Gert Sørensen

Ebba og Gert Sørensen på trappen foran Roskilde Baptistkirke, hvor de blev viet den 12. april 1942 – ca. 2½ år før han blev interneret og sendt til tyske koncentrationslejre sammen med det danske politi den 19. september 1944. Privatfoto.

Gert Sørensen blev interneret sammen med det danske politi på Politiskolen i København, da tyskerne opløste politikorpset kl. 11.00 den 19. september 1944. Det lykkedes ham at få en lille seddel smuglet ud med denne besked: ’19.9.44. Kl. 12.50. Vi befinder os paa Skolen under Bevogtning. Alle har det godt! Henvend dig paa Bregnevej, hvis du trænger til Hjælp’. Sedlen var adresseret til ’Fru E. Sørensen, Rolighedsvej 11, Roskilde’. Hun var hans unge hustru, Ebba. De var blevet gift den 12. april 1942. Da han blev arresteret, var hun gravid, og de ventede deres første barn i november. Fra adskillelsen til befrielsen skrev de i alt 19 breve – 10 blev sendt fra hende til ham, og 9 fra ham til hende. Disse 19 breve er de vigtigste kilder til deres bevægende historie, der følger her.

Gert Sørensen var i maj 1944 fyldt 25 år. Han voksede op på Midtsjælland, men flyttede i 1930’erne med sine forældre til Roskilde. Indtil 1937, da Roskilde Baptistmenighed blev stiftet, hørte den sammen med Fredskirken på Frederiksberg, København. Her blev Ebba og Gert Sørensen døbt samme dag, den 21. april 1935. De var herefter med til at bygge den nye menighed op i Roskilde. Derimod ønskede han ikke at overtage sin fars vognmandsvirksomhed i byen. Han ville tjene sit land og søgte derfor ind på Politiskolen, hvor han blev optaget. Da den falske luftalarm lød den 19. september, mødte han ind på politistationen som forventet. Uden at ane uråd sad han i frokoststuen, da tyskerne slog dørene op og anholdt alle. Herfra blev han samme aften kørt til Frihavnen, hvor betjentene blev ført ombord på ’Cometa’, et norsk skib, der var under ombygning på B&W, men som nu i hast blev kapret af tyskerne til denne fangetransport (JHB, 119f). Usikkerheden var stor – ingen fik noget at vide. Nogle gættede på, at de skulle interneres i havnen. Andre mente, at de skulle sejles til Bornholm. Enkelte mente, at målet var tyske KZ-lejre. De sidste fik ret. Skibet sejlede til Lübeck. Undervejs døde en betjent af hjerteslag.

Den 19. september 1944 befandt M/S Cometa sig på B&W’s skibsværft i København. Her blev det hentet i hast for at sejle ca. 1.700 internerede politibetjente til Lübeck. De blev stuvet sammen dybt nede i skibets lastrum, og hvis det havde ramt en mine, var alle omkommet. Da skibet vendte tilbage til B&W i København, nægtede værftets arbejdere at færdiggøre ’slaveskibet’. I 1945 blev det fundet i Kiel, bomberamt og brandskadet. Billedet blev tegnet af en af betjentene – Axel Munk-Andersen – der illustrerede forskellige scenarier ned gennem Tyskland. Fotografi (CAR, 17).

Til Tyskland

Gennem spredte oplysninger i brevene og vort generelle kendskab til politiets ophold i Tyskland kan vi kortlægge Gert Sørensens skæbne. Alle hans breve blev censurerede, indtil han i brevet den 22. april 1945 kunne skrive: ’Brevet er ikke censureret’. Her kunne han for første gang – i det sidste brev han skrev – frit fortælle om opholdet i Tyskland. Han havde haft det værst i arbejdslejren Gross Zössen, syd for Leipzig: ’Vi har haft en streng Tid i Tyskland, kan du tro, en Overgang var vi ved at dø af Sult, vi kunde næsten ikke holde os oprejst, og saa skulde vi tilmed paa Arbejde. Vi arbejdede i en Brunkulsgrube, og det var meget haardt Arbejde. Om Natten var vi plaget af Væglus i vores Barakker, saa mange ikke kunne sove; mig var de ikke saa slemme ved’. Om vilkårene her har nogle af Gert Sørensens medfanger fortalt lignende beretninger. I Gross Zössen hang der ’en stadig lugt af brunkul, væggetøj, væggetøjspulver og kålrabi i luften’. Generelt var ’forholdene dårlige, det varede længe inden der kom Røde Kors pakker, og da arbejdet var hårdt, tog det stærkt på de folk, der kom her. Alle arbejdede på brunkulsfabrikken ’Dora-Helene’, og med en ondsindet arbejdsmand og en nærmest sindssyg nazist, der morede sig med at skyde varselsskud i luften, var det meget anstrengende’ (JBH, 139f). I denne arbejdslejr opholdt Gert Sørensen sig i to måneder fra den 6. januar til begyndelsen af marts i 1945.

