbevægelsen. Det gjaldt navnlig politibetjente, der gik under jorden i brunkulslejerne efter den 19. september 1944. Brande var også atypisk ved, at modstandsbevægelsen voksede frem og blev organiseret af byens egne borgere, der efterhånden satte sig i forbindelse med den jyske modstandsbevægelse (PWJ, 3). Initiativtageren var sagfører Ingvar Midtgaard, der straks efter den 9. april 1940 satte sig i forbindelse med daværende provst, Regin Prenter, og Arne Sørensen, stifteren af Dansk Samling. Byens baptistmenighed var ikke stor, og baptisterne boede på et stort geografisk område. Den bestod i 1940 af 110 medlemmer og havde en børne- og ungdomsflok, der talte ca. 150. I 1939 kom en nyuddannet prædikant, Jens Anhøj, til menigheden fra Tølløse. Han flyttede til Frederikshavns menighed sidst på året 1944.

Sønderjyden Nis Haugaard

Nis Madsen Haugaard var født i Sønderjylland den 1. marts 1903 i et dansksindet hjem. Før genforeningen med Danmark i 1920 havde hans far været tysk soldat, og Nis Haugaard havde gået i tysk skole. Genforeningen blev én af hans største oplevelser, som han aldrig glemte. Kort før Sønderjyllands genforening med Danmark den 15. juni 1920 blev Nis Haugaard døbt i Sønderjyllands menighed som 17-årig. Efter otte år i hæren som befalingsmand blev han kriminalbetjent i Vejle. Om årsagen til Nis Haugaards skift fra militæret til politiet fortalte hans ’højre hånd’ i modstandsarbejdet langt senere: ’Det blev til en længere samtale mellem Haugaard og mig. Vi sad i stuen [hos Haugaard] og talte om aktuelle ting, der havde fundet sted. Hitler havde været udsat for et attentat, der var mislykkedes [20.07.1944]. Mens vi sad og drøftede aktuelle nyheder, faldt mit blik på væggen, hvor der var placeret en sabel. Det bemærkede Haugaard, og så fortalte han om sin løbebane ved det danske militær: Jeg er født og opvokset i Sønderjylland. Gik i tysk skole. Efter genforeningen blev jeg indkaldt til militæret. Jeg fortsatte min karriere ved det danske militær, fik rang af officiant og kom til at gøre tjeneste som kommando-officiant ved flere kompagnier. Det gik fint. Så blev jeg overført til et andet kompagni, der havde gennemgået rekrutuddannelsen. Ved kompagniet var der en menig, som var utilgivelig provokerende, fræk, sløset og genstridig, ja umulig at tale til rette. En dag skubbede han til mig. Så tog mit temperament overhånd, og jeg bankede ham sønder og sammen. Jeg blev indberettet. Der kom en auditørsag ud af det, og jeg blev straffet for min forseelse. Jeg blev nu klar over, at min løbebane indenfor hæren ikke var slut, men den var blevet belastet. Så gik jeg til politimesteren. Fortalte ham, hvad der var hændt mig og spurgte, om der var en chance for, at politiet kunne bruge mig. Politimesteren funderede noget over mit forhold, så sagde han: Skriv en ansøgning og lad os se, hvad der sker! Jeg skrev en ansøgning, blev antaget, fik tjeneste i Vejle, blev senere overført til kriminalpolitiet, og så blev jeg forflyttet her til Brande for at aflaste ordenspolitiet. Så nu er jeg her og befinder mig godt’ (TML, 45f).

Nis Haugaard som formand for Baptistkirkens ungdomsforening i Vejle i 1936.

Fra Vejle til Brande

Ungdomsårsmødet blev i 1936 som sædvanligt holdt forud for Baptistsamfundets årsmøde, denne gang i Vejle. Den lokale ungdomsforenings formand bød i Baptisternes Ungdomsblad de unge baptister ’Velkommen til Vejle’. I velkomsten skrev han: ’Glæden over at byde Jer velkommen er mangesidig’. Blandt glæderne nævnte han: Det glæder os ’at mødes til Opbyggelse og Styrkelse af vor fælles Tro og til at nyde den Tryghedsfølelse og Tilfredsstillelse, det kan blive for os at staa Skulder ved Skulder og være fælles om Arbejdets Glæde og Ansvar’. Hertil kom glæden ved ’at blive ligesom løftet op over Hverdagens Niveau og vise Folk i vor By og Omegn, at vi Baptister har noget, som mange savner: En ukuelig Vilje og Tro paa, at den Sag, vi kæmper for, er ikke vor egen, men Hans, som gav sit Liv for os paa Golgatha’. Invitationen var delt i to dele, og den sidste var underskrevet af ’Krmnlbetj. N. M. Haugaard’ (UB 1936, 66), og den var ledsaget af et billede af kriminalbetjenten i uniform.

