Københavnske baptistmenigheder – og baptister i København

Kong Christian X rider sin daglige tur gennem Københavns gader under besættelsen. Han blev et populært symbol på modstanden mod tyskerne. Danske baptister sendte hvert år fra årsmødet en hjertelig hilsen til kongen. Fotograf ukendt.

Danskernes hovedstad

Besættelsestiden i København er grundigt belyst fra mange sider. Her følger kun en minimal skitse af den virkelighed, som også de københavnske baptister oplevede. I København stoppede kampen den 9. april 1940 ’lige så pludseligt, som den var startet, og da de fleste københavnere vågnede for at gøre sig klar til at tage på arbejde, var Danmark allerede besat’ (SLB, 7). Tyskerne fremstillede deres komme som et militært forsvar af vort land vendt imod De allieredes snarlige erobring af Skandinavien. De havde ikke brudt den ikke-angrebspagt, der var indgået mellem Tyskland og Danmark ét år tidligere, den 31. maj 1939. Danmark fik derfor et tilbud om beskyttelse og samarbejde, som kongen, regeringen og hæren modvilligt tog imod: ’Nu havde man chancen for ligesom under Første Verdenskrig at redde det lille, forsvarsløse land gennem krigen uden alt for store tab af menneskeliv og materielle værdier – også selvom landet denne gang var besat af en af de krigsførende magter’ (SLB, 8). Tyskerne opnåede til gengæld, at de danske leverancer sydpå kunne fortsætte – vi var deres ’spisekammer’ – og de kunne nøjes med at bruge ganske få person-ressourcer hos os: ’Der var på intet tidspunkt udstationeret mere end 200 tyske embedsmænd i Danmark (SLB, 8). Københavnerne løb alligevel ind i flere konfrontationer med ’værnemagten’.

Som bekendt voksede modstanden mod besættelsesmagten og samarbejdspolitikken ganske langsomt – også i København, der som landets største by tilbød gode betingelser for sabotage. Under det meste af besættelsen var der generelt stor respekt for det, myndighederne sagde – at man måtte indordne sig under de nye forhold og forholde sig roligt. Derfor overrasker det ikke, at modstanden først opstod på de politiske fløje. Til højre hos Konservativ ungdom og Dansk Samling. Og til venstre hos Danmarks kommunistiske Parti, der blev forbudt herhjemme – med en lov, der var grundlovsstridig og fik tilbagevirkende kraft – efter det tyske angreb på Sovjetunionen den 22. juni 1941. Omkring 300 danske kommunister blev derpå interneret i Horserødlejren. Danske baptister protesterede ikke mod en sådan behandling af et politisk mindretal, der havde tre demokratisk valgte medlemmer af Folketinget, heriblandt Aksel Larsen. Men da jøderne blev taget, indrømmede de, at de også burde have reageret, da kommunisterne blev tidens syndebukke. Se rammefortællingen 1940-1945.

Modstandsgrupper

Det første kapitel af modstanden mod tyskerne blev ført i de illegale blade. Et af disse indeholdt Aksel Larsens tale, som han naturligvis ikke kunne holde i Folketinget. Den kom i omløb i september 1941 – camoufleret som et sanghefte. Herefter blev de illegale blade almindelige i København. Den illegale virksomheds primære formål var at påvirke danskernes holdning til modstandskampen i positiv retning. Nyheder om krigens gang fik man primært gennem svensk og engelsk radio. Så vidt vi véd, var der ingen baptister med i fremstillingen af de illegale blade, men flere unge baptister distribuerede dem. Det næste skridt i optrapningen af modstanden mod tyskerne blev sabotagen mod danskere, der virkede til fordel for besættelsesmagten (EB&BO, 674ff). De største modstandsgrupper var BOPA (BOrgerlige PArtisaner, oprindeligt etableret blandt kommunisterne), og Holger Danske (bredt sammensat gruppe, kendt for mange af de 200 likvideringer af stikkere, der arbejdede for tyskerne i København). Hertil kom Ringen (primært socialdemokrater), Studenternes Efterretningstjeneste (især sejlads på Sverige med danske jøder) og modstandsgruppen ’1944’ (opstået i kunstnerkredse). Da danskerne i krigens slutning organiserede ’Ventegrupper’, der skulle træde i væbnet kamp, hvis tyskerne ikke overgav sig, talte disse i København godt 25.000 mand (SLB, 33). Hvor mange danske baptister, der engagerede sig i de københavnske modstandsgrupper samt i ventegrupperne, står hen i det uvisse. Nedenfor belyses engagementet hos nogle af dem.

