Limfjordsområdets menigheder

9. april 1940 fløj de første tyske fly indover Aalborg, og fra første dag gik besættelsesmagten i gang med at udvide den civile lufthavn til en af Europas største militære flyvestationer. Det var i øvrigt første gang nogensinde, at et angreb skete ved brug af faldskærmstropper. Arkivfoto
Den 9. april 1940 fløj de første tyske fly ind over Aalborg. Fra første dag gik besættelsesmagten i gang med at udvide den civile lufthavn til en af Europas største militære flyvestationer. Det var også første gang nogensinde, at et angreb skete ved brug af faldskærmstropper. Arkivfoto.

Til distriktet hørte under krigen otte menigheder med godt og vel 1.500 baptister. Disse menigheder – nævnt efter størrelse med medlemstallet i 1940 anført i parentes (ÅB) – lå i følgende områder: Jetsmark (500), Aalborg (310), Nørresundby (200), Østhimmerland (170), Hals (150), Thyland (90), Nibe (55) og Løgstør (50). Fra området medtages tre menighedsprofiler fra menighederne i Thyland, Nørresundby og Aalborg. Til dette område hører også tre biografiske skitser, se næste hovedafsnit. I disse to distrikter – Limfjordsområdet og Nordvendsyssel – boede under krigen 40% af alle danske baptister. Under krigen var Aalborg-Nørresundby området godt med, hvad både danske baptister og tyske nazister angik. Det sidste skyldtes anlæg af tre store lufthavne omkring de to Limfjordsbyer. Tyskernes erobring af de to lufthavne ved Aalborg – Rødslet og Rørdal – var en forudsætning for, at de kunne erobre Norge. I 1940 var de to lufthavne små, og begge steder var startbanerne af græs. Det ændrede sig hurtigt, og allerede i august tog tyskerne den tredje lufthavn ved Aalborg i brug – en nyanlagt vandflyveplads. Alt dette medførte store ekspropriationer og anlægsarbejder i området.

Jetsmark menighed

Alfred Jensen, københavner, årgang 1915. Præst i Thyland-Jetsmark 1941-44 og i Jetsmark menighed 1944-47.

Den største af menighederne havde to centre med hver sin store kirkebygning – kirken i Brovst fra 1912 og kirken i Pandrup fra 1931. Desuden lå der en kirke i Birkelse – også indviet i 1931 – samt missionshuslignende bygninger i Arentsminde og på Melkær ved Tranum. På Melkær blev den gamle hverdagsskole renoveret og genindviet i 1942 – ved bygningens 50 års jubilæum – så menigheden nu disponerede over ’en Kirkesal med Siddeplads til ca. 150 og en Ungdomssal, der rummer 60’ (ÅB 1993, 95). Tyngdepunktet i missionsarbejdet lå i Brovst, hvor også menighedens præst, Laurits Jørgensen, boede. Samtidigt med præstejobbet, som han havde her i perioden 1939-1953, var han Baptistsamfundets formand 1939-1944. Det sidstnævnte hverv røgtede han med stort diplomati. Hans slogan lød: ’Der kan siges noget både for og imod’. Som formand blev han inddraget i mange af menighedernes udfordringer under krigen, men i dagligdagen blev det næstformanden, Bredahl Petersen, der varetog mange af opgaverne, der skulle løses i hovedstaden. I menigheden arbejdede flere lægprædikanter, der hjalp Laurits Jørgensen. En yngre præst, Alfred Jensen, blev deltidsansat fra 1941, men fordi han også tjente i Thylands menighed indtil 1944, flyttede han først familien til Brovst på det tidspunkt.

De store bygninger med kirkepræg i Brovst og Pandrup var begge truede af tyskerne med henblik på indkvartering af soldater. Kirken i Pandrup slap – hvilket ikke var tilfældet med Guds Menigheds bygning i Kaas (BU 1944, 35). Derimod måtte Baptistkirken i Brovst – der hed ’Elim’ – lægge hus til ’gæsterne’ i fire måneder af to omgange i vinteren 1942-1943 (BU 1943, 91). Som det skete i andre menigheder, måtte bøndernes lader og stuer erstatte kirkebygningen. Et af beskyttelsesrummene i Brovst blev i 1944 indrettet under Baptistkirken, og når byens borgere hørte ’baptistfløjten’ på byens maskinfabrik – der var ejet af fabrikant C.O. Jensen, som tilhørte menigheden – skulle de søge i byens beskyttelsesrum (BM, 13).