Nis Haugaard flyttede til Vejle midt i 1930’erne, og han repræsenterede byens menighed ved årsmøderne i 1936-1939. I 1937 skrev han – som menighedsleder i en præsteløs tid – den lokale menigheds skriftlige beretning til årsmødet. Det fremgik heraf, at han kunne tænke strategisk om menighedens mission: ’Naar et Angreb skal foretages, maa der være en Basis, et Rygstød for Angrebet. En saadan Basis bestaar som Regel af flere Støttepunkter beliggende uden om selve det Sted, hvorfra Angrebet skal foretages. Ser vi paa Kortet, vil vi straks lægge Mærke til, at Vejle ligner en Fæstning med en række Forter udenom’ (ÅB 1937, 21). Med dette overblik tegnede han et billede af den mission, der burde tilrettelægges i Trekantområdet, hvor baptismen stod svagt. I 1938 cyklede en gruppe på fem studerende fra Prædikantskolen gennem Vejle, da de skulle på Tysklandstur. Den ene af dem, Jens Anhøj, fortalte: ’Jeg mødte ham [Haugaard] første gang i 1938 i Vejle. I min ungdommelige iver efter ’at forsage djævelen og alle hans gerninger’ havde jeg brændt mit lægdsrullebevis [militærnægter] og blev derfor nægtet at få udstedt et pas! Efter indtrængende og angerfyldt bøn til Nis H. og efter dennes reprimande, klarede han problemerne – og jeg fik mit pas!’ (JA). Allerede her var Nis Haugaards opfindsomhed og vilje til at hjælpe en ’nødstedt’ trosfælle stor!

Nis Haugaard (1903-1973) – i krigens begyndelse. Fotograf ukendt (PWJ, 10).

Tolk og modstandsmand

I Brande var der fire ordensbetjente, da Nis Haugaard kom til byen som kriminalbetjent den 1. februar 1943. Allerede i Vejle var han som tysktalende blevet udtaget til at virke som mellemmand mellem politimesteren og besættelsesmagten. Den samme funktion fik han, da han flyttede til Brande (PWJ, 10). I oktober 1943 kontaktede lederen af modstandsbevægelsen i Brande, Ingvard Midtgaard, byens nye kriminalbetjent. Resultatet blev, at Nis Haugaard sagde ja til at indgå i modstandsbevægelsen med den specifikke opgave at indsamle så mange oplysninger som muligt om tyskerne. Hvis der skulle ske Ingvard Midtgaard noget, aftalte de, at Nis Haugaard skulle overtage hans opgaver som ’byleder’ (ThJ, 20). Bylederen skulle tilrettelægge sabotagen, planlægge våbenmodtagelser, finde skjulesteder til våben og indkalde modstandsfolk, der skulle udføre de specifikke opgaver. Blandt de opgaver, Nis Haugaard løste fra begyndelsen, var udstedelse af falske identitetskort, når modstandsfolk fik brug for en ny identitet med tilhørende legitimation.

Tre funktioner, én person

Haugaard samlede altså tre funktioner i én person: Han var byens kriminalbetjent. Han var byens mellemmand mellem tyskerne og de danske myndigheder og fungerede som sådan som tolk, og nu blev han også én af lederne i byens modstandsbevægelse mod tyskerne. Den hyppige gang på det tyske kontor, hvor han skaffede sig oplysninger om tyskernes dispositioner, kom naturligvis modstandsbevægelsen til gode. Men det gav undertiden også problemer, fordi hans færden vagte mistanke i Brande om, at han måske var tyskvenlig. Hos modstandsfolkene kom det da også som et chok, da han måtte overtage jobbet som byleder efter Ingvard Midtgaard – den 15. juni 1943 – men det fortog sig hurtigt, da de fandt ud af, hvad han indeholdt.

