Eli Fjord Christensen

Da Eli Fjord Christensen kom hjem fra de tyske koncentrationslejre, bar han dette klenodie som indlæg i sin sko. Da livet var mest truet, perforerede han med en spids genstand et stykke stanniol fra en pakke cigaretter og skrev: ’Jesus Frels mig’. Her ses inskriptionen – og størrelsen på det lille indlæg i skoen antydes. Privateje.

Eli Fjord Christensen voksede op i Odense menighed, hvor hans far, Valdemar Fjord Christensen, havde dannet den første af Baptistsamfundets kredse af drengespejdere. Det skete i 1931. Han blev født som den midterste af tre søskende, der alle engagerede sig i spejderlivet i Kristuskirken. Begge sønner – både Gunnar og Eli – uddannede sig som politibetjente. Se Odense menigheds profil.

Til tysk koncentrationslejr

Da tyskerne internerede det danske politi den 19. september 1944 var Eli Fjord Christensen betjent i Odense (SM). I begyndelsen af 1943 var han på Borgmesterkontoret i Odense blevet viet til Edith Simonsen og snart fik de deres første søn. Eli Fjord Christensen blev ikke døbt i Kristuskirken, men de unge forældre var ikke i tvivl om deres kirkelige tilhørsforhold. Af parrets vielsesattest fremgik, at ægteparrets evt. børn skulle ’opdrages i det baptistiske Trossamfunds Lære’, og ved sønnens fødsel skrev sognepræsten i Kirkebogen for Thomas Kingo sogn: ’Forældrene tilhører Odense Baptistmenighed’. Da politiet blev taget var Eli Fjord Christensen 25 år, og alt tegnede lyst. Men han slap altså ikke gennem tyskernes edderkoppespind. Den 19. september havde han ganske vist fri, men fordi han havde glemt sin frakke på stationen, slog han et sving forbi Rådhuset (SM), hvor politiet i Odense havde deres base (JHB, 430). Det blev hans skæbne, idet han blev tyskernes bytte. En af hans kollegaer i Odense, Laurits Rasmussen, førte en detaljeret dagbog, mens de var i de tyske koncentrationslejre (LR). Ved hjælp af den kan vi følge Eli Fjord Christensen indtil den 18. december, da deres veje skiltes. Sammen med de øvrige ca. 70 betjente blev han i Odense interneret på Jernbanegades Skole. To dage senere blev alle betjentene sendt til Frøslevlejren, hvor de opholdt sig i fire dage. Herfra gik de danske betjente 12 km ned over grænsen – ’Alle med blottet hoved under passage af grænsen’ – hvor de blev sat på kreaturvogne i Harrislee. Den relativt korte tur herfra til Neuengamme tog to dage.

Ægteparret Anna og Valdemar Fjord Christensens tre børn. Fra venstre Gunnar, Anna Marie og Eli Fjord Christensen. Anna Marie Christensens armbind fortæller, at hun var aktiv i Danske Kvinders Beredskab, DKB. Foreningen blev stiftet i 1940, og den havde den daværende kronprinsesse Ingrid som protektor. I 1945 havde foreningen 42.000 medlemmer, der blev trænet af de danske myndigheder til forskellige opgaver indenfor forplejning, sygepleje og socialt arbejde. Privatfoto.

Opholdet i Neuengamme, hvor Eli Fjord Christensen fik fangenummeret 51897, blev ligeså kort som i Frøslevlejren. Den 29. september måtte betjentene videre til Buchenwald i andre kreaturvogne med 50 mand i hver: ’Sovet på gulvet, der var gennemvædet af hestepis – vognen utæt. Den ene dør skal holdes på klem hele tiden, og den bruges til pisning. Nødtørft forrettes i marmeladespand, og afføringen kastes ud gennem døren’. Det blev ’en frygtelig rejse. Ikke til at sove – stået op det meste af vejen’ (LR, 5.10.1944). Ved ankomsten til Buchenwald fik Eli Fjord Christensen fangenummeret 86666. Nogle få dage efter modtog betjentene de første pakker fra Dansk Røde Kors. Disse pakker med tøj og fødevarer blev deres opmuntring i en lejr, hvor alt pegede frem mod sygdom og død. I dagbogen beskrev hans kollega Laurits Rasmussen hver dags trivielle rytme, dens arbejde og de sparsomme måltider. Flere kollegaer blev nævnt ved navn, herunder dem der døde under opholdet. Eli Fjord Christensen nævnes ikke, men dagbogen beskrev også de vilkår, der blev hans i Buchenwalds efterårskulde. Et af de vilkår, der gjorde dagene utrygge, var de tilbagevendende rygter om fremtiden. Snart hed det med pessimisme: ’Er nu blevet fortrolig med formodningen om at skulle blive her til krigens afslutning’ (LR, 16.10.1944). Snart lyste optimismen: ’Mener selv, at der er nogen chance for, at også vi [som nordmændene] bliver hjemsendte. Gid det var så vel, for dette er ikke et liv for civiliserede mennesker’ (LR, 23.10.1944).