København undgik selvfølgelig ikke konfrontationer med besættelsesmagten. Augustopgøret i 1943 begyndte i provinsen, men spredte sig også til Københavns gader. Arbejderprotester (beskyttelsen mod luftangreb var for dårlig) og vildsom sabotage (bl.a. blev Forum sprængt i luften) endte i gadekampe, hvor det danske politi måtte holde københavnerne og værnemagten adskilt. Tyskerne erklærede undtagelsestilstand og krævede, at regeringen skulle besvare sabotage med dødsstraf. Regeringen nægtede at fungere på tyskernes vilkår og abdicerede. Nu var tyskerne herrer i landet. De viste det ved at angribe de danske kaserner og flåden, og de satte omkring 100 politikere og intellektuelle i ’beskyttelseslejr’ i Horserød – bl.a. landstingsmand Oluf Malchau, der tilhørte Aarhus menighed, se Oluf Malchaus biografiske skitse. Kort efter indledte de forfølgelsen af de danske jøder. Flere medlemmer fra såvel Kristuskirken som Købnerkirken blev engageret i arbejdet med at sende jøder til friheden i Sverige. Se profilen af Kristuskirken og profilen af Købnerkirken.

Christian X var danskernes konge i årene 1912-1947. Han bevarede sin popularitet efter befrielsen, hvor han nu også sad med ved kaffebordet i de danske hjem – selv om kaffen fortsat måtte laves ved hjælp af erstatningsvarer. Bemærk, at kaffeservietten ikke blot er prydet med Dannebrog, men også med de allieredes flag. Privateje.

Folkestrejken 1944

Værre blev det ét år senere, da Folkestrejken brød ud i København – den ’maaske vigtigste Begivenhed i Modstandskampen’ (EM&BO, 716). Lykkeligvis blev Folkestrejken blæst af, før ’København led Warszawas Skæbne’ – ’en ubevæbnet Civilbefolkning havde for første Gang trodset den tyske overmagt og var sluppet godt fra det. Æren var de navnløses’ (EM&BO, 717). I sommeren 1944 var De Allierede gået i land i Frankrig (D-dagen) og Rusland havde slået tyskerne tilbage til Polen. Modstandsbevægelsen herhjemme vejrede morgenluft, og industrisabotagen mod tyske interesser tiltog især i København. Tyskerne indførte i juni et skærpet udgangsforbud – endnu mens det var lyst! Det udløste Folkestrejken. Arbejderne nedlagde arbejdet og udfærdigede deres verdensberømte ’Kolonihave-Dokument’, hvori de svarede Werner Best (den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark 1942-45), at udgangsforbuddet betød, at de måtte dyrke deres kolonihaver om eftermiddagen. Situationen eskalerede. Tyskerne indsatte Schalburgkorpset, der raserede København – bl.a. blev store dele af Tivoli sprængt i luften. Hvidstensgruppen blev henrettet – og med tyskernes undtagelsestilstand fulgte nu panservogne og kanoner i gaderne og jagerfly i luften. Byens svar blev barrikader og bål i gaderne. Tyskerne besatte derpå gas-, vand- og elektricitetsværker og lukkede for forsyningerne. Tyske tropper omringede byen og belejrede København – al trafik ind og ud blev forbudt. I denne krigslignende kamp mistede over 100 københavnere livet og mere end 600 blev såret. Frihedsrådet støttede byens oprør, krævede Schalburgkorpset trukket tilbage og undtagelsesbestemmelserne ophævet. Herpå valgte tyskerne at bøje af, fordi Folkestrejken truede med at brede sig til de større byer. De ønskede ikke en gentagelse af Augustopgøret i 1943.