Nis Haugaard så tilfældigt, at Gestapo den morgen kom for at anholde Ingvard Midtgaard. Tyskerne var på jagt efter folk, der havde stillet op til folketingsvalget for Dansk Samling i 1943. Og derfor også Ingvard Midtgaard. Da han flygtede med tyske kugler efter sig tidligt om morgenen, ringede fruen, Jenny Midtgaard, tværs over gaden, hvor Nis Haugaard boede som deres genbo. Nis Haugaard åbnede vinduet og råbte på tysk: ’Det er rigtigt, skyd de forbandede Sabotører!’ (ThJ, 24). Den skydende tysker standsede op og så efter Nis Haugaard, hvorved Ingvard Midtgaard fik et forspring. Derpå skyndte Nis Haugaard sig ud for at blande sig i begivenhederne, hvorved han yderligere forhalede tyskernes jagt. Og Ingvard Midtgaard kom i sikkerhed. Da han op af formiddagen gav livstegn fra sit skjulested, fik Nis Haugaard i en barnevogn bragt skiftetøj og falske papirer til flygtningen, der forsvandt mod Aarhus i en lægebil – tilkaldt af Nis Haugaard. Den dag blev ca. 50 folketingskandidater for Dansk Samling anholdt af Gestapo. Men ikke Ingvard Midtgaard, der fortsatte sit illegale arbejde rundt omkring i Jylland (PWJ, 24f).

Politiet tages

På den baggrund blev Nis Haugaard leder af modstandsbevægelsen fra juni 1943. Den største krise for ham kom, da det danske politi blev afvæbnet af tyskerne den 19. september 1944. Tyske soldater spærrede hovedgaden og rettede deres skyts mod politistationen. Nis Haugaard så dette scenarie, da han gik i én af byens gader, hvorpå han skyndte sig hjem for at fjerne illegalt materiale, heriblandt en ekstra revolver, som han beholdt, da han måtte aflevere sin tjenestepistol (ThJ, 25). Politiet i Brande slap nådigt. Betjentene blev ikke anholdt, kun afvæbnet og derefter sat på fri fod – uden arbejde. Nis Haugaard gik en kort tid under jorden i Viborg, men han vendte hurtigt tilbage for at fastholde modstandsbevægelsens virke i og omkring Brande. Her blev han ’ansat’ som nattevagt på én af byens største virksomheder, Martensens Trikotagefarveri, med over 100 arbejdere. I fuld forståelse med direktøren benyttede han beskyttelsesrummet under kedelhuset til mødested for modstandsfolket, hvor han instruerede dem i brug af våben og sprængstoffer. Her blev mange sabotagehandlinger planlagt af ’nattevagten’, der generøst fik løn for sit underjordiske virke (PWJ, 41f). Nis Haugaard skrev ikke meget om sit illegale arbejde. Hans korte beretning er venligst stillet mig til rådighed af Brande Lokalhistoriske Arkiv. Heraf fremgår flere nuancer af hans dobbeltarbejde.

Teknisk Skole i Brande, hvor tyskerne havde indrettet deres hovedkvarter, og hvor Nis Haugaard kom og gik som tolk for dem – uden at kompromittere hverken sig selv eller modstandsbevægelsen i byen. Bemærk hagekorsflaget. Foto fra Derfor måtte vi sejre (ThJ, 21).

Jernbanesabotage

Nis Haugaard genoptog hurtigt efter den 19. september 1944 sin gang hos tyskerne, der gerne modtog de informationer, han ville videregive om krigens gang. Om krigen holdt han sig orienteret ved at lytte til BBC, London – og i ’byttehandlen’ blev han orienteret om værnemagtens perspektiv på krigen. Alt dette kom selvfølgelig primært modstandsbevægelsen til gode. Sabotagen, som han forestod i Brande og omegn, var omfangsrig. Foruden to modstandsgrupper, som han overtog fra Ingvard Midtgaard, oprettede han endnu én, der stod direkte under ham selv. Den blev primært bemandet med portører fra stationen i Brande. Ofte ødelagde de reservedele, der stod på stationen på jernbanevogne, der var på vej til de tyske flyvemaskiner i Karup. Om natten sprængte de jernbaneskinnerne itu, og om dagen blev de sendt ud for at reparere dem! (ThJ, 28). Disse grupper udførte mere end 180 sprængninger på jernbanerne i kortere eller længere afstande omkring Brande. Selv deltog Haugaard sjældent. Hans sammenhæng med sabotørerne skulle nødig afsløres. Derimod brugte han tiden på at oprette modstandsgrupper i de nærliggende byer: Fasterholt, Thyregod, Vonge, Ejstrupholm og Blåhøj (ThJ, 40f) – den samme strategi, som han foreslog baptisterne på årsmødet i 1937, da det gjaldt kirkens mission i Trekantområdet!

