Odense menighed

Odense menighed satte bevidst ind med missionsvirksomhed på banestrækningen tværs over Fyn – fra Middelfart og Tommerup mod vest til Langeskov og Nyborg mod øst. Her ses én af disse mindre annekskirker, indrettet i en privatbolig, der blev købt ’til en meget billig Pris’ af et ægtepar, der tilhørte menigheden. Ombygget i 1937 (ÅB 1938, 85). Arkivfoto.

Fyens hovedstad

Odense blev stærkt medtaget under krigen og stemningen blev fra 1943 ofte spændt til det yderste. Den landsdækkende folkeopstand i sommeren 1943 begyndte her i byen og udviklede sig i august til regulære gadekampe. Odense Skibsværft var et oplagt mål for sabotage, fordi tyskerne brugte værftet til at ombygge forskellige fartøjer til krigsskibe. Og netop ombygningen af det tyske ’Linz’ til mineskib i foråret 1943 medførte i juli den sabotagehandling, der udløste urolighederne. Det politiske tomrum efter regeringens fratrædelse blev udfyldt af Danmarks Frihedsråd, der blev etableret i efteråret 1943. Det blev hurtigt respekteret og dets betydning blev stigende. Her fik modstandsbevægelsen et rygstød for dens kamp mod tyskernes magt og brutalitet. På landsplan blev modstanden mod tyskerne i begyndelsen af 1944 organiseret i seks regioner, hvoraf Fyn blev den ene. Hermed blev der ud fra Odense skabt en organiseret baggrund for den stigende sabotage mod tysk ejendom og for våbenmodtagelserne fra England.

Efter politiets internering den 19. september 1944 stod land og by uden ordensmagt og en bølge af kriminalitet skyllede ind over landet. Frygten steg også i Odense, hvor der blev etableret offentlige beskyttelsesrum, og et omfattende byggeri af mere end 300 bunkere begyndte. Anlæggene bestod af en betonkonstruktion med en trædør og lidt inventar. De var ikke beregnet til permanent ophold, og de havde kun et begrænset indhold af vand, andre fornødenheder og tørklosetter. Private grupper og gadeforeninger oprettede vagttjenester – et initiativ, der blev fulgt op fra bystyret med kommunale vagtværn. Mere end 12.000 særligt uddannede husvagter blev – ved borgerligt ombud – dirigeret ud i bybilledet (HJ 1979, 382). Alt dette skete naturligvis, fordi tyskerne optrappede omkring Odense. Værnemagten begyndte ved årsskiftet til 1944 at anlægge en stor lufthavn ved Beldringe. Mange fynboere blev i stigende grad værnemagere, der berigede sig ved at arbejde for tyskerne. Tyskerne skabte deres egen HIPO-tjeneste – et korps også af danskere, der fungerede i tyske uniformer som ’hjælpe-politi’ indtil krigens slutning. Ved befrielsen i maj 1945 blev Odense igen genstand for kampe – et opgør, hvor netop dette ’Hilfspolizei’ kom til at spille en tragisk rolle.

Odense menighed indviede i 1933 denne store kirke i byens centrum på Klosterbakken – nær ved H.C. Andersens fødested. Arkivfoto (ÅB 1934, 78).

Kristuskirken på Klosterbakken

Ved krigens begyndelse havde menigheden et voksende medlemstal på godt og vel 300. I krigens tid virkede den ud fra to kirkebygninger i Odense, nemlig Kristuskirken i centrum og annekskirken i Næsby. Samtidigt udvidede den sit virke på Fyn, hvor den indviede kirker og mødesale i stationsbyerne Middelfart og Tommerup mod vest og i Langeskov og Nyborg mod øst. Under besættelsen var det en imponerende indsats, der skete på trods af mørklægning, udgangsforbud og den uregelmæssige togdrift.

Alf Engebretsen, præst i Odense 1939-1944. Han var fra Norge, hvor han havde været både præst og landsevangelist. Bredahl Petersen introducerede ham på denne måde i en annonce som gæsteprædikant i Købnerkirken på Amager: ’Tidligere medlem af Oslos Borgerrepræsentation, omvendt fra Ateisme og Kommunisme til en Ordets Forkynder’. Frikirke-Tidende september 1940.

