Den tyske besættelse – danske baptister under 2. verdenskrig

Et vågent blik på denne stregtegning fra 1944 af ’Baptistsamfundet i Tal og Streg’ giver et indtryk af, hvordan man opfattede sig selv. Børne- og ungdomsarbejdet og den internationale mission var en integreret del af menighedernes arbejde, hvor alle stod sammen om opgaverne. Oversigten er lavet af én af Baptistsamfundets kunstnere, Harry W. Holm. Foto fra JUL 1944.

I dag står den 9. april 1940 – den dag, da de tyske tropper besatte Danmark – i de fleste danskeres bevidsthed som 2. verdenskrigs begyndelse. Sådan forholdt det sig ikke for baptisterne, når vi læser kilderne fra samtiden. Dette afsnit bygger – for så vidt det gælder rammefortællingen – primært på Baptisternes Ugeblad (BU), Baptisternes Ungdomsblad (UB) og Baptisternes Årbøger (ÅB). Ugebladet, der i 1945 havde 2000 abonnenter, blev under besættelsen redigeret af L.C. Abildgaard. Ungdomsbladet fik skiftende redaktører: Sv. Aage Hagstrøm (1940-41) og Orla Grarup (fra 1942). Det havde 1500 abonnenter. Når denne i samtiden udgivne litteratur læses i dag, må vi huske, at tyskerne fra besættelsens første dag indførte censur af den skrevne presse. Det, vi læser om krigens gang og især om kritikken af tyskerne, skal læses mellem linjerne eller underforstås bag teksten – suppleret med hemmeligt stemplede skrivelser, der blev sendt fra ledelsen direkte til menighederne. Afsnittet falder i fire hovedafsnit: ’Krigens udbrud og besættelsen’, ’Fra besættelse til undtagelsestilstand’ (29.08.1943), ’Fra undtagelsestilstand til befrielse’ samt ’Befrielse og taksigelse’ – efterfulgt af et resumé, der sammenfatter afsnittet.

Det er i dette afsnit, jeg henviser til to andre former for fremstillinger, nemlig menighedsprofilerne og de biografiske skitser. I ’menighedsprofilerne’ dykker jeg ned i nogle udvalgte menigheders historie under krigen, hvor kildematerialet gør det muligt. Her blev livet konkret – og her skulle baptister finde vej i hverdagen. Derfor er det måske ikke så overraskende, at vi møder menigheder, hvor medlemmerne havde vidt forskellige holdninger til tyskerne. Hvis der ikke er tilstrækkeligt kildemateriale til en menighedsprofil, tegner jeg nogle ’biografiske skitser’ af et dusin udvalgte medlemmer, fordi deres handlinger på den ene eller anden måde retfærdiggør dette (se menighedsprofilerne og de biografiske skitser).

Krigens udbrud og besættelsen

Den 8. september 1939 – hurtigst muligt efter, at Tyskland havde invaderet Polen den 1. september, og England og Frankrig havde svaret igen ved at erklære krig mod Tyskland den 3. september – skrev L.C. Abildgaard: ’Saa lykkedes det alligevel ikke at afværge den Krig, som længe har truet hele Verden, men især vor Verdensdel og vort Lands nære Naboer’ (BU 1939, 285). For vore trosfæller var krigen altså en virkelighed, allerede før Danmark blev besat den 9. april. Det kom til udtryk flere gange, fx på denne måde i vinteren 1940, hvor Abildgaard skrev: ’Det usædvanligt strenge vintervejr og krigssituationen blokerer for Afholdelse af mange Møder. Der er ikke Raad til eller Mulighed for at opvarme de for Missionsarbejdet nødvendige Lokaler. Ligeledes mærkes Benzin-Restriktionerne og de store Snehindringer paa Tilslutningen til Møder’. Og han fortsatte: ’Det er slet ikke utænkeligt, at Gud tillader, at en Del af vor Institutionsmission gaar i Stykker, netop for derved at drive os ud i mere personligt Missionsarbejde og Sjælevinding. Spørgsmaalet er saa blot, om vi vil lade os drive ud, eller om Gud skal blive nødt til ved endnu langt stærkere Midler at brænde Huset over Hovedet paa os’ (BU 1940, 53). Krigen tolkedes her som Guds straf over et passivt menighedsliv.

Med sans for aktualitet udgav Gotfred Pedersen (1872-1953) sin ’Fredsbog’ i 1937, men håbet brast. Det var ikke noget tilfælde, at Jesus Kristus også betegnes som ’Føreren’ – i bestemt form. Privateje.

Vinterkrigen

Det skandinaviske baptistsamarbejde, der var blevet opbygget gennem 1930’erne, stod sin prøve, da Finland blev tvunget ind i Vinterkrigen fra den 30. november 1939 til den 13. marts 1940. Efter det tyske overfald på Polen fandt russerne, at deres grænse til Finland lå for tæt på Leningrad [Sankt Petersborg], hvis de tyske tropper gik gennem Finland mod Rusland. Uden krigserklæring overfaldt russerne derfor Finland for at ændre på grænseforholdet, men finnerne svarede tappert igen. Da fredsaftalen blev underskrevet, havde krigen kostet finnerne godt 25.000 faldne og knapt dobbelt så mange sårede. Og da Finland skulle afstå 1/7 af sit territorium, måtte næsten ½ mio finner genhuses i det decimerede Finland. Danske baptister fik sidst på året en henvendelse fra deres finske trosfæller. Den drejede sig om en konkret pengeindsamling og om at modtage finske børn i danske hjem. Bredahl Petersen, der blev formand for Finlandshjælpen, skrev: ’Vi bør hjælpe dem, hvem Krigen især rammer. For det direkte Behovs Skyld, for det offentlige Vidnesbyrds Skyld, for Opmuntringens Skyld, for vore egne Hjerters Skyld, ja, for at vi i nogen Maade maa være med til at opfylde Kristi Lov, ’at bære hverandres Byrder’.’ (BU 1940, 45). Da baptistkirken i Vasa og dens præstebolig blev sprængt i luften af en russisk bombe, og da det gik mange finske hjem på samme måde, foreslog Bredahl Petersen, at vi her i landet oprettede et kartotek over ’Baptisthjem, der vil aabne sig for finske Børn og evt. Kvinder, især af vore egne Trosfæller, der maatte blive evakuerede’ (BU 1940, 45). Inden længe udviste dette kartotek over 100 invitationer til finske børn. Der kom finske børn til nogle af disse hjem, men hvor mange vides ikke. Indsamlingen indbragte generøst 8.260,- kr. (BU 1941, 335), hvilket svarede til Prædikantskolens drift i 1940 (ÅB 1940, 60)! Bredahl Petersen skrev ved Vinterkrigens afslutning: ’Vi staar i Gæld til vort finske Broderfolk. Dets Offer i Blod synes at blive Nordens Frelse fra den ulykkelige Krig og til vore Landes Frihed’ (BU 1940, 94). Da der kom en takkeskrivelse fra baptisterne i Finland for den danske hjælp – og Tyskland i mellemtiden havde angrebet Rusland – lød hans ledsagende kommentar: ’Havde vi blot Anledning dertil, saa vilde vi af Hjertet gerne ligeledes kunne sende vor beskedne Hjælp og broderligste Hilsener til vore russiske Trosfæller i deres Nød, som sikkert har været og er mangefold større’ (BU 1941, 335) – baptister overalt skulle have hjælp, om muligt.

Tyskerne ledsagede deres ’Fredsbesættelse’ af Danmark og Norge med denne meddelelse, der er skrevet på begge sprog på én gang! At tyskerne kom, skyldtes englænderne og franskmændene: ’De forsøkte stadig at gjøre Skandinavien til krigsskueplads’. Og da Churchill nu var blevet udråbt som ’Chef for hele den britiske Krigsføring’, måtte tyskerne træde i karakter. Churchill var – står der i Opropet – ’Aarhunredes største Krigsdriver’: ’Derfor har Tyskland besluttet at foregripe det engelske Angreb og med sine Magtmidler selv at oveta Beskyttelsen av Danmarks og Norges Kongeriges Nøitraliotæt og værne den saalænge Krigen varer’. Privateje.

Tyskerne kommer

Danmark og Tyskland havde sidst i maj 1939 underskrevet en gensidig ikke-angrebspagt. Alligevel skulle vi opleve den 9. april 1940. Den tyske ’Fredsbesættelse’ blev den konkrete form, krigen fik hos os, og danskerne måtte nu leve under nye vilkår. Stemningen i befolkningen blev med ét ændret. L.C. Abildgaard skrev umiddelbart efter den 9. april: ’Her skal ikke forsøges at give Udtryk for, hvad alle Danske føler i disse Dage. Baade fordi det er umuligt, og fordi det er formaalsløst under de nuværende Forhold. Men midt i det, som kan føles saa tungt og fremmedartet, er der dog nogle Ting, der lyser op, og som vi maa samles om og holde fast ved. Det ene og det største er den Sandhed, som vi saa ofte har sunget ud over vort skønne Fædreland: ’End er der en Gud foroven, som raader [for Danmarks Sag]’. Det andet er, at det indbyrdes Smaakævl nu synes forsvundet over for den fælles Alvor. Vort Folk synes at staa samlet i at vilde tage de Vilkaar, der nu er blevet vore i fattet Ro og Disciplin og i ærlig Villie til at leve Livet videre og dele dets Modgang endnu mere broderligt, end vi saa tit delte dets Medgang’ (BU 1940, 125). Ungdomsbladet kommenterede ikke den nye virkelighed bortset fra spredte bemærkninger om mørklægning og rationering. Først i oktober skrev Sv. Aa. Hagstrøm, at ’man allerede nu [finder] Lysglimt hist og her. Tydeligst er de vel endnu at se paa det folkelige Omraade. Alsang, Kongebegejstring, Dansk Ungdoms Samvirke, ja, selv et lille Dannebrogsflag i Knaphullet er saadanne Lysglimt. Gennem alt dette vil man tilkendegive, at man har Vilje til at staa sammen, til at løfte i Flok og til med forenede Kræfter at arbejde sig gennem Mørke til Lys’ (UB 1940, 111). Samtidigt orienterede han om, at Dansk Ungdoms Samvirke var blevet dannet den 25. juni. Formålet var ’at yde Bistand til danske Ungdomsforeninger paa et nationalt og kulturelt Grundlag’ (UB 1940, 116) og ’at fremme Ungdommens Vilje til Danskhed og Ansvarsbevidsthed over for Fædrelandet’ (UB 1940, 137).

Hal Koch (1904-1963), professor i kirkehistorie fra 1937, blev formand for Dansk Ungdoms Samvirke (DUS) ved dets oprettelse i 1940. Målet var i fascismens og nazismens tid at ’oplyse, engagere og oplære unge til demokrati’. Unge baptister diskuterede livligt, om DBUF skulle være med – og lederne var indbyrdes uenige. KFUM & K holdt sig udenfor, hvilket fremkaldte protester fra græsrødderne. Baptisterne lod de lokale græsrødder bestemme. DUS var forløberen til Dansk Ungdoms Fællesråd, der blev stiftet efter krigen i 1945. Arkivfoto.

Prioriteringer

Med besættelsen fulgte nu en række dilemmaer, der krævede stillingtagen og valg. Prioriteringen mellem det nationale engagement og det evangeliske arbejde måtte afklares. I Ungdomsbladet kaldte Sv. Aa. Hagstrøm det af Hal Koch stiftede ’Dansk Ungdoms Samvirke’ for et ’Lysglimt’. Det fremkaldte debat. Ungdomsforbundets formand, Hans B. Holm, ønskede ikke, at Forbundet og dets foreninger tilsluttede sig Samvirket. I dets formål nævntes nemlig ’ikke noget, der har direkte Hentydning til det Arbejde, vi som kristne Unge er forpligtet til at vie vor Tid og vore Kræfter’. Der var tale om ’en halvpolitisk Massebevægelse’, som det skulle overlades den enkelte at tilslutte sig (UB 1940, 137). M.C. Andersen, formand for nordjysk baptistungdom, fortalte, at den nordjyske del af Forbundet støttede Holm, men ’personligt tror jeg, at vi lader en Missionsmulighed gaa fra os’. Tilslutning kunne ’betyde en Styrkelse af det lokale Arbejde og være en Bekendelse af, hvor vi staar som Kristne’. Orla Grarup tænkte i solidaritet og talte om svigt, hvis baptistungdommen ikke sluttede op om Dansk Ungdoms Samvirke: ’Det er usselt, og jeg vil skamme mig over det, hvis det i Fremtiden skal hedde: Danmarks Ungdom fra alle Lejre samlede sig til Værn om alt det, vi som Danske elsker og er fælles om; men Danmarks Baptister svigtede’ (UB 1941, 9). Sv. Aa. Hagstrøm støttede det personlige engagement, men han tog kraftigt afstand fra en kollektiv tilslutning. Forbundets motto var ’For Kristus og for Menigheden’ – og: ’Der er kun een Ting, der er usselt, og som jeg vil skamme mig over, og det er, hvis det i Fremtiden skal hedde: Danmarks unge Baptister svigtede deres store Motto og viede ikke alle Kræfter til Arbejdet i Guds Rige’ (UB 1941, 24). Forbundet fulgte dets formand og ungdomssekretær og vedtog på årsmødet samme sommer: ’Bestyrelsen vil lade de enkelte Foreninger selvstændigt tage Stilling til Bevægelsen og henstiller til disse at være vaagne og stille sig sympatisk overfor den’ (UB 1941, 84).

Johannes Nørgaard måtte også minde menighederne om en baptistisk grundtanke, når det gjaldt prioriteringen mellem det nationale og evangeliet: ’Nu og da ser vi ogsaa baade her i København og i andre af vore Menigheder en tysk Soldat eller Officer til vore Gudstjenester, og det viser sig da saa godt som altid, at vedkommende tilhører en eller anden af vort Samfunds Menigheder i vort Naboland. Trods det sørgelige Ærinde, hvori disse Brødre er kommet til vort land, saa er det ganske tydeligt, at de ikke vilde søge vore Gudstjenester, uden at Hjertets Behov drev dem dertil, og der paalægger os derfor alle en Broderpligt og Anledning til at vise alle disse Gæster det samme kristelige Sindelag, som vi selv maatte ønske vore egne Brødre i Udlandet blive Genstand for, hvor end de maatte komme. Forholdene skifter vel, men Broderkærligheden og Næstepligten forbliver altid den samme’ (BU 1940, 310). Ejnar Jensen samstemte og informerede de unge baptister om denne prioritering: ’Der eksisterer en naturlig Forbindelse mellem Kristendom og det nationale, men den maa ikke gøres til et falsk Forhold, der intet virkeligt Grundlag har. Naar det kommer til Stykket, saa har Gud sikkert mere Interesse for det Rige, der kaldes hans, end for alle jordiske Riger tilsammen’ (UB 1940, 136f). På årsmødet valgtes Orla Grarup til at afløse Sv. Aa. Hagstrøm som ny Forbundssekretær. Førstnævnte var lærer på Højskolen i Tølløse. De to byttede ved denne lejlighed plads.

Særsamlinger: Sangbøger - billeder
Kongesangbogen blev udgivet i forbindelse med Christian X’s 70-års fødselsdag i september 1940. Den første ’Alsang’ fandt sted i Danmark den 4. juli 1940 i Aalborg, hvorefter tusindvis af mennesker mødtes over hele landet for at synge fællessang. Sangen blev brugt til at udtrykke det nationale sammenhold – vendt mod værnemagten. Da der i 1943 blev indført mødeforbud, ophørte denne form for folkelig protest. Foto hentet fra danmarkshistorien.dk

Kristnes enhed

At troen på evangeliet burde knytte kristne sammen – på tværs både af politiske ideologier og krigens skyttegrave – understregede P. Rasmussen i et missionsforedrag ved årsmødet i 1943: ’Vi bor og virker i et Land, som er besat af fremmede Tropper. Og selv om vi er gunstigere stillet end de fleste andre Folk i Verden i Dag, er vi alligevel bundet til andre Folk i et Skæbnefællesskab, som vi ikke kan unddrage os. Og paa den anden Side er vi som Kristne, og især som Baptister, knyttet til alle Lande i et Broderfællesskab, der danner et Bolværk mod det Had, der som en Giftgas vil ødelægge det bedste i Menneskeslægten i Dag’ (BU 1943, 249). Herhjemme var det også vigtigt, at kristne stod sammen. I København opstod der et samarbejde mellem ’Samfundene med troendes Daab’, der samledes i Grundtvigs Hus! (BU 1943, 14f). Drivkraften var Bredahl Petersen, der som sædvanligt malede med den brede pensel: ’Siden Baptismens Genopkomst paa Kontinentet i 1834 har Troendes-Daab-Bevægelsen under forskellige Former og Konfessioner haft større Fremgang end nogen anden kirkelig Retning i samme Tidsrum. Nu træder for første Gang i Danmark Samfundene for Troendes Daab frem med offentlige Fællesmøder’ (BU 1943, 109). Men det blev primært det brede fællesskab med Folkekirken, som baptisterne gerne tilsluttede sig. L.C. Abildgaard citerede ofte Københavns biskop, Fuglsang-Damgaard. Således også fuldt ud, da han i 1940 lod sig interviewe i landets dagblade om emnet ’Guds Kald til det danske Folk’ (BU 1940, 244). I efteråret 1941 tog blandt andet flere ministre og biskop Fuglsang-Damgaard initiativ til ’en national-kristelig Uge’ med temaet: ’Med Hjem skal man Land bygge’. En sådan uge skulle ’kalde paa danske Hjems aandelige Værnevillie overfor de væsentlige Værdier for vort Folks Liv og deres Ansvarsfølelse for at gøre Hjemmene til Grosteder for den Aand, vi maa ønske skal forme Danmarks Fremtid, og saa samtidig pege paa de Livskilder, der kan give Frimodighed og Kraft’. Hjemmene skulle udrustes til at være danske i opposition til det fremmede, selv om ’vi naturligvis paa Forhaand tager Afstand fra enhver Sammenblanding af Nationalisme og Kristendom’. Frikirkerådet tog med glæde imod invitationen med bemærkningen: ’Kristne Hjem er og vil ogsaa i al Fremtid være Folkelegemets sundeste Celler’. Ugen blev i alle landets kirker afrundet med en gudstjeneste på reformationsdagen (BU 1941, 332). Året efter efterlyste P. Rasmussen endnu mere samarbejde mellem kirkerne herhjemme: ’Andre Steder i Verden, hvor en eller anden Form for Kirkekamp har staaet eller er standende, har man set, hvorledes Nøden drev de sande Kristne sammen til Værn mod virkelig Evangelieforfalskning eller Evangelieforfølgelse. Hvad skal drive den danske Kristenhed sammen?’ (BU 1942, 205f).

Meget var rationeret under krigen, så opfindsomheden måtte være stor. Købnerkirken har i foråret 1944 fået besøg af Landsmissionær Chr. Bech. Et ’festligt Samvær’ krævede både ’Sukker og Kollekt’! (BU 1944, 80).

