Jytte Gjøderum

Der er givetvis kun få historier om ’tyskerpiger’, der ender så harmonisk som historien om Jytte Gjøderum og Manfred Quandel. Her ses ’storfamilien’ efter ’Murens fald’ i 1989, da de mødtes i Tyskland. Hovedpersonerne fra krigens tid er Jytte Gjøderum (til højre), hendes tyske ægtefælle Manfred Quandel (nr. 3 fra højre) og deres datter Ingrid (nr. 3 fra venstre). Herudover ses Jytte Gjøderums 2. mand, Svend (nr. 2 fra højre), Manfred Quandels søn Matthias, altså Ingrids halvbror (nr. 1 fra venstre), samt Ingrids mand, Peter (nr. 2 fra venstre). Privatfoto.

Under krigen blev der født 10.-12.000 børn, der havde en dansk mor og en tysk far. Antallet af danske kvinder, der ’gik med en tysk soldat’ – kaldet blandt andet ’tyskerpiger’ og ’feltmadrasser’ –bliver i dag anslået til mindst 50.000 (AW, 15f). Det er omtrent lige så mange, som modstandsbevægelsen talte i de sidste besættelsesår. Under besættelsen var der til sammenligning her i landet ’en permanent tysk styrke på mere end hundrede tusinde soldater’ (AØ, 15) og skønsmæssigt passerede ca. 3 mio soldater i tysk uniform gennem landet. Disse tal skal ses i relation til den danske befolkning på ca. 4 mio.

Fra besættelsens begyndelse var forelskelse og seksualitet på tværs af nationalitet en udfordring. Allerede i maj 1945 blev der oprettet en journalsag i Udenrigsministeriet med titlen: ’Tyske soldaters forhold til den kvindelige ungdom’ (AW, 36). Under krigen blev tyskerpigerne ofte hængt ud i den illegale presse. Forargelsen lå ’deri, at det var kvinder, som havde trodset seksuelle og nationale forskrifter’ (AW, 126). Tyskerpigernes generelle historie er blevet beskrevet (AW) og ligeså nogle af deres børns forhold (AØ). Det er ukendt, hvor mange tyskerpiger, der havde hjemme i baptistmenighederne. Baptistpræsterne advarede menighedernes unge piger gentagne gange om omgang med værnemagten – se Rammefortællingen 1940-1945.

Jytte Gjøderum og Manfred

Jytte Mønster Gjøderum blev født i et hjem, der hørte til menigheden i Frederikshavn. Hendes forældre hed Edith og V. Nielsen Gjøderum. Sidstnævnte var som arkitekt velkendt i byen. Hjemmet var blandt menighedens ledende familier. Bredal-Petersen, der var menighedens unge præst 1928-1929, kom ofte i hjemmet, når han var i Nordjylland. Da tyskerne kom til byen, blev det pålagt familien Gjøderum at indkvartere en ung tysk soldat. De modtog en veluddannet radiotelegrafist, der var født den 28. september 1919. Der opstod snart romancer mellem Jytte Gjøderum og den tyske soldat, Manfred Quandel. Forskningen har inddelt ’tyskerpigerne’ i forskellige kategorier i forhold til deres omgang med de tyske soldater. Jytte Gjøderum hørte hjemme i den gruppe tyskerpiger, der ’var kæreste med kun én tysk soldat’ (AW, 60f). De lagde fremtidsplaner sammen og blev borgerligt viede den 22. april 1942 i Århus.

Fra foråret 1942 måtte tyske soldater kun lade sig vie af tyske krigsembedsmænd, det vil sige efter tysk ret (AW, 161). En sådan vielse indebar, at den danske brud måtte bytte sit danske statsborgerskab ud med et tysk. Meget tyder på, at det også gjaldt for Jytte Gjøderum. For det første har det ikke været muligt at finde det sted i Århus, hvor vielsen blev registreret. For det andet rejste hun kort efter vielsen til Tyskland, hvor hun flyttede ind hos Manfred Quandels familie i Pirna, syd for Dresden. Her – og inden længe igen tilbage i Frederikshavn – blev hun beordret til at arbejde for tyskerne. I majdagene efter befrielsen i 1945 blev hun interneret i flygtningelejren i Frederikshavn sammen med blandt andet tyske flygtninge. Og de næste fire år måtte Jytte Gjøderum hvert år møde op på politistationen i Frederikshavn for at få endnu et års opholdstilladelse her i landet både for sig selv og for datteren Ingrid. Alt dette taler for, at det unge par var blevet viet efter tysk ret foråret 1942.