Kristuskirkens centrale placering i byens centrum var givetvis skyld i, at kirkens krypt blev forstærket med kraftigt tømmer og indrettet som offentligt beskyttelsesrum. Det blev ganske givet udført af myndighederne, da menighedens regnskab ikke blev belastet med udgifter hertil. Tværtimod modtog menigheden 320 kr. om året i ’Leje af Tilflugtsrum’. Menighedens lokaler i både Næsby og Nyborg blev mod krigens slutning brugt til undervisning, da de offentlige skoler begge steder blev beslaglagt af tyskerne. Efter krigen blev kirken i Næsby lånt ud – denne gang med menighedens gode vilje – til engelske tropper (MA).

Vaskeriet ’Thor’, der ejedes af en tyskvenlig direktør, lå under krigen på Klosterbakken. Her skete der den 6. maj 1944 en meget kraftig eksplosion: ’Sabotørerne trængte over Kamgarnsspinderiets Grund ind i Virksomhedens Maskinhus, hvor de anbragte Bomben. Maskinhuset næsten jævnedes med Jorden, og den 3-Etages Vaskeribygning – i øvrigt tillige Elektricitetsværket og Kristuskirken lige i Nærheden – led en Del Skade’ (EM&BO, I, 289). Erstatningen blev ifølge menighedens regnskab på knap 1.000,- kr., der svarede til 1/4 af en normal årsløn for en baptistpræst (MA).

Baptistsamfundets første spejderkreds blev oprettet af Valdemar Fjord Christensen, der står til venstre. Her ses drengene i 1931. Eli Fjord Christensen står med trommen. Den voksne til højre er Kaj Lenskjold. Baptisternes Ungdomsblad (1931, 58).

Landets første spejderkreds

På årsmødet i 1930 vedtog Baptistsamfundet, at menighederne kunne omdanne deres ikke-uniformerede juniorkredse til spejderkorps, og at dette i første omgang gjaldt drengene. Odense menighed kom først. I foråret 1931 oprettede Valdemar Fjord Christensen landets første baptistspejderkreds for drenge (ÅB 1931, 24). Ægteparret Valdemar og Anna Fjord Christensen tilhørte menigheden, hvor han var kredsfører i årene 1930-35. Da Spejderkorpsets fynske division blev oprettet ti år senere under førerstævnet i Odense, blev han valgt som dets første chef. Men én gang spejder, altid spejder. I 1951 oprettede han Spejdergildet ’Den blå Lilje’, hvor han blev gildemester. Gildet skulle støtte spejderkredsens arbejde og udvikle kammeratskabet blandt gamle spejdere’ (JUB 1984, 54). Ægteparrets tre børn – to sønner og en datter – tog også ivrigt del i menighedens spejderarbejde. Sønnerne Gunnar og Eli Fjord Christensen uddannede sig begge til politibetjente. Da politiet blev taget, fik de hver sin skæbne. Gunnar Fjord Christensen gik ’under jorden’ og ind i en af politiets modstandsgrupper. Derimod blev Eli Fjord Christensen interneret og sammen med ca. 1.900 danske betjente sendt til tyske koncentrationslejre. Anna Marie Fjord Christensen meldte sig ind i Danske Kvinders Beredskab, hvor hun hjalp med at gemme effekter til jernbanesabotage – både i hjemmet og i skovene omkring Odense (CL). Se den biografiske skitse af Eli Fjord Christensen.

Spejderførerne Valdemar Fjord Christensen og Kaj Lenskjold, ca. 1932. Fra venstre Kaj Lenskjold og Anne Marie Lenskjold med datteren Grethe mellem sig. Herpå Anna Sofie Christensen, gift med Valdemar Fjord Christensen, der sidder yderst til højre med datteren Anna Marie. De øvrige tre er ukendte. Bemærk spejderuniformen, som den så ud i begyndelsen af 1930’erne. Privatfoto.