Buchenwald

Men lad os begynde med begyndelsen. Om den skrev Gert Sørensen: ’Vi blev den 19. September pr. Skib ført til Tyskland og afskibet i Lübeck for pr. Jernbane [i Kreaturvogne] at transporteres til Koncentrationslejren ’Neuengamme’ paa Lühneborg Hede ca. 30 km Syd for Hamborg’. Turen tog to døgn. Neuengamme blev det første chok for betjentene. De blev iført fangedragter. Kosten var elendig. Dagligt måtte de stille op til timelange appeller i al slags vejr, og herfra kunne de se og lugte røgen fra lejrens krematorieovne. Her fik Gert Sørensen 51.256 som fangenummer. Opholdet i Neuengamme blev kort: ’Efter 8 Dages Forløb blev vi overført til den berygtede Koncentrationslejr ’Buchenwald’ i Thüringen’ (UB, 66). De tre første breve, Gert Sørensen skrev, kom fra Buchenwald. Indtil nytår skulle begge ægtefæller skrive på tysk, og de måtte kun skrive ét brev pr. måned. Gert Sørensen fortalte, at han helbredsmæssigt havde det godt. Men da han ikke længere var underlagt censur, kom sandheden: ’Jeg har kun været syg een Gang; det var mens jeg var i ’Buchenwald’. Jeg havde ’Rosen’ og laa paa Lejrens Hospital’ (GS, 22.04.1945).

Gert Sørensens første brev fra Buchenwald. Her skulle fangerne på dette tidspunkt skrive på tysk og begrænse sig indenfor rammerne af dette brevark. Den sorte bjælke fortæller, at brevet har været censureret. Privateje.

’Lille Skat’

Det, der optog Gert Sørensens tanker mest, var selvfølgelig hans hustrus graviditet: ’Du er vel på Sygehuset nu, og måske skal I snart hjem igen. Du kan vel forstå, at jeg er spændt på resultatet og glæder mig til at møde jer begge’ (GS 05.11.1944). Terminen lå midt i november. Ebba Sørensen skrev om fødslen tre uger senere (på tysk): ’Ja, Gert, så har vi fået en skøn, lille søn, og jeg tror, han ligner dig, da du var lille. Han blev født den 11. november, vejede 8 pund og målte 54 cm, og han har langt sort hår. Vi sendte et telegram om aftenen, da fødslen var overstået. Nu savner jeg kun dig, kære Gert, for at du kan dele glæden med mig. Jeg tror dog, at Gud vil hjælpe os begge på bedste måde, og lægge alt til rette, så vi snart ser dig herhjemme’ – og hun sluttede med et NB: ’Hvad mener du, at vor søn skal hedde?’ (ES 25.11.1944). I begyndelsen af december kom der brev fra Buchenwald: ’Mange tak for telegrammet, brevet og pakken, og mine bedste lykønskninger med vores søn. Det var mig en stor glæde at modtage meddelelsen, og det har beroliget mig at høre, at I begge har det godt. Du må tro, at jeg glæder mig til at komme hjem og se min søn og være sammen med dig’ (GS 03.12.1944). I Roskilde kaldte Ebba Sørensen foreløbigt drengen ’Lille Skat’. Igennem alle syv måneder diskuterede de, om barnet skulle hedde Kjell, Bent eller Ole, men det endte med, at de fik navngivningen udskudt: ’Kan du ikke faa undersøgt, om det ikke kan vente, til jeg kommer hjem?’ (GS 30.12.1944). Hans spørgsmål nåede til Roskilde én måned senere! Korrespondancen var meget langsom og uregelmæssig. Det blev bedre hen på foråret, da Røde Kors kunne tage både breve og pakker med til lejrene i Tyskland (ES 14.03.1945).

