Metode og materialer

Den foreliggende fremstilling af samspillet mellem dansk baptisme og tysk nazisme under 2. Verdenskrig er en dokumentarisk fremstilling, der bygger på skriftlige kilder, som blev skrevet i perioden 1930-1950. Metodisk har det været afgørende, at kilderne selv fik lov at tale. Det er også grunden til, at fremstillingen er spækket med citater – trods gammel retskrivning og svære sproglige passager. Det har været prisen for at søge efter den fordomsfrihed, der lå forud for retsopgøret, og de skævvridninger, der følger af, at krigens sejrherrer uden diskussion altid former historien. Efterfølgende er den ene parts historie – modstandsbevægelsens – blomstret, mens fortællingerne om den anden part – krigens tabere – er falmet. At noget vokser og andet visner er uundgåeligt over tid. Al historieskrivning bør være opmærksom på det. Det betyder ikke, at erindringer – både skriftlige og mundtlige, der hører en senere tid til – er ubetydelige. De er både velkomne og nødvendige. En del af opgaven har da også været at samle så mange erindringer som muligt, mens den sidste generation, der kan huske krigen, endnu lever. Indsamlingen af materialer begyndte allerede for 30 år siden, hvor især Knud Glønborg, Hjørring Menighed, gjorde en påskønnet indsats i den tidligste fase. I min fremstilling er alle erindringer blevet vurderet på baggrund af mine skriftlige kilder fra perioden 1930-1950.

Det siger sig selv, at ’dokumentation’ i en dokumentarisk fremstilling er påkrævet, men det kan gøres på flere måder. Jeg har valgt at undlade fodnoter. Til gengæld har jeg gjort det muligt for andre at se mig over skulderen og dykke ned i kilderne via de korte henvisninger, der i alle teksterne er anført i parenteser. Via disse kan den interesserede læser finde frem til den anvendte litteratur. Litteraturen til Rammefortællingens tre afsnit fremgår af litteraturlisten. Derimod er litteraturen, der er anvendt til profiler af de enkelte menigheder og de biografiske skitser, opført umiddelbart efter hvert afsnit – med undtagelse af Ugebladet, Ungdomsbladet og Årbøgerne. Det har gjort arbejdet mere overskueligt, og det fremmer også den direkte adgang til litteraturen for læseren.

Det er vigtigt at sige to ting om mit valg af billeder. BaptistKirkens arkiver er brugt uden at spørge nogen om tilladelse. Til de øvrige billeder har jeg søgt at få tilladelser, hvis billederne ikke kunne anvendes frit. Det er lykkedes i de fleste tilfælde, men hvor dét ikke har været muligt, håber jeg, at hensigten undskylder, at jeg alligevel har valgt et godt billede til at formidle historisk viden og indsigt. Billedteksterne supplerer oftest den fortløbende tekst, og billederne er normalt anbragt i teksterne, hvor de sagligt set hører hjemme.

Hertil kommer et andet forhold, der vedrører synet på dem, der valgte side under 2. Verdenskrig. Det perspektiv, som alle levede med indtil august 1943, blev fordrejet godt og grundigt efter krigen. De, der gik ind i modstandsbevægelsen, handlede imod regeringens henstillinger og landets love, mens de, der meldte sig til fx Waffen SS, handlede som regeringen anbefalede. Og mange gjorde det givetvis med den begrundelse, som regeringen anførte: At et større onde for det danske folk herved blev undgået. Hvis ikke regeringen havde godkendt oprettelsen af et frivilligt Waffen SS, regnede den med, at tyskerne ville udskrive alle danske unge mænd til krigen mod Rusland. Det undgik man ved at appellere til, at en frivillig styrke meldte sig. Men på grund af krigens udfald kom de, der handlede på regeringens opfordring inden august 1943, til at stå i et dårligt lys. Ja, efter krigen blev deres handlinger ligefrem kriminaliseret. Samlingsregeringen indførte nemlig nye love, der blev vedtaget med tilbagevirkende kraft. Med disse love dømte man blandt andet mange fra det frivillige korps, der havde meldt sig til kampen på Østfronten mod kommunisterne. Meget blev vendt op og ned – både af denne lovgivning og af folkestemningen. Det samme gælder også eftertidens syn på dem, der engagerede sig under krigen.

Nogle få steder har det været nødvendigt at anonymisere dem, der omtales – blandt andet på grund af bestemmelserne i arkivloven. De navngivne personer, der har bidraget med informationer – kaldet ’informanter’ – til menighedsprofilerne og de biografiske skitser, har haft anledning til at læse og kommentere mine tekster. Men selvsagt har jeg alene ansvaret for den nuværende fremstilling. Det har ikke været min hensigt at såre dem, der har relationer til navngivne personer. På den anden side har det været afgørende at fortælle ’en hel historie’ uden fortielser. Hvis vi og dem, der kommer efter os, skal lære noget af historien, må fremstillingen af fortiden være så alsidig og nuanceret som muligt.

Det har ikke været min hensigt at skrive almen historie om 2. Verdenskrig. Det har andre gjort godt. Mit felt har primært drejet sig om baptisthistorie før, under og efter 2. Verdenskrig. Alligevel har det været nødvendigt at medtage en række historiske oplysninger om krigens gang. Hensigten har været at bibringe læseren en almen historisk viden, der bevirker, at baptisthistorien umiddelbart bliver begribelig. Jeg håber, jeg har fundet en rimelig balance. Hvis ikke, må læseren supplere sin viden om 2. Verdenskrig andetsteds. Min disposition har også bevirket, at der findes nogle få gentagelser fra Rammefortællingen i menighedsprofilerne og de biografiske skitser. Hensigten har her været den samme – at gøre fremstillingen forståelig uden at læseren behøver at søge den mest basale viden andre steder.