Engagement på begge fløje

I en så stor bymenighed havde man forskellige holdninger til besættelsesmagten. En af spejder-førerne, Verner Jensen, var i begyndelsen af krigen ’Kredslærer’ for spejderne. Som ’kredslærer’ havde han ansvar for bibelundervisningen. Hans kone, Else, var kredsfører for pigespejderne. Flere spejdere husker, at Verner Jensen gik med nazi-emblemet på ærmet (CA). Bovrup-kartoteket bekræfter, at han som 36-årig meldte sig ind i nazistpartiet kort efter besættelsen (09.06.1940). Det er mere end sandsynligt, at familien Fjord Christensen ikke var aktivt med i kredsens arbejde i den periode.

Else og Verner Jensen flyttede i sommeren 1944 til Vejle menighed med bopæl i Kolding. I samme forbindelse (26.06.1944) skiftede de begge navn til Koldsbæk. På årsmødet i 1946 deltog Werner Koldsbæk på vegne af Fredericia-Kolding-Missionen som repræsentant for Vejle menighed (ÅB 1946, 6). Her orienterede han om missionen i Kolding: ’Vi vilde gerne, om vi rigtig kunde faa Gang i Arbejdet i Kolding. Vores Søndagsgudstjenester er meget smaat besøgte. Vort Søndagsskole- og Juniorarbejde gaar godt’ (ÅB 1946, 18). I 1948 modtog Koldsbæk et tiggerbrev fra Tyskland, som han sendte videre til Bredahl Petersen, der havde ansvaret for Baptistsamfundets Europahjælp. Heri skrev han, at brevskriveren var familien ubekendt, og hvis det skulle være muligt at hjælpe, ’har vi Venner i Tyskland, som vi har haft nær Tilknytning til, og som ogsaa trænger til en hjælpende Haand’. På brevpapiret står der: ’Werner Koldsbæk, Tømrermester, Kolding’ (FBP, RA). Else og Werner Koldsbæk udvandrede senere til USA, hvor de døde. Om den generelle holdning i Odense menighed hed det i en senere erindring: ’En enkelt, hørte jeg, var med til at arbejde for tyskerne i forbindelse med anlæg af flyvepladsen ved Odense med sin egen arbejdsindsats. Han havde ikke et firma. Jeg tror ikke, at der var nogen større sympati for tyskerne i menigheden, men der blev nok ikke så ofte sat ord på det. Oftere var der vel nogle, der udtrykte antipati’ (JTJ). Ovennævnte kunne inden efteråret 1944 være Verner Jensen, der ifølge folketællingslisten var tømrer.

I modstandsbevægelsen

Emil Jensen, der var anlægsgartner, var ifølge Modstandsdatabasen tilknyttet undergrundshæren i Odense, hvor hans aktiviteter fandt sted i en ’Militærgruppe’. Hans søn skrev i sine erindringer: ’Min far, Emil Jensen, var med i modstandsbevægelsen de sidste to eller tre år. Hans indsats bestod i at være med til at modtage leverancer, der kom fra England med fly. I vort hjem havde vi også Odenses byleder for modstandsbevægelsen [Christian Bro] boende af og til – han var gået under jorden og boede på forskellige adresser’ (JTJ). I 1943 var Emil Jensen 36 år. I den lille kirke i Næsby havde han og hans hustru, Thea, været søndagsskolens ledere siden 1932 (JUB, 26).

Emil Jensens svigersøn skrev i en sen erindring om Emil Jensen, at denne var aktiv i en af Odenses modtagergrupper: ’Jeg ved alt for lidt om min svigerfars aktiviteter’, når det gjaldt om ’at modtage våben, men en aften faldt en sådan container med våben, og den var meget tung, ned i et mosehul. De vidste, de skulle være hurtige, så de kunne komme væk, inden tyskerne viste sig. Derfor var der kun én ting at gøre: Frihedskæmperne hoppede ned i det kolde mosevand, fik containeren op på land, op på deres medbragte lastbil og kørte væk hurtigst muligt. Emil Jensen var imidlertid kommet cyklende til stedet. Han turde ikke cykle hjem på de offentlige veje, så han tog cyklen på nakken, gik tværs over markerne, og kom frem til et gartneri, hvor han kendte ejerne. Han gik ind i fyrrummet, hængte sit tøj til tørre, fandt lidt at dække sig med og sov i fyrrummets dejlige varme. Næste morgen stod han tidligt op og cyklede til sit hjem på Bernstorffsvej 25, som om intet var hændt’ (ELI). Nedkastningen fandt sted ved Langesø vest for Odense. Gartneriet lå i Bolbro og blev drevet af Jørgen Wendel-Hansen, der også tilhørte Kristuskirken (TWH). Ved andre lejligheder lagde Emil Jensen vejen om af oplandets kirkegårde: ’Jeg kan huske, han fortalte om natlige cykelture hjem til Odense fra våbenmodtagelser på Fyn – med hvil og madpakkespisning bag gravsten på diverse kirkegårde: ’Dér kom aldrig nogen!’’ (PG).

