Uno Valbak

Korpset er Københavns CB-korps, dvs. Civilbeskyttelsen, som blev stærkt udbygget under besættelsen. Der var flere grene af tjenesten. Tjenesten erstattede på sin vis militærtjenesten, idet man aftjente sin værnepligt i CB-korpset. Det kunne fx ske som hjælpepolitibetjent (kaldet ’føl’) eller i luftbeskyttelsen. Uno Valbak står under ’krydset’. Privatfoto.

Uno Valbak, der blev født i 1921, var den ældste af de fire brødre i Harry og Ebba Valbaks ægteskab – se profilen af Sæby menighed. Forældrene sigtede på, at han skulle have en akademisk karriere. Derfor blev han indlogeret privat allerede som 15-årig hos baptistvenner i Aalborg, hvor han tog sin studentereksamen fra Katedralskolen i 1939. Herfra gik turen til Aarhus Universitet, hvor han i 1941 bestod første del af jurastudiet. Anden del kunne kun læses i København, hvorfor han flyttede ind på det netop færdigbyggede Nordisk Kollegium i september 1942 – som alumne 0080 med bopæl på værelse 109 (E&B, 141). Her boede han indtil Kollegiet blev beslaglagt af tyskerne til indkvartering for tyske soldater og russiske flygtninge den 27. april 1945. Herefter blev han indlogeret på kollegiet Studentergaarden. Uno Valbak flyttede sit medlemsbevis til Kristuskirken den 29. august 1942.

Uno Valbak, stud. jur. 1939-1946. Privatfoto.

I sit 50-års-fødselsdagsinterview med Vejle Amts Folkeblad fortalte Uno Valbak – hvad han sjældent gjorde – at han havde været aktiv i modstandsbevægelsen: ’Det er klart, at man gennem studenterårene støder på flere personligheder. Én af dem, der i dag står klarest for mig, var vor efor på Nordisk Kollegium, nu afdøde professor Hal Koch. Han var et menneske, der i helt usædvanlig høj grad forstod at aktivere os unge kollegianere og få os til at interessere os for, hvad der rørte sig i tiden omkring besættelsens sidste år’. Og så tilføjede Uno Valbak: ’Endelig havde jeg fået min eksamen – jeg havde en del af den sidste tid måttet leve under jorden – og jeg glædede mig til at komme i gang [med arbejdet]’ (VAF, 30.01.1971). Da krigen sluttede, var Uno Valbak derfor endnu ikke færdig med sit jurastudium. Hal Koch begrundede – blandt andet ved uddeling af Højesteretssagfører Otto Julius Levisons legat – hvorfor der var grund til at uddele ekstraordinære portioner til de studerende: ’En del har været aktive medlemmer af modstandsbevægelsen og af den grund været ude af stand til at drive studiet effektivt i de sidste år; flertallet af studenterne har desuden stadig måttet skifte opholdssted af hensyn til de truende eller frygtede razziaer’ (KU, 226). Uno Valbak afsluttede jurastudiet – med førstekarakter – i sommeren 1946 med økonomisk støtte fra netop dette legat (KU, 205).

Det andet interview, hvori Uno Valbak tangerede sit virke i modstandsbevægelsen, gav han til Viborg Stifts Folkeblad, da han i 1970 blev udnævnt til dommer i Vejle. Heri hed det, at han blev ’juridisk kandidat i 1946 efter en læsetid, der bragte ham i forbindelse med modstandsbevægelsen i København’ (VSF, 06.06.1970).

Nordisk kollegium, NOKO

NOKO var ’Den største Gave til danske Studenter siden Christian IV.s Tid’ skrev Berlingske Tidende ved dets indvielse (BT, 30.09.1942). Hal Koch boede på NOKO og var dets efor 1942-1945, indtil det blev beslaglagt af tyskerne. Vice-eforen hed Arthur Hansen, der ’var nær knyttet til visse dele af modstandsbevægelsen og levede noget senere et ganske farligt liv som en mand, der jævnligt måtte forlade sin gerning og sin bolig’ (E&B, 18). Her var grobund for modstand mod tyskerne, som hurtigt fik øje på studenterkollegierne, hvor de jævnligt foretog razziaer. På kollegierne måtte man regne med at møde ’en gruppe af dygtige og foretagsomme unge, der måtte formodes at være virksomme ikke blot med de faglige studier, men også i dannelsen af mere eller mindre virksomme modstandsceller’ (E&B, 19).

