Sæby menighed

I sognekirken i Sæby hænger der en ’Mindeplade for Besættelsestidens Ofre’ med navne på ni sæbynitter. Den blev afsløret juleaftensdag i 1947 ved en ’gribende Højtidelighed ved Gudstjenesten i Kirken’. Baptistmenigheden i Sæby mistede to, der døde, da tyskerne sendte dem til Neuengamme. Kun den ene fik sit navn på mindetavlen, nemlig Isak Isaksen. Den anden, Bjarne Kristoffersen, blev ikke regnet med ’blandt de Sæbynitter, der blev Besættelsestidens Ofre’. Sognepræsten gjorde juleaftensdag rede for mindepladens tilblivelse: ’Det er Menighedsrådet, der har taget Initiativet til at faa Kirkeministerens Tilladelse til at indsætte Pladen i Kirkemuren, og Midlerne er tilvejebragt hovedsagelig ved Bidrag fra Byens Foreninger og Virksomheder’. Præsten sluttede med at udtale et ’Æret være deres Minde’, og ’langsomt tømtes den store Kirke, og alles Tanker gik tilbage til de Mænd, der var blevet hædret’ (FA 27.12.1947). Hvis Bjarne Kristoffersens forældre, Anna og Jens Kristoffersen, var til stede, måtte de gå bedrøvede hjem uden at have hørt deres 18-årige søns navn blandt de sæbynitter, der døde for tyskernes hånd. Hans navn er heller ikke blevet nævnt i den litteratur, der er skrevet om den store aktivitet i Sæby under anden verdenskrig.

Byen

I 1940 var Sæby en fiskeriby med stor aktivitet på havnen. Byen havde næsten 3.000 indbyggere, hvoraf de fleste var middelstandsfolk (HG 2015, 23). Fra havnen stak hver morgen ca. 40 kuttere, der hørte hjemme i byen, til havs for senere på dagen at vende tilbage med dagens fangst. Det skabte arbejde til mange, der levede af fiskerierhvervet. Netop havnen skulle komme til at spille en afgørende rolle under krigen. Byen havde også en række større virksomheder, fx Andelsslagteriet og Skotøjsfabrikken. På Skotøjsfabrikken, centralt beliggende på Krystaltorvet, blev den ene af byens to sirener opsat. Når de hylede, søgte sæbynitterne beskyttelse i de offentlige beskyttelsesrum. Et af disse blev indrettet i kælderen under Skotøjsfabrikken (HG 2015, 39).

Allerede 9. april 1940 oplevede sæbynitterne besættelsen, idet tyske tropper kørte gennem byen til Frederikshavn, der var tyskernes udgangspunkt for sejladserne til Norge. Nazistpartiet stod ikke stærkt i Sæby, men fra midten af 1930’erne fandtes en af de største koncentrationer af danske nazister i landsbyen Agersted, kun få kilometer syd for Dybvad. Det blev dog de store troppebevægelser med flere tusinde tyske soldater, der enten var på vej til Norge eller befæstede forsvarslinjerne i Vendsyssel, der skabte den største uvilje i befolkningen. I 1943 bestod den tyske garnison i Sæby af ca. 300 mand. Efter augustdagene i 1943 med generalstrejker og regeringens afgang begyndte modstandsviljen for alvor at vise sig på Sæbyegnen. Modstandsbevægelsen besluttede dog tidligt, at der ikke måtte dannes militærgrupper, der udøvede sabotage, på grund af sejladsen fra byen til Sverige (EM&BO, 97). Netop disse illegale sejlruter til Sverige blev ’det indholdsrigeste Kapitel i Frihedskampens Historie i Vendsyssel’ (EM&BO, 105).

