Købnerkirken på Amager

Købnerkirken og det bagvedliggende Købnerhus blev indviet den 27. oktober 1939, da Baptistsamfundet fejrede sit 100 års jubilæum i København. Initiativet blev taget fem år tidligere, og Bredahl Petersen og fru Helen havde turneret i USA i efteråret 1937 for at indsamle midler hertil. Indvielsen begyndte med en procession, hvori alle menighedernes præster deltog sammen med repræsentanter fra frikirker, folkekirken, det fælleskirkelige råd samt det teologiske fakultet – mens både processionen og menigheden sang ’Nu takker alle Gud’ (ÅB 1939, 56). Året efter skulle årsmødet holdes i Aalborg, hvor der var 100-års jubilæum, men på grund af besættelsen blev det flyttet til Købnerkirken. Arkivfoto.

Købnerkirkens menighed – officielt kaldet Københavns 2. Baptistmenighed – gik ind i krigen med stor festivitas bag sig, idet Købnerkirken var blevet indviet ved Baptistsamfundets årsmøde i oktober 1939. Nu stod menigheden, der voksede kraftigt op gennem 1930’erne, godt rustet til mission på Amager. I 1944 skrev Bredahl Petersen: ’Jeg begyndte for 12 Aar siden her med ca. 180 Medlemmer og den gamle Rønne til Kirke. Nu har vi 335 Medlemmer og Landets prægtigste Frikirke og vort [Kirke]Samfunds største! Det første Aar, jeg var her, samlede vi ca. 7.000 Kr. til Missionen; nu samler vi aarligt Kr. 30.000 til Menigheden og dens Mission. Hvor har Gud været os god!’ (KK-arkiv, 1944). Bredahl Petersen var menighedens præst i årene 1932-1955, mens han også varetog mange andre opgaver. I perioden 1939-1944 var han Baptistsamfundets næstformand, der fra hovedstaden varetog mange formandsopgaver, fordi formanden Laurits Jørgensen boede i Brovst. Tillige underviste han på Prædikantskolen i Tølløse. Umiddelbart efter den 9. april 1940 tog han to initiativer, der skulle sikre, at Købnerkirkens menighed kunne forblive et aktivt missionscenter lige meget, hvad tyskerne fandt på. Han frygtede, at kirkens beliggenhed tæt på Københavns lufthavn meget vel kunne blive en fare for menighedens frie virke i bydelen.

Helen og Frederik Bredahl Petersen ved tiltrædelsen i Købnerkirken 1932. Han udvandrede i 1924 og studerede på Des Moines University, Iowa, 1924-1927. Hun voksede op i Iowa og var af svensk afstamning. De blev viet i 1930 i Iowa. Da de begyndte tjenesten i Købnerkirken i 1932 var han 27 år. Syv år senere stod Købnerkirken færdig. Privatfoto.

Dom over verden

For Bredahl Petersen begyndte verdenskrigen allerede i 1939. Med denne henvisning til Johannes-evangeliet skrev Bredahl Petersen den 1. oktober 1939 i menighedens månedsblad: ’Ogsaa over vor Tids Verden gaar der nu Dom. Det forfærdelige er sket, Verdenskrigen er igen i Gang. Kærlighed, Retfærdighed, Sandhed og Godvilje knuses under Tanksenes Larvefødder og tilintetgøres af Bomber, Granater, Kugler, Miner og Torpedoer. Det er en frygtelig Falliterklæring for det 20. Aarhundredes Slægt og Folkenes Ledere, at de endnu ikke har fundet anden Maade at ordne mellemfolkelige Stridigheder paa end Krig, Vold, Magt, Ødelæggelse, Barbari, Mord og Menneskeslagtning. Menneskeofringernes Tider er ikke forbi; den saakaldte moderne, civiliserede Verden overgaar langt de mest primitive Folkeslag i Dyriskhed, Raahed, Djævelskab og Ofringer paa vor Tids Afguders Altre. Hvor længe vil Folkene taale det? Hvor længe vil Gud?’ – Herpå henvendte han sig til den enkelte læser med en række præcise spørgsmål til eftertanke: ’Men har du forstaaet Tidens Tale? Hvad andet kan man vente af en materialistisk Livsanskuelse, hvis eneste Værdier er det materielle? Hvad andet kan man vente af Genopvækkelse af gammelt Hedenskab med Forgudelse af Krigens Dyder? Hvad andet kan man vente af Forkastelse af Jesus Kristus, Kristendom og Kirke? Har nogen nogensinde set, at dette ledte til det enkelte Menneskes, en Families eller et Folks Lykke? Hvad andet kan man forvente af Gudløshedens Propaganda og Virke? Tror man, at en Verden uden Kristus vil betyde Frihed, Lighed og et virkeligt Broderskab? Tror man dog, at Gudløshed vil bringe et Guds Rige paa Jord?’

Til sidst rykkede Bredahl Petersens spørgsmål endnu tættere på: ’Ser du ikke, at nu høster vi Resultaterne af mange Aars antikristelig Udsæd? Ser du ikke Dommen over Gudløshed, Materialisme, Hedenskab og Forkastelse af Jesus Kristus? Ser du det ikke, du unge Mand og Kvinde? Ser du det ikke, Far og Mor? Skal dine Børn opdrages paa samme Maade, eller har du set tilstrækkeligt af, hvor det bærer hen for en Slægt uden Gud?’ Og hans konklusion stod knivskarpt: ’Jesus Kristus er Verdens eneste Haab, og han er dit og mit eneste Haab. Tænk om Folkenes Ledere udsendte et Radiobudskab til den ganske Verden, at nu skulde Godvilje raade, Kærlighed og Retfærdighed sejre, at nu vilde et Folk hellere lide Uret end at foranledige Tusinde og Millioner af uskyldiges Lidelse, Tortur og Død, – at Krig er uværdig for vor Slægt, at Jesu Kristi Sind skal faa Lov til at sejre, – at man beder om Tilgivelse for det Helvede, man har paaført Slægten! Adskillige af Folkenes Ledere skulde da komme til at sidde sikrere paa deres Troner, end de gør i Dag. – Vi ser det godt. Kristus er Folkenes eneste Haab. Maa hans Rige komme med Kraft. Det er den eneste Vej til Fred, Frelse og Lykke!’ (FT 1939, 10).

Helen og Frederik Bredahl Petersen med ’Kampagnebilen’, som de brugte under deres indsamling i USA til kirkebyggeriet på Amager. De sejlede fra København midt i august 1937. Ved juletid skrev de hjem til menigheden, at det var nødvendigt at blive længere end planlagt. De kom til København først i marts 1938. Foto fra Københavns 2. Baptistmenighed gennem 50 Aar 1891-1941 (BP 1941, 70).

Det mindste, vi kan gøre

Da besættelsen havde fundet sted, tog Bredahl Petersen to konkrete tiltag i Købnerkirken for at fremme det budskab, han allerede havde spredt i oktober 1939. Det skete i to interne skrivelser til menighedens medlemmer. Det første kaldte han ’Det mindste vi kan gøre’. I et længere indlæg – givetvis beregnet til flere end menighedens medlemmer – analyserede han den situation, ’Danske Landsmænd’ befandt sig i, inden han derpå fremsatte otte forslag til konkret handling overfor tyskerne. Adressen var formet i Bredahl Petersens sædvanlige elegante, men ofte vanskelige oratoriske stil: ’Vi lever i en ond og uendelig skæbnesvanger Tid, der ved sin overrumplende Karakter i Begyndelsen forvirrede mange af os, som troede, at den nøgne vilkaarlige Vold mod den svage hørte et overvundet Formørke til. Selv i vor vildeste Fantasi vilde vi have forsvoret, at systematisk organiseret Forfalskningspropaganda og samvittighedsløs Undergravning af fremmede fredelige Folks naturlige nationale Sammenhold – ved Hvervning og Afretning af deres egne Borgere til Landsforrædere – kunde indgaa som et væsentligt Element i et stort europæisk Folks Udenrigspolitik. En længe forud planlagt politisk og national Undertrykkelse og omfattende økonomisk Udplyndring af os og de andre overfaldne Folk er – som en nødvendig Forudsætning for Fredsbryderens Erobringskrig – overalt i fuld Gang. Dette Forehavende foregaar hos os foreløbigt under høflige og ’venlige’ Former, men vil blive ført videre mod sit endelige Maal, om fornødent med den allerede andetsteds manifesterede Skaanselsløshed, indtil Voldsmanden sluttelig overmandes af en oprørt Verdens dagligt voksende Vaabenmagt’.

Opførselsprincipper

På den baggrund lagde Bredahl Petersen op til at tegne et omrids af de konkrete holdninger, der burde præge en kristen menighed. Disse havde naturligvis sin baggrund i evangeliet, men endnu mere i den almene danske kultur: ’Ikke mindst i denne mørke Tid bør vor Holdning være præget af den naturlige uimponerede Værdighed og Selvbevidsthed, der sømmer sig Medlemmer af et af Jordens ældste og højst kultiverede Folk, der for længst har ophørt med at værdsætte den blotte Magt. Ved siden af det gamle bestandigt voksende aandelige Fællesskab med vore Frændefolk mod Nord har det danske Folk – under stadig friere og selvstændigere Former – udviklet en fyldig og rigt differentieret Nationalkultur, der paa flere væsentlige Omraader har virket som et Mønster for Verden. Denne Kultur godtgør i vor Tid mere end nogensinde sin Livsret ved en fortsat frugtbar og mangesidig Blomstring uden Brod eller Front mod noget Folk. Lad os – der er Medlemmer af dette Folk, hvis Selvstændighed man vil udslette med Vold, og Parthavere i denne Kultur, som man vil forkrøble ved Tvang – i denne Ydmygelsens Tid først og fremmest overholde følgende Regler for vor Færden’. De otte regler, der nu fulgte, sigtede på så minimal omgang med tyskerne som muligt:

  1. Undgaa systematisk alle Pladser, offentlige Steder og offentlige Lokaler, hvor ’de fremmede’ holder til, og især Steder, hvor de ved Musik, Militærrevyer og andre Forsøg paa Underholdning søger at vinde Befolkningen.
  2. Overse konsekvent ’de fremmede’ og lad som om, de slet ikke eksisterer, hvorsomhelst De ikke kan undgaa at passere dem.
  3. Tal aldrig med ’de fremmede’, hvor det er muligt at undgaa det. Hvis Tiltale undtagelsesvist bliver nødvendig eller paakrævet, saa tal dansk eller eventuelt engelsk eller fransk.
  4. Giv Deres Børn, eller saadanne Børn de har Ansvaret for eller Myndighed over, Anvisning paa ingensinde at nærme sig ’de fremmede’, men tværtimod undgaa dem, naar disse bl.a. som Led i deres foreløbige Høfligheds- og Venlighedstaktik søger at komme i Forbindelse med Befolkningen gennem Børnene.
  5. Gør om fornødent danske Kvinder opmærksomme paa, at ’de fremmede’ repræsenterer en Nation , der ved Svig og Vold har overfaldet og er i Færd med at undertrykke vort Folk, saaledes at Kvinderne fornedrer sig selv og deres Landsmænd ved at omgaaes ’de fremmede’.
  6. Værn, så godt De kan, de Personer samt andre aandelige og materielle Værdier, som ’de fremmede’ uberettiget skader og forfølger.
  7. Undgaa, saavidt De kan, konsekvent Ydelsen af Tjeneste eller Arbejde for ’de fremmede’ i eller udenfor Danmark, eftersom dette Arbejde vilde være ensbetydende med en indirekte Hjælp til Gennemførelsen af deres barbariske Erobringsplaner og til Virkeliggørelsen af deres Hensigter om vort eget og andre Folks Underkastelse.

