Aalborg-baptismen – og dem lidt sydpå

I 1940 fejrede Aalborg og Østhimmerlands menigheder 100-året for baptisternes virke på egnen. I den anledning gennemgik Bethelkirken i Niels Ebbesensgade en stor restaurering og fremstod festklar. Årsmødet skulle have været holdt her, men på grund af krigen blev det flyttet til Købnerkirken på Amager. Foto fra Baptisternes Årbog 1940.

Aalborg i krigens tid

Aalborg blev ét af hovedcentrene i Danmarks frihedskamp. Omkring Limfjorden udbyggede tyskerne deres brohoved med henblik på krigen mod Norge – herunder de store lufthavne. Tyskerne sendte deres dygtigste og mest brutale folk til Aalborg. Byen blev den by i landet, der blev værst terroriseret af tyskerne. Og konfrontationen blev hård. En af de første danske modstandsgrupper var byens berømte Churchill-klub, der bestod af gymnasiedrenge, der ville kæmpe for ’norske Tilstande’ – altså aktiv modstand mod tyskerne. Drengene blev taget den 18. maj 1942. Folk fra Kommunistpartiet og fra Dansk Samling blev de næste aktører på modstandsfronten. Modstandsbevægelsen i Aalborg blev samlet i foråret 1943 og organiseret af fire mænd, hvoraf den ene hørte til i byens baptistmiljø, nemlig bogtrykker Curt Holten-Andersen. På den nazistvenlige side af opgøret i Aalborg optrådte Kristian Lundholm, der blev berygtet som forhørsleder hos det tyske hemmelige politi, Gestapo. Her befandt Børge Jensen sig også – eventyreren, der i litteraturen betegnes som byens ’Storstikker’ (EM&BO, 256). Efter krigen fik de to sidstnævnte berøring med byens baptistmenighed. Hermed er tre af de kendte aktører i Aalborg nævnt, men på begge fløje fandtes der også andre baptister, der deltog i kampen.

Baptisterne 100 år

Aalborg var baptismens arnested i Jylland. Den første menighed i ’hovedlandet’ blev grundlagt i 1840. Aalborgs baptister havde fra begyndelsen hørt sammen med ’dem i oplandet mod syd’. Her hed menigheden nu Østhimmerlands baptistmenighed, der var en stor landmenighed med mange gårdejere og husmandsbrug – et miljø, som Aalborg-baptister, der ’gik under jorden’, kunne bruge. For at fejre disse to menigheders 100-års jubilæum – i 1940 – planlagde Baptistsamfundet at afholde deres årsmøde i Aalborg i slutningen af juni, men det måtte flyttes pga. tyskernes store aktivitet i Limfjordsområdet. Menigheden i Aalborg havde tre kirker: Bethelkirken i centrum, Karmelkirken i Vejgaard og Elim i Øster Sundby. I 1940 talte den 330 medlemmer, søndagsskolen havde 530 elever, der blev undervist af 55 lærere, mens spejder- og ungdomsvirksomheden kunne mønstre 275 medlemmer – altså et baptistmiljø på mere end 1.000. Så stor en menighed midt i orkanens øje måtte selvfølgelig blive præget af krigen. Menighedens afholdte præst (1931-1946) hed Karl Pott. I april 1945 kom Alf Engebretsen (Aalborgpræst 1945-1952) fra Odense menighed for at hjælpe den aldrende Karl Pott med opgaverne. Alf Engebretsen, der oprindelig var norsk baptistpræst, havde i sin ungdom været en ’glødende kommunist’, der mødte evangeliet i en slags ’Paulus-omvendelse’. I Aalborg fik han en særlig opgave i Arresten under retsopgøret efter krigen.

Spejderpatruljen

Baptistmenigheden i Aalborg havde – ligesom Aalborg Katedralskole – en flok teenagere, der blev optaget af krigen. Deres historie er ikke tidligere blevet fortalt. De samledes i spejderpatruljen Falken i Karmelkirken, hvor Knud Glønborg skrev deres patruljedagbog. Knud Glønborgs familie flyttede fra Nibe til Aalborg sidst på året 1943. Hans hjem var kendt som udpræget dansksindet. Alligevel måtte hans far – Albert Nielsen – i krigens begyndelse tage arbejde hos tyskerne: ’Der var pludselig masser af arbejde at få for enhver, der havde lyst, og til en god ugeløn. Meget mere, end man kunne tjene ved at sælge brød i Nibe. Det var for fristende, når bagerøkonomien var dårlig, så i nogle uger cyklede far til Nørresundby og arbejdede på flyvepladsen’. Her kom han en dag ’uden for arbejdsformandens kontor i ivrig diskussion med en af arbejderne, der udtrykte sympati for Hitler. Far protesterede højlydt og sagde: ’Hitler er Jordens største løgnhals og djævelens håndlanger!’ Et øjeblik efter bankede formanden på vinduet og vinkede far ind. Far tænkte, at nu blev han nok fyret, men formanden sagde: ’Det var godt! Giv ham bare, det nazisvin!’’ (KGb, 2010).

Diagram over spejderførere i drengearbejdet i Aalborgkredsen fra efteråret 1944. Mange af navnene går igen blandt de spejdere, der var engageret i modstandsarbejdet: Arne Larsen, Erling Nielsen, Egon W. Madsen, Børge Nielsen, Poul Erik Madsen og Egon Nielsen.

Sidst på året 1944 skrev Knud Glønborg i patruljedagbogen om spejderne: ’Vi arbejder nu igen i Uniform, efter at vi paa Grund af visse Omstændigheder har været civile i et Stykke Tid’ (KGb, 08.12.1944). Disse omstændigheder bestod i, at kredsføreren Arne Larsen var blevet hentet af tyskerne til et møde sammen med ledere fra byens andre spejderkorps til ’en ordentlig Opsang’ om ikke at provokere. Spejderledere for alle danske spejderkorps kom ofte i tyskernes søgelys, og flere af dem blev myrdet af tyskerne under krigen. Det gjaldt i Aalborg også lægen Richardt Raetzel. Han blev den 7. oktober 1944 det første nordjyske offer for tyskernes gengældelsesmord – de såkaldte clearingmord. Raetzel blev lokket i baghold præcist dér, hvor modstandsfolk et par dage forinden havde likvideret en stikker. Her – foran Rosenlundsgade 2 – blev han skudt med et par nakkeskud på åben gade. Raetzel var divisionschef for Det Danske Spejderkorps (DDS). Han var derfor også kendt af baptistspejderne. Den aften, Raetzel blev skudt, holdt spejderpatruljen Falken møde hos Egon Nielsen, der boede i Rosenlundsgade 5. Herfra så de tværs over gaden det bestialske mord (LT) – og de var så hurtigt på gaden, at én af dem samlede en tysk kugle op (Knast). Kort før mordet på Richardt Raetzel blev Spejderborgen i Aalborg sprængt i luften (AE, 249). Alt dette skræmte de unge i spejderpatruljen så meget, at de tog ud til en af gårdmændene i Østhimmerlands menighed, Jens Eriksen i Skovstrup, hvor de opholdt sig et par uger (Knast). De uniformerede spejderkorps levede et farligt liv. – Se profilen for Nørresundby menighed.

