Anna Christensen

Tante Anna omgivet af en gruppe unge jøder fra Mellemeuropa. Foto ca. 1942. Udlånt af Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.

Baptisterne havde op gennem 1930’erne talt tydeligt imod, ja, fordømt ’som Overtrædelse af Guds Lov alt Racehad og enhver Form for Undertrykkelse eller uretfærdig Behandling af Jøder’. Sådan hed det i 1934 fra BWA-kongressen i dens resolution fra Berlin, hvorfra der her i landet blev citeret flere gange – se Rammefortællingen 1930-1940. Samtidig havde danske baptister siden 1928 støttet det hjælpearbejde, som Thorald Mogensen stod i spidsen for blandt fattige jøder i København (BH&BMJ, 300f). Inspirationen til arbejdet med de jødiske børn kan Anna Christensen have fået af denne vej. Hendes arkiv i Nyborg indeholder nogle få breve fra københavnske trossøskende, blandt andet fra Annæus og Bronislava Jensen, se Kristuskirkens menighedsprofil.

Op gennem 1930’erne kom der to grupper af unge jøder til Danmark. Den første gruppes komme havde sammenhæng med Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933. Hechaluz, en international zionistisk organisation, stod for indvandringen af ca. 1.700 unge jøder, der kom for at få en landbrugsfaglig uddannelse, før de skulle videre til Palæstina som pionérer i kibbutzerne. Disse unge jøder viste sig at være en gave til den anden gruppe på omkring 320 børn, der kom efter jødeforfølgelserne i Europa i 1938. Unge fra Hechaluz-gruppen blev nemlig hebraisklærere for den sidst ankomne gruppe. Denne gruppe gik under betegnelsen Alijah-børnene, og den bestod af helt unge mellem 13 og 16 år. Deres komme og ophold blev tilrettelagt af danske kvindeorganisationer. Alijah-børnene kaldtes også Liga-børnene efter ’Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed’, der tog ansvaret for dem. Det hebraiske begreb Hechaluz betød ’pionér-organisation’, mens Alijah betød ’opstigen’ til det hellige land (JH).

Freds-Ligaen

’Danske baptisters Kvindeforbund’ blev oprettet i 1929, men dets virke nåede ikke længere end til ’passende Opgaver’ indenfor Baptistsamfundets virke (BH&BMJ, 290f). Kvindeforbundet blev ikke en del af ’Danske Kvinders Nationalraad’, der bestod af 58 kvindeorganisationer, heriblandt ’Jødisk Kvindeforening’ og ’Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed’, der alene havde ca. 25.000 medlemmer. ’Ligaen’ var blevet stiftet med en klar anti-racistisk holdning i 1915 med det formål at hindre krig og at opretholde verdensfreden. En række kvinder fra baptistmenighederne sluttede sig personligt til ’Ligaen’. Det var også i denne ’Liga’, Anna Christensen engagerede sig fra slutningen af 1930’erne (LR, 117). Hun havde siden 1922 tilhørt baptistmenigheden i Oure. I Nyborg boede der kun få baptistfamilier, indtil Odense menighed samlede en lille kreds i byen og indviede en mødesal i 1943 (ÅB 1943, 96).

En lille pinsemenighed sluttede sig i begyndelsen af 1940’erne sammen med byens kreds af baptister, hvorefter Odense Baptistmenighed investerede i denne ejendom i Skolegade. Den blev rammen om Anna Christensens menighedsliv. Billedet og skitsen af Baptistmenighedens kirkesal i Nyborg findes i Baptisternes Årbog (1943, 96).