Datidens SMS-system – Statstelegrafen – var ofte i brug mellem Baptistsamfundets formand Laurits Jørgensen, der boede i Brovst, og Bredahl Petersen, der som næstformand med bopæl i København måtte rage kastanjerne ud af tyskernes ild: ’Nu er det Ingstrup Baptistkirke. Gør hvad du kan. Birkelse er fri. L. Jørgensen’. Bredahl Petersens arkiv (KK).

Modstandsarbejdet

Intet tyder på, at mange baptister har været blandt lederne i modstandsarbejdet på menighedens område – jævnfør fortegnelserne over modstandsgrupperne i Brovst (BM, 188f), Kaas (BM, 199f) og Pandrup (BM, 201). Der var dog undtagelser – se den biografiske skitse om Mads Peter Villadsen, der var chauffør for Kaas-gruppen, der havde base på Kaas Briketfabrik (BM, 129). Under den store fredsindsats, som modstandsgruppen i Birkelse måtte varetage efter den 4. maj 1945, fik gruppen sit hovedkvarter på Birkelse station. Stationsmesterparret – Martin og Gjertrud Stæhr, der tilhørte menigheden – lukkede både stationsbygningen og deres hjem op for de lokale modstandsfolk: ’Vi [modstandsfolkene] samledes [før den 4. maj] rundt om privat. Men den 5. maj var der straks en, der troppede op og sagde: ’Vores hus står til jeres rådighed!’ Det var stationsmester Stæhr – og det var Birkelse station. Det var enestående gjort. Vi kunne komme og gå som vi ville – 24 timer i døgnet. Det kunne Stæhr lide, og fru Stæhr var lige i sit es. Vi skulle gå vagt i gaderne et stykke tid endnu og sørge for, at den tyske værnemagt kunne sætte næsen hjemad – gående’ (PKS, 4).

Mange af egnens beboere blev udfordret af tyskerne, hvad angik indkvartering. Peter Sørensen, Fredensdal ved Brovst, har fortalt en erindring herom (AH). Hans hjem blev pålagt at indkvartere tyske soldater. Da der var flest – sidst i besættelsestiden – drejede det sig om en snes stykker. Årsagen – til at der var mange tyske soldater i Han Herred og derfor også i Brovst – var bygningen af Atlantvolden langs hele Vestkysten. Foruden indkvartering var befolkningen også pålagt kørselspligt med fx ral og sand, hvortil de skulle stille med både mandskab, heste og vogn. Peter Sørensen huskede om soldaterne, at ’den yngste var blot 16 år, og han ville helst gå inde i køkkenet hos mor. Og han græd, da han skulle hjem’ – et stort barn sendt i krig (HHB, 2016).

Fra én af samtidens dagbøger

Omkring den 4. maj 1945 kan vi følge glæden og travlheden i menigheden via Alfred Jensens dagbog. Den 4. maj skrev han: ’Hørte Radio kl. 20.40 over England den vidunderlige Meddelelse, at Danmark vilde blive frit den 5. Maj Kl. 8, idet de tyske Tropper havde overgivet sig betingelsesløst til Montgomerys 21. amerikanske Armégruppe. Hvor var vi dog lykkelige over, at Danmark nu var befriet for det tyske Aag, og at vi var blevet skaanet for direkte Krigsførelse. Priset være Gud for hans Naade’. Næste dag fortsatte han: ’Den store Glædesdag. Om Formiddagen Spadseretur i Byen. Røre i Gaderne. Hørte flere Timer Radioudsendelser fra Danmark og England’. Den 6. maj var der takkegudstjeneste: ’Hørte om Formiddagen Radiogudstjenesten, hvor Biskop Fuglsang-Damgaard prædikede. Cyklede over Middag til Pandrup. Takkegudstjeneste i den smukt pyntede Kirke. Ret god Tilslutning. Glædesdagen den 5. maj var mit Emne. Cyklede over Rævhede Gaard til Birkelse til Takkegudstjeneste dér. Tyskerne er i opbrud. Hørte presse fra Amerika. Kl. 23.30 kastede Hipo Haandgranater i Birkelse. Sov der’ (AJ).

Kirken i Pandrup, bygget 1931, slap med nød og næppe for tyskernes beslaglæggelse – og derfor kunne Alfred Jensen allerede den 6. maj holde takkegudstjeneste her over emnet: ’Glædesdagen den 5. maj’. Foto fra årbogen 1932.