Nis Haugaards egen korte beretning om jernbanesabotagen lød: ’Eftersom Tiden skred frem, skete Sabotagen Slag i Slag. Saaledes som Forholdene laa her i Byen, der var Krydsningsstation med Vandtaarn, Lokomotivremise m.v., var der god Anledning til Sabotage. Men her gjorde sig ogsaa Forhold, som man var nødt til at tage Hensyn til, gældende, og til Tider kunde det være vanskeligt at træffe Afgørelsen. Forholdet var jo det, at Størstedelen af Brunkulstransporterne gik over Brande, og naar Station, Vandtaarn og Remise m.v. var ødelagt, blev hele Brunkulstransporten stoppet, hvilket kunde have vidtrækkende Følger for Byernes og forskellige Industriers Vedkommende i Særdeleshed om Vinteren. Det gjaldt saaledes at balancere mellem den Sabotage, der var nødvendig og paakrævet, og den, der skadede os selv mindst’ (NMH, 5). For at det kunne ske, samarbejdede han med modstandsbevægelsens ledere i den jyske region. ’Efterhaanden havde Sabotagerne antaget et Omfang, som man næppe havde tænkt sig Muligheden af, og da man for Alvor mente at kunne se Kampdagen [5. maj 1945] nærme sig, var Trafikken næsten stoppet. Ofte holdt Transporttog i længere Tid paa Stationen, og Soldaterne oversvømmede Byen med deres Tanks og Panservogne, ofte i flere Dage. Enkelte Gange lød Drønene fra Sabotagerne hele Natten igennem’ (NMH, 5). På Adolf Hitlers sidste fødselsdag, den 20. april 1945, gik det særlig hårdt for sig på jernbanerne: ’Byens borgere kunne denne nat og langt op af dagen høre mange bomber sprænge [ca. 60]. Den 20. april blev der sat rekord i skinnesprængninger over hele landet. En femtedel af disse tog Brandefolkene sig af’ (PWJ, 69f).

Sabotage mod værnemageri

Sabotørerne satte også ind overfor fem biler, der kørte folk og materiel til tyske arbejdspladser ved flyvestationen ved Vandel. Nis Haugaard skrev: ’Da der nogen Tid senere blev forøvet Sabotage mod Biler, der kørte i Vandel, hvilket jeg pligtskyldigt meldte, spurgte han [den tyske Kommandant] mig, hvem der organiserede den Sabotage her i Byen. Jeg sagde til ham, at der kunde naturligvis ikke være tale om andre end mig. En Oberleutnant, der tillige med Gestapo havde været ude at se paa Sabotagen, sagde saa, at man saa hellere maatte arrestere mig med det samme. Jeg sagde til ham, at det vilde de staa sig daarligt ved, da de saa ingen havde til at ordne deres Affærer, og det hele blev saa slaaet over i Spøg, hvilket naturligvis ogsaa var Meningen, men det kan formentlig ikke bebrejdes mig, at jeg har stukket noget under Stolen. Det skal for en Ordens Skyld anføres, at Gestapo ikke overværede denne Samtale. De forsvandt fra Byen efter et Par Timers Forløb, hvilket formentlig er sket efter Kommandantens Anbefaling’ (NMH, 4). Denne episode viser, hvilken omgangsform Nis Haugaard havde med de lokale kommandanter. Hans strategi i omgangen med tyskerne var gennemtænkt. Hans instruktion til de unge modstandsfolk lød: ’Værnemagten skal vi undgå at komme i konflikt med – men Gestapo [Hitlers hemmelige politi]. Hvis du møder dem, så skyd og skyd først. Jagten er fri, men bedøm selv’ (TML, 49).

Mindeplade i fortovet, hvor modstandsmanden Egon Gravesen som den eneste i byen blev skudt af tyskerne. Eget foto.

Nis Haugaard skrev også om det hændelige uheld, der kostede én af hans medarbejdere livet: ’Der skete samme Nat [14. sept. 1944] det beklagelige, at en ung Jernbanemand var blevet skudt af en tysk Soldat, der stod Post ved K.F.U.M.s Fritidshjem. Han hed … [Egon Gravesen]. Det var den første, der gav sit Liv for Fædrelandet her. Til hans Bisættelse var saa stort et Følge, som formentlig aldrig før er set i Brande. Paa Stedet, hvor han blev skudt, er opsat en Mindeplade’ (NMH, 4f). Den tragiske episode fandt sted i den forvirring, der opstod efter en række bombeattentater mod ’Vandel-biler’ i Brande (ThJ, 34f). En tredje form for sabotage foregik i Blåhøj. Da modstandsgruppen her blev stukket af en lokal landmand, blev hans ejendom udsat for en ødelæggende sprængning – men ’landmanden er ikke siden set i Blåhøj’ (PWJ, 35).