Gode rygter skuffede

Efter to måneder i Buchenwald lykkedes det for de danske myndigheder at få alle betjentene anerkendt som krigsfanger, hvilket betød, at de syge kunne komme under behandling. På den baggrund opstod der nye rygter: ’Fra København skal Røde Kors i dag være startet med 50 rutebiler, 25 ambulancer samt værkstedsvogne og meget andet materiel. At alle, således også de syge, skal med hjem, og at vi skal køres direkte til vore tjenestesteder. Gid det dog er rigtigt, og at intet svigter, således at vi kommer hjem til jul’ (LR, 11.12.1944). Resultatet af myndighedernes anstrengelser resulterede i, at 211 syge betjente – ’ledsaget af 33 urner med asken fra afdøde og kremerede politifolk’ (FB, 154) – midt i december kom til Frøslevlejren. I dagbogen stod der: ’Lægen oplyser, at danskerne rejste i aftes, dog ikke hjem til Danmark, men til en anden lejr, den samme hvortil nordmændene blev sendt. Kommentarer overflødige’ (LR, 18.12.1944).

Eli Fjord Christensen var blandt de tilbageblevne i Buchenwald. Her opstod det rygte, at de skulle fejre julen i Danmark. Den 16. december fik de ordre til at bytte deres fangetøj med det tøj, de havde modtaget via Røde Kors: ’Næste morgen klokken 06.00, marcherede godt og vel 1.600 danske politifolk ned på Buchenwalds store appelplads, hvor de blev stillet op i den almindelige fünf und fünf-formation – i rækker med fem mand. Den dag frøs det 10 grader, men kulden bed lidt mindre i den almindelige glædesrus’ (FB, 155). Det blev en lang kold dag på appelpladsen, idet betjentene først kl. 18.30 blev ført ud af lejren til nogle ventende godsvogne, hvor de – efter tysk skik endnu engang – blev gennet ind med 50 mand i hver vogn. Ingen vidste, hvor de skulle hen. Dagbogens forfatter – Laurits Rasmussen, der var indlagt på KZ-lazarettet i Buchenwald – kom ikke med til Frøslev. Han var heller ikke med på appelpladsen. Han forblev i Buchenwald, indtil De hvide Busser hentede de få betjente herfra til Danmark i april 1945.

Illustration fra Buchenwald fra efteråret 1944, tegnet af Axel Munk-Andersen. Foto fra Carl Aage Redlich (CAR, 270). Efter ankomsten af ’Røde Kors’-pakker indrettede betjentene ildsteder i gaderne mellem barakkerne for at koge havregrød og vand til bouillon. En sådan ’Seriefremstilling’ kom til at betyde liv eller død for de syge blandt betjentene.