Nedkastningen ved Langesø

Under krigen blev der ved Langesø nedkastet våben to gange, hvor modstandsfolk fra Odense var til stede. Den sidste gang gik alt perfekt, mens der opstod problemer første gang den 30. september 1944. Den rapport, der kort efter blev udarbejdet af Christian Bro, fortalte, at modtagerholdet blev forstyrret, mens de læssede 12 britiske containere på lastbilen. Andre kilder talte om henholdsvis 11 eller 12 containere. En af containerne kan derfor være landet, som ovenfor beskrevet i et mosehul. Politirapporten beskrev, at én fra modtagergruppen måtte forlade stedet på cykel, nemlig lastbilens chauffør. Han blev truet af en flok ’raabende og skrigende’ tilløbere, der ’begyndte at bearbejde føreren med lange stokke, hvorunder vindspejlet og ruderne blev knust’. Chaufføren affyrede derfor et par varselsskud, som fik dem til at forsvinde. Episoden bevirkede, at de øvrige modstandsfolk gik i dækning. I sin eftersøgning af dem kom chaufføren om på den anden side af gården. Her hørte han, at lastbilen blev startet og kørte bort fra stedet: ’Til alt held havde han sin cykel liggende under et buskads i nærheden, og denne fik han fat paa og kørte til Odense’ (JH 1956, 46f). Dagen derpå viste det sig, at modtagerholdet på grund af varselsskuddene ikke turde blive på stedet, og de var derfor hurtigst muligt kørt bort. Da modstandsfolkene vendte tilbage til Langesø for at slette alle spor, erfarede de, at tilløberne havde troet, at de var ’i færd med at stjæle generatorbrænde’. Det hele beroede altså på en fejltagelse i en politiløs periode, hvor selvtægt var en del af tidens justits (JH 1956, 46f). Men alle kom godt hjem!

Meget tyder på, at Emil Jensen havde medhjælpere, der også tilhørte menigheden: Kaj Lenskjold, der var litograf, var én af dem: ’Når familierne Emil Jensen og Kaj Lenskjold var på besøg hos mine forældre, skete det flere gange, at Emil og Kaj enten skulle gå tidligt eller slet ikke var der’ (JN). Der blev også ’gemt våben forskellige steder i hemmelige rum, men der er ikke særlig præcise oplysninger om, hvor det var’ (MA). Da Kristuskirken blev ombygget og udvidet i 1981, fandt man våben i den gamle tagkonstruktion over kirkens loft (KB), men ingen erindrer, hvor de kom hen.

Søskendeparret Jette (gift Nørgaard) og Torben Roulund fortalte, at Emil Jensen ønskede, at deres far, Knud Roulund, skulle deltage i modstandsarbejdet: ’Min far, der var overbanemester ved De fynske Privatbaner, måtte tit rykke ud, når der havde været sabotage, og han, der ikke brød sig meget om uniformer, tog altid sin jernbanekasket på, fordi tyskerne havde respekt for en kasket!’ (TR). Med et sådant arbejde, hvor ’han bl.a. havde ansvar for skinnerne, følte han ikke, at han kunne deltage i modstandsbevægelsen’ (JN). Knud Roulund var blandt menighedens ledere. Når den store søndagsskole i Kristuskirken, som han havde ansvaret for, med ca. 200 elever skulle på udflugt, ’marcherede vi i flok med den danske fane i spidsen fra kirken til banegården’ (TR). Det huskes endnu i Odense, at et par tyske soldater deltog uden drama i menighedens gudstjenester.