Til patruljen Falken hørte også – foruden Egon Nielsen, som vi vender tilbage til – to fætre med efternavnet Madsen. De var begge ansat i Viggo Madsens boghandel i Aalborg. Viggo Madsen stod ligesom Raetzel på listen over dem, Gestapo ønskede ombragt, men han klarede frisag (HG 2015, 214). I april 1945 noterede Glønborg i patruljedagbogen: ’Det var ikke med videre Glæde, vi samledes denne Tirsdag for at more os, thi vi savnede to af vore Kammerater, Egon Madsen og Knud Erik Madsen, der af visse Grunde ikke kunde være iblandt os’ (KGb, 24.04.1945). En uge efter kom forklaringen: ’Egon Madsen fortalte os om, hvordan det var at være inde og hive i Tremmerne hos Gestapo’ (KGb, 01.05.1945). I en sen erindring fortalte Egon Madsen, hvorfor han og andre blev anholdt af Gestapo: ’Hele personalet i Viggo Madsens boghandel var med i arbejdet. Et bud herfra ved navn Børge [Nielsen, senere Holbæk baptistmenighed], blev anholdt med en forsendelse af Frit Danmark, og gennem ham fik Gestapo kendskab til andre modstandsfolk. Jeg var med i modstandsbevægelsen i ca. 2 år. Var med i redigering og distribution af Frit Danmark. Deltog i sabotager som vagtpost både ved jernbane og ved huse, der tilhørte Gestapofolk. Planlægningen af sabotagerne foregik ofte i lokaler i Jomfru Ane Gade. Blev fængslet af Gestapo den 20. april 1945, og sad i arresten i Kong Hans Gade indtil freden den. 4. maj 1945 [huskefejl i forhold til patruljedagbogen, som fortæller, at Egon Madsen var til møde den 1. maj 1945]. Efter freden var jeg med som hjælpepoliti, i efterforskning og ved anholdelse af danske Gestapofolk. Under fængselsopholdet blev jeg korporligt afstraffet af danske Gestapofolk. Mit armbind er desværre blevet spist af møllene!’ (LL 2018).

Egon W. Madsen som modstandsmand med armbånd og i spejderuniform efter 5. maj 1945. Han læste senere til baptistpræst og tjente som sådan resten af livet. Arkivfoto.

Knud Glønborgs forældre var ikke engageret i modstandsbevægelsen. Men Knud Glønborg fik illegale blade af sin onkel, ’baptisten Niels Søndergaard Jensen’, der boede og var pedel i Karmelkirken. Niels Søndergaard var bogholder hos maskinhandler Christian Berntsen, som var gift med Elise Berntsen. Dette ægtepar, der var blandt de ledende i Bethelkirken, må også have været kendt for deres sympati for modstandsbevægelsen. De to politibetjente, der havde vagt den 19. september 1944 på Kvægtorvet, da politiet blev taget, søgte nemlig ly hos Christian Berntsens, hvor de fik gemt deres uniformer og blev iklædt civilt tøj (KGb).

Bogtrykker Holten-Andersen

Curt Holten-Andersen 1909-1999. En af lederne i modstandsbevægelsen i Aalborg med relationer til Bethelkirken. Foto lånt fra Modstandsdatabasen.

Når Curt Holten-Andersen, der var en af de ledende modstandsfolk i Aalborg, bliver interessant i en baptistsammenhæng, skyldes det, at han var forlovet med Elise og Christian Berntsens datter, Anne Lise [Lissen]. Om Holten-Andersen véd vi, at tyskerne fængslede ham og indsatte ham i Aalborg Arrest. Det skete kort efter nytår 1944. Det illegale Frit Danmark publicerede en liste med navne på 30 aalborgensere, der blev arresteret efter 24. januar 1944: ’De tyske Undertrykkere søger at lamme den danske Frihedsbevægelse ved Masse-Arrestationer, ikke blot af Folk, der faktisk har bekæmpet Fjenden aktivt, men ogsaa af temmelig tilfældige Folk med det Formaal at skabe Usikkerhed blandt Befolkningen’ (FD 09.02.1944). Holten-Andersen hørte som én af de fire, der havde formgivet modstandsbevægelsen i Aalborg, hjemme i den førstnævnte kategori. Hertil kom, at Frit Danmark efter hans navn tilføjede: ’Cimbria Bogtryk’. På dette trykkeri udgav Aalborgpræsten H.H. Siegumfeldt kort efter mordet på vennen Kaj Munk den 4. januar 1944 publikationen: ’Kaj Munk – en Mindetale’. Dette kan være den direkte årsag til Holten-Andersens fængsling. I foråret 1944 sad han i Aalborg Arrest sammen med modstandsfolk fra Vesthimmerland. De talte sammen via vandrørene, og den 23. april 1944 sagde Holten-Andersen til sin medfange: ’’I morgen Aften skal I af Sted til Vestre Fængsel’. Han vidste det, han havde hørt noget, da han var i Forhør. Det kom ogsaa til at passe’ (HKH, 216f). Holten-Andersen slap godt fra forhøret hos Gestapo, idet han blev løsladt fra Arresten tre måneder senere (Information, 25.07.1944, s.2).

Allerede året inden – medio marts 1943 – ankom den første faldskærmsudspringer via England til Aalborg. Denne var den berømte ’Marokko-Jensen’, Jens Paul Jensen. Han kom med opgaven at skulle organisere modstandsarbejdet i Aalborg. Da han ankom, opsøgte han Holten-Andersen, der ’var hans kontaktperson’, og ’Andersen skaffede faldskærmsmanden en lejlighed’ (HG 2009, 101). Intet tyder på, at Holten-Andersen kom i tyskernes søgelys på baggrund af denne indsats i 1943.

Nyheden om Holten-Andersens død fremkom i Information, der dog dementerede den to dage senere. Arkivfoto.

Den 16. april 1945 var Holten-Andersen igen uheldig under en våbentransport på Vesterbro i Aalborg: ’Afsløringen af Vaabentransporten skete ved 16-Tiden Mandag Eftermiddag, da flere Gestapo-Folk begyndte at skyde mod to Mænd paa et Hestekøretøj, der holdt for rødt Lys. Den ene af Mændene blev ramt og tumlede af Vognen, men han kunde dog straks rejse sig og flygtede derefter gennem en Butik ud i en Sidegade, men blev kort efter anholdt. Det viste sig at være en kendt Aalborg-Haandværker, Bogtrykker Holten Andersen, der tidligere har været arresteret af Gestapo. Ud paa Natten afgik han ved Døden paa Feltlazarettet’ (Information, 18.04.1945). Hans medkæmpere fortsatte kampen mod Gestapo om aftenen, hvor et ’veritabelt Angreb paa en Gestapo-Udrykning’ resulterede i, at ’mindst tre Gestapo-Mænd blev dræbt og en Del saaret’ (NAE, 247). Heldigvis kunne samme avis – det illegale Information – to dage senere dementere Holten-Andersens død: ’Han blev indlagt paa det tyske Lazaret ramt af fem Skud, hvoraf det ene er trængt ind i den ene Lunge’ (20.04.1945). De efterfølgende måneder måtte han ’staa de ikke særlig blide Afhøringer igennem’ (EM&BO, 271), inden han blev ført til Frøslevlejren. Her varede opholdet dog kun godt og vel to uger. Den 7. maj bragte Aalborg Stiftstidende på forsiden denne glædelige nyhed: ’250 Frøslev-Fanger kom i Gaar hjem til Aalborg. Særtoget blev budt velkommen af Maskinpistol-Salver af Frihedskæmperne’. Her kunne ålborgenserne læse: ’Omkring 250 Nordjyder, langt de fleste Aalborgensere, der har været interneret i Frøslev-Lejren, vendte tilbage til Aalborg med et Særtog Søndag Formiddag’. Blandt disse var Holten-Andersen: ’Denne blev, som man husker, for kort Tid siden saaret ved en Vaabentransport paa Vesterbro, laa ganske kort Tid paa Lazaret og Hospital og naaede endda at tilbringe en Periode som Interneret i Frøslevlejren. Han er endnu lidt svag og maatte støtte sig til sin Kærestes Arm, da han gik ned ad Trappen’. Avisen bragte som illustration hertil et stort billede af de to unge med billedteksten: ’Den saarede Bogtrykker Holten Andersen og hans Kæreste’. Knud Glønborg oplyste, at ’Lissen [Berntsen] blev [i januar 1947] gift med [Curt] Holten-Andersen, der var en af de ledende modstandsfolk i Aalborg’ (KGb, 2010).