Sukker og kollekt

Dagligdagen bød også på udfordringer. Til censuren, som tyskerne indførte, kom mørklægningen, der udfordrede til at omlægge møder og gudstjenester fra kirkerne til hjemmene. Senere hed det om mørklægningen, når den blev oplevet i bybilledet: ’[M]ange Aftener har det været næsten umuligt at famle sig frem gennem Gader og Trafik, og det mærkedes stærkt paa Besøget’. Og udendørs var det tillige svært ’at holde Friluftsmøder: Hverken Hornorkester eller Strengekor maa virke i offentlige Anlæg eller paa Gader’ (BU 1942, 218). Redaktøren omtalte også de generende rationeringer – herunder baptisternes ’tredje sakramente’: ’Lad ikke det skæbnesvangre Kaffegilde, som ingen under den nuværende Rationering kan præstere, blive det Skær, hvorpaa Sagen strander. I den nuværende Situation maa vi kunne samles og skilles uden dette ellers ufejlbare Samlingsmiddel’ (BU 1940, 134). For at ’Kaffegildet’ alligevel kunne gennemføres ved festlige lejligheder indrykkede menighederne ofte en ekstra linje i Ugebladets annoncer: ’Medbring Sukker’! Bredahl Petersen fandt på en variation heraf: ’Medbring Sukker og Kollekt!’ (BU 1944, 80). Den frie omgangsform fik også – med afsæt i Jakobsbrevet (3:1ff) under overskriften ’Var din Tunge’ – en formaning med på vejen: ’Det gælder selvfølgelig alt, hvad der har med militære Bevægelser og Forhold at gøre. Derfor kan man ogsaa komme ud for at maatte sige til sig selv og andre: Ti stille med, hvad du véd!’ (BU 1940, 133).

Den inderste front

Under overskriften ’Danmarks inderste Front’ skrev Abildgaard i en formaning til menighederne: ’Snart alle Vegne tales og skrives der i denne tid om Danmarks indre Front. Det, der har gjort dette Emne saa aktuelt, er jo, at vort Lands ydre Front pludselig laa i Hænderne paa andre end os selv’. Om den ydre og indre front fortsatte han: ’Spørgsmaalet er saa, om det, at en Nations ydre Front i et skæbnesvangert Øjeblik bryder sammen, ogsaa betyder, at Folket som saadant er prisgivet Udslettelse. At dette ikke er eller maa blive Tilfældet, er vist alle ægte Danske enige om. Men skal vort Folks Skude komme frelst gennem Tidens Brænding, saa maa der ske en Opvaagnen i vort Folk til Erkendelse og Værdsættelse af de Grundværdier, der gør os alle til et Folk, sideordnet med andre: Vort Sprog, vor historiske Arv, vore historiske Minder, ikke mindst som de tolkes i Sang, vor Folkekarakter og vore Folkeejendommeligheder, som de møder os i vor bedste Litteratur og ikke mindst den Udformning, som Kristenlivet har faaet paa dansk Grund. At denne Opvaagnen er ved at ske, er der adskillige glædelige Vidnesbyrd om. At der ogsaa er Tegn, der synes at vise, at Udsigten til økonomisk Profit kan gøre Mennesker til Vejrhaner, kan vel ikke forundre, selv om det virker forstemmende. Vi begynder dog vist at forstaa, at et Folks dybeste Eksistensgrundlag ikke er af økonomisk eller politisk, men af aandelig Art. Derfor maa atter indad vindes og styrkes, hvad udad maatte tabes eller trues. Her kan Folkets Mæle gennem Tale og Sang i Flok betyde meget’.

Ugebladets redaktør L.C. Abildgaard (1895-1955) løftede arven efter P. Olsen i bladets ’Lederspalte’ på bedste vis. Her reflekterer han over ’de Grundværdier’, der gør os til ’et Folk’. Han var præst i Tølløse menighed 1928-1950. Arkivfoto.

Kommet så langt på den ydre og indre front, kom redaktøren så til ’Den inderste Front’: ’Denne inderste Front ligger skjult i det enkelte Menneskes inderste Personlighed, det, vi i den kristne Sprogbrug kalder for vort Hjerte. Det er jo egentlig dér, der skal brydes ned og fejes ud og bygges op. Det er her, at Han, som er Kærlighed, Sandhed og Retfærd, skal have Lov at komme til med sit Søgelys, og herindefra er det, at vort Folks indre Front skal bygges op. For dersom ikke vort Folks nationale Opvækkelse kommer til at løbe Side om Side med en kristelig Opvækkelse, er der Grund til at frygte for, at den løber ud i skønne Øjebliksstemningers Sand. Hvor det nationale gør sig fri af Kristendommen eller opkaster sig til Herre over den, der farer man skæbnesvangert vild. Det skulle nødigt ske i Danmark’ (BU 1940, 285) – underforstået: Som det var sket i Tyskland.

Da 1930’ernes ungdomssekretær P. Rasmussen holdt festtale over emnet ’Den Ungdom, Danmark behøver’ ved Aalborg Menigheds 100-års-jubilæum, oktober 1940, sluttede han mere direkte: ’Det er den kristne Ungdoms Opgave at virkeliggøre Evighedslivet i Timelighedens Verden. Det bliver i denne Tid klart som aldrig før, hvilke Ulykker menneskeligt Førerskab bringer over Verden. Danmark er ikke tjent med et Førerskab, som ikke regner med Gud som den, der maa lydes i alle Forhold i Livet. Nu da alle menneskelige Systemer viser deres Hulhed, har den kristne Ungdom sin Anledning til baade i Ord og i Handling at vise den eneste Vej ud af den nuværende Ulykke: Guds absolutte Førerskab’ (BU, 357f). Baptistungdommen skulle vide, hvem de burde regne for ’Fører’!

Den tyske Rigskirke

Baptisterne blev fortsat orienteret om, hvad der blev skrevet om de kirkelige forhold i Tyskland. I 1939 anmeldte L.C. Abildgaard således Frederik Torms nye bog: ’Kirkekampen i Tyskland 1933-1939’. Han kaldte bogen ’et glimrende historisk Aktstykke’, og anbefalede den varmt for at forstå opgøret ’mellem den bekendende lutherske Kirke i Tyskland paa den ene Side og den tyske Stat med dens Forsøg paa at skabe en underdanig Rigskirke paa den anden Side’. Han sluttede sin anmeldelse med et Torm-citat og mindede hermed baptisterne om én af deres egne læresætninger: ’Det har under Kirkekampen vist sig at være en Ulykke, at det – særlig i lutherske Kredse – næsten var blevet et Dogme, at Kirken skulde være en Statskirke. Hvis man fra Begyndelsen havde været klar over, at Kirken ogsaa kan leve sit Liv sundt og godt uden Forbindelsen med Staten, vilde en bestemtere Optræden fra Kirkens Side allerede ved Konfliktens Begyndelse have været tænkelig’ (BU 1939, 53f). Redaktøren citerede også Kristelig Dagblad for denne kommentar fra ’Føreren i Det tyske Rige’ om hans syn på stat og kirke: ’I Tyskland er en Præst aldrig blevet forfulgt som Følge af sine Tros-grundsætninger, men kun naar han blandede sig i Stats-grundsætningerne. Dette havde imidlertid kun faa gjort. Flertallet af Præsterne stod i denne Kamp bag det tyske Rige’ (BU 1941, 373f).

Kort og godt – genhilsen fra Martine Emming i Burundi til baptister her i landet (BU 1943, 3)

Urundi og Ragnarok

Også i det internationale arbejde blev danske baptister ramt af den tyske besættelse. Efter den 9. april 1940 blev det umuligt at udføre penge af landet. Herved blev kontakten til og understøttelsen af de danske missionærer i Burundi og Rwanda en stor udfordring. Set fra missionærernes synsvinkel føjede sig hertil endnu et perspektiv: De kunne ikke komme på orlov, og de måtte leve med uvisheden om, hvornår de igen kunne optage kontakten til deres familier og trosfæller her i landet. Ved indgangen til 1940 oplystes det, at ’Vor Mission i Urundi vil ligge på omkring 30.000 kroner om Aaret’ (BU 1940, 3). Missionærstaben talte 8 voksne og 8 børn. I juni 1940 kom det første livstegn fra missionærerne, hvori Hans Jensen (senere Emming) informerede om, at de 3.000,- kr., der var sendt fra Danmark den 8. april (!), nu var modtaget. Han oplyste også, at alle breve herefter skulle censureres i Congo og i Berlin, hvorfor det ville være bedst at skrive på engelsk eller fransk. Breve skrevet på dansk ville ligge i censuren i måneder i Congo! Alle missionærer forblev i Afrika. I den usædvanlige situation havde de afrikanske menigheder nu lovet at lønne ’alle Evangelister og Lærere’. Danske baptister var ’kun’ forpligtede på deres egne missionærer, driften af institutionerne (klinikker og skoler) og nye investeringer (BU 1940, 251). Snart trådte ’Fonden for Hjælp for krigsramte Missioner’ til og sikrede ’vore Missionærer en passende Løn’ (ÅB 1943, 40). Den uregelmæssige kommunikation fra Burundi til slægt og venner her i landet fandt ofte vej til danske baptister via optagelse i Ugebladet. Et eksempel herpå kom fra Martine Jensen (Emming) i et kort telegram: ’Tusind Tak. Alle raske. Alt gaar sin jævne Gang. Har det meget godt. Pigerne har godt Udbytte i Skolen. Ole holder af Æslet. Hils alle. Martine’! (BU 1943, 3).

Baptistsamfundets Afrikamission – kaldet Kongo Mission – fik sit eget julemærke første gang i 1939. I den første julesæson blev der i menighederne solgt 29.000 mærker. Bag initiativet stod tre kunstnere: Paul Hugo Jensen, Harry W. Holm og Aage Kai-Sørensen, der tegnede dette mærke. Se om ham under Kristuskirkens menighedsprofil, København. Foto fra Baptisternes Ungdomsblad 1939, 126.

Snart blev der dog fundet en udvej, der sikrede, at både de danske missionærer og det afrikanske menighedsliv kunne fortsætte på trods af ’denne Ragnaroktid’ (ÅB 1940, 24). Arbejdet hermed blev påbegyndt på BWA’s omtalte verdenskongres i Atlanta, USA, i sommeren 1939 (ÅB 1940, 24). Ligesom engelske baptister henvendte danske baptister sig til deres trosfæller i Amerika om hjælp. Via BWA blev der indgået aftaler om, at Sydstatsbaptisterne indsamlede ¼ mio US$ for at ’støtte det ældste Missionsselskab i Verden, Careys Missionsselskab, i dets nuværende Nød’. Nordstatsbaptisterne besluttede at hjælpe alle de landes baptistmissioner, som American Baptist Foreign Mission Society stod i forbindelse med ved krigens udbrud, ved at indsamle ½ mio US$. Det betød ifølge Johannes Nørgaard, at ’vor Mission i Urundi ogsaa er medindbefattet i de Opgaver, som Nordstatsbaptisternes Missionsselskab agter at støtte, mens Krigen varer. Saa vores Missionærer i Afrika er sikkert allerede i Forbindelse med dem ad direkte Vej’ (BU 1940, 309). Også fra De dansk-amerikanske Baptisters Konference kom der hjælp. Formanden Dr. Wesgaard og ’vor gamle Br. [August] Broholm’ gav tilsagn om økonomisk hjælp, hvis vi måtte ønske det: ’Der er saaledes al Grund til at føle os baade trygge og tillidsfulde til Herren; selv om vi lever under vanskelige Forhold, saa har Herren altid sine Veje og sine Medarbejdere, der staar til hans Tjeneste; og vi har altid en hel Del Brødre i Verden, som stiller sig ved vor Side’ (BU 1940, 310). Kontakten til missionærerne i Urundi skete via Røde Kors, men det oplystes nu, at en bedre vej gik gennem bekendte i USA. De dansk-amerikanske Baptisters Konference sendte 10.000,- kr. for året 1940 til missionærerne derude (BU 1941, 118). Arbejdet i Burundi blomstrede på baggrund af alle disse anstrengelser: ’Arbejdet paa den nye Station, Rubura, har kunnet føres fremad. Og der har været tilstrækkeligt med Midler, saa et Beboelseshus er opført til vort Lægepar og første Fløj af Hospitalet [i Musema] er opført og sandsynligvis indviet og taget i Brug, naar dette læses’ (ÅB 1943, 40). Overførslen af penge fra USA til Urundi var i begyndelsen vanskelig. Det fremgik af et brev fra August Broholm til Ellen og Immanuel Christensen. Han omtalte, at han fra de dansk-amerikanske baptister havde modtaget 350 US$ til opførelsen af det nye hospital i Musema, men ’jeg ved ikke, hvorledes jeg skal sende dem, thi Postvæsenet vil eller kan ikke sende dem pr. Postanvisning. Og Bankvæsenet her [i Iowa, USA] vil kun udstede en Anvisning paa en Bank i New York. Om I kan faa en saadan Anvisning udbetalt i Congo er vel tvivlsomt! Derfor skrev jeg til Hans Jensen [Emming] om, hvad han ville raade mig til. Jeg skrev for en lang Tid siden, og jeg sendte det pr. Luftpost, men om det er kommen til ham, ved jeg ikke, thi jeg har intet Svar faaet fra ham endnu’ (Broholm, 08.10.1940). Broholms brev blev censureret både i Capetown, Sydafrika, og i Belgisk Congo! Overførslerne af penge blev senere varetaget af American Mission Society i New York.

Nordiske relationer

På trods af censur og besværlig kommunikation fra udlandet er det ejendommeligt at se, hvor godt informerede danske baptister blev om forholdene i udlandet. Gennem hele krigen indeholdt Ugebladet et par rubrikker, hvor der i små notitser blev informeret med petit. De hed ’Blandet Rubrik’ og ’Med Saks og Pen’. Her saksede redaktøren nyt både fra danske og fra udenlandske blade, som han modtog. Der blev i sagens natur informeret mest om baptisternes forhold i europæiske lande. De unge blev fra 1942 informeret på samme måde via en lignende rubrik, der hed ’Kompasset rundt’.

De norske baptister måtte aflyse deres årsmøde i 1940 efter nazisternes ankomst. Det blev meddelt på denne måde i deres blad Banneret: ’Menneskeligt set er Stillingen i Dag ikke lys. Krigens forfærdelige Dæmon hærger vort Land. Et stort Antal er dræbt eller saaret – baade af militære og civile Personer. Mange Huse er nedbrændte. Store Værdier er ødelagt og mange Aars Opbygningsarbejde er lagt i Ruiner. Sorgens Bølge ruller ind over Hjerterne og Hjemmene, og Nøden griner os i Møde’ (BU 1940, 180). Baptisterne i Sverige gennemførte til gengæld deres årlige konferencer. Danske baptister fik mest at vide om deres årsmøde i 1943 i Stockholm, hvortil Bredahl Petersen blev inviteret som gæst. Som altid var der erfaringer at udveksle hen over Øresund, og der var meget at lære af de svenske baptister. Men denne gang dvælede Bredahl Petersen primært ved rejsens strabadser, og her kom hans idérigdom ham til gode: ’Det er yderst vanskeligt i denne Tid at faa Udrejsetilladelse til Sverige, endda meget vanskeligt. Indrejsetilladelse til Sverige synes at gaa lettere. Man maa være væbnet med en grænseløs Taalmodighed, en aldrig svigtende Nidkærhed, tilstrækkelig Snarraadighed, samt en absolut Maalbevidsthed, og saa have Tillid til, at intet er umuligt! Hvorledes det saa ellers kan lykkes, kan jeg ikke her oplyse, men jeg har uden al Tvivl Frihed til at oplyse, at jeg oplevede, at ’alle gode Gange er tre’ eller praktisk talt ’fire’, og at min Udrejsetilladelse forelaa 3 Dage efter det ansøgte Tidspunkt, og at jeg fik mit Visum 27 Minutter før Toget skulde gaa!’ Med den erfaring turde han ikke stole på, at alt andet hos DSB ville gå uden forhindringer. Derfor valgte han at flyve: ’[J]eg sikrede mig Flyvebillet, hvilket gav mig yderligere 3 Kvarter paa denne Side af Sundet. Og tænkte jeg det ikke nok – Problemerne opkom! Mine Bøger til Læsning på Vejen blev holdt tilbage og returneret til Shetlandsgade 4 [til hjemmet på Amager], mine Prædikener – endda nogle af mine bedste, mente jeg! – og Foredrag maatte nøjere gennemgranskes – om ellers man har kunnet læse dem – for ikke at give Anledning til internationale Forstyrrelser! Men endelig sad jeg da – ribbet for alt læseligt og kun med bart Skrivepapir – i Flyvemaskinen, endda eneste Passager, paa Vej mod Nabobyen hinsides Sundet, Malmø. Efter kun et Kvarters Tid landede vi sikkert i Malmø paa Sveriges frie Jord, og jeg var igen i et frit Land. Herligt!’ (BU 1943, 201).

Frederik Bredahl Petersen (1905-1990) var Baptistkirkens næstformand i perioden 1939-1944. Men fordi han boede i København, og fordi han var den fødte ledertype, blev han de facto den ledende skikkelse i 1940’erne. Her ses han med den legendariske paryk. Arkivfoto.

I Malmø flyttede han sig ’i en dejlig 7 Personers Bil fra Lufthavnen til Malmøs Hovedbanegaard. Malmø ligner ikke længere helt sit gamle fredelige Selv, men har i flere Forhold faaet Udseende af et Pindsvin [spanske Ryttere?]. Men den Slags skriver man ikke om!’ Herpå skildrede de danske baptisters repræsentant nu togrejsen op gennem Sverige: ’Det gaar hurtigt med de elektrificerede svenske Eksprestog. Paa 9 Timer kører man denne Strækning. Og tænk – der er baade Spisevogn og Sovevogn! Jeg tilbragte Tiden med at tænke over mine Prædikener, Hilsener og Breve, som skulde skrives til bekymrede Trosfæller i andre Lande samt til vore Missionærer i Afrika’. På banegården i Stockholm blev den danske gæst mødt af sine svenske værter – ’og efter en Tur i Taxa gennem de oplyste Gader, hvori de farverige Neonskilte kappedes om at tiltrække sig Tilskuernes Opmærksomhed som i København i ’gamle Dage’, sad vi snart ved Theen og Smørrebrødet i Hjemmet og udvekslede Erfaringer fra vore Lande i denne Krigens mørke Tid. Broderskabet i Kristus og vor fælles baptistiske Tro kan intet dog bryde. Det er tværtimod som om det knyttes endnu stærkere os imellem netop i Tider som disse. Gud ske Lov!’ (BU 1943, 201).

Rationeringsmærker var en del af hverdagen i alle hjem – både under krigen og længe efter. Rationeringsmærker gav indehaveren ret til at købe en rationeret vare i begrænset omfang. Handel med dem var forbudt. Privateje.

Missionsdæk

Danske baptister herhjemme, der kendte til rationeringer på både benzin, mad, lys og frihed, må have spærret øjnene op. Bredahl Petersens præstekollegaer ligeså; ingen af dem kendte til andet end cykel som transportmiddel – hvis de da ikke foretrak de tog, der kom ud for forsinkelser på grund af de strenge isvintre og den tiltagende jernbanesabotage. Senere i krigen fremkom en morsom bemærkning om ’Cykelgummi’: ’En af vort Samfunds Prædikanter fik fra et Par Baptister i en anden Del af Landet et Cykeldæk sendt med denne Hilsen: ’Lad saa dette være vort lille Bidrag til Missionen’. Det var et smukt Udslag af Missionssind; for det er mere end vanskeligt at faa Dæk til flere af vore Prædikanters Cykler. Og Missionen lider Skade ved det. Skulde vi mon oprette et Depot for ’Missionsdæk’?’ (BU 1944, 7). Det blev vist ved tanken!

