Midt- og Sydjyllands menigheder

Århus Baptistmenighed var den største af menighederne i det Midt- og Sydjyske distrikt. Her ses menighedens kirke, Immanuelskirken, der ligger på Frederiksbjerg Torv – fotograferet i 1936, da menigheden fyldte 25 år. Arkivfoto.

I det store geografiske område syd for Østhimmerlands menighed lå der i Jylland kun fem menigheder. De to største var – med medlemstallene fra 1940 i parentes – bymenighederne i Aarhus (160) og i Vejle (150). De øvrige tre var landmenigheder med centre i Brande (110), Givskud (140) og Rødekro (100) – i alt 660 baptister med dertil hørende børne- og ungdomsarbejde. Alle menigheder havde satellit virksomhed i flere byer, hvor baptisterne drev såkaldt ’Nylandsmission’. De præster, der tjente de nævnte menigheder, fik hjælp af de skiftende ’nylandsmissionærer’, som alle landets menigheder i fællesskab havde ansat. Kritikken lød ofte, at arbejdet blev spredt på et alt for stort geografisk område med mangel på effektivitet til følge, men strategien bestod i at slå rod i flere byer i distriktet. Det er ikke lykkedes at gøre nogen af de nævnte fem menigheder til ’profilmenigheder’ – til gengæld stammer tre af de biografiske skitser fra to af disse menigheder.

Århus menighed

Byens baptistkirke – Immanuelskirken – havde ligget på det centrale Frederiksbjerg Torv siden 1912. Menighedens præster under krigen var Orla Jørgensen (1939-1942) og Kjell Kyrø-Rasmussen (1942-1955, afbrudt af studier i Oxford 1947-50). Menighedslivet blev præget af krigen. Allerede i 1941 lød det: ’Det varede nogen tid, før vort folk fandt sig selv under de nye forhold. Det samme gjaldt menigheden: Krigen med den deraf følgende brændselsrestriktion animerer ikke til større mødevirksomhed. Vedligeholdelsen af menighedens virksomhed har været det, der kendetegnede året’ (JUB 18). I krigens sidste år blev situationen endnu vanskeligere. Menighedens annoncer var ofte ledsaget af denne bemærkning: ’Mødet aflyses med kort varsel, hvis forholdene vanskeliggøres’ (JUB, 19). To af menighedens medlemmer – Oluf Malchau og Lydia Pedersen – gjorde sig på hver sit arbejdsfelt særlig bemærket under krigen. Se Oluf Malchaus biografiske skitse og Lydia Pedersens biografiske skitse. Menighedens arkiv indeholder ikke materiale, der fortæller yderligere om tiden under besættelsen. Efter besættelsen blev Kyrø-Rasmussen knyttet som præst til de tyske flygtningelejre i Midtjylland – se Rammefortællingen 1945-50.

Litteratur
  • Arne Pedersen: Århus Baptistmenighed 1911-1961, Jubilæumsskrift 1961 (JUB)
Informanter
  • Arne Valbak; Oddmar Poulsen.

Brande menighed

Menigheden hed indtil 1945 ’Nr. Snede menighed’, men Brande havde længe været centrum for arbejdet. Her var den unge præst, Jens Anhøj, også bosat i årene 1939-1944. Jens Anhøj havde som præst kendskab til byens modstandsbevægelse, der blev ledet af Nis Madsen Haugaard. Han var medlem af menigheden, hvorfra han hentede flere unge mænd, der indgik i byens ventegrupper. Se den biografiske skitse om Nis Madsen Haugaard.


Givskud menighed

Marius Poulsens takkebrev til Bredahl Petersen, fordi kirken i Givskud gik fri for ’besættelse’.