Curt Holten-Andersen og hans kæreste Lissen Berntsen, 6. maj 1945, da han ankom med tog fra Frøslevlejren.

Da Sportsrideklubben for Aalborg og Omegn (S.A.O.) kort efter holdt generalforsamling, hædrede de deres medlem Holten-Andersen: ’Holten-Andersen er et navn, som sikkert enhver Dansk er stolt over at kende, det er Navnet paa en Mand, som ikke paa nogen Maade lod sig kue af ’Herrefolket’, men tværtimod vovede Pelsen for Fædrelandets Skyld. Pelsen blev gennemhullet af tyske Kugler, men Gud holdt Haanden over den raske Frihedskæmper, saa han fik Lov at beholde Livet’. Klubbens formand overrakte herpå ’Holten-Andersen et smukt Bronzefad med inskriptionen: ’Til Erindring om den 5. Maj 1945 fra S.A.O.’, og udbragte et trefoldigt ’Leve Holten-Andersen’, hvis Forlovede, Frk. Berntsen, fik overrakt en stor Buket Blomster’. Denne hyldest kom bag på Holten-Andersen, der ’rettede Takken til de Kvinder, der lod os gøre, hvad vi mente, der burde gøres’ (AaS 20.05.1945). Generalforsamlingen sluttede med et antiklimaks til denne hyldest, idet den vedtog, at klubbens ridelærer gennem 33 år blev afskediget pga. ’ukorrekt Optræden under Besættelsen’.

Begyndelsen på Knud Glønborgs beskrivelse af de tanker, der gik gennem hans sind den 4. maj 1945. Patruljedagbogen blev skrevet umiddelbart efter, at befrielsesbudskabet lød. Knud Glønborg satte her begivenheden ind i en større sammenhæng.

En 14-årig om 4. maj

Hvad Knud Glønborg – en begavet dreng på 14 år, kaldet ’Fesser’ – tænkte ved befrielsen, fremgår af Falke-patruljens dagbog den 4. maj 1945, hvori han skrev umiddelbart efter af have hørt befrielsesbudskabet fra London: ’Det tyske Rædselsherredømme er endt. Gestapos Tortur af danske Statsborgere, Hipos Tyranni og Ødelæggelse af danske Virksomheder, de tyske Soldaters overlegne Holdning, alt dette er forbi. Vi behøver ikke mere at fare op af Sengen om Natten ved et mægtigt Brag, idet vi tænker: ’Naa, hvad mon det var, der røg i Luften, et Værnemagerværksted eller en god dansk Fabrik?’ Man behøver ikke længere at være bange for, at Sirenerne ved deres uhyggelige stigende og faldende Tone skal varsle Død og Ødelæggelse over Danmark. Vi kan igen lytte til en fri Radio og læse en Avis, der ikke er fyldt med tyske Løgne. Vi ved, at nu varer det ikke saa længe, før vi igen kan faa alle de Varer, som vi har manglet under Krigen. Vort skønne, smilende Danmark skal ikke se Krigen paa nært Hold. I de sidste Dage var det kommet til at se mere og mere ud til det. Som nu nogle Dage i Forvejen , da vi sad i Spænding ved Radioen og lyttede efter den vigtige Meddelelse, som skulde komme, og da den saa kom, var det General Lindemann, Tyskernes Øverstbefalende i Danmark, der kun skuffede os ved at sige, at Tyskerne vilde kæmpe til det sidste. Da saa det sort ud; men saa meget des mere glædeligt kom saa Meddelelsen om Kapitulationen. Hvor har vi Grund til at glæde os og sige Gud Tak, lad os endelig ikke glemme det sidste. Krigen er slut, Tyskerne har kapituleret og Danmark er atter frit’ (KGb, 04.05.1945). – Så sent som den 2. maj 1945 havde værnemagtens chef, Georg H. Lindemann, udsendt en meddelelse om, at de tyske tropper i Danmark ikke havde overgivet sig og advaret alle imod rygter, ’der letsindigt er sat i Omløb’. ’Fesser’ fulgte godt med i krigens gang!

Baptistspejderne engagerede sig også med henblik på krigens ophør. Det ses af drengespejdernes kredsblad: ’Straks efter 19. September 1944 gik der Opfordring ud til Spejderne om at danne et Frihedskæmpernes Hjælpepoliti direkte under Modstandsbevægelsen. Det blev en KFUM-Fører, Løjtnant Fladeland Iversen, der fik Opgaven at samle os, og straks var der et hemmeligt Politi paa 150 Spejdere, der var klar til at træde i Funktion paa Kapitulationsdagen, og det gjorde vi, og naar vi selv skal sige det, gjorde vi en god Indsats ved at assistere det rigtige Politi ved Patruljetjeneste, Afspærringer, Stikkerjagt og forskellige Bevogtningsopgaver bl.a. i Arresterne og ved tyske Barakker, ligesom en Del var i Gang med at pudse og samle Frihedskæmpernes Vaaben’ (Flammen, nr. 6, 1945). Af beretningen fremgår, at 13 af spejderførerne var baptistspejdere, og at de var stolte af at bære ’Frihedskæmpernes Armbind’. Efter krigen vendte Egon Madsen tilbage hertil: ’Vi tror ogsaa det gavnede vort Spejderarbejde, at Folk kunde se, at Baptistspejderne ikke er bange for at tage en Tørn, ogsaa naar det gælder at arrestere Stikkere’ (Flammen, nr. 1, 1946).

Egon Madsen, der havde erfaringen med sig bag Gestapos tremmer, gav straks efter krigen udtryk for sine holdninger: ’Lange og trange var de fem Aar, men midt i alt dette, var der danske Mænd, der ikke var bange for at kaste Handsken og erklære Kamp mod Tyskerne og de danske Landsforrædere, og vi mindes dem i dyb Taknemlighed for deres Gerning i Danmarks Sag. Og saa er vi paa Vej mod lysere Tider; det tyske Aag er kastet bort, vore Fjender er slaget, de vender nu tilbage til deres eget Ruinland, uden Medfølelse og med en hel Verdens Had rettet mod sig; vi kan fortsætte vor Gerning uden, at vi risikerer, at Gestapo kommer og anholder os. Spejdere! Lad os bygge et nyt Danmark og lad os love hinanden, at saa lang Tid, der er en dansk Ungdom, bliver der aldrig en 9. April igen, thi da vil Fjenden fra Syd møde Modstand’ (Flammen, nr. 6, 1945).

Det sidste portrætfoto af Egon Nielsen. Privateje.

Mødte døden i Dresden

En sådan indstilling har givetvis præget hele patruljen. I hvert fald gjaldt det [Svend] Egon Nielsen, kaldet ’Bager’. Folkeregisteret i Aalborg havde kvitteret for hans flyttemeddelelse, der meddelte, at han ’ville tage midlertidigt Ophold i Dresden, Tyskland, fra den 30. Januar 1945 at regne’ (BN). Det sidste, familien havde hørt til Egon, stod på et postkort fra Padborg og i et brev, der blev dateret den 7. februar 1945 i Dresden: ’Jeg kom godt herned, jeg … er sund og rask og ved knebelt godt Mod’ (BN).