Mindst én af menighedens unge – Evald Jørgensen – blev i efteråret 1944 indskrevet i det vagtværn, der skulle hjælpe beboerne i tilfælde af bombninger: ’Unge mennesker blev beordret til denne opgave. Jeg fik tildelt en ejendom i en nabogade og skulle deltage i et kursus, hvor vi lærte om brug af gasmaske og nødhjælp. Jeg kom dog aldrig i aktion’ (EJ).

Hurtigløberen blev sabotør

Gunnar Fjord Christensen. Arkiv-dk. Fotografen ukendt.

Gunnar Fjord Christensen, der i 1944 var 31 år, blev udlært til politibetjent i København i 1939, hvorefter han flyttede tilbage til Odense. Sideløbende med uddannelsen dyrkede han sport, og som løber deltog han i Olympiaden i Berlin i 1936. Da det nye stadion i Odense blev indviet i august 1941 ved Danmarksmesterskaberne i atletik, satte han ny dansk rekord foran 7.000 begejstrede tilskuere (JH 1979, 111). I alt høstede han ti guldmedaljer i flere sportsgrene, den sidste i 1946 i hammerkast – en sport, han opøvede i Odense under krigen. Da politiet i Odense blev taget, var Gunnar Fjord Christensen på Rådhuset, hvor politiet holdt til. Her kom hans kølige overblik ham til hjælp. Han gik ned i kælderen. Her tog han en kedeldragt på og en værktøjskasse i hånden, hvorefter han som ’håndværker’ gik lige forbi tyskerne ud i friheden (SM). Herpå sluttede han sig straks til byens modstandsbevægelse: ’Ordensbetjentene dannede under Ledelse af Politiassistent Frederiksen en Række Grupper, af hvilke de utvivlsomt mest aktive lededes af Atletik-Helten, den kendte Løber Gunnar Christensen’ (PJ-J, 248). Mange af ’disse friske Politifolk slap ved Overrumplingen [19.09.1944] lykkeligt gennem Edderkoppespindet og søgte ud til Landsbyer i den odenseanske Omegn, hvor man holdt sammen og fik udleveret Vaaben og Sprængstoffer. Og saa tog de fat med Overtrædelse af Gestapovedtægterne. Det blev gjort grundigt og ofte. De brave betjente startede saaledes med at tyvstjæle deres egen Politistations Motorcykler og Biler, som i landlige Omgivelser forsvandt i vældige Halmlæs, specielt opbygget til Formaalet og med en Snes løse Knipper som ’Indgang’. I øvrigt sprængte man Sporskifter af Hjertens Lyst – til en enkelt betydningsfuld Jernbanesabotage ved Holmstrup anvendte Gunnar Christensens Folk saaledes en Sprængladning paa 110 Kilo Plastic, der rulledes frem paa Hjul! Og da Flyvepladsforetagendet ved Beldringe begyndte at blomstre lidt for hektisk, stoppede Betjentene hele Virksomheden ved en rask lille Spekulation i alle ’danske’ Værnemageres velkendte Mangel paa Mod i afgørende Øjeblikke. Man skød simpelthen Hestene foran Værnemagernes Køretøjer! Samtlige 40 Vognmænd indstillede omgaaende Kørslen og turde endog ikke indlade sig paa at gaa over til Tyskerne for at faa afregnet. De sidste Judaspenge afhentedes af en lejet Hjælper’ (PJ-J, 249). Da politiet efter befrielsen gik i procession gennem Odense for at overtage deres funktioner, idet modstandsbevægelsen afmønstrede, gik Gunnar Fjord Christensen i spidsen for det uniformerede politikorps.

Politiets frihedskæmpere går i procession på Klosterbakken i Odense efter befrielsen, da der faldt ro over byen. Gunnar Fjord Christensen går forrest. Privatfoto.