Men tyskerne havde mere ondskab i sinde. De fulgte Folkestrejken op med interneringen af det danske politi den 19. september 1944. Det gik ud over flere betjente, der var baptister. Tre af dem kom i tyske koncentrationslejre – se biografien om Knud Anesen, biografien om Gert Sørensen og biografien om Eli Fjord Christensen. Andre var heldigere og skjulte sig. Det gjorde bl.a. Harald Bækgaard – se Nørresundby menighedsprofil – og Harry Dannemann Sørensen, der tilhørte Kristuskirken på Nørrebro. Han forlod hovedstaden og opholdt sig på landet – dels i Tølløse og omegn, dels i Vendsyssel, hvor han opsøgte vennen H.C. Barkan. Sidstnævnte havde tilhørt Kristuskirken, mens han læste teologi på Universitetet, men flyttede til Nørresundby, hvor han blev præst fra 1943. Harry Dannemann Sørensen læste på Prædikantskolen i Tølløse fra 1947 – efter en indsats til fordel for europæiske baptisters hjælpearbejde i Polen. Se Rammefortællingen 1945-1950.

Byens baptistmenigheder

Holger Axelsen var præst i Fredskirken 1938-1941 og herefter på Lolland-Falster 1941-1950. Arkivfoto.

Under krigen var der tre baptistmenigheder i København, der virkede i hver sin bydel: Kristuskirken på Nørrebro, Fredskirken på Frederiksberg og Købnerkirken på Amager. Kristuskirken var i 1940 den største menighed med knap 700 medlemmer; Købnerkirken havde godt og vel 300 medlemmer; Fredskirken var den mindste med 260 medlemmer. Hertil kom menighedernes store missionsvirksomhed med ca. 1.000 elever i søndagsskolerne, ca. 1.000 i ungdomsarbejdet og i spejderkredsene samt ca. 400 deltagere i det sociale arbejde (1940-statistikken; ÅB 1941). Det var en baptistpopulation på godt og vel 3.500 i de nævnte tre menigheder – det vil sige 2% af Københavns befolkning i 1940, hvor byen havde ca. 700.000 indbyggere. Kristuskirkens område var stort, idet dens arbejde også fandt sted i Lyngby, Hjortekær, Søborg, Lillerød, Hillerød og Frederiksværk. Fra Købnerkirken koncentrerede man sig om Amager, mens Fredskirken også virkede i Vanløse og længere vestpå. Under krigen var præsterne i Kristuskirken Johannes Nørgaard (1921-1943) og Aage Baungaard Thomsen (fra 1938). Aage Baungaard Thomsen var fra 1940 også landschef for spejderkorpsene DBD og DBP. Købnerkirken på Amager blev indviet i 1939, og her var F. Bredahl Petersen menighedens præst (1932-1955). I Fredskirken virkede Holger Axelsen (til 1941), hvorefter han blev afløst af P. Grarup (1942-1950). Tillige var mange lægprædikanter tilknyttet menighedernes mission (Jul 1944, 14ff). Foruden forkyndelses- og lederopgaver i menighederne lagde Baptistsamfundet også beslag på såvel Johannes Nørgaards som Bredahl Petersens arbejdskraft. Begge underviste på Prædikantskolen i Tølløse og de var dybt engagerede i Baptistsamfundets ledelse igennem hele perioden. Og læsere af Baptisternes Ugeblad var ikke i tvivl om, hvad de mente. De var de to toneangivende, når der skulle gives råd og vejledning til alle danske baptister. Undertiden skete det med dristighed.