Fra London ønskede man, at der blev nedsat civile lokalkomitéer, der skulle tage ansvar for at gennemføre Det danske Frihedsråds beslutninger, når krigen var forbi. Efter den 19. september 1944 sørgede Frihedsrådet for, at sådanne komitéer blev oprettet over hele landet. Disse lokale Frihedsråd skulle sammensættes bredt med repræsentanter fra kommunernes politiske partier og administration. De skulle koordinere eventuelle strejker og bidrage til at opbygge et centralt kartotek med lister over folk – stikkere, værnemagere, krigsforbrydere m.v. – der skulle interneres eller arresteres, når krigen sluttede. Det var ikke almindeligt, at bylederen fik en plads i disse komitéer. Men i Brande blev det en selvfølge: ’Haugaard var ikke en af den slags, der ønskede lokale stridigheder’. Han betragtede ’Lokalkomitéen’ som en hjælp til modstandsbevægelsen – og indtrådte i den. Og her var også god brug for en kriminalbetjent (PWJ, 36f).

Byledelsen i Brande, der varetog ledelsen af modstandsarbejdet og sørgede for at befrielsen blev en festlig oplevelse i byen. Foto fra Derfor måtte vi sejre (ThJ, 36). Nis Haugaard står som nummer tre fra venstre.

Våbenmodtagelse

Som byleder hørte våbennedkastningerne også til Nis Haugaards ansvarsområde. Der fandt fem sted omkring Brande på to nedkastningspladser i krigens sidste år, november 1944 og marts 1945. Modstandsbevægelsen i Brande havde rigeligt med våben. Om dette arbejde holdt Nis Haugaard sin viden tæt ind til kroppen: ’Jeg aflagde flittigt Besøg paa Værnemagtens Kontor, men Vaabennedkastningerne blev ikke drøftet, og alt var roligt, saa vidt jeg kunne se’ (NMH, 6). Det samme gjorde han, da det gjaldt om ’at danne Rammerne om den Styrke, der i Tilfælde af Kamp skulde sættes ind’ (NMH, 1). Arbejdet med mobiliseringen af en sådan hær – Ventegrupperne – blev udført i foråret 1945. Der var ingen regler for, hvor stor undergrundshæren, der skulle kæmpe sammen med de alliererede tropper, skulle være, hvis tyskerne ikke overgav sig, når krigen sluttede. I Brande fik Nis Haugaard i alt 130 mand under våben, og de blev organiseret i fem delinger. Han oprettede også ’ventegrupper’ i fem andre byer i Brandes omegn. Om forholdet mellem ventegrupperne og sabotørerne skrev han: ’Organiseringens Formaal stillede os overfor to Hovedopgaver, nemlig den at udføre saa megen Sabotage som muligt og [at] holde Styrkerne intakt til den afgørende Kamp skulde finde Sted. Disse to Opgaver stod i en vis Grad i Opposition til hinanden, idet Sandsynligheden for Gestapos Indgriben forøgedes jo mere Sabotage, der blev forøvet, og saaledes forøgedes Sandsynligheden for Splittelse af Styrken. Det gjaldt derfor om at drive Sabotagen til det yderste uden at overskride den ’rimelige’ Grænse’ (NMH, 1).