NOKO blev da også udsat for razziaer. Første gang den 30. januar 1944. Især fra sommeren blev der hedt at bo der. Den 25. maj 1944 blev én af Uno Valbaks medstuderende hentet – Olaf Elmer, alumne 0014 – og den 3. juli blev NOKO besat af tyskerne med den begrundelse, at ’nogle studenter den foregående aften fra Kollegiets øverste etage skulle have deltaget i nogle skydninger, der foregik i de omgivende gader’ (E&B, 19). Den 23. marts 1945 var der igen razzia, ’hvor studenterne blev opstillet i gården med ansigterne mod murene, men der blev ikke foretaget nogen besættelse af bygningerne, og ingen blev arresteret’ (E&B, 19). Livet blandt de studerende var præget af uro. En af de studerende, der flyttede ind på NOKO sammen med Uno Valbak – Søren Lyngsø, alumne 0108 – skrev senere: ’Vi levede jo under krigen, hvor tyskernes kommen og gåen var en evig trussel. Vi skiftedes til at stå vagt og byttede værelser om natten, så ingen kunne vide, hvor vi var’ (E&B, 38, 141). Alle studerende måtte rømme NOKO den 26. april 1945, hvorefter det blev lazaret for tyske soldater og østeuropæiske flygtninge, der blev evakueret over Østersøen. Her fandt modstandsbevægelsen efter den 5. maj 1945 mange ilde tilredte, udsultede, ja døde mennesker, der var blevet voldsomt forsømt af besættelsesmagten, der havde ansvaret for dem.

Engelsk orienteret miljø

Miljøet på NOKO var under krigen ’engelsk orienteret’. Hal Koch blev allerede i sommeren 1940 kendt som arkitekten bag Dansk Ungdoms Samvirke – forløberen for Dansk Ungdoms Fællesråd – som blev ’et vigtigt element i den nationale samling, der prægede dansk offentligt liv som reaktion på besættelsen. Målsætningen var at styrke den demokratiske ånd og modarbejde tyskvenlige – eller ligefrem nazistiske – tendenser hos den danske ungdom. Hal Koch var derfor en torn i øjet på besættelsesmagten og de danske nazister’ (BSM, 22). Det samme blev kollegiets vice-efor, Arthur Hansen, men her var årsagen mere konkret: ’Arthur Hansen var tilknyttet modstandsgruppen Ringen og indgik senere i Frihedsrådet’ (BSM, 22f). På NOKO var det derfor kun et spørgsmål om tid, før razziaerne ramte Hal Koch. To gange forsøgte tyskvenlige danskere (sandsynligvis HIPO-folk) at likvidere Hal Koch i sin lejlighed på Nordisk Kollegium – i december 1944 og den 12. april 1945. En af kollegianerne skrev om sidstnævnte razzia: ’Vi havde iøvrigt Razzia igen i Nat, hvorved Hal Koch blev saa forskrækket, at han kravlede fra 2. Sal ned paa 1. Sal gennem nogle Altaner, og derfra vilde han fire sig ned paa Gaden i sine Pyjamasbukser med det Resultat, at de sprang! Og han tumlede ned fra 1. Sals Højde og ned paa Stenbroen og brækkede Armen og ligger paa Hospitalet. Klokken var 24.30. De fik ingen med sig, saa det var jo ret heldigt. Det er fjerde Razzia vi har haft’ (TL-J, 710). Hal Koch ’blev indlagt på Bispebjerg Hospital under falsk navn’ (SSM, 30). De studerende på NOKO måtte undertiden følge samme flugtvej ved tyskernes razziaer (AMV). Efter den 29. august 1943, da regeringen gik af, blev Hal Koch interneret i Horserødlejren i én måned sammen med ca. 100 fremtrædende danske gidsler, bl.a. Oluf Malchau. Se den biografiske skitse om Olaf Malchau.