Polske baptister

Ud over det skandinaviske samarbejde var der en særlig kontakt til de polske baptister, idet den polske baptistpræst A. Kircun havde været gæst på ungdomslejren i 1939 på Tølløse Højskole. Herefter holdt Bredahl Petersen kontakt med ham. Først informerede han om Kircuns flugt fra det russisk besatte Polen til det tysk besatte Polen (BU 1940, 22 og 83). I 1942 kunne læserne orientere sig om forholdene i Warszawa, idet Kircun skrev: ’Hvor Bolscevikkerne var, er det nu muligt at samles igen’ (BU 1942, 223). Året efter blev Kircun valgt til ’Formand for Sammenslutningen af alle ikke-tyske frie evangeliske Kirker (Baptister) i Generalguvernementet (Polen). De tyske Myndigheder har godkendt Statutterne for disse Baptistmenigheders gensidige Samarbejde. Paa Grundlag af disse har Menighederne Ret til at afholde Gudstjenester og Møder, hvis Formaal er rent evangelisk’. Bredahl Petersen sluttede: ’Lader disse Glimt fra Østeuropa og Rusland os ikke ane, hvilke vældige Missionsmuligheder, der forestaar os som europæiske Baptister efter denne Krig, hvor hungrige Millioner sukker efter Livets Ord? Maa vi i Dag bede for dem, og maa vi faa Naade til at gaa ind i Kaldet, der vil lyde til os om Hjælp ogsaa fra dem’ (BU 1943, 22f). Næppe var krigen slut, før Bredahl Petersen gik i gang!

Pastor A. Kircun fotograferet i 1947 på pladsen i Warszawa, hvor hans kirke og hjem lå inden bombningen af den polske hovedstad. Han og hans familie forlod stedet dagen før bombningen. 12 mennesker blev dræbt og fundet i kirkens ruiner. Foto: Lydia Pedersen, 1947.

Fra besættelse til undtagelsestilstand

Modellen for samarbejdet mellem den tyske besættelsesmagt og den danske samlingsregering kendte ingen paralleller. Hvordan skulle danske baptister tolke besættelsen? De reagerede med forsigtighed. Ved indgangen til 1941 skrev L.C. Abildgaard i Ugebladets nytårshilsen: ’Det kan lyde formasteligt at sige, at Verden trængte til den Brand og Blodforgiftning, som nu hærger vort Slægtleds Bolig og dets Folkelegeme. Vi synes dog allerede at kunne se, at i en Verden, som kalder sig kristen, men som dog støder Kristus fra Tronen, maa Katastrofen komme. Selve Verdensbranden – den materielle Skade og Tabene af Menneskeliv – kan være ødelæggende nok, men langt dybere gaar dog Virkningen i Menneskers Sjæl og Sind af de forfærdelige Skred og Forskydninger, der synes at ske i Tilværelsens Urgrund’. Dog fortsatte han med taknemlighed: ’[H]vor var der mange slags Naade fra Gud at takke for i 1940. At vi fik Lov at beholde Friheden til vor Gudsdyrkelse, at vi ikke fik Ødelæggelserne ind over vort Land i større Maal, end Tilfældet var. At vi stort set har Blomsten af vor mandlige Ungdom i Behold, vor Familiekreds hel, hvor andre har dybe Skaar af forfærdelig Vished eller Uvished. Og saa Guds daglige Godhed mod os i alle saakaldte smaa Ting, som dog egentlig udgør Livet’ (BU 1941, 5). Forud for 1942 fremsatte L.C. Abildgaard på Ugebladets forside en bøn om, at året måtte blive kronet med ’Guds Herlighed i den Forstand, at Han virkelig faar Lov at blive Herre, hvor nu Ondskabens Magter spiller Herrer’, og må Gud skabe ’en Fred, som ikke bestaar i en forbistret Hævn over den overvundne. For af Hævn vokser Had, og Had fører altid til ny Krig. Det skulde man tro, Verden havde lært nu. Gud hjælpe os at tage ved Lære’ (BU 1942, 1). Det følgende år skrev han under overskriften ’1942-1943’ hverken om Guds nåde eller menneskers hævn, men om hverdagens fornødenheder: ’Det gik langt bedre, end vi turde have ventet. At Fordelingsspørgsmaalet saa har haft og vil faa sine Vanskeligheder, véd vi jo alle. Men selv om der nok i vore større Byer skjuler sig en del Nød, især med Hensyn til Beklædning og Brændsel, har vi dog ikke lidt noget nævneværdigt’ (BU 1943, 5).

En fredshilsen

Diskussionen blandt unge baptister om militærnægtelse forstummede næsten efter besættelsen. Gartner Søren Melkær skrev: ’I de Efterkrigsaar [efter 1918], Pacifismen havde saa god Grobund, var vi stærkt paavirkede af denne og levede i Fredshaabet. Det Haab vaklede, og i Fjor vakte vort Broderfolks fortvivlede Kamp [i Norge] mod Overmagten Følelser hos os, som ikke var saa helt i Pagt ’med det brudte Geværs Symbol’. Saa kom den 9. April, hvor vi heldigvis lod Fornuften raade’. Og han fortsatte med henvisning til, at ’vore Fædre lagde den allerstørste Vægt paa, at aandelig Oprustning er den Kristnes og Folkets eneste virkelige Styrke i Kampen mod det Onde’. Derfor vil vi ’i Ydmyghed samtykke i, at Norges militære Modstand ikke var noget Udtryk for Folkets aandelige Styrke’, hvorfor han udtalte ’det Haab, at et aandeligt oprustet Norge vil vise sig mægtig til Angreb – med Kristendommens Vaaben’ (BU 1940, 99f). Året efter sendte fire unge baptister, der havde valgt 21 måneders ’civilt Statsarbejde i Kompedal Militærnægterlejr’ hilsner til de unge baptister. Under overskriften ’En Fredshilsen’ skrev de, at det var ’med et forholdsvis glad Sind, at vi bringer vort Offer til Krigens Afskaffelse og for Fred og Frihed i Verden’. De var ikke ’Idealister, men Kristne, som ikke maa og ikke kan handle imod Guds Ord og vor Samvittighed’. I deres hilsen skrev de, at ’det er blevet sagt, at 80 % af de danske Baptister er Antimilitarister. Gid det var sandt! Det er vel ikke snarere omvendt, at de 80 % ikke er det? Man kan fristes til at tro det’ (UB 1941, 40). I sommeren 1942 fik de følgeskab af én af de nyuddannede baptistprædikanter, Arnold Storgaard: ’For Tiden er vi fem unge Baptister her i Lejren af et Hold paa 48’. I lejren blev han kaldt ’Præsten’: ’Jeg haaber og beder til Gud, at jeg maa bære Titlen til hans Ære’ (UB 1942, 102f). Herefter hører vi ikke om flere militærnægtere. Derimod begyndte unge baptister at engagere sig på anden måde.

Det ekstraordinære

I de første krigsvintre hørte vejret til det ekstraordinære. L.C. Abildgaard reflekterede over naturens kræfter i 1942, da påsken kom, inden forårsarbejdet på landet kunne begynde. Han satte med humor denne virkelighed ind i krigslykkens regi: ’Det hænger jo nok sammen med Forskubningen af denne Kuldepol ovre i Sibirien. At de Russere dog ogsaa kan finde paa at flytte paa saadan noget! Mon dog ikke et rask Kompagni af Mannerheims eller Hitlers Ingeniørtropper kunde stikke over og bugsere den Kuldepol tilbage igen? Ak, nej!’ (BU 1942, 109). Besættelsen skabte også ekstraordinære forhold. Årsmødet i 1940 måtte flyttes fra Aalborg, hvor menighedens 100-års jubilæum skulle fejres i årsmøderegi: ’Dette maatte dog opgives, da de urolige Forhold særlig har været mærkbare i Aalborg og Nr. Sundby’ (ÅB 1940, 10). Det blev i stedet holdt i København. Det gav anledning til, at L.C. Abildgaard forud for årsmødet skrev om ’Det ekstraordinære’: ’Det er ekstraordinært, at Aarsmødet to Aar i Træk holdes i samme By. Det er ekstraordinært, at Aarsmødet er blevet kortet af med et Par Dage. Det er ekstraordinært, at denne Afkortning nu for mange af de Tilrejsendes Vedkommende maa lægges til Rejsetiden for at naa rettidigt frem. Og saadan kunde vi blive ved …’ (BU 1940, 205). Missionskomitéens beretning til menighederne sluttede således: ’Stillingen ude i Verden er for Tiden ikke lys. Tunge Skyer ruger over Landene, og Europas Folk er i stor Nød. Aldrig har der været mere Brug for evangelisk Forkyndelse og praktisk Kristendom end i vor Tid. Maa vi følge vor[!] Førers Spor, saa skal Lyset igen sejre over Mørket’ (ÅB 1940, 13). Om årsmødets afvikling skrev L.C. Abildgaard: ’Med Undtagelse af den lille Kældertur Natten til Søndag og lidt Flyvemaskinelarm nu og da forløb Mødet harmonisk og i Ro’ (BU 1940, 229). Et par år senere blev der holdt ’Missionsarbejderkursus’ i Bethelkirken, Aalborg. Herom skrev en deltager fra Givskud: ’Ungdomssalen, som vi havde faaet overladt til Undervisningen, var lavet om til Beskyttelsesrum, saa vi maatte bruge elektrisk Belysning hele Tiden, da alt Dagslys var spærret ude med store, svære Sandkasser. Men selv under disse Forhold – hvor de kraftige Lyde af den vanvittige Krigs Dønninger, som en dyb Undertone, næsten stadig naaede vort Øre – blev disse Timer, vi dér tilbragte sammen, til stor Berigelse for os’ (BU 1943, 100). Undertiden lød der også kritik af den fjende, der havde påført de forsamlede baptister sådanne vilkår. Pastor Aage Wenzzel sagde i sit missionsforedrag på årsmødet et halvt år efter besættelsen: ’Vi kan slaa fast, at det er en ulykkelig Tid, vi lever i, og vi er enige om, at den Magt og Ret, som Verden alene i Dag bøjer sig for, tiltaler os ikke’ (BU 1940, 233) – en dristig kommentar i en tid med censur og mangel på ytringsfrihed.

Hvis der var to baptister, der stod sammen om at forhindre tyskerne i at beslaglægge landets frikirker, var det ’baptisternes medlem af Rigsdagen’ Oluf Malchau og Baptistsamfundets næstformand Bredahl Petersen – det fremgår med al tydelighed af påtegningerne til dette lovforslag til ’Krigsforsikring af Bygninger’ fra 1942-43. Privateje.

Krigsskadeserstatning

I løbet af perioden blev tyskerne mere nærgående og greb direkte ind i menighedernes liv og virke. De planlagde nu at beslaglægge kirker og menighedshuse ’til andet Formaal’. Bredahl Petersen havde set dette komme (BU 1942, 190f, 198f). Under overskriften ’Ingen Krigsskade-Erstatning til Frikirker’ gjorde han opmærksom på denne skævhed i forhold til Folkekirken og arbejdede målrettet for en ændring ved at samle repræsentanter for frikirkerne (ÅB 1942, 46). Det skulle vise sig at være rettidig omhu. Efter en henvendelse til Indenrigsministeriet fremsatte regeringen forslag i Rigsdagen om krigsskadeserstatning også til frikirkerne (BU 1943, 3 og 175). I referatet fra missionskomitéens møde ved udgangen af 1942 skrev Bredahl Petersen: ’Vi har trods Forholdene kunnet virke uden væsentlige Hindringer. Dog har desværre en af vore større Kirker været beslaglagt til andet Formaal det sidste Par Maaneder. Vi havde aldeles ikke troet det muligt, at danske Myndigheder under ikke-Krigstilstand kunde tænke sig at anvise et Kirkehus, indviet til Ordets Forkyndelse, Daab og Nadver, til militært Formaal, men dette er sket. Daglig har vi den sidste Maaneds Tid haabet at se den frigivet igen. I to-tre andre Byer har lokale danske Myndigheder søgt at inddrage vore Kirkehuse paa lignende Maade, men dette er blevet afværget indtil videre. Vor Erfaring er ogsaa, at Kirkesamfundene, den lutherske Folkekirke iberegnet, kommer til at udvise et virkelig fælleskirkeligt Sammenhold i dette Spørgsmaal, da det principielt angaar os alle; det er ufatteligt, at ikke alle kirkelige Repræsentanter har forstaaet dette’ (BU 1943, 12). Disse beslaglæggelser blev anvist af de danske myndigheder efter tyske krav. Beslaglæggelsen drejede sig om baptistkirken i Brovst. Menighedens præst, Laurits Jørgensen, skrev herom: ’Vi glæder os meget over, at vi – efter omtrent 4 Maaneders Forløb – har faaet vor Kirke her i Brovst frigivet igen. Vi begyndte straks med en fælles Missionsuge sammen med vore Venner fra dansk Missionsforbund, hvis Kirkelokale stadig er beslaglagt til andet Formaal’. Ugens sidste møde i Brovst samlede ca. 400 deltagere i byens baptistkirke (BU 1943, 139).

Forkyndelsen

Baptisternes forkyndelse, der fandt vej til trykken, var markant i dens teologiske formuleringer, men ikke særlig præcis, når det gjaldt stillingtagen til krigen og den enkeltes engagement. Et eksempel herpå kunne man høre i Johannes Nørgaards radioprædiken 2. juledag 1942, hvor han prædikede over emnet: ’Evangeliet til en Verden i Nød’. Heri hed det: ’For fjerde Gang [!] fejrer vi under denne Krig Jul, og for hvert Aar, der gaar, samler Mørket sig tættere omkring os. Det er derfor ikke mærkeligt, at vi i den kristne Menighed med stigende Alvor spørger efter Guds Hjælp til den nødstedte Verden. Paa det Spørgsmaal kommer intet Menneske udenom Evangeliet. Evangeliet er Guds Hjælp til en Verden i Nød. Man kunde næsten fristes til at sige, at ligesaadan som de krigsførende Lande fører Krig ved Hjælp af Propaganda, saadan griber Gud ind i Verdensbegivenhederne i Dag ved Hjælp af Evangeliet. Propaganda er Verdens Middel til at udbrede Verdensrigerne. Evangeliet er Guds Middel til at udbrede Gudsriget’. Nørgaard sluttede: ’Nu vaander verden sig i stor Nød. Alle profeterer, at en ny Verden er i frembrud. Hver Gang Menneskeheden troede den Tale, blev den skuffet. Den gamle Verden kan kun føde den gamle Verdens Arving. Kun i Evangeliets indtrængende Tale bryder en ny Verden frem, Guds verden og Guds Rige’ (BU 1943, 9f) – et typisk eksempel på Nørgaards indirekte kritik af Hitler-regimet.

Sjældne billeder: Den Hitler kun få kender
Adolf Hitler (1889-1945) var leder af det nazistiske Tyskland i årene 1934-1945. Han ville hyldes som ’Führer’ overalt, og modsigelser tålte han ikke. Flere baptistpræster fremførte skjulte protester i deres trykte prædikener i Ugebladet. P. Rasmussen skrev: ’Danmark er ikke tjent med et Førerskab, som ikke regner med Gud som den, der må lydes i alle Forhold i Livet’. Og i Årbogen kunne man læse: ’Vi må følge vor [!] Førers Spor, saa skal Lyset igen sejre over Mørket’ (ÅB 1940, 13). Foto: Heinrich Hoffmann, Archive.

Mange af tidens trykte prædikener fik emner, der relaterede til krigen, men af indhold var de uden relation til besættelsen og dens hverdag. ’Vort Lønkammer er vort Vaabenkammer’ lød ét af de markante emner (BU 1942, 401). 2. pinsedag 1942 var det Aage Baungaard Thomsens tur til at holde radioprædiken fra Kristuskirken, København. Han havde valgt emnet ’Tidens Kald, Jesu Kald og Menighedens Kald til Danmarks Ungdom’, men det nærmeste, han kom den aktuelle situation, lød som et retorisk spørgsmål til den danske ungdom: ’Vi har været saa stolte af vort kære Fædreland, vi har sunget med Begejstring: ’Engang du Herre var i hele Norden, bød over England, nu du kaldes svag’, og imens rankede vi os, men bærer vi ikke vores Hoved højt i Dag paa fjerne Fædres Daad, baade nationalt og kristeligt?’ Var dette en nedtonet opfordring til modstand? (BU 1942, 205). Noget lignende kan man stille som spørgsmål til Orla Jørgensens prædiken fra samme år med titlen ’Den belejligede Tid og de onde Dage’. Her sagde prædikanten fra Rødekro: ’Der kræves intet langt og indgaaende Bevis for, at Dagene er onde, og at den Tid, vi lever i, synes at være en skærpet Kamp paa godt og ondt, hvor det Onde tilsyneladende vil sejre. Vi tænker i første Række paa Krigen med alle dens Ødelæggelser. Og vi tænker på vort Folks alt for hurtige Tilpasning til de ændrede Forhold i vort Land …’. Mere konkret blev det ikke. Skulle læserne her kunne høre en afdæmpet opfordring til modstand? Måske var det ikke intentionen, idet Orla Jørgensen fortsatte: ’Om Menigheden derfor er vaagen, skulde den Tid, vi lever i, kunde blive en god Missionstid’ (BU 1943, 221). Eksemplerne er typiske for baptistprædikanterne. Tidens ondskab blev overalt talt op som den store mulighed for ’vækkelse’ og ’mission’. Utallige var de foredrag og prædikener, der handlede om, hvad ’vækkelse’ er, og hvorfor den udeblev i det danske folk, der levede ubekymret – uden den ’Alvor’, der altid var et gennemgående begreb i Ugebladets spalter.

Økonomisk profit

Et andet forhold i den danske befolkning ramte tilsyneladende også baptister i en sådan grad, at de gentagne gange måtte have et ord med på vejen. L.C. Abildgaard havde allerede i 1940 omtalt ’Vejrhaner’, der drejede rundt, når ’Udsigten til økonomisk Profit’ fik danskere til at arbejde for værnemagten. Samme forhold blev løbende nævnt på årsmøderne. I 1941 lød det måske uden denne brod: ’Mange siger: ’Vi véd ikke, om vore Penge bliver ved at være noget værd, lad os derfor give mange af dem til Herrens Gerning’, og derfor er der adskillige Steder ydet gode Midler til Missionen’ (ÅB 1941, 19). Året efter adresserede Aage Baungaard Thomsen årsmødet mere direkte: ’Vi skal ikke bede Gud sende Guldets Strømme ind over vort Samfund, men om Mænd og Kvinder, der er grebet af Kristus’ (ÅB 1942, 9). I foråret 1943 havde arbejdet i tyskernes tjeneste taget et omfang, så Bredahl Petersen måtte skrive: ’Der er uden al Tvivl Søskende i vort [Baptist]-Samfund, der har faaet betydeligt flere Midler i Hænde gennem de sidste Par Aar, som kunde yde en god Gave ogsaa til et særligt Løft for vores Fællesmission’ (BU 1943, 12). Brugt rigtigt helligede hensigten – måske? – midlet! Samme år gik P. Rasmussen på årsmødet i rette med tidens tendens: ’Vi lever i en underlig og vanskelig Situation for Tiden. Mange har økonomiske Vanskeligheder. En Del har Overflod af Penge. Den dalende Moral sætter sine Spor’ (ÅB 1943, 26). Niels Anhøj, der var ung præst i Frederikshavn, advarede også de unge om ’Løgn og Sandhed i Nutiden’. Om at tjene penge sagde han: ’Det er ikke ligegyldigt, hvorledes man tjener sine Penge, selvom Tiden er skør. Heldigvis oplever mange endog i vor Tid, at de intet mister ved at følge Samvittighedens Raad selv i den Slags Spørgsmaal’ (UB 1943, 27). – Se den biografiske skitse om Sigurd Berg.