Tolk for tyskerne

På dette sted i sine skriftlige notater fortalte Nis Haugaard om hensigten med sin dobbeltrolle: ’I dette Øjemed var Forbindelsen til den tyske Værnemagt i Byen knyttet fra første Færd, og jo mere Sabotagen voksede, jo mere uddybet blev den [Forbindelsen]. Det kunde se ud, som om det var Dobbeltspil, men i Virkeligheden var forholdet det, at Værnemagten var forstaaende. Jeg har fra første Færd ladet de forskellige Kommandanter forstaa mit Standpunkt, saaledes at de var klar over, at min Handlemaade dikteredes først og fremmest af Hensyn til mine egne, og de var aldrig i Tvivl om, hvor jeg stod, maaske med Undtagelse af, at de ikke vidste, jeg var Leder af Foretagendet. Jeg antager, jeg har været den mest solide Oplysningskilde for Officererne med Hensyn til Efterretninger fra Fronterne, for næsten daglig fik de Efterretningerne fra den [en]gelske Radio gennem mig, i Begyndelsen naturligvis lidt modificeret efter deres Evne til at ’fordøje Maden’. Desuden har jeg holdt mig saa vidt muligt det Princip efterrettelig, at jeg aldrig sagde Usandhed til dem. Naturligvis har jeg ofte kun sagt en Del af Sandheden, nemlig den Del, de kunde taale at høre. Jeg ved imidlertid, at de heller ikke fortalte mig hele Sandheden, og lige for lige, naar Venskab skal holdes. Stort set havde Værnemagten imidlertid Tillid til mig, formentlig fordi jeg ikke snakkede dem efter Munden’ (NMH, 1f).

Byledere fra Region II i Undergrundshæren samlet på Hotel Brande den 6. maj 1945. Billedet viser det netværk, som Nis Haugaard var en del af under krigen. Midt på forreste række ses regionslederen, oberst C.C. Larsen, i uniform. Nis Haugaard sidder ved siden af regionslederen, nummer tre fra højre. Lånt fra Nationalmuseets www: natmus.dk

Vanskeligheder

Haugaard kom enkelte gange i vanskeligheder. Én af dem handlede om jødeforfølgelserne, som han drøftede med en tysk kommandant: ’Jeg fortalte ham noget af det værste, jeg havde hørt [om Jødeforfølgelserne]. Han blev fornærmet over, at jeg havde medlidenhed med de forfulgte Jøder, og over, at jeg ikke syntes, det var meget værre med Bombardementer af de tyske Kvinder og Børn, men Dagen efter var det gaaet over’ (NMH, 2). Haugaard sluttede med at præcisere det mål, han havde med sin dobbeltrolle: ’På et noget senere Tidspunkt sagde jeg rent ud til dem, at dersom de vilde sørge for, at der ikke kom Gestapo til byen og foretog Razzia, vilde jeg sørge for, at deres Soldater ikke blev skud[t] ned fra Baghold. Jeg har derimod aldrig lovet dem, at der ikke vilde ske Sabotage paa det, som vi ansaa for vort gete [område], nemlig Jernbaner m.v., og det syntes de egentlig ikke, der var noget at sige til. Alt ialt førte Forbindelsen med Værnemagten til at virkeliggøre det Maal, jeg havde sat mig, at ingen uden egen Skyld blev taget af Gestapo her i Byen, og [at] Styrkerne var intakte til Indsættelse i Kampen i det givne Øjeblik’ (NMH, 3).

Jens Anhøj, Nis Haugaards præst i Brande baptistmenighed (ÅB 1941, 79).

Haugaard og præsten

Nis Haugaard hjalp også andre, der kom i vanskeligheder af helt andre grunde under krigen. Jens Anhøj, menighedens unge præst 1939-1944, fortalte om flere oplevelser med Nis Haugaard: ’Når jeg gik morgentur ’ud om haverne’, mødte jeg gerne N. H., der gik tur med sin ged! De lignede forresten hinanden med skæg! Han havde også en stor politihund, som ofte var med, når Nis besøgte os inde i den lille baggårdslejlighed’. Som præst havde Jens Anhøj brug for et Ausweis, når han om aftenen skulle tilbagelægge store afstande – ’20 km grusvej til Gludsted på dårlige cykeldæk’. Af værnemagten fik han udgang til midnat, men det ændrede Nis Haugaard: ’Nis rev det i stykker og lavede et nyt, der kunne bruges døgnet rundt’. Jens Anhøj gav også udtryk for, at Nis Haugaards dobbeltspil kunne skabe problemer i Brande: ’Det var vanskeligt for Brande-borgerne at indse, at Nis H. forsøgte at hjælpe dem. Der var f.eks. mange vognmænd, der var afhængige af brunkulslejerne. En dag stod mange tæt pakket ud for det tyske hovedkvarter og ventede på Nis H’s forhandling med tyskerne. Endelig kom han ud på trappen og råbte, at der måtte køres 12 km udenfor byen. Vrede vognmænd råbte, at det var ikke langt nok – hvorefter jeg [Jens Anhøj] råbte endnu højere: ’Kan I da ikke forstå, at så ka’ I da bare fortsætte!’ N.H. så lidt strengt (han så altid streng ud) på mig, men skyndte sig ind igen, da det var dét, han havde forsøgt at sige!’ (JA). Jens Anhøj fortalte også, at Nis Haugaard engang imellem ’om natten gik sabotagevagt for tyskerne på Martensens Fabrik’, hvilket gjorde ham upopulær i Brande: ’Man kunne jo ikke vide, at han samtidig organiserede og bevogtede modstandsbevægelsens våbenlager i kælderen!’ (JA).

