Baggrunden for krigen – danske baptister i 1930’erne

Baptisternes Ugeblad blev redigeret af P. Olsen, der også var forstander på Prædikantskolen i Tølløse indtil sin død i 1938. Hver uge dumpede det ind af ca. 2.000 brevsprækker – mættet med tekst, næsten uden billeder. Forsiden blev i P. Olsens tid som redaktør altid reserveret til ’Ugens Emner’, hvor kirkeliv, teologi, kultur, politik, sprog og kunst med mere blev diskuteret og vurderet. Danske baptister blev ikke efterladt uden vejledning af deres erfarne ’Grand old man’.

1930’erne var en urolig tid, der politisk blev præget af Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933. I dette afsnit vil jeg med udgangspunkt i Baptisternes Verdenskongres i 1934 – der af alle steder blev holdt i Berlin – forsøge at indkredse, hvad danske baptister drøftede, mens krigen kom stadigt nærmere, hvad ingen af dem jo vidste i samtiden. Foruden den almindelige danske presse fik baptister deres informationer via Baptisternes Ugeblad (BU), der blev redigeret af P. Olsen, der tillige var Prædikantskolens forstander frem til hans uventede død i januar 1938. Han havde siden sin studietid i USA sidst i 1880’erne opbygget et stort internationalt netværk. Hertil kom den viden, som den langt yngre ungdomssekretær Peter Rasmusen (P. Rasmussen) formidlede som redaktør af Baptisternes Ungdomsblad (UB) til den danske baptistungdom. Han blev deres rejsesekretær i 1930, og allerede året efter blev han kastet ind i den europæiske sammenhæng, da han deltog i de europæiske baptisters 1. ungdomskongres i Prag, hvortil turen gik over Berlin. Endelig inddrages Baptisternes Årbøger (ÅB), der hvert år bragte ledelsens beretninger og årsmødets drøftelser. Markeringer ved anden litteratur henviser til fremstillinger, der er opført i litteraturlisten til sidst. Afsnittet om danske baptister i 1930’erne er inddelt i fem dele efterfulgt af et resumé.

Unge baptister og tidens strømninger

Tidens strømninger

Den internationale situation, der var med til at danne vilkårene for menighedernes arbejde, blev ofte omtalt, men den var ikke genstand for nogen systematisk analyse i baptistbladene. Nærmest kom Ungdomsbladet, der i 1935 bragte en række artikler om ’Tidsstrømninger’. De var skrevet af én af de yngre akademikere, Carl Emil Christoffersen, der havde fået opgaven at tegne nogle aktuelle perspektiver efter 1. verdenskrig for de unge – og det skete i et akademisk sprog. Om ’Tidens Strøm’ skrev han: ’For tyve Aar siden væltede den sig pludselig fremad, dannede Hvirvler og skummende Fosser, indtil den styrtede ud over Klippen i et svimlende Fald for at danne sig et nyt Leje. Det var Verdenskrigens Tid. Endnu er vi dog for nær ved Faldet, til at vi kan se, hvor Strømmen danner det nye Leje; men her hvor vi staar, vil vi dog, ligesom ved Niagara, forsøge at se Regnbuen gennem Vandkaskaderne, se lidt af de Lysstrejf, der er kommet ovenfra i en kæmpende Tid’ (UB 1935, 3).

På den baggrund forsøgte Christoffersen sig med en samtidsanalyse, der begyndte sådan: ’Før Krigen [1. verdenskrig] troede man i glad og sorgløs Ensidighed paa Kulturen. Nu var Menneskeheden blevet forædlet og forfinet i Tankegang og Sæder, saaledes at Verdens Gang maatte bestemmes deraf. Det var Mennesket, man saa gennem Illusionens forskønnende Slør. En Taage af Kulturoptimisme vatterede Sanserne og Tanken. Og saa vaagnede man ved Kanontorden! Romantikken blev til graa Virkelighed. Menneskene saa, at de var Mennesker! Og lidt efter lidt smuldrede alle de stolte Drømmeslotte hen. Selv Kirken – ja, hvordan var det med den? Stod der ikke Præster og velsignede Vaabnene; var det ikke et Tidens Symbol, at Kirkeklokkerne blev støbt om til Kanoner? Det var en Nederlagets Tid – for de sejrende og for de besejrede. Alle tabte!’ (UB 1935, 3).

Christoffersen skildrede den nye tids tendenser som forskellige forsøg på at genrejse civilisationen: ’Samtidig vaagnede der ogsaa en Trang til ny Retfærdighed. En ny Jord skulde dannes i Flammerne; men paa denne nye Jord maatte man først og fremmest lære at se Virkeligheden i Øjnene; en ny Saglighed maatte fremelskes; man maatte se til Bunds i Problemerne, afsløre Tingene, som de er, selv om det nu og da skulde gøre ondt. ’Ny Saglighed’ blev Løsenet’ (UB 1935, 11).

Christian Emil Christoffersen (1908-1996) var én af Baptistsamfundets første akademikere fra Københavns Universitet.

Barthianismen

I det perspektiv skildrede Christoffersen først teologien: ’Midt i dette Krigstidens Kaos taler en schweizisk-tysk Teolog til Verden. Hans Navn er [Karl] Barth. Hans Ord virker mægtigt: Gud bor i det Høje, Menneskene i Støvet. Gud er den almægtige, evige, Dommeren og Herren. Mennesket er det begrænsede, tidsbestemte, Synderen, hvorover Guds Dom, Guds Nej, hviler. Mennesket er paa sin Plads, naar det føler, at det er Støv, intet. Saa skabes Længslen ud af Nøden. Her maa Mennesket staa. Her kan Gud slaa en Bro fra sig til Mennesket, fra Evigheden til Tiden; her kan Gud sige et vældigt Ja! Guds er Værket! Saaledes maatte Talen i Krigens Dønninger blive! Billedet blev vendt om. Tilbage blev kun Sukket: Veni creator spiritus: Kom, Skaber, Aand!’ (UB 1935, 11).

Christoffersens næste artikel begyndte: ’Barth var Efterkrigstidens Teolog. Men det var ikke Teologerne alene, der tog til Orde. De antireligiøse Tendenser, der en Tid havde gæret i Folkene, tog nu mange Steder en fast organiseret Form. Programmet var enkelt og klart: Bort med al Religion; thi Religion er ikke alene Opium for Folket, men den er direkte skadelig. Nu, det nye Samfund skal skabes paa Krigens Ruiner, maa alle samfundsskadelige Elementer bort. Derfor: Religionen skal ryddes væk, førend den nye Jord skal kunne bære gavnlige Frugter’. Disse Tanker indgik endog i et enkelt Lands Regeringsprogram: ’Som bekendt er det især det kommunistiske Parti, der aabent har erklæret sig som Religionens Fjende. Kommunisterne har ofte talt deres Sag med en Overbevisende Glød, som kun faa Kristne har gjort det, naar de forkyndte Evangeliets Budskab’ (UB 1935:15).

Det rejste naturligvis spørgsmålet om, hvad de kristne burde gøre: ’Skal vi bede Staten hjælpe os? Den ’Hjælp’ har Kirken nu snart faaet nok af. Lad dét staa som en Kendsgerning!’ Christoffersen pegede på en anden vej: ’Lad os først og fremmest ønske, at der maa komme frisk Luft blandt de Kristne herhjemme, at denne Selvgladhed og retfærdig Statsstivelse saavel som gold Nedrakken og ultrasekterisk Løsgængeri maa forsvinde, endskønt dette har saa let ved at trives i et lille Land. Og lad os bede om en kristen Enhedsfront i effektiv evangelisk Funktion, saaledes at vi alle kun faar travlt med at arbejde paa een Front: For Kristus, grebne af Kristus! (UB 1935:15). I sin sidste artikel om ’Det sekteriske’ antydede han, hvor han selv stod: ’Vi er blevet træt af religiøs Konkurrence. Vi trænger til at se Kristendom praktiseret af alle, der bærer Kristennavnet. Hvor dette sker, gror Sæden, vi ved ej selv hvorledes’ (UB 1935, 64).

Baptistsamfundets ledende skikkelse gennem 15 år, Laurits Jørgensen, var ikke meget skrivende, men elsket og respekteret: ’Som årsmødeformand var han både forsigtig, tilbageholdende og håndfast’. Han var formand i to perioder: 1929-1934 og 1939-1944. I den mellemliggende periode var han næstformand. Et af hans karakteristiske udsagn lød: ’Man kan sige sandheden, så hjerterne lukker sig, men man kan også sige den, så de åbner sig’ (BH&BMJ, 306). Arkivfoto.

Oxford-Gruppe-bevægelsen

Christoffersen beskrev også 1930’ernes nye etiske bevægelse – Oxford-Gruppe-bevægelsen. Han var tydeligvis ikke selv begejstret, men ’Opgaven er at se Bevægelsen som en Tidsstrømning: For et halvt Hundrede Aar siden satte man med stor Iver Religionen under Debat. Her i Landet blev denne Debat især stimuleret af visse fremragende Jøder. Man fægtede drabeligt, slog med Bulder og Brag ned paa den arme Kristenhed og lod Fornuftens klare Lys gennemskinne de religiøse Taagedannelser. Religionen blev diskuteret. Her kommer Oxford-Bevægelsen nu og siger: Ikke Diskussion, men Angreb er Midlet! Evangeliet skal slippes løs. Vi kommer ikke for at argumentere og parlamentere. Vi kommer for at angribe. Og vi angriber straks i Centrum: Synden! Her er Roden til al Ulykke og Elendighed paa Jorden. Og det gælder om at se sin Synd frygtløs i Øjnene, bekende den for Gud og Mennesker (om muligt gøre den god igen) og leve under Skriftens ’absolutte Krav til det kristne Menneskes Vilje og Livsforstaaelse’ (UB 1935, 28). H. Fuglsang Damgaard, nyvalgt biskop i København, bød Oxfordbevægelsen velkommen til Danmark i 1935, hvor møderne i Forum samlede ca. 25.000 deltagere.

Christoffersen fortsatte: ’Man har bebrejdet Kristendommen dens defensive Holdning. Nu angribes der! Man har smilet ad mangen taaget, halvfilosofisk Udlægning af ’Dagens Tekst’. Nu anslaaes der virkelig enkle, urgamle, nytestamentlige Toner. Og saa er der det lille Ord ’absolut’. Det maa jo være et Kardinalord efter Tolerancens og Humanitetens Tid. Krigstiden har lært os Hulheden i kirkelige Akkorder. Kristendommens Krav er absolutte. Saaledes maa de forkyndes og efterleves, saafremt det gamle Gudsord skal genvinde sin fulde Slagkraft og Effektivitet overfor Nutidsmennesket’. Christoffersen sluttede artiklen: ’Barth og Oxford har det tilfælles, at de kender ingen kirkelige Retninger. De kender kun Syndere! Trods dette savner vi alligevel Söderblom i Dag. Der skal nemlig slaaes endnu et Slag i Norden’ (UB 1935, 28). Hermed sluttede han også denne artikel med at antyde sit eget ståsted: Nathan Söderblom, der blev ærkebiskop i Uppsala i 1914, havde under 1. Verdenskrig kaldt alle kristne til at arbejde for fred og retfærd. Han arbejdede for kirkens enhed, fordi evangeliets troværdighed bæres af enheden mellem kristne, og derved bliver evangeliet relevant for alt socialt liv. Som sådan blev Söderblom én af den økumeniske bevægelses pionérer. Han modtog for sin indsats op gennem 1920’erne Nobels fredspris, inden han døde i 1931.

Emil Christoffersen, kaldet ’Stoffer’, blev en elsket gymnasielærer i matematik og fysik. NINKA – Anne Wolfgang Ræthinge – skrev i 1996 en flot nekrolog i Politiken: ’Fra det øjeblik han i 1944 trådte ind i en klasse af 14-15 årige skeptiske teenagere, blev en forventet kortslutning til en kontakt. For livet, skulle det senere vise sig for de mange hundreder af elever på Sønderborg Statsskole’. Nekrologen blev bragt i baptist (1996/42, 10). Arkivfoto.

Strømhvirvlerne

Christoffersens mest baptist-kritiske artikel handlede om åndelig vækkelse: ’Som et Modangreb overfor den voksende kirkelige Opløsning har mange alvorligt Kristne ønsket og bedt om en gennemgribende Vækkelse. Man har tænkt sig, at det var Vejen til Kirkens Fornyelse. Der skulde sendes et elektrisk Stød gennem den store, sløve Masse, saa Mennesker igen blev aandeligt levende og fandt hinanden i vaagent kristeligt Arbejde. Endnu spejder man opad, om der ikke snart skulde komme regn fra det høje’. Herpå kritiserede han den form for vækkelse, der prægede danske baptister: ’Ofte ser man, at Mennesker iklæder deres Tanker om Vækkelse en bestemt færdigsyet Lilleputhabit. Man forbinder straks Ordet med ’Møde’. Det er næsten umuligt at frigøre sig for den traditionelle Mødeteknik. Især ventes Vækkelsesbølgen at komme under en Missionsuge, hvortil man helst skal have indforskrevet et Menneske langsvejs fra som ’Taler’ (UB 1935, 39f). En missionsuge var en række ’evangeliske’ aftenmøder, i almindelighed fra tirsdag til fredag med afslutningsmøde søndag. En tilkaldt præst – ’gæsteprædikant’ – prædikede hver aften over emner, der normalt var bekendtgjort i den lokale presse. Flere hundrede indbydelser var blevet trykt og omdelt. Mødet var præget af ’vækkelsessange’, hvor sangkor samt strenge- og hornmusik medvirkede. Formålet med ’missionsugerne’ var at få kirkefremmede i tale og hjælpe dem til afklaring af deres gudsforhold. Ofte blev en ’missionsuge’ efterfulgt af en dåbsgudstjeneste, hvilket ufortalt var det gode ’udbytte’ af initiativet. Gik det over forventning, kunne menigheden forlænge ’missionsugen’ ugen efter med samme prædikant. De fleste menigheder holdt mange missionsuger hvert år.

Christoffersen fortsatte: ’Andre leder efter Vækkelse i religiøst overspændte Kredse, idet man mener, at Vækkelse og halvaandelige Dikkedarer hører sammen. Overspændtheden efterfølges dog ofte paa Grund af dens usunde Natur af et Tilbageslag, som det kan være uhyre vanskeligt at forvinde’ (UB 1935, 39f). Med denne karakteristik havde han nu også spottet århundredets nye pinsevækkelse uden navns nævnelse. Christoffersen rundede sin kritik af såvel baptist- som pinsevækkelse af på denne måde: ’At iklæde sine Tanker om Vækkelse en bestemt Form er afgjort farligt. Og det maa slaaes fast, at enhver Vækkelse, der har været i Kristenheden, er udsprunget fra een enkelt Person, der helt og fuldt har lagt sit Liv i Guds Haand. Derfor maa vi se saaledes paa Sagen: I mig skal Vækkelsen begynde!’ Godt er det, at Mennesketanker ikke her skal udspekulere en eller anden Nødforanstaltning til Afhjælpning af den aandelige Krise. Godt er det, at den almægtige Gud staar ved Roret, naar vi skal gennem Strømhvirvlerne’ (UB 1935, 39f).