Bredahl Petersen afsluttede disse syv retningslinjer for omgang med ’de fremmede’ med den ottende, der viste, at han allerede på dette tidlige tidspunkt havde indladt sig med illegal virksomhed – foreløbig i skriftlig form: ’Send efter Gennemlæsning denne Skrivelse eller Afskrifter (saa mange som muligt) til fjernere boende Venner og Bekendte, som De mener vil efterleve de deri anførte Opførselsprincipper’.

Disse ’Opførselsprincipper’ var – sluttede Bredahl Petersen sit ’Hyrdebrev’ – ’det allermindste, vi indtil videre som fribaarne danske Borgere kan udrette for at naa (og overfor Verden markere) det Maal, der pludselig er blevet det alt overskyggende for os alle: Genindvindelsen af vort Folks aartusindgamle Frihed og Selvstændighed til fortsat fri Udvikling af vor nationale Kultur og af vor folkelige sociale Organisation. Det er samtidig den eneste direkte Indsats, vi for Tiden er i stand til at gøre til moralsk Støtte for vore endnu haardere ramte Lidelsesfæller: De andre besvegne og lemlæstede Folk. Og det er endelig de beskedne Udtryk, vi i dette Øjeblik alene evner at give for Tillid og Tak overfor dem, der allerede nu ofrer Liv og Velfærd for saavel vort særlige Maal som for alle frihedselskende Menneskers fælles Sag: Den hurtigst mulige Nedkæmpelse af Historiens farligste Tyranni og Genindsættelsen af den Frihed, Ret og Menneskelighed, der er Idealet for Menneskers Samling paa Jorden’ (KK-arkiv, 1940).

Bredahl Petersens Amagerkort fra 1940, hvor han inddelte ’sognet’ i kredse, hvor menighedens medlemmer skulle søge tilflugt, hvis tyskerne tog Købnerkirken ’til andet formål’. Hver kreds var et ’Aandeligt Tilflugtsrum’. (KK-arkiv).

Åndelige tilflugtsrum

Den anden skrivelse blev dateret den 1. maj 1940. Heri hed det: ’I denne for vort Land og Folk saa alvorlige Tid sender Menighedsraadet og Forstanderen de allerhjerteligste Hilsener til hver eneste Broder og Søster i Menigheden. Vi ønsker at sige til jer alle: Lad os have Tillid til Gud og hans Førelse med os. Vi véd, at vor himmelske Fader véd, hvad vi have nødig i Hjem og Kirke. Lad os ikke belaste os selv eller andre med unødige Bekymringer, som Fantasi, Rygter og vor egen Tilbøjelighed til bange Anelser maatte paalægge os’. Herpå blev menighedens medlemmer – i seks punkter – opfordret til at vise trofasthed på alle fronter i menighedens og Baptistsamfundets liv og virke. Det særlige ved denne henvendelse bestod herefter i to ting, som medlemmerne fik tilsendt. Først ’Et Medlemskort’: ’Dette er et Led i Menighedens aandelige Beredskab. Skulle vi opleve igennem Krisetiderne, at offentlig Virksomhed selv ud fra Kirkerne forbydes, har hvert Medlem hermed modtaget et Medlemskort, som man kan forevise ved Indgangen – om Møder blev begrænsede til Medlemmer. Opbevar derfor Kortet omhyggeligt i Portemonnæ, Tegnebog eller Taske, og bær det paa Dem’.

Det andet var om muligt endnu mere interessant, nemlig ’En Distriktsinddeling, som vi passende kan kalde ’aandelige Tilflugtsrum’. Den er ogsaa et Led i Menighedens aandelige Beredskab’. På bagsiden af brevet var der optegnet en inddeling af menighedens område i ti geografiske distrikter med denne forklaring: ’Skulde vor Kirke nogensinde beslaglægges, lukkes eller Virksomheden deri umuliggøres, da vil Distriktsinddelingen omgaaende træde i Kraft. Vore ’aandelige Tilflugtsrum’ er angivne med Navn og Adresse, et for hvert Distrikt. Her vil Medlemmer indenfor Distriktet uden anden Indbydelse samles hver Torsdag til Bibel- og Bedemøde Kl. 20 og hver Søndag til Andagt Kl. 16, og hvert Medlem vil hertil kunde medbringe sit ugentlige Offer. Prædikanterne og ledende Brødre og Søstre vil da samles med Kredsene, og Menighedens Arbejde fortsætter’ (KK-arkiv, 1940). Købnerkirken blev ikke beslaglagt. Derimod fik Bredahl Petersen rigeligt at gøre med de beslaglæggelser, som andre menigheder blev udsat for – se Rammefortællingen 1940-1945.

Hyrden Bredahl

Ovenstående var et udtryk for, at Bredahl Petersen viste rettidig omhu i Købnerkirkens menighed. Det samme skete også overfor mange medlemmer, som han korresponderede med under og efter krigen. Amager var i stort omfang beboet af håndværkere og arbejdere, der let blev ramt af arbejdsløshed eller kunne fristes af tyskernes invitation til engagement på arbejdspladser i Tyskland eller i krig på Østfronten. Bredahl Petersen skrev flere breve til sin store bekendtskabskreds med anbefalinger af unge mænd, der søgte arbejde, og han har givetvis også søgt hjælp hos O. Christian Larsen, der havde været forretningsfører i Dansk Arbejdsmandsforbund siden 1929, når det gjaldt hjælp til de arbejdssøgende. I menigheden var O. Christian Larsen forhandlingsleder og sekretær i flere perioder (JUB, 61). Men Bredahl Petersen måtte alligevel – via korrespondance – hjælpe ti mænd, der havde begyndt et engagement til fordel for nazisterne, fem medlemmer og fem fra menighedslivet i øvrigt. Interessen for ’det tyske’ gjaldt ikke blot mænd, men også danske kvinder. Omfanget af kvindernes omgang med tyskerne kendes ikke, men Godtfred Petersen skrev i 1941 dette til Bredahl Petersen, da en ung kvinde var rejst fra Nørresundby til Tyskland: ’Ja, det er trist, at saa mange af vore unge Piger gaar til i denne Tid’ (KK-arkiv, 1941). Se den biografiske skitse om Jytte Gjøderum.

O. Christian Larsen (1884-1969) blev forretningsfører i Dansk Arbejdsmandsforbund i 1929. Han var opvokset i et fattigt hjem i Nordjylland: ’Vi havde Søndagsskole i mit Barndomshjem ledet af Mor. Dér, i hendes Søndagsskole, fik jeg tidligt Forstaaelsen af, hvad der var Synd, Ret og Uret. Da jeg var 11 Aar, kom jeg ud at tjene’. Interview (KD, 19.09.1944). O. Christian Larsen blev senere Forbundsformand. Arkivfoto.

Til kamp i Norge

To mænd var rejst til Norge for her at kæmpe med tyskerne. Den ene, H. Stæger-Holst, skrev efter sin hjemkomst i juli 1944 til Bredahl Petersen: ’Min Rejse til Norge for Værnemagten var et Resultat af den Tilstand, jeg gik i – jeg var inde i en Depressionsperiode, hvorfra jeg ingen Udvej kunde se – men heldigvis slap jeg ud af det igen’ (KK-arkiv, 1944). Den anden var Max Bredo Christensen, der bad Bredahl Petersen om at blive slettet som medlem: ’Da det er kommet mig for Øre, at jeg stadig – af visse Menighedsmedlemmer – bliver regnet for Landsforræder, fordi jeg rejste til Norge, og ikke ønsker at færdes i Menigheden som saadan, forlanger jeg bestemt at blive slettet af Menigheden’.

Bredahl Petersen svarede i et langt brev fra september 1942 med en afvisning af dette krav. Herfor anførte han flere grunde: ’Du [maa] have faaet forfærdelige daarlige Nerver af Turen, om du ikke længere kan taale saadan en Smule fra nogle enkeltes Side. Men jeg haaber da virkelig, du overgav dig til Gud og til Kristus og til Menigheden i sin Tid og ikke til nogle Mennesker. Det er da barnligt i højeste Grad at gøre sit Menigheds- og Gudsforhold afhængig af andre og af nogle faa Menneskers Opfattelse’. Herpå vejledte Bredahl Petersen sit ’sognebarn’ om, hvordan han – ifølge Matthæus-evangeliet 18:15-17 – skulle bearbejde uoverensstemmelsen med sine trossøskende i menigheden. Denne del af brevet sluttede Bredahl Petersen ret kontant: ’Jeg kunde forstaa dig, om du følte, at der var Forhold, som du selv indsaa burde rettes, men du savner maaske Mod til at gøre op med dem, du har noget imod, eller til selv at erkende egne Fejl?’ Herpå fremkom ’Forstanderen’ med en kommentar til de politiske overbevisninger, der fandtes blandt menighedens medlemmer: ’Med hensyn til Menigheden, saa gør den ingen Forskel mellem Folk, ikke heller paa Grund af deres politiske synspunkter. Mens du har været borte, har vi døbt endnu en ung Mand fra Waffen SS, og som bekendt har vi saagar en enkelt i Menigheden, som bekender sig til Nazismen, ligesom vi har andre, der er konservative, socialdemokrater, radikale, etc. Om Begrundelsen, du selv giver, at nogle har kaldt dig Landsforræder, fordi du rejste til Norge, saa kan du bedst selv afgøre, om det tjener Danmark, Nordmændene eller Tyskerne; men det er jo en privat Sag’. Bredahl Petersen sluttede: ’Jeg skal ved snarlig Lejlighed besøge dig, om ikke jeg faar den Glæde at se dig paa Søndag [til Gudstjenesten] med din Familie. Din Anmodning om Udtrædelse med din angivne Begrundelse kan vi ikke tage noget Hensyn til; det er dig og enkelte en Privatsag’ (KK-arkiv, 1942). Max Bredo Christensen havde tilhørt menigheden siden 1939. Han blev ’udelukket’ af menigheden to år efter denne brevveksling, men begrundelsen herfor er ikke anført i Menighedsprotokollen.

Fra en brochure, der vil rekruttere danske til kampen mod Bolchevismen: ’De danske Frivillige har ligeledes Mulighed for at nedsætte sig som frie Bønder med egen Jord, efter at de har ydet deres Indsats i kampen mod Bolchevismen’. De danske vikingers ’Vaabenære’ blev af tyskerne brugt som begrundelse for at drage til Østfronten. Arkivfoto. (KK-arkiv).