De illegale sejlruter

Disse havde Sæby som centrum indtil den 24. januar 1945, da Gestapo optrævlede organisationen. Ved en natlig razzia stormede tyskerne en række Sæbyhjem og arresterede tolv personer, der blev overført til Arresten i Aalborg. Fem af lederne blev dømt til døden, men da Shellhuset blev bombarderet den 21. marts 1945, gik der ’Kludder i Tyskernes Henrettelseslister’. Sæbynitterne blev derfor sendt med tog fra Aalborg til Frøslevlejren. Herfra vendte alle hjem efter den 4. maj 1945 (EM&BO, 109). Sejlruterne havde flere funktioner: ’De var udsprunget af et elementært Behov. Det blev tidligt nødvendigt at skaffe politiske Flygtninge uden for Gestapos Rækkevidde, men ret hurtigt blev deres vigtigste Opgave at transportere Post til det allierede Udland via Sverige, først og fremmest speciel Kurérpost, deriblandt det af den danske Efterretningstjeneste tilvejebragte Materiale, og at skaffe tiltrængte Forsyninger af Vaaben til Landet’ (EM&BO, 105). Danske i Sverige oprettede i april 1944 ’Dansk Hjælpetjeneste’ i Göteborg (HG 2015, 111ff). Herfra blev flygtningene fra Danmark hjulpet videre i Sverige, hvorpå svenske og allierede våben og sprængstoffer, der skulle med på hjemvejen, blev lastet. Da resultatet blev opgjort i maj 1945, var der fra efteråret 1943 på Kattegatruterne – primært fra Sæby – blevet overført ’godt og vel Tusinde Flygtninge til Sverige, og i den modsatte Retning blev der transporteret flere Hundrede Tons Vaaben, Ammunition og Sprængstoffer foruden et ikke ringe Antal Personer, der skulle til Danmark eller til det øvrige tyskbesatte Europa for at udføre vigtige Opgaver i allieret Tjeneste’ (EM&BO, 111). Alt dette foregik på relativt små fiskekuttere, der tilbagelagde ruten på 8-12 timer, mens det i dårligt vejr kunne vare et par dage med søsyge og angst.

Sæby Baptistkirke, opført 1940 og indviet kort efter Chresten Nielsens 80-års fødselsdag samme år. Privateje.

Baptistmenigheden

Menigheden i Sæby blev stiftet i 1901, da Frederikshavns menighed blev delt. Ved krigens begyndelse talte menigheden ca. 300 medlemmer. Den voksede konstant under krigen, hvor der blev døbt mere end 130 personer. P. Rasmussen, der var ungdomssekretær op gennem 1930’erne, var menighedens præst i årene 1939-1953. Menighedens missionsområde var stort. Dens ene centrum lå i Sæby, det andet i Østervrå. I 1940 indviede menigheden i Sæby en ny tidssvarende centralt beliggende Kirke – ’en smuk, gul Murstenskirke i gammel gotisk Stil med takket Gavl ud mod Gaden’ (ÅB 1941, 80). I 1943 holdt Baptistsamfundet årsmøde i Sæby. Baptister over hele landet havde været ’meget velvillige og gav os en god Gave til Opførelsen af vores nye Kirke’. Derfor skulle de nu være velkomne til at se den smukke kirke, skrev P. Rasmussen. På grund af de ekstraordinære forhold skulle deltagerne aflevere ’Rationeringsmærker ved Fællesspisning’ (BU 1943, 176). Kirken var dog ikke stor nok til søndagens gudstjeneste, der blev holdt i Tennishallen med ’tæt op mod 1.000 Mennesker’ (BU 1943, 242). Da sæbynitterne i foråret 1945 forberedte sig på det værst tænkelige scenarie – at byen skulle rømmes, fordi tyskerne ville kæmpe til sidste mand – fik byens borgere at vide, at de skulle samles på det nærmeste af tre opsamlingssteder. Det ene af disse var krypten i byens nye baptistkirke (HG 2015, 197). Menighedens andet centrum lå i Østervrå. I 1942 indviede menigheden endnu en kirke, denne gang i Dybvad. Alle tre steder var der et stort børne-, spejder- og ungdomsmiljø. Til kirken i Østervrå blev der i 1944 knyttet en ’missionær’ med bopæl i Sæby. Da han, Arnold Storgaard, en aften i 1944 vendte hjem fra Østervrå på cykel og skulle passere jernbanen i Sæby, blev han holdt op af en tysker. Arnold Storgaard levede op til sin titel og spurgte tyskeren: ’Tror du på Gud? Det hjalp – og missionæren kunne cykle hjem!’ (WN).

Efter krigen blev der indrettet en baraklejr for tyske flygtninge, der kom til byen i krigens sidste tid. Lejren lå – som alle de øvrige flygtningelejre – snart bag pigtråd og den var under konstant bevogtning, efterhånden af op til 100 soldater. I Sæby blev lejren normeret til 2.000 beboere. To år efter krigens slutning forlod de sidste flygtninge Sæby. Der skulle imidlertid gå endnu to år, inden de sidste flygtninge passerede den dansk-tyske grænse. I februar 1949 sluttede det, der er blevet kaldt ’den anden tyske besættelse’ af Danmark (HG 2015, 245). P. Rasmussen var en af de danske baptistpræster, der blev knyttet til ’den kirkelige betjening’ af flygtninge fra døberkirkerne.

En række familier – Isaksen, Nielsen og Valbak – havde i en årrække præget baptistmiljøet i Sæby. Familien Nielsen ejede i flere generationer Skotøjsfabrikken. Af denne grund flyttede familien Valbak til Sæby i midten af 1930’erne. Familien Isaksen var oprindeligt hjemmehørende i byens fiskermiljø, men fik efterhånden beskæftigelse på Sæby Slagteri. Se den biografiske skitse om Isak Isaksen.