Da det omtalte telegram nåede Gert Sørensen i Buchenwald, var han både syg og opgivende. Da censuren blev ophævet, beskrev han sin situation: ’Jeg var mest syg, da jeg modtog Telegrammet om ’Lille Skats’ Fødsel, men saa kan du tro, jeg tog mig sammen, og saa gik det rask fremad’ (GS 22.04.1945). Det blev ’Lille Skat’s fødsel, der gav Gert Sørensen styrke til at holde ud – også da forholdene blev værre sydpå. Men allerede i Buchenwald var det slemt nok: ’I ’Buchenwald’ var der fyldt med Pest [og] alle mulige Sygdomme; og i vores Køjer var der fyldt med Lopper, saa vi var helt overbidt over hele Kroppen; og saa laa vi 5 Mand i een Køje og havde nøjagtig 29 cm at ligge paa, saa vi maatte ligge paa Siden hele Natten, og vi maatte vende os alle sammen paa een Gang’ (GS 22.04.1945; JBH, 121). Gert Sørensen opholdt sig i Buchenwald fra 5. oktober til 18. december 1944. I begyndelsen af december blev den første gruppe af syge politibetjente hentet hjem af Røde Kors – sammen med 33 urner med deres hidtil afdøde kollegaer. Aktionen mod politiet kostede 81 danske betjente livet i de tyske lejre.

I denne barak i Buchenwald boede ca. 750 danske betjente i ca. 3 måneder. Næsten uden vinduer og lys og kun med én udgang – og fugtig og usund, som den var – bidrog den til den høje sygdomsprocent, der krævede mange dødsfald. Også dette øjebliksbillede skyldes Axel Munk-Andersen, der tegnede illegalt med fare for sit liv (CAR, 37).

Dansk diplomati udvirkede i løbet af efteråret, at de danske betjente blev anerkendt af tyskerne som ’krigsfanger’. Derfor skulle de nu forlade KZ-lejren Buchenwald. Anerkendelsen betød, at de kom ind under den internationale krigsfangekonvention. De rykkede altså fra at være KZ-fanger under SS-systemet til at blive krigsfanger under Værnemagten. Forskellen blev ikke stor, hvad forplejning og boligforhold angik, men omgangstonen fra tysk side blev bedre (HSM, 61f).

Mühlberg

Den 18. december blev ca. 1.600 betjente overført til krigsfangelejren ’Mühlberg’ ved Leipzig. Her fik de den sædvanlige omgang ved ankomst til en ny lejr med bad, aflusning og indregistrering med nyt fangenummer – Gert Sørensen fik 310.326 – men de fik lov at beholde deres tøj og hår. De blev indlogeret i 8 barakker med et par hundrede mand i hver. Her var ingen køjer, ingen lys og ingen vaskesteder. Der gik da heller ikke mange dage, før de første af dem døde (JBH, 133). Kort efter sin hjemkomst skrev Gert Sørensen om de vilkår, de danske betjente mødte: ’83 af vores Kammerater fik ikke vort elskede Fædreland at se igen. De blev dernede og gik gennem de tyske Lejres Krematorier. Det er et smerteligt Savn for os’. … ’Vi havde mange triste Stunder, men dog ogsaa enkelte lyse og højtidelige. F. Eks. naar vi om Aftenen var sammen og sluttede Dagen af med: ’Der er et yndigt Land’ og derefter bad en Bøn for Danmark gennem Sangen: ’Kongernes Konge, ene du kan skærme vort elskede Fædreneland’. Mangt et Øje var ved saadanne Lejligheder fugtigt. Ved flere Lejligheder kaldte Repræsentanter for ’Kristelig Dansk Politiforbund’ os sammen til Mindeandagter over vore afdøde Kammerater. Ved saadanne Lejligheder var det, som om Gud kom os særlig nær. Jeg tror, at mangen en Beslutning om at søge nærmere til ham blev taget, og mange fik Fred i deres Sind. Det er som om, Gud har holdt sin skærmende Haand over os paa hele Turen. Mange af os oplevede store, kraftige Bombardementer, og som ved et Under er ikke en eneste Kammerat blevet dræbt af Bomber eller Sprængstykker’ (UB, 68f).