Videre til Mühlberg

Eli Fjord Christensen var blandt de 1.600 betjente, der stod på appelpladsen med ønsket om at komme hjem til jul. Men næste morgen standsede toget på et vigespor ved en lille station syv kilometer fra krigsfangelejren Mühlberg nogle hundrede kilometer øst for Weimar. Her kan vi følge ham via hans københavnske kollega Carl Aage Redlich, der allerede i 1945 skrev om deres ophold. Både humøret og kuldegraderne var på lavpunktet: ’Det frøs paa dette Tidspunkt 20 Grader, saa vi var omtrent stive af Kulde, da vi kom frem i Dagslyset’. Indkvarteringen var ikke bedre: ’Vi blev i Hold paa ca. 150 Mand sendt til nogle fuldstændigt tomme Barakker. Der fandtes hverken Køjer, Madrasser, Lys, Varme, Borde, Bænke eller Vand. Vi maatte smide os paa det bare Gulv, der selvfølgelig var sort af aargammelt Snavs fra andre Krigsfanger’. Dagen efter ventede endnu en overraskelse: ’Lejren havde ikke Spiseredskaber, idet den var vant til, at Krigsfangerne selv medførte Kogekar, saa vi kom i en slem Forlegenhed første Gang, vi fik en Bøtte Suppe udleveret. Der var ikke andet for, end vi maatte staa paa Hovedet i Lejrens kæmpemæssige Mødding, hvor vi mellem al Slags uhumsk Affald fandt gamle ofte rustne Konservesdaaser, som efter en Afskylning i koldt Vand maatte gøre Fyldest som Tallerken til 5-6 Mand. Skeer fandtes selvfølgelig heller ikke, saa vi maatte drikke Suppen, hvilket dog heller ikke voldte større Kvaler, da den var tynd som Vand’ (CAR, 88f). I Mühlberg fik betjentene nye fangenumre. Eli Fjord Christensen blev nummer 310.496. Her opholdt han sig sammen med Knud Anesen, 310.153, og Gert Sørensen, 310.326, men de kom hurtigt til hver sin arbejdslejr. Se de biografiske skitser af Knud Anesen og Gert Sørensen.

I menigheden i Odense besøgte familierne hinanden. Her ses en hilsen i familien Wümpemanns gæstebog fra et af medlemmerne i Fjord Christensens familie. Hilsenen handlede om bønnens styrke – den bøn, som Eli Fjord Christensen formulerede noget enklere: ’Jesus, Frels mig’. Wümpelmanns drev et pensionat i Odense. Privatfoto.

Juleaften med gråd i mørket

Men Eli Fjord Christensen fejrede først julen i Mühlberg. Julemåltidet var skuffende: ’Vi mærkede, at Tyskland var i Nød. Juleaftensdag fik vi de almindelige Rationer blot med den Forskel, at vi fik Mad til alle Helligdagene, da Tyskerne ikke vilde afbryde deres egen Julefest for at ordne Maden til Fangerne. De benyttede Lejligheden til at snyde os for Paalæg til den ene Helligdag, uvist af hvilken Grund. Om Eftermiddagen samledes vi i en tom Barak til en lille Højtidelighed. En Kammerat spillede et Par af vore gamle Julesalmer paa Trompet, og en anden Kammerat holdt en kort Juleandagt. Alle var dybt bevægede. Jeg tror aldrig, vore Julesalmer er blevet sunget under saa triste Omstændigheder. Barakken manglede de fleste Vinduer, saa Sneen føg ind, hvor vi stod tæt sammenpresset’. Alle gik som sædvanligt til ro kl. 16 på grund af mørket, men ingen kunne sove: ’Hver eneste laa i Mørket med sine egne Tanker. Vi tænkte paa vore Koner, der sad sammen med vore Børn i det tomme Hus ved et tændt Juletræ saa langt, langt borte, men vi glædede os over, at de ikke led Nød, og over at de ikke kendte vore fortvivlede Forhold. Rundt omkring i Mørket blev der revet Tændstikker, der oplyste Billedet af en smilende Kvinde med en lille lyslokket Dreng eller Pige. Man behøver ikke at skamme sig over at skrive, at der blev grædt mange Steder i Mørket. Følelserne overmandede os i vor egen Nød. De gamle smukke Julesalmer lød atter en Gang. Alle laa paa Madrasserne og sang ud i Mørket, men i Sjælen stod et tændt Juletræ i en varm Stue fyldt med glade Mennesker – og Julemad. Vi havde ikke engang faaet et Julebrev fra Danmark’ (CAR, 90f) – postforbindelsen var blevet endnu vanskeligere efter Buchenwald. Denne skildring rummede også juleaftenen for Eli Fjord Christensen, der lod sine tanker gå til hjemmet i Odense, hvor Edith og deres lyshårede Benny lod tankerne gå den anden vej – til et sted sydpå, som de intet kendte til.