Familien Nielsen og Skotøjsfabrikken

Da besættelsen fandt sted var Sæby Skotøjsfabrik en veletableret virksomhed. Det begyndte ganske beskedent i 1885 på initiativ af den unge tilflytter Chresten Nielsen. Fabrikken flyttede i 1934 fra Vestergade til en ny bygning ved Krystaltorvet (HG 2015, 18). Ved 50-års jubilæet året efter var virksomheden provinsens største skotøjsfabrik, hvor ca. 60 arbejdede med at fremstille herresko, ski- og militærstøvler. Da tyskerne fik øje på fabrikken, fik den ordre til at levere militærstøvler til besættelsesmagten. Chresten Nielsen var virksomhedens ejer indtil 1930. Da blev firmaet til et aktieselskab med Chresten Nielsen som formand for bestyrelsen. Selskabets direktør blev sønnen, A. P. Nielsen (f. 1886). Bestyrelsen bestod desuden af de to øvrige sønner Ove E. Nielsen (f. 1892) og David Nielsen (f. 1897), der begge blev værkførere. I de første år koncentrerede Chresten Nielsen sig om herresko og skistøvler, men i begyndelsen af 1900-tallet begyndte fabrikken også at fremstille militærstøvler. Hvert år annoncerede Sæby Skotøjsfabrik i ’Jul’ – julehæftet, som Baptistsamfundet udgav. Her blev der intet nævnt om ’militærstøvler’. Målgruppen havde mere brug for fabrikkens ’Speciale’, der blandt baptisterne fremstod som ’Spejderfodtøj, Vandresko og Skistøvler’.

Image may contain: outdoor
Sæby Skotøjsfabriks 50-års jubilæum i 1935. Krystalgården blev bygget til højre for fabrikken af Chresten Nielsen.

Da modstandsbevægelsens handlinger tog til i efteråret 1942, krævede den tyske værnemagt, at regeringen skulle påbyde danske fabrikker, der frygtede sabotage fra modstandsbevægelsen, at ansætte danske vagter. Det blev påbudt ved lov den 4. december 1942. Skotøjsfabrikken ansatte sådanne vagter, hvilket fremgår af fabrikkens regnskaber. Under årsmødet i Sæby i 1943 sov drengespejderne på fabrikkens loft. Ved den lejlighed måtte de passere dette vagtværn (KGb). Efter politiet blev taget af tyskerne i september 1944 – fra Sæby blev alle betjente sejlet til Sverige – blev der også i Sæby oprettet et dansk ’vagtværn’, der skulle holde ro og orden i byen. Det bestod af 10-12 mand, der ’fik vagtlokale i Skotøjsfabrikkens bygning på Krystaltorvet’ (HG 2015, 164). Styrken blev udstyret med ’hvidt armbind, en gummiknippel, en uniformskasket eller en stålhjelm foruden kappe, lygte og fløjte’ (HG 1999, 86) – hvilket ’politi’!

Men intet tyder på, at fabrikken i modstandsbevægelsens vurdering tjente uretmæssige penge ved salg af skotøj til tyskerne. Fabrikken var i hvert fald ikke blandt de bygninger, der blev udsat for sabotage (HG 2015, 195f). Efter befrielsen pågreb modstandsbevægelsen i Sæby og omegn omkring 100 personer, der skulle stå til regnskab for ’udansk virksomhed’. Heller ikke blandt disse figurerede Skotøjsfabrikkens ejere. En enkelt erindring (KGb) vil vide, at Skotøjsfabrikken efter krigen fik en anseelig bøde på 100.000 kr., men det fremgår ikke af de fundne kilder. Andre understregede, at fabrikken ’udenfor den daglige produktion har haft betydelige leverancer af militærstøvler til den danske hær’ (EJ, 84). Efter krigen bestred A. P. Nielsen en lang række tillidsposter i erhvervslivet, og hans agtelse i byen blev bekræftet, da han blev medlem af Sæby byråd i perioden 1950-1958 (NL).

Image may contain: 32 people
De ansatte på Skotøjsfabrikken ca. 1940. Siddende i forreste række fra venstre nr. 3, 4, 5 og 6 er: A.P. Nielsen, Ove E. Nielsen, David Nielsen og Chresten Nielsen, Skotøjsfabrikkens grundlægger. Drengen, der står i tredje række til venstre, er Werner Nielsen, David Nielsens søn. Yderst til højre i første række sidder Harry Valbak, gift med fabrikant Chr. Nielsens datter Ebba. Valbak-familien var således gift ind i fabrikantfamilien Nielsen.