Krigsfangelejren i Mühlberg a. d. Elbe set fra luften. Denne lejr var en del af det tyske Stalag-system – en forkortelse af Stammlager, altså en ’hovedlejr’ for krigsfanger. Til lejren hørte der mange forskellige ’udekommandoer’, hvortil betjentene snart blev sendt i mindre arbejdshold. Gert Sørensen kom til Gross Zössen. Billedet er hentet fra nettet.

Hjemme i Roskilde

Ebba Sørensen havde det svært i Roskilde, fordi hun ikke modtog breve fra sin mand. Sidst i januar 1945 undrede hun sig over, at hun ikke havde modtaget noget brev siden midt i november 1944 (ES 23.01.1945) – på trods af, at Gert Sørensen afsendte i hvert fald 4 breve før nytår. Om julen i Roskilde skrev hun: ’Vi havde jo saa smaat regnet med, at du muligvis kom Hjem til Jul. Men det skete ikke, saa jeg var hos dine Forældre Juleaften og havde vor lille Søn med. Jeg tror, han kunde se Lysene paa Juletræet. Holdt I nogen Jul hos jer i Lejren, eller gik Juleaften som de andre Dage?’ Herpå fortalte hun om julen i menigheden (ES 13.01.1945). Gert Sørensen på sin side fortalte ved hjemkomsten , at han holdt jul i Mühlberg: ’I denne Lejr holdt vi Jul. Det blev ikke en dansk Jul. Vi holdt ingen Fester, men i Sindene og Tankerne var vi hos vore Kære og holdt Jul’ (UB, 66). Andre politibetjente har fortalt om de samme juledage: ’Julen var trist. Fra tysk side foretoges intet, og maden var den samme tynde suppe som sædvanlig, men det var til stor opmuntring for mange, at et par politifolk arrangerede gudstjeneste i en tom barak juleaften, og 1. juledags eftermiddag tilbød 2 engelske præster at holde altergang, og over 800 mand deltog. Det gav en indre varme i de ellers så kolde barakker’ (JBH, 134). Med til at holde modet oppe var også, at Gert Sørensen under hele opholdet i Tyskland var sammen med sin kammerat fra politiskolen, Herluf Christensen, der var forlovet med Ebba Sørensens søster. I brevene indtil jul omtalte han foruden Herluf Christensen også Knud. Med ’Knud’ henviste han uden tvivl til Knud Anesen. Fra Mühlberg kom de til hver sin arbejdslejr omkring Leipzig. Den 6. januar måtte Gert Sørensen og Herluf Christensen til Gross Zössen – for at arbejde med brunkul. Knud Anesen kom til Park Meusdorf – allerede inden juleaften. Se den biografiske skitse om Knud Anesen.

Alle breve fra tyske KZ- og krigsfangelejre blev åbnet og censureret – ’Geöffnet’ og ’Geprüft’ – af de tyske myndigheder. Selv postkort blev læst og stemplet. Denne konvolut findes i Baptistkirkens arkiv og har intet med de tyske KZ-lejre at gøre.