Frikorps Danmark

Menigheden havde i sin ungdomskreds to unge, der meldte sig til tjeneste hos Frikorps Danmark. Korrespondancen mellem dem og Bredahl Petersen er bevaret. Frikorps Danmark blev oprettet i juni 1941 på initiativ af det danske nazistparti, DNSAP, som et korps af frivillige, der på tysk side skulle bekæmpe kommunismen. Det var ikke et krav, at soldaterne skulle være nazister, og det synes ingen af de to brødre fra Købnerkirkens ungdomsflok at have været (Bovrup). Udenrigsminister Erik Scavenius mente, at oprettelsen af et sådant korps, der skulle bære det danske flag på dets uniformer, ville forhindre en tysk tvangsudskrivelse af danske unge til tysk militærtjeneste. Hvervningen, der skete efter tysk pres, fik altså den danske regerings anbefaling. Det anslås, at ca. 7.000 meldte sig til tysk krigstjeneste. I maj 1942 blev Korpset indsat på Østfrontens nordafsnit og led store tab. I efteråret 1942 kom mange Frikorps-soldater hjem på orlov, hvilket skabte uro i gadebilledet, fordi de fleste danskere betragtede soldaterne som landsforrædere. I 1943 opløstes Korpset som en selvstændig enhed, og mandskabet indgik i SS-regiment Nordland. Efter befrielsen i 1945 blev ca. halvdelen af dem, der havde meldt sig som frivillige soldater, straffet med fængsel fra to til fire år – på baggrund af ny lovgivning, der blev indført med tilbagevirkende kraft.

Baggrunden for brødrenes henvendelse til Bredahl Petersen var vendepunktet i krigen på Østfronten, der fandt sted den 1. februar 1943, da den tyske hær led nederlag ved Stalingrad og kapitulerede. Kort herefter skrev den yngste to breve til Bredahl Petersen fra et militært lazaret i Leipzig. I det første, dateret 26. marts, titulerede han sig som ’Sturmmann’, dvs. ’stormsoldat’, en af de lavere grader i Waffen-SS. Heri skrev han: ’De kan tro, at jeg takker Gud mange Gange for, at jeg maa beholde mit unge Liv ogsaa gennem de svære Kampe i Rusland. Jeg var nur [kun] saa uheldig at faa en Granatsplitter i Foden, men det gaar lidt bedre, Gudskelov’. Han rundede brevet af med at udtrykke sin længsel: ’Mit største Ønske er nu blot, at jeg kan faa Urlaub [Orlov], saa jeg atter kan sidde iblandt jer kære i Menigheden og høre Guds Ord. Hvor er jeg lykkelig, at I ikke har helt glemt mig, og Tak for, at I tager mig med i jeres Bønner. Jeg beder ogsaa meget til Gud om, at jeg maa komme hjem til jer og gøre min Indsats i Kirken og brede Guds Ord ud til Mennesker, som trænger til hans Hjælp’. Af det andet brev, dateret fire dage senere, fremgik, at han havde været indlagt længe – ’den lange Tid, som jeg har ligget på Lazarettet’. Samtidig udtrykte han stor glæde: ’I Dag har jeg faaet en splinterny Uniform, foret med Silke, en pragtfuld Uniform’. Men inden den skulle i brug, håbede han ’paa at faa Orlov, saa jeg atter kan være en dejlig Tid hjemme hos jer’. Orlov fik han, og hjem kom han.

I november 1943 skrev han et kort brev til Bredahl Petersen efter at have været til gudstjeneste i Købnerkirken: ’Hermed giver jeg Dem et Par interessante Vers fra Bibelen, som jeg synes, at De skulde læse igennem til Eftertanke’. Herpå fulgte henvisninger til to Paulusbreve – 1 Timotheus 2,16 og Kolossenserbrevet 3,2 – hvorefter han sluttede: ’Saalænge, at De prædiker Politik paa Prædikestolen, bliver jeg nødsaget til at holde mig fra Guds Hus, da jeg hører Politik nok til Hverdag’. Året efter var han hjemme igen. I april 1944 havde han brug for hjælp: ’Var det ikke muligt, jeg kunde faa Dem i Tale; det drejer sig om mig selv; jeg er saa ulykkelig, og Grunden hertil véd jeg udmærket godt. Jeg er nemlig ved at glide langsomt væk fra Kristus’ (KK-arkiv, 1944). Sådan gik det ikke. Han var blevet døbt i september 1941 inden sin udrejse. Efter krigen forblev han medlem af de københavnske menigheder resten af sit liv.

Desertøren

Bredahl Petersen havde – allerede inden tyskernes nederlag på Østfronten – skrevet tre breve til og om den ældste bror. Bredahl Petersen modtog i marts 1942 en invitation fra familien om at komme til deres hjem påskelørdag (4. april), så ’vi i Fællesskab kan nedbede Herrens Velsignelse over Deres lille Barn’. Han greb imidlertid anledningen til at spørge ind til de unge forældres forhold til tro, dåb og menighed: ’Begge erkender De sikkert, at det er en ren Guds Naade, at Deres Mand er sluppet vel igennem Maanederne, han har været fraværende, og Gud har givet ham en Anledning til at naa hjem, inden det næste store Opgør derovre i det fjerne. Og ingen kender Dagene derefter. Vilde det ikke være den største Lykke midt i hele Angsten, Prøvelsen, og naar De igen skal skilles, at De i Fællesskab gav Gud Deres Liv? Det føler jeg, jeg bør skrive til Dem om’. Begge forældrene meldte sig til dåb. Købnerkirkens protokol fortæller, at ’en ung Bror [havde] bedt om Optagelse ved Daab. Da der maaske kan blive Vanskelighed med, at han kan komme til en ordinær Forhandling for Optagelse – den unge mand er tilsluttet Frikorps Danmark – vil Menighedsraadet gerne bede om Menighedens Sanktion til, at Bror Bredahl Petersen alene foretager Optagelsen. Vedtoges’. Herpå tilføjede sekretæren: ’Forhandlingsmødet blev her afbrudt et Øjeblik og Menigheden samlede sig til Forbøn for den unge Mand’ (MP, 134). I sensommeren 1942 blev de begge døbt.

Begejstringen var stor hos de første 438 frivillige over at skulle bekæmpe Bolchevismen, da særtoget kørte fra Hellerup den 19. juli 1941. Korpset blev oprettet én uge efter Tysklands angreb på Rusland, dvs. 29. juni 1941. Et tysk orkester spillede ’Kong Christian stod ved højen mast’, hvorefter toget kørte mod Hamborg. Privatfoto (Efter LL&JPB, 17).

I de to andre breve fra Bredahl Petersen forholdt han sig til den kendsgerning, at den unge mand to gange havde forsøgt at desertere. Brevene blev skrevet kort efter påsken i 1942 – efter barnets velsignelse, men før deres dåb. Det første var stilet til ’Den tyske Værnemagt’. Bredahl Petersen anførte, at han var den unge mands præst, og at ’han har betroet sig til mig i sin forfærdende Ulykke. Jeg har søgt at hjælpe Manden til at møde Forholdene og være en Mand og ikke begaa Dumheder, men jeg har kunnet se, at hans Nerver har været saa haardt belastet, at jeg har maattet betragte ham ude af Stand til at beherske sig og i kritiske Tilfælde at henfalde til momentær Sindssyge. Han er en syg Mand’. Herpå oplyste Bredahl Petersen Værnemagten om, at hans sognebarn, da han blev fundet af kriminalpolitiet, havde bedt ham komme til fængslet: ’Jeg søgte at faa ham til at møde Skæbnen rank og rolig, og han lovede mig at møde Forholdene og være tro imod Værnemagten; ligeledes lovede han mig, at om Værnemagten vilde tage ham til Naade igen, saa vilde han give sit Æresord paa ikke mere at desertere. Han bad mig forelægge Værnemagten sit Ønske om at maatte faa Lov til at rejse i Tjenesten sammen med sin Broder som nylig er hjemkommet paa Orlov, idet han vilde være ham en stor Støtte til at være tro. Men personligt forekommer det mig, at Værnemagten maatte kunne gøre Brug af Manden i Danmark. Samtidigt bad Fangen mig om at maatte blive døbt, førend han skal af Sted; og jeg vil hermed gerne fremføre hans Ønske om at maatte undergaa Daab. Det kan ske i min Kirke, og – om Værnemagten ønsker det – under dens Bevogtning. Samtidig vil jeg hermed bede om Tilladelse til at maatte besøge Fangen i Fængslet, hvor han opholder sig, inden hans Afrejse’.

Foretræde hos Dr. Best

Det andet brev kaldte Bredahl Petersen ’Et Opmuntringsbrev’. Han stilede det til den unge desertør og bad Værnemagten overbringe det til ham i fængslet. Heraf fremgik, at hans mor og Bredahl ’Gang paa Gang har talt din Sag’. Og denne gang var de – på ’bredalsk manér’ – gået direkte til Værnemagtens øverste leder: [V]i havde foretræde hos Dr. Best, der var umaadelig elskværdig imod os’. Henvendt til den unge mand fortsatte Bredahl Petersen: ’Det er selvfølgelig forfærdelig uklogt, som du har handlet. Men du lod mig forstaa, da jeg talte med dig, førend du blev overgivet til Værnemagten igen, at det ikke skulde ske igen, saa vær nu ved godt Mod, vær en Mand, og som du selv har sagt A, maa du ogsaa sige B, tage det, som det kommer, men under alle Forhold se til, at du forholder dig saaledes, at du kan komme hjem igen til Hustru og Børn’. Bredahl Petersen informerede herpå om, at han havde anmodet Værnemagten om, at han måtte blive døbt og skrev videre: ’Menigheden var samlet i Bøn for dig sidste Mandag Aften og vedtog at tage imod dig [til Daab], om du kan faa Anledning til at komme i Kirken, selv under Bevogtning’. Bredahl Petersen sluttede sit ’Opmuntringsbrev’ således: ’Vid, at Menigheden beder for dig om Styrke og Kraft til at møde Forholdene, og vi regner med, at du holder fast ved Bekendelsen og finder den samme Styrke og Glæde i Overgivelsen til Herren, som din bror har fundet. Gud signe ham! Vi beder for ham med. Vær nu ved godt Mod, du er ikke alene, men Herren følger dig. Bliv endelig ikke forknyt igen. Der er ingen Fare for dit Liv, om du opfører dig korrekt; saa maa vi vente dig hjem igen, naar Tjenesten er omme. Og det er der næppe saa længe til. Gud signe dig min Ven! Hilsen med Luk[as] 22:32: ’Herre, sammen med dig gaar jeg gerne baade i Fængsel og i Døden’.’ – Vi véd ikke, om dåben i Købnerkirken fandt sted i overværelse af Gestapo. Efter afslutningen af krigen kom retsopgøret, hvor mange tidligere soldater blev straffet alene for deres medlemskab af Frikorps Danmark. Gennemsnittet for de flere tusinde danskere, der blev idømt fængselsstraf, var to år. Kilderne fortæller, at den ene af brødrene blev straffet.

Til ovenstående opråb til ’Danske Mænd!’ hørte dette ’Indmeldelsesskema for Krigsfrivillige til Waffen-SS og Frikorps ”Danmark”. Mændene skulle være af arisk afstamning og meldte sig ’for Krigstid’, 4 Aar eller 12 Aar. Arkivfoto. (KK-arkiv).