Hitlers anneksion af Østrig i foråret 1938, Krystalnatten i Tyskland samme efterår og tyskernes indgang i Tjekkoslovakiet i 1939 betød, at over én million jøder udenfor Tyskland blev omfattet af racelove og anti-jødiske dekreter. Mange flygtede fra de besatte områder, men det ene land efter det andet lukkede grænserne for de jødiske flygtningestrømme – også Danmark i efteråret 1938. Men det var ikke alle, der delte en sådan politisk linje. De to nævnte kvindeorganisationer ansøgte regeringen om, at Danmark skulle modtage 1.000 jødiske børn. Efter svære forhandlinger lykkedes det at få justitsminister K.K. Steinckes tilladelse til, at ca. 300 jødiske børn i alderen 13-16 år måtte komme hertil i en kortere periode. Betingelserne var, at de ikke måtte tage lønnet arbejde, de skulle anbringes enkeltvis i private hjem på landet og fungere som hjemmeboende plejebørn, der deltog i landbrugsbedriften – og så skulle de være ude af landet, inden de fyldte 17 år. Det blev aftalt, at de skulle rejse herfra til Palæstina, hvor de som pionérer skulle deltage i oprettelsen af staten Israel ved at arbejde i de nyoprettede kibbutzer (LR, 41f).

Tante Anna

På disse vilkår kom ca. 320 yngre jødiske teenagere til Danmark i 1939-40. Og på den baggrund blev Anna Christensen – af børnene kaldet ’Tante Anna’ – det faste omdrejningspunkt for 30-40 unge, der landede på Østfyn, hvor hun var kredsformand. Børnene blev inddelt i tre grupper: De tyske fra Berlin, de østrigske fra Wien og en blandet gruppe fra andre lande. Kredsformændene tilhørte det, man betegnede ’som det bedre borgerskab. Medlemmerne af fredsbevægelsen var oplyste og engagerede kvinder. De havde både den fornødne tid og det psykiske overskud til at påtage sig rollen som en slags reserve- eller overplejemor for de unge. I mange tilfælde var der tale om kvinder, hvis egne børn var fløjet fra reden, og de kastede sig med ildhu over opgaven, først med at finde passende plejehjem og senere med at modtage børnene og sikre, at de befandt sig godt og ikke blot blev udnyttet som gratis arbejdskraft’ (LR, 116). Denne beskrivelse passede på Tante Anna. Hun var gift med en konditor i Nyborg. De havde to drenge, der i 1940 var ’fløjet’ – født som de var i 1917 og i 1918. Kredsformændene ’åbnede deres hjem, når hjemvéen plagede, når brevene hjemmefra kom og beskrev de fortvivlede forhold, som forældre og søskende levede under, eller når der opstod problemer med plejehjem eller kammerater’. Det var også dem, der ’sørgede for vask og reparation af børnenes tøj, sørgede for, at det tøj, de ældste var vokset fra, kunne nedarves til yngre kammerater, fik skrantende børn til læge og prøvede at glatte ud, når der opstod vanskeligheder med Damerne i København’ (LR, 116).

Tante Anna fortalte senere følgende om sit engagement i arbejdet med Alijah-børnene: ’Ved årsskiftet 1940 kom der 40 jødiske børn i alderen 14 til 17 år til Nyborg. De var stærkt prægede af den umenneskelige forfølgelse, de havde været udsat for i deres hjemland, men efterhånden kom de til hægterne bag Nyborgs beskyttende volde langt borte fra nazisternes støvletramp og heilråb. Men idyllen blev brat afbrudt, når et brev dumpede gennem brevsprækken med meddelelse om, at en far eller mor var forsvundet, måske skudt. Vi gik straks i gang med at få børnene anbragt på omegnens gårde, og der blev indrettet en jødisk skole i NIOGT’s logebygning, hvor de undervistes af en jødisk lærer. Alt gik godt og fredeligt indtil den 9. april. Da trængte den brune pest også ind over de danske landegrænser, og jøderne var atter bragt i en yderst farlig situation. Hvornår ville tyskerne slå til og fjerne dem?’ (DA, 1971).