Dagbøgerne fortæller også om, at Alfred Jensen engagerede sig i de lettiske flygtninge, der kom til Brovst-området i foråret 1945. Da tyskerne slap kommandoen over dem, stod han parat. Den 15. maj skrev han: ’Paa Politistationen og talte med Overbetjent Andersen angaaende de lettiske Flygtninge. Bagefter inde i Flygtningelejren og talte med lettiske Flygtninge. På Stationen og talte med Modstandsbevægelsens Folk’. Og dagen derpå færdiggjorde han sit anliggende: ’Ophold paa Stationen i Birkelse [hos Stæhr]. Udvirkede, at de lettiske Flygtninge fik Ret til at deltage i vore Møder og Gudstjenester. Skrev Brev til dem’ (AJ). Når der i krigens tid var tyskere til stede ved gudstjenester, som Alfred Jensen ledte, talte han altid til dem på tysk – således også nu til letterne (KC). Snart efter blev det umuligt for flygtningene landet over at forlade lejrene. Om flygtningelejrene, se Rammefortællingen 1940-1945.

Litteratur
  • Arne Sloth Kristoffersen: Brovst som arbejderby, Brovst 2010 (ASK)
  • Børge Møller: Vores egen lille krig, Højers Forlag 2017 (BM)
  • Asger Hylleberg: Brovst Baptistkirke, Han Herred Bogen 2014 (HH 2014)
  • Asger Hylleberg: 9. april 1940 – og hvad 9. april betyder i dag, Han Herred Bogen 2016 (HH 2016)
  • Poul K. Sørensen: Tiden under og lige efter krigen i Birkelse, Birkelse Lokalarkiv, 1995 (PKS)
  • Ove Jensen: Brovst-Jetsmark baptistmenighed 1856-1956, 1956 (Jub)
  • Alfred Jensen: Dagbøger 1940-1945. Privateje hos datteren Karin Lignel Christiansen (AJ)
Informanter
  • Karin Lignel Christiansen (KC); Mads Peter Villadsen (MPV); Asger Hylleberg (AH).

Hals menighed

Det nordlige område hen langs Limfjorden fra Vodskov til Hals udgjorde menighedens geografiske område. Menighedens missionsarbejde dækkede et stort område af Sydøstvendsyssel, men havde sine naturlige centre, hvor kirkerne lå. Disse var baptistkirken i Gandrup fra 1922, ’Salem’ i Kinnerup fra 1898 og ’Bethania’ i Ulsted fra 1901 (Jub, 9f). Nogle af disse blev beslaglagt af tyskerne – se Rammefortællingen 1940-1945. Menighedens protokoller fra krigsårene indeholdt kun generelle, neutrale udsagn, fx: ’De planlagte aktiviteter kunne ikke gennemføres på grund af ’forholdene’’. Alle var meget forsigtige med at udtrykke sig konkret. Ingen husker, om der i menigheden fandtes medlemmer, der var aktive for eller imod tyskernes tilstedeværelse (SEJ).

En sport at føre tyskerne bag lyset

Menigheden var uden præst, indtil Henry Christensen flyttede fra Sønderjyllands menighed til Ulsted i sommeren 1942. Om familiens oplevelse af krigen i Ulsted skrev sønnen Robert Christensen i sine erindringer: ’Generelt må man vel sige, at vi oplevede krigen som besværlig og absolut ubehagelig, men ikke frygtelig. Skønt næsten alt var rationeret, var der ingen sult eller nød. Vi var gode til at indrette os efter forholdene, og der blev bl.a. i de små hjem lavet erstatninger for alt det, vi før krigen fik fra udlandet: Rosiner blev lavet af tørrede rabarberterninger og kaffe af ristet korn. Jeg husker et lækkert smørepålæg, der hed ’Ramona’, som var lavet af gulerødder. Vi fik 8-punds rugbrød, hjemmebagt af hjemmelavet mel, af en baptistfamilie fra Ulsted-egnen. Vi fik jævnligt en halv gris – i bunden af et læs ’kvas’ eller brænde – af en baptistlandmand fra Smalby. Vi havde vindjakker, syet af stjålne spærreballoner fra havnen i Aalborg, hvor de hang tæt. Strikketøj fik vi fra Lauritz Broens, et hyggeligt ældre baptistægtepar i byen. De kunne både karte og spinde, og begge kunne strikke af det rå-uld, vi kom med. Mor samlede kobbermønter, og hun havde ved krigens slutning næsten to hele 5-kg stofposer fyldt med kobbermønter. Tyskerne inddrog kobbermønterne til ammunition, men det skulle de i hvert fald ikke bruge vores mønter til. Alle disse ting var strengt forbudt, men vi betragtede det nærmest som en glæde og sport at føre tyskerne bag lyset’ (RC, 16f).