Nielsen’erne og menigheden

Begge generationer påtog sig fremtrædende tjenester i menighedens virke. Chresten Nielsen og hans hustru Nikoline var drivkraften, der fik menigheden til at rykke fra Syvsten mod Sæby, hvor han blev søndagsskolens leder fra 1895-1910 (SBS, 5). Chresten Nielsen stod også økonomisk bag opførelsen af byens to baptistkirker. Den første blev bygget i 1896 i Pindborggade, men da den længe havde været for lille, blev den afløst af den nye kirke. I 1940 fejrede Chresten Nielsen tre sammenfaldende begivenheder. Han fyldte 80 år, og Sæby hædrede ham – ’den stille, elskværdige Person, men stoppende fuld af Ideer og Arbejdskraft’ – som byens førende fabrikant ved at ’lade hvert Flag gaa til Tops’ (SF). I dagens anledning slog Christian X ham til ’Ridder af Dannebrog’. Og han så ’med forventningsfuld Glæde frem til Dagen, da Baptisternes smukke, ny Kirke ved Byens Indkørsel skal indvies – den, der til en vis Grad ogsaa er Frugten af hans Arbejde, og som i Aarevis har været Maalet for hans Ønsker’ (AaS). Da han ti år senere døde, mødte denne omtale Ugebladets læsere: ’Det Nielsenske hjem i Vestergade var centrum for missionen og altid åbent for såvel menighedens medlemmer som for andre. Mange er de, der fandt vejen til Gud gennem Nielsens hjem. Og menigheden har fået store gaver til særlige fremstød i missionsarbejdet’ (BU 1950, 101).

En af Ove Nielsens sønner skrev i en sen erindring således om sine bedsteforældre: ’Baptistkirken i Sæby var bedstefar og bedstemors – kan vi sige – totale fritidsbeskæftigelse, således at forstå, at alt udover arbejdet på fabrikken gik med at virke for Sæby Baptistmenighed. Han ønskede ikke nogen post i menighedsråd eller lignende, men var den trofaste og arbejdsomme i det stille, og man tør nok i dag sige, at baptistkirken i Vestergade var vel ikke blevet bygget på det tidspunkt, som det skete [1940], hvis ikke der havde været en fabrikant Chr. Nielsen med familier, som blev det bærende økonomiske grundlag herfor’. Samme sønnesøn erindrede også, hvor hans bedsteforældre [Chresten og Maren] sad i kirken: ’Man vidste altid, hvor de to havde deres faste plads i kirken, enten det var i den gamle baptistkirke i Pindborggade eller den nuværende i Vestergade. De sad altid i kirkens højre side på bænk nr. tre fra oven – længst til højre. Når der dengang i kirken blev opfordret til, hvad man kaldte ’fri vidnesbyrd’, rejste bedstefar sig altid som en af de første og fortalte med jævne ord, hvad Jesus Kristus havde betydet for ham’. Midt på ugen blev der holdt bedemøder – ’og jeg kom mange gange med her sammen med far og mor’: ’Når der var tid til bøn for ’Guds riges sag’, som det hed, var bedstefar næsten altid den første, der bad – og hjertet var med i hans bøn’. Han huskede også, at ’de havde et lyst sind og kunne forene morskab med deres gudstro’. Og ’deres gudstro var ikke noget, de overfor fremmede brugte mange ord om. Deres livsstil var præget af deres stærke baptistiske tro. Når Skotøjsfabrikken fra dens spæde start og gennem hele dens udvikling var præget af fremgang – også i svære økonomiske tider – så tilskrev bedstefar dette Guds hjælp mere end sin egen og sønnernes medvirken. Bedstefar og bedstemor kom ofte på besøg hos mindrebemidlede familier med mange børn, særlig til børn som gik i baptisternes søndagsskole. De blev en lille times tid, talte med familien og fik en kop kaffe. Men når de var gået, fandt familien altid en 10 kroneseddel under bedstefars kop. Sådan var de!’ (ON, søn).

Den unge og den ældre Chresten Nielsen – begge privatfoto. Chresten Nielsen blev Ridder af Dannebrog, da han fyldte 80 år: ’Bedstefar rejste over og takkede Christian X for udnævnelsen’.