’Virkelyst’

Efter den 9. april 1940 spredte frygten for at have et jødisk plejebarn sig, men intet plejehjem sagde dog fra. Det gjorde derimod ejeren i Nyborg af den ovennævnte afholdsbygning, hvor Alijah-børnene modtog deres undervisning. Hun turde ikke længere leje ud til et jødisk formål. Anna Christensen handlede resolut. Hun ’åbnede efter samråd med sin mand deres nybyggede hus for børnene og læreren, og i de følgende år foregik undervisningen herfra’ (LR, 132). Huset hed ’Virkelyst’! Det tyske politi havde naturligvis ikke kun et ondt øje til de jødiske børn, men også til Tante Anna i hvis hjem undervisningen af de unge jøder fortsatte indtil efteråret 1943, og det ’må regnes for et mirakel, at hun undgik at få sit hjem sprængt i luften som tysk ’gengældelse’ for sit arbejde’ (KJJ, 58). Flere gange måtte fastsatte tidspunkter for børnenes udrejse til Palæstina udsættes i sidste øjeblik, hvilket skabte usikkerhed for Alijah-børnene, for deres værter og i kredsene. Sidst i juli 1940 nægtede den tyrkiske regering at udstede transitvisum til børnene. På Østfyn havde værterne holdt afskedsfester for børnene, de havde forladt deres plejehjem og deres bagage stod i Nyborg hos Tante Anna. Men udrejsen måtte afblæses (LR, 135). Efter Tysklands overfald på Sovjetunionen i sommeren 1941 var den sidste transitvej til Palæstina lukket, og Alijah-børnene var nu fanget her til lands. Flere af dem nærmede sig også deres 17-års fødselsdag, der markerede grænsen for deres opholdstilladelse.

Peter og Anna Christensens hus på Carlsmindevej 6 i Nyborg, bygget omkring 1940. Det var ikke for ingenting, at huset kom til at hedde Virkelyst! Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.

Alijah-børnene i klemme

Tante Anna blev inddraget i to konflikter i Liga-arbejdet. Den første var indbygget i organisationen. De jødiske børn oplevede sig indespærret i en trekant: ’Damerne i København’ var de ansvarlige i Ligaen. De forhandlede med politikerne, de havde beslutningskompetencen i alle væsentlige spørgsmål og de styrede økonomien. ’Tanterne på Landet’ var betegnelsen for kredsformændene, der havde de nære opgaver, der blev beskrevet ovenfor. Hvis der opstod tvivlsspørgsmål, skulle ’Tanterne’ søge afklaring hos ’Damerne’. På rundrejse mellem hovedstaden og kredsformændenes centre befandt ’Lærerne’ sig. Disse var de nævnte Hechaluz-unge, der underviste de yngre Alijah-børn i hebraisk og forsøgte at forberede dem på en fremtid i de zionistiske kibbutzer, der ventede i Palæstina. Lærernes loyalitet lå ofte hos Det mosaiske Trossamfund, ikke i Ligaens sammenhæng og hos de unge jøder. Denne konfliktfyldte struktur gav anledning til en generel frustration hos de unge, der udløste problemer i tre omgange. I dette krydsfelt blev Tante Anna også inddraget.

Spørgsmålet om loyalitet

Første gang drejede det sig om Alijah-børnenes bevægelsesfrihed. I forbindelse med det jødiske nytår i oktober 1940 ønskede børnene at mødes, men ’Damerne’ sagde nej, når de ville samles udenfor deres private hjem. Politiet havde klaget over, at de unge – især på Fyn – ’sværmede for meget rundt’ (LR, 154). Alligevel tog kredsformanden i Odense initiativ til, at børnene på Fyn kunne fejre det danske nytår i begyndelsen af 1941. Tante Anna var begejstret. Hendes kollega i Odense havde ’ikke sparet sig selv for at gøre alt til en uforglemmelig fest, kammerherreinde Cederfeld [fra Ligaens hovedbestyrelse] holdt festtalen, skuespiller Føns læste for børnene’. Og ’Jeg kan aldrig glemme den stemning, der var over os alle. Det var meget smukt. Alle børnene fra Fyn var mødt’ (LR, 155). Tante Annas beretning udløste en hård reprimande fra ’Damerne’, der krævede, at ’Tanterne’ holdt deres ’fornuft fangen i disse tider’, hvor ’hvert eneste barn står i fare for at komme i koncentrationslejren ved Horserød, og det ønsker vi dog ikke for nogen af dem’. I Horserødlejren sad i begyndelsen af 1941 politiske flygtninge fra Tyskland, primært kommunister, men også enkelte jødiske flygtninge, der var kommet hertil sydfra. Hertil kom, at tyskerne hos det danske politi havde forsøgt at få udleveret ’afskrifter af samtlige kort i flygtningekartoteket med angivelse af, hvem der var jøder’. Nettet var begyndt at stramme til omkring de fremmede jøder (LR, 156).