Jyllandsekspressen, som Petersgruppen øvede kontra-sabotage mod nord for Hobro i oktober 1944, blev stærkt beskadiget. Pastor Henry Christensen var med – og hans familie, der bestod af hustruen Clara og deres 5 børn, hvoraf den yngste var 8 år, levede i et døgn med stor uro. Foto fra Frihedsmuseet, fotograferet fra Pernille Pedersen (PP, 467).

Klara og Henry Christensens søn, William, var med i en modstandsgruppe – ’en af sognepræsten i Hals, pastor [Einar] Nielsens drenge’ – der hentede våben i Dronninglund Storskov: ’Vi fik på mystisk vis et blad, som modstandsbevægelsen udgav, ’Frit Danmark’, som efter læsningen blev gemt sammen med Williams ammunition bag skorstenen over loftskammeret’ (RC, 18). Præstefamilien fik krigens gru tæt ind på livet i efteråret 1944. Henry Christensen var med Jyllandsekspressen på vej hjem fra en missionsuge sydpå, da Petersgruppen øvede kontra-sabotage mod toget nord for Hobro. Den 8. oktober 1944 ventede vi ’far hjem med aftentoget, men formodentlig i 22-aftenpressen blev der fortalt om en frygtelig togulykke for Jyllandsekspressen nord for Hobro. Ved en sprængnings-ulykke var 12 mennesker blevet dræbt og 25-30 alvorligt kvæstet’. Disse faktuelle tal blev naturligvis ikke nævnt samme aften, men at ’Petersgruppen’ – en af de mest koldblodige terrorgrupper – havde anbragt bomber i toget, der blev svært beskadiget og afsporet, var korrekt. Efterfølgende blev det optalt, at 10 blev dræbt og 40 såret: ’Jeg er sikker på, at alle vi børn denne aften aktivt deltog i mors bøn om at redde vores far, som var med dette tog. Om vi også huskede at opsende en takkebøn, da far efter en urolig nat i det lille hjem lykkeligvis kom hel og uskadt hjem, er jeg vel ikke helt så overbevist om. Når far efterfølgende var bortrejst, bl.a. til Bornholm, hvortil han på grund af minefare ikke sejlede men fløj, havde hjemmet det som en fiskerfamilie i brandstorm’ (RC, 17).

’Nygaard’ ved Vodskov, hvor familien Olesen måtte gøre plads til tyske ’gæster’, der efterhånden følte sig godt hjemme! Privatfoto.

Livet ved landbruget

En sen erindring skildrer, hvad et typisk landbrug kunne komme ud for i en zone, hvor tyskerne var talrigt til stede. Henning Olesen, der i 1945 var 10 år, voksede op i ét af menighedens hjem – på Else og Johannes Olesens gård uden for Vodskov: ’Den 15. januar 1945 kom tyskerne og forlangte at få vores ladebygning på Nygaard. De skulle bruge den til opstaldning af 35 heste samt indkvartering af 30-40 soldater. Herudover ‘overtog’ officererne i en af udbygningerne det ene karlekammer, som de skulle bruge til kontor. To karle måtte herefter bo sammen på ét kammer. Hestene blev brugt til at trække forsyningsvogne, bl.a. madvogne. Tyskerne havde en kamufleret kanonsætning tæt på Nygaard, fordi der i luftlinje ikke var langt til Aalborg Lufthavn, som de havde besat. Tyskerne byggede båse til hestene af grantræer, som de selv fældede i en lille lund tæt ved gården. Der boede også ca. 35 soldater på nabogården Langbrokro, der lå kun 50 meter fra Nygaard. Her indrettede de deres feltkøkken. Soldaterne var venlige. Det var unge mænd på 16-17 år, som jeg og mine forældre kom til at holde af. De gravede latriner i den lille skovlund – og dækkede det fint til igen. ‘Overtagelsen’ af bygningerne varede til krigens slutning, og der var ingen betaling af ‘leje’. Da de unge soldater skulle hjem, græd nogle af dem, fordi de skulle forlade familien. Tilmed skulle de gå til grænsen – og de vidste ikke, hvad de kom hjem til’ (HO).