Ved Chresten Nielsens død i 1950 blev A.P. Nielsen virksomhedens leder. Han havde tidligt fået internationale erfaringer – fagligt og missionsmæssigt. Fagligt blev han udlært på Skotøjsfabrikken, og han supplerede sin uddannelse både i København og i England. Overalt, hvor han kom, opsøgte han baptisterne, hvorfor han fik mange kontakter med trossøskende. I 1905 deltog han i stiftelsen af Baptist World Alliance i London – en begivenhed, der prægede hans horisont gennem hele livet. Hans virke var præget af ’vitalitet og livsglæde’ (FA 1961). Det kom også menigheden til gode, idet han var dens trofaste organist gennem ikke mindre end 50 år.

Chresten Nielsen og sønnerne opførte til højre for den gamle Skotøjsfabrik, der ses til venstre, dette boligkompleks i 1942-43, hvor der blev gode boligforhold til arbejderne på Skotøjsfabrikken. Pastor P. Rasmussen med familie boede også i ’Sæby Sko’. Fotograf ukendt.

Skotøjsfabrikken blev som antydet et familieforetagende i flere generationer. Tillige var ejerne ofte opmærksomme på menighedens medlemmer. Hvis sådanne havde de fornødne kvalifikationer, fik de beskæftigelse på virksomheden. Det skyldtes ikke mindst, at alle tre ’direktører’ i anden generation også var trofaste medlemmer af menigheden. Ove Nielsen var ’i næsten en menneskealder leder af søndagsskolen’ (NL). David Nielsen var både under og efter krigen medlem af menighedsrådet og leder af spejder- og ungdomsarbejdet (JUB, 2). Og deres søster Ebba Nielsen giftede sig tidligt ind i Valbak-familien, hvorfor hun og hendes mand, Harry Christiansen Valbak, flyttede til Sæby i 1936.

Familien Valbak

Harry og Ebba Valbak flyttede med deres fire sønner ind i en stor villa, ’Pan’, i Skolegade, og han blev straks ansat på Skotøjsfabrikken som afdelingsleder. De engagerede sig også hurtigt i menigheden. Harry Valbak overtog ledelsen af søndagsskolen efter sin svoger, Ove Nielsen, der havde haft ansvaret for denne siden 1910. Herom skrev Harry Valbak: ’Da jeg efter Sommerferien 1937 blev bedt om at overtage Søndagsskolen i Sæby, var det egentlig med Ængstelse, jeg sagde ja dertil. Det er jo ikke altid let at følge efter en gammel, prøvet Søndagsskolearbejder eller Leder, særlig naar den Søndagsskole, jeg skulde overtage, var ca. dobbelt saa stor som de to, jeg tidligere havde ledet [i Vejle og Thisted] gennem en Aarrække’ (SBS, 11f). Efter fem år i Sæby døde Ebba Valbak, og hendes mand stod nu alene med fire sønner: Uno (1921), Erik (1922), Orla (1925) og Harry (1928). I 1942 giftede Harry Valbak sig med Anna Jensen, og i 1943 kom familiens femte søn, Ole, til verden.

Familien Valbak – fra venstre Ebba, Orla, Lille Harry, Harry, Erik og Uno. Kort efter midten af 1930’erne i Sæby. Privateje.

I Sæby blev Anna og Harry Valbak samt de tre ældste sønner aktive i modstanden mod tyskerne. Herom skrev den yngste, Harry, i 2004: ’Da krigen sluttede i 1945, var jeg 17 år og i lære som elektriker, men ikke selv direkte indblandet i frihedsbevægelsen. Min læremester havde på det tidspunkt været under jorden i et halvt år. Min ældste broder [Uno] blev jagtet i hele landet af Gestapo; en anden broder [Erik] var blevet ’lukket ud’ af Husmandsskolen i Odense (byens Gestapokvarter) to dage før, den blev angrebet af Royal Air Force [17.04.1945], og Orla var i Den danske Brigade i Sverige’ (AMV). Familien Valbaks tre ældste sønner havde altså hvert sit engagement i modstandsbevægelsen. Erik Valbak var med i en ’militærgruppe’ i Odense. Orla Valbak flygtede gennem Sæby til Sverige. Disse to lod sig senere registrere i Modstandsdatabasen, hvilket Uno Valbak desværre ikke gjorde – se den biografiske skitse om Uno Valbak.

Harry og Anna Valbak skjulte i deres store villa i Skolegade en præst, der ventede på at blive sejlet til Sverige. Sønnen Harry har fortalt en erindring om episoden, der fandt sted om natten: ’Gestapo havde kort forinden taget en præst i vores kælder i Skolegade. Han var indlogeret der for at vente på skibslejlighed til Sverige’ (AMV). Episoden kan have sammenhæng med razziaen i Sæby sidst i januar 1945, da tyskerne på én nat pågreb den gruppe, der stod for flugtruten og arresterede tolv sæbynitter (HG 1999, 91f). Senere interesserede Gestapo sig endnu engang for familien. Da tyskerne ved højlys dag ville ransage deres villa via en stige, væltede Anna Valbak resolut stigen væk fra vinduet. Hun stod indenfor vinduet med Ole på armen og sønnen Harry ved sin side. Familien klarede trods denne velkomst frisag, men huset blev grundigt gennemsøgt (AMV).