Gross Zössen

I januar 1945 tog to repræsentanter for det danske embedsmandsstyre efter aftale med tyskerne på en rundrejse til mange af de ’arbejdskommandoer’, hvor de danske betjente opholdt sig. De vurderede lejrene og anførte i deres rapport, hvor de enkelte lejre lå på en skala fra gode til slette. På denne skala hørte Gross Zössen til blandt ’de rigtig dårlige’, hvilket betød, at den var ’karakteriseret ved hårdt arbejde, brutal behandling og elendig indkvartering’ (HSM, 193f). Hertil kom, at kosten i Gross Zössen var et kapitel for sig. I det tidligere nævnte ikke-censurerede brev skrev Gert Sørensen: ’I den Tid vi har været i Tyskland, har vores Middagsmad bestaaet af meget tynd Kaalrabisuppe de 4 Dage om Ugen, 2 Dage om Ugen Suppe kogt paa Roetop, og den sidste i Ugen 5-6 Kartofler, som blev spist med Skræl paa; du kan tro, det var en svær Tid. 2 Dage om Ugen fik vi 140 g Rugbrød og de andre 5, 280 g. (GS 22.04.1945). Og efter hjemkomsten skrev han: ’Vi fik Krigens Rædsler at se paa nært Hold og et Land i stor Nød. Vi maatte dele Nøden med det tyske Folk, Bombardementer om Natten og Sulten om Dagen. Vort Hovedmaaltid bestod af Kaalrabisuppe, og det er ikke godt at leve paa i det lange Løb, men heldigvis for os var vi Sønner af et Land, som vi mange Gange under vort Tysklandsophold har været stolte af. Vi staar i Dag i dyb Taknemlighedsgæld til ’Dansk Røde Kors’, der paa alle Maader har gjort, hvad de kunde for os. Vi har modtaget Levnedsmiddelpakker fra Danmark gennem Dansk Røde Kors, og det er dem, vi kan takke for at saa mange af os igen fik Lov at sætte Foden paa dansk Jord’ (UB, 66). Mange af brevene indeholdt oplysninger om de pakker, Ebba Sørensen sendte fra Roskilde til ham, og brevet fra julen 1944 havde denne opfordring med til Roskilde: ’Send alt det spiselige, du kan faa Lov til, og hver Gang maa Mor og Far ogsaa gerne sende’ (GS 30.12.1944).

Interiør fra blok 59 i Buchenwald. De øvrige blokke var indrettet på samme måde. På den smalle plads på hylderne sov fem betjente, der hver især skulle klare sig med 29 cm. Bemærk Røde Kors-pakkerne, som reddede manges liv. Axel Munk-Andersen (CAR, 169).

Røde Kors pakkerne

Allerede inden politiet blev taget, havde Røde Kors fået lov at hjælpe danske fanger i tyske KZ-lejre. Pakkerne blev oftest betalt af Socialministeriet, der overførte penge til ’Fondet af 1944 til Sociale og Humanitære Formaal’. Sådan kunne Socialministeriet give penge, uden at besættelsesmagten kendte til formålet. Denne ordning kom også politiet til gode, hvis ikke pakkerne eller en del af deres indhold blev stjålet undervejs. Efter nytåret 1945 skrev Ebba Sørensen: ’Naar jeg forhaabentlig om nogle Dage faar Tilladelse, vil jeg igen sende en Pakke til dig med det sædvanlige Indhold: Honning, Æbler, Bolcher og muligvis Smaakager, som jeg har søgt om denne Gang’ (ES 13.01.1945). Pakkerne skulle afleveres til Røde Kors i København. Kort efter skrev hun om indholdet af pakken, hun sendte: ’Der er baade Sokker, Skistøvler, Sweater, Undertøj, Haandklæder, Lommetørklæder, Luffer, Halstørklæde, Barbersæbe, Haandsæbe, Vaskepulver, Skjorte og meget andet, som jeg haaber, du bliver glad for’, men ’vi maatte ikke sende Frostsalve og anden Balsam med’ (ES 23.01.1945). Sidst i februar skrev Gert Sørensen et postkort, hvorpå han efterlyste ’Rugbrød’, og han fortsatte: ’Vil du bestille Tobak og Levnedsmiddelpakker til mig gennem Røde Kors!’ (GS 27.02.1945). En uge efter kvitterede han for den ’dejlige Tøjpakke, som jeg netop lige har modtaget i Dag. Send endelig ikke mere Tøj; jeg har rigelig’ (GS 09.03.1945). Samtidig prøvede han at dirigere, hvilke madvarer, han behøvede: ’Lad Inge [hans søster] sende mig 4 Kg Rugbrød, saa tit det kan lade sig gøre, og vil du bestille nogle Tobaks- og Levnedsmiddelpakker til mig til 20 Kr. gennem Røde Kors, saa kan Mor søge om Marmeladepakker til mig. Husk, jeg længes efter dem’ (GS 09.03.1945). Da brevkortet efter en måned nåede til Roskilde, skrev Ebba Sørensen straks: ’Næste Gang jeg sender Pakke, skal jeg nok søge om Rugbrød ogsaa. Tobak har jeg søgt om før, men det giver de ikke Tilladelse til at sende. Det var kun til Jul, I maatte faa det, og da sendte jeg baade Cigarer, Cigaretter, Cerutter og Tobak, og [jeg] haaber, du har faaet denne Pakke’ (ES 24.03.1945). Bag alt dette lå den kendsgerning, at Røde Kors-pakkerne kom sent til Gross Zössen, og da de kom, var ’politifolkene afmagrede’: ’Forholdene var dårlige, det varede længe, inden der kom Røde Kors pakker, og da arbejdet var hårdt, tog det stærkt på de folk, der kom her’ (JBH, 139f).