Et ægte og et falsk identitetskort på én og samme person – Egon Nielsen, ’bageren’. Privateje.

To måneder efter befrielsen indbød baptistmenigheden i Aalborgaviserne til ’Mindegudstjeneste for Svend Egon Nielsen’ (02.07.1945). Forud havde forældrene Anna og Chr. Nielsen, Egons brødre Erling og Bent samt Egons forlovede, Norma Bech, i de lokale aviser efterlyst underretninger om, hvilken skæbne Egon Nielsen havde fået. De vidste, at han var engageret i modstandsarbejdet, at han i Aalborg blev ’forsynet med et falsk Legitimationskort, lydende paa Ekspedient Niels Sørensen’, og at han af Modstandsbevægelsen i Aalborg var blevet sendt til Tyskland ’for at hjælpe de danske i de tyske Koncentrationslejre ved at smugle Meddelelser ind og ud af Lejrene’. Holten Andersen havde udstedt Egons falske identitetskort (KGb 2010). Efterlysningen gav resultat, og avisen kunne fortælle, at ’Nielsen før har været i Tyskland og været med til at befri en Lejr for internerede, danske Politibetjente og faa dem sendt til Sverige, men han kom hjem derfra med en tysk Kugle i Laaret. Han var blevet opfordret til at søge Beskyttelse i Sverige, da han var eftersøgt af Tyskerne, men han vilde ikke forlade sin Post’. Inden han rejste igen, sagde han: ’Kommer jeg ikke hjem mere, saa hils dem, som spørger efter mig, og sig, at jeg døde som en dansk Soldat for Danmark’. Samtidigt kunne avisen meddele, at Egon Nielsen ’efter al Sandsynlighed blev dræbt ved et amerikansk Luftangreb paa Dresden Natten mellem den 13. og 14. Februar 1945, hvor ca. 250.000 Mennesker blev dræbt. Der var 135 Danske i Byen dengang, hvoraf de 20 blev reddet’ (BN).

Mindegudstjenesten

Denne samlede fulde huse i Bethelkirken. Aalborg Socialdemokrat bragte et fyldigt referat: ’Kirken var pyntet med levende Lys og med Blomster i rød-hvide Farver. Baptistspejdernes Faner fra Aalborg og Nørresundby blev ført ind, og Spejderne stod Vagt under Højtideligheden’. Alf Engebretsen udtalte ’Mindeord over Egon Nielsen, idet han gik ud fra Ordene: Ingen har større Kærlighed end denne, at han sætter sit Liv til for sine Venner’ [Johannesevangeliet 15:13]. Baptistspejdernes divisionschef H.C. Barkan fremhævede, at det, der sikkert havde givet Stødet til, at Egon kom med i Kampen, var, at Det danske Spejderkorps’ Divisionschef, Dr. Raetzel, blev myrdet’. Egon Nielsens morbror, tidligere Afrikamissionær N. P. Andersen, fremhævede, at der ’er næsten ikke noget i Verdenshistorien, vi kan sammenligne med den Vold og Terror og Løgn, vi har mødt i disse Aar. Den eneste Parallel, man kan finde, er Negerslaveriet. Og ligesom Kampen dengang blev ført for Menneskerettighederne, stod Kampen for det samme under denne Krig. Egon var en Soldat i den Hær, der kæmpede for Menneskets Rettigheder’ (03.07.1945).

Avisen refererede også, at der var ’en smuk Buket fra Baptisternes Ungdomsforening i Østhimmerland med Inskriptionen: ’Du har kæmpet og vundet’.’ Af et brev fra ungdomsforeningens formand, Emil Nielsen, fremgik det, at Egon var gået ’under jorden’ på Oppelstrup Nygaard: ’Den korte Tid Egon var hos os sidste Efteraar, lærte vi at sætte Pris paa ham som den gode Kammerat, han var. Altid parat til Fest som til Alvor. Altid var han villig til at hjælpe blandt Drengene [Juniorerne] og i Ungdomsforeningen. Vore store Drenge mindes ham herude som den, der kunde underholde dem med sine ‘Vrøvleviser’ og sine Spejderhistorier. Og som den der, inden Mødet sluttede, kunde vidne om Jesus som sin Frelser – og vi Unge mindes ham især fra et Ungdomsmøde, hvor han advarede os mod at vige fra den lige Vej til Himlen, om vi vilde bevare vore Kammeraters Respekt og Agtelse for vor Kristendom. Vi tror, at han selv efter bedste Evne levede efter dette’ (EN).

Mindesmærket i Dresden for ofrene ved luftangrebet den 13.-14. februar 1945. Privateje.

Spejdernes mindeord

Spejderkammeraterne skrev et mindeord i deres blad Flammen. Her refererede de Alf Engebretsens tale: ’Vi savner Egon i hans Kirke i dag, han er her ikke, han er en af Danmarks unge Sønner, der faldt for Frihed og Ret, han gjorde meget for Danmarks Frihed, mange Opgaver fik han, og han løste dem, og nu skulde han ind i Løvens Hule, han kom ikke tilbage. Egon havde lært Kristus at kende, derfor var det ikke mærkeligt, at han gik ind i Kampen mod den nazistiske Aand, han havde ikke nok i Bøn alene, han havde ogsaa Kampmod. Ingen ved, om Egon har taget Menneskeliv, men han har reddet Menneskeliv’. Til sidst takkede Egons far ’alle, der har givet Egon Husrum og endda havde laant ham en Cykel, saa han kunde slippe bort fra Gestapo’. I Flammen skrev Egon Madsen også en nekrolog. Heri hed det: ’Egon eller ’Bager’, som han populært kaldtes, var Spejder med Liv og Sjæl, og han var ubetinget Kredsens dygtigste Spejder, aldrig var han bange for at tage en Tørn, hverken Spejdermæssigt eller hvis det gjaldt at gaa paa Knæ med en af sine Drenge og føre dem til Kristus. Egon vidste ogsaa, hvor hans Plads var, da Fjenderne stormede ind over vore Grænser; han kunde ikke staa med Hænderne i Lommen, nej, han maatte være aktiv i kampen. Hvad Egon udrettede, pralede han ikke med, og det faar vi aldrig at vide, og saadan tror jeg ogsaa, Egon vilde have det, hvis han var kommet tilbage’ (Nr. 7-8, 1945).

I september 1945 sluttede baptisternes årsmøde i Hjørring med ’en storslaaet Parade med over fire Hundrede blåklædte Drenge og Piger med deres Førere’ og ’mange Hundrede Aarsmødedeltagere i tæt sluttet Kæde udenom’. Her oplevede alle et ’meget gribende Øjeblik, da man mindedes den unge Egon Nielsen fra Aalborg, som satte Livet til i Dresden under Arbejdet med at hjælpe sine deporterede Landsmænd. Mange Øjne duggedes, da den unge Pige [Norma Bech], som han skulde have delt Livet med, fik overrakt en Blomsterbuket, ledsaget af nogle hjertelige Ord om den Deltagelse, som alle Kammeraterne følte med hende. Dette Udsnit af dansk Baptist-Ungdom styrkede sikkert alles Tro paa vort [Kirke-]Samfunds Fremtid’ (BU 1945, 189).

Baptisternes Ugeblad indeholdt altid meddelelser om dødsfald fra menighederne. Her ses – på samme tid og sted – dødsannoncen for de to unge baptister fra Aalborgområdet, der døde i forbindelse med tyskernes besættelse af Danmark. Ahlmann Larsen døde af sygdom ved rengøringen af Skolerne i Tølløse, da tyskerne havde forladt denne.