Christoffersen nåede ikke at komme til nazismen i sin artikelserie om ’Tidsstrømninger’ i 1935. Det kunne P. Rasmussen klare selv – efter han vendte hjem fra Baptisternes Verdenskongres i Berlin.

Verdenskongressen i Berlin 1934

Frikirkeligt verdensparlament

Danske baptister havde siden 1905 modtaget impulser fra den internationale baptisme, da Baptist World Alliance (BWA) blev stiftet i London. Nu samledes man til baptisternes 5. verdenskongres i Berlin den 4.-10. august 1934, året efter Hitlers magtovertagelse. Meget var sket, siden man i 1928 vedtog at holde kongressen her, men trods tøven, tvivl og diskussion herom besluttede man at fastholde Berlin. Især bragte spaltningen i Den evangeliske Kirke i Tyskland uro. Hvad ville Hitler-fløjen, der kaldte sig ’Deutsche Christen’ eller ’Rigskirken’, hvor Hitler skulle hyldes som ’Führer’? Hvad mente den anden fløj, der på en synode i maj 1934 udformede ’Barmenbekendelsen’, der fastslog, at ’Jesus Kristus er Guds ene og udelte Ord’, hvorfor de forkastede ’den falske lære, at kirken ved siden af dette ene Guds ord også skulle kunne anerkende andre begivenheder og magter, skikkelser og sandheder som Guds åbenbaring’? Man forstod udmærket, at ’Bekendelseskirken’ var blevet skabt for at forhindre, at de evangeliske og reformerte kirker i Tyskland lod sig benytte som et føjeligt redskab for det nazistiske magtapparat. Men hvor stod de tyske baptister i dette opgør? Og hvordan skulle baptister fra alverden forholde sig til alt dette, når de nu samledes i Berlin?

Barmenerklæringen fra 1934 skabte historie langt ud over kirkelige kredse. 50 år efter udgav Deutsche Bundespost dette frimærke. Erklæringen fremkom det år, hvor BWA-fællesskabet fejrede 100-årsjubilæet for baptismens tilbagekomst på det europæiske fastland. Der var flere gode grunde til at mødes til Verdenskongressen i Berlin i 1934. Foto lånt fra Wikimedia.

BWA’s generalsekretær, Dr. J.H. Rushbrooke, åbnede BWA-kongressen, der med forsæt var planlagt til at begynde den 4. august, idet han mindede om, at netop denne dag i 1914 gik Tyskland og England mod hinanden i 1. Verdenskrig. Men fra nu af skulle dagen markere, at baptister og andre kristne kunne mødes i troen på ’én Gud, alles Fader’ for at sætte fokus på ’Fredens Fyrste’ (Berlin 1934b, 7). I forordet til kongressens resolutioner, der udkom samme år, hed det, at ’den tyske nationalsocialistiske regering holdt dens løfte om, at alle drøftelser og beslutninger kunne tages i uindskrænket frihed’, og kongressens deltagere – der samledes i det hidtil største frikirkelige ’world-parliament’ – var i stand til ’at udtale sig om alle emner med åbenhed og fasthed’ (Berlin 1934b, 5). Og det gjorde kongressen. Dens resolutioner var grundigt forberedte i længere studier. De to første handlede bevidst om nationalisme og racisme. På baggrund heraf sendte baptister efter kongressen de vedtagne resolutioner til regeringer verden over og til Folkeforbundet i Geneve. Og de delegerede blev opfordret til at gøre dem til genstand for studier i baptistkirkerne.

Danske baptister i Berlin

Danske baptister blev opfordret til at deltage i Berlin. Ledelsen tilskyndede menighederne til ’at yde deres Prædikant en Haandsrækning til at komme med’ (ÅB 1934, 14), og et udvalg med den kommende formand, Johannes Nørgaard, i spidsen arrangerede fællesrejse (BU 1934, 165f) for 60 deltagere, hvoraf 16 var præster. Baptistsamfundets ledelse, redaktører, ungdomssekretærer og højskolens forstander var også blandt deltagerne (Berlin 1934a, 235f). Da de tyske baptister fejrede deres 100-års jubilæum tidligere på året 1934, var danske baptister repræsenteret af Johannes Nørgaard og M. Jørgensen Toldam. Dette jubilæum fandt sted i Hamburg (ÅB 1934, 14).

P. Olsen (1865-1938). Redaktør af Baptisternes Ugeblad 1909-1938. Ved hans død stod en række andre medarbejdere parat med internationale erfaringer. Johannes Nørgaard og Bredahl Petersen havde begge læst i USA. P. Rasmussen og Johannes Rødvig havde deres erfaringer fra det internationale børne- og ungdomsarbejde. Og nu rykkede C. Grarup frem som nestor i rækken af medarbejdere med stort kendskab til den internationale baptisme. Arkivfoto.

Læserne af BU blev informeret om betænkelighederne ved at mødes i Berlin. I BWA’s nytårshilsen ved indgangen til 1934 var der ingen tvivl om, at konferencen skulle gennemføres (BU 1934, 17) – et synspunkt, der blev fastholdt fra BWA’s side trods betænkelighed fra anden side. En sådan gav P. Olsen luft så sent som midt i juli: ’… om ikke de seneste Dages Begivenheder i Tyskland vilde forhindre Kongressens Afholdelse’. BWA var opmærksom herpå, men udtalte, at ’Forberedelsen af Kongressen gaar for sig uden Nervøsitet eller Tanke om Aflysning’ (BU 1934, 227f).

Bag P. Olsens betænkeligheder lå den kendsgerning, som Baptist Times havde videregivet, at ’Lederne for de tyske Frikirker havde haft en Sammenkomst med [den tyske] rigsbiskop Müller og var gaaet ind på visse Henstillinger fra hans Side, og det bedrøvede adskillige af vore Venner paa den anden side af Atlanterhavet’ (BU 1934, 238). Det meste af foråret havde der udspundet sig en diskussion om, hvilken position de tyske baptister, der inviterede til verdenskongressen, havde taget til Hitler-styret. Sidst på året 1933 havde de tyske frikirker modtaget et brev fra Den tysk-evangeliske Kirkes kirkeminister, biskop, Dr. Schöffel, hvori han skrev: ’Paa Gentagen Opfordring, rettet til mig fra de evangeliske Frikirker, kan jeg, efter at have konfereret med Rigsbiskoppen, med Bestemthed forsikre dem om, at der fra Den tysk-evangeliske Kirkestyrelses side ikke paa nogen Maade er Tale om at tvinge Frikirkerne til Indlemmelse i Den tysk-evangeliske Kirke’ (BU 1934, 76).

Statspolitisk opdragelse

Tværtimod var det Rigsbiskoppens ’inderligste Ønske, særlig med Henblik paa dens store Gerning indenfor vort tyske folk, at samarbejde i hjertelig Harmoni med de evangeliske Frikirker i Tyskland’ (BU 1934, 60). Der blev stillet spørgsmål ved, om de tyske frikirker turde stole på denne forsikring, fordi det var gået ganske anderledes for deres ungdomsforbund. Ugebladet citerede omtrent samtidigt de tyske baptisters blad Die Wahrheitszeuge (25.2.1934) for en ’Kundgørelse’ fra Baptistkirkens ledelse: ’Nyordningen af alt Stats- og Folkeliv i det tredie Rige overflødiggør [übervindet] de hidtidige bestaaende Former for Ungdomsarbejde. Vi erkender den ensartede statspolitiske Opdragelse af den tyske Ungdom gennem den nationalsocialistiske Stat og Hitler-ungdommen som Bærer af Statsidéen. Med Henblik herpaa opløser vi den 10. Februar De tyske Baptisters Ungdomsforbund med alle dets Afdelinger. Vi henstiller til vore unge Mennesker, at de melder sig ind som Medlemmer af Hitlerungdommen og Tyske Pigers Forbund’ (BU 1934, 76).

Herpå meddeltes det, at Ungdomsforbundet blev ’opløst af os selv’: ’Efter mange Overvejelser under Bøn tror vi at skulle gaa denne Vej. Alle med os forbundne Frikirker har gjort det samme’. Og der fortsættes: ’Ser vi tilbage, finder vi, at vort Ungdomsarbejde stadig drejede sig om at føre Unge til Kristus og til Menigheden samt styrke og nære Gudslivet hos de allerede vundne. Alt andet var underordnet dette Maal. Ogsaa i Fremtiden vil Menighederne øve denne Gerning, men uden nogen Form for Forenings- eller Gruppeliv. Statsungdommen vil gennemføre den legemlige og stats-politiske Opdragelse og Skoling, og den vil ogsaa pleje Folkefællesskabet. Aflægge det evangeliske Vidnesbyrd kan kun Menigheden gøre. Denne Opgave kan intet fritage den for’ (BU 1934, 76). Frikirkerne var altså blevet tvunget til at adskille form og indhold i ungdomsarbejdet. Organisatorisk måtte de følge ’Hitler-jugend’, men menighederne mente på trods heraf, at de selv kunne tage ansvar for deres kristne opdragelse af kirkens ungdom. Denne diskussion blandt de tyske baptister om deres stillingtagen til Hitlers kirkepolitik vender vi tilbage til.

Gotfred Pedersen var begejstret over at være med på BWA’s kongres i 1934. Han sendte flere postkort og breve hjem til datteren Tabitha. Over byens pragt glemte han dog ikke, hvor hans hjerte lå: ’[N.P. og Johanne] Andersens kom godt herned, og jeg kører med dem en Gang imellem. Vi var sammen i Eftermiddags til et særskilt Møde for Missionærer. And[ersen] holdt en god Tale for Kongo, og jeg fik Lov at sige et Ord for Muhammedanen og Jøden’. Gotfred Pedersen havde været ’Muhammedaner-Missionær’ i Bulgarien i 1920’erne. Arkivfoto.

Senere på foråret udsendte tyske baptister gennem BWA ’Et velkomstord til Verdenskongressen i Berlin den 4.-10. august’. Heri hed det: ’Vi tyske Baptister ser frem til denne store Begivenhed med stærk Forventning. Vi haaber, at Kongressen maa aflægge en klar og redelig og fri Bekendelse af Jesus Kristus, vor eneste og fuldt tilstrækkelige Frelser. Vi ønsker, at Verden fra Guds frelste Folks brændende Hjerter maa modtage et overvældende Vidnesbyrd om, at Menneskehedens Nød kun kan fjernes ved Jesu Liv og Kraft’. Til sidst hed det: ’Vi ønsker ingen prangende Parade …, men vi ønsker med et glad Halleluja at optænde en hellig Ild, som kan hæve sig til Ære for vor kære Frelser og lyse for Verden’ (BU 1934, 157). Kongressen kunne ikke undlade at bemærke ligheden med den samtidige erklæring fra Barmen, hvor Bekendelseskirken fastholdt bekendelsen til Jesus Kristus som ’eneste Frelser og Fører’. Men hertil føjede de tyske baptister altså deres ’Halleluja’ – i stedet for det ’Heil’, der hørte til i Rigskirken!

Vedtagelser i Berlin

Læserne af Ugebladet fik efter konferencen en indføring i, hvad der blev vedtaget i Berlin. Men først blev de informeret om, hvad der skete, mens den danske gruppe var på vej til Berlin. Rigspræsident Hindenburg døde, og allerede i Hamburg så de flag overalt: ’Alle Vegne vejede det tyske Rigsflag ved Siden af Hagekorsflaget’. Da de kom frem, mødte de ca. 3.000 tilrejste delegerede og oplevede ca. 10.000 deltagere i møderne, hvilket gjorde konferencen til den hidtil største i BWA’s historie. Rigsindenrigsministeren sendte afbud pga. Hindenburgs begravelse, men Den tyske Rigskirke bød velkommen ved biskop Engelke, som ’tilsagde Frikirkerne et godt Samarbejde’ (BU 1934, 261f).

Læserne fik via presseklip også at vide, hvad journalisten på de svenske baptisters Veckoposten skrev: ’Berliner-kongressen har staaet sin Prøve. Og dermed ogsaa Baptismen. Skulle Baptismen være tro mod sine Grundsætninger, kunde den ikke tie i Spørgsmaal, som for Diktaturlandet var ret ømtaalelige. Der forelaa ingen Fare for de udenlandske Delegerede, ikke heller for dem nogen Hindring i at sige, hvad de vilde. Men – vilde de ikke blive nødt til at tie af Omsorg for deres tyske Brødre? Det er let at tale frit og saa rejse hjem og overlade Følgerne til andre. Men paa den anden Side: Baptismens Folk har end ikke Ret til at fortie Sandheden af Omsorg for deres Brødres Sikkerhed’ (BU 1934, 267).

Raceproblemet og verdensfreden var de to emner, der ’greb Sindene stærkest – ikke mindst det sidste’: ’Størsteparten fordømte Krig og al Militarisme stærkt, saa stærkt, at det kneb med at naa til nogenlunde Enighed om Fredsresolutionen’! Og det blev flere gange sagt, at ’Civilisationen maa afskaffe Krigen, eller Krigen vil afskaffe Civilisationen. Saadanne Udtryk vandt altid stærkt Bifald’ (BU 1934, 277). Resolutionerne blev citeret i uddrag i Ugebladet. I fredsresolutionen hed det: ’Krig strider imod, hvad der er Kristi Sindelag’, og man foreslog, at en international konference for alle kristne kirker blev afholdt for at undgå krig (BU 1934, 301). Unge danske baptister blev året efter mindet om resolutionen i hele dens længde. I Ugebladet citerede P. Olsen også resolutionen om racespørgsmålet i uddrag: ’Kongressen beklager og fordømmer som Overtrædelse af Gud vor himmelske Faders Lov alt Racehad og enhver Form for Undertrykkelse eller uretfærdig Behandling af Jøderne, af de farvede eller af undertvungne Folkeslag hvor som helst i Verden’. Denne resolution blev vedtaget enstemmigt i Berlin (BU 1934, 301). Også denne resolution blev de unge danske baptister præsenteret for året efter uden afkortning. Sidste del af den lød: ’Denne Kongres opmuntrer til kristen Oplysning med Hensyn til Respekten for den menneskelige Personlighed uden Hensyn til Race, og som det sikreste Middel til at fremme et sandt Broderskab mellem alle Folk, opmuntrer den til energisk Udbredelse af Kristi Evangelium over hele Verden’ (UB 1935, 43).