Tragedien den 5. maj 1945

Straks efter kapitulationen gik den illegale danske undergrundshær åbenlyst i kampberedskab: ’Frihedskæmpere og Betjente, der havde været ’under Jorden’, dukkede ved Daggry op med Armbind og engelske Vaaben – en helt igennem ny Fornemmelse’ (PJ-J, 288f). Og så fejrede byen friheden. Dagen efter blev glæden imidlertid forvandlet til sorg. Overalt, hvor der er krig, bliver der også ofre – undertiden uskyldige, meningsløse ofre. Det blev nu tilfældet både i Odense og i byens baptistmenighed. Menighedens præst, Christian Bech, skrev således i Ugebladet: ’[P]aa Frihedsdagen [blev der] skænket Malurt i Begejstringens Bæger. En familie her i Menigheden mistede deres lille Søn paa 8 Aar som et af Ofrene for Frihedskampen’ (BU 1945, 98). Tragedien var en del af træfningen mellem danske frihedskæmpere og flygtende Hipo-folk. Da en gruppe Hipo-folk ville flygte, opstod der gadekampe, hvor man var ’nær ved Afbrænding af hele Odense og Henrettelse af Frihedskæmpere’ (PJ-J, 263f). De tyske tropper blandede sig i træfningen på Klosterbakken og ragnarok opstod. Befrielsesfesten blev en af krigens blodigste dage, da tyske soldater skød ind i den jublende menneskemængde. På dansk side blev 12 frihedskæmpere og 11 civile dræbt, mens mere end 80 blev såret. Hvor mange tyskere, der døde i Odense den 5. maj, er aldrig opklaret (EM&BO, 300). Forskerne er den dag i dag ikke enige om, hvad der skete, men ’på sekunder var store dele af den indre by et kaos af de tusinder af civile, der i hast måtte søge tilflugt for den kugleregn, der nu hjemsøgte det meste af den indre by. Ulykkeligvis nåede ikke alle i dækning, så skydningen medførte tragiske tab blandt civile’ (JH 1979, 436f).

Gadekampene den 5. maj, der medførte, at baptistfamilien Larsen mistede én af deres drenge, beskrev Fyns Tidende under overskriften ’Da Flakhaven forvandledes til en Slagplads. Fantastiske Scener og forbitrede Kampe i Byens Centrum gennem et Par Timer’: ’Ved 17-Tiden kulminerede Hipoaktionen i et kraftigt Angreb paa Politistationen, og i de næste to Timer var Odense Bys Centrum at sammenligne med en regulær Valplads, hvor Projektiler af alle Arter svirrede gennem Luften, og Haandgranaternes Drøn rystede Husene. Som allerede nævnt brugte Hipoerne Dirty Tricks som at udstyre sig med Armbind, der lignede Frihedskæmpernes’. Det varede ikke længe, før tyskerne på Klosterbakken ’aabnede en kraftig Ild, der gjaldt Frihedskæmperne, og i Løbet af faa Sekunder frembød Flakhaven et fantastisk Skue’. Fyns Stiftstidende supplerede: ’Kort efter gik en Del Hipofolk i Stilling ved Telefonbygningen, hvorfra de bestrøg Flakhaven og Raadhuset med deres Maskingeværer’. I næsten én time ’holdt Hipofolkene Stillingen i Telefonbygningen, mens andre var trukket ned ad Klosterbakken og ned gennem Mageløs til Kongensgade’. Det lykkedes efterhånden ’de tapre Folk paa Raadhuset at slaa Hipoerne tilbage’. Men da var tragedien på Klosterbakken sket. I rapporten fra Modstandsbevægelsen hed det, at ildkampen i byens centrum ’gjorde Gaderne Mennesketomme’, og derfor varede det nogen tid, inden man ’fra Elektricitetsværket kunne faa frit Skudfelt, da mange Civile i forvejen var samlet på Klosterbakken. En del søgte Elektricitetsværkets Tilflugtsrum. En dreng fik Skudsaar i Hovedet’.

Klosterbakken i Odense den 5. maj 1945. Kristuskirken ses til højre i billedets kant. Privatfoto, udlånt af Odense baptistmenighed.