Menigheden – den tidligere Nazaræermenighed med rødder tilbage fra 1850’erne – blev optaget i Baptistsamfundet i 1940, og ved optagelsen takkede menigheden for ’det Broderskab, vi har mødt hos Eder igennem mange Aar. Vi trænger til at møde Brodersind, Kærlighed og Forbøn’ (ÅB 1940, 7). Det varede heller ikke længe, før menigheden sagde tak for en særlig hjælp. Dens forstander fra 1937, Marius Poulsen, skrev til Bredahl Petersen i november 1944: ’Jeg skal meddele Dig fra Departementskontoret i Silkeborg, At Sagen angaaende Bethaniakirken i Givskud har været for de højeste tyske Myndigheder i Danmark, og den vil ikke blive beslaglagt. Den er indviet til Kirke og vil fremtidigt blive henregnet til disse. Samtidig skal jeg bringe Dig Menighedens varmeste Tak for Hjælp og Bistand, for uden den havde Bethania i Dag været optaget til andet Formaal. De har taget alle offentlige Lokaler i Givskud – den nye Centralskole, Forsamlingshuset m.m., saa Kommunen er i stor Forlegenhed med Skolebørnene. Vi har tilbudt dem, at de maa laane vores lille Sal til Skolestue; det var de glade for. Givskud har 200 Indbyggere og skal have 350 Gæster [Tyskere]. Det virker trykkende og hæmmende i vort Arbejde. Vi beder og venter, at der snart maa komme andre Tider med fred og Vækkelse’ (KK-arkiv). ’Betania’ blev bygget som menighedens kirke i 1914 (JUB1, 36). Vi kender i øvrigt ikke mere til baptisternes omgang med besættelsesmagten i det lille bysamfund.

Litteratur
  • Marius Poulsen: Brev til Fr. Bredahl Petersen, 06.11.1944, Købnerkirkens arkiv (KK-arkiv).
  • Peter Ibsen: Givskud Baptistmenigheds Historie 1849-1942, 1942 (JUB1)
  • Magnus Andersen: Givskud Baptistmenigheds historie 1942-1999, 1999 (JUB2)

Vejle menighed

Spejderkorpsenes førerstævne blev i påsken 1946 holdt i Vejle. Her byder Chr. Damkier spejderne velkommen. Siden befrielsen var der blevet oprettet 18 nye spejderkredse. Billedet viser interiøret i Baptistkirken i Gulkrog. Arkivfoto.

Menigheden var veletableret og havde været engageret i mission i Vejle i mange år. Kirken havde ligget i Gulkrog siden 1877. Efter 50-årsjubilæet blev den i 1929 udstyret med et beskedent klokketårn, og dens status som kirke blev ikke anfægtet af tyskerne. Menighedens præst var Chr. Damkier (1940-1950), der de første tre år bosatte sig i Kolding. Her havde Baptistsamfundet efter flere års ’nylandsmission’ købt en stor hjørneejendom, der blev indrettet med ’Kirkesal med Daabsgrav’. (ÅB 1940, 81). Det nye initiativ i Kolding var et typisk eksempel på den mission, som baptisterne udøvede i det syd- og midtjyske område, hvor de var uden fodfæste i de fleste større byer.

Ejendommen, som Baptistsamfundet købte i Kolding i 1940. Den blev ombygget med kirkesal og fire lejligheder, hvoraf den ene var menighedens præstebolig. Kirkesalen fik vinduer, der var ’udført med Blyindfatning’. Årbogen 1940 (ÅB, 81).