På bilfabrik i Berlin

En ung mand, Thorkild Andersen, fra Købnerkirkens ungdomsflok rejste til Tyskland, hvor han fik arbejde på bilfabrikken Daimler-Benz. Det medførte, at Bredahl Petersen i foråret 1943 førte en længere korrespondance med en for ham ukendt dansker, der havde taget arbejde på samme fabrik i Berlin. Her mødte den 49-årige Hans Peter Hansen nemlig den langt yngre Thorkild Andersen fra et af Købnerkirkens hjem. Hans P. Hansen fortalte i sine breve, at han havde mødt danske baptister tidligere på sin urolige færd, men ’først hernede i den store By Berlin fik jeg Frimodighed til at sige ’Ja’ til Jesus’. Nu ønskede han at komme til København, og han så ’hen til den Dag med uudsigelig Glæde, da jeg skal delagtiggøres i Troens Daab’. Bredahl Petersen sendte ham Ny Testamente og dåbspjecer, og han bød ham velkommen i Købnerkirken. Herpå fortalte han om de ’to unge Københavnere, der havde meldt sig til Waffen-SS, kom en Tur hjem efter Ophold i Tyskland og Rusland, blev omvendt eller var blevet omvendt derude, og blev saa døbt, inden de igen skulde afsted’ – altså de ovenfor nævnte brødre. Hans P. Hansen regnede med at få orlov i påsken 1943, og Bredahl Petersen forberedte derfor hans dåb. Det sidste blev skrevet ind i Menighedsprotokollen: ’Forstanderen nævnte en Mand ved Navn Hans Peter Hansen, der arbejder i Tyskland og som havde ønsket at blive døbt i Købnerkirken. Forst[anderen] haabede at faa ham optaget paa ordinær Maade, men bad om Tilladelse til, at Menighedsmødet om nødvendigt maatte optage ham’. Et par menighedstjenere, der havde ’læst Hans Peter Hansens Breve til Forst[anderen], anbefalede Daab, hvorefter Menigheden vedtog at give Menighedsraadet Tilladelsen’ (MP, 154). Men sådan gik det ikke, idet Hans P. Hansen blev syg og indlagt i Berlin. Thorkild Andersen måtte rejse alene på påskeferie. Det sidste vi hørte til Hans P. Hansen, stod på et postkort til Bredahl Petersen fra maj 1943: ’Det er mig en stor Skuffelse, at jeg maa meddele, at jeg ikke kan være hjemme i Danmark før i Juni Maaned, da jeg ikke kan blive skreven rask i denne Maaned, og før det er sket, kan jeg ikke forlade Tyskland’. Kortet sluttede således: ’Hils Thorkild Andersens Far og Mor fra deres store Dreng og mig’ (KK-arkiv, 1943). Ifølge Protokollen blev Hans P. Hansen aldrig døbt i Købnerkirken.

Fange i Faarhuslejren

Efter krigen genoptog Bredahl Petersen i juli 1947 korrespondance med fire fra Købnerkirken, der blev dømt for forskelligt engagement i tyskernes favør. To af disse gik i tysk tjeneste – tilsyneladende på grund af mangel på arbejde. Den, der blev hårdest dømt, var Jean Hoppe. Han var blevet døbt i Købnerkirken i 1944. Af korrespondancen med Bredahl Petersen findes to breve. Det første skrev Bredahl Petersen, og heri takkede han for brev fra Jean Hoppe. Heraf fremgik, at Jean Hoppe fortrød sin adfærd: ’Jeg er især glad for at vide, at De har indset, hvilken forfærdelig Kurs, De var inde paa. De vil forstaa, at vi slet ikke forstod Dem, da De optog Tjenesten indenfor Okkupationsmagten, ligesom vi overhovedet ikke kunde begribe, at en Kristen kunde finde det betimeligt. Jeg husker, da De i sin Tid kom og var i Forlegenhed for at faa Arbejde og overvejede at gaa i Gang med at arbejde med Anlæggelsen af Flyvepladser. Dette maatte desværre mange gøre, men mere var jo ikke nødvendigt for at skaffe et Udkomme, om man var arbejdsløs. Vi har ladt Dem staa i Menighedens Fællesskab, og især efter Deres sidste Brev gør vi det med endnu større Tryghed, idet vi véd, at Gud er barmhjertig ved os alle’. Bredahl Petersen sluttede med at tilbyde, at han ville lade den nærmeste baptistpræst aflægge Jean Hoppe et besøg – og sendte ham ’Ønsket om, at De med godt Mod maa tage imod Straffen, som overgaar Dem’. Brevet fra Jean Hoppe til Bredahl Petersen kom fra Fårhuslejren. Han takkede, fordi Bredahl Petersen ville sende en kollega: ’Jeg venter mig meget af Orla Jørgensens Besøg, som jo er en ret kendt Præst her paa Egnen’. Herpå fortalte Hoppe, at han ’sad i ca. 2 Mdr. i Horsens Statsfængsel og her deltog jeg i Kirkekoret ved Gudstjenesten’. Nu – i Fårhuslejren – var han i gang med at læse Eduard Geismars ’Religions Filosofi’ og ’Dette gyldne Ord’ har jeg gjort til mit: ’Den, der indrømmer sine moralske Fejl, er allerede paa Vej til Sundhed’ (KK-arkiv, 1947). Jean Hoppe blev født i 1918 og blev ret hurtigt forældreløs, idet begge forældre døde på hver sin side af sønnens fødselsår, hvorefter han voksende op hos sine farforældre. Han var ved krigens indgang kemigraf (ætser), men blev altså arbejdsløs – med arbejde for tyskerne til følge. Hans sene ankomst til Fårhuslejren (med et ret højt fangenummer: 3666), indikerer, at han fik en ret lang straf, som skulle afsones, inden hans prøveløsladelse. I 1948 boede han i København. Hans sagsakter er endnu ikke frigivet.

Bredahl Petersen rejste meget rundt i menighederne i Danmark, hvor han prædikede og repræsenterede Baptistsamfundet. Her ses hans ikke altid let læste håndskrift i familien Wümpelmanns gæstebog. De drev et pensionat i Odense, hvor de fik denne hilsen i februar 1941: ’Af Naaden er vi frelste ved Troen; ikke af os selv, Guds er Gaven’. For Bredahl Petersen gjaldt det enhver, uanset politisk præference. Privateje.

Dømt som Sommermand

Der er også bevaret tre breve af en korrespondance mellem Wilfred Olsen og Bredahl Petersen. I december 1946 skrev førstnævnte med stor glæde: ’Af Guds Naade kan jeg nu skrive til dig og som en fri Mand. Jeg er Gud være lovet kommet hel Skindet igennem Skærsilden. Jeg blev interneret straks den 6. Maj og blev siden fængslet og dømt den 7.12.1945. Jeg fik 1 Aar og 6 Maaneder, hvoraf fragik 200 Dages Varetægt. Tiltalen lød på 3 Maaneder som Sommermand i Foraaret 1944’. Nu bad han om et brev fra Bredahl Petersen: ’Nu efter dette trænger jeg til at mærke, at der er Venner til endnu, men det tror jeg sikkert, at Gud nok vil ordne ogsaa for mig’. Bredahl Petersen svarede straks. Efter han havde udtrykt sin overraskende glæde over det modtagne brev, fortsatte han: ’Du véd med hvilke dybe Følelser af Modvilje, jeg saa danske Mænd gaa i tysk Tjeneste, og du véd ogsaa, at jeg søgte at overbevise dig om, at Gud nok skal sørge for dem, der søger at tjene deres Brød paa anden Maade end i Fjendesold. Nu har du faaet din Straf for din Deltagelse paa Fjendens Side og er altsaa en fri Mand igen. Vær ganske forstandig fremefter med, hvad du beskæftiger dig med. Du kan nok forstaa, at det er en Overraskelse for mig at vide, at du endog blev Sommermand’. Af brevet fremgik det derpå, at Wilfred Olsen var blevet skilt, og at ’din tidligere Hustru formodentlig er gift her i København. I Kirken kommer hun ikke. Det er brydsomme Aar, du og dit Hjem har været ude for’. Efter ønsker om klarsyn, hvis der skal bygges et nyt hjem, sluttede Bredahl Petersen: ’Kommer du til København, saa aflæg os et Besøg i Hjem og Kirke. Din altid forbundne Præst’ (KK-arkiv, 1946). I sommeren 1947 arbejdede Wilfred Olsen i en tørvemose omkring Ribe. Efter radiogudstjenesten fra Købnerkirken skrev han til Bredahl Petersen: ’Jeg takker, næst Gud, Menigheden for Radiogudstjenesten 2. Pinsedag, som jeg sad i Ribe og hørte, hvorefter jeg var i Domkirken’. Han vilde nu bidrage til Købnerkirkens arbejde: ’Jeg sender her min Kuvert og er glad for at kunde være med; maa Gud give mig god Vilje til at give min Del med et glad Hjerte’ (KK-arkiv 1947).

I Bredahl Petersens korrespondance fra 1944 findes det første brev, vi har bevaret om Wilfred Olsen. Det blev skrevet i juni af hans daværende kone, Grethe. Heraf fremgår, at han opholdt sig i Tyskland: ’Jeg skriver for at sende Dem en Hilsen fra min Mand, Wilfred. Han har det godt. Jeg var oppe hos en Kamarart [Kammerat] i Gaar med en Pakke til Wilfred’. Hos kammeraten fik hun nyheder om sin mand: ’De har det godt, men de maa jo op næsten hver Nat, men det kan jo ogsaa blive en Vane. De kommer hvist [vist] ikke ud af køre foreløbig og i alle Tilfælde ikke til Rusland; kommer de ud, bliver det til Frankrig, men de [for]søger paa at blive der, [hvor] de er nu’. Grethe Olsen sluttede med at sende sin mands adresse til Bredahl Petersen. Heraf fremgik, at han var ’Legionær’ – altså tysk soldat – og opholdt sig i Bitterfeld Flakkasserne, nord for Leipzig (KK-arkiv, 1944). Han blev som sagt dømt for at have tilhørt Sommerkorpset. Dette blev oprettet i begyndelsen af 1944 med den opgave primært at bevogte tyske flyvepladser og fabrikker, der producerede for Værnemagten. Medlemmerne bar sorte uniformer, var bevæbnede og underlagt tyske myndigheder. Korpset, der havde tilknyttet omkring 800 personer, fik et meget dårligt omdømme på grund af dets brutalitet, og fordi det let kunne forveksles med det tyske politi, Hipokorpset. Hvorfor Wilfred Olsen befandt sig i Tyskland i 1944, vides ikke. Grethe og Wilfred Olsen var blevet døbt i Købnerkirken i 1940. Efter krigen blev også han gift igen. Han døde i 1998.

Endnu to dømte

De to sidste af de dømte, som Bredahl Petersen prøvede at hjælpe, forholdt sig forskelligt til deres dom. De tilhørte begge menighedens kontaktflade – ingen af dem findes i Medlemsprotokollen. Den første af disse hed Max H. Frederiksen. Han skrev i juli 1947 og takkede Bredahl Petersen for ’dit Brev, der har glædet mig umaadeligt’. Han véd, Bredahl Petersen stod midt i arbejdet med BWA’s verdenskongres i København og er derfor dobbelt tak skyldig, ’at De har tid til at huske en Fælde [Fælle?] fra Danmarks haarde Tid’ og ’at vort Venskabsbaand ikke er bristet efter det, der er sket. Som Sagen stod, kunde jeg kun modtage den Dom, jeg fik. Jeg kan paa nuværende Tidspunkt ikke udtale mig om Sagen, men kun beklage den dybt og beder til, [at] mine gamle Venner ikke vil dømme mig for haardt, før de kender Sagen fra alle Sider’. Hvad ’Sagen’ drejede sig om, véd vi ikke. Efter straffens afsoning vil ’en ny Start blive nødvendig’, og ’min Hustrus Sygdom vil ikke gøre den lettere’. Derfor havde Frederiksen overvejelser om at emigrere: ’At rejse er i Forgrunden, evt. til Venezuela’. Meget tyder på, at han senere sejlede som kok mellem New York og Sydamerika.