På Nordisk Kollegium blev der lyttet intenst til BBC fra London. Her ses Uno Valbaks studiefælle Mikkel Jacobsen. Privatfoto.

De studerende på NOKO

Flere forhold antyder, at tyskerne havde god grund til at interessere sig for beboerne på kollegiet. Aftenen før valget til Rigsdagen den 23. august 1943 afholdt de studerende på NOKO et ’prøvevalg’. De udgjorde en blandet politisk skare, men over halvdelen af de stemmer, som de afgav, faldt på de Konservative og Dansk Samling, der begge var stærkt kritiske overfor samarbejdspolitikken (MJ). En sammenligning mellem alumnerne fra perioden 1942-1946 med Modstandsdatabasens klientel peger i samme retning: Ud af 234 på beboerlisten figurerede de 44 på listen over modstandsfolk, dvs. knap 20%. Hertil kom studerende, der ikke ønskede at registrere sig i Modstandsdatabasen, fx Uno Valbak. Endelig viste en opgørelse, at ikke mindre end 39 ud af 44 alumner var tilknyttet undergrundshæren: ’Undergrundshæren blev på britisk initiativ dannet i foråret 1944, og de 39 tilknyttede alumner er sandsynligvis først gået ind i modstandsarbejdet på dette tidspunkt. Den primære opgave for undergrundshæren var at støtte de allierede tropper i tilfælde af en invasion i Danmark. Støtten skulle ikke udmønte sig i decideret kampdeltagelse, men i højere grad ved efterretningsvirksomhed, bevogtning og sikring af dansk infrastruktur mod tysk sabotage. Medlemmer af undergrundshærens militærgrupper fik uddannelse i våbenbrug, nærkamp, sprængstoffer, vejspærringer samt samarit- og patruljetjeneste’ (BSM, 26).

Mikkel Jacobsen og Uno Valbak (til højre) i Civilbeskyttelsens uniformer. KC er en forkortelse for Kommandocentral. Privatfoto.

Modstandsarbejdet

Vi savner dokumentation for det modstandsarbejde, som Uno Valbak involverede sig i. Vi har dog nogle holdepunkter, der kan antyde hans mulige engagement. Han aftjente civil værnepligt i Statens civile Luftværn i  Det luftbeskyttelsespligtige Hjælpemandskab. Hjælpemandskabet bestod både af frivillige og værnepligtige, der skulle støtte det statslige og kommunale beredskab. Til dets opgaver hørte betjeningen af sirenerne over København efter observation af fremmede fly, hvorpå opgaven bestod i at forvarsle eventuelle angreb i luftrummet over København. En anden opgave havde med ’Meldetjenesten’ at gøre. Her håndterede de opringninger fra borgere vedr. tilsyn med pulterkamre og loftsrydninger. Uno Valbak fortalte sine børn om ’sirenerne’ (AMV) og – nok så interessant – om ’meldetelefonen’. Arbejdet her betød, at han kunne kontakte modstandsbevægelsen, der så kunne hente evt. våben, inden hjælpemandskabet foretog oprydningen. Til de beretninger, som børnene en sjælden gang fik, hørte hans bemærkning om at finde ’den vanskelige balance’ i dette arbejde (KV).

De tilspidsede aktiviteter på NOKO, der er omtalt ovenfor, fandt sted efter D-dagen den 6. juni 1944, da de allierede gik i land i Frankrig. Efter denne begivenhed fik Uno Valbak fabrikeret et falsk identitetskort, der blev udstedt den 19. juli 1944. Adressen var falsk og han blev fotograferet med mørkt farvet hår. Om nødvendigheden af at have et sådant kort fortalte Uno Valbaks yngste bror, Harry, i sine erindringer: ’Min ældste broder blev jagtet i hele landet af Gestapo’ (HV, 2004). Harry Valbak berettede også om en episode, hvor hans bror rejste over Storebælt i retning mod Jylland. Den tyske bevogtning ved færgeovergangen var blevet intensiveret kraftigt, hvilket passer udmærket med tiden efter D-dagen: ’Resolut tog han fat i en såret tysk soldats båre, der skulle ombord på skibet, og han kom ombord uden at blive genkendt’ (AMV).

