Lydia Pedersen

Nogle af De hvide busser på Vejle Rutebilstation inden afrejsen. Nogle bar det danske flag, de fleste det svenske. Lydia Pedersen tog imod fangerne fra Neuengamme, når de kom til Karantænestationen ved Padborg i april 1945. Foto Johannes Rønvig. arkiv.dk

Da Lydia Pedersen blev antaget i 1947 af lederen af ’Baptist Relief to Poland’, Fr. Bredahl Petersen, præsenterede han hende sådan for de danske baptister: ’Hun er overmaade velskikket til denne Gerning og har vist saa alsidig en Uddannelse som nogen. Hun er uddannet Kontrolassistent og har virket som saadan paa Sjælland; hun har Førerbevis til Motorcykle og Bil og kører begge med megen Dygtighed og Dristighed; hun er uddannet Syge- og Sundhedsplejerske og meget skattet som saadan. Hun var aktiv i Modstandsbevægelsen og blev udvalgt af danske Sygeplejersker til at assistere Prins Bernadotte ved Hjemsendelsen af danske Fanger fra tyske Koncentrationslejre’ (BU 1947, 150). På det tidspunkt var Lydia Pedersen 37 år.

Lydia Pedersen blev født i 1909 og voksede op i et landbohjem i Vandløse, Stenmagle sogn. Familien tilhørte Midtsjællands baptistmenighed. Efter skolegang kom hun på Høng Landbrugsskole, hvor hun – 16 år gammel – blev uddannet som kontrolassistent. Som sådan kørte hun fra gård til gård fra 1926. Som ansat ved fire forskellige kontrolforeninger på Midtsjælland analyserede hun køernes mælk med henblik på at optimere dyrenes produktion. Et sådant arbejde krævede førerbevis, idet kontrolassistenterne rejste rundt med et omfattende udstyr: ’Det var et værre sigøjnerliv. Jeg sov jo i en ny seng hver nat, så det var lige om at huske, hvilken side af sengen jeg skulle stå ud af!’ (VK). Efter tolv år som kontrolassistent besluttede Lydia Pedersen at uddanne sig til sygeplejerske. Hun afsluttede denne uddannelse på Thisted og Fjerritslev sygehuse i sommeren 1942. Inden hun rejste til Hanherred, blev hun – sideløbende med beslutningen om at blive sygeplejerske – døbt som 28-årig i Folkekirken i St. Taastrup sogn på Midtsjælland.

Fra Aarhus til Padborg

Under krigen videreuddannede Lydia Pedersen sig i Aarhus, hvor hun gennemførte et 9-måneders kursus på Aarhus Universitet for ’Sundhedsplejersker og ledende og undervisende Sygeplejersker’ (JS). Den 10. april 1945 fik hun som studerende mulighed for at blive sendt til den dansk-tyske grænse for at hjælpe til på Karantænestationen, hvortil De hvide Busser og særtog sydfra i de næste fire uger hentede ca. 17.000 fanger fra de tyske koncentrationslejre, heraf 7.000 danskere og nordmænd. Lydia Pedersen meldte sig og ankom med tog fra Aarhus til Karantænestationerne i Padborg og Kruså. Sygeplejerskerne var i tjeneste i én eller flere uger, men da Århus-kursisternes undervisning var suspenderet én måned, kan hun have været med under hele aktionen. Noget tyder dog på, at hun først forlod Aarhus med det tredje hold sygeplejersker den 17. april. I så fald arbejdede hun på stationen i Padborg fra den 17. april til den 3. maj 1945. Lige så lidt som de øvrige sygeplejersker vidste Lydia Pedersen, hvad hun gik ind til den dag, hun forlod Aarhus: ’Det var et skrækkeligt syn. Mange af fangerne var jo nærmest trukket ud af gaskamrene. Dengang var der ikke noget, der hed psykologhjælp. Minderne forfulgte mig hver dag i over 15 år, og jeg tænker stadig på fangerne’ (VK). Midt i alle tragedierne var der også lyspunkter: ’Som da to søstre, der havde siddet i hver deres koncentrationslejr, fandt hinanden. Eller da en ung mor blev forenet med sin forsvundne baby’. Og da Lydia Pedersen blev forvekslet med en engel: ’Jeg gik jo rundt i hvid kittel og delte havregrød ud til alle. Pludselig var der en fange, der spurgte, om han var kommet i Himlen, og om jeg så var en engel. Det er utroligt, at en paptallerken med havregrød kan gøre nogle så lykkelige!’ (VK).