Baptisternes Hus

Foruden de tre lokale menigheder, der virkede i hvert sit område af byen, ejede Baptistsamfundet også den store ejendom Rørholm, Øster Søgade 32, der ligger på københavnersiden med facaden ud mod Søerne. I dette Baptisternes Hus hørte Ungdomshjemmet til indtil udgangen af 1944. Om livet i og omkring Ungdomshjemmet hed det: ’Ungdomshjemmet var ikke beregnet til at være en særlig Missionsvirksomhed; havde det været det, vilde [Baptist]Samfundet for længst have ansat en professionel Missionsmedarbejder der. Ungdomshjemmet var bestemt til at være Samlingssted og Hjem i København fortrinsvis for unge Baptister, som arbejdede eller studerede i København, og ligeledes et naturligt Samlingssted for Baptistungdommen fra de københavnske Baptistmenig-heder’ (ÅB 1945, 38). Ingen af Baptistsamfundets ansatte – ungdomssekretærer og landschefer for spejderne – havde bopæl på Ungdomshjemmet. Hvis væggene i Ungdomshjemmet kunne fortælle, hvad den københavnske baptistungdom tænkte og gjorde under besættelsen, havde vi været godt hjulpet. Men ingen kilder, der oplyser noget væsentligt herom, er hidtil fundet. Kun nogle få informationer om enkelte, der kom på Ungdomshjemmet, beretter om aktiviteter, der hører med i denne fremstilling. Derfor må vi koncentrere os om livet i de tre nævnte menigheder.

Baptisternes Hus 1922-1944 – ’Borgen ved Søerne’ – var samlingsstedet for unge baptister under krigen, ikke mindst dem, der kom fra Provinsen. Hertil gik de unge også efter gudstjenesten i Kristuskirken søndag eftermiddag. Arkivfoto.

Dog husker én af de daværende spejdere, Per Nørgaard, at der i kælderen under hans forældres lejlighed i Baptisternes Hus blev indrettet ’et beskyttelsesrum med afstivningsbjælker i vægge og loft. Her gav vores patruljefører [Sven Toldam] os det illegale Frit Danmark, hver gang det kom’ (PN). Dette skete allerede i 1942-43, idet Per Nørgaard flyttede til Tølløse i august 1943, da hans far, Johannes Nørgaard, blev forstander på Prædikantskolen. Familien byttede i øvrigt lejlighed med Ina Toldam Olsen, P. Olsens enke: ’Hendes møbler kom med retur i flyttebilen, hvor hun selv satte sig i en lænestol sammen med flyttelæsset!’ (PN). Flytningen fandt sted den 1. september, da undtagelsestilstanden satte København på den anden ende, men alt skete uden uheld og ingen antastede fru Olsen!

Fredskirken på Frederiksberg blev indviet i 1896. Foto fra Jubilæumsskriftet 1946.

Fredskirken

Præsteskiftet i Fredskirken i begyndelsen af 1942 åbnede en mulighed for unge i menigheden, der måtte ’gå under jorden’ på grund af illegal virksomhed. Da kom P. Grarup til København med stor viden om Midtsjælland, og hans søn, Orla Grarup, blev præst samme sted. To år senere kom dette Hans Jørgen Füssel Simonsen til gode. I 1944 måtte han, der voksede op i Fredskirkens kreds i Vanløse hos forældrene Anna og Peter Simonsen, forlade København. Vi véd intet om hans engagement i modstandsbevægelsen i Storkøbenhavn, men han gik under jorden i Nyrup, hvor han blev ansat som ’landarbejder’ på Kyringegaarden. Herude fortsatte han sit virke i en modstandsgruppe, hvor andre baptister også engagerede sig. Hele gruppen blev taget 21. januar 1944, hvorefter han kom til Vestre Fængsel og blev overført til Frøslevlejren på grund af ’almen illegal aktivitet’. På Kyringegaarden, hvor hans familie var hyppige gæster, var han vellidt. Efter befrielsen blev han derfor igen ansat på gården hos Anna og Poul Jacobsen. Tyskerne krævede ikke Jørgen Simonsen til regnskab for hans modstandsarbejde i København, men alene for hans illegale virke på Midtsjælland. Om hans vej fra by til land blev brugt af andre baptister fra København, véd vi ikke. Men baptisterne brugte også her – som i Aalborg – relationerne mellem bymenighed og gårdene på landet. Se Menighedsprofilen for Midtsjælland.