På dette postkort skrev Gotfred Pedersen blandt andet: ’I Eftermiddag har jeg slaaet mig løs. Jeg har været paa Udstillingstaarnet. De andre danskere er oppe at flyve. Jeg fik omtrent den samme Udsigt for 25 Øre som de andre for 5 Mark. Og saa Livet ovenikøbet’! Arkivfoto.

Nationalismens former

I den officielle kongresbog kunne alle verden over læse om baptisternes syn på nationalismens forskellige former. Kærlighed til eget land og dets velfærd er en legitim form for nationalisme. Den er udtryk for loyalitet til eget land og til Kristus, så længe den også bevidst fremmer andre folks rettigheder og derfor ikke skader andre. En sådan sund patriotisme kan imidlertid tippe, så den degenererer til chauvinisme, der kendetegnes ved, at man ikke garanterer andre de samme rettigheder og privilegier, som man selv ønsker. Illegitim nationalisme viser sit fæle ansigt, når kærlighed til eget land optræder som fjendskab og had mod andre nationer. Og hvis en sådan nationalisme bliver voldelig ved at forbinde sig med forskellige former for militarisme, bliver den en trussel for al menneskelig kultur og civilisation. Kristne må altid sætte loyaliteten til Kristus foran alle andre former for loyalitet. ’Kristus alene’ er den højeste autoritet i alle spørgsmål. Baptisters overbevisning er altså, at ingen kirke må gøre sig til instrument for den nævnte illegitime nationalisme, for herved taber kirken sin mission af syne, nemlig at bringe retfærd og fred til alle. Nationalistiske stemninger bringer farer og risici til enhver kirke. Kirker må aldrig falde for sådanne fristelser i deres samspil med statsmagten: ’Historisk kender vi tilfælde, hvor kirkerne har været lydige redskaber for tvivlsomme magthavere. I dag er intet vigtigere end at kende evangeliets kraft, der gør kirkerne duelige til at forkynde det kristne budskab – uden frygt og tilbageholdenhed – for folkene og deres ledere, endog hvis en sådan forkyndelse skulle resultere i lidelser og nødvendige ofre’ (Berlin 1934b, 15ff; min oversættelse). Baptisterne havde talt i Berlin.

P. Rasmussen havde allerede i 1931 indført unge danske baptister i denne problemstilling efter ungdomskonferencen i Prag på denne enkle måde: ’Som et internationalt Samfund maa vi lære os selv og andre at tænke internationalt. Derved vil vi lære af hinanden, hjælpe hinanden og fremfor alt være med til at komme den falske Nationalisme til Livs, den, der siger, at Mennesket er ringere, fordi han ikke hører til min Nation. Vi er eet, og vil blive det endnu mere’ (UB 1931, 70).

En delegation med generalsekretær Rushbrooke i spidsen besøgte under kongressen i Berlin efter invitation Reichsbishof Müller. Han forsikrede, at hans ’Formaal var at sørge for Evangeliets Forkyndelse i Tyskland og at naa Masserne, som var kommet bort’. Og han udtalte udtrykkeligt, at eftersom han ønskede et venligt og broderligt Forhold til Frikirkerne, saa eksisterede der ingen Planer om at inkorporere dem i Rigskirken eller udøve nogen Tvang imod dem’. Dr. Rushbrooke understregede i sin takketale, at han som repræsentant for ’det største Frikirkesamfund i Verden’ havde noteret dette løfte, og at ’Baptisterne for deres Vedkommende vilde gentage de apostoliske Ord: ’Naaden være med alle dem, som elsker vor Herre Jesus Kristus i Uforkrænkelighed’.’ (BU 1934, 301).

Tyske baptister

De tyske baptisters vilkår voldte stor bekymring for danske baptister. Det skyldtes det historiske bånd, der havde sammenknyttet os i samme ’Forbund’ i perioden fra 1849 til 1888. Forbundet havde holdt til to nationale modsætninger, der begge medførte krig med Tyskland, Treårskrigen 1848-50 og Krigen 1864, hvor den tyske grænse rykkede op til Kongeåen (BH&BMJ, 36f, 142f). Til disse baptistiske søskendebånd, der overskyggede de nationale modsætninger, føjede sig det vilkår, at alt det, der skete syd for grænsen til Tyskland, selvsagt fik indflydelse på vore danske forhold.

Ungdomssekretær P. Rasmussen skabte allerede på ungdomskonferencen i Prag i 1931 relationer til landssekretæren for de tyske baptisters ungdomsarbejde, Dr. Herbert Gezork. Han havde efter uddannelse i Hamburg og Berlin videreuddannet sig i USA, hvorpå han tog på en dannelsesrejse i store dele af verden, inden han vendte tilbage til Tyskland, hvor han blev ungdomssekretær i 1930. Dette perspektiv prægede den beretning, han skrev i 1932 til unge danske baptister om ’Jugendbund deutscher Baptisten’. Forbundet bestod af 400 foreninger med ca. 12.000 unge. Hans beretning sluttede med omtale af, at ’et af vore vanskeligste Problemer for Tiden er den fremadskridende politiske Radikalisering af den tyske Ungdom’: ’Under det frygtelige økonomiske Tryk, Arbejdsløshedens nedbrydende Indflydelse, Ansigt til Ansigt med Forpligtelsen til gennem Aartier at betale de al økonomisk Fremgang dræbende Krigserstatninger, vandrer den fortvivlede tyske Ungdom i stigende Antal ind i de politisk radikale Partier, i Kommunismen og endnu mere i Nationalsocialismen. Saaledes staar store Dele af Tysklands Ungdom i Dag i skarpt afgrænsede Grupper fjendtligt overfor hinanden. I kan da forstaa, hvor svært det er for unge Kristne, der ogsaa elsker deres Fædreland højt, at hæve deres Stemme for Fred og Forsoning’ (UB 1932, 20).

Den næste beretning, P. Rasmussen hentede hjem i slutningen af 1933 om tyske baptister, lød anderledes. Den var skrevet af Alfred Cierpke, baptistpræst i Königsberg, og P. Rasmussen måtte indlede den med denne bemærkning: ’Forfatterens Syn paa det nye Styre i Tyskland staar for hans egen Regning’. Gud havde vendt det tyske folks skæbne, da ’Nationalsocialismen som den største politiske Folkebevægelse kom til Magten. Man aandede lettet op. Nu blev der Forandring paa Tingene, ogsaa paa det religiøse Område’. Indtil da havde Berlin – i kraft af kommunismens tilstedeværelse – været hjemsted for ’den internationale Gudløshedscentral’. Med ønsket om, at Gud snart ville forbyde dens virke, fortsatte hilsenen til dansk baptistungdom: ’Nu har Millioner i Tyskland igen Arbejde og Brød. Ved denne Lejlighed vil jeg give jer et Raad: Tro ikke Avisernes Løgn-Propaganda mod Tyskland. I det kommende Aar skal I selv se, at der er fremstaaet et nyt Tyskland. Mænd som von Hindenburg og Adolf Hitler er Guds Gaver til vort Folk’ (UB 1934, 30).

Verdenskongressen havde sit eget poststempel. Dette brevkort blev stemplet den 6. august 1934. Fire dage før var den tyske rigspræsident i perioden 1925-34 Paul von Hindenburg død, men frimærkerne blev brugt endnu. Arkivfoto.

Hindenburg og Hitler

P. Rasmussen var rystet over disse bemærkninger om ’Hindenburg og Hitler’. Derfor hentede han endnu et øjebliksbillede hjem til unge danske baptister. Inden kongressen i Berlin kunne de læse, hvad Paul Schmidt, ’Formanden for det nu opløste Ungdomsforbund’, mente om ’de nye Tilstande, hvorunder man nu maa drive Virksomheden’. Schmidt skrev: ’Af Hensyn til vort Folks Fornyelse og Statens Omsorg (Führung) for hele vor Ungdom har vi opløst de tyske Baptisters Ungdomsforbund. Hele den store Nyordning af vort tyske Samfundsliv har vi underordnet os ved Opløsningen. Mange af vore unge Brødre og Søstre hører til den samlede tyske Ungdom; andre tilhører ikke denne Organisation. For Baptistmenighederne er det som før en Pligt – og der er uforandrede Muligheder for – at sørge for deres Børn og Unge gennem særlige Møder og Foranstaltninger og derved give dem Indblik i Bibelen og Jesu Kristi Menigheds Historie. Det er kun Foreningsformen og de enkelte Foreningers Sammenslutning til et Forbund, altsaa det organisatoriske, der er ophævet’. Det betød, at der ved ’Forbundets Opløsning er blevet lagt en større Forpligtelse end hidtil hen til den enkelte Menighed. Meget af det, vi hidtil har foretaget os, vil Staten gøre. For os bliver Arbejdet som tidligere for Bibelen, med Bibelen og ved Bibelen’ (UB 1934, 69). Ingen tvivl: Nationalsocialismen havde bidt fra sig og den havde skabt splittelse også blandt tyske baptister.

Oplysning i Danmark

Efter BWA-kongressen i Berlin mente P. Rasmussen, at det var hans forpligtelse at give den danske offentlighed indblik i dét, han havde set og forstået vedrørende situationen i Tyskland. Det skete i en længere artikel i Aalborg Stiftstidende, der også fandt vej til Ugebladet, om ’Årsagerne til kirkekampene i Tyskland’. P. Rasmussen begyndte med en oplysning om, at censuren i Tyskland bevirkede, at hans kilder måtte være samtaler med trosfæller, som han havde mødt i Berlin – ’både kirkelige og frikirkelige Kristne’. Hans artikel havde tre længere afsnit (BU 1934, 273f).

Postkort, der viser platformen i kongreshallen i Berlin. Bemærk Hagekorset. I midten ses de tre tyske baptistpionérer under Kristi kors: Johan G. Oncken, Julius Købner og G. W. Lehmann. Anden Verdenskrig gik hårdt ud over de tyske baptister. Omkring 5.000 mistede livet i krigen, og efter krigen flygtede 40.000 fra området øst for den nye Oder-Neisse-grænse vestpå. I 1984 beklagede tyske baptister ved European Baptist Federations kongres i Hamburg deres store fejltagelser under krigen: ’Vi tilsluttede os ikke offentligt Bekendelseskirkens kamp og lidelser. Vi vanærede os selv ved at bukke under for den ideologiske forførelse i krigens år, og vi viste alt for ringe mod til at anerkende sandhed og ret’. Albert Wardin: Baptists around the World (1995, 200).

Efter revolutionen i 1918 blev kirken i Tyskland skilt fra staten, men uden ’at Adskillelsen blev virkelig gennemført’. Det betød, at de evangeliske landskirker ’i Aarene 1920-33 frembød et noget broget Billede’. Men efterhånden som kommunisterne fik mere indflydelse, blev kampene mod kirken skærpet og ’alle kristne Kredse i Tyskland indstillede sig paa, at nu vilde den store Trængsel, der omtales i Bibelen, tage sin Begyndelse. Men saa kom Omslaget lige saa voldsomt som uventet’. Hitler kom til magten. Det betød, at ’den kommunistiske Terror ophørte eller rettere blev slaaet ned. Ubarmhjertigt bortryddede man tilsyneladende alt det, der ikke vilde bøje sig for den nye Fører. Denne gjorde Indtryk af at være religiøst indstillet, og derfor kom det efterhaanden til at staa for de fleste, også alvorligt Kristne, at Hitler havde reddet den tyske Kristendom fra Antikristens Magt og Tyranni. Selvfølgelig var man ikke enig med ham i hans voldsomme Fremgangsmaader og Midler, især mod Jøderne. Dog staar det for mange kun som Smaating i Forhold til alt det gode, Hitler har bragt sit Folk’.

Dernæst skildrede P. Rasmussen den nuværende krise. Samlingen af de tyske småstater til eet stort tysk rige – ’Das dritte Reich’ – kom også til at indvirke på kirkens forfatning: ’Derfor opstod den dybtgaaende Kirkestrid, som det sidste Aar har hærget Den evangeliske Landskirke i Tyskland’. Til det ene tyske rige, hører der een kirke, Rigskirken. ’Dette Synspunkt, men især Paragraffen om, at kun Mænd af arisk Afstamning kan have Embede i Landskirken, har vakt stor harme og stærk Modstand’. Adskillige evangeliske præster er gået over til Den katolske Kirke. Andre har ’dannet det saakaldte Nødsforbund [Bekendelseskirken], der stadig staar i Kamp med Regeringen. Forrige Søndag blev flere hundrede Præster, som tilhører dette Forbund, arresteret, fordi de fra Prædikestolen havde oplæst en Protestskrivelse, der udtalte, at dersom de adlød den nye Kirkeregering, vilde det være det samme som at være ulydig mod Gud’. P. Rasmussen sluttede dette afsnit af samtidshistorien: ’Forholdene er endnu langt fra afklarede, og man maa med Bekymring imødese Udfaldet af denne Holmgang’.

Tyske frikirker

I artiklens sidste afsnit belyste P. Rasmussen ’Frikirkernes stilling’: ’Under disse Forhold har det undret mange, at Baptisternes 5. Verdenskongres i denne Sommer har kunnet holdes i Berlin med Regeringens Tilladelse til fuldstændig Forhandlings- og Ytringsfrihed selv i de mest ømfindtlige Spørgsmaal som Nationalisme og Racespørgsmaalet. Mange spørger, om Baptisterne er Nazister alle til Hobe, og om det er, fordi de slikker Støvet for Hitlers Fod, at de faar Lov at leve i Fred. Svaret herpaa er et bestemt Nej! Det viste ogsaa de Udtalelser, der blev udsendt fra Kongressen. Og selv om mange af de tyske Baptister i Hitler ser en Befrier fra den frække Gudløshed og sædelige Fordærvelse, som bredte sig med voldsom Fart i det tyske Folk, saa er Aarsagen til, at Baptisterne og andre Frikirkefolk frit kan udføre deres Arbejde ikke at søge heri. Aarsagen er ganske simpelt den, at Baptistsamfundet aldrig paa nogen Maade har været afhængig af Statsmagten. Baptisterne er et Frikirkesamfund…’. Det sidste krævede en forklaring om, hvorfor også baptisterne havde opløst deres ungdomsforbund. Den lød sådan: ’Da Hitler, for at hindre, at der blev drevet Propaganda imod ham i de bestaaende Ungdomskorps, udstedte en Lov, der forbød Børn indtil det 18. Aar at være Medlem i nogen som helst Forening, det være sig af religiøst eller politisk Indhold og Formaal, og bestemte, at alle Unge over 18 Aar, der tilhører en eller anden Forening, tillige skal være Medlem af Hitlerjugend, opløste Baptisterne og flere andre Frikirker deres Ungdomsforbund, fordi de ikke vilde gaa med til at tvinge deres Unge til at være Medlemmer af et politisk Parti. Man vilde heller ikke tvinge de Unge ud af Foreningerne. Ungdomsarbejdet blev lagt ind under Menighederne, der nu i fuld Frihed kan øve Indflydelse over Ungdommen. Der er dog delte Meninger om, hvilken af disse Arbejdsmetoder, der er den bedste’.