Tante Anna blev efter befrielsen hædret i flere omgange. Her ses hun med den medalje som den israelske ambassadør i Danmark overbragte hende på hendes 80-års fødselsdag i 1976. Deputationen fra ambassaden meddelte hende ved samme lejlighed, at hendes navn var indskrevet i Jerusalems Gyldne Bog. Dette fremgik af hendes nekrolog (NLA).

Stavnsbundne unge

Anden gang lignede en reprise, der kulminerede i sommeren 1941. Efterhånden som tiden gik, blev Alijah-børnenes tålmodighed nedslidt, og flere aspekter af deres frustrationer viste sig. De forstod ikke længere det generelle forbud, der var indbygget i den politiske aftale, at de ikke måtte begynde dansk skolegang og uddannelse – forudsætningen var jo bortfaldet, når de ikke kunne rejse til Palæstina. Hertil kom, at Ligaen var ved at løbe tør for penge, hvilket børnene oplevede, da de ikke havde fået tilstrækkeligt varmt tøj i isvinteren: ’Der er nu så lidt tøj og så få penge at disponere over’, lød det fra København (LR, 160). Nye informationer hjemmefra om forældrenes skæbne forøgede også deres afmagt. En af Tante Annas drenge fik underretning om, at begge forældre var døde. En ung pige, der havde mistet én af sine forældre, var så utrøstelig, at Tante Anna ’havde måttet sende sin mand i gæsteværelset og beholde sådan en pige om natten, hvor hun lå og hulkede mange timer ovre i mandens seng …’ (LR, 182). Alt dette skabte behov hos Alijah-børnene for at mødes og drøfte deres fremtid.

Frustrationerne brød ud i lys lue, da en af lærerne havde taget en større flok Alijah-unge med på en todages udflugt til Fåborg. Overtrædelsen af reglerne var så alvorlig, at læreren blev afskediget. Det bevirkede, at en gruppe Alijah-unge skrev en protestskrivelse til ’Damerne’, der svarede med ’en byge af nye reprimander og formaninger’ (LR, 158). ’Damerne i København’ indkaldte derpå til forsoningsmøde på Fyn. Det forlængede blot konflikten, der først blev bilagt, da Ligaens forkvinde i København trak sig på sommerens landsmøde, og politiet samtidig udstedte forbud mod de unges udflugter. Nu vidste alle – ’Damerne’, ’Tanterne’, lærerne og Alijah-børnene – hvad de havde at rette sig efter (LR, 166ff). Sidst på året henvendte tyskerne sig igen til Rigspolitiet, der i begyndelsen af 1942 efter tovtrækkeri så sig nødsaget til at udlevere de efterspurgte kartotekskort. Herefter havde tyskerne oplysninger om bopæl på godt og vel 1.400 ’jødeflygtninge’ – herunder de fleste Hechaluz-elever og Alijah-børn. Nazisterne var således godt forberedte, den dag ’Jøde-spørgsmålet’ skulle finde sin ’Løsning’ – også i Danmark (LR, 174). Udsigten til en internering, som de kendte så godt fra deres hjemlande, sammen med den kendsgerning, at de nu var stavnsbundet, øgede naturligvis frustrationen blandt de jødiske unge.