Da Gert Sørensen kunne skrive breve fra Frøslevlejren midt i april 1945, fortalte han: ’Vi har haft det godt i Frøslev, og de sidste par Maaneder har vi ikke sultet, og forhaabentlig kommer vi ikke til det mere’ (GS 21.04.1945). Dagen efter fortsatte han – og skrev nu første gang uden censur: ’Nu er jeg sund og rask og føler mig godt tilpas. Jeg har i den sidste Maaned taget paa i Vægt igen, saa jeg tror, jeg er i bedre Stand, end da jeg rejste hjemmefra’. Her fulgte også forklaringen på, hvorfor Ebba Sørensen ikke skulle sende mere tøj: ’Hvis du ikke allerede har modtaget en Tøjpakke gennem R[øde] K[ors], kommer der en fra mig. Du kan sikkert ikke forstaa, at jeg kan undvære saa meget, men jeg har købt nogle Skjorter og Undertøj af nogle engelske Krigsfanger, jeg var sammen med i Mühlberg. Hvis ikke R[øde] K[ors] har ladet det hjemsendte desinficere, vil du nok gøre det af Hensyn til Væglusfaren’ (GS 21.04.1945).

Forbøn

I de tyske lejre levede Gert Sørensen ikke alene af tysk kålrabisuppe og uregelmæssige danske pakker, der blev sendt gennem Røde Kors. Hans håb om at se sin søn blev sammen med andres forbøn også afgørende for hans livsmod, når strabadserne var værst. I den hilsen, han fik fra sin mor og far sammen med det første brev fra Roskilde, skrev hans mor (på tysk!): ’Alle – og også menigheden – tænker på dig, og du er altid i vore tanker og bønner. Af erfaring véd vi, at Gud hjælper, når vi holder os til ham og stoler på hans løfter’ (31.10.1944). Mere end én gang sluttede Ebba Sørensen sine breve på samme måde: ’Hele Familien beder mig hilse dig mange Gange, du er stadig i deres og mine Tanker og Forbøn’ (ES 06.02.1945). Pastor Aa. Baungaard Thomsen aflagde flere besøg hos Ebba Sørensen, mens Gert Sørensen sad i de tyske lejre (ES 14.03.1945).

Kortet viser, hvor store afstande De hvide Busser kørte i Tyskland for at hente fanger hjem fra de tyske lejre. Kortet er lånt fra hjemmesiden rodekors.dk

Gert Sørensen kom til Danmark med ’De hvide Busser’. Brevene indeholdt kun spredte oplysninger om turen op gennem Tyskland. Umiddelbart efter hjemkomsten skrev han: ’Dagene i Lejrene var tit lange og kedsommelige, og mangen en Gang var vi ved at miste Taalmodigheden, men en Dag fik vi Budskab om, at den svenske Greve Folke Bernadotte havde opnaaet Tilladelse til at overføre os til Sverige. Fra det Øjeblik, de svenske Busser hentede os i Tyskland, var vi i gode Hænder, og hver eneste Dag siden har været en lang Række af dejlige Oplevelser’ (UB, 69). Det er ikke let at rekonstruere hjemturen. Et af Ebba Sørensens breve til Gross Zössen kom retur med dette stempel på konvolutten: ’Overflyttet til Frøslev, 28. marts 1945’. Frøslevlejrens kartotek fortæller, at Gert Sørensen kom dér den 10. april 1945.