Uno Valbaks falske identitetskort fra sommeren 1944. Privateje.

Uno Valbak opholdt sig mindst to steder i Jylland. Han kan spores til en københavnsk vens forældre, proprietær Frands og Gudrun Frandsen på Hygum Skovgård ved Jelling. Gården var en stor gammel adelsgård med anseelige avlsbygninger, hvor der var gode muligheder for at skjule sig blandt et stort folkehold (BF). Uno Valbak holdt sig også skjult i Aalborg hos Dagmar Andersen, som han havde boet hos i de tre år, han læste på Katedralskolen. Hans Thebrind erindrede, at han som dreng – til en familiesammenkomst i begyndelsen af 1950’erne, da hans mors tre kusiner fra Aalborg var på et sjældent besøg i Oure – hørte om Uno Valbak. Han havde opsøgt ’min mors kusine Dagmar i hendes lejlighed, fordi han måtte gemme sig for nazisterne’ (HT). Ved Dagmar Andersens 90 års fødselsdag – den 29. september 1994 – takkede Uno Valbak fødselaren for familiens gæstfrihed i årene 1936-1939, men uden at nævne opholdet hos familien under krigen (AMV).

I hvilket ærinde Uno Valbak rejste rundt i landet, véd vi ikke, men han var kendt i modstandsmiljøet. Erik Valbak kunne takke sin storebrors gode renommé for, at han blev ’lukket ud’ af Husmandsskolen i Odense i april 1945, hvor tyskerne havde interneret ham. Her spurgte en dansk vagt, der var gået i tyskernes tjeneste, om Erik Valbak var i familie med Uno Valbak. Han svarede, at denne var hans bror, hvorpå den danske nazist kvitterede med at lempe Erik Valbak ud af arresten – for ’Uno var en flink fyr’. Erik Valbak blev lukket ud et par dage, inden de allierede bombede Husmandsskolen. Erik Valbaks søn, Jesper, har også fortalt, at hans far blev tortureret under forhør, formodentlig på Husmandsskolen i Odense (JV).

Harry Valbaks omtale af sin storebror Uno Valbaks færden under krigen. Uddrag af privatbrev, 2004. Privateje.

Hvilken modstandsgruppe?

Det er ikke lykkedes at finde Uno Valbak i nogen modstandsgruppe i det københavnske miljø. Det stemmer med hans uvilje mod at tale om sit eget engagement. Analysen af alumnernes adfærd i kampen mod tyskerne – refereret ovenfor – viser, at to havde været modstandsfolk i Holger Danske, hvor den ene var flugthjælper og den anden redaktør på et illegalt blad. Modstandsgruppen Korps Aagesen brugte kollegiets kælder til skydeøvelser’ (BSM, 27). Uno Valbak findes ikke i litteraturen om disse grupper – ej heller i Thorkild Lund-Jensens breve; han var flyttet ind på NOKO samtidig med Uno Valbak og var tilknyttet Korps Aagesen (E&B, 141). Senere blev Uno Valbak medlem af Det konservative Folkeparti, men heller intet tyder på, at han var tilknyttet de illegale blade, der mere eller mindre havde konservativt bagland: Studenternes Efterretningstjeneste, Hjemmefronten, De frie Danske og ’1944’. Eforen på NOKO, Arthur Hansen, var tilknyttet Ringen og Frihedsrådet. Ringen arbejdede efter august 1943 med opbygningen af de såkaldte ’Ventegrupper’. Ventegrupperne var militære grupper, som skulle bistå de allierede styrker, hvis de gik i land i Danmark. Om Uno Valbak har været medlem af en militær ventegruppe, vides ikke, men hans hustru, Birthe, har fortalt, at han ikke fejrede den 5. maj 1945, fordi han sad i ’en lyskasse i København og skød’ (BV). Det var ikke uden risiko: ’Befrielsen blev det blodigste døgn under besættelsen. Den 4. maj blev 5 modstandsfolk dræbt i København og dagen efter omkom 31. Den 6. maj faldt tallet til 8, og vi skal helt hen til den 16. maj, før der ikke længere var dødsfald blandt modstandsfolkene’ (SLB, 39).