Ægteparret Else og Verner Jensen flyttede i sommeren 1944 fra Odense menighed til Vejle menighed med bopæl i Kolding. I samme forbindelse skiftede de familienavn til Koldsbæk. På årsmødet i 1946 deltog han på vegne af Fredericia-Kolding-Missionen som repræsentant for Vejle menighed (ÅB 1946, 6). Her orienterede han om missionen i Kolding: ’Vi vilde gerne, om vi rigtig kunde faa Gang i Arbejdet i Kolding. Vores Søndagsgudstjenester er meget smaat besøgte. Vort Søndagsskole- og Juniorarbejde gaar godt’ (ÅB 1946, 18). Og da årsmødet drøftede missionsstrategi i Trekantområdet, sagde han: ’Er vor Mission i Kolding grebet forkert an, som nogle siger? Vi appellerer til Aarsmødet om en Haandsrækning. Mon ikke nogle unge Mennesker vil flytte til Kolding og hjælpe os i Arbejdet? Kom og hjælp os!’ (ÅB 1946, 24). Vi véd ikke om andre flyttede til byen – som Else og Werner Koldsbæk gjorde det. Se profilen for Odense menighed.


Sønderjyllands menighed

Baptistkirken i Rødekro, der blev indviet i 1932, lå på Hærvejen, der gik gennem byen.

Baptismen i Sønderjylland havde sin helt egen forhistorie. Menigheden i Flensborg blev selvstændig i 1899, og herpå ønskede den, at det samme skete i Nordslesvig. Menigheden, der efter 1920 fik navnet ’Sønderjyllands menighed’, blev derfor stiftet i år 1900. Det betød, at menigheden med ca. 100 medlemmer blev optaget i ’Den nordvestlige Forening for døbte Kristne Baptister’ (JUB 2000, 10). Geografisk flyttede menigheden over tid fra Vestkysten over Midtlandet til Østkysten. Dens præster blev før 1920 ofte uddannet på de tyske baptisters teologiske seminarium i Hamborg. Sproget i landsdelen var dansk, men der blev regeret på tysk. Efter den nye grænse blev fastlagt i 1920, sluttede baptisterne i Egernsund sig nu til ’Sønderjyllands menighed’. Samme år blev menigheden optaget i Det danske Baptistsamfund, der satte mange kræfter ind på at integrere ’baptisterne syd for Kongeåen’ i det danske baptistfællesskab. Resultatet heraf blev bl.a. indvielsen i 1932 af menighedens nye kirke på Hærvejen i Rødekro, hvor flertallet af medlemmerne nu boede. Genforeningen betød dog også, at mere end 10% af den nye menighed emigrerede til Brasilien og USA (JUB 2000, 14ff). Menigheden havde i ’de første mange år haft sit tilhørsforhold til de tyske baptister og blev styret efter deres ret strenge begreber, men søgte efterhånden åndeligt fællesskab og inspiration i Danmark’ (BT, 1).

I 1936 gav P. Olsen læserne af Ugebladet et stemningsbillede, hvor han specifikt fremhævede Sønderjylland: ’Nazismen i Danmark har dog vel ellers hidtil været en forholdsvis uskyldig Fornøjelse for ganske unge Mennesker – undtagen i Sønderjylland, hvor den er et Led i Fortysknings-bestræbelserne’ (BU 1936, 19). I en senere erindring om samme periode blev dette bekræftet. I Rødekro ’var vel ca. halvdelen af befolkningen tysksindede, og vi andre stærkt nationale. DNSAP førte sig frem med marcher i uniform, og Fritz Clausen, som var den danske naziformand og stærkt berygtet, holdt stormøder i byens biograf’ (RC). Da den nye ungdomssekretær, bornholmeren Svend Aage Hagstrøm, besøgte Sønderjylland for første gang til en missionsuge i januar 1940 slog den samme atmosfære ham: ’Naar man besøger Sønderjylland, kan man ikke undgaa at lægge Mærke til den Forskel, der er paa denne Landsdel og det øvrige Land. Man føler straks, at man er i et Grænseland, blandt et Grænsefolk, hvor Tanker og Synspunkter staar skarpt overfor hinanden. Til en vis Grad mærkes dette ogsaa i Menigheden der, men man føler alligevel, at Maalet er det samme, nemlig Mennesker vundet for Gud’ (UB 1940, 33). Modsætninger var der mange af i de fleste familier, og det greb også dybt ind i menighedens fællesskab. Men oftest var ’enheden i Kristus’ stærkere end alt andet.