Til arbejdslejr i Wittenberg

Fra Mühlberg kom betjentene til forskellige arbejdslejre. Eli Fjord Christensen måtte kort efter jul tage turen til Wittenberg, hvor der lå to arbejdspladser. Den ene hed Gummiwerke Elbe. Hertil afgik de første 40 mand den 29. december 1944: ’Arbejdet bestod her dels af jordarbejde og dels af sortering af gummi, og det varede fra 7 morgen til 17 om aftenen’. Kort efter nytår ankom næste hold på 20 mand (JHB, 138). Den anden arbejdslejr ved Wittenberg var flyvemaskinefabrikken Arnold Schleicher, hvortil der afgik arbejdshold fra Mühlberg den 8. januar 1945. Her måtte politifolkene arbejde som ’smede, nittere, svejsere, murere, malere osv., men alt i alt var det ikke så strengt endda, fordi mange havde gode muligheder for at drive den af’ (JHB, 142). Til hvilken af de to arbejdslejre Eli Fjord Christensen kom, véd vi ikke. Hvis det var sidstnævnte, findes en detaljeret beskrivelse af de vilkår, han levede under (CAR, 141ff). Fra begge arbejdslejre blev betjentene ’Hjemført fra Wittenberg den 31. marts 1945’ (JHB, 430). Eli Fjord Christensen kom således i begyndelsen af april med ’De hvide Busser’ til den skandinaviske opsamlingslejr i Neuengamme. Han nåede Frøslevlejren den 5. april 1945, hvorfra han måtte omkring Sverige. Han ankom – sammen med Knud Anesen – med jernbanefærgen til Malmö den 23. april 1945 og fik ophold i Ramlösa (MS). Herfra nåede han efter befrielsen tilbage til Odense. Fem af hans kollegaer fra Odense døde under opholdet i Tyskland.

’Jesus Frels mig’

Vi har ingen bevarede breve eller skrevne erindringer fra Eli Fjord Christensen. Da han nåede hjemmet i Odense, genså han sin lille familie, hvor deres søn nu var fyldt to år. Ved ankomsten var han både medtaget og afmagret, og han talte aldrig om sit ophold i koncentrationslejrene (SM). Men familien bevarede det klenodie, han lavede under sit ophold i Tyskland. Her gennemhullede han et lille stykke stanniol – et indlæg fra en pakke cigaretter – med en spids genstand. Perforeringen viser en bøn, der bekræfter det livssyn, der bar ham: ’Jesus Frels mig’. Eli Fjord Christensen blev kun 43 år. Han døde fra sin hustru og fire børn allerede i 1962. Han blev begravet af pastor Orla Grarup fra Kristuskirken i Odense, hvor han i sit hjem og i menighedens spejderkreds fik formet sin barnetro – og hvor han slog på trommen, da menighedens spejderkreds blev dannet i 1931.

Baptistsamfundets første spejderkreds blev oprettet i Odense af Valdemar Fjord Christensen, der står til venstre. Her ses drengene i 1931. Eli Fjord Christensen står i midten med trommen. Baptisternes Ungdomsblad (1931, 58). Efter krigen spillede han i mange år i Odense Politi Orkester.
Hovedpersoner
  • Eli Fjord Christensen: *04.01.1919, navngivet 09.06.1919, +11.10.1962
  • Edith Agnete, f. Simonsen: *19.04.1921, ^21.04.1935, +03.02.1999
Litteratur
  • Jørgen H. Barfod: Helvede har mange navne, Forlaget Zac 1969 (JHB)
  • Carl Aage Redlich (red): 19. September, København 1945 (CAR)
  • Frank Bøgh: 19. september. Da politiet blev taget, People’s Press 2014 (FB)
  • Laurits Rasmussen: Sikken et liv at tilbyde danske politimænd, Dagbog fra Buchenwald, Odensebogen 1990-1992 (LR)
  • Malmö Stadsarkiv: Fortegnelse over danske betjente, der kom til Malmö, Kriminalpolisens Arkiv F7:11 (MS)
Informanter
  • Eli Fjord Christensens datter Bente [Søs] Mathiesen (SM) og søn Rudi Fjord Christensen. Charlotte Lenskjold.