Den sidste af de domfældte blev dømt mod sin vilje. Fra krigens begyndelse og til dens slutning førte Bredahl Petersen en omfattende korrespondance med Johan F. Broby-Hansen. Han var fuldmægtig og deltog i menighedslivet i Købnerkirken. Han løb ind i den ene konflikt efter den anden med ’Præsten’, og det endte ofte i teologiske spidsfindigheder. I juli 1947 var han blandt dem, der modtog et brev fra Bredahl Petersen. Vi er kun i besiddelse af Broby-Hansens lange svarbrev, der blev dikteret til en skrivende ven, der sad ved hans sygeseng på Esbønderup Sygehus: ’Næst at ønske Velsignelse over Kongressen og dens Gerning vil jeg konstatere, at jeg har samarbejdet med Modstandsbevægelsen fra Okt. 1941 til 15. Feb. 1945 i København og Odense og har ikke paa nogen Maade vist unational Optræden eller svigtet Land og Konge. Naar der dette til Trods alligevel er overgaaet mig en fuldkommen uretfærdig Dom, skyldes det ene og alene en personlig Hævnakt fra en mig fjendtlig sindet Persons Side’. Herpå redegjorde Broby-Hansen i detaljer for den ’Ugerning’, der overgik ham og konkluderede: ’Jeg er dømt paa Løgn og falsk Forklaring og føler mig ikke som Landsforræder, men en Ener, der som flere har tabt Kampen for Retfærdighed overfor en korrupt politisk underkøbt Domsmagt. Saa kan De jo selv om, om De vil mene, at det er mig, der er den virkelige skyldige. Jeg har begaaet en Dumhed, som andre med djævelsk Snedighed har faaet vendt som et Vaaben imod mig i en retsløs Tid i Landets Historie’ (KK-arkiv, 1947). At retsopgøret havde uheldige virkninger, er der ingen tvivl om. Bredahl Petersens vurdering af ovenstående ved vi ikke noget om, men intet tyder på, at John F. Broby-Hansen fik noget med Købnerkirkens menighedsliv at gøre. I juli 1944 ændrede han sit navn til Johan Frederik Brobyskov-Hansen.

Sjælesørger allerbedst

Ovenstående viser, at Bredahl Petersen brugte megen tid og energi på at hjælpe de medlemmer af menigheden, der kom i klemme, når tyskerne fristede dem til tysk engagement. Nogle gange viste han empati og tog de anfægtede i forsvar, andre gange trøstede, vejledte eller revsede han. Han tænkte inkluderende og truede aldrig ’nazisterne’ med udelukkelse af menigheden. Mennesker burde hjælpes og retledes. Det fremgår samtidigt af brevene, at ’det tyske’ var ham inderligt imod. Under krigen vejledte han ifølge brevene herom på tomandshånd, efter krigen kunne han skrive det ligeud. Bredahl Petersens holdning til tyskerne var klar. Det fremgik af de to omtalte vejledninger til menigheden fra foråret 1940. Og det bekræftes ved hans engagement i modstandsbevægelsen. Her begyndte hans indsats, da jøderne blev interneret i efteråret 1943.

Ung modstandsmand omkommet

Der var også modstandsfolk i Købnerkirken – ja, endog i stort tal, som vi skal se. En af dem omkom kort efter krigen i en trafikulykke. Et af Købnerkirkens unge ægtepar med tre børn hed [Mar]Grethe og Martin Leo Abildgaard. Han flyttede fra Nørresundby menighed til København i 1935, hvor de tre år senere giftede sig. I København uddannede han sig ved flåden. Da krigen begyndte var han kystløjtnant ved Dragørfortet. Ebbe Holm har fået fortalt, at Leo Abildgaard under krigen stod for distribution af våben og illegale blade: ’Vores far [H. B. Holm] påtog sig, at våben og modstandsblade blev gemt i Sønderdalsgårdens fyrkælder efter fortrolig aftale med vicevært Hansen. Her blev de hentet af modstandsfolk, som havde adgang via ejendommens 6 forskellige op- og nedgange. Sønderdalsgården var en udlejningsejendom i Søborg med ca. 50 lejligheder, som mine bedsteforældre Emma og Frederik Bartholin Holm ejede’ (EH). Denne erindring om Leo Abildgaards virke stemmer med Modstandsdatabasen, hvor der står, at Leo Abildgaard var tilknyttet en af Undergrundshærens militærgrupper, der havde hjemsted i Havnen ved Toldboden. Flere aviser berettede om den tragiske trafikulykke, der medførte, at ’Kaptajnløjtnant Leo Abildgaard døde kun 29 Aar gammel’. På hans hjemegn blev Aalborg Stiftstidendes læsere informeret om dødsfaldet, og de fik som tilgift i en kort nekrolog denne information: ’Sin Udnævnelse til Kaptajnløjtnant fik han efter Befrielsen. Han hørte til den Kreds af gode danske Officerer, som var gaaet aktivt ind i Modstandskampen’. Begravelsen fandt sted fra Holmens Kirke, hvor Bredahl Petersen forrettede den ’under militær Honnør’ (AaS, 04.12.1945)

Modstandsmanden Bredahl Petersen

Bredahl Petersen figurerer i Modstandsdatabasen, men dét, han her indberettede om sin egen indsats, er en underdrivelse af de usædvanlige fra Bredahl Petersens side. Her står kun, at han var tilknyttet ’Amager Patrioterne’ og virkede som ’Samarit’ i én uge, den 5.-13. maj 1945. Mere oplysende tog hans profil sig ud i Kraks Blå Bog, hvor han skrev: ’Gruppeleder Danmarks Frihedskamp under Division Amager Patrioterne, inkl. Købnerkirkens Lazaretkorps 1943-45. Belønnet for samme af Danmarks Sikringsstyrelse i 1980 med en årlig pension og hædersgave for livet’ (BB 1988, 876).

Den første omtale af Bredahl Petersens illegale handlinger, som vi kender, kom fra Roar Gjerrilds optegnelser fra Tølløse: ’Vi havde forbindelse med modstandsbevægelsen i København gennem en præst, som underviste på højskolen. Han [F. Bredahl Petersen] var præst i en kirke på Amager og med i modstandsarbejdet der, hvortil vi fik transporteret våben’. Roar Gjerrild fik i oktober 1943 brug for Bredahl Petersens hjælp, idet den modstandsgruppe, som han tilhørte på Tølløse-egnen, blev genstand for Gestapos interesser: ’Mine fire kammerater blev hjulpet til Sverige via Amager af vores præst’, fortalte Roar Gjerrild – se profilen af Tølløse menighed.

Hjælp til jøderne

Bredahl Petersen holdt i USA i 1968 – på 25-årsdagen for de danske jøders deportation – et foredrag, hvor han sagde: ’Denne nat [1. okt. 1943] blev anledningen til, at jeg gik ind i modstandsbevægelsen. Som følge heraf dannede jeg en gruppe med et dusin mænd og kvinder under mit lederskab. Vi havde vort hemmelige hovedkvarter i krypten under den kirke, hvor jeg var præst. Nazisternes beslutning – om at tilintetgøre en gruppe af danske borgere alene på grund af deres jødiske afstamning og tro – blev ’det afgørende øjeblik’, det eksistentielle sammenstød med en ondskab, der måtte standses, lovligt eller ulovligt, konventionelt eller ukonventionelt. Hverken mænd eller kvinder, der har respekt for menneskelivets værdighed og hellighed samt tillige for menneskers ret og frihed, kan forblive passive eller uvirksomme. Her kunne vi umuligt fastholde, at vi ikke kunne gøre noget, at det var for risikabelt, eller at vi må adlyde de gældende myndigheder! Ligegyldigt om det er dansk lov, tysk lov, nazi-love eller militære bekendtgørelser, så blev vi her konfronteret med den guddommelige eller universelle lov, der kræver respekt for menneskeliv og menneskelighed. Her måtte vi vælge, om vi ville være meddelagtige i menneskers ødelæggelse og i folkemord. Fra nu af blev det risikable, rige, udfordrende og meningsfulde liv i den underjordiske modstandsgruppe og i den nationale frihedsbevægelse en berigende opgave, der skulle fortsætte både dag og nat til de glorværdige dage med den endelige befrielse i maj 1945’ (BP 1968, 4).

Bredahl Petersen handlede på samme måde, som Aage Baungaard Thomsen, der involverede sin mindreårige søn i aktionerne: ’På alle mulige måder bragte vi jøderne ud af København. Endog min søn, der dengang var 12 år, vil ikke glemme de hemmelige missioner, som drenge undertiden kunne udføre under mindre mistanke end voksne!’ (BP 1968, 5). Modstandsgruppen i Købnerkirken organiserede ’ved hjælp af falske dokumenter flugten for hundredvis af jøder ved brug af såvel lastbiler som skibe’. Gruppen skjulte jøder ’i kældre og på kviste, i kirker og i skove, på bøndergårde og i sommerhuse langs kysten, hvortil de blev transporteret i hurtigt kørende ambulancer, renovationsvogne eller taxaer’. Bredahl Petersen ’betalte skipperne 150$ pr. person [ca. 1.000 kr.] for at få jøderne hjulpet udenom nazisternes blokader’. Et par gange undgik han med nød og næppe tyskernes afspærringer af gaderne omkring Købnerkirken (Washington, 1971).

Indledningen til Bredahl Petersens foredrag 25 år efter de danske jøders internering – holdt i USA, hvor familien nu boede (BK-arkiv).

30.000 kr. på én dag!

Bredahl Petersens virke med at hjælpe danske jøder til Sverige blev bekræftet af ét af medlemmerne i Købnerkirken, Else Lund: ’Vi havde nogle medlemmer, der havde en villa på Italiensvej, som fører direkte ned til Øresund, og der blev de ført ned og måtte ofte være der en dag eller to. Man fik hjælp fra en anden gruppe, som holdt udkig ved stranden, hvornår det var belejligt at komme ombord. Vi havde også en ung mand i vor menighed, der var jøde. Han flygtede på samme måde med sine forældre og søskende til Sverige. De kom godt derover og godt hjem efter krigen. Det kostede mange penge at få dem over, og en dame i vor menighed solgte alt sit tretårnede sølvtøj for at skaffe penge. Ligeledes ringede Bredahl til en præst i Jylland og sagde, at han manglede 30.000 kr. Og præsten gik til en velhavende mand i menigheden, og uden nogen særlig forklaring fik han pengene’ (EL).