Kapitulationen

Kamp blev det som bekendt ikke til, men derimod overgav tyskerne sig den 4. maj 1945. På et sidste håndskrevet ark skrev Nis Haugaard: ’Ved Kapitulationen stod Kompagniet frem som anført i 5 Delinger: 1 Deling blev sat ind til at bevogte MES [Midtjyllands Elektricitetsforsynings Selskab]; 1 Deling: Brande Elektricitetsværk; 1½ Deling: Jernbanestationen; 1½ Deling foretog Patruljering [?] i Byen samt Arrestationer. Der blev foretaget x Anholdelser, men desuden blev en del Tyskerpiger indsat i Beskyttelsesarrest for at forhindre den om sig gribende Haarklipning’ [NMH, 7]. Nis Haugaard førte den 5. maj 1945 ’de afsluttende forhandlinger med den tyske kommandant om overgivelsen, og et par dage efter reddede han byens befolkning ud af en pinlig affære, da en tysk kompagnifører med sit mandskab fuldt udrustet rykkede ind i byen og barrikaderede sig på Hotel Brande. Men også denne ’krig’ endte ved Haugaards mellemkomst uden ofre’ (VAF, 18.12.1973).

Det nævnte mandskab blev rygsøjlen i det genopbygningsarbejde, der fandt sted i Brande fra den 5. maj, idet byen blev skånet for en ødelæggende befrielseskrig. Da befrielseshæren dukkede op over jordens overflade, blev det dens fornemste opgave at sikre freden. Det ville være naturligt, hvis Nis Haugaard havde fået tilslutning til modstandsarbejdet fra medlemmer i menigheden i Brande. Af navnelisterne med de 130 mand i ’Ventekomitéerne’ findes der mindst tre baptister, der tilhørte menigheden: Blandt 1. deling Egon Ibsen, og blandt 5. deling Lauge Ibsen og Viggo Hankil. Intet tyder på, at nogle af disse har været aktive i selve modstandskampen, selv om de to sidstnævnte – ligesom Nis Haugaard – findes i Modstandsdatabasen.

Dygtig og snu byleder

Nis Haugaard nød stor anseelse i alle kredse. Det fremgik af det, der blev skrevet i samtiden: ’Det var af uvurderlig betydning for frihedsbevægelsen, at Haugaard frit kunne færdes hos tyskerne. Selv om han blev beskyldt for at være tyskvenlig, var frihedsbevægelsen klar over, at bedre dække kunne næppe findes’ (ThJ, 6). Og det blev fastholdt med styrke 40 år senere: Haugaard ’var en særdeles dygtig og snu byleder. Hans uddannelse i politiet har sikkert været en stor hjælp i dette arbejde … [H]ans styrke var, at han færdedes og snakkede med de tyske kommandanter … og udglattede på sin diplomatiske væremåde alle problemer. Det er hans fortjeneste, at modstandsbevægelsen i Brande kom igennem besættelsen uden Gestapos interesse og uden en eneste skæbnesvanger fejl’ (PWJ, 73f). En anden erindring fortalte enslydende: ’Jeg har lært Haugaard at kende som en snu rad. Jeg fik altid fortalt, hvad jeg havde brug for og ikke mere’! (TML, 81).

Familien Johanne Stærmose og Nis Madsen Haugaard, der sidder med sønnen Anders, min informant. Foto 1951 af Poul Henry Lund. Arkiv.dk med tilladelse.

At Nis Haugaards dobbeltspil sled på aktøren selv, huskede Jens Anhøj også: ’At nerverne holdt under besættelsen må være tegn på overlevelsesevne, men det havde også sin pris’ (JA). Kort efter den tyske kapitulation blev Nis Haugaard skilt fra sin første hustru. Han indgik nyt ægteskab, hvorefter han fortsatte sin indsats for Brandes borgere. Her genopbyggede han politiets arkiver. Som kriminalbetjent i byen fik han ry for ’at ordne affærerne på sin egen måde. Det var især unge nybegyndere på afveje, han forstod at tage sig af. Hans hjertesag var at yde ungdommen en hjælpende hånd. Han ofrede både tid og penge på starten af ungdomsklubben og etableringen af ’Ungdommens Hus’, og i en periode var han i Brande sogneråd, valgt for Socialdemokratiet’ (VAF, 18.12.1973).