Tre måneder efter mindegudstjenesten videresendte Rigspolitichefen en meddelelse fra Central Tracing Bureau i Tyskland til Egon Nielsens familie, hvoraf det fremgik, at Egon ’ligger begravet paa Heidefriedhof i Radebeul, Gravsted B.V. 1359’. Christian Nielsen, Egons far, spurgte, om det var helt sikkert, at den begravede var Egon, og i så fald bad han om, at urnen blev ført hjem. Svaret kom kort efter: ’Der kan ikke være nogen Tvivl om Identiteten, idet hans Papirer og hans Identitetsnummer blev fundet paa ham efter Bombardementet’, men med hensyn til ’Hjemførsel mener man ikke, at de allierede Myndigheder er sindet at tillade en saadan Hjemførsel af de i Dresden omkomne danske Statsborgere’ (BN). Svend Egon Nielsen blev 19 år gammel – og hans urne kom aldrig hjem.

Den 9. juli 1947 kom hvide lastbiler til Danmark med ligene af 115 danskere, der døde i tyske koncentrationslejre. Ministeriet for særlige Anliggender stod bag hjemtransporten, der her ses køre gennem Rødovre i de åbne lastbiler. Egon Nielsen var blandt dem, der ikke kom hjem. Heller ikke med transporten i 1947. Fotograf ukendt. Nationalmuseet.

Østhimmerlands menighed

Baptistmiljøet med de mange landbrug syd for Aalborg omkring Gunderup var kendt af baptisterne i Aalborg. Det var herude, nogle af de unge modstandsengagerede gik ’under jorden’, når det blev for hedt i Aalborg. Det gjaldt, som vi har set, Egon Nielsen, der skiftede bopæl på gårdene. Hans bror, Erling Nielsen, senere baptistpræst, levede i skjul i en periode hos maler Davidsen i Vaarst. Harald Bækgaard gik også ’under jorden’ på gården hos sine brødre i Gudumlund og Essendrup. Herude boede også – i Torderup – en ung baptist, der tog arbejde hos nazisterne på Gistrup Station. Han hed Lars Jørgen Næsby. Knud Glønborg skrev denne erindring, da han og hans familie sidst i krigen var på vej med Hadsundtoget på familiebesøg: ’Da toget holdt på Gistrup station, fik vi øje på en mand i grøn uniform med stålhjelm og gevær, som åbenbart var vagt ved de tyske garage- eller lagerbygninger ved stationen. Pludselig siger Verner: ’Det er da Lars Jørgen!’ Han var mors fætter og søn af baptistparret Lovise og Rasmus Næsby i Torderup. Vi blev meget overrasket, men rullede vinduet ned og hilste. Far sagde: ’Det er da en sær lue, du har fået’. Lars Jørgen svarede: ’Jamen, den er god i regnvejr!’ Så kørte toget. Jeg kan desværre hverken huske reaktioner eller stemning’ (KGb 2010). Lars Jørgen Næsby havde været elev på Tølløse Højskole i vinteren 1939-40.

Notits i Aalborg Stiftstidende den 29. marts 1954 om Lars Jørgen Næsbys tragiske død.

Ægteparret Næsby var i Torderup nabo til Dagny og Valdemar Lund, og de var tillige i familie. Tre af deres børn, Hans, Johannes og Birthe fortalte, at Lars Jørgen var ’sabotagevagt for tyskerne i Gistrup’, men han var ’sympatisør snarere end nazist. Han var drevet mere af spænding og fornøjelse end af overbevisning, idet han ikke gik op i den politiske del af nazismen. Derimod pralede han offentligt med nazisternes fremfærd. Indtil ugen før den 4. maj troede Lars Jørgen på tyskernes sejr. Familien var ked af hans nazi-sympati. Frihedskæmperne hentede ham efter den 4. maj og kørte ham til Aalborg’ (HL). ‘Jeg kan huske, at hans mor gik bag laden og græd’ (BA).

Opgøret var omfattende. I Aalborg-området blev omkring 700 personer interneret, hvoraf godt og vel 500 blev dømt (HG 2015, 282). Aalborg Stiftstidende fortalte under overskriften ’En lang række ’uskyldige’ Sabotagevagter’’, at Lars Jørgen Næsby var blevet fremstillet i retten (17.05.1945). Han blev senere idømt en hård straf: ’4 års fængsel og 5 år uden almen tillid, men han blev løsladt, før der var gået 2 år’ (KGb 2010). Han sad fængslet i Aalborg Arrest, hvor Valdemar Lund besøgte ham flere gange: ’Efter løsladelsen overtog han sit fødehjem i Torderup, men han var ikke landmandstypen. Han blev ramt af ‘dårlige nerver’, og kom på rekreation i Sønderjylland. På vejen hjem tog han giftpiller i toget. Om det var økonomiske vanskeligheder ved landbruget eller krigstraumer, vides ikke’ (JL). Aalborg Stiftstidende skrev: ’Da eksprestoget sydfra kom til Aalborg i gaar, fandtes gaardejer Lars Jørgen Næsby, Torderup, død på toilettet i en af vognene’ (29.03.1954). Det samme fremgik af kirkebogen for Gunderup sogn: ’Død på toilettet i en jernbanevogn, der lige var ankommet til Aalborg’. Han efterlod kone og to børn. Menighedens præst, Holger Axelsen, begravede Lars Jørgen Næsby fra kirken i Vaarst. Han blev 33 år gammel.

To dødsdomme

Mens man samledes til mindegudstjeneste for Egon Nielsen, foregik der også andre efterspil fra de fem onde år i Aalborg. I arresten i Kong Hans Gade sad der en række nazi-sympatisører og det, der var værre. Foruden Lars Jørgen Næsby gjaldt det to storforbrydere, Kristian Lundholm og Børge Jensen, der begge fik tilknytning til Bethelkirkens miljø. De sad i en særlig bevogtet afdeling, hvor de ventede på deres straf ifølge den lov om dødsstraf, som regeringen indførte med tilbagevirkende kraft. Loven talte ikke om ’dødsstraf’. Den brugte en eufemisme, der skulle få retsopgørets værste dom til at glide bedre ned i befolkningen. Den talte om ’livsstraf’. Men uanset ordvalget kunne dommen ende med samme resultat: Døden ved skydning i Undallslund udenfor Viborg. Det var her, danskerne udførte de dødsdomme, der blev dømt vest for Storebælt. I Aalborg blev der behandlet 22 sager med krav om dødsstraf. Fem af disse endte med henrettelser. Der var stor diskussion om dødsstraffens genindførelse efter krigen. En af de præster, der var særlig kritisk, hed Niels Møgelvang. Da han havde lyst velsignelsen over en af de sidste, der blev henrettet i plantagen udenfor Viborg, sagde han: ’Herre, tilregn ikke de danske myndigheder denne synd, der her begås’ (NGN 2007, 94).

Når retten havde afsagt dødsdommen, blev de dømte overført til arresten i Viborg. Den dag, dødsdagen blev fastsat til, modtog fangen besked herom samme formiddag. Om eftermiddagen kunne han modtage besøg af sin familie indtil kl. 21.30. Herefter stod der en præst fra Viborg domkirke – eller en anden af den dødsdømte valgt præst – til rådighed. Præsten fulgte med til Undallslund, hvor dødsdommen blev effektueret kort efter midnat. Otte politibetjente stillede op med hver sin riffel og skød samtidigt efter den dødsdømtes hjerte, der blev fremhævet ved en tydelig markering. Døden indtraf øjeblikkeligt og den døde blev lagt i en kiste. Herpå fandt den obligatoriske jordpåkastelse sted, den henrettede blev kørt bort og stilheden bredte sig i plantagen. To af dem, der blev henrettet på den måde, fik relationer til baptistmiljøet i Aalborg.