Menighedens to centre lå under krigen i Rødekro og i Egernsund. Henry Christensen flyttede fra Nordjylland til Sønderjylland, hvor han – med bopæl i Rødekro – var præst 1938-1942. Han havde ikke været der længe, før han konstaterede, at menigheden dækkede et stort geografisk område med 14 mødepladser: ’Vi har en stor Arbejdsmark og mange Vanskeligheder – og kun faa Medlemmer’ (ÅB 1940, 15). Når familien flyttede til Sønderjylland hang det sammen med, at Clara Christensen havde sine forældre der. De tilhørte ikke menigheden, men de satte andre spor hos børnebørnene. Robert Christensen erindrer, at ’det blev knapt så spændende at besøge bedstemor og -far i Bylderup Bov, idet vores gode bedstefar var stærkt tysksindet og forherligede Hitler og hans regime. Vi havde en forholdsordre hjemmefra om ikke at indlade os i politiske diskussioner med bedstefar, men den var svær at overholde, fordi vi var vant til at samtale meget med ham’ (RC, 11). Ved krigsafslutningen ’blev vores elskede bedstefar arresteret for at have kørt for tyske officerer i Flensborg. Han var i længere tid, før han fik sin dom, interneret i Fårhuslejren’ (RC, 18). Præstefamilien Christensen vendte allerede i 1942 tilbage til Vendsyssel: ’Den spændte situation, vel især i grænseområdet, gjorde, at far igen søgte mod nord’ (RC, 11).

Kamp om Egernsund

Sognefogeden i Egernsund, Peter Høy, der tilhørte baptistmenigheden, kom i krigens sidste dage i den tyske skudlinje. Kort før den 30. april 1945 ankom der til byen ’en hel lille armada’, som landsatte ca. 500 soldater, der ’var meget unge, meget krigsliderlige og meget Hitlertro’. Natten til den 2. maj ’brasede ca. 30 soldater ind i huset til byens sognefoged og forlangte, at han straks skulle oplyse, hvem byens terrorister [modstandsfolk] var’, men det hverken ville eller kunne han: ’Ankomsten var ret så dramatisk. Sognefoged Peter Høys kone lå alvorligt syg, og soldaterne brød ind med hjelme på hovederne og opplantede bajonetter på geværerne. Klokken var omkring 4 nat. Da han ikke kunne oplyse nogen navne, fremtvang man, at han skulle skrive en besked til byens borgere om, at man fra tysk side straks ville skyde 10 danskere, såfremt man gjorde nogen tysk soldat nogen skade’. Peter Høy fabrikerede ’en maskinskrevet seddel, der blev omdelt – og det blev betonet, at tyskerne sandsynligvis ville gøre alvor af deres trusler’. Samtidig bad sognefogeden byens befolkning om at holde sig i ro. Situationen var spændt og flere af Egernsunds borgere forlod byen. Episoden sluttede den 6. maj med, at ’pokker tog ved soldaterne’, der ’pakkede sammen i en rasende fart’, og kort efter ’afsejlede de tyske skibe ud af Flensborg Fjord’ (GOF). Freden kom således til Egernsund et par dage efter, at det øvrige land fejrede friheden. Hverken skipper Peter Høy (født 1880), hans kone Marie (født 1879) eller byens frihedskæmpere måtte lade livet for de tyske soldaters sidste krampetrækninger.

Den gamle tyske privatskole, der blev dansk baptistkirke i 1950, blev indviet i samme år, som menigheden fejrede sit 50 års-jubilæum. Orla Grarup, netop tiltrådt som præst i Vejle, og landsevangelist Stephan Petersen står på trappen. Jubilæumsskriftet (JUB; 17).