Tante Anna sammen med endnu en gruppe Alijah-unge. Hun holdt skole i sit hjem tre dage om ugen, da Afholdslogen sprang fra i 1941, fordi dens ejerinde var bange for tyskernes repressalier.

Ophold med frist

Tredje gang nægtede Alijah-ungdommen at følge Tante Annas påbud. De gjorde oprør, idet de ønskede at bytte Tante Anna ud med den liberale kredsformand i Odense. I februar 1943 blev der på den baggrund igen holdt topmøde på Fyn. Resultatet blev, at flere af ’oprørerne’ hos Tante Anna blev flyttet til Sydfyn eller Sjælland (LR, 201f). Om ikke andet viste de unges skrappe breve til ’Damerne i København’, at Freds-Ligaen måtte tænke i andre baner. Det var uholdbart for Alijah-ungdommen, at ’de nu på fjerde år var anbragt som ’plejebørn’ i dansk landbrug uden mulighed for at uddanne sig inden for de områder, hvor deres interesser og evner lå’ (LR, 202). I foråret 1943 blev der sat skub i en ændring, der resulterede i, at så mange af de unge som muligt kunne blive elever på høj- og landbrugsskoler samt på husholdnings- og sygeplejeskoler – med en bemærkning fra Justitsministeriet om, at ’der alene var tale om ’ophold med frist’, indtil deres [Alijah-børnenes] udrejse kunne finde sted’ (LR, 202).

For oprørerne i Nyborg-kredsen var Tante Anna en del af problemet snarere end en del af løsningen: ’Anna Christensen var en særdeles engageret kredsformand, og arbejdet med Liga-børnene blev efterhånden omdrejningspunktet i hendes liv. Men efterhånden som børnene blev ældre, følte de sig omklamret af hendes omsorg og kontrol. Det virkelige problem var imidlertid, at hun var særdeles autoritetstro og derfor rettede sig strikte efter alle påbud fra politiet og Damerne i København. Næsten dagligt korresponderede Anna Christensen med Damerne om både stort og småt, ligesom hun jævnligt konsulterede det stedlige politi for at sikre sig opbakning’ (LR, 193).

Politimesteren i Nyborg, A.W. Harhorn, var ’af den gamle skole af embedsmænd, der i enhver henseende satte tjenestepligten over et humant menneskesyn’ (AE, 47). Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.

Kontakten med politiet

Den anden konflikt handlede om Tante Annas forhold til Nyborgs politimester, A.W. Harhorn. Og her var Alijah-børnenes skæbne på spil. Hun havde naturligvis fulgt det danske politis behandling af Liga-børnene. Ligaen havde i løbet af 1942 forhandlet sig frem til og fået lov til at sende 30 af drengene, der nu var fyldt 18 år, til Sverige, hvorfra de skulle til Palæstina, når det blev muligt. Alt var klart, men da Liga-børnene mødte op hos de tyske myndigheder, inddrog tyskerne Alijah-børnenes pas med den besked, at de allerede i august 1941 havde lukket for al udvandring fra de besatte lande. Alijah-børnene i Danmark var fanget i en fælde, som de ikke kunne slippe ud af på legal vis, og nu blev de tillige statsløse (LR, 176). Rigspolitiet havde også skærpet kursen overfor Liga-børnene, når det gjaldt deres jobs. Fra april 1942 ønskede man, at det lokale politi rapporterede, om ’Folkeholdet hos Plejeforældrene er formindsket, efter at Liga-Barnet er ankommet til Hjemmet’ (LR, 177). Politimesteren i Nyborg pålagde på den baggrund fem af Tante Annas plejehjem på fynske gårde at hyre ekstra hjælp (LR, 179). Alle regler måtte strengt følges: Ingen fortrængning af dansk arbejdskraft, ingen løn og ingen flytninger af Alijah-børnene uden tilladelse.