Sygeplejerskerne på Karantænestationen i Padborg skrev en ’officiel dagbog’, der dækkede hele perioden fra den 10. april til den 4. maj 1945. Lydia Pedersen gav sit eksemplar den forside, der ses her: Leonardo da Vincis nadverbillede. Enhver kan selv tolke, hvad hun mente med at indramme sin tjeneste i hjælpearbejdet på denne måde. Privateje.

Karantænestationen

Karantænestationen i Padborg blev anlagt allerede i efteråret 1943. Her skulle danske arbejdere, der vendte hjem efter deres ’Tysklandseventyr’, testes for køns- og smitsomme sygdomme. Af praktiske grunde blev barakkerne opstillet klods op ad lokomotivremisen, fordi man forventede, at danskerne vendte hjem med tog, og fordi lokomotiverne kunne levere damp til aflusning og desinfektion. Men de danske tysklandsarbejdere sivede ind i landet af andre kanaler. Heldigvis stod Karantænestationerne i Padborg og Kruså parat til udbygning, da det blev muligt at hjemtage danske krigsfanger fra de tyske KZ-lejre og tugthuse. Hurtigt blev der knyttet læger og sygeplejersker til bemandingen, der også omfattede CBU-korpset (Civil Beskyttelsens Udrykningskolonne), DKB-kvinderne (Danske Kvinders Beredskab) og Røde Kors. CBU’erne tog sig af bygningerne, mens DKB’erne klarede al anden drift end den medicinske, det vil sige vask, rengøring og bespisning, da fanger af mange nationaliteter fra de tyske KZ-lejre inden længe passerede grænsen (HS-M, 198f).

De hvide Busser

Hjemtagelsen af danskere og nordmænd fra Tyskland fandt sted i flere etaper, men den blev først effektiv og omfangsrig, da det kort efter nytår 1945 lykkedes den svenske prins Folke Bernadotte, der tillige var protektor for Svensk Røde Kors, at forhandle en ordning på plads med Heinrich Himmler. Da aftalen blev indgået, var klargøringen af De hvide Busser allerede i gang (HS-M, 200). Det lykkedes prins Bernadotte og hans medhjælpere at iværksætte en af de hidtil største nødhjælpsaktioner i foråret 1945 – under krigen kan den kun sammenlignes med de danske jøders flugt til Sverige. Efterhånden indgik der også danske busser i kolonnerne. Nogle af disse kom fra DSB, og blev natten over malet hvide på Karantænestationen, inden de blev sendt til Neuengamme, hvor de norske og danske fanger blev samlet. Efter en ekstra nødvendig forhandling med Heinrich Himmler kunne alle ’fejre’ Adolf Hitlers sidste fødselsdag, da meldingen kom, at ’Neuengamme maatte tømmes’ (SD, 19.04.). På de største ture til og fra Tyskland deltog ca. 200 hvidmalede busser, der kørte i kolonner på ca. 15 hver – med hjælpevogne, der transporterede læger og sygeplejersker, hvortil kom tankvogne, lastvogne og ambulancer. Alle hvide køretøjer fik påmalet store ’Røde Kors’-symboler og kørte i håb om, at de ikke blev ramt af de allieredes bombefly, der fløj i rutefart til Tyskland – og ej heller af tyske bombefly. Alt dette blev rammen om Lydia Pedersen virke.