Familien arbejdede fortsat med i baptistmenigheden – på trods af bemærkningen i Vorde sogns kirkebog ved vielsen i 1946: ’Kriminalbetjenten, der tilhører Baptistsamfundet, har skrevet under på, at eventuelle Børn skal opdrages i Folkekirkens Trossamfund’. Nis Haugaard deltog således i grundstensnedlæggelsen til den nye Brande Baptistkirke i maj 1973 (VAF, 12.05.1973). Han døde et halvt år senere, den 17. december 1973 (BU 1974/7, 2). Hans hustru, Johanne Stærmose Haugaard, var i flere år medarbejder i menighedens søndagsskole. Hun døde i 2003 og blev også begravet med pastoral hjælp fra Brande Baptistmenighed.

Billede fra grundstensnedlæggelsen til Brande nye Baptistkirke 1973 (VAF, 12.05.1973). Fra venstre pastor Orla Grarup, Daniel Andersen, Nis Haugaard og Samuel Grarup. Nis Haugaard døde et halvt år senere.

Afrunding

En kilde til forståelse af Nis Haugaards indsats skal naturligvis findes i hans militære skoling. Herfra stammede hans evne til strategisk tænkning. Den slog igennem, når han tænkte i mission ud fra menigheden i Vejle og omegn sidst i 1930’erne og senere i ledelsen af modstandsarbejdet i Brande. I begge sammenhænge afslørede han også ’en ukuelig Vilje og Tro paa, at den Sag, vi kæmper for, er ikke vor egen’. Som leder i begge sammenhænge – for unge baptister og for mandskabet i modstandsbevægelsen – afslørede han sin sans for nødvendigheden af ’den Tryghedsfølelse og Tilfredsstillelse, det kan blive for os at staa Skulder ved Skulder og være fælles om Arbejdets Glæde og Ansvar’. Han vidste, hvad sammenhold betød. Kampen for frihed og ret kan stamme både fra hans opvækst i Sønderjylland og fra hans virke blandt baptisterne. Hans insisteren på at tale sandt midt i al krigens løgnagtighed har ganske givet sin rod i Evangeliet. Alt dette kom Brande og omegn til gode i 1940’erne, da Nis Haugaard viste sit talent i modstandskampen.

Hovedpersoner
  • Nis Haugaard: *01.03.1903, ^09.05.1920, +17.12.1973
Litteratur
  • Th. Jensen (red): Derfor måtte vi sejre 1940-45, Midtjysk Forlag 1945 (ThJ)
  • Poul Westergaard Jensen: Modstandsbevægelsen i Brande 1940-45, Ry Bogtrykkeri 1986 (PWJ)
  • Tage M. Larsen: Minder fra en svunden tid, 1995 (TML)
  • Jens Anhøj: Brev fra pastor Jens Anhøj, dateret 18.12.1990 til forfatteren (JA)
  • N.M. Haugaard: Velkommen til Vejle, Baptisternes Ungdomsblad (UB 1936, 66)
  • Jysk Aktuelt: Nis Haugaard 60 år (Jysk, 27.02.1963)
  • Vejle amts Folkeblad: Grundstensnedlæggelsen til Brande nye Baptistkirke (VAF, 12.05.1973)
  • Vejle Amt Folkeblad, Nekrolog over Nis Haugaard (VAF, 18.12.1973)
  • Baptisterne Ugeblad: Dødsannonce (BU 1974/2, 7) og Baptisternes Årbog (ÅB)
Lokalhistorisk Arkiv, Brande
  • Nis Madsen Haugaard: Om sabotagen, våbennedkastninger og opbygning af ventegrupperne m.v., 1945 (NMH). Skanning af originaldokumentet fra Brande Lokalhistoriske Arkiv
  • Jens-Christian Kjær (red): Syv fortællinger fra krigen i Brande 1940-45, Books on Demand 2020.
  • Bogen er først kommet mig i hænde efter færdiggørelsen af ovenstående biografiske skitse.
Informanter
  • Anders Madsen Stærmose Haugaard (Nis Haugaards søn), Erland Grarup, Kristian Grarup, Allan Ibsen, Villy Ibsen samt Christian Hollensberg.