I begyndelsen af 1935 blev de tyske frikirker sammensluttet til én national frikirke (BU 1935, 23). Året efter kunne BU’s læsere grunde over, hvad ’Kampen om den tyske Ungdom’ betød for bl.a. de tyske baptisters ungdomsarbejde: ’Rigsungdomsføreren’ udtalte ved slutningen på en ungdomslejr for 4.000 unge: ’Naar vi altsaa lever som ægte Tyskere og tro Følgesvende af vor Fører, saa lever vi efter Guds Ords uskrevne Love. Den, som tjener Adolf Hitler, Føreren, tjener Tyskland, og den, der tjener Tyskland, tjener Gud!’ For Bekendelseskirken så perspektivet anderledes ud. Her drejede spørgsmålet om ungdommen sig om dette: ’Hvem skal den tilhøre, Kristus eller Hitler?’ (BU 1936, 326).

P. Rasmussen var ungdomssekretær og spejderchef 1930-39, og han var tillige redaktør af Baptisternes Ungdomsblad. Ved afslutningen af sin sekretærtid lavede han en oversigt over de ti arbejdsår. Han havde haft 30 fridage i gennemsnit om året – inkl. årets søndage! Se Et kirkesamfund bliver til (1989, 286). Arkivfoto.

Ekstraordinære forhold

De tyske baptister prøvede at finde balancen mellem loyalitet til Rigskirken og Bekendelseskirken. Hans Luckey, professor på det teologiske seminarium i Hamburg, mente, at Bekendelseskirken var for politisk, mens han roste Rigskirken for at sikre det ’kirkelige’, dvs. forkyndelsens frihed i kirken (BU 1937, 388). P. Rasmussen skrev igen om de tyske baptisters forhold, da han havde talt med deres repræsentanter i Zürich ved BWA’s 2. ungdomskongres i sommeren 1937: ’De ledende tyske Baptister blev bombarderet med Spørgsmaal om, hvorfor de ikke stillede sig paa Bekendelseskirkens Side i dens Kamp mod det nye Hedenskab og for Evangeliet’. Af svarene, han fik, fremgik, at ingen af frikirkerne havde ’Grund til Klage over det nye Styre’. Der var ganske vist ’ekstraordinære Forhold i Tyskland’, men det var – blev der sagt – ’en Nødvendighed for vort Folks Skyld’.

Anderledes kontant havde BWA’s generalsekretær Dr. Rushbrooke været, da han besøgte Berlin på vej til Zürich. Her fortalte han om, at han i Berlin ’havde forsøgt at faa Foretræde hos Kirkeministeren’. Men da denne var fraværende, skrev han et brev i Alliancens navn, hvori han på den ene side udtrykte ’Taknemlighed for den Frihed, som de tyske Baptister hidtil havde nydt’. På den anden side anførte han ’Berlinerkongressens Resolutioner mod Racehad og Kristenforfølgelse og Knægtelsen af Religionsfriheden, ligesom han udtrykte Sympati med Bekendelseskirkens Mænd, som har maattet vandre i Fængsel’. Fra Zürich refererede P. Rasmussen også det synspunkt, som Hans Luckey fremførte: ’Hos en del af Bekendelseskirkens Mænd havde [man] mødt mere politisk Polemik i deres Prædikener end Evangelium: ’Tidligere fandt vi ikke paa at prædike imod Kejseren, hvorfor skulle vi saa give os til at prædike imod det nuværende Styre, der giver os frit Lov til at forkynde et uafkortet Evangelium?’’ – P. Rasmussen sluttede artiklen med ønsket for vore tyske trosfæller, at ’de ikke maa sælge sig selv og deres Overbevisning for at beholde Friheden’ (BU 1937, 292).

Dietrich Bonhoeffer var sammen med Karl Barth og Martin Niemöller de drivende kræfter i grundlæggelsen af Bekendelseskirken i 1934. Dietrich Bonhoeffer blev fængslet af nazisterne den 5. april 1943, og han sad fængslet, indtil han blev hængt ved daggry den 9. april to år senere. Som teolog og præst har han inspireret kristne i alle verdensdele. Berømt er hans udsagn fra bogen Efterfølgelse: ’Når Kristus kalder en mand, byder han ham komme og dø’. Her ses Bonhoeffer med et hold konfirmander i 1932. Foto fra Bundesarchiv, Wikimedia.

Den tyske kirkekamp

Bekymringen for, hvad der skete i Tyskland og blandt tyske baptister, var fortsat levende i Ugebladet – også da bladet fik ny redaktør efter P. Olsens død i februar 1938. I sit første nummer var den nye redaktør, pastor L. C. Abildgaard, igen optaget af ’Den tyske Kirkekamp’. Under den overskrift skrev han, at når klarere hovedlinjer nu i modsætning til tidligere bedre kan trækkes op om, hvad der sker i Den evangeliske Kirke i Tyskland, skyldes det ’især Professor Karl Barth, som gennem et længere Ophold i England Gang paa Gang har udtalt sig om den tyske Kirkekamp. Det vil af mange erindres, at Karl Barth i sin Tid maatte forlade sit Professorat ved Universitetet i Bonn, fordi han ikke ville aflægge Ed til Hitler, og siden har han maattet opholde sig uden for Tyskland’. Ifølge Karl Barth fik den tyske kirke, da Hitler kom til magten, et ’straalende Tilbud fra Staten, men i dette Tilbud var der én Betingelse, som gjorde det uantageligt for vaagne Kristne. Kirken kunne fortsætte sit Arbejde i Frihed, hvis den blot ville forkynde Adolf Hitlers Sendelse til det tyske Folk og dets Frelse (særlig fra Kommunismen) ved ham som en Guds Aabenbaring, sideordnet med det, som Kirken hidtil havde forkyndt som Guds Aabenbaring i Jesus Kristus’. Abildgaard anførte herefter grundene til, at dette ’strålende Tilbud’ kunne skabe splittelse i Den evangeliske Kirke og fortsatte med Karl Barth som kilde: ’De som efterhaanden vaagnede op til Modstand, da det stærkeste religiøse Brus var gaaet af Nationalsocialismen, og som i ’De tyske Kristnes’ Forsøg paa at forkynde Hitler og Jesus som Sideordnede, kun kunde se et nyt Hedenskab, blev til ’Bekendelseskirken’.’ Men ’det store Lyspunkt er, at der er blevet og bliver protesteret mod dette Sammensurium af Nazisme og Kristendom. Hvad denne Protest koster, er Pastor Niemüllers lange Varetægtsarrest og hans Bortførelse til Koncentrationslejren Oranienburg paa trods af hans Frifindelse, et Vidnesbyrd om’. Hertil anførte Abildgaard, at ’det er denne lille forhaabentlig leve- og forplantningsdygtige Kærne, den øvrige Verdens evangeliske Kristne maa føle sig forpligtede til at bede for i denne svære Tid’ (BU 1938: 125). For Ugebladets læsere – de danske baptister – skulle der ingen slinger være i valsen!

De tyske baptister talte godt og vel 70.000 døbte medlemmer. Hans Luckey repræsenterede disse, da han i det engelske Baptist Times sidst på året 1938 redegjorde for de tyske baptisters standpunkt: ’Der voldes os ingen Vanskeligheder fra Statens Side, men ved flere Lejligheder rækkes der os endog en hjælpende Haand baade fra Kirkeministeriets og Indenrigsministeriets Side. Vi har ikke mindste Grund til at klage over Begrænsning af vort evangeliske Arbejde. Vi kan frit prædike Evangeliet om Kristus som Frelser for alle Mennesker og alle Folkeslag’. Men han indrømmede, at ’Søndags-skolearbejdet er et vanskeligt Problem’ på grund af forbud og tilbagegang. Det var højst bemærkelsesværdigt, at han ikke omtalte religionsfrihedens krænkelse, pastor Niemüllers fængsling, koncentrationslejre og jødeforfølgelser. Baptist Times tilføjede da også: ’Det synes ufatteligt, at nogen kristelig Leder kan forsvare en Regering, som er optaget af at tilintetgøre den personlige Frihed for der igennem at opretholde Statens Autoritet’ (BU 1938, 268f).

Gotfred Pedersen glædede sig over fællesskabet i Berlin. Kongressen modtog ca. 3.000 udenlandske gæster, men møderne samlede betydeligt flere: ’Du kan tro, jeg og vi alle er glade for at være her. Indtrykkene er saa overvældende store. Tænk et Sangkor paa 1.100 Stemmer fra alle Baptist Menigheder i Berlin og en Forsamling paa 8-10.000, saa stor en familie vi er Medlem af. … Alt er saa roligt og naturligt her. Vi mærker slet ikke til noget, saa vi gaar saa frit og føler os saa vel. Der var en hilsen fra Hitler, og Borgmesteren [i Berlin] var med til Indledning og talte tilligemed 2 Repræsentanter for den evangeliske Kirke’. Arkiv.

Da tre studerende fra Prædikantskolen i Tølløse sidst på året cyklede rundt i Tyskland, var de knapt så klarsynede. Niels Anhøj sendte et rejsebrev til Ugebladet, hvor han fortalte, at de glædede sig over at møde tyske baptister og deres gæstfrihed, og at de tyske baptister ’arbejder uhindret, det sker endogsaa, at Politiet hjælper dem med at holde Orden ved Teltmøder’ (BU 1938: 330). De tyske baptister afholdt endnu store teltmøder, der samlede op mod 5.000 deltagere både i Berlin og Hamburg. Året efter deltog to af de samme studerende, Niels Anhøj og Alfred Jensen, i en dansk delegation, der i øvrigt bestod af unge fra Folkekirken, i den første økumeniske verdens-ungdomskongres i Amsterdam i juli 1939. Herfra lød der heller ikke nogen kritisk omtale af situationen i Tyskland – nogle få måneder, inden krigen brød ud – da Niels Anhøj på årsmødet i København bragte ’en Hilsen fra de unge Baptister fra alle Lande, som deltog i Amsterdam-Kongressen’ (ÅB 1939: 83). Niels Anhøj skrev senere i sine erindringer om begge disse Tysklands-besøg. Her lød hans konklusion: ’Som bekendt er det vanskeligt som turist i en diktaturstat at komme til bunds i de faktiske forhold. Vi havde dog ikke fantasi til at forestille os, at det ville ende i verdenskrig og bestialsk udryddelse af 6 millioner jøder’ (NA 1992, 46).

Nationalsocialismen og jødeforfølgelsen

Nationalsocialismen

Under Verdenskongressen i Berlin i 1934 havde en stor delegation af danske baptister ved selvsyn orienteret sig om forholdene i Tyskland og specifikt blandt de tyske baptister. Og de var – som vi skal se nedenfor – meget fokuserede på, hvilken vej udviklingen i Tyskland ville tage. Men hvordan var danske baptister blevet orienteret om nazismens opkomst forud for Verdenskongressen i 1934?

P. Olsen nævnte for første gang nazismen for Ugebladets læsere allerede i efteråret 1930. Det skete i hans redaktionelle spalte ’Ugens Emner’: ’Det nyligt afholdte Rigsdagsvalg havde vakt Opsigt, for ikke at sige Bestyrtelse’. Det skyldtes, at to nye partier – ’Nazifolkene og Kommunisterne’ – havde ’vældig Fremgang’: ’Nazifolkene repræsenterer den gamle Kejsertids Idealer, endda vel i forstærket Grad. De gik frem fra 12 til 107 Rigsdagsmandater’. Disse fakta fik denne refleksion med på vejen: ’Denne Tilstand i Tyskland, hvis videre Udvikling ingen kan forudsige, i forbindelse med de andre Kulturstaters store militære Rustninger paa den ene Side og Sovjetruslands europafjendtlige Politik paa den anden, giver et meget mørkt Verdensbillede. Jeg kan ikke slutte mig til dem, der i alt dette uden videre finder Beviser for, at de sidste Tider er nær. Men en alvorlig Tid er det’. Læserne måtte tage stilling til denne overvejelse fra redaktøren: ’Vi her i Danmark synes jo nok at leve som i en fredfyldt og hyggelig Oase. Men er det sikkert, at vi gør det?’ (BU 1930, 313). Et par år efter tegnede dette alternativ sig for P. Olsen: ’Enten maa der komme en Katastrofe – det er maaske de sidste Tider. Eller Guds Kraft til Frelse maa aabenbares paa en ny og mægtig Maade’ (BU 1932, 218).

Da Adolf Hitler kom til magten i 1933, efter at nationalsocialisterne var blevet landets største parti, var P. Olsen ikke længe om at kommentere udviklingen: ’Læserne kender vel fra Dagbladene noget til det, der for Tiden foregaar i Tyskland, ogsaa paa det religiøse Område. ’Der Führer’, Adolf Hitler, nøjes jo ikke med at tvinge alle til at tænke og handle ens i politisk og social Henseende, det vil sige i nationalsocialistisk Aand; han forlanger ogsaa, at ’Kirken’, det vil sige de forskellige lutherske og reformerte Kirkeorganisationer, skal indrette sig i Overensstemmelse med det nye Rigsprogram’.

Herpå citerede P. Olsen et for danske læsere ’uhyrligt Indlæg’, som Kristeligt Dagblad havde bragt af føreren for ’Deutsche Christen’, pastor Joachim Hossenfelder. Olsen var rystet: ’Hvordan levende evangelisk Kristendom skal kunne trives blandt Lutheranere og Reformerte i Tyskland (den katolske Kirke er uden for den her omtalte ’Rigskirke’) under disse Forhold, er vanskeligt at se. Men maaske det heller ikke lykkes Hitler at gennemføre den kirkelige Enshed, som han tilstræber. ’Den ung-lutherske Bevægelse’ har i hvert Fald udsendt et Opraab, hvori det hedder: ’Vi bekender os til Troen paa den Helligaand og tager derfor principielt Afstand fra Udelukkelse af ikke-Arier af Kirken; thi den beror paa en Forveksling af Stat og Kirke. Statens Opgave er at dømme, Kirkens at frelse’.’ (BU 1933, 177f). Således blev den tyske kirkes spaltning i Rigskirken, der fulgte Hitlers nazificering af kirken, og i Bekendelseskirken, hvor Karl Barth spillede en afgørende rolle, introduceret for danske baptister, allerede inden bruddet skete i 1934.