Erindringen om de 30.000 kr. – der i datiden svarede til 6-7 årslønninger for en baptistpræst! – rejser spørgsmålet om, hvem præsten, som Bredahl Petersen havde henvendt sig til, mon kunne være. I Niels Anhøjs erindringer dukkede svaret op: ’En tidlig morgen fik jeg opfordring fra Bredahl Petersen til omgående at skaffe 30.000 kr. til hjælp til jøder, der skulle ud af landet. Jeg valgte nogle forretningsfolk, som jeg kunne stole på, og jeg behøvede blot at sige: ’Jeg skal bruge 30.000’ og nævne, hvilket beløb han/hun måske kunne yde. Det tog kun et par timer. Kontaktmanden kunne inden aften hæve beløbet i en bank i København. Endnu en flok jøder slap helskindet til Sverige’ (NA, 65). Bredahl Petersen fortalte også selv om den økonomiske hjælp, som Niels Anhøj skaffede, i sit USA-foredrag 25 år efter ’jødeaktionen’ i København: ’Jeg skal aldrig glemme den præst fra Nordjylland, hvor der kun boede få jøder, der pludselig dukkede op i København for at overbringe mig tusinder af kroner fra venligtsindede venner, der ønskede at støtte redningsaktionen. Og han sagde yderligere, at jeg blot kunne henvende mig til ham igen, hvis jeg havde brug for mere’ (PB 1968, 5). Denne beskrivelse på 25 års afstand sandsynliggør måske, at der ligefrem var tale om to indsamlinger i Frederikshavn – én, der blev overbragt personligt, og én, der blev overført via banken.

Personkendskab og sammenhold blandt danske baptister kan forklare, hvordan noget sådant kunne lykkes. Niels Anhøj havde i 1943 været ung præst i Frederikshavns menighed siden 1939. Han kom hertil fra Prædikantskolen i Tølløse, hvor Bredahl Petersen havde undervist. Netop i Frederikshavns menighed havde Bredahl Petersen selv haft sit første virke som præst sidst i 1920’erne. Han kendte altså medlemmernes økonomiske potentiale og gode viljer, og han stolede på Niels Anhøj. Aktionens resultat viste dels, at Bredahl Petersens omdømme heroppe var uplettet, og dels, at mange formuende baptister havde stor sympati for indsatsen til fordel for jøderne i de hektiske dage i oktober 1943. 

Købnerkirkens jødekristne

Den jødiske database (safe-haven.dk) over de jøder, der flygtede i oktober 1943, indeholder to erklærede baptister, idet man blev spurgt om sin religiøse overbevisning ved ankomsten til Sverige (TE). Den ene af disse tilhørte Kristuskirken, nemlig Arne Boris Jensen, se Kristuskirkens menighedsprofil. Den anden, Selig Brisosowski, blev døbt i Købnerkirken i 1940, hvorefter han tog navnet Selig (eller Selly) Bonsing. Hans forældre kom fra Polen til Danmark i 1913, og efterhånden bestod familien af forældre og fem børn. Da nazisterne jagtede jøderne, gik familien under jorden. Selig Bonsing og hans forældre blev fragtet med robåd fra Hornbæk til Höganäs den 6. oktober, mens to af hans søskende med tre børn kom samme sted hen to dage senere, udskibet med fiskerbåd fra Gilleleje. Det ægtepar, der havde en villa på Italiensvej, hvor jøderne opholdt sig, inden sejlruterne var klar, hed Frederikke og O. Christian Larsen. Han blev senere formand for Dansk Arbejdsmands Forbund (KD 1944; Amager, 61). Flere af medlemmerne i Købnerkirken var således involverede i den omfattende redningsaktion, som både Else Lund og Bredahl Petersen omtalte. Familien Brisosowski/Bonsing kom hjem fra Sverige i juni 1945, hvorefter Selig Bonsing blev et virksomt medlem i menigheden (Amager, 110, 190). De fleste af familien Brisosowski forblev ortodokse jøder hele livet. Hvem de øvrige jøder eller jødekristne var, der blev hjulpet til Sverige via Købnerkirkens indsats, véd vi ikke, men de, der var i nød, blev ganske givet hjulpet – uanset deres religiøse overbevisning.

Årsberetningen for 1943

Hvert år skrev Bredahl Petersen en årsberetning til menighedens medlemmer med vurdering af året, der gik. Den udkom for første gang i krigens tid i bogtrykt form i 1943. Bredahl Petersen vurderede årets gang på denne måde: ’Det 4. Krigsaar bragte ikke Ende paa den forfærdelige Verdenskrig. Uhyggeligere og voldsommere end nogensinde raser den videre. Vort Land oplevede sin anden store Ydmygelse, da vor Regering den 29. August maatte afgive Tøjlerne til Okkupationsmagten, og Hær og Flaade afvæbnedes. Hvad der siden har fulgt af voldsommere Sabotage, Spærretid med Udgangsforbud, Jødeforfølgelse, Overfald, Husundersøgelser, hemmelige Arrestationer og Deportationer, Flugt fra Landet samt Snigmord, danner et Kapitel i vort Folks Liv, som især Hovedstadens Befolkning sent glemmer. Hovedstaden havde Spærretid i September og uafbrudt i Aarets sidste to Maaneder, saa Mødevirksomheden i Købnerkirken maatte begrænses til Søndagen og et Torsdagsmøde Kl. 18.30. Hidindtil har Herren i sin Barmhjertighed skaanet vore Medlemmer i Hjemland og Udland fra at miste Livet paa Grund af Krigen’ (KÅ 1943). Her talte Bredahl Petersen både som ’menighedens hyrde’ og som den ’modstandsmand’, der i årets løb for egen regning havde besluttet, at nu var bægeret løbet fuldt.

’Satans Herrevælde’

Bredahl Petersens prædiken ved de københavnske menigheders efterårsmøde året efter, i 1944, om ’sataniske Tilstande’ blev et endnu tydeligere eksempel på hans dristighed – ikke mindst, fordi han umiddelbart efter lod sin prædiken trykke i Baptisternes Ugeblad. Han gav prædikenen dette emne: ’Guds Kald i en Skæbnetid’ og talte ud fra Jesu ord i Gethsemane Have: ’Nu er min sjæl i oprør’, Johannes evangeliet 12:27. Efter at have talt om ’Jesus i Skæbnetimen’ fortsatte han med ’Guds Kald til os i en Skæbnetid’ og sagde: ’Skæbnesvangre Tider har vi gennemlevet enkeltvis og som Folk, ogsaa de sidste Aar. Vort Lands Forhold med Satans Herrevælde, hvilken Skæbne for vort Folk! En Raahed, en Forsimpling, en satanisk Tilstand fik vi i disse Aar. Dansen om Guldkalven, Prisgivelsen af vort Land, dets Jord, dets Idealer, dets Bevarelse, Prisgivelsen af Selvrespekt og Guds Velbehag, for at tjene Penge – hvilken Skamplet! Der er et Formaal med enhver Skæbnetid, ogsaa vor! Nu lyder Kaldet alvorligere end nogen Sinde til at bekæmpe Satan i vort Folk, til at drive denne Verdens Fyrste ud. Protestér, kristne Mænd, imod Mammondyrkelse, Vold, Materialisme og alt det, der vil fordærve vort Folk, bekæmp det af al Kraft, og gaa ind for Kristi Kongeherredømme! Protestér, kristne Unge, overfor Letsindighed, Løsagtighed, sædelig og aandelig Forfald, og sig, at I bekender jer til Kristus, til kristen Idealisme og til en kristen Livsanskuelse og Samfundsorden! Forbliv ikke i Defensivens Suk over Tiden. Gaa ind i Offensiven for Kristus og for at vinde Mennesker for Ham!’ Om udfaldet af denne kamp skulle ingen være i tvivl: ’Resultatet vil blive, at denne Verdens Fyrste kastes ud, og Kristus sejrer! Og Gud forherliges!’ (BU 1944, 325f). Dristigt – ingen tilhørere kunne være i tvivl om, hvordan livet skulle leves i omgang og opgør med besættelsesmagten ’i vor Skæbnetid’! Og efterfølgende heller ingen læsere af Baptisternes Ugeblad.

Under jorden

Bredahl Petersen fik det svært i september. Vi har hans egne ord herom i to breve fra oktober 1944. Til Baptistsamfundets formand, der havde inviteret ham til at holde ’Missionsuge’ i Pandrup, skrev han: ’Jeg har ventet med at skrive, fordi jeg har haabet, at Forholdene skulde vise Vej klarere angaaende et Tidspunkt, som jeg kunde give dig til Pandrup; men det synes meget svært. Sagen er nemlig den, at vi maatte aflyse en [Missions]Uge her i Sept[ember] paa Grund af, at jeg blev skygget, og jeg fik Oplysning om, at ’man’ havde mig mistænkt for at have hjulpet nogle Danske. Jeg er nu hjemme igen. Med Hensyn til min egen Sikkerhed, saa betragter jeg Forholdene som rolige’ (KK-arkiv, 1944). Én uge tidligere havde Bredahl Petersen skrevet næsten enslydende til Charles Gjerrild, der var Købnerkirkens arkitekt. Brevet handlede om den nye ’Kirkekrone’: ’Kronen hænger lige over Daabsnichen. Hvor den dog smykker Rummet!’ Til sidst i brevet tilføjede Bredahl Petersen: ’Det er urolige Tider. Selv maatte jeg bort en Tid, da jeg blev skygget, mistænkt for at have hjulpet nogle Mænd til at redde sig for vore Gæster [dvs. tyskerne]. Men der synes at være faldet Ro over Sagen igen. Der er jo mange, der skal hjælpes af gode danske Mænd i Dag som Jøderne for et Aar siden. Jeg er hjemme nu’ (KK-arkiv, 1944). Else Lund huskede langt senere, at Bredahl Petersen måtte ’gå under jorden’: ’Bredahl måtte selv en tid gå under jorden, og tog ud på landet på en bondegård’.

I en redegørelse, som Bredahl Petersen skrev kort efter befrielsen i 1945 om sit engagement i ’Undergrundsbevægelsen’, fortalte han: ’I Jødeforfølgelsesugen var jeg med til at hjælpe mange af Sted til Sverige; og senere andre danske unge Mænd, som Tyskerne var efter. Og jeg oplevede mangen spændende Begivenhed, naar Gestapo eller Hipo var i Kvarteret. Sidste Efteraar [1944] maatte jeg da ogsaa bort fra Byen en Tid, idet Shellhusets Folk holdt mig mistænkt for at have hjulpet nogle danske i Sikkerhed, som de søgte, og vi havde Shellfolkenes Vagter i Gaderne omkring Kirken i et Par Dage’ (KK-arkiv, 1945). Men det blev opbygningen af ’Lazarettet og Sanitetsstationen’ i Købnerkirken, som Bredahl Petersen regnede som sit svendestykke: ’Nu var man for Alvor med i den store, pragtfulde Sammensværgelse i vort Folk, der satte sig som Maal at sætte alt ind paa at medvirke til vort Lands Befrielse’ (KK-arkiv, 1945).

Mange billeder blev taget på Købnerkirkens trappe og Bredahl Petersen stod som regel i første række – således også her, da Førerstævnet i 1944 blev holdt i Købnerkirken i påsken med ’omkring 200 Ledere og Førere’. Bredahl Petersen står til venstre i forreste række. Spejdernes landschef Aage Baungaard Thomsen og ungdomssekretær Eli Mynderup Thousgaard ses begge i baggrunden – lidt til venstre for midten af billedet. Arkivfoto.