Svenske hvide busser på vej gennem Tyskland.
En kolonne af De hvide Busser på vej nordpå gennem Tyskland mod den danske grænse. Foto fra Wikimedia.

Sygeplejerskernes Dagbog

Vi har ingen breve eller dagbøger fra Lydia Pedersens hånd. Men i hendes arkiv findes et eksemplar af Den officielle Dagbog, som sygeplejerskerne ved Karantænestationen skrev i fællesskab. Heraf ses, at også hendes indsats bogstavelig talt foregik i døgndrift. Nogle klip fra nævnte dagbog illustrerer, hvad der mødte Lydia Pedersen af opgaver og overraskelser på Karantænestationen, der var et farligt arbejdssted. Hjælpekorpset udsatte sig naturligvis for at blive smittet med mange dødbringende sygdomme, som flere af de ankomne sydfra selv bukkede under for – også i Padborg – fx tuberkulose, dysenteri og plettyfus.

Hertil kom, at Karantænestationen blev beskudt fra luften. Efter en tysk vagtpost omkring lejren havde skudt efter et fly, ’aabnede Maskinen Ild mod Karantænestationen’, så syv blev sårede og ført til Aabenraa Sygehus: ’Kort efter at Lejren var faldet til Ro igen, opdagede man en Forsager [en bombe, der ikke var sprunget] paa Terrænet ved Barakkerne, og der blev beordret Evakuering af hele Lejren. Personalet og Patienterne blev anbragt paa Godsbanegaardens Terræn, til dels i Rutebiler’. Så snart det blev lyst den 20. april, var alle i sving med ’en voldsom Rengøring om Formiddagen efter Nattens Blodbad’ (SD, 19.-20.04). Senere på dagen kom ca. 100 norske og danske i busser fra tyske tugthuse: ’[M]ange af dem var ret medtagne’. Blandt disse fanger var Aksel Jensen fra Ingstrup menighed – se den biografiske skitse om Aksel Jensen. Nogle få dage senere blev lejren igen overfløjet: ’Luftalarm Kl. ca. 1, Bombardement af Flyvepladsen ved Flensborg, voldsomme detonationer, der fik Barakkerne til at ryste og Ruderne til at klirre’ (SD, 26.04).

En transport med kz-fanger er ankommet  til karantænestationen i Padborg 1945.
En transport med KZ-fanger er ankommet til Karantænestationen i Padborg i april 1945. Foto lånt på nettet fra Dansk Sygeplejehistorisk Museums hjemmeside med historiske glimt om ’Sygeplejerskerne og De hvide busser’.

Spøgelsestogene

En del af udfordringerne bestod i, at intet kunne planlægges – ankomsten af De hvide Busser og de lange tog sydfra fandt sted døgnet rundt og ofte med store forsinkelser på grund af sabotage og beskydninger. En af de største transporter fandt sted med Spøgelsestoget, hvor kvinder fra KZ-lejren Ravensbrück ankom: ’Toget bestaar af 53 Kreaturvogne med ca. 4300 Kvinder’ (SD, 30.04). En af lægerne, der tog imod Spøgelsestoget, beskrev kvindernes tilstand: ’Overalt vrimlede det med overvejende yngre Kvinder, nogle klædt i Laser og Pjalter, andre i graastribede Fangedragter, mange med paamalede Kryds paa Ryggen. Snavsede var de alle, og særlig deres Fodtøj var elendigt, enkelte var endog kun forsynede med Tøjstumper bundet om Fødderne’ (KK-J, 150). Blandt kvinderne var der også ’et halvt Hundrede Spædbørn’, der var ’stærkt paavirkede af den lange og anstrengende Rejse’. Disse små blev en udfordring for læger og sygeplejersker: ’For det første var der den Vanskelighed, at flere af Mødrene vægrede sig ved at afgive Børnene til os, naar de skulde gøres i Stand. De frygtede, at vi skulde berøve dem deres Børn eller ligefrem aflive dem. For det andet var ikke alle Kvinderne i Besiddelse af deres eget Barn. Nogle havde overtaget en død Venindes Barn, eller en Mor, hvis Barn var dødt, kunde være Amme for en andens Barn’ (KK-J, 153). Da alle var blevet behandlet efter forskrifterne og med megen varme, og Ravensbrückerne var sendt nordpå mod Sverige, troede sygeplejerskerne, at det var tid til opbrud fra Karantænelejren.