Hollænderpigen Antje Dokter sammen med sin danske familie fra Holtet. Fra venstre i bageste række ses Zetty, Inger og Ejner. I forreste række fra venstre sidder Antje, Poul Erik, Kurt og en nabopige.

Børn fra Holland

Efter krigen satte hjælpen til en række europæiske lande ind. Via ’Hollandshjælpen’ modtog en række familier, der gæstfrit lukkede deres hjem op, et hollandsk barn i alderen 6-13 år for en tre måneders periode. Børnene blev anbragt i ’klynger’ på mindst 4-6 på samme egn. En sådan gruppe blev indkvarteret i nogle af hjemmene i Hals menighed. Familien Zetty og Ejner Jensen fik hollænderpigen Antje Dokter som gæst. Børnene var i Holland ’frasorteret som de mest trængende’, hvorfor de nu skulle have sul på kroppen i den danske sommer. Det skete også for Antje, der i mange år holdt forbindelse til familien på Lille Starbæk. Ja, de blev endog inviteret til hendes bryllup sydpå i 1957 (PEJ). Om hollænder-børnene, se Rammefortællingen 1945-50.

Litteratur
  • Robert Christensen: Mine aner og jeg. Erindringer 1999 (RC)
  • Henning Olesen: Erindringer fra Nygård i Vodskov, 2018 (HO)
  • Henrik Gjøde Nielsen: Pastor Einar Nielsens pistoler, Hals Arkiv 2018
  • Pernille Pedersen: Aalborg det sydlige Nordjylland under besættelsen, Vrejlev 2020 (PP)
  • Jubilæumsskrift: Baptistkirken Gandrup- Vodskov 150 år, 2006 (JUB)
Informanter
  • Robert Christensen (RC); Henning Olesen (HO); Svend Eli Jensen (SEJ). Poul Erik Jensen (PEJ).

Nibe menighed

Den lille Baptistkirke i Nibe blev indviet i et byhus i 1940 – og selv den beslaglagde tyskerne i 1944.

De to mindste menigheder i området lå i to købstadslignende byer ved Limfjorden, Nibe og Løgstør. Menigheden ved Nibe hed egentlig Nyrup menighed efter dens oprindelige placering uden for byen, men i krigens tid rykkede den tættere mod Nibe. Derfor købte menigheden i foråret 1940 et byhus, hvori der blev indrettet ’en dejlig lys Sal med Plads til ca. 90 Mennesker’ (ÅB 1940, 18). Det var den, der blev beslaglagt af tyskerne i to omgange i 1944 – se Rammefortællingen 1940-1945. Menighedens præst var fra 1940-43 Gordon Andersen, nybagt kandidat fra Københavns Universitet (ÅB 1940, 78). I 1942 skrev han, at menigheden havde indrettet dåbsbassin i det nye ’kirkehus’, hvor fem modne mennesker i alderen 42-62 år var blevet døbt: ’En bibelsk Daabshandling for første Gang i en lille Provinsflække som Nibe er en Begivenhed af Rang. Det har været helt morsomt at iagttage Byens Reaktion og ad Omveje høre om de forfærdelige, mange og grimme Høns, der kom ud af den ene lille Fjer’ (ÅB 1942, 16). Forud for Svend Aage Hagstrøms ansættelse (1943-45) gennemgik menigheden en krise med stor fraflytning til følge.


Løgstør menighed

Også Løgstør menighed havde sit centrum uden for byen, nemlig i Vindblæs. Her var Arne Jensen præst under krigen, samtidig med at han varetog samme opgave i menighedskredsen i Viborg, hvor han boede (1939-1947). Den største udfordring i arbejdet for et stabilt menighedsliv på Løgstøregnen formulerede Arne Jensen sådan: ’Den 72 km lange Afstand mellem Kredsene [Viborg og Løgstør] og de dyre Billetpriser nu er naturligvis et Minus i Arbejdet; dog kan endnu trods meget daarlig Jernbanekørsel begge Kredse betjenes samme Søndag’ (ÅB 1942, 20). Intet tyder på, at det ændrede sig under besættelsen.

Litteratur
  • Jens Kaspersen: Løgstør Baptistmenighed 1863-1963, 1963 (JUB)