Under jorden et halvt år

Da Uno Valbak var i begyndelsen af 70’erne, gik han tur med sin datter, Anne-Marie, på Asmild kirkegård i Viborg. Her lod han sit liv passere revy og sammenfattede det på denne måde: ’Jeg har haft en dejlig barndom, en vild ungdom, måske også lidt for vild, men når man har været under jorden et halvt år og gået med pistol, bliver verden aldrig den samme igen’ (AMV). Da modstandsfolket efter krigen skulle afvæbnes og derfor måtte aflevere alle våben, beholdt Uno Valbak – der sluttede sin juridiske karriere som statsadvokat – sit eget våben, som han opbevarede gennem hele livet (KV).

Hovedpersoner
  • Uno Valbak: *02.02.1921, ^17.03.1935, +19.07.2002.
  • Erik Valbak: *10.04.1922, +16.10.1995
  • Orla Valbak: *05.06.1925, +05.10.1963
  • Harry Valbak: *23.11.1928, ^05.04.1942
Litteratur
  • Vejle Amts Folkeblad, 30.01.1971 (VAF)
  • Viborg Stifts Folkeblad, 06.06.1970 (VSF)
  • Berlingske Tidende, 30.09.1942 (BT)
  • Lone Erritzøe & Jonas Barlyng (red): Bogen om Nordisk Kollegium 1942-1992, NOKO 1992 (E&B)
  • Benny Steen Møller (red): Se dig ud. Nordisk Kollegium 1942-2017, NOKO 2017. (BSM)
  • Københavns Universitets Årbog 1945-1946 (KU)
  • Peter Birkelund: Holger Danske 1 og 2, Syddansk Universitetsforlag 2009
  • Peter Birkelund: De loyale oprørere, Odense Universitetsforlag 2000
  • Peter Birkelund: Sabotør i Holger Danske, Lindhardt og Ringhof 2015
  • Peter Birkelund: Rejsende i sabotage, Frihedsmuseets Venners Forlag 2010
  • Gunnar Dyrberg: En dreng alt vel og Kom, maj, Holkenfeldt 2006
  • Gunnar Dyrberg: De ensomme ulve, Gyldendal 2009
  • G. Lund-Jensen & Marianne Alenius: Studenterliv under besættelsen. Thorkild Lund-Jensens breve 1939-1945, Museum Tusculanum 2009 (TL-J)
  • Sofie Lene Bak (et al): Turen går til besættelsestidens København, Politikens Forlag 2017 (SLB)
  • Ole Lange & Alex Frank Larsen: Outze, Reporter, Redaktør, Revser, Informations Forlag 2010 (LL)
  • Peter Birkelund: De loyale oprørere, Odense Universitetsforlag 2000 (PB)
  • Gaardbroderen, Studentergaarden 1923-1973. Særtryk i anledning af 50-året, uden forfatterangivelse.
  • Aage Valbak: En radikaler: Et liv i politik og samfundstjeneste, Spektrum 1992.
  • Mikkel Jacobsen: Dagbøger fra 13.11.1936 til 30.04.1943, Uno Valbaks studiekammerat på NOKO. Privateje (MJ)
  • Lars og Bjarne Schreiber: I dækning! Om bombekrigen under Anden Verdenskrig, luftværnet i Danmark og opførelsen af cementerede dækningsgrave på Frederiksberg, 2019
  • Steen M. Andersen: Modstandsorganisationen Ringen 1941-1945, Lindhardt og Ringhof 2019
  • Uno Valbak indsendte ikke en biografisk takkeskrivelse, da han modtog Kommandørkorset.
Informanter
  • Anne-Marie Valbak (AMV), datter af Uno Valbak, har yder en stor hjælp med at finde informationer om sin far – både i familien, vennekredsen og litteraturen. Hertil kommer information fra hendes søskende Birgitte (BV) og Kristian (KV). Andre informanter: Vita og Harry Valbak (HV). Hans Thebrind (HT), Bente Frandsen (BF) og Jesper Valbak (JV).