Den 29. august 1943 brød den dansk-tyske samarbejdspolitik sammen. Vejen var hermed banet for, at tyskerne kunne lade deres ’Endlösung’ ramme jøderne også her i landet. Den 1. oktober modtog alle politimestre en meddelelse fra Justitsministeriet om, at det tyske politi øjeblikkeligt ville påbegynde arrestationen ’mod elementer, der er fjendtlige over for det tyske rige’ (LR, 211). Aktionen mod jøderne, der fulgte i begyndelsen af oktober, nåede klart nok også Alijah-børnene og deres Hechaluz-lærere. Blandt de relativt få jøder, der blev deporteret til Theresienstadt, var der 45 Liga-børn. Andre 137 flygtede til Sverige, hvoraf to druknede på vej til friheden (LR, 212).

Gestapo henter børnene

I Nyborg gik det særlig hårdt for sig. Her blev de unge jøder hentet af Gestapo med hjælp fra danske stikkere, der viste vej til deres indkvarteringssteder. Tante Anna skrev umiddelbart efter Gestapos aktion: ’Jeg synes ikke, jeg kan overvinde, at 24 af mine 40 nu er borte. Mine stuer bærer mange minder om dem. Her var jo altid åbent hus. Ret ofte, når vi kom hjem, var en eller flere kravlet indenfor og hyggede sig. Min bøn til Gud er, at de må blive bevaret’ (LR, 215). En af dem, der flygtede, fortalte, at han blev ringet op af politiet i Nyborg, der ’bad ham blive, hvor han var, og forsikrede ham, at der ikke var fare på færde’ (LR, 216). Samme aften blev han hentet. De unge Alijah havde ingen tillid til politiet i Nyborg. Tante Anna var et halvt år forud blevet advaret af et socialdemokratisk medlem af Folketinget om, at den betjent, der i Nyborg havde ansvaret for Alijah-børnene, var nazist, men hun nægtede at tro det, da betjenten altid var hjælpsom, når der opstod problemer. Men meget tydede efter aktionen på Fyn på, at de navnelister, som A.W. Harhorn lå inde med, var blevet brugt, da Gestapo hentede børnene (LR, 216), der straks blev bragt til Kolding, hvorfra de med kreatur- og godsvogne blev sendt sydpå. Tante Anna fik et tip af politiet om, at Gestapo også var ude efter hende, hvorfor hun ’i nogen tid måtte opholde sig ’under jorden’ i København’ (FSt, 1966) – og det måtte som sagt ’regnes for et mirakel, at hun undgik at få sit og familiens hjem sprængt i luften som tysk ’gengældelse’ for sit arbejde’ (KJJ, 58).

En af de unge jøder, Hertha Kohn, der blev sendt til Theresienstadt, takkede den 14. januar 1944 Tante Anna for den pakke, hun havde sendt. Kortet var et åbent standardkort fra KZ-lejren, der tilmed var blevet censureret – ’Geprüft’ – af de tyske myndigheder. Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.

Ligaen glemte naturligvis ikke Alijah-børnene i Theresienstadt. Det blev muligt at korrespondere med dem og at sende pakker gennem Røde Kors med brugt tøj – ikke nyt tøj og ingen fødevarer! Tante Anna modtog også standardkort, hvorpå de unge takkede for hendes pakker (LR, 239). Fra 1944 blev det muligt efter forhandling med Socialministeriet at sende fødevarer, men den helt afgørende hjælp kom i foråret med De hvide Busser. Den 15. april 1945 forlod De hvide Busser Theresienstadt med danske jøder, herunder også de statsløse ’danske Alijah-børn’. Et par dage senere nåede busserne sikkert gennem det sønderbombede Tyskland og ankom til Padborg. Og den 18. april blev Theresienstadt-fangerne sejlet i sikkerhed i Malmø. På ruten gennem Danmark var Tante Anna mødt op ved Storebæltsfærgen ’for at hilse på sine 24 ’børn’. De var radmagre og så elendige ud, men de levede!’ (LR, 241). Senere fortalte hun: ’Ved at klæde mig ud som en gammel bedstemor med stok, fik jeg lov at smutte gennem tyskernes afspærring i Nyborg Færgehavn. Jeg ville se, om nogle af ’mine’ børn var med busserne. Her traf jeg fru højesteretssagfører [Melaine] Oppenhejm, der var formand for de mosaiske kvinder, og gennem hende fik jeg forbindelse med mine plejebørn. De var alle 24 med i denne transport. Det var den lykkeligste dag i mit liv’ (FSt 1966). Alle danske ’Liga-børn’ overlevede Theresienstadts helvede – de var trods alt unge med stor livsvilje og modstandskraft.