Dybvad baptistkirke, indviet 1942, var kun én af flere nye kirker, der blev bygget under krigen. De fik alle et tydeligt kirkepræg – ikke mindst for at forebygge, at tyskerne besatte dem ’til andet formål’. Kirkens arkitekt var Valdemar Gjøderum, Frederikshavn. Arkivfoto.

Generelt havde baptister mange midler til rådighed. Flere menigheder byggede nye kirker i krigsårene: Sæby 1940, Dybvad 1942 og Tølløse 1943, mens andre indviede nye lokaler: Lillerød og Kolding (1940) samt Nyborg 1943. I forbindelse med årsmødets diskussion om en landsindsamling til ’Ungdommens Kirke’ i Tølløse lød det allerede i 1941: ’Det er rigtigt, at det er Dyrtid. Men en Del af vore Medlemmer har ogsaa flere Penge end ellers i denne Tid og har Raad til at give’ (ÅB 1941, 43). Mange menigheders regnskaber viste samme tendens. Fra Kristuskirken i København, lød det: ’Trods de Krigsforhold, hvorunder vi lever, paavirker os alle paa alle Livsomraader og derfor ogsaa sætter sine daglige, dybe Spor i vort Missionsarbejde, saa har vi som Menighed ogsaa i Aar forøget vort Missionsoffer, saa Menighedens Budget balancerer’ – og dette til trods for ’stigende Udgift til Brændselsindkøb’ (BU 1943, 67). Med eller uden ’samarbejde med besættelsesmagten’ tjente det danske samfund som bekendt mange penge som leverandør til det tyske marked – i en sådan grad, at Danmark blev kaldt ’Tysklands spisekammer’. Og vi fik skyld for at ’købe Fred for Flæsk’!

Niels Anhøj adresserede i ovennævnte foredrag endnu et aktuelt emne i menighedslivet: ’I vor frigjorte Tidsalder betyder de fra vore Forfædre nedarvede Begreber om Forholdet mellem Mand og Kvinde intet!’ (UB 1943, 27). Hermed henvendte han sig ikke mindst til de unge pigers omgang med tyske soldater, hvorefter de i befolkningen blev udråbt som ’feltmadrasser’ og ’tyskerpiger’. Fra Bornholm skrev øens ungdomspræst, Carl Thomsen, om de ’nye Forsøg, vi har prøvet i Nexø for at hverve Ungdom og tage Kampen op mod Filmens, Dansens og Nydelseslivets Magter’ (UB 1943, 45). Alligevel kunne danske baptister fortælle historier om, hvordan kvinder i menighederne forelskede sig i tyske soldater. – Se den biografiske skitse om Jytte Gjøderum.

Politisk dagsorden

Kun sjældent blev den politiske dagsorden her i landet omtalt direkte. Det er en tanke værd, at der ikke forekom protester fra danske baptister, der historisk set havde været pionérer i kampen for samvittigheds- og forsamlingsfrihed, da de danske kommunister blev interneret i sommeren 1941 – kort efter, at Hitlers tropper havde indledt felttoget mod Rusland. Herefter stillede nazisterne krav til den danske regering om, at kommunistpartiet, DKP, skulle forbydes, og at førende kommunister, herunder partiets tre folketingsmedlemmer, skulle interneres. Hvis de danske myndigheder ikke gennemførte dette krav, ville tyskerne gøre det. Herpå vedtog Rigsdagen loven om ’Forbud mod kommunistiske Foreninger og mod kommunistisk Virksomhed’. De ledende kommunister blev interneret i Horserødlejren i juni 1941, selv om ’kommunistloven’ først blev vedtaget i Rigsdagen sidst i august, dog med tilbagevirkende kraft. Kommunisterne sad i Horserød, indtil lejren pludselig skulle huse både jødiske arrestanter og intellektuelle gidsler efter regeringens afgang 29. august 1943. Det er kun muligt at gisne om årsagen til den nævnte tavshed blandt baptisterne om overgrebet på kommunisterne. Foruden kommunisternes overfald på Finland i Vinterkrigen 1939 kunne ansættelsen af den norske pastor Alf Engebretsen i 1939 i Odense menighed måske nævnes. Han blev hurtigt kendt for at tale ’gribende om sin Tid som Kommunist og om sin Omvendelse’ (UB 1942, 80). Da han skulle prædike ved en missionsuge i Købnerkirken i september 1940, præsenterede Bredahl Petersen ham på denne måde: ’Tidligere Medlem af Oslos Borgerrepræsentation, omvendt fra Ateisme og Kommunisme til Kristendom og en Ordets Forkynder’ (F-T 1940). Hertil kom tidens generelle ’kommunistforskrækkelse’ – ikke mindst efter russernes nådesløse besættelse af De baltiske Lande i juni 1940. At danske baptister – i henhold til deres egen selvforståelse – burde have protesteret, da kommunisterne blev interneret, fremgik af Bredahl Petersens ’Fortrolige Skrivelse’ til menighedernes præster i oktober 1943, da jøderne led samme skæbne (se nedenfor).

Modstandsbevægelsen

Første gang, modstandsbevægelsen blev kommenteret i Ugebladet, var i begyndelsen af 1943. Den danske sabotage var i tiltagende, blandt andet på grund af tyskernes vigende position i Nordafrika. Samtidigt frøs den tyske hær godt og grundigt ved Stalingrad, hvor russerne kort efter nytår havde begyndt storoffensiven mod nazihæren. Denne udvikling på krigens fronter gav her i landet stof til den illegale presse og næring til sabotagen. L.C. Abildgaard var ikke begejstret og skrev i lederspalten: ’Det er en alvorlig og ansvarsfuld Ting at være Borger i Danmark i disse Aar. Derom taler bl.a. den Række Domme for ’illegal Virksomhed’, som i disse Dage bliver offentliggjort. Om selve disse Domme og de Handlinger, der ligger bag dem, skal vi ikke her udtale os. Retten har talt, og det plejer at være os nok i dette Land. Det vil forhaabentlig vedblive at være nok’. Alligevel fortsatte redaktøren: ’Det er ikke mærkeligt, at Vilkaarene for Menneskers Handlen ogsaa hos os ændres og skærpes, mens Verden uden om os er ved at forbløde under Opbydelsen af de sidste Kraftreserver. Fristelsen til at handle ud fra følelsesbestemte Impulser i Stedet for ud fra nøgternt og ansvarsbevidst Overlæg er vi vel alle faldet for i en eller anden Situation, uden at Lovens Arm har ramt os. Men at den Slags kan drage de alvorligste Følger med sig under de særlige Vilkaar, som for Tiden er Danmarks, og hvor det drejer sig om Ting af den Art, som ligger bag Dommen, siger sig selv. Men det er ogsaa sagt saa ofte og saa tydeligt af de øverste ansvarlige Myndigheder, at ingen kan have overhørt eller misforstaaet det. Man maa derfor haabe, at Dommen maa virke som en alvorlig Understregning af Kongens og Regeringens gentagne Henstillinger om besindig og korrekt Optræden’ (BU 1943, 10). I redaktørens optik var den illegale virksomhed altså udtryk for en kritisabel impulsiv begejstring. Fordi modstanden ikke byggede på ’nøgternt og overbevisende Overlæg’ og tilmed var i modstrid med dansk lov, burde baptister følge ’Kongens og Regeringens gentagne Henstillinger om besindig og korrekt Optræden’. De danske baptister, der allerede var engageret i modstandsbevægelsen, rynkede givetvis øjenbrynene! – Se den biografiske skitse om Nis Haugaard.

Folketingsvalget

I henhold til Grundloven skulle der i foråret 1943 holdes folketingsvalg i Danmark. Siden den 9. april 1940 havde vi haft en ’samlingsregering’, der bestod af de fire gamle partier. Selv da Vilhelm Buhl som statsminister måtte afløses af Erik Scavenius, fortsatte samlingsregeringen i efteråret 1942. Problemet, der nu opstod, var, om tyskerne ville tillade et dansk folketingsvalg. Den tyske rigsbefuldmægtigede, Werner Best, så fordele ved at gennemføre valget. Han forudså, at valget ville ende med en folkelig godkendelse af samlingsregeringen. At følge Grundloven ville styrke ro og orden, og valget kunne herefter bruges som propaganda ved at fremstille Danmark som et mønsterprotektorat. Dog betingede tyskerne sig blandt andet, at besættelsesmagten ikke måtte kritiseres i valgkampen. Valget, der blev det mest udemokratiske i landets historie, faldt ud til fordel for status quo, og samlingsregeringen fortsatte. Det var baggrunden for lederspaltens overskrift ’Til Valg – til Samling’ i Ugebladet, hvor L.C. Abildgaard skrev: ’Saa skal vi alligevel til Valg. Det bliver et Valg uden Sidestykke i vor politiske Historie. Der bliver ikke den Anledning til at krydse Klinger i Ordduel, som Valgene plejer at byde paa’. Og han fortsatte: ’Een Ting skulde dette Valg dog gerne blive et utvetydigt Vidnesbyrd om: At vi er Danske og vil vedblive med at være det. Og mon dog det kan vises paa nogen bedre Maade end ved at stemme paa de Partier, hvis Mænd – alle forskellige Opfattelser til trods – i de sidste vanskelige Aar har taget Tørnen ved vort Samfunds Ror og hidtil ført Skuden gennem alle Brændinger?’ (BU 1943, 12). Danske baptister var hermed vejledt med henblik på det kommende valg, der fandt sted den 23. marts 1943. Ingen reagerede eller protesterede i Ugebladets spalter på redaktørens anvisning. Og baptisterne stemte som langt de fleste andre danskere gjorde.

John Christmas Møller - Wikipedia, den frie encyklopædi
John Christmas Møller (1894-1948), konservativ politiker, havde en kritisk holdning til værnemagten, som derfor snart krævede hans afgang som minister i Samlingsregeringen. Han flygtede i 1942 over Sverige til London, hvor han over BBC begyndte at holde radiotaler til det danske folk. Den 6. september 1942 opfordrede han danskerne til at fortsætte sabotagen mod tyskerne – fire dage efter, at statsminister Vilhelm Buhl havde krævet, at danskerne standsede alle fjendtlige handlinger mod tyskerne. Foto: Wikimedia.

Regeringens afgang

Hen over sommeren 1943 tog modstanden mod tyskerne til. Det medførte en krise mellem den nyvalgte regering og dens tyske samarbejdspartner. De allieredes fremgang skabte en optimisme, der fik frimodigheden frem i den danske befolkning. Sabotageaktiviteten steg kraftigt i juli. Målene var virksomheder, der arbejdede for besættelsesmagten, og tog, der kørte med forsyninger af danske varer til Tyskland. Det bragte regeringen i vanskeligheder. Den 29. august 1943 opgav de danske politikere den forhandlingspolitik, som det officielle Danmark havde ført siden den 9. april 1940. Det skete efter omfattende uroligheder og strejker i Odense, Esbjerg og Aalborg, der medførte, at tyskerne fremsatte krav om, at de danske myndigheder indførte undtagelsestilstand, strejke- og forsamlingsforbud og fremefter anvendte dødsstraf for sabotage mod og angreb på den tyske værnemagt. Det fik regeringen til at indgive sin afskedsbegæring. I forståelse med politikerne underskrev kong Christian X ikke begæringen. Det betød, at regeringen ophørte med at fungere uden at træde tilbage. Herved fik tyskerne et påskud til at overtage regeringsmagten. De indførte undtagelsestilstand og den 29. august 1943 blev de danske kaserner angrebet af den tyske værnemagt, og flåden sænkede flere af sine skibe, så de ikke kunne falde i tyskernes hænder. Dagen kostede flere danske soldater livet, end den 9. april 1940 havde gjort. 24 soldater blev dræbt og 50 sårede – disse tal skal sammenlignes med 16 dræbte og 21 sårede ved besættelsen i 1940. En del af de militært uddannede tog til Sverige, hvor de meldte sig til Den danske Brigade, mens andre sluttede sig til den spirende modstandsbevægelse her i landet.

Det danske samfund stod nu uden politisk lederskab – uden nogen folkevalgt samarbejdsregering. I den situation blev landet indtil befrielsen regeret af Departementsstyret, dvs. embedsmænd, der på den ene side indgik i dialog med tyskerne og på den anden side respekterede Frihedsrådets voksende betydning i befolkningen. Frihedsrådet, der virkede som en slags alternativ regering, blev dannet den 16. september 1943. Frihedsrådet arbejdede for at koordinere modstandsarbejdet, herunder modtagelsen af våben fra de allierede magter, for at fremme den illegale presse og for at udarbejde regler for retsopgøret ved krigens afslutning. Denne konstruktion betød, at det danske politi måtte beslutte, om det under de nye vilkår ville vise loyalitet mod tyskerne eller trodse dem. Den usikre tilstand mundede ud i, at tyskerne den 19. september året efter internerede det danske politi på grund af dets tiltagende illoyalitet mod besættelsesmagten. Det samme spørgsmål, som politiet blev stillet overfor – om hvor loyaliteten skulle lægges efter den 29. august 1943 – pressede sig nu også på hos danske baptister.

Den 29. august 1943 blev en skelsættende dag i krigen. John Christmas Møller kaldte den for ’den største nationale Dag i Danmarks Historie’ og han kunne fra London ’bevidne, hvorledes Respekten voksede for det danske Folk, hvorledes Interessen for os tog Form, og hvorledes man lidt efter lidt forstod, at der virkelig førtes Krig i Danmark’ – citat fra hans forord i Poul Jung-Jensen: Da Danmark kaldte, Odense 1945. Peder Skram ligger sænket på Holmen. Danskerne har udført en af de handlinger, der blev symbolet på samarbejdspolitikkens ophør. Foto: Nationalmuseet.

Danmarks skæbnetime

Kort efter den 29. august 1943 fik Ugebladets læsere en lang tolkning af begivenhederne, der blev vurderet i historiens lys. Johannes Rødvig, der havde haft ansvaret for undervisningen af børn og unge i 1930’erne, tegnede nu som præst på Sydfyn dette perspektiv: ’Gud elsker Danmark for højt til at se det overgivet til Materialisme, Verdslighed, Fornægtelse og Gudløshed. De bedste Kræfter i vort Folk har ikke kunnet vende Strømmen. Saa kom Tugten og Ydmygelsen. Den første Verdenskrig holdt sig udenfor vort Land. Der var meget at takke for. Det blev ogsaa gjort, men det blev gjort fattigt. 20 Aar efter kom den næste Verdenskrig. Det gik som sidst – et halvt Aar; saa blev Danmark besat af fremmede Tropper. Vi kunde ikke afværge det, og heller ikke, at Tyskland, der naaede at komme først, befæstede, hvor de fandt det nødvendigt. På en Gang var vort land kommet med i Øjeblikkets vældige Verdensopgør’. Den situation fik Rødvig til at stille et retorisk spørgsmål: ’Hvordan tog vi som Folk paa det, der skete den 9. April 1940? Ja, mange er bleven bitre og er kommet til at hade. Mange nøjedes med at stryge en større Ugeløn i Lommen. Vi, som boede borte fra Besættelsescentrene, faldt snart til ro igen. Vi skal jo igennem det. Der kommer vel andre Tider. Der var faa, der tog sig Ydmygelsen til Hjerte. Der kom ingen aandelig Rejsning. Vi gik ikke som Folk til Gud og for Alvor gjorde ham til det centrale i vore Tanker og i vort Liv’. På denne baggrund kom Johannes Rødvig nu til de aktuelle begivenheder: ’I den allerseneste Tid blev vi overmodige, vi glemte vor Ydmygelse, vor Afmagt og Guds Tugt. Der blev en saa stor Spænding over store Dele af vort Land, at den militære Undtagelsestilstand blev en Virkelighed den 29. August. En dybere national Ydmygelse har Danmark aldrig kendt’. Rødvig, der skrev under overskriften ’Til Danmarks Kristne og Danmark’, tolkede krigens gang som Guds tugt og ydmygelse af det danske folk, fordi det havde vendt ham ryggen. Besættelsen var Guds straffende handling.

Johannes Rødvig (1880-1946). Efter 11 år som Baptistsamfundets landssekretær for søndagsskolearbejdet blev han under krigen præst på Sydfyn i de tre små menigheder i Oure, Svendborg og Rudkøbing. Arkivfoto.

Johannes Rødvig viste herpå vejen ud af moradset ved at henvise til 1. Timoteus’ brev (2:1ff): ’Vi skal bede os igennem. Som ingen Sinde før maa der bedes i Danmark ’for alle Mennesker’, ’for Kongen og for alle højtstaaende’, saa vi maa leve et roligt og stille Liv gudfrygtigt og sømmeligt i alle Maader. Det maa høre med til vor daglige Bøn at bede for hele vort Folk og for vor Konge – det vil heller næppe falde svært for nogen af dem, der beder. Men det vil blive umaadelig svært at bede for alle højtstaaende. Men – jeg taler til Danmarks Kristne – vi maa gøre Alvor af at lyde Gud og bede for dem, der i dag er højtstaaende i Danmark. Vi kan ikke paa nogen bedre Maade gavne Danmark, afværge nye og større Ydmygelser og bevare det rette Sind overfor de fremmede Tropper i vort Land. Vi skal frelses igennem vor Prøvelse. Gud vil, at alle Mennesker skal frelses, hedder det, og der fortsættes: Kristus Jesus gav sig selv som en Løsesum for alle. Altsaa: frelses ved Jesus Kristus, intet mindre. Det er altsaa muligt for os enkeltvis – saa er det ogsaa muligt for et Folk. Det er Kaldet til Danmarks Kristne for Danmark i Dag. Det maa ingen af os overhøre i Danmarks Skæbnetime’ (BU 1943, 302). Ingen gik i Ugebladets spalter i rette med Johannes Rødvigs tydning af de historiske begivenheder og de aktuelle vilkår. Men på hvilken side stod han?

Baptistsamfundets lykønskning til Christian X på hans 70-års fødselsdag. I Romerbrevet kunne kongen læse: ’Vi er stolte af vore trængsler, fordi vi véd, at trængslen skaber udholdenhed, udholdenheden fasthed, og fastheden håb. Og det håb gør ikke til skamme, for Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som er givet os’.

Telegram til kongen

Vejen frem for Danmark var betinget af forbøn – ikke et eksplicit ord om modstand. Men mon ikke læserne alligevel kunne høre, at Johannes Rødvig lagde afstand til besættelsesmagten i den afgørende sætning med kursiveringerne: ’[D]et vil blive umaadelig svært at bede for alle højtstaaende. Men – jeg taler til Danmarks Kristne – vi maa gøre Alvor af at lyde Gud og bede for dem, der i dag er højtstaaende i Danmark’. I forlængelse af en sådan tolkning sendte baptisterne kort efter ’Telegram til Kongen’ i anledning af ’Majestætens fødselsdag’ den 26. september. Her kunne kongen læse: ’Hans Majestæt Kong Christian X, Sorgenfri. Det danske Baptistsamfund af 18.000 Medlemmer, Børn og unge, sender Deres Majestæt sin dybfølte Lykønskning med inderlig Tak for kongeligt Ord og kongelig Handling til Gavn for Folk og Fædreland. Gud bevare Kongen. Romerbrevet 5,3-5. Sign. Bredahl Petersen og L. Jørgensen’ (BU 1943, 311). Baptistsamfundet sendte altid en hilsen til kongen fra årsmøderne. Men denne hilsen lå udenfor sædvanen. Kongen havde stået fast i krisen! Han havde ikke bøjet sig for besættelsesmagtens krav, da regeringen trådte tilbage. Herfor skulle han have tak! Året før sendte årsmødet kongen ’sin underdanige Hilsen med Tak for trofast Kongegerning for Guds og Danmarks Rige’ (ÅB 1942, 7).