Sidst i marts skrev Ebba Sørensen: ’Jeg har hørt, at I alle er flyttet op i Nærheden af Hamburg, men nærmere Adresse har jeg ikke hertil; det betyder heller ikke noget, naar Røde Kors tager Breve og Pakker med’ (ES 24.03.1945). I det følgende brev skrev hun begejstret: ’I Aftes [11.04.] fik jeg den glædelige Meddelelse, at du er flyttet til Frøslev’ – og hun fortsatte: ’I dag er det vor Bryllupsdag’! Større kunne gaven ikke blive på bryllupsdagen! Hun fortsatte: ’Jeg længes meget efter dig, men er glad for, at du atter er i Danmark og glæder mig til at vise dig vor lille Søn; han smiler og hviner af Glæde, naar vi leger med ham’. Og hun sluttede brevet: ’Hvis du ønsker det, vil jeg rejse ned og besøge dig med mindre, du snart kommer hjem’ (ES 12.04.1945). Fire dage senere [16.04.] skrev Gert Sørensen fra Frøslevlejren ved Padborg: ’Kære Ebba! Ja, saa naaede jeg atter Danmark og er jer begge en hel Del nærmere; det er skønt. Jeg er sund og rask og ved godt Humør og haaber det samme for dig og ’Lille Skat’.’ Fem dage senere sendte han denne nyhed til Roskilde: ’Kære Ebba! Saa holder vi paa Gaden i Padborg i svenske Busser, og vi skal sikkert til Sverige og interneres der. Forhaabentlig bliver Opholdet der kort, saa vi snart kan ses igen i et frit Danmark. Jeg har det godt og har store Forventninger til Fremtiden. Vi har haft det godt i Frøslev’ (GS 21.04.1945). Turen gennem Danmark til Sverige var begyndt.

Den 22. april 1945 kørte De hvide Busser gennem Roskilde til Sverige. Her stod Ebba Sørensen med ’Lille Skat’ på armen og vinkede, fordi Gert Sørensen måtte i karantæne i Sverige, inden familien kunne mødes i Roskilde (BHL, 97).

Næste dag [22.04.] blev der god tid til at skrive fra ’De hvide Busser’, og nu var censuren ophævet: ’Vi holder i Øjeblikket paa Fredericia Banegaard og har holdt der siden i Nat Kl. 2.30, der er nemlig blevet sprængt et Stykke bort af Sporene et Sted paa Fyn (Sabotage). Befolkningen har taget stormende imod os. Vi har faaet Madpakker, Mælk, Tobak, Bolcher, Aviser og Ugeblade samt Dannebrogsflag. Vi gaar omkring paa Perronen mellem Folk, uden at Bevogtningsmandskabet modsætter sig det. Det er herligt igen at være i Danmark og høre Dansk. Det ser jo ud til, at vi nu skal til Sverige, og det er vi selvfølgelig glade for, da der derovre er Fred og Ro. Vi havde jo haabet paa at blive løsladt, men der gaar jo nok nogen Tid endnu, til Krigen er forbi, men det varer heller ikke længe’. Sidst i brevet vendte Gert Sørensen igen tilbage til sin søn, der havde holdt hans mod oppe: ’Jeg er spændt paa at se ’Lille Skat’, da jeg kun har modtaget Amatørfotografiet, ligesom jeg længes efter at høre, om han stadig har langt Haar, om han har brune eller blaa Øjne, om han er krøllet osv. … Jeg naar ikke at være hjemme til din Fødselsdag [25.04.], saa rigtig hjertelig til Lykke, Fødselsdagskysset maa du have til gode, men du har jo mange andre til gode, sikken en Sommer, vi skal have sammen’ (GS 22.04.1945). Samme dag blev der sendt et brev fra Røde Kors til Ebba Sørensen: ’Man skal herved meddele Dem, at ifølge modtagne Lister er Gert Rudolf Sørensen, 7.5.19., den 22. April overført fra Frøslevlejren til Sverige’. Endnu et højdepunkt fandt sted længere oppe af dagen, idet ’De hvide Buser’ kørte over Stændertorvet i Roskilde til Sverige. Her stod Ebba Sørensen med ’Lille Skat’ på armen. Den 7. maj kom Gert Sørensen hjem til familien fra Sverige (RT) – på sin 26-års fødselsdag!