Pastor P. Grarup (1880-1952) var én af de erfarne med stort kendskab til baptister både hjemme og ude. Han var præst i flere menigheder, blandt andet i Fredskirken i to omgange (1921-1929 og 1942-1950). Umiddelbart forud for den sidstnævnte periode tjente han Midtsjællands menighed (1936-42). Arkivfoto.

Menighedens børne- og ungdomsarbejde blev hæmmet under krigen. Da spejderkredsen skulle fejre 10-års jubilæum sidst i august 1943 måtte festen aflyses på grund af undtagelsestilstanden, der endte med samarbejdsregeringens afgang. Om spejderarbejdet hed det: ’Fra efteråret 1943 til befrielsen i 1945 hæmmedes spejderarbejdet stærkt paa grund af mange perioder med spærretider og den forstaaelige bekymring hos forældrene ved at lade drengene gaa ude om aftenen under de urolige og lovløse tilstande’ (DL, 11). Dette gjaldt i alle tre menigheder.

Fredskirkens menighed fejrede 50-års jubilæum i 1946. Forreste række til venstre: Helen og Fr. Bredahl Petersen, Baptistsamfundets repræsentanter.

Tåstrup-missionen

Frederiksberg menighed havde siden dens stiftelse i 1896 haft missionsvirksomhed på Tåstrup-egnen. På denne egn havde ’Blåkilden’ gennem generationer ’givet liv til alskens forskellige bær, frugter og grøntsager, som netop i dette område, kaldet for Københavns Køkkenhave, dyrkedes på frodige jorder og gartnerier, ét af disse i øvrigt tilhørende en baptist’ (Roskilde JUB 1999, 22). Den sidste bemærkning henviste til Sofus og Marie Christensen. Deres gartneri lå i Tåstrup, hvor deres hjem siden Første Verdenskrig havde været det aktive centrum for baptisternes mission på egnen. Utallige var de baptistprædikanter, der havde boet der på gennemrejse (Kaldet, 142ff). I dette hjem voksede en søskendeflok på fem op, heriblandt Immanuel Christensen, der blev missionær i Burundi. I 1938 rejste han anden gang til Afrika, nu med sin unge brud, lægemissionær Ellen Christensen (Kaldet, 206ff).

Den ældste af de fem børn i Tåstruphjemmet hed Aage Christensen (født 1907). Han giftede sig i 1931 med Martha (født Funch, 1908), hvorefter de handlede med frugt, grønt og blomster. Som ’Blomsterhandler’ rejste han rundt til hoteller og virksomheder. Midt i juli 1945 skrev en af Aage Christensens søstre brev til Ellen og Immanuel Christensen i Burundi. Hun takkede for deres brev, der netop var kommet til Danmark som ét af de første, efter den internationale postgang igen var blevet normal, og fortsatte: ’Nu vil jeg prøve at svare på jeres spørgsmål. Aage og Martha er hjemme igen [efter interneringen]. Martha var borte seks dage, og Aage lidt længere. De fleste er kommet hjem. Der blev taget 103 fra Taastrup alene, kun to sidder endnu, men de er jo nødt til det for befolkningens skyld; alle var jo i oprør i de dage, og så måtte der jo undersøges, hvordan og hvorledes, men der er jo intet sket med Aage og Martha. De sad her i Roskilde. Jeg besøgte Aage flere gange i fem minutter. Det tog en del på far og mor, ja, især far; han blev næsten hvidhåret på 14 dage, men de har nu vist overstået alt dette’ (Kaldet, 260). Aage Christensen blev døbt i Fredskirken i 1924 og Martha Christensen på Bornholm i 1923.