Kongeemblemet så dagens lys i forbindelse med Christian X’s 70 års fødselsdag – og hurtigt blev det båret af både kvinder og mænd i forskellige udgaver. I løbet af kort tid blev det solgt i mere end 2,5 million eksemplarer. Foto fra nettet.

En foreløbig konklusion peger på, at der ikke var nogen tvivl om, hvem ‘Føreren’ var, når danske baptisters ledere skulle udpege denne. Uden slinger i valsen hed han Jesus Kristus. Han skulle æres som Herre overalt og af alle på alle livsområder. Herudover havde der indtil nu lydt en entydig belæring fra præster og andre ledere om, at danske baptister burde følge den linje, som den demokratisk valgte regering anlagde. Det betød, at der blev lagt afstand til modstandsbevægelsen, indtil regeringen fratrådte 29. august 1943. Men skiftede danske baptisters ledere herefter kurs?

Fra undtagelsestilstand til befrielse

Situationen skærpes

Den politiske situation tilspidsedes fra efteråret 1943, og de tyske troppers antal voksede væsentligt. I november kom der en ordre fra Hitler, der forventede, at ’Danmark under rigoristisk tilsidesættelse af alle fredshensyn og fredsmæssige bekvemmeligheder i løbet af kort tid vil blive bragt i en tilstand af højeste kampberedskab’ (JH 1979, 333). Tyskerne ommøblerede deres tropper, de flyttede deres hovedkvarter fra København til Silkeborg, og de udbyggede deres militære anlæg på Vestkysten, fordi de frygtede en invasion fra England. En ny bølge af vold, røveri og drab var begyndt. I nytårsudtalelsen på vej ind i 1944 fra Danmarks Frihedsråd blev likvideringer af ’stikkere’ – danskere, der angav deres landsmænd til tyskerne – anerkendt som et nødvendigt forebyggende kampmiddel, der kunne tages i brug ’for at forebygge, at stikkerne ved fortsat angivervirksomhed skal bringe endnu flere i livsfare’ (JH 1979, 311). Likvideringerne blev opfattet som nødværge, og disse likvideringer af danske ’overløbere’ blev næsten altid modtaget med tilfredshed i befolkningen, hvilket siger en del om det stigende had til tyskerne. Likvideringerne blev efter Hitlers ordre fra julen 1943 besvaret af ’clearingmord’ – dvs. tyskernes hævn på kendte danskere, der åbenlyst viste deres tyskfjendtlige holdninger. I resten af krigen blev der foretaget ca. 100 clearingmord – det første på Kaj Munk den 4. januar 1944. Modstandsbevægelsen modtog nu flere våben fra England med mere omfattende sabotage til følge. Denne sabotage blev besvaret af tyskerne med ’schalburgtage’, en slags modvold, der udraderede danske virksomheder. Kampen mellem besættelsesmagten og det danske folk var blevet intensiveret. Danskernes ’kolde skulder blev oftere og oftere til den skubbende skulder’ (JH 1979, 270).

I sommeren 1944 vejrede modstandsbevægelsen morgenluft, efter at de allierede var gået i land i Normandiet den 6. juni. Københavnerne indledte en folkestrejke, der endte med tyskernes belejring af hovedstaden og kampe i gaderne. Se profilen af de københavnske menigheder. Krisen medførte, at tyskerne slog til mod det danske politi, der blev interneret den 19. september 1944. Flere betjente fra menighederne endte sammen med knap 2.000 danske betjente i de tyske koncentrationslejre. Nu stod land og by uden ordensmagt, og retsvæsenet manglede kriminalpolitiet. En bølge af kriminalitet skyllede herpå ind over landet. Private oprettede vagtværn i stort omfang. Alt dette oplevede de danske baptister i hverdagene. Ugebladet behøvede ikke at skrive herom, hvad det heller ikke gjorde – med få undtagelser. Redaktørens mishag kunne dog ikke tilbageholdes, da Kaj Munk blev likvideret, og nogle få markante prædikener indeholdt også et åbenlyst opgør med tyskerne, se nedenfor.

Missionsarbejdet

Missionsarbejdet blev i efteråret 1943 efter undtagelsestilstanden yderligere belastet. Bredahl Petersen opsummerede besværlighederne: ’Alle Møder bortset fra Gudstjenester maa nu indstilles; dette kommer oven i de gamle Hindringer for Udøvelsen af Menighedernes Virke: De strenge Isvintre, knappe Brændselsforhold, Mørklægningen og vanskelige Trafikforhold’ (BU 1943, 312). Hertil kom også et skærpet udgangsforbud: ’I Spærretiden kan vi kun gennemføre et Torsdagsmøde kl. 18.30 og vore Søndagsgudstjenester. Denne usikkerhed med Spærretid har hindret Missionen i Efteraaret’ (BU 1943, 392). Dette gjaldt primært i byerne. På landet stod man ansigt til ansigt med et endnu værre problem: ’Et større Antal af vore Kirker har været i Fare for Beslaglæggelse til andet Formaal. Men det lykkedes os hidtil at bevare dem og faa saadanne frigjort, som var taget. Men i sidste Maaned [nov. 1943] brødes Linien med at respektere Kirker. En af vore nordjyske Menigheder blev berøvet samtlige Mødelokaler i sin Kirke og 2 Missionshuse til militært Formaal’ (BU 1943, 398).

Chr. Bech (1888-1976) havde sin baggrund i Frelsens Hær, før han blev baptist i 1911. Han var Baptistsamfundets landsmissionær – det vil sige rejsende evangelist, der også kunne synge evangeliet ind i folk – i årene 1943-1946. Arkivfoto.

Beslaglagte kirker

Snart kunne Ugebladets læsere sætte navn på. Landsmissionær Chr. Bech berettede fra sine rejser: ’Ved den yderste Anstrengelse fra forskellig Side lykkedes det os at bevare Kirken i Birkelse fra at blive taget i Brug til andet Formaal. Men i Ingstrup blev alle Anstrengelser med at bevare vore Gudshuse frugtesløse. Menighedens tre Gudshuse er taget til andet Formaal, men dog blev Landsmissionærens Uge gennemført, og det lykkedes ved, at Gaardejer Johan Nielsen og Hustru, Trudslev, aabnede deres Hjem [for tre møder og søndagens gudstjeneste]. Resten af Ugens Møder blev holdt i Nr. Saltum, hvor vore Venner fra Indre Mission – under de Forhold, der var indtraadt – stillede deres Hus til vor Raadighed. Vi følte Velsignelsen af Broderkærlighedens Aand’ (BU 1944, 2). ’I V. Hjermitslev havde en ung Familie ordnet det saa vel, at Maskinsnedkerværkstedet blev omdannet til en dejlig Mødesal’ (BU 1945, 98). Bredahl Petersen forsøgte en mere ’kirkelig’ udvej, når menigheden i Ingstrup skulle fejre gudstjenester. I december 1943 henvendte han sig direkte til ’Hr. Sognepræst O.J. Vejen, Vester-Hjermitslev-Ingstrup Kirkesogne’ i et personligt brev, hvori han forespurgte, om baptistmenigheden måtte anvende sognekirken. Denne direkte henvendelse kom, fordi Kirkeministeriet havde svaret ham, at Kirkeministeriet ’ikke havde Lovhjemmel til at paatvinge Sognepræsterne dette, men at disse har Frihed til selv (evt. i Samraad med deres Biskop) at afgøre dette’. Og han fortsatte: ’Jeg skriver for at bede Dem tage under Overvejelse, om De ikke gennem denne nationalt svære Tid og denne trange Tid for Ingstrup Baptistmenighed, hvor dens to Missionshuse og dens Kirkesal er blevet den berøvet, kunde tænke Dem at tilbyde Ingstrup Baptistmenighed, saalænge disse Forhold vedvarer, at den kan holde sine faste Gudstjenester i Deres Sognekirke (eller -kirker) på et Tidspunkt, da det ikke hindrer Deres egen Gudstjeneste, men hvor Kirken evt. er varmet op. Det er naturligt, at Baptistmenigheden betaler en passende Leje derfor’. Bredahl Petersen fornemmede vel, at han måtte anføre flere gode grunde og fortsatte: ’Det vilde være et smukt Eksempel paa fælleskirkeligt Sindelag, paa Sammenhold og Samfølelse overfor fremmed Magts Tryk, og jeg føler mig forvisset om, at det vil finde god Jordbund i en kristen Befolknings Hjerter’ (BP, KK 07.12.1943). Sognepræsten spurgte biskoppen i Aalborg, der kun kunne give tilladelse, hvis det drejede sig om ’evangelisk-lutherske Præster’, og det lokale menighedsråd ’var nærmest negativt stemt. Land er ikke By!’ (BP, KK 17.01.1944).

Baptisternes ’Missionshus’ i Ingstrup blev taget af tyskerne til ’andet formål’. Problemet med denne og lignende bygninger var deres mangel på kirkepræg. En løsning på denne udfordring fandt Bredahl Petersen også på. Arkivfoto.

Det var ikke overraskende, at det blev i Vendsyssel, at det gik hårdt ud over kirkerne. Nordjylland blev kaldt ’Baptist-Danmark’ med 1/3 af danske baptister, ½ af ungdommen og med 24 kirker (BU 1943, 231). I begyndelsen af 1944 blev kirken i Ulsted, Hals menighed, ’optaget til andet Formaal’. Her havde ’Sogneraadet beredvilligt stillet et Klasseværelse i Skolen til Raadighed for os. Ogsaa i Hou er alle Lokaler optaget til andet Formaal, saa ogsaa der er vi for Tiden afskaaret fra at drive Mission, som vi gerne vilde’ (BU 1944, 35f). Fra samme menighed lød det kort efter: ’Vi er taknemlige for de Hjem, som vi gæstfrit maa samles i om Guds Ord Gang efter Gang. Men vi længes efter den Dag, da vi igen kan samles i vor egen Kirke og i Forsamlingshuset i Hou, hvor vi plejede at mødes’ (BU 1944, 138f). I Vraa slap de dog med skrækken: ’Vi har her i Vraa haft nogle bevægede Dage, da vor Kirke sammen med saa at sige alle offentlige Lokaler blev beslaglagt til andet Formaal. Skønt det saa noget haabløst ud, viste det sig, at det alligevel nyttede at gøre Indsigelse, saa den blev frigivet, før den blev taget i Brug’ (BU 1944, 75). På årsmødet lød det: ’Vraa Menighed lever i en fredelig Idyl’ og det fremgik, at Bredahl Petersen havde været problemknuseren. Han ’har ved Henvendelse til de paagældende Myndigheder medvirket til, at nogle af vore Kirkelokaler er blevet frigivet, og andre, som stod i fare for at blive beslaglagt, er blevet skaanet’ (ÅB 1944, 9). Den sidste beslaglæggelse, hvor der blev brug for ’problemknuseren’, handlede om den lille kirke i Nibe. Her havde ’Værnemagten med nogle faa Timers Varsel’ taget denne til ’Krankenstube’. Menighedens præst havde ’protesteret overfor Politimesteren, ligeledes overfor Borgmesteren, men begge har ikke ment at kunne gøre noget i Sagen’ (BP, KK 26.06.1944). I Nørresundby var problemet ikke beslaglæggelse af kirken, men tyskernes massive tilstedeværelse på grund af lufthavnen: ’Atter gik et Krigsaar hen over Danmark, og Menigheden her er vel nok den haardest ramte i vort Land. Vore Møder hindres meget paa forskellig Vis, Befolkningen forsvinder og særlig Søndagsskolen mærker Nedgangen’ (BU 1943, 59). Se profilen af Nørresundby menighed.

Fortrolige skrivelser

Bredahl Petersens indsats for at imødegå beslaglæggelse af kirkerne fremgik af to ’Fortrolige Skrivelser’, som han sendte til sine ’Kære Brødre Menighedsforstandere’. Sidst i november 1943 modtog præsterne det første med dette resumé: ’Foranlediget af Værnemagtens og nogle lokale danske Myndigheders Forsøg paa til dato at beslaglægge en halv Snes af vore Kirker til militært Formaal – Brovst, Nr. Sundby, Sindal, Thisted, Pandrup, Sdr. Kongerslev, Birkelse, Vester Hjermitslev og Ingstrup – kan jeg meddele, at med Undtagelse af Brovst Kirke, som var i tysk Besiddelse vel omkr. 4 Maaneder, og Pandrup (Krypt) 1 Uge, er der kun V. Hjermitslev, som vi ikke til Dato har faaet fri’ (BP, RigsA). Problemet for V. Hjermitslev var i særklasse. Kirken var privat ejet, den kaldtes ’Forsamlingshus’, og den havde ingen ’Daabsanordning’. Bredahl Petersen var i forbindelse med Indenrigsministeriet hver gang, en kirke blev beslaglagt, men her havde man ladet ham vide, at netop i V. Hjermitslev var der af de nævnte årsager intet at gøre. Det gav anledning til, at han på baggrund af sit kendskab til ’Værnemagtens Synspunkter’ rådede ’Brødrene til omgaaende at effektuere to-tre ting’: ’1) Paamal eller paasæt jeres Kirkehuse, som jo ikke alle i det ydre bærer stærkt Kirkepræg, Navnet: ’Baptistkirken’. Og benyt det omgaaende og under Krigen i jeres Avertering i Bladene. Lad hverken tyske eller danske Myndigheder kunne tage Fejl af, at det er en Kirke – Baptistkirken – ’indviet til Ordets Forkyndelse og sakramenternes forvaltning’. 2) Lad hele Tiden Nadverbordet staa dækket paa Kirkens Platform med Dug, Kalk, Bibel, etc., saa at man er klar over, ogsaa fra det indre Arrangement, at det er en Kirke og ikke blot et almindeligt kirkeligt Forsamlingshus. 3) Sæt en 7-armet Lysestage eller et Par Alterlys paa Nadverbordet. Det er muligt, at I ikke alle Steder sætter Pris paa den Slags Ting, men saa kan I jo fjerne det igen efter Krigen, men det er klogt at gøre det nu, saa Nadverbordet fremhæves gennem denne gængse dekorative og symbolske Form’ (BP, RigsA).

Bredahl Petersen havde endnu en opfordring til hans ’Kære Brødre Menighedsforstandere’, hvis kirkerne alligevel blev taget af tyskerne. Han henstillede, at de – ’for Princippets og for Missionens Skyld’ – da henvendte sig ’til samme Myndigheder og ’anmodede om Statskirken (Folkekirken) – hvis ikke anden Frikirke findes ledig – til Brug for vore regulære Gudstjenester og kirkelige Handlinger paa et Tidspunkt, da den lutherske Menighed ikke benytter den. Indenrigsministeriet er nemlig interesseret i en saadan broderlig Ordning af Forholdene ved gensidig Hjælp Kirkerne imellem og har tidligere, paa vor Henvendelse derom (i Brovst-Sagen) anmodet Kirkeministeriet om Tilladelse til dette. Men Kirkeministeriet afslog baade Indenrigsministeriets og min Henvendelse med Motiveringen, at dette kunde ikke tillades uden en Lovændring. (Det kan Anvendelse af Baptistkirker til militære Formaal vel heller ikke!). Afslaget er Indenrigsministeriet uforstaaeligt i denne Tid; men naar det Offentlige kan tage vore Lokaler, saa kan samme Instanser vel ogsaa stille det statsunderstøttede Kirkelokale til Raadighed i Stedet’. Bredahl Petersen sluttede den fortrolige skrivelse med dette herresving: ’Man maa haabe, at værre Forhold kommer, saa Kirkesamfundene selv (Folkekirken incl.) maa komme og tilbyde hverandre den Hjælp, de kan yde den lidende Part’ (BP, RigsA)!

Uddrag af Bredahl Petersens ’Fortrolig Skrivelse Nr. 5 til Baptistmenighedernes Forstandere’ om at låse kirkedøren og derpå ’nægte at udlevere Nøglen’, hvis tyskerne ville beslaglægge kirken. Dateret den 29. februar 1944.

Udlevér ikke nøglen!

Sidst i februar 1944 var det galt igen med tyskernes beslaglæggelse ’i forrige og i sidste Uge’ af ’vore Kirker i Brovst og Vraa’. Af Bredahl Petersens anden ’fortrolige Skrivelse’ til menighedernes præster fremgik, at Laurits Jørgensen i Pandrup i efteråret 1943 havde påbudt kirkebetjenten ikke at udlevere nøglen til kirken – ’og hverken danske eller tyske Myndigheder havde turdet slaa Døren ind’. Straks efter, at de nye tilfælde blev kendt, havde Bredahl Petersen påtalt overgrebet i Indenrigsministeriet. Her havde man givet ham to gode råd: 1) ’Kræv altid forevist et officielt Beslaglæggelsesdekret fra højeste Sted’. Hvis det er korrekt udfyldt – inklusive navnet ’Kirke ’ – skal sagen omkring de højeste tyske og danske myndigheder, fordi ’det er i Strid med alle Regler og med Haagkonventionen’. 2) Hvis tyskerne alligevel krævede bygningen, kunne ’man af Forsigtighedshensyn overfor Kirkens Inventar fjerne en Del af dette’, og herefter ’laase Døren og nægte at udlevere Nøglen under henvisning til, at vi har indviet og helliget dette Sted til Herren og kirkelig Tjeneste’. Og ’vi maa aldrig give Indtryk af, at vi kan forhandles med, naar det angaar en Kirke’. I Vraa havde man netop oplevet, at de tyske myndigheder havde vendt om, da de var blevet overbeviste om, at de stod foran ’en Kirke’: ’Flere af de ledende Tyskere er Katolikker med en stærk indre Respekt for Kirker som hellig Grund. Blot det kan blive bragt til deres absolutte Kundskab, at det virkelig drejer sig om Kirker.’ Det var det, der skete i Vraa: ’Her gav Tyskerne en Undskyldning (!), og vor Kirke var fri’ (BP, RigsA).

Jagten på jøderne

I efteråret skete der andet, der var langt alvorligere end beslaglæggelsen af nogle få baptistkirker. Den danske regering havde hidtil forsøgt at beskytte jøderne, men efter samarbejdspolitikkens sammenbrud og regeringens tilbagetræden var der ikke længere noget bolværk mellem nazisterne og de danske jøder. I løbet af tre uger blev det mellem Werner Best og Adolf Hitler besluttet, at de danske jøder skulle deporteres (LE 2002, 155). Herpå iværksatte nazisterne natten til den 2. oktober 1943 jagten på de danske jøder, som de tidligere havde gjort det mod jøder i andre besatte lande. Heldigt var det, at den forestående aktion mod jøderne blev lækket til socialdemokraterne. Det lykkedes derfor ved en storstilet redningsaktion at sejle de fleste jøder over Øresund til Sverige. Over 7.000 blev reddet, knap 500 blev pågrebet og sendt til tyske koncentrationslejre – primært Theresienstadt, hvor 52 omkom. Folkekirkens biskopper havde også set deportationen af jøderne komme, og allerede den 29. september meldte Københavns biskop Fuglsang-Damgaard ud via et ’Hyrdebrev’, der skulle læses fra landets prædikestole søndag den 3. oktober. Dette opråb mod et kommende tysk overgreb på de danske jøder blev samme dag stilet til de tyske myndigheder gennem Departementsstyret. Biskopperne begyndte således: ’Overalt, hvor der rejses Forfølgelse af Jøder som saadanne af racemæssige eller religiøse Grunde, er det den kristne Kirkes Pligt at protestere derimod’. Biskopperne anførte tre begrundelser herfor: Fordi Jesus Kristus er født som jøde, fordi forfølgelse af jøder strider mod det menneskesyn og den næstekærlighed, der følger af det evangelium, som Jesu Kristi Kirke er sat til at forkynde, og fordi det strider imod den retsbevidsthed, der råder i det danske folk, og som er nedfældet i vor dansk-kristne kultur gennem århundreder. Biskopperne sluttede ’Hyrdebrevet’: ’Der findes hos den danske Kirkes Ledere en klar Forstaaelse af vor Forpligtigelse til at være lovlydige Borgere, som ikke utidigt sætter sig op mod dem, der øver Myndighed over os, men samtidig er vi i vor Samvittighed bundne til at hævde Retten og protestere imod enhver Krænkelse; derfor vil vi i givet Fald utvetydigt vedkende os Ordet om, at vi skal adlyde Gud mere end Mennesker’.