Jytte Gjøderum, nu gift Quandel, da hun var gravid og ventede datteren Ingrid. Privatfoto.

Til Tyskland som ung brud

Efter vielsen fulgte Jytte Quandel med Manfred til Tyskland, men som radiotelegrafist i den tyske marine befandt han sig snart i såvel Grækenland som Italien. Før hun blev gravid, fik hun ordre til at arbejde for den tyske våbenindustri. Det nægtede hun, og i stedet for fik hun kørekort og lærte at køre ambulance. Jytte Quandel, der var blevet gravid i nytåret 1943, måtte således opholde sig alene hos svigerforældrene. Her følte hun sig svigtet af sin mand, Manfred. Hun holdt af hans mor, men frygtede hans far, fordi han blev vred over, at hun ikke ville ’heile’, når hun gik i forretningerne eller viste sig på gaden. Han mente, at hendes optræden bragte familien i miskredit. Hertil kom, at hun havde nægtet at arbejde for den tyske våbenindustri. Begge dele væmmedes hun ved. Samtidig søgte hun at skjulte sin graviditet, da hun var bange for, at hun ikke fik lov til at rejse til Danmark, hvis graviditeten blev opdaget. Alt dette medførte, at Jytte Quandel efter ca. ét år i Tyskland vendte tilbage til Frederikshavn. Her fødte hun som 20-årig deres datter, der kom til verden i Gjøderums hjem den 1. november 1943. Dagen efter blev den nyfødte navngivet Ingrid Mønster Quandel.  

I Frederikshavn blev Jytte Quandel – skønt hun var gravid – beordret til at arbejde på den tyske kommandants kontor. Det ydmygede hende. Det skabte også konflikt i familien, idet nogle af dens medlemmer nægtede at besøge dem i Frederikshavn. Skønt hun ikke nåede at arbejde for tyskerne ret længe, før hun fødte datteren Ingrid, ødelagde det hendes rygte i byen, og det gik ud over Gjøderums arkitekt- og tømmermestervirksomhed.

Kirkepladsen med den store hjørnebygning, hvor arkitekt Gjøderum – omkring hjørnet til højre i Danmarksgade 49 – havde sin virksomhed og lægen Bodil Frimodt Sørensen sin praksis. Hun og hendes mand var modstandsfolk i Frederikshavn, hvor de medvirkede til at etablere flugtvejene over havet til Sverige. Men hun var også i stand til at hjælpe både Jytte Quandel og datteren Ingrid, så ingen af dem led overlast efter befrielsen. Billedet er fra krigens første år, bemærk de tyske skilte i gadebilledet. Arkivfoto.

Led ingen overlast

Efter befrielsen kørte modstandskvinden, lægen Bodil Frimodt Sørensen, der havde praksis i samme bygning, som Gjøderums arkitektstue befandt sig i, til flygtningelejren med Jytte Quandel. Samtidig sørgede hun for, at Ingrid kunne blive i Gjøderum-hjemmet. Jytte Quandels internering kunne være begrundet i, at hun var tysk statsborger. Den kunne også skyldes ønsket om at beskytte ’tyskertøsen’ mod den hyppigt forekommende lynchning efter den 5. maj 1945 (AW, 182). Men hun led ingen overlast. Hun blev hverken kronraget eller kørt i åben vogn gennem byens gader (AW, 17f). Og hun kom hurtigt – ved F. Bredahl Petersens hjælp – ud af flygtningelejren, hvorefter hun blev genforenet med Ingrid.