Bag interneringen af Aage og Martha Christensen lå den kendsgerning, at de ikke blot havde handlet med tyskerne, men de var begge medlem af det danske nazistparti, DNSAP. Hun havde indmeldt sig først, den 12. november 1940, hvorefter han gjorde det samme den 19. juli 1941 (Bovrup, 284f). Her stod han opført som ’Blomsterhandler’ i Tåstrup. I løbet af krigen tjente han så godt – formodentlig ved handel med værnemagten – at de byggede et stort gartneri i Glostrup. Om de blev dømt – og i givet fald for hvad – véd vi ikke, men der var intet i vejen med omsætningen. Aage Christensens søster skrev nemlig i brevet, der endte i Afrika: ’Aages forretning går også godt; han har købt en båd og sejler her på Roskilde Fjord’, hvorefter hun sluttede: ’Jeg håber, I kan tale om det, når I kommer hjem’ (Kaldet, 260). Under hele krigen sad Immanuel og Ellen Christensen isoleret i Burundi, hvor de havde modtaget illegale blade fra Danmark og med stor forventning lyttet til de engelsksprogede nyheder fra Immanuel Christensens radiomodtager. Se Rammefortællingen 1945-1950.

Afrunding

Frederiksberg menighed blev i 1937 delt, da Roskilde menighed blev stiftet. En generation senere blev dens kirke – Fredskirken – eksproprieret af Frederiksberg Kommune og under menighedens højlydte protest overdraget til denne i 1973. Missionsarbejdet blev fortsat længere mod vest i den nye kirke i Hvidovre, Broholmkirken (BK, 16f).

Hovedpersoner
  • P. Grarup: *18.08.1880, ^29.10.1896, +12.03.1952.
  • Niels Jørgen Füssel Simonsen: *28.03.1926, ^16.01.1944, +01.10.1991
  • Aage Christensen: *01.04.1907, ^07.12.1924, 15.09.1993
  • Martha Christensen, f. Funch: *03.01.1908, ^04.03.1923, +02.01.1997
Litteratur
  • Ebbe Munck & Børge Outze (red): Danmarks Frihedskamp, København 1949 (EB&BO)
  • Jørgen H. Barfod: København kampklar, Frihedsmuseets Venner 1988 (JHB)
  • Sofie Lene Bak (et al): Turen går til Besættelsestidens København, Politikens Forlag 2017 (SLB)
  • Peter Birkelund: Holger Danske 1 og 2, Syddansk Universitetsforlag 2009 (PB 2009, 1 eller 2)
  • Peter Birkelund: De loyale oprørere, Odense Universitetsforlag 2000 (PB 2000)
  • Peter Birkelund: Sabotør i Holger Danske, Lindhardt og Ringhof 2015 (PB 2015)
  • Peter Birkelund: Rejsende i sabotage, Frihedsmuseets Venners Forlag 2010 (PB 2010)
  • Lone Monies & Niels Gyrsting: Helle, Ib og ‘1944’-gruppen, Frihedsmuseet 2016, (NG)
Fredskirken
  • Baptisternes Julehefte – JUL, 1944 (JUL)
  • Drengeliv i Fredskirken, 1948 (DL)
  • J.C. Hendel: Frederiksberg Baptistmenighed 1896-1946, Frederiksberg 1946 (JCH)
  • Hanne Holm (red.): Broholmkirken – en menighed i forandring, Hvidovre 1996 (BK)
  • Roskilde baptistmenighed: Baptistmission i Roskilde 1899-1999, Jubilæumsskrift 1999
  • Birgitte Bomholt & Inger Skov: Kaldet. En livsvandring i to generationer, Kahrius 2016 (Kaldet)