Biskoppen, der kæmpede mod nazisterne og stod bag hemmelige ...
Hans Fuglsang-Damgaard (1890-1979) var Københavns biskop i perioden 1934-1960. Han blev den første formand for Det økumeniske Fællesråd fra 1939. Johannes Rødvig udtrykte i 1938 glæde over, at det fælleskirkelige arbejde lå i hans hænder og opfordrede baptisterne ’til at styrke de Hænder ved at bære Biskoppen frem for Gud i Bøn’. Foto: wikimedia.

Tre fortrolige skrivelser

Bredahl Petersen sendte på én gang tre ’Fortrolige Skrivelser’ om Folkekirkens ’Hyrdebrev’ til menighederne på vegne af Missionskomitéen. Den første handlede om ’Folkekirkens Forhold til Jødespørgsmaalet’. Heri fortalte han, at tiden havde været knap, hvis ’Hyrdebrevet’ skulle nå frem til sognene den 3. oktober, og da det ikke lørdag eftermiddag var muligt at få distribueret ’Opraabet’ gennem Postvæsenet, sikrede Fuglsang-Damgaard sig ’50-60 Studenter, der cyklede over hele København og Sjælland med Skrivelsen’. Herpå fortsatte Bredahl med det, der var hans egentlige anliggende: ’Skrivelsen var i Koncept beregnet paa at skulle have andre Troessamfunds Medunderskrift. Biskoppen hævdede, at der ikke blev Tid til at sikre disse, hvorefter Skrivelsen udgik i Folkekirkens Navn’ (BP, RigsA). Allerede mandag den 4. oktober henvendte metodist-præsten N. Mann og Bredahl Petersen sig på frikirkernes vegne til Københavns biskop, hvor de gav udtryk for glæde over, at ’Hyrdebrevet’ var blevet oplæst om søndagen i Folkekirken, men samtidigt ’beklagede vi overfor ham, at der ikke var sket en Henvendelse til Frikirkerne, saa vi kunde have optraadt i Fællesskab som danske Kristne saavel overfor den tyske Regering som overfor Befolkningen’. Den anden ’Fortrolige Skrivelse’ indeholdt teksten til Fuglsang-Damgaards ’Hyrdebrev’. Under denne tilføjede Bredahl Petersen til sine præstekollegaer: ’Jeg henstiller, at vi lader ovenstaaende oplæse i vore Kirker søndag den 10. Okt. 1943 som et Udtryk for, at vor Stilling er den samme som Folkekirkens overfor Forfølgelsen af Jøderne, samt som Forkyndelse ang. vort Syn paa dette Spørgsmaal, Menneskerettigheder, nordisk og kristen Retsopfattelse – samt at vi lader den mangfoldiggøre i et godt Antal Exemplarer til fri Uddeling i Kirkerne, saa at vore Medlemmer og Gudstjenestedeltagere saaledes er med til at sprede Oplysning om den kristne Menigheds Stilling samt at tildanne den offentlige Opinion’ (BP, RigsA).

Bredahl Petersens efterskrift til ’Baptistmenighedernes Forstandere’ på den første fortrolige skrivelse dateret ’Den 29. September 1943’ – det første af tre breve, der orienterede om ’Folkekirkens Forhold til Jødespørgsmaalet’ – om ’Hyrdebrevet’, der skulle have været udsendt på alle danske kirkers vegne som kirkernes fælles økumeniske protest.

Frikirkernes stilling

Den tredje ’Fortrolige Skrivelse’ bar overskriften: ’Frikirkernes Stilling til Protesten imod Jødeforfølgelsen’. Heraf fremgik, at pastor Mann og Bredahl Petersen havde sammenkaldt alle frikirkernes præster i København onsdag den 6. oktober for at drøfte, hvilket tiltag frikirkerne burde tage den følgende søndag, når ’Hyrdebrevet’ kun var blevet oplæst i de danske folkekirker søndagen før. Frikirkernes præster kunne ikke komme overens om en fælles holdning. Bredahl Petersen skrev herom: ’Flere følte, at nu bagefter vilde en selvstændig Protest være af for ringe Betydning som Hjælp for Jøderne – vilde aabenbare, at Folkekirken og Frikirkerne ikke handlede i Fællesskab, samt medføre en betydelig Risiko for vore Samfunds Missionsarbejde’. Hertil bemærkede andre, ’hvad der er ganske rimeligt, at det havde været ligesaa naturligt for Folkekirken og os at protestere, da det var andre danske Statsborgere, der blev arresteret, etc., og nægtet grundlovsmæssige Rettigheder, som Kommunisterne, de internerede af den 29. August [politikerne, kunstnerne mv.] og i øvrigt imod Landets Besættelse. At der var Repræsentanter for den Anskuelse, at vi overhovedet intet skal gøre ved den Slags Ting som Kristne og Kirker, men tie, lide og vente, nævner jeg kun for Fuldstændigheds Skyld, og det vil enhver forstaa, der kender de forskellige Kristnes Indstilling’ (BP, RigsA). Bredahl Petersen prøvede med det tiltag, han foreslog baptistpræsterne – at oplæse det oprindeligt tænkte ’fælleskirkelige’ Hyrdebrev, som allerede var blevet oplæst i de fleste folkekirker, men herom kunne der ikke opnås enighed. Resultatet blev: ’Vi besluttede at lade hvert [Kirke]Samfund handle efter eget Skøn’. Bredahl Petersen var ikke i tvivl om baptisternes stilling: ’Jeg henstiller, vi lader det [Hyrdebrevet] oplæse i vore Kirker. Det vil være paa Linie med, hvad alle danske Baptister føler’ (BP, RigsA). Tyskernes aktion mod jøderne blev ikke omtalt i Ugebladet, men unge baptister fik information om tyskernes fremfærd mod jøderne i Norge: ’Fra Oslo er afgaaet en ny Jødetransport. Kontingentet omfatter 120 jødiske Personer, som ikke er gift med Ariere’ (UB 1943, 43). Se profilen af de københavnske menigheder og den biografiske skitse om Anna Christensen.

Bredahl Petersens ’Fortrolige Skrivelser’ nåede åbenbart ikke frem til Bornholm inden den 10. november. Om lørdagen skrev Aage Wenzzel, Bredahl Petersens kollega på Bornholm, et brev, hvori han overfor denne udtrykte sin skuffelse over intet at have hørt fra ’Samfundets Ledelse’: ’Jeg har ventet meget paa et Par Ord fra dig i denne Uge. Jeg synes jo, at det havde været paa sin Plads, om vort [Kirke]Samfund, ligesom saa mange andre, havde rettet en kraftig Protest mod de modbydelige Jødeforfølgelser. Men der kom jo ikke noget. Nu har vi saa selv sat os i Forbindelse med Præsterne her paa Øen. Jeg var med til deres Konvent i Gaar, og vi bestemte her at bruge Biskoppernes Skrivelse til Oplæsning ved alle vore Gudstjenester i Morgen [10.10.1943]. Metodisterne har faaet Brev fra deres Ledelse, hvor det fortælles, at Frikirkeraadet har været samlet, men ikke kunde blive enige. Det, synes jeg, er beskæmmende for Frikirkerne’ (KK-arkiv, 1943). De to baptistpræster delte altså synspunkter – både på jødespørgsmålet og på frikirkerne!

Lejren i Horserød blev overtaget af tyskerne i 1940 og indrettet som interneringslejr for blandt andre danske kommunister, jøder og modstandsfolk, hvoraf mange blev videresendt til tyske KZ-lejre. Fra august til oktober 1943 blev ca. 140 særlige danskere ’beskyttet’ her. En af dem, Otto Bülow, tegnede lejren i denne streg. Illustrationen findes i Viggo F. Møller: Seks uger i Horserød, Gyldendal 1945. Oluf Malchau var blandt de internerede i 1943.

Gidsler til Horserød

For at markere, hvem der efter 29. august 1943 regerede landet, arresterede tyskerne en række danske intellektuelle og politikere og førte dem til Horserødlejren, hvor de danske kommunister blev interneret i juni 1941. De ca. 140 håndplukkede borgere blev taget som gidsler for at sikre ro og orden i befolkningen under det tyske enestyre. Blandt politikerne var ’baptisternes’ medlem af Landstinget, Oluf Malchau, der tilhørte Århus menighed. Se den biografiske skitse om Oluf Malchau. Undtagelsestilstanden blev ophævet den 2. oktober 1943. Den stod altså på i 6 uger. I disse uger bevirkede den, at der lå en mærkbar dæmper på protesterne rundt om i landet. Strejkerne ophørte. Men nu medførte ophævelsen af undtagelsestilstanden og ophøret af det formelle politiske samarbejde med tyskerne en skærpelse af modstanden. Besættelsesmagten blev herefter af de fleste betragtet som fjenden. Hertil bidrog også de to ovenfor omtalte begivenheder – gidseltagningen af en stor gruppe af landets intellektuelle i Horserød og deportationen af jøderne – der begge fandt sted, mens der endnu var undtagelsestilstand. Det er værd at bemærke, at de to handlinger ikke blev omtalt i Ugebladets spalter. Her rådede tavsheden, som det var tilfældet, da kommunisterne blev taget. Redaktøren respekterede censuren.

Nordmændene sulter

I efteråret 1943 kom der bøn fra norske baptister om hjælp ’til lidende Trossøskende’. Allerede i foråret 1943 havde Bredahl Petersen forsøgt at imødekomme en tidligere henvendelse, men forgæves. Pakker til Norge måtte kun sendes via Røde Kors og ’kun saadanne, som har Slægtninge i Norge, kan faa Lov til at sende Pakker og da til disse’. Baptistpræsten i Odense, Alf Engebretsen, der var nordmand, kunne derfor få tilladelse til hver måned at sende ’Gavepakker til Norge’. I en sådan ’Familiepakke’ var det tilladt at ’vedlægge en Seddel, hvorpaa Modtageren anmodes om at dele sin Pakke med en anden, N… N…, i Nærheden’. Hermed øjnede Bredahl Petersen en udvej, der skulle bruges. Denne omtalte han sådan i en ’Fortrolig Skrivelse’ til menighederne i oktober 1943: ’Alf Engebretsen har en større Slægt forskellige Steder i Norge – heri ligger Muligheden for at komme flere af vore norske Missionsarbejdere og Trosfæller til Hjælp’ (BP, RigsA). På den baggrund anbefalede Baptistsamfundets ledelse nu, at alle danske menigheder indsamlede midler, der kunne finansiere hjælpen til norske baptister: ’Hver Pakke maatte indeholde Brutto 5 kg. Paa Skemaet skal der [til Direktoratet for Vareforsyning] søges om: 1 kg Flæsk eller Kød, 1½ kg Pølser, 2 kg Ost, 25 Stk. Bouillonterninger’ (BU 1943, 402). Efter nytår kom der tak fra de norske baptister: ’Pakkerne er fordelt over hele Norge fra Langesund i Syd til Tromsø i Nord’! I første omgang blev der sendt 80 gavepakker, der hver blev delt mellem to eller fire familier. Deres kostpris løb op i kr. 2.000. Den norske tak lød fx sådan: ’Min Dreng og jeg gik frem og tilbage paa Gulvet og græd af Glæde, mens vi atter og atter indaandede Duften af det dejlige Flæsk, der brasede paa Panden. Vi havde næsten glemt denne Lugt’ (BU 1944, 110). I 1944 blev der afsendt 27 gavepakker hver måned. Nøden var stor. En mor skrev: ’Jeg stod i Kø fra Kl. 3 Morgen til 11.30 Middag for at faa to Pølser af Hvalkød. En anden Dag stod jeg i Kø i flere Timer for at faa lidt Smaasild. I forstaar ikke, hvad disse Pakker betyder for os’ (BU 1944, 258). Efter julen 1944 meddelte Alf Engebretsen: ’For Øjeblikket har jeg Flæsk til 6 Maaneder, naar jeg regner med at kunne sende lige saa mange Gavepakker som hidtil pr. Maaned …’ (BU 1945, 15). Pakkerne blev sendt i samarbejde med Foreningen Norden og der var en øvre grænse for deres antal (BU 1945, 226). I den ’Fortrolige Skrivelse’ antydede Bredahl Petersen, at hans fundne ’Udvej’ var på kanten af det lovlige: ’Vi kan ikke godt sende offentlige Opraab ud i vort Samfundsblad om Sagen’, … men ’lad os hjælpe, saa længe vi har Mulighed for det’! (BP, RigsA).

Nordmanden Alf Engebretsen, der under krigen var præst i Odense og i Aalborg, ledte ’Hjælpen til Norge’, BU 1944.

Nød i København

Men der var også nød i København. Sidst på året 1943 appellerede byens baptistpræster landet rundt efter ’en Naturaliegave til trængende Hjem’. Efter jul skrev præsterne: ’Paa Trods af vor Anmodnings ret sene Fremkomst modtog vi betydelige Sendinger Varer. Vi fik omkring 1½ Tons Kartofler, Gulerødder, Kaalrabi, Kaal, Løg og Æbler, ja, endog en halv Snes Høns og Stege samt en Del kontante Beløb. Vi fordelte Gaverne mellem saadanne, som vi kendte i Menighederne, eller som vi er i Forbindelse med gennem vore Menigheders Arbejde, og som paa Grund af Alder, Sygdom, Invaliditet, Arbejdsdeling og Arbejdsløshed eller især mange Børn i Hjemmet lever i trange økonomiske Kaar’ (BU 1944, 14). Denne ’naturaliehjælp’ blev fulgt op af ’Søsterkredsen’ i de tre københavnske menigheder, der bad om børnetøj fra provinsen, som de kunne sy om til fattige: ’Nu begynder Nøden for Alvor at gøre sig gældende i Storbyens Smaakaarshjem. Det er svært at besøge saadanne Hjem, især hvor der er mange Børn. Man ser Nøden paa Børnenes Tøj’ (BU 1944, 126). – Rundt omkring i landet blev sådanne appeller om hjælp til norske baptister eller trængende i de københavnske menigheders miljøer modtaget med stor forståelse og offervilje. Det var der også god grund til. Ved indgangen til 1944 lød det fra Hjørring menighed: ’Hvad Økonomi angaar, saa viser Offervilligheden sig saa stor som nogen Sinde før i Menighedens Historie’ (BU 1944, 36). De samme toner lød ved årsskiftet fra mange menigheder i hele landet.

Betlehemsstjernens lys

Nytåret 1944 gav anledning til at se tilbage og frem og give udtryk for holdninger i den grad, det var muligt. 2. juledag 1943 var det Baptistsamfundets næstformand, Bredahl Petersen, der prædikede i radioen. Han valgte som evangelium ét enkelt vers: ’Vi har set hans Stjerne i Østen og er kommet for at tilbede ham’. Han præciserede straks, at ’Jesus Kristus er Betlehemsstjernen’. Med sans for den aktuelle situation anlagde han blandt andet et historisk perspektiv: ’I 200 Aar prøvede det romerske Rige og dets Kejsere at trodse Lyset, og mere end et Dusin Gange prøvede Statsledelsen gennem organiserede Forfølgelser af Lysets Tilbedere at knuse og slukke det, men des klarere straalede det, og Lysets Afglans saas forunderligt i de forfulgtes Liv og Hjerter og Vidnesbyrd. Betlehemsstjernen kunde ikke slukkes. Den kunde ikke naas eller rammes af Forfølgelse. Den var sat på Slægtens Himmel af Gud selv. Jesus Kristus var og er Guds Lys i Verden!’ Og i dette nutidige perspektiv fortsatte han: ’I Dag kalder Millioner ham Frelser og tilbeder ham som Herre, og det kristne Evangelium er blevet Lysbærer til Verden som intet andet. I Sandhed: I ham er Verdens Lys!’ Herpå blev Bredahl Petersen mere konkret. I en af de næste sætninger, hvori han omtalte ’Mørkets og Djævelens Magt’, påpegede han, at hvor denne magt råder, ’kan et Menneske synke saa lavt, at der ikke synes at være Grænser for dets Bestialitet’! Men ’Jesus Kristus afslører Mørket i Folkesamfundets Liv’, og derfor ’trænger Betlehemsstjernens Lys ogsaa igennem selv det tætteste Mørke og lader sig ikke standse. Man kan sende hans Folk til Sibiriens Ødemarker eller til det 20. Aarhundredes Koncentrationslejre, man kan baade fra Statens og Kirkens Side fratage vore 100.000 rumænske Trosfæller deres Gudshuse og Retten til at tilbede Gud efter deres Overbevisning paa Evangeliets Grund, men man kan ikke hindre det enkelte Menneske i af hele dets Hjerte at lade sig bestraale af ham eller i at tilbede ham’. I vort folk, hvor Betlehemsstjernen har lyst i mange generationer, er vi ’glædeligvis kommet dertil, at vort Folk reagerer, selv om det kan være saa som saa til daglig med vor kristne Bekendelse. Vi har Betlehemsstjernens Lys at takke for dette!’ Og med stor oratorisk styrke lød det i radioen i de mange hjem, da Bredahl Petersen fortsatte: ’Se, hvad der skete, hvor Lyset trængte igennem. Hjerter blev forvandlede, Klasseforskelle blev udjævnede, og i ham blev alle Brødre. Kristendom er universel og den eneste virkelige Internationale. I ham er alle Brødre uanset Race, Folk eller Nation, Klasse eller Stand. Den eneste Forskel, Evangeliet gør mellem Mennesker, er mellem Lysets Børn og Mørkets Børn, Guds Børn og Djævelens Børn, og den Forskel gaar igennem alle Folk’ (BU 1944, 9f). Danske baptister havde opladt deres røst i tiden på en måde, der på flere punkter afspejlede ’Hyrdebrevet’ fra Folkekirkens biskopper. At Bredahl Petersen siden efteråret 1943 havde været aktiv i modstandsbevægelsen, var der ingen, der vidste.

Den 5. januar 1944 kunne danskerne på mange avisforsider se denne særprægede opstilling, der skyldtes den tyske censur. To artikler om mord skulle have samme opsætning: Mordene på Kaj Munk og på en ukendt fiskehandler fra Slagelse. L.C. Abildgaard gik anderledes til værks i Ugebladet. Foto fra Roskilde Tidende.