Lovgivningen efter krigen – forræderloven af den 31. maj 1945 – gjaldt ikke ’seksuel bistand til fjenden’ (AW, 180f). Jytte Quandel blev derfor ikke dømt i retsopgørets dage, men hun følte sig fordømt i offentligheden. I flere år havde hun perioder, hvor hun ikke kunne klare at gå på gaden. Det er skammens natur at gemme sig, og derfor valgte hun at arbejde ’inden døre’ i sin fars arkitektfirma. De natlige mareridt fra opholdet i Tyskland gentog sig også jævnligt. Datteren Ingrid fik derfor hurtigt sit eget værelse, hvor hun vågnede adskillige gange om natten, fordi hun hørte sin mors skrig. I menigheden i Frederikshavn mødte hverken Jytte Quandel eller Ingrid nogen fordømmelse. Her følte de sig velkomne og hjemme.

Nyt ægteskab

Ægteskabet med Manfred Quandel holdt ikke. Det blev opløst ved en tysk skilsmissedom i 1947. Som barn så Ingrid aldrig noget billede af sin far. De var alle klippet ud af familiens fotoalbum. Hendes mor skjulte dog ikke, at hendes far var tysk soldat. Det ville også have været svært. Ingrid husker, at hun som barn oplevede, at der på gaden i Frederikshavn blev råbt ’tyskertøs’ efter hende. Og først som 10-årig – den 9. juli 1954 – fik hun ændret sit tyske efternavn fra Quandel til Balsov.

En af de CB’ere, der bevogtede flygtningelejren, hed Svend Johansen. Han og Jytte Quandel kendte på forhånd hinanden. I dagene efter befrielsen blev deres fælles fremtid planlagt tværs gennem lejrens pigtråd, der holdt dem adskilt. Svend Johansen var født den 29. maj 1917. Han ændrede sit efternavn den 1. maj 1948 til Balsov kort forud for sin borgerlige vielse – det vil sige på baptistisk vis – med Jytte Quandel. Vielsen fandt sted i Sæby den 23. juli 1948, da Ingrid var 4½ år gammel.

Bryllupsbillede af Jytte og Svend Balsov med Ingrid i midten: ’Min mors brudekjole under krigen var syet af en hvid faldskærm. Hendes brudekjole med Svend var sort’, fortalte Ingrid. Privatfoto.

Som 18-årig tog Ingrid Balsov på Hørsholm Højskole. På Sjælland så hun hos familien for første gang et billede af sin far, Manfred Quandel. I midten af 1980’erne modtog hun et brev fra Udenrigsministeriet, fordi Manfred Quandel søgte efter sin danske datter. Han var efter krigen blevet gift, og Ingrid havde fået to halvsøskende i Pirna syd for Dresden. Ingrid og hendes mand Peter besøgte inden ’Murens fald’ hendes far og hans familie i Østtyskland: ’Det var højst ejendommeligt at se et billede af mig selv på væggen dér!’ Senere kom Manfred Quandel og hans familie på besøg i Frederikshavn. Ringen blev sluttet, da hele familien besøgte Ingrids far og hans familie i Pirna efter ’Murens fald’ – se det første billede ovenfor. Manfred Quandel døde den 14. januar 2005. Jytte Balsov døde den 19. februar 2009. Dagen før blev hun døbt af sin datter, Ingrid.

Hovedpersoner
  • Jytte Gjøderum: *29.06.1923, ^18.02.2009, +19.02.2009
  • Manfred Quandel: *28.09.1919, +14.01.2005.
  • Svend Balsov: *29.05.1917, [barnedøbt], +02.01.2011
  • Ingrid Balsov: *01.11.1943, ^06.10.1968
Litteratur
  • Anette Warring: Tyskerpiger – under besættelse og retsopgør, Gyldendal 2017 (AW)
  • Arne Øland: Horeunger og helligdage – tyskerbørns beretninger, Schønberg 2001 (AØ).
  • Hans Gregersen: Fæstning Frederikshavn 1940-45, Højers Forlag 2012 (HG).  
Informanter
  • Ingrid Mønster Balsov (IMB, Jytte Gjøderums datter); Jette Nørgaard (JN).