Forhørslederen Kristian Egede Lundholm

Kristian Lundholm blev født den 22. november 1919 ved Hadsund, men familien flyttede hurtigt til Aalborg. Hans mor var broderihandler. Hans far havde forskellige job; et enkelt sted er han opført som ejer af moderens broderihandel. Ligegyldigt hvem, der ejede den, gik familien konkurs, da det på grund af krigen blev svært at skaffe varer. Kristian Lundholm tog realeksamen fra en af byens privatskoler i 1933 med ’mg’ i gennemsnit, hvorefter han kom i manufakturlære. Han gjorde uddannelsen færdig i 1937. Efter en tur med arbejde i Tjekkoslovakiet vendte han hjem og blev filialbestyrer i familiens broderiforretninger i Hobro og Thisted, indtil konkursen i efteråret 1940 ramte dem. Måske var familien tysksindet (HGN 2007, 81). Kristian Lundholm interesserede sig i hvert fald for både Tyskland og nazismen, hvilket han tog konsekvensen af året efter, da han meldte sig ind i nazistpartiet (12.10.1941). Den dato står han opført i Bovrupkartoteket som ’Opsynsmand’ med bopæl i København (1946, 86). Hjemme omkring Limfjorden blev han sidst på året 1943 lagerarbejder i Nørresundby. Samtidig søgte han arbejde som tolk hos Gestapo, der holdt til på Højskolehotellet i Aalborg, og i oktober 1943 blev han den første danske tolk, som Gestapo ansatte i Nordjylland, med en løn på 500,- kr. om måneden – lig med baptistpræstens løn + 50%. Med Gestapos godkendelse tog han sin afsked den 1. maj 1945, da alle vidste, at tyskerne hurtigt ville tabe krigen. Han prøvede at forlade landet, men blev anholdt den 5. maj 1945 i Aarhus, ført tilbage til Aalborg og sat fast i arresten i Kong Hans Gade.

Kristian Lundholm blev i Aalborg kendt som en umådelig brutal og aggressiv forhørsleder, der overskred alle moralske grænser. Hans forhør af danske landsmænd blev regulære torturscener, hvor han som hovedregel anvendte en pisk, som han gennempryglede de afhørte med. En enkelt gang endte en torturscene med, at den anholdte modstandsmand blev så groft gennempryglet, at hans medfanger ikke kunne genkende ham, da han efter et timelangt forhør blev kastet tilbage i fængselscellen. I Aalborg blev Kristian Lundholm så forhadt, at modstandsbevægelsen to gange forsøgte at likvidere ham, men uden held. I januar 1944 blev han derfor forflyttet til tjeneste på Shellhuset i København, hvor han var så effektiv, at han efter en måneds indsats fik det tyske ’Krigsfortjenestekors med sværd’ (HG 2015, 131) for sin indsats hos Gestapo (FB, 218).

Ved retten i Aalborg blev han efter krigen tiltalt for adskillige meget grove forhold af tortur. Ved sager af den art hørte der en mentalundersøgelse med til rettergangen. Sidst på året 1945 skrev amtslægen: ’Fængslede er hverken sindssyg eller åndssvag, men han er jævnt godt begavet, og der er intet, der tyder på, at han, da han begik sine forbrydelser, ikke har været fuldstændig på det rene med, hvad han indlod sig på’ (FB, 220). Efter næsten ét år faldt dommen ved byretten, hvor Kristian Lundholm blev dømt til døden. Han erklærede sig uskyldig dømt i de fleste forhold og appellerede straks. Et halvt år senere blev dommen stadfæstet af landsretten. Nu havde Kristian Lundholm skiftet anskuelse, og han indrømmede, at Gestapos metoder var forkerte. Højesteret fulgte de to underretter og dømte ’livsstraf’ til Lundholm den 22. april 1947 – altså knap to år efter krigens afslutning.

På dødsdagen fik Lundholm i Viborg besøg af sin bror og sin unge kone med hvem, han havde et barn. Det blev en gribende afsked, inden de forlod arresten kl. 21.30. De sidste timer tilbragte Lundholm sammen med pastor Johannes Steinrud i andagt og bøn. De kørte fra arresten kl. 00.35, og præcist kl. 01.00 lød de otte dræbende skud i plantagen. Lundholm var afklaret og rolig til det sidste (FB, 222). Han blev 27 år. Alf Engebretsen var også til stede, idet det er ham, der i Kirkebogen er opført som præsten, der foretog jordpåkastelsen.

Kristian Egede Lundholm. Henrettet den 17. maj 1947. Arkivfoto.

I arresten i Aalborg havde der udviklet sig et smukt venskab mellem tre fanger, der alle endte deres liv ved henrettelser i Undallslund. Den ene af disse – Frantz Toft – skrev et brev til den andens – Børge Jensens – mor, hvori han fortalte følgende om den tredje: ’Christian Lundholm, med hvem jeg var ven fra første øjeblik og oplevede rige, gode timer med. Han havde et forunderligt, lad mig kalde det, overblik over død og liv, frelsen i Jesus Kristus’ (BW-A 2004, 6). Stemningsskiftet hos Lundholm mellem byrettens og landsrettens dom havde givetvis med dette ’overblik’ at gøre. Hvordan Kristustroen brød igennem hos Kristian Lundholm, hører vi nærmere om, når vi vender os til hans medfange i Aalborg arrest, Børge Jensen. Et halvt år efter Kristian Lundholms henrettelse blev hans mor, Helga Lundholm, døbt i Bethelkirken. I 1965 begravede menighedens præst, Carl Thomsen, Christians far, Peder Lundholm, der uden at blive baptist bevarede tilknytningen til Bethelkirken til sin dødsdag. I 1974 flyttede Kristian Lundholms mor sit medlemskab til Folkekirken.

Storstikkeren Børge Thorkild Jensen

http://cdn.simplesite.com/i/db/f1/283163833949483483/i283163839558042273._szw530h275_.jpg
Børge Thorkild Jensen. Henrettet 23. maj 1947. Arkivfoto.

Børge Jensen dukkede op hos Gestapo i Aalborg den 24. februar 1944. Hertil blev han sendt fra København ’for at opsnuse de grupper, der stod for den illegale våbennedkastning i Jylland’ (FB, 233). Allerede dagen efter lykkedes det over al forventning. Han sad på Duus’ Vinstue, hvor der kom en mand, der fortalte, at han hed Børge Lauritsen. Begge fortalte, hvad sandt var, at de kom fra hver sin modstandsgruppe. Børge Lauritsen kom fra Aars-egnen, hvor hans venner var sabotører, men fordi han var for åbenmundet, havde de sendt ham til Sverige – via Aalborg. De to Børge’r endte, hvor Børge Jensen ønskede det, hos Gestapo på Højskolehotellet, hvor Børge Lauritsens lommebog fortalte alt om alle sabotørerne i Aars (HG 2015, 142ff). Modstandsgruppen blev anholdt – i alt 13 mænd. Af disse blev 8 henrettet af tyskerne nogle måneder senere, mens de resterende 5 blev sendt til tyske KZ-lejre. Det var én af dem, som Holten-Andersen talte med via vandrørene i arresten i Aalborg. Vi kan med rette konkludere, at Børge Jensen fik succes i sin stikkervirksomhed fra dag ét i Aalborg. Men hvem var han?