Spektakulært redningsarbejde

I modsætning til Kristuskirken, hvor hjælpearbejdet ikke blev organiseret i menigheden, tegnede Købnerkirkens menighed sig for et spektakulært redningsarbejde, der blev tilrettelagt af Bredahl Petersen. Ingen vidste naturligvis, hvordan krigen ville ende. Derfor opbyggede Frihedsrådet en række militære ’ventegrupper’, der skulle bekæmpe fjenden, hvis tyskerne ville fortsætte krigen på dansk jord. København blev inddelt i syv afsnit, hvor Amager blev det ene. Til dette beredskab blev der også opbygget en række lazaretter – dvs. midlertidige behandlingssteder for syge og sårede – rundt omkring i København. Købnerkirken blev hjemsted for et af disse – for hele bydelen. Et medlem af menigheden, sygeplejerske Helga Steensgaard, havde oprettet det første Sygeplejebureau på Amager. Hun tilknyttede flere sygeplejersker fra Amager til lazarettet (EL). Således kunne lederen af Amager-bydelen, Peter Jepsen, knytte ’en velorganiseret lægetjeneste i Købnerkirken’ til sit beredskab (JHB, 89). Bredahl Petersen skrev i menighedens årsberetning i 1945: ’Nytaarsnat forud for 1945-Aarets Gry turde vi for første Gang ikke samles i vor Kirke til Herrens Nadver paa Grund af Faren ved at færdes paa vor Bys Gader’. Og han fortsatte: ’Men saa skete Miraklet som da Jerikos Mure faldt uden Sværdslag. I lang Tid forud havde vor danske Undergrundshær forberedt sig paa aktiv Kamp for Danmarks Befrielse, og man imødesaa med Spænding, hvornaar den allierede Overkommando vilde give Signalet til Rejsning. Alle var klar over, at det kunde koste en frygtelig Pris. Og saa kapitulerede Fjenden, netop som de allierede Hære var ved vort Lands Porte, og vi var fri!’ (KK 1945, 3).

Lazarettet i kirken

Men længe før befrielsen kom, havde Bredahl Petersen opbygget ’Lazarettet’ i alle kirkens lokaler – bortset fra kirkerummet. Herom skrev han i nævnte årsberetning fra 1945: ’Kirken havde gennem en halvanden Aarstid været Samlingssted for Undergrundsarbejde, der tog Sigte paa at hjælpe Mennesker overfor Undertrykkernes Forfølgelser. Forstanderen havde hemmeligt stillet Kirken til Disposition for den danske militære Modstandsbevægelse til Undergrundslazaret, og gennem et halvt Aars Tid forud for Kapitulationen havde nogle Grupper samlet Madvarer i Kirken til et Beløb af over Kr. 40.000, Medicin, Operationsudstyr, Senge, etc., saa at Hospitalet kunde træde i Funktion, saasnart Gadekampene maatte forventes at opstaa. Forstanderen var Chef, og man havde et Personale paa 71 Mænd og Kvinder, der var i god sanitetsmæssig Training. Ligeledes havde man to Ambulancer, to Lastbiler og en Motorcykel til Disposition’ (KK 1945, 4).

En af deltagerne i Lazaretkorpset, Else Lund, løftede senere sløret for, hvordan en sådan styrke kunne holdes hemmelig og tillige trænes med henblik på en katastrofe: ’Vi samledes til forskellige øvelser og undervisning, en eller to gange om ugen i Kirkens krypt. Angående mødetiden fik vi som regel først besked samme aften, hvor vi skulle møde. Da man ikke frit kunne telefonere, da alt blev aflyttet, og meget få havde telefon, blev der givet besked til nogle stykker, og vi cyklede så rundt og gav besked til hinanden om klokkeslæt. Vi mødtes ofte ved 20-21.00 tiden, og vi brugte de forskellige indgange til kirken. Vi gik meget stille med dørene, så der var faktisk ingen, eller meget få udenfor gruppen, der vidste noget om det’ (EL). Logistikken var omfattende: ’Vi skjulte også for 40.000 kr. dåsemad på kirkens loft. En mand i vor menighed, der var nazist – vi havde nogle stykker af dem – havde set, da det [dåsemaden] kom til kirken og blev båret ind en sen aften. Bredahl fik øje på ham og blev lidt betænkelig, og han ringede ham op umiddelbart efter for at få en samtale med ham. Han kom op på Bredahls kontor, hvor han talte meget alvorligt med ham og forbød ham at sige det til nogen, hvad han også holdt. Alle disse dåser mad skulle have været brugt til hele Amagers befolkning i tilfælde af én eller anden katastrofe. Dåserne blev senere sendt til Polen og Ungarn efter krigen’ (EL) – som en del af de europæiske baptisters nødhjælp.

Købnerkirkens lazaretkorps bestod af 26 mænd og kvinder, hvoraf de fleste tilhørte menigheden. Hertil kom 45 fra Arbejdernes Samariterkorps til udrykningstjeneste. Lazarettet i kirkens krypt bestod af 50 senge, operationsstue, soverum og kantine til personalet samt lager til medicin og forbindingsstoffer. På billedet ses i bageste række fra venstre: Bredahl Petersen (nr. 1), Jørgen Jensen (nr. 2), Einar Weitze (nr. 3), Harry Nielsen (nr. 5) og Povl Anker Lund (nr. 6). I midterste række fra venstre: Else Lund (nr. 6). I forreste række fra venstre: Clari Tofte (nr. 6) og Inge Lørum (nr. 8). Arkivfoto. (JUB, 49).

Stat og kommune betalte

Den 4. maj 1945 holdt lazaretkorpset også øvelse, men de blev afbrudt af Bredahl Petersen, der kom med den glædelige nyhed om befrielsen: ’Vi troede, at vi nu kunne løbe hen på Amagerbrogade og juble med alle de andre, men der kom et klart ’Nej!’ Vi måtte nu i gang med at slå 50 senge op og gøre dem klar, og vi fik ordre på, at vi skulle opholde os på Lazarettet enten dag eller nat. Min mand og jeg valgte natten, da vi gerne skulle passe vort arbejde. Foruden vort eget hold blev der indkvarteret 30-40 fra Civilforsvaret, som boede i en sal over kirken, og vi skulle sørge for morgenmad til os alle. Dagholdet sørgede så for middagsmad. Vi kunne ikke nægte det, da vi omgående var blevet indrulleret i den danske hær. Efter ni dage fik vi fri, og en månedstid efter fik alle en check på 90 kr. fra Forsvaret (10 kr. pr. dag) til stor overraskelse for os alle’ (EL). Om afviklingen af lazarettet skrev Bredahl Petersen: ’Lazarettet blev holdt aabent og Personalet var under militær Mønstring i 9 Dage efter Kapitulationen. Staten honorerede da ogsaa de 71 Frihedskæmpere, ligesom Kommunen refunderede alle Udgifter i Forbindelse med Lazarettets Indretning og Opretholdelse’ (KK 1945, 4). Hvortil senge og andet udstyr blev flyttet, melder historien ikke noget om – måske til flygtningelejren ’Kløvermarken’ på Amager, hvortil Bredahl Petersen blev knyttet som præst for de fanger, der var baptister. Se Rammefortællingen 1945-1950.

Der foregik også andet i og omkring Købnerkirken. Kirkens organist Einar Torstensson har berettet følgende: ’Umiddelbart før den forventede afslutning af krigen gik vi i kirkekoret i lag med indstuderingen af Te Deum – som det sig hør og bør. Herluf Trolles danske version og musikken havde vi fra Reformationsfesten i 1936, som den formede sig i Vor Frue Kirke. Forståeligt, at salmesangen blev usædvanlig fuldtonende, hvortil kom, at orglet bidrog med al mulig Pomp og Circumstance’ (ET). Men der lød også andre toner, der kaldte på alvoren midt i glæden. Netop som ’Taksigelsesgudstjenesten’ skulle begynde den 6. maj, kom ’der Meddelelse om, at en af Kirkens tidligere Spejdere, nu en ung Mand fra Drogdensgade, var blevet dræbt af Hipos Kugler under Udøvelse af Ambulancetjeneste Dagen forud’ (KK-arkiv, 1945). Den dræbte var Erik Regner Ekman på 22 år. I Kirkebogen står der ’Skudt’ den 5. maj 1945.

Taksigelsesgudstjenesten

Modtagelsen af befrielses- og pinse-nummeret af Ugebladet i de små hjem gav stof til eftertanke. Men mest spærrede læserne ganske givet øjnene op, da de kom til denne overskrift: ’Taksigelses-gudstjenesten i Købnerkirken i Anledning af Danmarks Befrielse’. Det lange referat var indsendt af ’En Deltager’. Men beskrivelsen af festgudstjenesten afslørede den anonyme skribent, der fortalte, at ’mange Maaneders Forberedelse’ lå bag den: ’Først dette’ – og så følger en beskrivelse af opbygningen af Lazarettet, der ’viste sig at være Amagerbydelens Frihedskæmperes største og bedst udstyrede Undergrundslazaret og Sanitetsstation’, som ’Kirkens Præst var Chef for’. – ’Næst viste det sig, at Kirkens Menighedsraad for at halvt Aars Tid siden havde sikret en skøn Bronzelyse-krone til Kirkens Korparti til Indvielse paa Taksigelsesdagen for Danmarks Befrielse som et varigt Minde om Lysets Dage efter Mørkets Tider i vort Folk med Inskriptionen: ’Med Tak til Gud for vort Fædrelands Befrielse og vor Kirkes Bevarelse 1940-45’. Til at betale ’Mindekronen’ ville man ved ’Gudstjenesten lade Menigheden skænke en Mindegave’. Men scenen var endnu ikke sat, så gudstjenesten kunne begynde. ’Skribenten’ fortsatte: ’Endelig var dette, at man havde anordnet en højtidelig Procession ind i Kirken med Dannebrog, Bannere og Standarter. Forrest gik Repræsentanter for den danske Hær – to Frihedskæmpere – med Dannebrog. Bydelens Ordonansofficer, som havde indvarslet dens 2200 Frihedskæmpere, var selv til Stede paa Trods af Bevægelsens forrygende Travlhed. Derefter fulgte Købnerkirkens Lazaretkorps i Frihedskampen med sin egen Standart. Derefter Frihedsbevægelsens Sanitetskorps og endelig vore Spejderes Faner’. Kirkens udsmykning manglede heller intet. I tillæg til de ’røde og hvide Blomster og Bøgegrene’ var kirken udsmykket ’udvendigt og indvendigt med danske Flag, det norske, det svenske, det finske, det islandske, det britiske og det amerikanske. Præsten var i Ornat, hvorunder Armbindet viste sig’ (BU 1945, 91).

Taksigelsesofferet

En typisk spalte fra Baptisternes Ugeblad – meget læsestof og uden billeder. Her fortalte ’En Deltager’ om Købnerkirkens fejring af befrielsen.