Orla Jørgensen fortalte på årsmødet i 1945, at ’Egernsund er vort Lyspunkt’ (ÅB 1945, 17), og få år efter ’indtog’ Sønderjyllands Baptistmenighed byen, idet menigheden af Finansministeriet købte den tidligere tyske privatskole, hvor ’haven går lige ned til Flensborg Fjord, hvorover man har den skønneste udsigt til Tyskland’. Her fik menigheden i dens 50-års jubilæumsår gode rammer i byens centrum ’med en lille hyggelig mødesal til ca. 75 tilhørere og lokaler til ungdoms-, søndagsskole- og juniorvirksomhed’ samt en præstebolig, hvor Jens Kaspersen med familie flyttede ind. Den tyske skolebygning fik god anvendelse som ’kirkehus’ for den overvejende danske baptistmenighed.

Respekt – og tavshed

Menigheden arbejdede længe med de udfordringer, som genforeningen i 1920 medførte. I forbindelse med indvielsen af det nye ’Baptisternes Hus’ i Egernsund i 1950 ville nabomenigheden i Fredericia forære sønderjyderne en flagstang, som ’man ikke ønskede at tage imod’ (JUB 2000, 17). I Rødekro var det endnu umuligt at flage med ’Dannebrog’, da Jens Kaspersen i 1950 blev budt velkommen som menighedens nye præst (IK). Problemet med ’flaget’ afspejlede, at der i én og samme menighed var såvel dansk- som tysksindede baptister, der ville gøre alt for at være ’ét i Kristus’ på tværs af gamle nationale skel. I lange perioder indtil 1991 var Theodor Petersen, der altid havde været tysksindet, menighedens leder. Menighedens protokoller fra 1879-1979 nævner aldrig noget om nationale sympatier.

Afgørende var, at man respekterede hinanden – som fx omkring flagningen. Da det ikke kunne lade sig gøre at flage med ét flag – ’Dannebrog’ – blev den enkle løsning ’at afvise flagstangen’. Enhed i menigheden banede vej for kompromisser. En anden udvej var at afstå fra samtalen. Både Helga Hermansen (født 1932) og Renathe Zimmermann (født 1956) pegede herpå. Helga Hermansen fortalte, at der ’aldrig blev talt – offentligt – om dansk eller tysk tilhørsforhold. Alle vidste, hvem der tilhørte det tyske mindretal, men det berørte ikke livet i menigheden. Under krigen kom jeg i juniorklubben, og jeg var barnepige hos Ella og Orla Jørgensen – menighedens præstepar 1942-1949 – men heller ikke her hørte jeg noget om besættelsens indflydelse på livet i menigheden’ (HH). Renathe Zimmermann husker fra nyere tid, at ’samtalen om det nationale var et ømtåleligt emne, fordi nogle tilhørte det tyske mindretal og andre absolut ikke. Det var tabu at tale om det, men jeg mindes da, at der kunne komme særlige bemærkninger, når talen faldt på det tyske’ (RZ). Der blev altså lagt op til tavshed – trossamtalen skulle ikke handle om det nationale.

Litteratur
  • Ebbe Mørck & Børge Outze: Danmarks Frihedskamp, Modstandsbevægelsen i Sønderjylland, 1, 1949.
  • Gråsten og Omegns Folkeblad: Egernsund – anno 1945, primo juni 1995 (GOF)
  • Sønderjyllands Baptistmenighed: Forhandlings- og Medlemsprotokol 1879-1979
  • Sønderjyllands Baptistmenighed: Menighedsrådsprotokol 1930-1969
  • Betty Toft: Sønderjyllands Baptistmenighed 1900-2000, Hjordkær 2000 (JUB)
  • Betty Toft: Sønderjyllands Baptistmenigheds rødder, 2000 (BT)
  • Robert Christensen: Mine aner og jeg. Erindringer, 1999 (RC)
Informanter
  • Hanne og Jørn Rørholm; Helga Hermansen (HH); Robert Christensen (RC); Inger Klyver, f. Kaspersen (IK); Renathe Zimmermann (RZ).