Harry og Anna Valbak lagde under krigen det meste af deres fritid i menigheden. Søndagsskolen, som han var blevet leder af, havde godt og vel 300 elever og en lærerstab på 20 medarbejdere (ÅB 1940). Hans svoger, A.P. Nielsen, var menighedens leder – et hverv, som Harry Valbak overtog i krigens begyndelse. Anna Valbak afløste Ebba Valbak som formand for Kvindekredsen, der havde over 100 medlemmer (ÅB 1945), og hun var vikar for menighedens organist gennem mange år (JUB, 2).

På dette billede af menighedsrådet fra 1951 ses fire af dem, der på hver sin måde er omtalt i dette kapitel. Fra venstre i forreste række Harry Valbak og P. Rasmussen og længst til højre Arendt Isaksen. David Nielsen står i bageste række i midten. Foto fra Jubilæumsskriftet 2001.

Familien Kristoffersen

Denne familie bestod af forældrene Anna og Jens Nørgaard Kristoffersen samt deres fem børn: Svend (1922), Jørgen (1924), Bjarne (1927), Ruth (1933) og Finn (1942). Moderen blev døbt som 17-årig i Frederikshavns menighed, og i 1939 blev faderen døbt i Sæby menighed. Familien flyttede ofte, idet Jens Kristoffersen skiftede arbejde flere gange. Han arbejdede dels med landbrug som fodermester og dels ved gartneri. Han havde altid arbejde, også under depressionen (RJ).

Jens og Anna Kristoffersen foran fodermesterhuset på Stendal i Understed før de flyttede herfra i 1941. Fra venstre Bjarne (13-14 år), hans far (Jens) og mor (Anna) samt en farbror. Pigen i midten er Ruth, og de to øvrige er legekammerater. Hendes to ældre brødre er ikke med, og den yngste var endnu ikke født. Privat foto.

Forældrene blev hårdt ramt af sorg og savn på grund af tragiske omstændigheder, der gik ud over alle fire sønner. Svend døde som 48-årig ved en arbejdsulykke i Venezuela, hvor han sejlede som maskinist for A.P. Møller. Finn døde som 46-årig ved en knallertulykke. Jørgen og Bjarne stødte begge som ganske unge sammen med det danske politi og retsvæsen. Jørgen blev som 18-årig i 1942 ’fritaget for Tiltale for Tyveri paa Vilkaar, at han blev underkastet Børneværnsforsorg, forlænget i mindst 1 Aar udover det fyldte 18. Aar’ (RA2). Bjarne begyndte allerede i 1942 på samme løbebane som 15-årig, hvorpå han blev anbragt på Vitskøl Opdragelseshjem. Efterhånden som besættelsen skred frem, kom de begge i kløerne på tyskerne. Jørgen slap med livet i behold, men blev fængslet og dømt efter krigen. Han døde i 1999 kort efter forældrenes død. Bjarne blev derimod kun 19 år. Se den biografiske skitse om Bjarne Kristoffersen.

Samtale i hjemmet om Bjarnes og Jørgens skæbner forblev et tabu. Deres historier bliver først kendt i denne fremstilling, hvortil deres søster Ruth har stillet familiens private breve til rådighed og givet mig fuldmagt til at bruge retsakterne. Der hersker ikke enighed om, hvordan deres efternavn staves. Nedenfor anvendes den stavemåde, kilderne angiver. Her følger Jørgen Christoffersens historie.