’Skribenten’ og menighedens præst var naturligvis én og samme person, Bredahl Petersen. Det viste sig i referatet af liturgien og ikke mindst i prædikenen. Liturgien begyndte med ’Gloria Patri’, efterfulgt af vekselsang mellem kor og menighed samt fællessalmen ’Te Deum’, ledsaget af orgel og trompeter. Indsamlingen af ’Taksigelsesofferet’ blev gudstjenestens første højdepunkt: ’Organisten spillede et herligt Offertorium, som sluttede med Tonerne til: ’Der er et yndigt Land’, hvorefter Forsamlingen ganske spontant rejste sig og grebet sang hele Sangen til Ende. Saa indsamledes Offeret, og det indbragte godt 5000 Kr.! Gaverne er fortsat med at komme siden! Dybt bevæget takkede Præsten for denne værdige, største Gave nogen Sinde ydet i vor Menigheds Historie ved en enkelt Gudstjeneste’. Efter skriftlæsning fra Romerbrevet (8,31-39) ’talte endelig Dr. Bredahl Petersen stærkt grebet over Teksten fra Salme 126,3: ’Herren har gjort store Ting imod os, og vi blev glade!’.’ I sin prædiken pegede han på de ’store Ting’: ’Vi har faaet vor Frihed, vore Hjem, vore Børns Opdragelse tilbage! Vi har faaet Humanitet tilbage, og vi har faaet Retten til fri Forskning, Forsamling, Tale og Skrift og Gudsdyrkelse tilbage’. Herpå mindede han om ’de Farer, vi stod overfor i 1940-41, da det nazistiske Voldssystem rendte Landene over Ende og gik i Gang med sit ensrettende Program’, hvorpå han fortsatte: ’Saa kom Koncentrationslejrenes Tid, og det er et ubeskriveligt Kapitel! Dybere er vel et Parti og et Folk ikke sunket. Vore fredelige Søfarende blev torpederede, inden Danmark blev draget ind i Krigen. Vort Lands Selvstændighed gik tabt. Kommunisterne maatte ofres. Jøderne maatte ofres. Vor Hær og Flaade maatte ofres. Vort Politikorps maatte ofres. Vore Patrioter maatte ofres. En Skare af uskyldige Mænd og Kvinder maatte ofres. I Herrens Hus mindes vi Kaj Munk, og her i denne Bydel glemmer vi aldrig Pastor Tage Schacks grusomme Død. Forræderi var der nok af. Et saa grusomt Kapitel, at det er os uværdigt nærmere at omtale det’. På den baggrund fortsatte Bredahl Petersen: ’Herren har gjort store Ting imod os. Han gav os en Aand, der rejste sig i retfærdig Harme og Villie til at se Volden og dens System knust og Frihed rejst paany. Han gav os Sammenhold i vort Folk. Han gav os Maalbevidsthed og Plan, han gav os Samvirke og Kammeratskab, han gav os Opofrelsens Aand og Dristighed, han gav os Opfindsomhed og Initiativ, han gav os Frimodighed. Og saa sendte han os Hjælp fra andre Lande og Folk, der bragte vældige Ofre for at befri Verden fra Voldstyranniet. Og Sverige tog imod vore Tusinder af Flygtninge og blev Nordens Asyl, hvilket vi aldrig glemmer. Og Norges Kamp blev en Inspiration for Danmarks Folk. Det varede lidt længe, inden vi selv vaagnede op, men da endelig Bølgen rejste sig, blev den vel stærkere end i de fleste Lande. Og vi takker i dag Gud for heltemodige Mænd og Kvinder, der bragte Offeret, ja indtil Døden’. Til sidst lød der en opfordring, der pegede fremad: ’Lad os da vise os Befrielsen værdige gennem kommende Tider i Genopbygningen i vort Folk. Ingen Broderstrid maa opkomme, der kan formørke vort Folks Samdrægtighed. Lad Frihedens Idealer raade. Lad Retfærdighed blive vort Folks Styrke. Og lad os over alt andet gaa ind for en klar Bekendelse til Jesus Kristus og Guds Rige som aldrig før!’ (BU 1945, 94).

Ornat og armbind

Taksigelsesgudstjenesten sluttede med, at ’Præsten bad Forsamlingen mindes vort Lands faldne under denne Krig, bad for deres efterladte, for Kongens Hus og hele vort Folks Frelse, lyste Velsignelsen, hvortil Forsamlingen svarede med trefold ’Amen’. Man sang Bønnen: ’Kongernes Konge’, Postludium intoneredes, og Processionen drog igen ud af Kirken, og den uforglemmelige Taksigelsesgudstjeneste var forbi’. Uden tvivl må man give ’En Skribent’ ret, når han begyndte sin skildring således: ’Ud over Landet har der uden Tvivl været afholdt lignende Takkegudstjenester, men denne fik sit særlige Præg og Indhold’. Friheden blev fejret i alle baptistmenigheder, men næppe på denne måde – og ingen andre steder har præsten ’i Ornat’ båret frihedskæmpernes armbind! Friheden var nu kommet til Danmark – undtagen til Bornholm, hvor russerne satte sig fast. I befrielsesnummeret af Ugebladet, hvor beretningen om ’Købnerkirkens Takkegudstjeneste’ fyldte godt op i spalterne, kunne læserne også finde denne notits: ’Fra Bornholm kommer kun sparsomme Meddelelser, udover hvad Radioen bringer, men efter hvad vi erfarer, er Kirken i Rønne ubeskadiget efter Bombardementet, medens Kirken i Nexø er ødelagt’ (BU 1945, 91).

Resumé

Dagligdagen i Købnerkirken under 2. verdenskrig forløb som de fleste andre menigheders – med udfordringer til fx brændselsomkostninger, udgangsforbud og rationeringer. Det spektakulære på Amager bestod i, at menigheden sammen med dens præst længe forberedte sig på en voldelig afslutning af krigen, hvortil de stillede kirken til bydelens rådighed, ligesom mange af menighedens medlemmer engagerede sig i et hjælpekorps under Bredahl Petersens ledelse. Hertil kom, at Bredahl Petersens modstandsgruppe anvendte kirkens krypt som samlingspunkt. Endvidere rummede menigheden en halv snes medlemmer og tilknyttede, der direkte tog parti for besættelsesmagtens gøremål på flere fronter. Som præst blev det Bredahl Petersens opgave at skabe et fællesskab, der kunne favne alle – uden at nogen angav andre. Det lykkedes tilsyneladende så godt, at også det gav anledning til den pompøse ’Taksigelsesgudstjeneste’, da befrielsen kom – uden kamphandlinger. Set i historisk perspektiv havde Bredahl Petersen tillige sans for at skabe et omfattende arkiv, der har gjort det muligt at beskrive menighedslivet i perioden 1940-45. Aktiviteterne i Købnerkirken ophørte dog ikke med fejringen af Danmarks befrielse. Den blev nu centrum for et omfattende hjælpearbejde til krigens ofre – både til baptister, der opholdt sig her i landet i flygtningelejrene, og til baptister og andre, der måtte hjælpes på fode igen efter krigens ødelæggelser i Holland og Polen. Dette hjælpearbejde satte Bredahl Petersen sig i spidsen for med stor energi – se Rammefortællingen 1945-1950.

Efter befrielsen blev Bredahl Petersen tilsynsførende for den Frikirkelige Kirketjeneste for flygtninge i Danmark 1945-1949, generalsekretær for baptisternes internationale hjælpearbejde til Holland, Polen og Tyskland 1946-1949 og drivkraften bag Baptisternes Verdens Alliances kongres i København i 1947. Efter kongressen trængte han til en rekreationsperiode, som han og fru Helen tilbragte i USA. Her opholdt de sig – travlt beskæftiget på en omfattende foredrags- og prædikenturné på kryds og tværs af USA – i 4 måneder. Ved afrejsen derovre fik han et stort amerikansk dollargrin for sin indsats i hjælpearbejdet. Det kunne snart ses i de københavnske gader. Her ses ægteparret ved afrejsen fra København i august 1947. Foto: Købnerkirken og Købnerhus i billeder (1952).
Hovedpersoner
  • Fr. Bredahl Petersen: *01.07.1905, ^03.08.1919, +02.02.1990
  • Helen Petersen, f. Lundstrøm: *10.03.1908, ^i Iowa, +29.08.2003
  • Leo Abildgaard: *20.05.1916, ^01.04.1928, +03.12.1945.
  • O. Christian Larsen: *13.07.1884, ^10.11.1935, +05.07.1969
  • Else Lund, f. Holm: *10.11.1916, ^20.11.1932, +15.07.2006
Litteratur
  • Ebbe Munck & Børge Outze (red): Danmarks Frihedskamp, København 1949 (EB&BO)
  • Jørgen H. Barfod: København kampklar, Frihedsmuseets Venner 1988 (JHB)
  • Lars Larsen & Jens Pank Bjerregaard: Frikorps Danmark 1941-1943, 2016 (LL&JPB)
  • Sofie Lene Bak (et al.): Turen går til Besættelsestidens København, Politikens Forlag 2017 (SLB)
  • Jørgen H. Barfod: København kampklar, Frihedsmuseets Venner 1988 (JHB)
  • Købnerkirkens månedsblad: Frikirketidende, 1939-1945 (FT)
  • Købnerkirkens Aarsberetninger, 1939-1945 (KÅ)
  • Fr. Bredahl Petersen: Københavns 2. Baptistmenigheds Historie 1891-1941 (BP 1941)
  • F. Bredahl Petersen: The Rescue of the Danish Jews from Nazi Extermination, USA 1968, (BP 1968)
  • The Washington D.C. Evening Star, 28.08.1971: Interview med Bredahl Petersen, (Washington)
  • Else Lund: Modstandsbevægelsens lazaretkorps i Købnerkirkens Baptistmenighed, 1991 (EL)
  • Einar Torstensson: Om forberedelserne til Taksigelsesgudstjenesten i Købnerkirken, 1991 (ET)
  • Johannes Brixen (red.): Baptister på Amager. Købnerkirkens Baptistmenighed 1891-1991 (JUB)
  • Knud Wümpelmann: Købnerkirken og Købnerhus i billeder, København 1952 (KW)
  • Købnerkirkens arkiv: Bredahl Petersens korrespondance 1930-1950, (KK-arkiv)
  • Bredahl Petersens arkiv i Rigsarkivet: Baptistkirkens arkiv i Rigsarkivet (BK-arkiv)
  • Bredahl Petersens arkiv i Rigsarkivet: Bredahl Petersens arkiv (BP-arkiv)
  • Thomas B. Egebæk: Mail den 25.09.2019 vedr. baptister i databasen safe-haven.dk (TE)
  • Dansk Jødisk Museum: www.safe-haven.dk under navnet: Selig Brisosowski eller Selly Bonsing (SH)
  • Kraks Blå Bog: Opslaget for Frederik Bredahl Petersen, 1988, 213ff (BB)
  • Irene Schwarz: Ohne Namen, ohne Eltern, ohne Heimat. Eine wahre Geschichte aus Ostpreussen, Stuttgart 2000
  • Irene Schwarz: Mit Namen, mit Eltern, mit Heimat. Von Ostpreussen über Dänemark ins Lipperland, Stuttgart 2005
  • Kristeligt Dagblad: En Arbejders Vidnesbyrd. Artikel om Chr. Larsen, Dansk Arbejdsmandsforbund, KD, 19.09.1944
  • Aalborg Stiftstidende: Nekrolog om Leo Abildgaard, 04.12.1945 (AaS)
Informanter
  • Ingeborg Hansen; Else Lund (EL); Michael Andersen; Gerda Nghiem-Thâm (GT); Ebbe Holm (EB).