Baptisternes Ungdomsblad indeholdt den beretning, som Gert Sørensen skrev om sit ophold ’I Koncentrationslejr’. Den er præcis og velskrevet, men bladet blev fejlagtigt kaldt ’Nr. 9’. Her skulle have stået ’Nr. 6’, altså Juni-nummeret 1945.

Det blev således i Sverige, at Gert Sørensen oplevede den 4. maj. Herom skrev han straks efter: ’Opholdet i Sverige blev kort, kun 14 Dage, men vi vil aldrig glemme vort Broderfolk Svenskerne, hvad de i de Dage gjorde for os. Den 4. maj om Aftenen var vi forsamlede om Radioen for at lytte til BBC’s Udsendelse paa Dansk fra London, da det blev meddelt, at de tyske Tropper i Danmark havde kapituleret. Vi brød ud i et spontant Jubelraab. Saa blev Danmark alligevel skaanet for Ødelæggelsens Værk og det danske Folk for yderligere Lidelser. Den Dag, vi gennem Maaneder havde ventet utaalmodigt paa, var nu oprunden. Snart skulde vi atter sætte Foden paa dansk Jord og se Dannebrog vaje over et frit og lykkeligt Danmark, og snart skulde vi gense vore Kære. Den Krig, der har bragt Menneskeheden saa megen Nød og Elendighed, er nu forbi i Europa. Maatte den snart være forbi i hele Verden’. Ovenstående hilsen, der blev trykt allerede i juni-nummeret af Baptisternes Ungdomsblad, sluttede han således: ’Et stort Genopbygningsarbejde baade aandeligt og materielt ligger foran os. Der maa vi som Danske være med og ikke mindst vi unge danske Baptister’ (UB, 69).

Efter hjemkomsten gik der kun fem dage, inden Gert Sørensen genoptog sit arbejde hos politiet. I 1954 flyttede familien til Lejre, hvor Gert Sørensen blev Landbetjent. Han bar aldrig nag til tyskerne. Familien tilhørte fortsat Roskilde menighed, hvor han hurtigt blev formand for Ungdomsforeningen. ’Lille Skat’ fik to små søstre, Anni og Birgit, og selv fik han navnet – Torben!

Hovedpersonerne
  • Gert Sørensen: *07.05.1919, ^21.04.1935, +13.06.1999
  • Ebba Westh Sørensen, f. Rasmussen: 25.04.1917, ^21.04.1935, +25.10.2004
Kilder
  • Gert og Ebba Sørensen: 19 private breve mellem dem fra 08.10.1944 til 22.04.1945, (GS) og (ES)
  • Brevene har ikke tidligere været anvendt til historieskrivning. Privateje. De tre tyske breve er oversat af Poul Erik Jensen.
  • Gert Sørensen: I koncentrationslejr… , Baptisternes Ungdomsblad 1946, 66f (UB)
  • Roskilde Tidende: Syv måneder i tysk koncentrationslejr, interview med Gert Sørensen 26.04.1980 (RT)
  • Nationalmuseet, Frøslevlejrens Fangekartotek
  • Jørgen H. Barfod: Helvede har mange navne, ZAD 1969 (JBH)
  • Carl Aage Redlich (red): 19. September, Samlerens Forlag 1945 (CAR)
  • Frank Bøgh: 19. september. Da politiet blev taget, People’s Press 2014 (FB)
  • Bjørn Henning Larsen: Modstanden i: Roskilde Amt under besættelsen 1940-45, 1990 (BHL)
  • Hans Sode-Madsen: De hvide busser. Reddet fra Hitlers helvede 1941-45, Lindhardt og Ringhof 2015 (HSM)
Informanter
  • Ebba og Gert Sørensens to døtre: Anni West og Birgit Barnes. Jørgen Krabbe Sørensen.