Tyske baptisters dilemma

P. Olsen fortalte herpå om det dilemma, Hitler rejste for de tyske baptister: ’Det har været vanskeligt at blive klar over, hvordan egentlig de tyske Baptisters Stilling er. De har maattet opløse deres Ungdomsforbund og afskedige deres Ungdomssekretær, men andet er der vist ikke sket endnu’. Olsen citerede i tillæg hertil en udtalelse, der var tilsendt baptister verden over fra BWA’s generalsekretær Dr. Rushbrooke, der som ung læste teologi i Tyskland og blev tysk gift. Heri hed det, at Hitler-regeringen øver direkte indflydelse på skoler, universiteter og kirker, og at ’den kræver en til det yderste effektiv Kontrol’: ’Udrensning ved Skoler og Universiteter er blevet gennemført. De forskellige lutherske og reformerte Kirker bliver nu presset til at danne een Organisation, som Nazi-Regeringen øjensynlig ønsker at bruge som et Redskab for sin Politik’. Både metodister og baptister var kommet i klemme, og ’Trykket i Retning af at faa dem til at forraade deres vigtigste Grundsætninger kan blive meget alvorligt, og da ikke faa Medlemmer i deres Menigheder selv er Nazister, er der endogsaa Fare for indre Splittelse. Ikke desto mindre tror vi, at Baptisterne, som hidtil har vist en klar Forståelse, naar det drejede sig om livsvigtige Spørgsmaal, og i vanskelige Tider har baaret baade Tilsidesættelse og Forfølgelse, hverken vil lade sig forvirre i deres Opfattelse eller vakle i deres Troskab mod aandelig Frihed og nytestamentlig Sandhed’ (BU 1933, 178). Med en sådan tiltro til de tyske baptister fortsatte Dr. Rushbrooke arbejdet med at gennemføre BWA-konferencen i Berlin året efter.

Læserne af Ugebladet så første gang begrebet ’koncentrationslejr’ i bladet i en rejseskildring fra Tyskland, som de svenske baptisters rektor ved Betelseminariet i Stockholm foretog i august 1935. Denne havde mødt en højt uddannet akademiker, der tilhørte en gruppe kristne socialister og havde i den forbindelse været i kontakt med en international fredsbevægelse. Men han ’var ingenlunde Marxist. For den Sags Skyld er han tre Gange blevet arresteret og ført i Koncentrationslejr. Hans Familie vidste ikke, hvor han blev ført hen, og selvfølgelig fik han ikke Lov at have nogen som helst Forbindelse med sine Paarørende’. Herudover kunne N.J. Nordström berette, at ’i den senere Tid er ikke saa faa evangeliske Præster blevet ført i Koncentrationslejr, fordi de ikke har været de nazistiske Myndigheder behagelige’. Alt dette fik rektor Nordström til at reflektere over et af al baptismes fundamentale principper: ’Den slags vidner mindst af alt om Religionsfrihed. Nej, det er ligetil, at den nazistiske Stat ikke kan praktisere Religionsfrihed i den Betydning, som vi i andre Lande lægger i dette Ord’. P. Olsen bragte artiklen til læsernes kendskab med bemærkningen, at ’disse Indtryk og Betragtninger vil blive læst med megen Interesse af alle danske Baptister’ (BU 1935, 274).

Jødeforfølgelser

Ved Hitlers magtovertagelse var der ca. ½ mio. jøder i Tyskland. Kort efter valget, der bragte Hitler til magten, skrev P. Olsen i Ugebladets lederspalte: ’Hvad ingen vilde anse for muligt, at en højtciviliseret Nation kunde rejse en systematisk Jødeforfølgelse, er blevet en Virkelighed i Tyskland under det nye Styre’ (BU 1933, 145). Dette satte danske baptisters jødemission i relief. Siden slutningen af 1920’erne havde baptisterne her i landet engageret sig i jødemission blandt de ca. 6.000 polske og russiske jøder, der boede i København. Da ledelsens skriftlige årsberetning i 1930 ikke nævnte ’jødemissionen’, blev det efterlyst på årsmødet (ÅB 1930, 15). Thorald Mogensen havde i 1928 fået den opgave at rejse rundt i menighederne: Jøderne skulle høre evangeliet og hjælpes socialt, og danske baptister skulle kende til den voksende antisemitisme. I 1932 foretog Mogensen en rundrejse i Europa – Rom, London, Paris og Berlin – så han stod på fast grund, da han i 1933 skrev i sin beretning til årsmødet: ’Forfølgelserne mod Jøderne i vort sydlige Naboland har ikke undladt at indvirke paa deres Landsmænd her, og det er selvsagt ikke til Gavn for Kristenheden overfor Jøderne, naar der handles i dybeste Modsætning til al kristen Aand og Lære af saakaldte Kristne’ (ÅB 1933, 68). Året efter øste Mogensen af sit store globale netværk: ’Det er jo forvirrende for Jøderne, at de atter forfølges haardt i de saakaldte kristne Kulturlande, og at saa faa Kristne er klar over, hvor stor Gæld vi staar i til Israels Folk. Der er nu i denne kritiske Forfølgelsestid for Jøderne en speciel Anledning til at tage Problemet Jøderne op’ (ÅB 1934, 38). Såvel P. Olsen som Thorald Mogensen forebyggede på denne måde en potentiel antisemitisme blandt danske baptister (BH&BMJ, 300f). Men det var også nødvendigt. Efter et af Mogensens foredrag i en menighed om ’Jøderne i Danmark’ skete der følgende: ’To Dage efter var der omdelt et meget jødefjendsk Cirkulære i alle Hjem i Byen, som ikke undlader at øve sin Virkning. Nu er det ikke mere deres Tro, de angribes for, men nu er det Racen. Derfor er der saa meget mere Anledning til at vise Jøderne Vejen til Golgatha, og her er det, at der stilles Fordringer til Kristenheden’ (ÅB 1935, 67).

Thorald Mogensen (1872-1937). Billedhugger og grafiker, lærer på Statens tegneskole, udstillede på Charlottenborg. Efter en rejse til Amerika i 1917 blev ’Missionen blandt Guds gamle Folk en Hjertesag for ham’. Efter hjemkomsten forsøgte han at blive tilknyttet Israelsmissionen, men han blev afvist, fordi han var blevet baptist i USA. Han virkede blandt danske baptister, hvor han forebyggede antisemitismen, indtil sin afrejse til Paris i 1935. Arkivfoto.

I september 1935 blev ’Nürnberglovene’ udstedt i forbindelse med nazistpartiets årlige partikongres i Nürnberg. Jøderne blev her gjort til andenrangsborgere, udelukket fra det tyske folkefælleskab på grund af deres race og frataget deres borgerlige rettigheder, herunder stemmeretten. Samtidigt blev ægteskab mellem ariere og ikke-ariere forbudt for ’at beskytte det tyske blod og den tyske ære’. Samme år rejste Thorald Mogensen til Paris, hvor han fortsatte jødemissionen i europæisk regi, indtil han døde i 1937. Inden hans afrejse fik menighederne via en notits i Ugebladet mulighed for at invitere en tysk jødemissionær, N. Rudnitzky, der gerne kom ’for at tale om de kristne Jøders Forhold i Tyskland’ (BU 1935, 19). Jøder – kristne eller ej – kunne meget vel have brug for optimal opmærksomhed. Også i Danmark. Straks efter nytåret optog P. Olsen i Ugebladet en erklæring fra danske teologiske professorer og fra Københavns biskop, H. Fuglsang-Damgaard, der tog skarpt afstand fra den propaganda, der udgik fra Det danske nationalsocialistiske Parti, DNSAP. Erklæringen hed: ’Et ondsindet Angreb paa Jøderne i Danmark’. P. Olsen sluttede sin kommentar hertil: ’Nazismen i Danmark har dog vel ellers hidtil været en forholdsvis uskyldig Fornøjelse for ganske unge Mennesker – undtagen i Sønderjylland, hvor den er et Led i Fortysknings-Bestræbelserne’, men dette angreb viser, ’at Bevægelsen ogsaa kan optræde ondartet i København’ (BU 1936, 19).

De to redaktører – P. Rasmussen og P. Olsen – gjorde, hvad de kunne for at orientere om kirkelige og teologiske opfattelser i tiden ude og hjemme. Danske baptister fik en sjælden gave af P. Olsen, to år før han døde. Da formulerede han deres ’almindelige Læreopfattelse’ i disse korte sætninger. Det ’almene’ står i første spalte, mens det specifikke læses i spalte to: En fri kirke uafhængig af staten – sammenlign Tyskland! – og en kirke, der ledes af Helligånden i mission.

Globalt perspektiv på kirken

Samme år kunne unge baptister læse en artikel af bladets tidligere redaktør, pastor C. Grarup, om ’Racespørgsmaalet i Guds Ords Lys’. Heri hed det: ’Jesus tilbød sin Nation den herligste Opgave og det skønneste Maal, som nogensinde er stillet et Folk – at dele det største i Verden med alle Jordens Folkeslag. Saaledes forenede Jesus den højeste Fædrelandskærlighed med den fuldkomneste Internationalisme. Enhedsbaandet i Jesu Disciples Samfund var, at de var Lemmer paa hans Legeme. I dette Fællesskab gaar Forskelle i Nation, Race, Stand og Køn op i en højere Enhed. Hans Menighed er efter sit Væsen og sit indre Liv et verdensvidt Samfund, der staar over Nationerne (UB 1936, 51). Et sådant globalt perspektiv på kirken skulle snart stå sin prøve.

Baptistsamfundets ledere underskrev sidst på året 1936 en økumenisk henvendelse ’Til de kristne Menigheder i Danmark’. Denne gang drejede det sig om hjælp til tyske evangeliske kristne, der var på flugt. Biskop V. Ammundsen var – som formand for Kirkeligt Verdensforbund, der blev stiftet i 1914 for at fremme samarbejdet mellem kristne – engageret i dette hjælpearbejde: ’Ved siden af de Flygtninge, som af politiske Grunde har maattet forlade Tyskland, findes der mange Tusinder af Flygtninge, som uden egen Skyld har mistet enhver Eksistensmulighed i deres tyske Fædreland, udelukkende fordi de enten er Jøder eller har noget jødisk Blod i deres Aarer (’ikke-Arier’). Medens Jøderne i alle Lande hurtigt viste en stor Offervilje overfor deres landflygtige Trosfæller – ogsaa enkelte Kristne traadte hjælpende til – har det desværre varet længe, før det gik op for de evangeliske Kirker, at de havde en Forpligtelse til at hjælpe de tyske, evangeliske, ikke-ariske Trosfæller’. Hjælpen skulle adresseres til sådanne flygtninge, der allerede lever i udlandet og som er ’uden Fædreland, uden Hjem, uden Arbejde. Fremtiden ligger for dem i Haabløshedens Mørke’. Tanken var at skaffe dem en ny fremtid ’ved at oprette Kolonier i nogle oversøiske Lande og at indsamle de fornødne Pengemidler for at sende de til Tysklands Nabostater flygtede ikke-ariske Kristne over til disse Kolonier for at give dem Mulighed for Grundlæggelse af nye Hjem’. Hjælpen sigtede på internationalt at indsamle 2½ mio danske kroner, hvoraf de 50.000 skulle indsamles i de danske kirker: ’Den danske Kirke kan ikke undlade at tage Del i denne Kærlighedsgave. Den vil høste Velsignelse ved at lindre disse uskyldigt lidende kristne Brødres og Søstres Nød’ – fik også baptisterne at vide (BU 1936, 316).

Krystalnatten, den 9. november 1938, blev – ejendommeligt nok – ikke omtalt hverken i Ugebladets eller Ungdomsbladets spalter. I Tyskland blev tusinder af jødiske butikker og ejendomme denne nat udsat for hærværk og plyndring. Synagoger blev ødelagt og jødiske gravpladser skændet. Næste morgen var gaderne overstrøet med glasskår – deraf navnet ’Krystalnatten’. Aktionen kostede omkring hundrede tyske jøder livet. Derudover blev 25.-30.000 jøder afhentet i deres hjem af Gestapo og interneret i koncentrationslejre. Når jødernes sag blev forsvaret i efteråret 1938 af danske baptister, skete det på baggrund af Balfour-Deklarationen fra 1917, hvor englænderne havde givet jøderne territoriale løfter om et hjemland i Palæstina. Både Thorald Mogensen og Gotfred Petersen var i den forstand zionister. Fra midten af 1930’erne blev den palæstinensisk-jødiske konflikt kraftigt optrappet. L.C. Abildgaard forsøgte i ugebladets lederspalte at skabe balance med denne bemærkning: ’Man maa jo huske, at den begaaede Uret mod Jøderne ikke sones ved, at man begaar en ganske tilsvarende Uret mod de Arabere, som gennem mange Hundrede Aar har haft hjemme i Palæstina’ (BU 1938, 389).

Ungdomsforbundet blev stiftet i 1918 med det formål ’at opdrage og bevare de unge for Kristus og for Menigheden’. Det blev i kortform til ovenstående motto, der på forsiden af Ungdomsbladet fra 1933 mindede om, hvem der var ’Ungdommens Herre’ – en påmindelse, der fulgte med ud til menighedernes unge hver måned til og med 1945.

Oprustning, afrustning – og militærnægtere

Krig eller fred

Fra årtiets begyndelse var P. Olsen i Ugebladets spalter meget optaget af spørgsmålet om fred og krig samt om militarisme og muligheden af militærnægtelse. En resolution om ’Kirken og Krigen’ fra Kirkeligt Verdensforbund blev forelagt årsmødet og vedtaget ’med fuld Tilslutning’ (ÅB 1930, 61). Heri glædede Verdensforbundet sig først over, at ’Verdens ledende Statsmænd har udstedt denne højtidelige Erklæring’ og ’at de fordømmer, at man tager sin Tilflugt til Krig for at løse internationale Stridsspørgsmaal’. Videre hed det i resolutionen, som baptisterne vedtog, at ’betragte Krig som Middel til Bilæggelse af internationale Forviklinger er uforeneligt med Kristi Sind og Handlemaade’ og ’alle mellemfolkelige Uoverensstemmelser og Stridsspørgsmaal bør bilægges eller løses ved Voldgift’. Det sidste skulle ske ved en verdensdomstol, der ’øjeblikkeligt’ burde etableres (BU 1930, 62f). Resolutionen skulle forelægges kirkerne og de religiøse virksomheder i hele verden med henblik på underskrifter. Og mange baptistpræster underskrev den (BU 1930, 93).

Situationens alvor beskrev redaktøren med et citat af den tidligere førsteminister David Lloyd George, der i det engelske Underhus berettede, at ’der var ti Millioner flere militært uddannede Mænd i Verden end i 1914 og 75 Gange saa megen Udrustning. Uden Afrustning var Krig efter hans Mening uundgaaelig. Vi faar ikke Fred, udtalte han, saa længe der er 30 Millioner væbnede Mænd og kæmpemæssige Rustninger i Verden. Fredsvognen kan ikke komme frem ad en Vej, der er spækket med Kanoner. Vi maa ødelægge Hadets Maskineri og omdanne det til et Apparat for Freden og Fremskridtet’ (BU 1930, 55). Især skulle man være opmærksom på Tyskland. Som begrundelse herfor citerede P. Olsen fra Kristeligt Dagblad – under overskriften ’En Fredsgeneral’ – en tidligere general fra 1. Verdenskrig, der nu var ’Husmand i Holsten’: ’De tyske Præster er i stor Udstrækning Militarister, og det skyldes, at Tyskland gennem Aarhundreder var Militarismens Arne, Den tyske Kirke var Statens Tjener. Men hvor Præsteskabet skal staa baade i Statens og Kirkens Tjeneste, vil Kirken altid i det lange Løb trække det korte Straa. Gudstjenesten bliver da sat bag Cæsartjenesten’ (BU 1930, 148).