I russisk fangenskab

Både Svend og Jørgen Christoffersen tog under krigen arbejde for tyskerne på en lille flyveplads ved Hirtshals. De søgte arbejde her, men uden at være optaget af tyskernes ideologi (RJ). Efter krigen forklarede Jørgen Christoffersen i retten, at han var ’Søn af danske Forældre, selv dansksindet, har gaaet i dansk Skole i Vendsyssel og har efter sit 14. Aar arbejdet dels paa Landet som Tjenestekarl, dels ved Stødoptagning for Sæby Kommune og dels arbejdet for Tyskerne ved Hirtshals’. Han var klar over, at ’hans Forældre var kede af, at Arrestanten havde været beskæftiget med civilt Lønarbejde hos Tyskerne og ogsaa vilde være kede af, at han meldte sig til tysk Krigstjeneste’. Det sidste gjorde han dog alligevel i foråret 1943, ’da han var blevet færdig med Arbejdet ved Hirtshals’. Han rejste da ’til København sammen med en Kammerat for at søge Arbejde, men da han ikke vilde arbejde paa Landet og ikke kunde faa noget Arbejde, han brød sig om, meldte han sig paa det tyske Hvervekontor til tysk Krigstjeneste i Waffen SS, dels fordi han ikke vilde vende tilbage til sine Forældre i Sæby som arbejdsløs og dels af Eventyrlyst’. Han meldte sig sent – ’den 19. eller 20. Maj 1944’ – hvorefter han ’blev militæruddannet i Sennheim og Graz. Han aflagde Ed til den tyske Fører, men blev ikke tatoveret med Blodtypemærke. Efter endt Uddannelse kom Arrestanten til Waffen SS og kæmpede paa den tyske Østfront og blev under Kampe den 18. eller 19. April 1945 taget til Fange af Russerne ved Wilmersdorf’ (RA2) – i slaget om Berlin. Hvordan Jørgen Christoffersen kom fri af det russiske fangenskab og tilbage til Danmark igen er uvist. Retten afsagde den 26. juni 1946 sin dom over Jørgen Christoffersen i henhold til Straffelovstillægget. Dette blev vedtaget den 1. juni 1945, hvorefter han kunne dømmes med tilbagevirkende kraft. Dommen lød på fængsel i to år og frakendelse af almen tillid i fem år (RA2).

Jørgen Christoffersen afsonede sin dom i Faarhuslejren, hvorfra han blev prøveløsladt efter ca. ét år, den 17. maj 1947, på de gældende vilkår: At han i to år ville føre et ’straffrit og ordentlig Liv’ og ’i samme Tidsrum underkaster sig Tilsyn’. Sognepræsten i Sæby blev udpeget som tilsynsførende, idet Jørgen Christoffersen blev ansat som ’Hotelkarl’ på ’Harmonien’ i Sæby. Her forløb løsladelsen ikke harmonisk, idet han i marts 1948 drak sig fuld, fordi ’hans Nerver var meget daarlige’. Han blev dog ikke indstillet til ’Genindsættelse’, men skiftede job og kom til ’Hotel Postgaarden’ i Slagelse under tilsyn af byens sognepræst. Da prøvetiden udløb i maj 1949, indberettede denne, at ’Kristoffersen stilfærdigt passer sit Arbejde og ikke blander sig i noget ham uvedkommende, men ønsker i det hele taget at udvise mønsterværdig Optræden’ (RA1). Jørgen Christoffersen blev en fri mand.

Afrunding

Da menigheden samledes til det første menighedsmøde efter befrielsen, gav P. Rasmussen efter en andagt udtryk for ’Taknemlighed til Gud og til Menigheden for Hjælp og Opmuntring i den svære Tid, der er gaaet, naar vi nu samles første Gang efter Freden. Vi har i Løbet af denne Tid faaet 2 nye Kirker, en Missionsarbejder mere, nye Missionspladser. Evangeliet har været Rettesnor og skal vedblive at være det overfor de Problemer, som ligger for i Tiden fremefter’.

Menigheden i Sæby levede på mange måder godt under besættelsen. Den indviede en ny stor kirke, der var på vej allerede, da tyskerne besatte Danmark. I menigheden var der en stor ungdom, men de unges muligheder på arbejdsmarkedet blev forskellige. Skotøjsfabrikken ansatte givetvis nogle, der var arbejdssøgende, mens andre blev fristet til at tage arbejde for tyskerne. Menighedens hjem fostrede flere unge, der gik ind i modstandsbevægelsen – med skiftende held. Isak Isaksen måtte betale med livet. Uno Valbak og hans brødre slap med livet i behold. Brødrene Kristoffersen fik ikke de mest optimale muligheder. Jørgen Christoffersen kom dog hjem i live fra Østfronten. Bjarne Kristoffersen derimod døde i Frihavnen i krigens sidste dage – og blev glemt. Hans navn kom heller ikke med i fortegnelsen over de ’rigtigt’ faldne sæbynitter, der fik deres navne foreviget på mindetavlen i byens sognekirke juleaftensdag i 1947.