Danmark i chok

Næppe var nytårsnat rundet, før Danmark gik i chok. Kaj Munk blev – som sagt – som den første likvideret 4. januar af tyskerne. Kaj Munk blev fundet ved Funder Bakke vest for Silkeborg. De danske blade måtte ikke omtale mordet med mindre, de samtidigt bragte en lige så lang nekrolog over en ukendt nazistisk fiskehandler og stikker, der i Slagelse var blevet likvideret af de danske frihedskæmpere! De fleste blade valgte derfor at tie. Ugebladet tav også – på en meget sigende måde. På forsiden stod som sædvanlig spalten ’Et Ord for Ugen’. Denne gang med en udlægning af Apostlenes Gerninger 17:24ff, hvor Paulus bortvises fra Berøa. Forsidens opbyggelige ord sluttede: ’Hvis Gud sendte os en Mand med Paulus’ Aand og Vidnemod, vilde vi saa høre ham og tage imod hans Budskab? Spørgsmaalet synes maaske overflødigt, men er det ikke. Gamle ’Kristne’ har ikke sjældent handlet med gudsendte Opvækkere, ganske som de forstokkede Jøder handlede med en Paulus’ (BU 1944, 25). På den følgende side stod der – ukommenteret – en salme på tre vers i en firkantet sort ramme under overskriften: ’Kaj Munk. Dansk Salme. Ap. Ger. 17,24 flg., 1938’. De fire sidste linjer i salmens andet vers lød: ’Til Stordaad har Du flammet før vor Hu,/ i hedest Dyst et Banner Du os sender,/ saa vi, skønt faa nu, gerne gav endnu/ vort Blod for det, hvorfor det i os brænder’/. I tredje vers rundede Kaj Munk sin salme af med dette statement: ’Og aldrig faar de kastet Danmarks Grav,/ saalænge vi og Danmarks Gud staar sammen’/. Og for at ingen læser skulle overse dét, der ikke måtte skrives om, citerede Abildgaard endnu engang Kaj Munk sidst i bladet – denne gang med et citat fra ’Foraaret saa sagte kommer’: ’Der er een Ting, jeg under alle Livets Forhold og trods alle skiftende Tanker har holdt fast ved, og det er min Bøn. […]. Måske det kan staa som et Udtryk for, at hvor stærk end Vantro kan have rystet mig, har dog Troens Fundament altid holdt’ (BU 1944, 29). Få uger senere bragte Ugebladet endnu en hilsen fra Kaj Munk – digtet ’Nederlagsstor’ (BU 1944, 74). Redaktionen havde igen som ved trykning af julens radioprædiken meldt tydeligt ud for læserne.

Niels Anhøj, præst i Kristuskirken, skrev i 1945 om mordet på Kaj Munk: ’Aldrig var Sorgen og Smerten dybere og mere ægte i Besættelsens Aar, og aldrig – lad os indrømme det lige ud – aldrig flammede Hadet voldsommere i Danskes Sind end hin 5. Januar 1944. Hvis de ved at dræbe Kaj Munk vilde gøre os ondt, saa naaede de Maalet. Men hvis Hensigten var at lamme Danskheden, saa blev de skuffede. Skuddet, der dræbte Kaj Munk, vækkede de sidste sovende Danskere. Danmark vaagnede! De Ord, Kaj Munk havde talt i levende Live, kom nu gennem hans Død til at lyde mange Gange stærkere’. Vignetten, der gengiver trækorset ved Funder Bakke, blev tegnet af Harry W. Holm. JUL 1945.

Lægmandsmøder

Et nyt tiltag på tværs af menighederne genopstod på årsmødet i 1943. Det fik navnet ’Lægmands-arbejdet’. Her mødtes ’Mænd’ fra hele landet, enten på Højskolen i Tølløse eller regionalt i kirkerne. Mændenes dagsorden havde intet med krigen at gøre: ’Hvad vil I saa med disse Læg-mandsmøder? spurgte en Broder forleden – ja, hvad vil vi? Jeg vil mene, at vor Opgave maa tage Sigte paa, at disse Møder bliver et Kald til alle vore Brødre om et dybere og rigere Kristenliv og Menighedsliv. Og et Kald til alle Brødre om at stille sig til Tjeneste der, hvor Gud maatte kalde. Og saa den rige Oplevelse, der er ved Samdeling af baade Glæder og Vanskeligheder’, lød svaret. (BU 1944, 91). I januar 1944 havde ca. ’100 Brødre været stævnet sammen til en vidunderlig Oplevelse’ på Højskolen i Tølløse. Formålet med arbejdet drejede sig om, hvordan ’vi bedst kan være med til at tjene og fremme Guds Rige (ÅB 1944, 32f). Man kunne selvfølgelig ikke skrive andet, men det ville have været interessant at have været en flue på væggen, når ’Lægmænd’ fra hele landet mødtes. Lægmandsmødernes ledere var blandt andre Bredahl Petersen og Henry Gjerrild. Den første var som sagt med i modstandsbevægelsen, den sidste viste sin afsky for tyskerne, da Højskolen i Tølløse blev beslaglagt i februar 1945. Se profilen om Tølløse menighed.

Påskeklokkerne

En offentlig beskrivelse af krigssituationen i foråret 1944 kom fra L.C. Abildgaards pen under overskriften: ’Hvad melder Paaskeklokkerne?’ Hans analyse lød: ’[H]vis Paaskeklokkerne faar Lov at kime fra den danske Kyst i Aar, saa bliver det ud over et Europa, der næsten er forvandlet til en Massegrav. Vort lille Land er en af de Pletter paa Verdens Kirkegaard, som endnu er forholdsvis ubenyttet. Der kæmpes saa haard en Dyst, at Verden aldrig har set Mage til den. Vi ønskede ikke at være med i den; men vi kunne denne Gang ikke holde os uden for: ’Vegen er for Overmagt liden Flok til sidst; men af Danmarks Ære den haver intet mist’. Sådan kunne Carl Ploug synge efter Slaget ved Slesvig. Kan det ogsaa synges i Dag? Hver faar se at finde Svaret. For svares skal der en Dag. Skulde Svaret bøje os i Skam over mange Led af Lave, saa er der vel Oprejsning at finde fra denne Ydmygelse. Værre er det, hvis det viser sig, at Folket fordærves indefra. Trods mange glædelige Sundhedstegn, er der ogsaa mange Symptomer paa indre Opløsning lige fra den fladeste Ligegyldighed og Nydelsessyge til raat Røveri og Vold og det, som værre er. Derfor kommer Spørgsmaalet stille, men selvfølgeligt og alvorligt til enhver tænkende Dansk: Er det Dødsklokker eller Opstandelsesklokker, der ringer Danmarks Paaske 1944 ind?’ (BU 1944, 109). Vejledningen til danske baptister var ’skjult’ i de mest præcise indlæg i Ugebladet – hvortil denne ’Leder’ hørte.

Folkestrejken (1944) - Wikipedia, den frie encyklopædi
Barrikader på Nørrebro – tæt på Kristuskirken – under Folkestrejken, da København nærmede sig krigslignende tilstande under generalstrejken. Foto: Wikimedia.

Folkestrejken

Sommeren 1944 blev voldsom, ikke mindst i København, men også i andre større byer. Efter D-dagen i Normandiet den 6. juni, hvorefter de allierede tropper ikke kunne drives tilbage i Atlanterhavet, blev frimodigheden større også i den danske modstandsbevægelse. Efter flere vellykkede sabotagehandlinger i København slog tyskerne igen. De og deres danske håndlangere greb til gengældelser, hvorved flere københavnske bygninger og Tivoli blev ødelagt. Den 30. juni blev alle landets aviser pålagt at informere om, at otte modstandsfolk fra Hvidstengruppen var blevet henrettet dagen før. Alt dette var led i en tysk kampagne, der skulle skræmme danskerne til passivitet. Initiativet fik den modsatte virkning og en generalstrejke brød ud. Bål og barrikader udløste skud i gaderne, hvorefter militær undtagelsestilstand og spærretid blev indført. Befolkningen ville dog ikke vige og de fleste fulgte Frihedsrådets anbefalinger. Tyskerne trak det korteste strå, men 60 danskere var blevet dræbt og mere end 350 såret på tre dage i København.

Politiet deporteres

D-dagen i Normandiet og generalstrejken i sommeren 1944 skabte frygt hos tyskerne. De gruede for endnu en invasion fra de allieredes side – denne gang på den danske vestkyst. Og skulle det ske, frygtede de, at det danske politi fulgte Frihedsrådet snarere end værnemagten. Der var stor fare for, at politiets loyalitet gik tabt, hvorefter mange fra politistyrken ville slutte sig til modstandsbevægelsen. Situationen for dansk politi var, at et stigende antal betjente i praksis nægtede at adlyde tyskerne. Hvad enten arbejdet bestod i kyst- eller jernbanebevogtning af tyske interesser eller i udrykningstjeneste for at få fat på modstandsfolk, gav Jens Petersen-Ajbro ganske givet udtryk for en generel holdning hos politiet, når han skrev: ’Det blev ikke sagt, men det lå jo i luften, at vores fornemmeste opgave var at komme for sent, når vi blev kaldt ud’! (JP-A, ca. 1998).

M/S Cometa af Bergen, der var under ombygning på B&W i København, blev hurtigt hentet og anvendt til transport af ca. 1.600 danske betjente, der den 19. september 1944 blev stuvet sammen i lastrummet og sejlet til Lübeck – på vej til tyske KZ- og arbejdslejre i Neuengamme, Buchenwald og Mühlberg. I alt 81 betjente omkom i Tyskland. Arkiv: Museet for Søfart, Bergen.

Kendskab til sådanne holdninger lå bag tyskernes overrumplende slag mod det danske politi den 19. september 1944. Det lykkedes tyskerne at arrestere ca. 2.000 danske betjente. De sjællandske blev straks transporteret med skib til Neuengamme, mens de fynske og jyske ankom samme sted med tog via Frøslevlejren. Fra Neuengamme blev de hurtigt videresendt med tog mod Leipzig, og efter et par dage ankom de til koncentrationslejren Buchenwald. Ind under jul blev de fleste forflyttet til arbejdslejren Mühlberg i samme område. I alt 81 betjente døde i Tyskland, mens de fleste vendte hjem med ’De Hvide busser’ i april-maj 1945. Da ’De hvide Busser’ kom til den tysk-danske grænse, blev de mødt af et hold danske sygeplejersker på Karantænestationen i Padborg, heriblandt Lydia Pedersen. – Se den biografiske skitse om Lydia Pedersen.

Mellem dem, der blev transporteret mod Tyskland med skibet ’Cometa’ fra København om aftenen den 19. september, var Gert Sørensen og Knud Anesen. På trods af, at flere unge baptistbetjente blev truet på livet – enten i koncentrationslejrene eller ved at ’gå under jorden’ her i landet – blev tyskernes brutale aktion ’Möwe’ mod det danske politi ikke omtalt i Ugebladet. Det skyldtes givetvis ikke den papirrationering, der også ramte bladet (BU 1944, 365). Men alle vidste, hvad der var sket, og menighederne bakkede de ramte familier op, hvor det blev aktuelt. – Se de biografiske skitser om Gert Sørensen, Eli Fjord Christensen og Knud Anesen.

Om 1940’ernes unge danske baptister, der i udpræget grad var militærnægtere i 1930’erne, kompenserede for dette ved at gå ind i det danske politi, da krigen kom, er vanskeligt at afgøre. Politistyrken blev under krigen øget fra ca. 2.000 til knap 10.000 betjente. Nye korte uddannelser blev indført. På kun tre uger kunne unge mænd på Politiskolen i København blive uddannet som ’midlertidige honorarlønnede reservepolitibetjente’. Det kunne også være arbejdsløshed, der fik unge til at søge optagelse i politiet. Kammeratskabet fra højskoleophold i Tølløse kan også have virket motiverende. På elevholdet i vinteren 1940-41 var der fire, der senere gik ind i dansk politi: Sigurd Westergaard, Knud Anesen, Harald Bækgaard og Jens Petersen-Ajbro. Andre blev betjente uden ophold på Højskolen, fx Gert Sørensen og Harry Dannemand Sørensen, og nogle var betjente, da krigen kom, fx brødrene Gunnar og Eli fjord Christensen.

Begyndelsen på Bredahl Petersens biografi i Kraks Blå Bog, hvor den fylder to lange spalter. I 1944 kunne hans løbebane være blevet brat afbrudt, hvis tyskerne havde opdaget, at han skjulte sin kraftige polemik mod deres voldsherredømme i sine prædikener. Han holdt dem ikke blot offentligt, men lod dem trykke eller transmittere i radioen. Prædikenen om ’Betlehemsstjernens Lys’ (ovenfor) og om ’Sataniske Tilstande’ (herunder) var blandt de mest polemiske. Ægteparret emigrerede i 1957 til USA, hvor Helen Petersen var født. Her voksede spalterne i Den blå Bog!

Sataniske tilstande

Situationen i menighederne var broget. Givetvis også meget mere end de ovenstående afsnit vidner om. Sympatier for begge sider af de krigsførende magter var til stede. Og måske blev der også skiftet positioner? Ib Bagge har fortalt om drengenes leg i Brønderslev under krigen: ’Jeg var 6 år, da besættelsen fandt sted. Som dreng i Brønderslev legede vi ofte krig. Nogle af os var tyskere, andre var englændere. I begyndelsen ville vi alle helst være på tyskholdet. Men efterhånden som krigen skred frem, skiftede vi mening. Nu ville vi være englændere!’ Flere menigheder oplevede efter krigen, at de blandt deres medlemmer havde haft både modstandsfolk og nazisympatisører. Se profilerne for menighederne i Thisted, Aalborg og Odense samt for Købnerkirken.

I sådanne tider var det ikke så sært, at Bredahl Petersen – da han prædikede ved de københavnske baptisters efterårsmøde i 1944 – talte om ’sataniske Tilstande’. Han havde givet sin prædiken emnet: ’Guds Kald i en Skæbnetid’ og talte ud fra Jesu ord i Gethsemane Have (Johannes evangeliet 12:27). Efter at have talt om ’Jesus i Skæbnetimen’ kom han til ’Guds Kald til os i en Skæbnetid’ og sagde: ’Skæbnesvangre Tider har vi gennemlevet enkeltvis og som Folk, ogsaa de sidste Aar. Vort Lands Forhold med Satans Herrevælde, hvilken Skæbne for vort Folk! En Raahed, en Forsimpling, en satanisk Tilstand fik vi i disse Aar. Dansen om Guldkalven, Prisgivelsen af vort Land, dets Jord, dets Idealer, dets Bevarelse, Prisgivelsen af Selvrespekt og Guds Velbehag, for at tjene Penge – hvilken Skamplet! Der er et Formaal med enhver Skæbnetid, ogsaa vor! Nu lyder Kaldet alvorligere end nogen Sinde til at bekæmpe Satan i vort Folk, til at drive denne Verdens Fyrste ud. Protestér, kristne Mænd, imod Mammondyrkelse, Vold, Materialisme og alt det, der vil fordærve vort Folk, bekæmp det af al Kraft, og gaa ind for Kristi Kongeherredømme! Protestér, kristne Unge, overfor Letsindighed, Løsagtighed, sædeligt og aandeligt Forfald, og sig, at I bekender jer til Kristus, til kristen Idealisme og til en kristen Livsanskuelse og Samfundsorden! Forbliv ikke i Defensivens Suk over Tiden. Gaa ind i Offensiven for Kristus og for at vinde Mennesker for Ham!’ Om udfaldet af denne kamp skulle ingen være i tvivl: ’Resultatet vil blive, at denne Verdens Fyrste kastes ud, og Kristus sejrer! Og Gud forherliges!’ Prædikenen blev trykt i Ugebladet (BU 1944, 325f). Dristigt, men ingen kunne være i tvivl om, hvordan livet skulle leves i omgang og opgør med besættelsesmagten ’i vor Skæbnetid’.

Guds velgerninger

Ugebladets læsere blev ved indgangen til 1945 mødt af en nytårsprædiken af N. P. Andersen, præst i Østhimmerland, over temaet: ’Glem ikke alle hans Velgerninger’, hvori det bl.a. hed: ’Vi kan heller ikke godt slippe for at tænke paa Guds Velgerninger imod vort danske Folk, naar vi ser tilbage. Glem ikke, at det var Guds Velgerninger, hans Naade, der gjorde, at vore Kaar blev saa milde; at vi ikke har flere Ruiner i vort Land, at vi ikke har set endnu flere Hjem lagt øde, at ikke endnu flere Mænd og Kvinder er snigmyrdede i vort Land. Det er Herren, der gør det. Det er ham, vi i Dag tør stole paa – og ingen anden. ’Sæt ikke eders Lid til Fyrster!’ (Salme 146.3). Og vi kan maaske føje til: Heller ikke til nogen anden Styreform. Den, der tjener Herren, ’gaar ikke under Jorden’ med Hensyn til alt, hvad der er en Kristen værdigt. Og det vil sige alt, hvad der er i Modstrid med Kristi Aand. Kristenlivet kan ikke leves under Jorden, har aldrig kunnet det, og kan det ikke i Dag. Hvem kan standse de mægtige Kræfter, der netop nu er sluppet løs? Den Slags har David ogsaa tænkt paa i Salmen. Derfor siger han, at ’Herren har rejst sin Trone, alt er hans Kongedømme underlagt’ (BU 1945, 1f). Endnu engang var en moderat kritik af besættelsesmagten blevet gemt i en prædiken.

Menighedslivet

Det store perspektiv stod fast. Men i menighederne levede man endnu med krigens grumhed. Fra flere menigheder blev der ved årsskiftet fortalt om tyskernes beslaglæggelse af kirkerne. Fra Ingstrup lød det: ’Baade Missionen og Søndagsskolen mangler vore Gudshuse’ (BU 1945, 2). Fra Nibe meldtes det: ’Et Skaar i vort Arbejde var det, at vor Kirkesal helt eller delvis to Gange i Løbet af Aaret blev beslaglagt’ (BU 1945, 34). Fra Hals var meldingen bedre: ’Efter Frigivelsen af vor Kirke i Ulsted fik vi denne smukt restaureret i Oktober’ (BU 1945, 2). Et par menigheder stillede deres kirkebygninger til rådighed for byens skoler, da disse blev beslaglagt i foråret 1945. Herom hed det fra Nyborg: ’Byens Skolevæsen lånte Baptisternes nye Mødesal nogle Timer hver Dag til Undervisningslokale’ (BU 1945, 83). Noget lignende skete i Nykøbing Falster. For Tølløse menighed gjaldt det samme for ’Menighedssalen’ i Hvalsø, mens perspektivet vendte omvendt i Tølløse. Her var det Baptisternes Højskole, der blev beslaglagt af besættelsesmagten den 14. februar 1945. Elever og lærere måtte flytte ud af bygningen. Forstander Henry Gjerrild lod menighederne vide, at ’Undervisningen foregaar i Kirkens Krypt, som Menigheden her velvilligt har stillet til vor Raadighed. To af vore Eksamenshold har vi i Kirkens mindre Lokaler, og det tredje har til Huse paa Realskolen. Prædikantskolen har Lokale i Kirkens Kontor’ (BU 1945, 77). Disse vilkår gjaldt, indtil tyskerne kapitulerede og Højskolen kunne tages i brug efter en gennemgribende istandsættelse. Se profilen af Tølløse menighed.

Menighedslivet blev selvfølgelig også amputeret. En gennemlæsning af årsberetningerne for 1944 giver dog indtryk af, at meget trods alt kunne lade sig gøre. Fra Bornholm fortalte Aage Wenzel, at ’Menigheden har gennemført 35 hele Missionsuger i Aaret, i 1943 havde vi 47’! Og sommerens lejre for børn og unge kunne gennemføres. Menighedens økonomi udviste overskud, og de havde et ’Stigende Medlemstal’. Meget af dette gjaldt de fleste menigheder – i byerne dog langt vanskeligere end på landet ’paa trods af Mangelen paa Cykelgummi’ (BU 1945, 18). Menigheden i Odense havde dog gjort det særligt godt: ’Det er karakteristisk for Odense Menighed, at den sætter sig fast i Provinsbyer og Stationsbyer langs Statsbanen ved at indrette passende og hyggelige Kirkesale, der danner Udgangspunkt for Menighedens Virke. Inden længe har den Kirker og Kirkesale i Nyborg, Langeskov, Odense, Næsby, Tommerup og Middelfart’. Skribenten fortsatte med at citere Indre Missions formand, Chr. Bartholdy, der havde gjort opmærksom på, at efter de store krige i Europa, både Trediveårskrigen og Napoleonskrigene, fulgte der store vækkelser: ’Sker det igen, da har Odense Menighed truffet Forberedelser til at tage imod den, ’anlagt Baser’, fra hvilke der kan føres baade Forsvar og Angreb til Sejr for Guds Rige og dets Konge’ (BU 1945, 83).