Da Spøgelsestoget ankom til Karantænestationen medbragte det 4.300 kvinder fra Ravensbrück, den berygtede kvindelejr ca. 90 kilometer nord for Berlin. Foto fra Tidsskrift for Sygepleje (1945, 133).

Men hurtigt gik det op for alle, at Spøgelsestoget havde en genganger. Midt om eftermiddagen den 2. maj kom der ’pludselig Meddelelse om, at et Tog med ca. 3000 Kvinder fra Koncentrationslejren Ravensbrück holder paa Stationen i Padborg’ (SD, 02.05). Denne gang var det ikke træthed, sygdom, død og usselhed, der prægede kvinderne, men først og fremmest sult. Da toget kom til Karantænestationen fór ’Kvinderne som vilde ud af Toget og spredte sig trods alle Forsøg paa at holde Samling udover Byen. De kastede sig over alt spiseligt: Raa Kartofler, Kaal, Løg, ja Græs. De skreg, sloges, sparkede og hvinede. Enhver var sig selv nærmest, det var en Kamp for Livet’ (KK-J, 166f). Men én ulykke kommer sjældent alene. Nu kom der ’Flyvervarsling, Overflyvning med kraftig Skydning og Luftkamp over Lejren det meste af Aftenen, herunder beskadiges Lysnettet, og det er vanskeligt i Mørket at faa Patienterne ført fra Banegaarden til Lejren, ligesom Fordelingen i Barakkerne og Behandlingen af Syge er vanskelig’ (SD, 02.05). Alt lykkedes, men ’det er ikke svært at forestille sig den store arbejdsbyrde, sygeplejerskerne havde, samtidigt med at de blev konfronteret med menneskelig lidelse af næsten uforståelige dimensioner’ (SM, 133). Dagen efter blev Karantænestationen rømmet, og Lydia Pedersen og de århusianske sygeplejersker kørte ved aftenstid i rutebil mod Aarhus, som de nåede den 4. maj tidligt om morgenen.

Den sidste nadver

Da kurset i Århus sluttede med udgangen af maj 1945, holdt kursisterne den 30. maj afslutningsfest. Talen her handlede ikke om kursets faglighed, men udelukkende om oplevelserne ved Bernadotte-aktionen. Af talen fremgik, ’at Bernadotte-aktionen gav den enkelte sygeplejerske mulighed for at afprøve sig selv under stort pres. Denne aktion blev det virkelige livs svar på vor tids iscenesatte overlevelseskurser. Så selv om undervisningen var suspenderet, lærte aktionen velsagtens deltagerne mere om ledelse og samarbejde end nok så mange teoretiske kurser. Dertil gjorde de studerende nogle unikke erfaringer i udøvelse af sygepleje’ (SM, 134). Den satte også Lydia Pedersens kristentro i relief. Hun indbandt sit eget eksemplar af Sygeplejerskernes Dagbog, så forsiden viste Leonardo Da Vincis maleri af Den sidste Nadver. Hendes motiv kan vi kun gisne om: Vil hun antyde, hvorfra styrken til hendes egen indsats kom? Vil hun påpege, at alt grænseoverskridende fællesskab udspringer fra ’Herrens bord’? Vil hun fortælle, at der for hende var en sammenhæng mellem ’Livets brød’ og ’det daglige brød’? To dage inden Lydia Pedersen tog til Karantænestationen, blev hun optaget på bekendelse i Aarhus Baptistmenighed den 15. april 1945. Hvad Bredahl Petersen hentydede til, da han i 1947 antog Lydia Pedersen til en indsats i Polen – med bemærkningen om, at ’hun var aktiv i Modstandsbevægelsen’ – véd vi ikke. Men til hjælpearbejdet dér valgte han en sygeplejerske, der både fagligt og menneskeligt allerede havde udstået sin ’svendeprøve’.