Baptisternes Verdens Alliance var ude med samme budskab. I 1931 fremhævede P. Olsen på Ugebladets forside en hilsen fra BWA om ’Afrustning og Fred – en Henvendelse til alle Landes Baptister’. Udtalelsen var ’fremkaldt af Tanken om – ja, man kan godt sige Forfærdelsen over – de mægtige Rustninger, som Stormagterne har foretaget siden Verdenskrigen, og som de stadig opretholder og forøger. Ethvert tænkende Menneske kan jo se, hvad disse Rustninger maa føre til, hvis ikke de kan skaffes væk eller i hvert Fald indskrænkes. Med de Ødelæggelsesmidler til Krigs-øjemed, som Staterne nu raader over, vil en ny Krig betyde intet mindre end en Tilintetgørelse af det meste af det, vi kalder Civilisation i Europa og Amerika’. P. Olsens efterskrift lød sådan: ’Den foreliggende Henvendelse lægger Hovedvægten paa Bønnen. Og alle Kristne, som tror paa Bøn og har erfaret dens Virkelighed, vil samstemme i, at dette er en Hovedvej’ (BU 1931, 233).

Bolsjevismen

Da BWA’s nytårshilsen forelå ved indgangen til 1932 blev fredsspørgsmålet igen fremhævet: ’To alvorlige Ting bør Baptisterne tage med i deres Bønner i 1932’. Først blev freden igen fremhævet: ’Verdensfredens Fremtid beror i stor Udstrækning paa den Afrustningskonference, som skal holdes i Geneve i Februar 1932. Vort Haab staar til de moralske og aandelige Kræfter. Lad Baptisterne bidrage til, at Kristendommens Aand bliver raadende ogsaa i internationale Forhold – ved deres Forbøn, ved deres Tale og ved Evangeliets moralske Kraft’ (BU 1932, 20). Det andet, som baptister skulle have med i deres forbøn i det nye år, handlede om de kristne i Sovjetrusland. Her forsøgte kommunisterne fortsat at udrydde troen: ’Dette er Nutidens højeste Udfordring til Kristendommen. Den aandelige Tragedie bliver dybere. Vore trofaste Brødre fortsætter med at lide for Evangeliets Skyld. Den eneste Hjælp, vi nu kan give dem, er vor Forbøn. Det betyder meget, hvis vi inderlig og stadig beder i Tro’ (BU 1932, 20).

P. Olsen havde tidligere været opmærksom på ’Bolsjevismen’, der forfulgte alle kristne i Sovjetrusland. På baggrund af en bog, der var skrevet af en russisk kommunist om kirkerne i Sovjet og udgivet dér i 1929, stod det nu ganske klart, at ’Sovjetmyndighederne tilsigter intet mindre end Udryddelsen af alt, hvad der kan kaldes Religion hos det russiske Folk’. Et stort afsnit i bogen var rettet mod de russiske baptister. Dr. Rushbrooke havde oversat dette og ladet det trykke i USA. P. Olsen gengav den russiske forfatters hårde kritik i en lang artikel. De russiske baptister blev dømt ude på grund af deres lære, der flugtede med ’Overklassens religiøse Filosofi’, der har brug for ‘Religionen til at bedrage Masserne med’. Foruden anklagen for deres reaktionære forkyndelse blev baptisterne også fordømt, fordi de tilhørte ’en international Organisation, som er fjendtlig mod Sovjet-Rusland’, dvs. BWA (BU 1931, 60ff).

Året før blev unge danske baptister indført i ’Hvad der nu foregaar i Rusland’. Her hed det i en artikel, der skildrede årsagerne til, at efterkommere af tyske indvandrere i stor stil prøvede at flygte til familiernes hjemland via Moskva: ’Siden Efteraaret har der været en systematisk Kristenforfølgelse i Gang. I enhver Ytring af Religiøsitet ser Sovjetstyret en statsfjendtlig og modrevolutionær Handling’ (UB 1930, 3). Prag-konferencen i 1931 beklagede, at ’vore Trosfæller i Rusland’ ikke kunne deltage, og ’vi ser os nødsaget til at fordømme det Undertrykkelsessystem, hvorunder de unge Baptister saavel som andre Kristne lider i nævnte Land’ (UB 1932, 15). I foråret 1932 var der i Rusland blevet udstedt en forordning om en 5-årsplan til religionens udryddelse. Alle præster skulle ophøre med deres virksomhed eller forlade landet inden udgangen af 1934, i 1936 skulle de resterende kirker være omdannet til andre formål og i 1937 skulle Gud dermed være uddrevet af Rusland. Pastor Aage Wenzzel på Bornholm mindede baptistungdommen om dette, da han sidst i 1930’erne opridsede de tre aktuelle europæiske samfundsformer: ’Demokrati, Kommunisme og Nazisme. Demokratiet giver Frihed til alle baade aandeligt og materielt, og vi maa glæde os over, at vi i vort Land ejer dette Gode. Kommunismen tager et klart Standpunkt i det religiøse Spørgsmaal og viser sig som en afgjort Modstander af al Kristendom og erklærer at ville ødelægge al Religion og sætte Kommunismen i dens Sted. Nazismen er paa sin Vis farligere, idet den søger at alliere sig med de Kristne, men den er i Virkeligheden i sig selv en Religion’ (UB 1939, 40) – politiske ideologier udskåret for menigmand.

Afrustningskonference

Da Folkeforbundet i 1932 forberedte den ’afrustningskonference’, der var lovet i fredsaftalen efter 1. Verdenskrig, var P. Olsen igen opmærksom: ’Geneve-Konferencen vil i Virkeligheden komme til at overgaa alle andre Sammenkomster, som nogen Sinde har fundet Sted. I bogstaveligste Forstand vil vor Civilisations Skæbne komme til at afhænge af de Bestemmelser, som der bliver truffet’. Og han tilføjede, at hvis den bliver uden resultat, kan ’det let vise sig sandt, at Menneskehedens Dom er beseglet’ (BU 1932, 20). Atmosfæren var så spændt, at der blev samlet underskrifter ind blandt baptisterne med henblik på at støtte Afrustningskonferencen. Alene i Sæby og omegn indsamlede menighedens præst J.P. Hansen ’mere end 1300 Underskrifter’ (BU 1932, 23). Unge baptister blev direkte opfordret til selv at underskrive og indsamle underskrifter (UB 1931, 91). J.P. Hansen begrundede sin egen indsats i en artikel om ’Krigen i Lyset af Evangeliet’, hvor han krævede både bøn og handling: ’I Evangeliets Lys afsløres Krigen som en Handling imod Guds Villie. Løgnen lever frodigt i Krigen, Herskesyge ligesaa, Kærligheden fornægtes, Broderskabstanken forkrøbles, Friheden forsvinder, Aandsmagten erstattes af Bajonetten, Giftgassen og Kanonen’. Derfor er ’Tiden kommet til, at vi som Kristne ikke skal nøjes med at diskutere Krigens Problem. Vi skal heller ikke nøjes med at bede (jfr. 2. Mos. 14,14-15). Vi maa rykke frem – vi maa handle. Hvorledes? Alle Kristne Verden over maa nægte Militærtjeneste. Det vil betyde Lidelse, men ogsaa Fredsfyrstens Sejr’ (BU 1932, 34).

The 'Daddy King' of the Civil Rights Movement
BWA-kongressen i 1934 satte mange spor. Martin Luther Kings far – Michael King – deltog i Berlin. Han blev her så inspireret af ’mødet med reformatoren Martin Luther’, at han skiftede navn efter hjemkomsten til Atlanta, Georgia, hvor han var præst. Hans 5-årige søn Michael Jr. hed herefter Martin Luther King, Jr. Hans ’I have a Dream’-tale i 1963 hentede inspiration fra Berlin-konferencens resolution om racisme. Kilde: Baptist World (2018/1). Arkivfoto.

Militærnægtelse

Hermed var signalet rejst overfor dansk baptistungdom af maskulint køn. Op gennem 1930’erne blev diskussionen om militærnægtelse et varmt emne. P. Olsen lagde tidligt op til en diskussion om muligheden af kristen pacifisme: ’Kirken har som sin Opgave at skabe Militærnægtere af kristelige Grunde, fordi kun Kristi Aand er stærkere end de Aarsager, som fører til Krig’ (BU 1930, 77). Men han synes dog ikke at have været pacifist til det yderste. Om muligheden for at gøre opstand skrev han: ’En Opstand maa for at være forsvarlig have en rimelig Udsigt til at lykkes. Og saa maa den have til Formaal at redde Samfundet for Voldsødelæggelse fra hensynsløse og uretfærdige Magthaveres Side’ (BU 1932, 81). Det mest debatterede emne, der i 1930’erne kaldte mange læserbreve frem i Ungdomsbladet, var spørgsmålet om militærnægtelse. Johannes Jørgensen, der tidligere havde læst på Prædikantskolen, indsendte – inden han skulle møde på session – ’til Forsvarsministeriet sit Lægdsrullebevis og sit Udskrivningspas’ ledsaget af et brev, hvori han skrev: ’Herved tilbagesender jeg mine militære Papirer, idet jeg samtidig meddeler, at jeg ikke agter at underkaste mig den militære Lov’ (UB 1931, 11).

Denne notits, klippet fra Aalborg Stiftstidende, provokerede et par læsere, hvorefter P. Rasmussen bad Johannes Jørgensen om at begrunde sin holdning. Det skete i et længere indlæg med overskriften: ’Mit standpunkt’. På baggrund af nogle udsagn om den kristne tro på Gud, der viser sig i kærlighed til medmennesket, påstod han, at ’Krig og Kærlighed ikke kan forenes’. Og han spurgte: ’Kan det være af Kærlighed, at jeg med Overlæg ødelægger andres Liv og Ejendom og paa den Maade er med til at bringe utaalelige Lidelser og Ulykker over Verden. Jeg mener, at Kærligheden er mere i Pagt med Offeret, først Offeret af mig selv og derefter af mine Nærmeste, hvis det er nødvendigt. De vil jo dog ogsaa hellere ødelægges end ødelægge’. Han medgav, at ’Ingen kan vel være konsekvent i nogen Ting. Men paa den anden Side er det vel ogsaa et uimodstaaeligt Krav, at vi sætter alt ind på det, vi tror. Den, der mister sit Liv, skal vinde det’. På baggrund af dette standpunkt måtte han bryde gældende lov. Og for legitimiteten af dette tog han både Jesus og apostlene, de første kristne og reformatorerne, enkelte frihedsforkæmpere og de første danske baptister til indtægt: ’Hvor bliver ellers vor Tro paa Gud af, den Tro, der kan flytte Bjerge, og som udspringer af Kærlighed til Gud og Næsten og sætter alle andre Hensyn til side?’ (UB 1931, 36f).

De unge mænd blandt baptisterne var meget optaget af dommen over Johannes Jørgensen ved retten i Aalborg. P. Rasmussen forsøgte forgæves at tage et par læserbreve mere med for herefter selv at afslutte debatten. (UB 1931, 76).

På den baggrund udspandt der sig en lang diskussion i bladet, som P. Rasmussen forsøgte at afslutte: ’Den bedste Løsning af Spørgsmaalet var vel at gøre det til et Samvittighedsspørgsmaal for den Enkelte. En Militærnægter har lige saa lidt Ret til at raabe Morder efter den, der gør Militærtjeneste, som denne har til at kalde hin for Lovbryder eller Landsforræder: Enhver haver fuld Vished i sit eget Sind’ (UB 1931, 78f). Men debatten var ikke til at standse. I foreningerne satte de unge spørgsmålet til diskussion og argumenterne fandt vej til spalterne. Imens måtte Johannes Jørgensen se sig dømt ved retten i Aalborg: ’Her blev han for kort Tid siden dømt til 14 Dages simpelt Fængsel paa sædvanlig Fangekost. Denne Straf tillige med Sagens Omkostninger maa Br. Jørgensen saa afsone bag Laas og Slaa’ (UB 1931, 76). Johannes Jørgensen kunne have undgået fængselsstraffen, hvis han havde meldt sig som militærnægter, men for ham var det ikke en mulighed. Det ville blot betyde, at andre blev pålagt den pligt, som han selv nægtede at opfylde.

Guttermænd

P. Rasmussen prøvede som redaktør at holde tungen lige i munden, men ingen var i tvivl om hans sympati for Jørgensen og generelt for militærnægterne. Han satte militærnægterspørgsmålet ind i en større sammenhæng for de unge baptister allerede efter ungdomskonferencen i Prag i 1931. Med dens vedtagelser i ryggen skrev P. Rasmussen om ungdommens ansvar. Næst efter ’at bringe Guds Rige ud til langt flere og gøre Frelsen mere virkelig for dem, der har faaet Del i den’, må vi ’gøre alt for, at de store Problemer maa blive løst i Jesu Aand. Vi maa som Baptistungdom træde i Skranken for social Retfærdighed, Afrustning, international Forstaaelse og frem for alt for den enkle, nytestamentlige Kristendom’. For at det kan ske, ’trænger vi alle til en fornyet Indvielse og Hengivelse til Jesus Kristus som absolut Herre, saa Han kan gøre os mere Kristus-lige’ (UB 1931,70f).

Året efter anførte P. Rasmussen igen Prag-konferencens udtalelser som sit argument: ’Vi unge, der repræsenterer Baptistvirksomheder i og er samlet fra mange Lande, er villige til ved Guds Hjælp at bruge al vor Indflydelse til at fremme internationalt Samarbejde og Forstaaelse. Vi er overbevist om, at Krig og sand Efterfølgelse af Kristi Lære er uforenelige, og vi vil af al vor Magt søge at skabe en moralsk Afrustning og fremme det aktive Samarbejde blandt Nationerne, hvilket kan fremhjælpe Enhed og varig Fred paa Jorden’ (UB 1932, 15). De unge baptister kunne også flere år i træk læse, hvordan de skulle forberede sig til deres session for at komme i militærnægterlejren i Grib Skov. I slutningen af 1934 informerede redaktøren om, at lejren var flyttet til Kompedal ’paa den jyske Hede, ca. 30 km fra Viborg’. Her opholdt 60 unge sig. ’Tre af dem er Baptister’, og under deres ophold i lejren ’kommer de til at tilhøre [menigheden i] Viborg, der ogsaa glæder sig over at have saadanne ’Guttermænd’ iblandt sig (UB 1934, 119).