Den 8-årige Bent Larsen ramt

Der var to 8-årige drenge involveret i træfningen. Han, der overlevede, beskrev senere tragedien: ’Den dag [5. maj 1945] var jeg sammen med min bror taget op til Flakhaven for at se festligheder i forbindelse med Tyskernes kapitulation. Ud for politigården var der mange mennesker, der ville se frihedskæmpere komme kørende i lastbiler, hvor der på ladet stod stikkere og andre, der havde haft omgang med Tysk Værnemagt. Der på stedet mødte jeg Bent, som var sammen med sin mor. Da vi jo kun var otte år og ikke så høje, gik vi op på nogle trapper til en ejendom lige overfor porten ind til Politigården for bedre at se, hvad der foregik. Pludselig kunne der høres skyderi fra Vestergade, og nogen råbte væk-væk tyskerne kommer. Det medførte et stort virvar, idet der jo var flere tusinde mennesker på og omkring Flakhaven. Alle løb derfra for at finde skjul. Min bror løb over til Skt. Knuds Kirke, men der var mas for at komme derind. Så jeg løb videre sammen med Bent og hans mor ned ad Klosterbakken til elværket, men der blev der også skudt. Jeg var kommet et godt stykke foran Bent og hans mor, så da jeg vendte mig for at se, hvor de blev af, så jeg, at Bent var faldet og hans mor prøvede at rejse ham. Det var det sidste, jeg så til Bent og hans mor. På det tidspunkt vidste jeg ikke, at Bent var ramt af skud. Dagen efter tog jeg hen i Sct. Hansgade for at træffe Bent. Jeg ringede på. En dame åbnede, og jeg spurgte, om jeg traf Bent hjemme. Nej, sagde damen, det gør du ikke. For Bent lever ikke mere. Og så lukkede hun døren. Der stod jeg otte år gammel med den besked. Dette er, hvad jeg oplevede den 5. maj 1945’ (OKA 2016).

Klip fra Kirkebogen i Fredens Sogn, Odense, hvor Bent Larsens tragiske død blev registeret. Dødsårsagen blev indført således efter indberetning fra Odense Skifteret den 8. Maj 1945: ’Død efter Skud gennem Hovedet under Ildkamp i Odense’.

Bent Emanuel Larsen var født i Odense i Sankt Hans Sogn 09.01.1937. I Kirkebogen står anført: ’Navngivet til Kirkebogen af Barnets Moder 21.04.1937. Forældrene er Baptister’. Familien boede ved Folketællingen i 1940 på ’Nørrebro 74, Baghus, 2. Sal’. Bent Emanuel Larsen var i 1940 den næstyngste af ægteparrets 4 sønner. I sognets kirkebog skrev præsten ved Bents død: ’Findedag 1945, 5. Maj. Dødsdag 1945, 6. Maj. Begravelsen fandt sted på Fredens Kirkegaard 12. Maj. Søn af Arbejdsmand Poul Marius Larsen og hustru Ellen Augusta Marguerite Petersen af Sct. Hans gade 18. Død efter Skud gennem Hovedet under Ildkamp i Odense’. De øvrige oplysninger var behæftet med mindst to fejl: ’Borgerlig [!] Begravelse fra Kristuskirken ved Adventistmenighedslederen [!] Chr. Bech’. Menighedens protokoller fortalte ikke noget om begivenheden på Klosterbakken. De indeholdt heller ikke noget om Bent Larsens død, selv om det har været dramatisk at miste et barn i ét af menighedens hjem. Også efter krigen forblev protokollerne altid tavse, hvis sagen havde med krigen at gøre. Vi ved ikke, hvad der blev af den hårdt ramte familie.

Afrunding

Profilen af ’Menigheden i Odense’ kan givetvis suppleres med yderligere materiale. Sker det, vil det kunne nuancere denne beskrivelse. Men menighedens historie er – ligesom byens – allerede i kraft af ovenstående en af de mere dramatiske, der kan fortælles om baptister fra Anden Verdenskrig.