Han var opvokset i København med eventyrlyst i blodet, nu 24 år gammel. I skolen havde han ikke været noget lys; han dumpede i flere klasser, og lærerstaben kendte ham som ’en dreng med yderst begrænsede evner’, der manglede ’egenskaber som flid, orden og god opførsel’ (FB, 226). Efter endt svendeprøve som tømrer tog Børge Jensen på eventyr i efteråret 1939. Han tog til Grønland, hvor han arbejdede som bjergværksarbejder i kryolitminen. Her hørte han om tyskernes besættelse af Danmark. Efter knap et år rejste han videre over Canada til USA. Her søgte han om at blive optaget i det, der blev de allieredes hær, men han blev afvist. Inden han rejste tilbage til København efter nytåret 1941, arbejdede han som håndværker hos Walt Disney i Californien. Hjemme igen aftjente han sin værnepligt, blev CB’er (reservebetjent) og fortsatte i Søværnet frem til regeringens afgang den 29. august 1943. Kort efter gik han ind i modstandsarbejdet i Hornbæk og blev optaget i den illegale gruppe Dannevirke i København. Her flyttede han illegale våben rundt og var med til at sende folk til Sverige, men han løb snart ind i to problemer. Han var imod, at Dannevirke-gruppen likviderede en kvinde, og han var løbet tør for penge. Det sidste bevirkede, at han meldte sig til kampen mod Bolschevismen. Derfor mødte han op hos nazisterne i november 1943.

Her blev han antaget hos Waffen SS, den militære gren hos nazisterne. Det krævede uddannelse, hvorfor han kom på kortere kurser ved Berlin. Med denne baggrund blev han sendt til tyskernes hovedkvarter i København. Ved en briefing her omtalte han sin fortid i modstandsgruppen Dannevirke. Det medførte, at tre af hans tidligere modstandsvenner blev hentet og sendt til tyske KZ-lejre. Én døde, mens de to andre overlevede krigen. Efter endnu et kursus i Berlin blev Børge Jensen sendt til Aalborg, hvor vi allerede har mødt ham. Børge Jensen blev træt af kurserne i Berlin. På det tredje meldte han sig til de tyske faldskærmstropper. Det bragte ham til Jugoslavien, hvor han sammen med sin enhed bekæmpede partisaner, men gruppen blev slået. Alle tyske soldater på nær to blev dræbt. Børge Jensen overlevede. Hans anden opgave som faldskærmssoldat fandt sted på Vestfronten, hvor han sammen med 1.000 tyske soldater, der var klædt i amerikanske uniformer, skulle kæmpe mod de allierede. Det blev ingen succes. Børge Jensen blev herpå sendt på juleorlov i Danmark i 1944. Her besluttede han at desertere og rejste derfor til Ærø, hvor han optrådte under navnet Nielsen. Men historien gentog sig: Pengenød fik ham til at melde sig hos tyskerne. Via København kom han på kursus ved Berlin og derpå sendt til Vestfronten, hvor han den 2. maj 1945 blev taget til fange af amerikanerne. Han flygtede fra krigsfangelejren, søgte op gennem Tyskland til Danmark, hvor han – et halvt år efter krigens afslutning den 1. oktober 1945 – blev anholdt af to grænsevagter. Knap tre uger senere kom han til Aalborg – denne gang for at sidde bag tremmer i Kong Hans Gade.

I dag skal jeg hjem til Gud

Børge Jensens sag ved krigsretten forløb ukompliceret. Han tilstod alt og fortalte beredvilligt sin historie. Af mentalundersøgelsen fremgik, at Børge Jensen hverken var ’sindssyg eller åndssvag. Det drejer sig om en ung mand med appetit på livet, med trang til eventyr og oplevelser, men tillige fuldstændig blottet for moralske hæmninger’ (FB, 240). Sagen i særretten den 7. oktober 1946 tog kun kort tid. Dommen lød på ’livsstraf’. Børge Jensen fik oplyst, at han kunne appellere dommen. Hertil svarede han: ’Det ønsker jeg ikke, da jeg går ud fra, at det er intelligente mennesker, som har dømt mig, folk, som kunne overse rækkevidden af mine handlinger, hvad jeg ikke selv kunne’ (FB, 243). Dagen efter, at Børge Jensen blev dømt til døden, blev Frantz Toft som den første fra arresten i Aalborg henrettet udenfor Viborg. Det kom som et chok for Børge Jensen, og han bad straks statsadvokaten om at fremskynde den dødsdom, som han netop havde modtaget. Landets justitsminister blev hørt, men han ville ikke acceptere en henrettelse uden, at sagen blev prøvet ved alle tre domstole. Både landsret og højesteret stadfæstede dommen. Børge Jensen modtog i begge retsinstanser ’dommen uden at fortrække en mine, herefter hilste han på dommerne med et smil og et høfligt nik’ (FB, 246). Retssagen varede 1½ år. Han blev overført den 22. maj 1947 kl. 09.30 om formiddagen til arresten i Viborg. Her fik han meddelelsen om, at han skulle henrettes kort efter midnat.

Alf Engebretsen, baptistpræsten i Bethelkirken – ham, der prædikede ved frihedskæmperen Egon Nielsens bisættelse, og ham, der fulgte to af de dødsdømte nazister, indtil deres dødsdom blev fuldbyrdet. Herpå foretog han jordpåkastelsen.

Efter dommen ved kriminalretten i Aalborg – den 7. oktober 1946 – oplevede Børge Jensen to ting. Han mødte i fængslet Frantz Toft – som sagt den første dansker, der blev henrettet ved Viborg. Deres venskab medførte, at Børge Jensen blev forelsket i Frantz’ søster, Grethe. Samtidig ’blev han også grebet af en kristen vækkelse. Religion var ellers ikke noget, han tidligere havde beskæftiget sig med, men nu blev det et centralt spørgsmål i hans liv’ (FB, 239). I foråret 1947 besluttede han, at han ville melde sig ud af Folkekirken. Anmodningen herom skrev han den 19. marts 1947: ’Ved samme lejlighed meddelte Børge, at han nu var ba[p]tist, og at han ønskede at indtræde i Baptistkirken. Relativt hurtigt begyndte han at få besøg af den norske baptistpræst Engebretsen, og Børge [Jensen] udviklede nu et venskab med denne præst’ (FB, 245). Hvad der er foregået i arresten i Aalborg er uvist, men venskabet mellem Frantz Toft, Kristian Lundholm og Børge Jensen handlede også om trosspørgsmål. Frantz Toft fik besøg af den præst, der havde konfirmeret ham. Kristian Lundholm modtog sjælesorg af Alf Engebretsen – og deres samtaler om tro og tvivl endte altså med, at Børge Jensen ville være baptist. Han blev ikke døbt i Aalborg menighed, men hans overbevisning var tydelig nok. I Kirkebogen for hans fødesogn står der: ’Udtraadt af Folkekirken den 25. April 1947. Meddelt fra Aalborg Domsogn’. Børge Jensen blev – ligesom Kristian Lundholm én uge tidligere – stedt til hvile, efter at Alf Engebretsen ifølge Kirkebogen havde foretaget jordpåkastelsen.

Alf Engebretsen fulgte med Børge Jensen til han drog sit sidste suk. Den sidste dag han levede fik han om formiddagen ’besøg af Frantz Tofts søster, Grethe, samt af baptistpræsten Alf Engebretsen. Sidst på dagen kom hans familie fra København’. Hen på aftenen skrev han flere breve, herunder ét til familien Toft: ’I Dag skal jeg hjem til Gud. Jeg har faaet den store Gave at komme hjem til Gud, og her møde vor Herre Jesus Kristus, Frantz og alle mine kære Venner. Tak for alt, hvad I har hjulpet mig med, Tak. Jeg skal hilse Frantz fra jer alle. Beklag mig ikke, og føl ingen Smerte; jeg er bevaret i Guds Hjerte. Jeg skal bede for jer alle hos Gud. Paa Gensyn. Børge’ (FB, 246f).