Litteratur
  • Hans Gregersen: Besættelsesdage – Sæby 1940-47, Højers Forlag 2015 (HG 2015)
  • Hans Gregersen: Flugtruten fra Sæby til Sverige, Forlaget Tommeliden 1999 (HG 1999)
  • Ejnar Jakobsen: En by ved havet 2, Sæby kommune 1970 (EJ)
  • Ebbe Munch & Børge Outze: Danskerens Frihedskamp, 1949 (EM&BO)
  • Jørgen H. Barfod: Helvede har mange navne, Forlaget SAC 1969 (JHB)
  • Ib Damgaard Petersen (red): Faldne i Danmarks Frihedskamp 1940-45, Frihedsmuseet 1990 (IDP)
  • Frederikshavns Avis, 27.12.1947 (FA)
  • Jubilæumsskrift: Sæby Baptistkirkes Søndagsskole 1895-1945, 1945 (SBS)
  • Jubilæumsskrift: Sæby Baptistmenighed 1901-2001, 2001 (SB)
Informanter
  • Doris Trudslev; Karin L. Christiansen (KC); Anne-Marie Valbak (AMV); Werner Nielsen (WN)
Familien Nielsen, Skotøjsfabrikken
Hovedpersoner
  • Chresten Nielsen:*26.11.1860, ^18.07.1878, +22.02.1950
  • Gift 1. gang med Nikoline Thomsen: *22.01.1860, ^23.03.1883, +06.01.1903
  • Gift 2. gang med Maren Kristensen: *25.10.1872, ^10.07.1887, +22.03.1945
  • Anders Peter [A.P.] Nielsen: *01.08.1886, ^12.02.1899, +25.03.1973
  • Gift med Anna Marie Vilhelmsen: *21.09.1889, ^16.06.1912, +16.12.1958
  • Ove Nielsen: *27.08.1892, ^19.03.1911, +27.03.1961
  • Gift med Valborg Jørgensen: *13.04.1894, ^05.12.1909, +07.05.1980
  • David Nielsen: *02.07.1897, ^19.03.1911, +04.04.1991
  • Gift med Martha Kristensen: *28.08.1900, ^28.04.1918, +29.08.1972
  • Harry Christiansen Valbak: *19.08.1896, ^13.03.1916, +21.06.1969
  • Gift 1. gang med Ebba Nielsen: *29.08.1898, ^19.03.1911, +31.05.1941
  • Gift 2. gang med Anna Jensen: *23.11.1906, ^13.10.1929, +07.11.1979
Litteratur
  • Chresten Nielsen, 80-år: Sæby Folkeblad, 21.11.1940 (SF) og Aalborg Stiftstidende 20.11.1940 (AaS)
  • Nekrologer over Chresten Nielsen: Aalborg Stiftstidende 23.02.1950 og BU 1950, 101 (NL)
  • Fødselsdagssamtale (75 år) med A. P. Nielsen: Frederikshavns Avis 31.07.1961 (FA 1961)
  • Nekrolog over A. P. Nielsen: Frederikshavns Avis 10.04.1973 (NL)
  • Nekrolog over Ove Nielsen: Frederikshavns Avis 28.03.1961 (NL)
  • Nekrolog over David Nielsen: baptist 28.04.1991 (s. 7)
  • Werner Nielsen (søn af David Nielsen): Scrapbog om Skotøjsfabrikken, privateje
  • Ove Nielsens søn: Erindringer ved Valbak-familietræffet 1991, privateje
Informanter
  • Knud Glønborg (KGb); Karin L. Christiansen (KC); Anne-Marie Valbak (AMV); Werner Nielsen (WN); Karin Færløv, f. Nielsen.
Familien Isaksen
  • Se den biografiske skitse om Isak Isaksen.
Familien Valbak
Informanter
  • Anne-Marie Valbak (AMV); Vita og Harry Valbak.
  • Se den biografiske skitse om Uno Valbak.
Familien Kristoffersen
Hovedpersoner
  • Jens Nørgaard Kristoffersen: *01.03.1898, ^22.10.1939, +25.06.1992
  • Anna Marie Kristoffersen: 12.06.1903, ^04.04.1920, +11.12.1995
  • Jørgen Christoffersen *27.08.1924, navngivet, +23.07.1999
  • Bjarne Kristoffersen: *04.02.1927, navngivet 17.01.1928, +23.04.1945
  • Ruth Jensen, f. Kristoffersen: *28.04.1933, ^03.02.1946
Litteratur
  • Frederikshavns Avis, 27.12.1947 (FA)
  • Vendsyssel Tidende 28.04.1945 (VT)
  • P. Rasmussen: Privatbrev til Egon Nielsens forældre, Sæby 28.06.1945 (PR)
  • Rigsarkivet i Aabenraa: Fårhuslejren, journal 3418 vedr. Jørgen Christoffersen (RA1)
  • Rigsarkivet i Aabenraa: Dombog for straffefanger, Gråsten arkiv s. 442-444 (RA2)
Informanter
  • Ruth Jensen, f. Kristoffersen (RJ); Knud Glønborg (KGb); Karin L. Christiansen (KC)
  • Se den biografiske skitse om Bjarne Kristoffersen.