Tredive Lazaret-Vaggoner

Samfærdslen mellem menighederne var et kapitel for sig. En af de ældre prædikanter, N. J. Stigborg, beskrev en togrejse fra København til Nyborg i april 1945: ’Rejsen var den mest dramatiske, jeg nogen Sinde har oplevet. Halvdelen af Togstammen paa Københavns Hovedbanegaard var ’reserveret’ til ’andet Formaal’. Det havde til Følge, at den Del af Toget, ’vi andre’ maatte benytte, var ganske overfyldt, og endda stod der mange paa Perronen. Stationsforstanderen gik langs Toget og raabte: ’Man bedes gaa ind i Kupeerne og staa op derinde, saa mange der er Plads til!’. Det var ikke behageligt, men det blev gjort. Vinduerne til Sidegangen midt i Vognen blev trukket ned, og 4 Kufferter og 4 voksne Mænd blev halet ind gennem Vinduerne, og Toget gled. Paa Turen over Sjælland fik vi i høj Grad stadfæstet den gamle Vittighed: ’Persontoget standser ved Stationen, Hurtigtoget standser mellem Stationerne!’. Opholdet paa Korsør og Nyborg Station glemmes aldrig. Fyldte som de begge var af Flygtninge og Saarede i Tusindvis. Det var Krigens Gru og Krigens Rædsel og Krigens Forbandelse saa nær inde paa Livet, at ens Hjerte bogstaveligt vaandede sig. Da jeg stod paa Nyborg Station og saa en Togstamme paa over 30 Lazaret-Vaggoner, mærket med Røde Kors, hvori de Saarede saas bag Ruderne, og da jeg blandt Flygtningene saa den gamle Morlille, vel mellem 75 og 80 Aar, med det forgræmmede Ansigtstræk, med Stokken i den ene Haand og Bylten i den anden, saa træt og udaset, at hun døjede med at løfte sin Fod over Skinnerne – kom der mange Tanker op i mit Sind’. Stigborg løftede lidt af sløret for disse tanker, der pegede fremad: ’Synet af de saarede og flygtende Skarer fremtvang Spørgsmaalet: Skal Krigens grusomme Hærgning fremdeles martre de kommende Generationer, og vil vi Kristne fremefter ogsaa lægge Haand til Myrderiet?’ (BU 1945, 82f).

Foto af missionærerne og deres familier fra slutningen af 1942. De voksne er fra venstre: Esther Johansen, Maja Gerdin, Martine Emming, Sam Gerdin, Hans Emming, Jens Anker Jørgensen, Immanuel og Ellen Christensen. Børnene er fra venstre: Bo Gerdin, Erna Emming, Ole Emming, Jan Gerdin, Martha Emming og Henry Christensen. Arkivfoto.

Nyheder – og Urundi

Den officielle forbindelse til missionærerne i Urundi gik via Røde Kors eller Udenrigsministeriet, der henvendte sig på det kongelige Konsulat i Leopoldville for at få informationer om deres vilkår (BU 1944, 43). Uofficielt dukkede der nyt op fra missionærerne via private breve, der trods krigen nåede frem – uregelmæssigt og med stor forsinkelse. Et typisk eksempel var nyheden om, at Ellen og Immanuel Christensen havde fået familieforøgelse i Musema. Deres datter blev født i februar 1942. Nyheden nåede familien i Danmark kort før jul samme år! (Kaldet, 246). Missionærerne holdt sig dog godt orienterede om krigens gang. Den 7. maj 1945 skrev Immanuel Christensen: ’Angående verdenssituationen er vi jo vel underrettet her, da vi hører radio. Vi har en fin sekslampers Zenit-modtager. Da vi hørte fredsbudskabet, hejste vi det danske flag og spillede ’Der er et yndigt land’. Vi har også haft en dansk avis ’Frit Danmark’, som vi har fået regelmæssigt gennem den danske konsul i Leopoldville’ (Kaldet, 257). Modstandsbevægelsens publikationer nåede langt omkring – trods censur og nazisternes ’Geprüft’-kontrol!

Hospitalet i Musema, der blev bygget under 2. verdenskrig – primært under Immanuel Christensens ledelse – 1948. Arkivfoto.

Det første ’Urundibrev’ fra missionærerne efter krigen kom i maj 1945. Heri skrev Hans Emming: ’Det er i Dag nøjagtigt 5 Aar og 23 Dage siden, vi hørte i Radioen, at Danmark var blevet besat, og at det var sket saa at sige uden Modstand fra vor Side. Og i Dag til Morgen forlyder det, at Hitler er død, og der er ogsaa Rygter om, at Sverige vil være behjælpelig med Evakuering af tyske Tropper fra Norge og maaske ogsaa fra Danmark, saa det er paa høje Tid, at vi faar lidt skrevet’ (UrBr 7 1945, 5). Hans Emming skildrede herpå, hvordan missionsarbejdet var ekspanderet under krigen: Det hele var begyndt med ’Den store Vækkelse’ sidst i 1930’erne; de afrikanske menigheder havde overtaget ansvaret for deres egne medarbejdere, og bortset fra hjælp i en tørkeperiode med ’Hungersnød i visse Egne’ havde menighederne været ’fuldstændig selvunderholdende’. Selv havde missionærerne solgt den ene af to biler, men nu ved krigens afslutning kørte de i ikke mindre end tre; en ny ’Missionsstation’ i Rubura havde fået nye bygninger; på ’Hospitalshøjen’ i Musema stod nu et nyt hospital, der ’omfatter tre større Bygninger foruden en Del mindre’. Og ved Kivusøen var der rejst et stort hus, der ’skal tjene som Samlingssted for alle Missionærerne i Ruanda-Urundi’. Alt dette ’og meget andet er blevet muligt ved, at Venner i Afrika [svenske missionærer fra Congo fandt vej til den danske mission] og Amerika traadte hjælpende til, saa snart vi var blevet afskaaret fra jer derhjemme’ (UrBr 7 1945, 11). Missionærerne havde også været kreative. Immanuel Christensen havde til fordel for missionsarbejdet iværksat en stor produktion og salg af tæpper, som de indfødte producerede af bananpalmer. Da krigen var forbi, var Afrikamissionen ikke blot blevet styrket, men den var også sat på skinner med fremtiden for øje: ’Og nu for nogle Maaneder siden, ikke saa længe før vi fik den glædelige Efterretning, at Danmark var befriet, og dernæst at Krigen i Europa var helt forbi, tog de indfødte Menigheders Aarsmøde den Beslutning at gaa ind for Selvunderhold som et Princip i deres Menighedsliv og Arbejde og ikke blot som en Nødforanstaltning. Og dette Skridt blev taget med Glæde og i Tro og i fuld Bevidsthed om, hvad det indebærer, og uden noget Pres fra vor Side. Gud alene Æren!’ (UrBr 7 1945, 14).

Befrielse og taksigelse

Christian X var det samlende symbol under krigen og symbolet på freden den 5. maj 1945. Og Danmark Frit kunne nu læses ’over jorden’ – både her i landet og i Burundi, hvor missionærerne havde modtaget det under krigen.

Frigørelsesdagen

Rationeringen på papir greb om sig i foråret 1945. Ugebladet udkom kun hver anden uge fra marts til august. Men da bladet udkom med det første nummer efter 4. maj, dateret ’Fredag den 18. Maj’, blev der ikke sparet hverken på papir eller taksigelser! Allerede 5. maj havde Præsidiet på Baptistsamfundets vegne sendt telegram både til Kongehuset og til Statsministeren. Kongehuset modtog ’vore hjertelige Lykønskninger paa det danske Folks Frigørelsesdag’. Statsminister Buhl, regeringen og rigsdagen blev lykønsket ’med den genvundne Frihed til at opbygge vort danske Folks Eksistens og Fremtid’ med vor bøn om, at ’Gud vil velsigne Dem alle i Arbejdet’. Der blev også sendt hjertelige ’Broderhilsener og Lykønskninger’ til baptisterne i Norge, Sverige og Finland.

Baptistsamfundets formand, Johannes Nørgaard, skrev en hilsen til menighederne. Han begyndte således under overskriften ’Foraar i Danmark’: ’Mens disse Linier skrives, har vi lige oplevet den store Befrielse fra det tunge tyske Aag. Og trods Glæden derved, saa sidder endnu en lille Rest af Bekymring, der er hengemt fra de fem Aars Mareridt i Ufrihedens kolde Vinter. Det er, som om det maa tage nogen Tid, inden vi rigtig forstaar, at vi igen har Frihed til at tale og til at skrive, til at virke og til at samles uden at risikere, at der er nogen, som skal straffes bagefter. Endnu er Verden jo heller ikke faldet til Ro, og Skuddene drøner af og til endnu gennem Gaderne i vore Byer, og selv paa Landet har Frihedskæmperne travlt med Arrestationer, og Beredskabskvinderne har travlt med at lave Mad til dem, der saa uventet er taget ud af deres daglige Forhold. Vi har jo ogsaa Flygtningene endnu et Stykke Tid, og deres Nærværelse skal minde os om, at Ulykken er verdensvid i Omfang og ulægelig i den Skade, den slog. Men trods alt dette, saa er Foraaret kommet til vort Land, og med Foraaret holder baade Glæden og Arbejdet sit Indtog paany’ (BU 1945, 92).

Forsiden af ’Første frie Nummer’ af Ungdomsbladet, maj 1945. De unge sparede ikke på farverne! Bemærk de nordiske og det engelske flag. Digtet af Grundtvig handler om ’bladet’, der vender sig i bogen, i skoven og i verden. Se især sidste vers. Arkiv.

Danmark frit

Redaktøren, L.C. Abildgaard, skrev ugens ’Leder’ under overskriften: ’Danmark Frit’. Han skrev først om censuren, som alle havde været underlagt: ’Takket være fuldstændig Enighed og stejl Afvisning fra alle Forkyndere af Evangeliet i vort Land, blev det mundtlige Guds Ord ikke kneblet under Besættelsens Tvangsregimente. Anderledes laa det jo med, hvad der blev sat paa Tryk. Her maatte den kristne Presse dele Kaar med al anden Presse. Og hvor har det været en Lidelse enten at maatte tie med det, som man følte skulde skrives, eller skrive om det betydningsfuldeste i korte forblommede Vendinger, mens forholdsvis mindre væsentlige Ting udtværedes over Spaltepladsen. Den tredie Mulighed var at skrive, som man følte Trang til, og saa tage Konsekvenserne af det. I de fleste Tilfælde betød dette jo Fratagelse af Retten til at skrive, som saa mange af Pressens bedste Mænd oplevede det’. Det andet emne, Abildgaard omtalte var det forestående retsopgør: ’Vi aandede lettede op, men ikke til nogen udelt behagelig Virkelighed. Nogle af Danmarks bedste Folk kunde ikke unde sig Tid til at holde fri og promenere på Gaderne. De vidste – mange af egen dyrt købt Erfaring – at Luften over Danmark ikke blev ren ved Frihedsjubelens Parfume. Der skulde stærkere Midler til. Det mest forpestende var trods alt hverken de fremmede Soldater eller Flygtninge-Karavanerne, men vore egne Landsforrædere. Jagten paa dem har skabt Optrin, som vi – hvor forstaaelige de end er – om nogle Dage helst vilde havde været ugjorte. De dobbelte Vanskeligheder i denne Jagt bestaar jo i at faa den grundig nok og ikke for vidtgaaende. At den er nødvendig, er en Tragedie saa stor, at det kaster dybe Skygger ind i enhver tænkende Danskers Frihedsglæde’. Abildgaard fortsatte med at påpege, at det danske folk i krigens tid ikke var blevet så brutaliseret, at det ikke var forbundet med smerte at skulle foretage et sådant retsopgør med danske nazister: ’De, der i disse Dage interneres i Danmark, gaar ikke ind til Tortur eller til Behandling af sadistiske Forbryderbander, heller ikke til Sultedøden. De vil faa deres Sag behandlet ved Landets lovlige Domstole og, imens det staar paa, blive behandlet med den Humanitet, hvormed et velordnet demokratisk Land behandler sine anklagede’. Måske kan det ende med dødsdomme, men ’gyser vi end ved Tanken om, at der maaske maa bødes med Liv for Liv, er det os en Beroligelse, at saa vidt det staar til Mennesker, vil ingen uskyldig blive dømt’ (BU 1945, 93). Flere af dem, der rundt omkring i menighederne havde tjent tyske interesser, modtog således også en ’frihedshilsen’ – uden at redaktøren vel vidste, hvem disse var. Retsopgøret ville vise det.

Hævn og gengældelse

Redaktøren omtalte endnu to forhold i denne hilsen til menighederne ved frihedens komme. Det første af disse var spørgsmålet om hævn og gengældelse: ’Vi kæmper imod at rives med af den vellystige Hadets og Hævnens Gengældelsesstrøm, som især vore Undertrykkere har forkyndt som det eneste bærende i de sidste Aar. Hævnen hører Gud til. Hans Redskab er den lovlige Øvrighed. Og Hadet kan aldrig blive nogen kristen Følelse. Her er det, det viser sig, om vi er besejrede eller frie. Har Nazi-Aanden bemægtiget sig os, nytter det kun lidt, at vi er blevet befriet for dens ydre Voldsudøvere. Saa vil den før eller siden paa én eller anden Maade føre os i Ulykke, som den har ført det tyske Folk i Ulykke’. Til sidst omtalte Abildgaard også den kommende genopbygning – i den første frie ’Leder’, som han nu skrev i Ugebladets ’Pinsenummer’: ’Foran os ligger en Verden i Ruiner. Skal den bygges op igen, saa skal der baade af de enkelte og af Folkene bringes Ofre af uanet Rækkevidde. I dette Opbygningsarbejde bliver der ikke blot Brug for Retfærdighed, Sandhed og Ordholdenhed, men ogsaa for Tillid og Tilgivelse’. Den største vanskelighed vil dog bestå i at få ’Genopbygningen grundet dybt nok: Utilbøjeligheden til at erkende egen Brøde. Saa bliver da Verdens dybeste Behov et nyt Møde med og en ny Modtagelse af Pinsens Aand, Helligaanden’ (BU 1945, 93). I forlængelse af Abildgaards egen vejledning til menighederne gav han også spalteplads til det ’Hyrdebrev’, som Folkekirkens biskopper udsendte i anledning af ’Danmarks Befrielse’.

Undergrundslazaret

Modtagelsen af befrielsens og pinsens nummer af Ugebladet i de små hjem gav stof til eftertanke. Men mest spærrede læserne ganske givet øjnene op, da de kom til denne overskrift: ’Taksigelsesgudstjenesten i Købnerkirken i Anledning af Danmarks Befrielse’. Den sprudlende beskrivelse var indsendt af ’En Deltager’. Alle læsere måtte undres! – Se profilen af Købnerkirken.

Avisernes forsider og deres løbesedler spredte glædens og befrielsens budskab over hele landet allerede 4. maj 1945. Arkivfoto.

Offentligt tilbageblik

Baptistsamfundets årsmøde i 1945 blev udsat til september, hvor det fandt sted i Hjørring. I årsberetningen fra Missionskomiteen skrev dens formand, Johannes Nørgaard, nu åbent om ’de fem onde år’: ’Det har været overordentlig vanskeligt for de fleste af os at gennemskue Fjendens Rænker til at begynde med, fordi han saa snedigt bastede og bandt alle paalidelige Efterretninger og overlod os til mere eller mindre tilfældige Rygtedannelser. Men ingen af os har dog undgaaet senere at maatte tage Standpunkt til det sataniske Riges Vælde snart paa et og snart paa et andet Livsomraade. Denne stillingtagen har været forskellig. Og siden Frihedens Genoprettelse har Fristelsen til at tilskrive sig og sine Hovedæren for den nationale Modstand præget visse politiske Grupper i vort Folk. Ogsaa visse kirkelige Retninger har ment at maatte melde sig i dette Kapløb om Æren’. På den baggrund orienterede Johannes Nørgaard om danske baptisters ’vej’ gennem krigen: ’Som danske Baptister ønsker vi sikkert ikke nogen Plads i dette Kapløb. Vor Hovedindsats som Kirkesamfund har ikke været med de militære Vaaben, og vore Fjender kunde ikke blot inddeles efter nationalt Blodfællesskab, selv om vi fuldt ud anerkender Betydningen af alt dette inden for disse Tings Begrænsning. Men vi har ikke undladt at gøre vor Indsats gennem disse forfærdelige Aar i den aandelige Modstandsbevægelse, der udgaar fra Jesu Kristi Kors og vender sig mod Syndens Væsen i alle dens Former. Vore Unge, vore Lægmænd, vore Mødre og Søstre saa vel som alle vore Prædikanter har atter og atter maattet føre den aandelige Kamp mod Sjælefjenden, naar han snart ved Bestikkelse og snart ved trusler om Vold vilde bruge os til at naa sine Maal, eller naar det lykkedes ham at bedrage eller at overrumple snart en og snart en anden af vore nærmeste’.

På den baggrund vendte Johannes Nørgaard herpå blikket fremad og rundede således af: ’Belært af denne Erfaring gennem Krigsaarene er vi derfor ikke i Tvivl om, hvor vor Indsats skal gøres ved vort Folks Genopbygning og til dets Frelse. Den Kamp, som Gud ved Jesus Kristus har ført os ind i for at frelse vort Folk og vore egne Sjæle, skal vi fortsætte af al vor Styrke og i Samklang med ham, som leder alt efter sin hellige Vilje. Og med denne Vished i Hjertet skal vi deltage i alt vort Folks Liv og Gerning til Bedste for hvert Menneske, vi kan række en hjælpende Haand’ (ÅB 1945, 10). Hermed kunne årsmødet nu vende sig mod fremtiden – og genopbygningens forskellige aspekter.

Ledelsens holdning under krigen

Baptistsamfundets ledelse prøvede på flere måder at vejlede både menigheder og medlemmer, mens krigen stod på. Indtil den 29. august 1943 var den officielle holdning hos redaktøren af Ugebladet, at alle skulle rette sig efter regeringens anvisninger. Heri blev han givetvis bakket op af ledelsen. Da undtagelsestilstanden blev efterfulgt af ledende danskeres internering i Horserød og tyskernes jagt på de danske jøder, skiftede stemningen. Flere gik nu ind i modstandsbevægelsen – blandt dem Baptistsamfundets næstformand, Bredahl Petersen. Denne orienterede også på ledelsens vegne menighederne via ’Skrivelser’, der blev stemplet ’Fortroligt’. Dette skete på grund af beslaglæggelsen af lokale kirkebygninger, men også da det gjaldt om at stå last og brast med Folkekirkens biskopper, da disse via ’Hyrdebrevet’ protesterede over jødernes internering. Efter politiet blev taget af tyskerne den 19. september 1944 skinnede ledelsens modvilje overfor tyskerne også igennem i Ugebladet – camoufleret i prædikener eller på anden måde. På trods heraf valgte nogle få baptister at samarbejde med værnemagten eller direkte at tilslutte sig det danske nazistparti. Af det følgende vil det fremgå, hvordan det berørte menighedslivet på det lokale plan. – Se de forskellige menighedsprofiler.