Ude på henrettelsespladsen var alle og alt klar omkring midnat: ’De to præster, der var tilstede, var baptistpræsten Engebretsen samt pastor Steinrud fra Viborg Domkirke’ (FB, 247). Her blev henrettelsen af Børge Jensen nu forberedt: ’Både pastor Steinrud og pastor Engebretsen stod ved ham, mens han blev bundet op ad væggen foran pelotonen [dvs. den gruppe af de otte betjente, der skulle skyde på én gang]. Samtidig med, at dette skete, bad de tre mænd i fællesskab Fadervor. Til slut lyste pastor Engebretsen en velsignelse over Børge og bød ham farvel’. Mens det sorte stofklæde blev trukket ned over hans hoved og en af lægerne placerede et sort retningsmærke ved hjertet på hans bryst, mumlede Børge Jensen uafbrudt: ’Herre Jesus, tag mig hjem, tag mig hjem til dig. Jesus, tag mig hjem’. Skudsalven lød – og lægerne konstaterede, at ’Børge Thorkild Jensen var død den 23. maj kl. 01.00. Eventyreren var taget på sin sidste rejse’ (FB, 248).

Et eksempel på, hvordan henrettelsespladsen i Undallslund Plantage så ud. Billedet viser henrettelsespladsen i København. I Danmark var der kun disse to. Fotoet – her efter Pernille Pedersen (PP, 701) – tilhører Frihedsmuseet.

Afrunding

Baptistmiljøet i Aalborg – og Østhimmerland – var et miljø, hvor man skulle navigere forsigtigt, hvis man havde sympati for modstandsbevægelsen. Heldigvis var det relativt tydeligt, hvor de, der havde sympati for nazismen, befandt sig – bortset fra stikkerne. Når det gjaldt skjulesteder for dem, der skulle af vejen i byen, var der gode muligheder for skiftende adresser på baptistgårdene i Østhimmerland. Der er ingen vidnesbyrd om, at modstandsfolkene herude blev røbet til tyskerne. Efter befrielsen kunne baptistmenigheden i Aalborg gøre resultatet af krigens gru op på denne måde: Én hårdt såret modstandsmand, der kom tilbage fra Frøslevlejren; én modstandsmand, der kortvarigt blev fængslet; én frihedskæmper, der døde bag fjendens linjer i Tyskland; én nazist-sympatisør, der senere tog sit eget liv; to fuldbyrdede dødsdomme blandt tyskernes grusomste medhjælpere i Aalborg, der begge – efter krigen – blev hjulpet af Alf Engebretsen til at erkende, at det er Jesus Kristus, der er verdens ’Frelser og Fører’. På årsmødet i Hjørring i september 1945 bemærkede Karl Pott: ’Aalborg Menighed har ikke lidt meget under Besættelsen, men selvfølgelig har vi mærket den’ (ÅB 1945, 19). Krigen handlede om nationernes og ideologiernes kamp mod hinanden, men den handlede også om at vælge side – mellem liv og død – for ganske almindelige borgere og kristne trossøskende i samme menighed. Det valg, den enkelte tog, fik afgørende betydning. Det satte spor – personligt, familiemæssigt og i menighedslivet.

Hovedpersoner
  • Svend Egon Nielsen: *11.02.1926, ^03.05.1936, +14.02.1945
  • Lars Jørgen Næsby: *02.11.1920, ^09.09.1934, +28.03.1954
  • Knud Glønborg: *22.11.1930, ^18.08.1946, +16.09.2010
  • Egon W. Madsen: *29.11.1921, ^09.05.1937, +25.11.1998
  • Alf Engebretsen: *31.05.1906, ^13.02.26, +25.03.1990
Litteratur
  • Knud Glønborg: Falkepatruljens dagbog, Karmelkirkens drengespejderkreds 1944-45, (KGb)
  • Knud Glønborg: Oplevelser og tanker støttet af trykte skrifter, egne og andres notater og samtaler, 2010 (KGb 2010)
  • Knud Glønborg: Interview med Erik Jensen (Knast) om Bethelkirkens spejderarbejde under krigen, 2010 (Knast)
  • Hans Gregersen: Gestapo i Aalborg – vold og terror 1943-45, Højers Forlag 2015 (HG 2015)
  • Hans Gregersen: Krigens by – Aalborg 1940-1945, Højers Forlag 2009 (HG 2009)
  • Danske Baptisters Spejderkreds Aalborg: P & D Aalborg 1940-43; DBD Aalborg 1943-44; Flammen 1945-46
  • Emil Nielsen: Brev til ’Egons Familie og efterladte’, Oppelstrup 02.07.1945 (EN)
  • Birte Nielsen: Personlige papirer og udklip fra Aalborg-aviserne, de fleste uden dato fra maj-juli 1945 (BN)
  • Lena Løvskov: Egon Madsens fortælling om sit engagement i modstandsbevægelsen, mail 05.05.2018. (LL)
  • Beretning af en Mand fra Farsøegnen: Gestapo på Jagt. Himmerland og Kjær Herred, s. 161ff, 1956 (HKH)
  • Th. Nielsen og E. Jensen: Optrevlingen af Aarsgruppen februar 1944. Himmerland og Kjær Herred, s. 107ff, 2013
  • N. Aug. Ejgenbroth (red): Vor Vej til 5. maj. Nordjylland gennem fem Krigsaar i Billeder og Tekst, Aalborg 1946 (NAE)
  • Frank Bøgh: De dødsdømte. Henrettelsen af 46 danskere efter besættelsen, Documentas 2005. (FB)
  • Henrik Gjøde Nielsen: Livsstraf. Henrettelserne i Undallslund Plantage ved Viborg, Viborgbogen 2006 (HGN 2006)
  • Henrik Gjøde Nielsen: 16 salver. De henrettede, Undallslund Plantage ved Viborg, Viborgbogen 2007 (HGN 2007)
  • Bjarne Wagner-Augustenborg: Den vildfarne. Historien om gestapomanden Frantz Toft, Rebild 2000 (BW-A 2000)
  • Bjarne Wagner-Augustenborg: Når solen synker, Rebild 2004 (BW-A 2004)
  • Pernille Pedersen: Aalborg og det sydlige Nordjylland under besættelsen, Vrejlev 2020 (PP)
  • Information 25.07.1944 og 18.04.1945 samt 20.04.1945
  • Frit Danmark, Nyhedstjeneste, Nordjysk Udgave, 9. Februar 1944, s. 1 (FD)
  • Aalborg Stiftstidende (AaS) om Egon Nielsen: 07.05.1945, 09.05.1945, 20.05.1945 m.fl.
  • Kenneth Ellefsen: Norsk Baptisthistorisk Selskab, NBHS, Oslo, har ingen arkivalier efter Alf Engebretsen
Informanter
  • Bethelkirken: Knud Glønborg (KGb); Ludvig Thomsen (LT); Birthe Nielsen (BN); Anker Lundegaard (AL); Peter Bundgaard Nielsen (PBN); Kenneth Ellefsen (KE); Lena Løvskov (LL); Ulla Feldborg (UF).
  • Østhimmerland: Hans Lund (HL); Johannes Lund (JL); Birthe Axelsen, f. Lund (BA)