Politiassistent R. Chr. Frederiksen, nævnt ovenfor, udstedte efter krigen beviser, der skulle dokumentere og fastholde erindringen om betjentenes engagement i ’Politiets Modstandsstyrke’. Her ses Gunnar Fjord Christensens bevis for hans deltagelse i politiets undergrundsarbejde i perioden 19. September 1944 til 5. Maj 1945’. Privateje.
Hovedpersoner
  • Valdemar Fjord Christensen: *27.10.1888, ^10.12.1922, +03.08.1958
  • Anna Sophie Christensen, f. Jensen: *23.08.1893, ^10.12.1922, +06.07.1973
  • Gunnar Fjord Christensen: *08.07.1913, ^08.04.1928, +07.07.1986
  • Eli Fjord Christensen: *04.01.1919, navngivet 09.06.1919, +11.10.1962
  • Anna Marie Fjord Christensen: *20.07.1925, ^07.05.1939, +07.05.2014
  • Emil Jensen: *06.06.1907, ^08.07.1923, +06.05.1983.
  • Thea Jensen, født Møller Jørgensen: *28.09.1907, ^29.11.1925, +20.09.1994
  • Kaj Lenskjold: *29.05.1900, ^14.02.1924, +14.05.1971
  • Anna Marie Lenskjold, f. Lund: *31.02.1902, ^14.12.1924, +04.10.1971
  • Verner Jensen (Koldsbæk): *14.05.1908, ^18.09.1932, +24.09.1990
  • Else Marie Jensen (Koldsbæk): *14.02.1910, ^18.09.1932, +??.07.1988
  • Bent Emanuel Larsen: 09.01.1937, navngivet 21.04.1937, +05.05.1945
  • Poul Marius Larsen (far): *19.01.1895, ^11.12.1921, +22.02.1948
  • Ellen Augusta, f. Petersen (mor): *08.03.1903, ^13.06.1920, +06.03.1989
  • Alf Engebretsen: *31.05.1906, ^13.02.26, +25.03.1990
Litteratur
  • Ebbe Munck & Børge Outze (red): Danmarks Frihedskamp, I og II, København 1949 (EM&BO).
  • Poul Jung-Jensen (red): Da Danmark kaldte, Bremers Bogforlag, Odense 1945 (PJ-J).
  • Jørgen Hæstrup: Hilsen til Vera, Vaabenmodtagelser paa Fyn under besættelsen, Odense 1956 (JH 1956).
  • Jørgen Hæstrup: Krig og besættelse. Odense 1940-1945, Odense Universitetsforlag 1979 (JH 1979).
  • Niels Anhøj (red): Odense Baptistmenighed 1934-1984, 1984.
  • Evald Jørgensen: Erindringer fra Odense og Nakskov, ca. 1995 (EJ). Privateje.
  • Frederik Bredahl-Petersens arkiv på Rigsarkivet (FBP-RA).
  • Gunnar Fjord Christensen og Emil Jensen findes i Modstandsdatabasen.
  • Eli Fjord Christensen findes i Frøslevlejrens database.
  • Om Bent Emanuel Larsen: Fyns Stiftstidende, 5. maj 1945 og Fyns Tidende, 5. maj 1945.
  • Rapport fra Modstandsbevægelsens 5. Kompagni om Skyderierne 5. maj. Udarbejdet i 1945.
  • Ole Kuhnau Andersen: Min skole og legekammerat Bent Larsen, Sct. Hansgade, Odense (OKA, 2016).
  • Ole Kuhnau Andersens erindring (herover) findes på nettet og bruges som undervisningsmateriale.
  • Folketællingslister og kirkebøger fra Sankt Hans og fra Fredens sogne.
Informanter
  • Mogens Andersen (MA); Torsten Wendel-Hansen (TWH); Torben Roulund (TR); Jette Nørgaard, f. Roulund (JN); Peter Grarup (PG); Carlo Andersen (CA); Kirsten Gaard (KG) og Charlotte Lenskjold (CL).
  • Om Emil Jensen: Sønnen John Tylleskær Jensen (JTJ); Emil Lauge Ibsen (ELI).
  • Om Gunnar Fjord Christensen: Sønnen Palle Fjord Christensen.
  • Om Eli Fjord Christensen: Datteren Bente [Søs] Mathiesen (SM) og sønnen Rudi Fjord Christensen.