Midt i 1930’erne brød diskussionen ud igen. Én af de tre i Kompedal, Jens Anhøj, skrev: ’Inden ret længe skal der igen overalt i vort Land afholdes Session, hvor Landets sundeste og kraftigste Ungdom skal udtages til Uddannelse i Krigshaandværk. Længere er det saakaldte Kultursamfund endnu ikke naaet – ikke engang her i Danmark, som oven i Købet mener sig berettiget til at bære Prædikatet ’et fredselskende Land’.’ Hans opfordring til omtanke hos de unge mænd, der læste Ungdomsbladet, blev ledsaget af en oplysning om, at der her ’i Danmark i Aaret 1934 var ikke mindre end ca. 1000 unge Mænd, der sagde nej til Militærtjenesten’ (UB 1935, 34). For at give Jens Anhøj medvind genoptrykte P. Rasmussen fredsresolutionen fra BWA-kongressen i Berlin i 1934: ’Kongressen tilskynder alle kristne Mænd og Kvinder til stadig gennem det personlige Vidnesbyrd at tale imod Krigens Umenneskelighed og antikristelige Væsen, alvorligt at støtte de kristne Menigheders fælles Bestræbelser for at fremme Fredsarbejdet og utrættelig at forsvare og selv have et venligt Sind overfor Mennesker af alle Nationer’ (UB 1935, 34). P. Rasmussen måtte kort efter optage et læserindlæg, hvori der blev spurgt: ’Overser man ganske Faren ved at sætte alle danske Baptister, som ikke er Modstandere af Hæren, udenfor ’de Fredselskendes’ Rækker?’ (UB 1935, 68).

Ungdomsårsmødet protesterede imod regeringens ’Opgivelse af Danmarks fuldstændige Afrustning’. Hermed fulgte det en tendens i tiden, og ikke mindst støttede de den officielle danske neutralitetspolitik, der havde været gældende siden 1. Verdenskrig, hvorefter Danmark også blev medlem af Folkeforbundet. Den danske neutralitetspolitik gjorde sig gældende, indtil vi tilsluttede os NATO i 1949 af frygt for Sovjetrusland. Danmark var altså neutralt både før, under og efter 2. Verdenskrig.

Resolution til regeringen

Noget af alt dette bragte de unge baptister ind i den offentlige debat ved på ungdomsårsmødet i Rønne i 1935 at vedtage en ’Resolution til den danske Regering’ (UB 1935, 90). Ungdommen tillod sig ’overfor den høje Regering at give Udtryk for sin Beklagelse over den ved Hr. Statsministeren fremsatte Udtalelse om Regeringens Opgivelse af Danmarks fuldstændige Afrustning’ – et punkt ’paa den nuværende Regerings Program, som vi som Kristne og unge danske Baptister har kunnet give vor Tilslutning’. Resolutionens fem beklagelser var forfattet af Fr. Bredahl Petersen, der havde taget ved lære af Kristeligt Verdensforbunds nævnte Fredsresolution fra 1931. Beklagelserne over regeringen blev begrundet således:

  1. Vi mener, at Danmarks tilslutning til Folkeforbundet … overflødiggør en militærstyrke udover et tilstrækkeligt indenrigs ordenspoliti
  2. Vi håbede, at det synspunkt, at militarismen og dens magt skal afgøre ret iblandt folkene, var et stadium i retsudviklingens gang, som Danmark bevidst havde tilbagelagt
  3. Danmark kunde give det moralske eksempel for andre nationer på tillidsfuld ned- og afrustning og dermed domfældelse af al militarisme som vejen frem i den faretruende internationale situation og dens sataniske konsekvenser
  4. Danmark kalder sig et kristent land, hvis kristne befolkning vel ikke kan tie, om oprustning igen skal finde sted
  5. Krigsberedskab, krigsforberedelse og krig er afgjort imod Kristi sind og vilje. Vi må som kristne og som unge danske baptister frasige os al tilslutning til samme for vort lands vedkommende.

Resolutionen ’støttedes af flere med begrundede Udtalelser – og den vedtoges enstemmigt’. Regeringen skulle vide, at der både var politiske, retspolitiske, moralske, kulturelle og evangeliske grunde til at sige fra, når den nu ville opgive ’Danmarks fuldstændige Afrustning’ (ÅB 1935, 88f).

I 1937 omtalte P. Olsen ’Foreningen af antimilitaristiske Præster’ – en fredsgruppe, der var oprettet i 1931. Medlemmerne anså ’al Krig for stridende mod Kristendommens Aand, ville derfor nægte enhver Deltagelse i Krig og støtte alle Bestræbelser, der modarbejder Krig og tjener til at fremme og sikre international Fred og Broderskab’. Det blev oplyst, at denne præsteforening nu havde 112 medlemmer fra Folke- og Metodistkirken samt fra Baptistsamfundet (BU 1937, 157). Samme år vedtog de unge baptister, at Ungdomsforbundet skulle tilslutte sig ’Dansk Afdeling af International Fredskampagne’ (ÅB 1937, 71).

München-aftalen

Året efter omtalte Ugebladets redaktør, L.C. Abildgaard, den berømte München-aftale, der blev indgået den 29. september 1938. Her tvang regeringscheferne fra Tyskland, Storbritannien, Frankrig og Italien det klemte Tjekkoslovakiet til at afstå de forsvarsmæssigt vigtige Sudeter-tyske områder til Nazi-Tyskland. Ved en sådan eftergivenhedspolitik håbede den britiske premierminister Arthur Neville Chamberlain at have fjernet årsagen til Adolf Hitlers aggressive udenrigspolitik og dermed på sigt at have sikret freden i Europa. Det sidste gav han udtryk for, da han igen betrådte engelsk grund med de berømte ord: ’Fred i vor tid!’ – Abildgaards omtale af München-mødet havde den sigende overskrift: ’Firemagtsmødets gunstige Forløb’. Og her kunne danske baptister læse, at ’den overhængende Krigsfare nu synes at være afværget’. Det var ’et Svar paa Millioner af Kristnes alvorlige og forenede Bøn’ (BU 1938, 316). – Ét år senere angreb den tyske hær Polen den 1. september. To dage senere erklærede England og Frankrig krig mod Tyskland. 2. Verdenskrig var begyndt i Europa.

Stort internationalt netværk

Globalt udsyn

Danske baptister oparbejdede i 1930’erne et stort internationalt baptist-netværk. Fra 1905 havde de været medlem af den i London stiftede Baptist World Alliance og deltaget i verdenskongressen hvert femte år. I BWA var det primært – bortset fra P. Olsen og få andre af den ældre generation – ’de unge løver’, pastorerne Johannes Nørgaard, Fr. Bredahl Petersen og P. Rasmussen, der havde format til at gøre sig gældende. De to førstnævnte havde studeret i USA, og Johannes Nørgaard var formand for Baptistsamfundet i perioden 1934-1939. P. Rasmussen blev som ungdomssekretær i 1930 bindeled mellem de danske menigheders ungdom og den internationale baptisme. Allerede i 1931 deltog han i to BWA-konferencer i Prag og Budapest: ’Jeg fik paa Turen Lejlighed til at stifte Bekendtskab med Baptistungdom fra 15 andre Lande, et Bekendtskab, som jeg haaber maa blive til Nytte for vor Ungdom i kommende Dage’ (ÅB 1931, 33). Resultatet heraf blev blandt andet en række oplysende artikler i 1932 i Ungdomsbladet. De belyste baptistungdommens vilkår – i Norge og Sverige, i Baltikum samt i England og Tyskland – og var skrevet af P. Rasmussens europæiske kollegaer. I Prag beskæftigede de unge sig med ’vor Tids internationale Bestræbelser’ og anbefalede ’Baptistungdommen ud over Jorden gennem Brevveksling, Rejser, Studium, personlig Forbindelse og Bøn alvorligt at være med til at fremme international Forstaaelse og kristen Kærlighed’ (UB 1932, 15).

Baptisternes Verdens Alliances ungdomskomité 1934-1939, her fotograferet ved BWA’s 2. ungdomskonference i 1937 i Zürich. P. Rasmussen står længst til højre i billedet (UB 1937, 99).

I Berlin blev P. Rasmussen i 1934 valgt ind i ’Udvalget for Ungdomsarbejdet indenfor Baptisternes Verdensalliance’. På den baggrund deltog han i 1937 med en gruppe på seks unge danske baptister i BWA’s 2. ungdomskonference i Zürich, ’hvor 1500 unge Baptister fra ca. 30 Lande samledes under mottoet ’Kristus – vort Liv’ for at lære hverandre at kende og for at delagtiggøre hverandre i Erfaringerne i det personlige Gudsforhold og i Ungdomsarbejdet’ (ÅB 1938, 75). Hertil kom de unges drøftelser om missionsmetoder og andre tiltag. I en af resolutionerne hed det: ’En af Kongressens stadigt lydende Grundtoner har været et Kald til Handling: Krig, Arbejdsløshed, Fattigdom, daarlige Boligforhold, Uvidenhed og andre af Menneskehedens Onder er kraftigt blevet fordømt, og kristen Samvittighed og Medlidenhed er blevet mobiliseret til Kamp imod dem i Haab, Vished og Overbevisning om, at det er Guds egen herlige Vilje, at den saarede Verden skal heles, og dens mange Strider skal bringes til Ophør’ (UB 1937, 110).

Økonomisk kollaps

Mellemkrigstiden og dens udfordringer efter det økonomiske kollaps på verdensmarkedet ved indgangen til 1930’erne blev ofte omtalt sporadisk i Ugebladet og i de skrevne årsberetninger til årsmøderne. En af årsberetningerne omtalte sidst i 1930’erne udfordringerne på denne måde: ’Store Kredse i vort Folk har i det forløbne Konferenceaar levet i en daglig Opskræmthed, der hovedsagelig var foraarsaget af Storpolitikkens, Verdenspressens og Højfinancens usædvanlige Virksomhed. Det er derfor ikke underligt, at denne Tilstand har øvet nogen Paavirkning paa de kristne Menigheders Missionsarbejde’ (ÅB 1938, 8f). De gennemgående udtryk i Ugebladet gennem 1930’erne forblev uden sammenligning ’Situationens Alvor’ og ’behovet for Vækkelse’ i den danske befolkning. Nærmere kom man sjældent den aktuelle kontekst, som baptisterne øvede deres indsats i, så budskabet om Kirkens Herre kunne blive retningsgivende for dagligdagen – men i Ugebladet satte de alligevel ord på nogle af tidens udfordringer uden at analysere dem nøjere.

International udveksling

Efter begge de nævnte konferencer informerede P. Rasmussen – som vi har set – dansk baptist-ungdom om kirkernes vilkår i Tyskland i 1934 og 1937. Som følge af denne europæiske kontakt dukkede unge baptister op her i landet. I 1935 besøgte 30 unge fra England menighederne på Fyn og Sjælland (ÅB 1935, 73). Tre år senere kom en lignende flok til de nordjyske menigheder ’for at blive kendt med unge danske Baptister’ (ÅB 1938, 76). I 1939 opholdt P. Rasmussen sig en sommermåned blandt engelske baptister – først i England, derpå i Belgien efter sejlads over Kanalen sammen med en anden gruppe englændere til badebyen Knokke: ’Ingen Minespærringer hindrede os i at nyde Turen’. Efter ’en Udflugt til en af den forrige Verdenskrigs Slagmarker, hvor navnlig den engelske Hær mistede Masser af sine bedste Tropper’, begyndte han ’en dyster Hjemrejse’ gennem Belgien, Holland og Tyskland: ’Allerede i Køln mærkedes Uroen. Ogsaa her blev der indkaldt Mandskab – i 40-50 Aars Alderen. Alle Togene var overfyldt. Turister, Studenter og andre ilede hjem fra England, Belgien, Frankrig og Tyskland, Italien, Svejts. En dyster og trykkende Stemning hvilede over det hele. Det var med en Følelse af Lettelse, jeg atter kom Hjem efter en Maaneds Samvær med Trosfæller fra England og efter mange forskellige Oplevelser, der gjorde, at jeg maatte takke Gud, fordi jeg var dansk og maatte øve min Gerning blandt det danske Folk. Men overalt og i alt var det baptistiske Broderskab stærkt, og selv Krige kan ikke ødelægge dette. I alle Lande er Baptisterne forenet i den fælles Bøn, at der snart igen maa komme en virkelig Fred paa Jorden’ (UB 1939, 126).

Nordeuropæisk samarbejde

En regional udløber af det europæiske baptistsamarbejde tog form som ’Nordeuropæisk Baptist Ungdoms Konference’, hvor ni nordiske og baltiske ungdomsforbund samarbejdede fra 1933 (UB 1933, 110f). Blandt disse var også det tyske ungdomsforbund. Hensigten var at fremme enheden mellem baptister på tværs af de nationale skel. Det kunne ske ved udveksling af yngre prædikanter på ’Byttebasis’, så kun rejseudgifter tyngede deltagerne (ÅB 1935, 85). Besøg af ungdomsgrupper i andre lande med heraf følgende brevvekslinger ligeså. Årlige ungdomskonferencer, der rykkede rundt mellem de ni lande, bidrog også hertil. I 1935 blev en sådan afholdt som ’Pinsekonference’ i København og Tølløse med 1000 deltagere. P. Rasmussen og Fr. Bredahl Petersen var fra dansk side drivkraften i det nordiske samarbejde. I 1937 blev sidstnævnte valgt som formand for samarbejdet (ÅB 1937, 74), der året efter omfattede ’60.000 unge nordeuropæiske Baptister’ (UB 1938, 132).

Hvert år indeholdt programmet orientering fra de respektive ungdomsforbunds arbejde. Tysk baptistungdom var sidst i 1930’erne repræsenteret af ovennævnte pastor Alfred Cierpke fra Königsberg. I 1937 hed det i hans beretning: ’Vort Ungdomsarbejde er strengt bibelsk og kan udføres i fuldt Omfang. Ingen hindrer os. Vi arbejder under Statens Beskyttelse, og, Gud ske Lov, med synlig Sejr. Kom og besøg os i Tyskland’ (UB 1937, 17). I 1938 blev den nordiske konference holdt i Riga. Her deltog ni unge danske baptister sammen med Bredahl Petersen. Også her orienterede Alfred Cierpke om de tyske forhold: ’Vi har aldrig haft saa gode Forhold at arbejde under som nu. Vi kan arbejde frit uden Hæmning af nogen Art’ (1938, 110). Sådanne loyale referater om forholdene i Tyskland irriterede åbenlyst P. Rasmussen, der en måned senere orienterede om pastor Martin Niemöllers skæbne: ’Den 1. Juli i Aar havde den verdensberømte Leder af den tyske Bekendelseskirke siddet i Fængsel et helt Aar, skønt han ved Dommen i Februar Maaned blev frikendt for at have misbrugt Prædikestolen til Angreb paa Stat og Regering’. P. Rasmussen undlod ikke at karakterisere Niemöllers modstandere i ’Rigskirken’ som ’statsbeskyttede ’tyske Kristnes’ halvhedenske Præster og Embedsmænd’, inden han informerede danske unge om, at Niemöller ’nu i Koncentrationslejr er overgivet til absolut Uvirksomhed’ – og ’Verden venter i Spænding paa, hvorledes det skal gaa denne Mand – og for øvrigt hvorledes det skal gaa Bekendelseskirken i Tyskland’ (UB 1938, 138).