Lydia Pedersen i Polens-uniformen sammen med sin niece Grethe (1943) og nevø Jørgen Steiner (1940) inden den første afrejse til Polen i 1947.

Polenshjælpen

Lydia Pedersen virkede i Polenshjælpen i godt og vel to år fra den 7. marts 1947 til den 20. maj 1949. Hendes indsats spændte vidt, skrev Bredahl Petersen. Hun var ’Socialarbejder i Szczytno [i det nordøstlige Polen], Medhjælper i Wisla [i Sydpolen] og Leder af Arbejdet blandt Repatrianterne [dem, der vendte tilbage til hjemlandet] samt Barneplejerske i Lotz [i centrum af Polen]’. Og så havde Bredahl Petersen endda ikke nævnt Malbork, hvor det ene af Polenhjælpens tre børnehjem lå. Herfra skrev Sven Toldam, den ene af de danske chauffører i Polen, i ’September 1947’ om de tvangsforflyttede og Lydia Pedersens opgave blandt dem: ’Det sidste [af Børnehjemmene] er her i Malbork, hvor jeg i Øjeblikket er. Kom herop i Lørdags i Lastbilen med Klæder til Bibelskolens Elever og til de Tvangsforflyttede, der er de hårdest ramte og mest trængende af alle her i Polen. Med kort Varsel blev de 100 Tusinde i Tal stuvet sammen i Tog og sendt nordpå til Masurien – og er nu spredt fra Stettin til den russiske Grænse [Jalta-aftalen 1945]. Det bliver væsentlig Lydia Pedersens Opgave at sørge for dem. Jens [Haslund Thomsen] og hun tager Lastbilen og fylder den med Mad og Klæder og drager på Langfart – sover i Bilen. Det er nødvendigt – ellers bliver den stjålet’. Og så fortsatte Sven Toldam med denne karakteristik af Lydia Pedersen: ’Lydia er alle Tiders Pige (hun er 37 Aar) til det Job. Modig og eventyrlysten i den rigtige Betydning – dygtig og klog. Jeg holder allerede meget af hende, fordi hun er rigtigt Menneske helt igennem!’ Inden længe sad hun også bag rattet på den engelske lastbil, der var hentet til Polen fra Nordafrika, hvor den havde tjent de allierede styrker: ‘Lydia er en fornøjelig Hjælpechauffør. Hun havde aldrig kørt Lastbil før, men det gik strålende – hun er i hvert Fald ikke bange – kom i Klemme mellem en Damptrommel og en Lastbil, men slap med et Par Ridser i Forskærmen’ (ST).

Lydia Pedersen ved afrejsen i 1947
Lydia Pedersen i polsk udgave 1949

Lydia Pedersens opofrende indsats i Polen skal ses i sammenhæng med de europæiske baptisters hjælpearbejde, der er beskrevet andetsteds – se Rammefortællingen 1945-1950. Hun rejste til Danmark igen i maj 1949, da arbejdet blev afsluttet. Ved den lejlighed fik hun en anerkendende udtalelse om sin indsats fra Polenhjælpens svenske direktør, N.F. Hammarståhl. Heri omtalte han hjælpearbejdets to aspekter. Det første handlede om børnehjem, hvor man tog imod svage og underernærede børn mellem 4 og 12 år, som ikke havde en familie, der kunne tage sig af dem. Et særligt hjem ’var opbygget i tilslutning til antituberkulosekampanjen og mottog barn fra 0 til 3 år fra tuberkuloseinfekterte omgivelser’. På disse hjem ’har söster Lydia tjenestegjort specielt med spebarnspleie’. Det andet aspekt af indsatsen arbejdede Lydia Pedersen med i ni måneder. Det drejede sig om ’arbeidet med distribusjon av mat og klær til såkaldte repatrianter. Dette arbeide udförtes gjennem besök hos avsidesboende familier og grupper av mennesker. Til dette arbeide krevdes megen stor utholdenhet og en vidtgående innpasningsevne’. Om Lydia Pedersens indsats på dette område hed det: ’Söster Lydia har et varmt hjerte for de mennesker, som er stillet på livets skyggeside, og hun har alltid vært beredt til inntil og over grensen for det mulige å bringe dem hjelp. Hun har godt omdömme, og etterat hun har påtatt seg en oppgave, utförer hun den med trohet og nidkjærhet, aldrig sparende seg selv’ (RH).

Norsk hæder

For sin indsats på Karantænestationen ved Padborg blev Lydia Pedersen i 50-året efter 2. Verdenskrigs slutning hædret af Den norske Regering ved Gro Harlem Brundtland. På hædersbeviset står der: ’Den norske regjering og politiske fanger 1940-45 hedrer i takknemlighed Lydia Pedersen, som i siste fase av den annen verdenskrig med fare for sitt eget liv deltog i aksjonen for å redde gjenlevende norske fanger ut af tyske konsentrationsleire og tukthus’.

Forskellige billeder

Lydia Pedersens nethinde blev fyldt med billeder, hvoraf nogle også findes i hendes fotoalbum – tragiske billeder af forkomne KZ-fanger, som hun modtog ved grænsen som sygeplejerske i 1945. Rørende billeder af polske børn fra hjælpearbejdet gennem to år i det krigshærgede Polen. Og eksotiske billeder fra hendes tre korte ophold som sygeplejerske på de små primitive klinikker i Burundi (1949-50) og Rwanda (1965-66 og 1975), hvor hun arbejdede for danske baptister. Som overskrift over sit liv ønskede hun at skrive ’Et dejligt liv!’ (VK). Et kvinde med en sådan udstråling glædede mange – ikke mindst i Esbjerg, hvor hun slog sig ned i 1954 som sundhedsplejerske i byen og som ’menighedssøster’ i Baptistkirken. Her sluttede bondedatteren ’det dejlige liv’ i 2003, efter at hun havde tjent mange steder rundt omkring i verden som ’en eventyrlysten Florence Nightingale’ (VK).

Hovedperson
  • Lydia Pedersen: *30.10.1909, ^21.06.1938, +17.12.2003
Litteratur
  • Kaj Kjerulf-Jensen & Ernst Trier Mørch: Saadan kom de Hjem fra tyske Koncentrationslejre, 1945 (KK-J)
  • Hans Sode-Madsen: De hvide Busser 1941-45. Reddet fra Hitlers helvede, Lindhardt & Ringhof 2015 (HS-M)
  • Susanne Malchau: Kærlighed er tjeneste. Søster Benedicte Ramsing. En biografi. Dansk Sygeplejeråd 1998 (SM)
  • Anne Vesterdahl: Kurset uden for rammen – Padborg Karantænestation, Sygeplejersken 1995/17, 37ff (AV)
  • Lydia Pedersen (et al): Sygeplejerskernes dagbog fra Karantænelejren ved Padborg, 1945. Privateje (SD)
  • Ruth Hansen: Lydia Pedersens dokumentmappe og fotoalbum, privateje (RH)
  • Sven Toldam: Polensbreve, September 1947; privat eje (ST)
  • Fr. Bredahl Petersen: Korrespondance-samlingen i Købnerkirkens arkiv (KK)
  • Vestkysten: Dagens navn: 89-årig med mod på livet, 06.06.1999 (VK)
  • Baptisternes Ugeblad: Indvielsen af Baptistkirken i Esbjerg. Interview med Lydia Pedersen (baptist 1990/47, 8)
  • Baptisternes Ugeblad: Mindeord om Lydia Pedersen (baptist 2004/2, 12)
Informanter
  • Jørgen Steiner (nevø, JS); Ruth Hansen (niece, RH); Jørgen Krabbe Sørensen.