I Riga i 1938 deltog også en ung tysk baptist, Hans-Herbert Ahrens, der cyklede ’über Dänemark und Schweden’ til Estland. På sommerturen til Riga besøgte han Højskolen i Tølløse, hvilket ses i flere af elevernes poesibøger. Til eleverne lød hans hilsen med et tysk ordsprog: ’Ob Norden, ob Westen, zu Hause am besten!’, ’Om nord, om vest, hjemme bedst’. Hans hilsen var ledsaget af en smuk tegning med to flag: Dannebrog og det tyske Hagekorsflag. Det sidste var i 1935 blevet ophøjet af Hitler til Tysklands nationalflag. Havde Højskolen fået besøg af en ung baptist, der også var nazist? Se Tølløse menighedsprofil.

Poesibogen fra Tølløse Højskole, sommeren 1938. Privateje.

Dansk-amerikanske baptister

En særlig hjertelig relation bestod hen over Atlanterhavet mellem danske baptister her i landet og de danske baptister, der nu efter deres immigration virkede i USA. Disse to danske baptistsamfund var blevet omtrent lige store, og de var beslægtet med både historie og teologi. Fra 1884 til 1915 læste de fleste danske baptistpræster teologi i Chicago på de dansk-norske baptisters teologiske seminarium, Morgan Park. Og prædikanter fra de dansk-amerikanske baptister havde flere gange gjort tjeneste herhjemme. I 1931 fornyede en af de tidligere studerende, P. Grarup, relationen ved De dansk-amerikanske Baptisters 75-års-jubilæumskonference (ÅB 1932, 17). Sidst i 1930’erne sendte danske baptister repræsentanter til de dansk-amerikanske baptisters årskonferencer. I 1937 turnerede Bredahl Petersen i disse og andre amerikanske menigheder for at indsamle penge til opførelsen af den danske baptismes jubilæumskirke på Amager, Købnerkirken, der stod færdig i 1939. Her konstaterede han, at de dansk-amerikanske menigheders ’Økonomi maa siges at være god’ (BU 1937, 317ff). I 1939 blev det Johannes Nørgaards tur til at berejse de dansk-amerikanske menigheder – på vej for at deltage som eneste dansker i BWA’s 6. verdenskonference i Atlanta, Georgia (BU 1939, 222f). Det skete for at udbygge relationerne – en indsats, der inden længe skulle blive af uvurderlig betydning.

Danske baptister havde siden 1928 haft flere missionærer i Burundi. I 1938 rejste familien Martine og Hans Emming igen til Burundi, hvor de blev fotograferet ved ankomsten til Musema. På rejsen derud holdt en tysk præst pinsegudstjeneste på skibet. Hans Emming refererede prædikenen i sin dagbog. Første del om pinsedagen var god: ’Man kommer fra alle verdens lande og ønsker at se Jesus og komme i livssamfund med ham’. Men anden del var fyldt med ’nationalt sludder med den velsagtens obligatoriske hyldest til ’der Führer und das liebe Vaterland’.’ Burundi var bedst (1989, 127). Arkivfoto.

Økumenisk forpligtelse

Et lignende engagement udspandt sig på det internationale økumeniske niveau. Vi har set, at danske baptister sluttede op om det i 1914 stiftede Kirkelige Verdensforbund, der kort før 2. Verdenskrig skulle være omdannet til Kirkernes Verdensråd. Krigen forhindrede i første omgang dette, hvorfor Kirkernes Verdensråd først blev dannet i 1948. Inden krigen brød ud, fulgte danske baptister arbejdet i ’Faith and Order’ og ’Life and Work’ – de to samarbejdsfora, der senere blev rygraden i Kirkernes Verdensråd. Ugebladet orienterede læserne om Fanø-mødets vedtagelse i ’Life and Work’-regi, hvor det hed, at ’Samvittighedsrettigheder, der forpligter til at adlyde Guds Ord, i Vigtighed overgaar enhver Stat’ (BU 1934, 287). Fanø-mødet fik betydning, fordi ’bekendelsesfløjen’ i Den evangeliske Kirke i Tyskland for første gang fik international støtte, og fordi Hitlers tyske Rigskirke nu for første gang for alvor blev kritiseret på internationalt niveau. Efter at begge de nævnte økumeniske fora havde holdt deres verdensmøder i 1937 – ’Faith and Order’ i Oxford, ’Life and Work’ i Edinburgh – optog Abildgaard i Ugebladets spalter den henvendelse, som formændene for de danske økumeniske komiteer sendte til alle menigheder om det vigtige i, at kirkerne står sammen for at opfylde Jesu bøn om, ’at de alle må være eet’ (Johannes-evangeliet 17:19ff) – ikke mindst i den nuværende situation. Og han tilføjede: ’Virkeliggørelsen af de kristnes Enhed har ogsaa de danske Baptisters varme Interesse, især den aandelige Enhed, som Jesus Kristus har skabt mellem alle dem, der har ham som Frelser og Herre, og det Fællesskab i Arbejdet for Kristi Kongeherredømmes Sejr, som burde virkeliggøres i større Udstrækning’. Hertil oplyste han, at vi støtter ’det økumeniske Arbejde ved et aarligt Bidrag til Kirkeligt Verdensforbund fra Fællesmissionens Kasse’ (BU 1938, 140).

Årtiet sluttede – som vi har set – med, at også dansk baptistungdom var repræsenteret ved den økumeniske verdenskonference for kirkernes ungdom i Amsterdam, hvor ca. 1500 unge samledes under mottoet: ’Christus Victor’ [Kristus er Sejrherren]. Niels Anhøj skrev begejstret i Ungdomsbladet: ’Alle Kristnes Ønske er jo, at Kristus maa blive Sejrherre i alle Forhold – ogsaa i Verdens politiske Udvikling’ (UB 1939, 112). Da rapporten fra Amsterdam udkom, var krigen brudt ud. I forordet hed det: ’Denne bog bliver publiceret i den overbevisning, at Konferencen i Amsterdam er blevet – ikke mindre, men tværtimod – langt mere betydningsfuld set i lyset af de efterfølgende begivenheder. Christus Victor! Det, vi fandt, der var sandt i Amsterdam, er sandt i dag. Kristus har overvundet verden; og de, der tror det og lever i kraft af det, forbliver forenet i denne sejrende tro. Kirken lever i dag som et globalt samfund, der fortsætter med at arbejde og bede for nationernes fred’ (Amsterdam 1939: ii; min oversættelse).

Danske baptister var på internationalt plan med til at opbygge de økumeniske relationer på tværs af de konfessionelle grænser. Det skete også herhjemme, både da Frikirkerådet så dagens lys i 1932, og da Danmarks økumeniske Råd blev stiftet i 1939 – også selvom den organisatoriske konstruktion blev kritiseret (ÅB 1940, 41ff). På trods af nationalisme og nazisme prøvede danske baptister tillige at udbygge fællesskabet hen over de nationale grænser. Det skete i erkendelsen af, at det globale fællesskab i Jesus Kristus altid er primært i forhold til de barrierer, som nationerne sætter – både i fred og i krig.

Johannes Nørgaard (1895-1977) blev præst i Kristuskirken, København, i 1921. Efter studier i USA i årene 1925-1928 kom han tilbage til Kristuskirken. I perioden 1934-1939 blev han Baptistsamfundets formand. Arkivfoto.

Vi må være forberedte!

Da Johannes Nørgaard rejste til Atlanta, USA, i sommeren 1939 anede han, at krigen var på vej. Han skrev i sine første rejsebreve fra London, hvor han opholdt sig nogle dage, at der ’mange Steder paa store Lærreder staar: We have got to be prepared [Vi må være forberedte]’. Militære forberedelser i London vidste Nørgaard intet om, men han omtalte ’bombesikre Rum under alle større Bygninger’, at hver husholdning skulle ’skaffe sig rigeligt med henkogte Fødemidler’ og at ’hver Englænder har sin Gasmaske’ (BU 1939, 242f). I det sidste rejsebrev, han skrev fra BWA’s verdenskongres i Atlanta, fortalte han, at han ville rejse den 8. september og forventelig ville være hjemme ti dage senere. Han udtrykte samtidig ængstelse på grund af den truende krig, og han opfordrede læserne til forbøn for en sikker hjemrejse (BU 1939, 294). I det nummer af Ugebladet, der udkom netop den 8. september, skrev Abildgaard: ’Saa lykkedes det alligevel ikke at afværge den Krig, som længe har truet hele Verden, men især vor Verdensdel og vort Lands nære Naboer’. Tyskland havde invaderet Polen den 1. september, og England og Frankrig svarede ved at erklære krig mod Tyskland den 3. september 1939 (BU 1939, 285).

Johannes Nørgaard, der var årsmødets formand, skrev vel hjemme fra USA til menighederne om de danske baptisters planlagte 100-års-jubilæum den 27. oktober 1939 i (den nye) Købnerkirken: ’De usædvanlige Forhold er af en saadan Art, at ingen med nogen Vished kan forudsige Tilstanden i vort eget eller i andre Lande, som den vil være ved Udgangen af denne Maaned’. Alligevel sluttede han således: ’For Hundrede Aar siden blev Københavns Baptistmenighed stiftet trods megen Modstand og trods Angst og Bæven, fordi Lydigheden mod Gud var stærkere end noget som helst andet. Gennem disse Hundrede Aar har Gud gjort vor Ængstelse til Skamme og bestyrket os i hans Ledelse. Lad os fortsat leve i Lydighed mod ham og udføre vor Gerning i Troskab’ (BU 1939, 328). Jubilæums-konferencen blev gennemført, men med afbud fra amerikanske, dansk-amerikanske, engelske, finske og tyske gæster, der alle havde glædet sig til at fejre danske baptisters første 100 år i København. Krigen var brudt ud i Europa – med følger, der allerede ramte verdenssamfundet.

Da ungdomsårsmødet begyndte dagen før jubilæumsårsmødet i København, blev ’mange af Deltagerne forsinkede paa Grund af Minesprængninger og Frygt for Sejlads med Rutebaadene’. Her gav P. Rasmussen en appel til de unge om, at de skulle ’være rede til som Ungdom at møde alle Eventualiteter i Krig eller Fred som Kristne, der i alle Forhold er afhængige af Kristus og hans Førerskab’. Det sidste begreb var ikke valgt tilfældigt, idet P. Rasmussen sluttede med denne præcisering: ’Bered dig til Fremtidens lette eller svære Forhold gennem en fuldere og mere ubetinget Overgivelse til Kristus’ (UB 1939, 122).

Verden er af lave

Bredahl Petersen oplevede allerede i sommeren 1939, at verden var af lave syd for grænsen. Han var som præsident for Nordeuropæisk Baptistungdoms Konference blevet indbudt til at tale i Königsberg, hvorfor han skulle rejse gennem Polen, hvor baptisterne også ventede ham: ’I Juni 1939 skulde jeg tale ved de polske Baptisters Aarsmøde umiddelbart efter, at jeg havde været paa en Rundrejse i Tyskland, der skulde kulminere i de tyske Baptisters store Ungdomsstævne for hele Østtyskland i Kønigsberg. Men hele denne Rejse blev brat standset, idet Gestapo mødte mig i Gjedser ved den tyske Færge, gennemrodede mine Papirer, fratog mig mit Pas og paastemplede det: ’Abgewiesen’ [afvist], hvorefter jeg ene Mand blev ladt tilbage paa Kajen; Skibet sejlede til Warnemünde, og jeg kom Hjem til København i mindre behagelig Humør næste Morgen’ (BU 1946, 331). Bredahl Petersen kontaktede de tyske Baptister, og til deres ros fortsatte han beretningen: ’De tyske Baptister vilde ikke have det sagt om sig, at Baptisterne ikke havde fuld Frihed i Tyskland, og at jeg var blevet afvist, hvorfor de to Gange gennem deres Sagfører havde Forbindelse med Gestapo i Berlin for at faa Afvisningen ændret. Det endelige Svar blev, at ’om jeg havde Besværligheder ved at komme ind i Tyskland via den danske Grænse, kunde jeg jo forsøge via Svejts eller Spanien’! Da jeg ydermere i Mellemtiden skriftligt var blevet afkrævet mine Taler til Censurering i Tyskland, inden jeg skulde holde dem i Kønigsberg, hvilket jeg nægtede, blev jeg hjemme – og kom saaledes heller ikke til Polen’ (BU 1946, 331). Verden omkring os havde allerede lukket sig.

Den kristne Ungdoms Verdenskongres i Amsterdam, august 1939, hvor Alfred Jensen og Niels Anhøj repræsenterede dansk baptistungdom. Niels Anhøj skrev: ’Formaalet var at samle Kristne fra alle Kirkesamfund, alle Lande og alle Racer til en fælles Drøftelse af den kristne Menigheds Ansvar i Dag. Alle Kristnes Ønske er jo, at Kristus maa blive Sejrherre i alle Forhold – ogsaa i Verdens politiske Udvikling’. 1.500 unge fra hele verden var indbudt. Fotografi fra BU (1939, 113).

Danske baptisters viden i 1939

Danske baptister blev ikke gennem 1930’erne holdt hen i uvidenhed om det, der skete både politisk og kirkeligt udenfor landets grænser. Ugebladets to redaktører havde uge efter uge åbent orienteret læserne om forholdene ude og hjemme. Det samme gjaldt den information, som unge baptister havde fået via Baptisternes Ungdomsblad. De mange internationale relationer og besøg ud over landets grænser havde holdt alle relativt godt orienteret – både om kommunismen og nazismen med dens jerngreb på Den tyske Kirke, jødeforfølgelserne og koncentrationslejrene. De argumenter, der talte for såvel pacifisme som for krigsførelse, havde også været vendt i deres læsestof. Hertil føjede sig relativ god information om de prøvelser, som kristne primært i Tyskland og Sovjetrusland havde været udsat for. Men langt vigtigere end alt dette, var Kristus-troens bånd, der forbandt kristne på tværs af alle grænser. Inden længe skulle besættelsen af Danmark vise, hvordan danske baptister i en ny tid ville forvalte den indsigt og de overvejelser, der havde præget dem op gennem 1930’erne.