Tante Annas rolle

Det er vanskeligt at vurdere Tante Annas rolle i forløbet omkring de østfynske Ligabørns skæbne, men ’hvis politimesteren havde oplyst hende om udviklingen og konsekvenserne for jøderne, så ville Tante Anna uden tvivl have sat himmel og jord i bevægelse for at advare ’sine’ børns plejeforældre, da hun både havde deres adresser og telefonnumre. Og det skete ikke’ (AE, 45). Den skæbne, som politimesteren i Nyborg fik efter befrielsen, taler også for, at Tante Anna ikke blev informeret af ham. Politimester Harhorn blev anholdt af frihedsbevægelsen den 7. maj 1945, og der blev rejst tjenestemandssag mod ham for unational opførsel. Afhøringen koncentrerede sig om hans samkvem med besættelsesmagten og anvendelsen af Heil-Hitler-hilsenen (OS, 35). Knapt et år senere blev han ved retten i Nyborg frifundet. De fleste betjente i kredsens politistyrke gav ham dog det prædikat, at han ikke havde været til at stole på under krigen. Efter hans frifindelse nægtede byrådet at arbejde sammen med ham (OS, 36), og han blev derpå afskediget på grund af alder (OS, 42). Alijah-børnenes mistanke mod ’politimester Harhorn for at være nazist og bebrejdelsen mod Tante Anna for at være for godtroende, viste sig at være fuldt berettiget’ (AE 161).

En af Tante Annas Alijah-børn, Wilhelm, fortalte i 1989: ’Jeg mente, at Tante Anna var for svag, og det sagde jeg til hende. Jeg var flere gange oppe at toppes med hende om det, men hun sagde bare, at jeg var for stædig og ikke ville høre, hvad hun sagde. Hun gentog, at hun havde fået garanti af politimesteren for, at der ikke ville ske os noget. I september var vi en del kammerater, der dannede en telefonkæde, for vi stolede ikke på politimesteren i Nyborg. Han var ikke hel ren i kanten, og vi betragtede ham nærmest som nazist’ (AE, 19).

Tante Anna blev i 1966 inviteret til Israel – med rejsen betalt af nogle af hendes Alijah-unge. Her blev hun takket for sin indsats af Israels regering og besøgte Holocaust museet Yad Vashem i Jerusalem.

Tante Anna hædret

Anna Christensens og A.W. Harhorns eftermæle blev forskelligt. Mens politimesteren blev interneret og afskediget, blev Tante Anna i 1966 hædret af de unge jøder. I Fyns Stiftstidende kunne fynboerne læse, at ’Jøder i Tyskland, USA, Sverige, Israel og Danmark siger deres ’tante Anna’ – fru Anna Christensen – tak for hendes hjælp under krigen’ (FSt 1966). Hun blev i efteråret inviteret på en måneds rejse til Israel med alt betalt af Alijah-børnene som tak, fordi hun ’under den tyske besættelses jernhårde greb svejsede et sådant sammenhold mellem plejemor og flygtninge, at det blev til et livslangt venskab’. Hun fik gaven, fordi hun 25 år tidligere – i 1941 – oprettede en jødisk skole i sit hjem. Da hun døde i 1978 plantede Dansk Zionistforbund tre træer i Marcus Melchiors mindeskov i Israel til minde om Tante Anna (LR, 274).

Efter at have modtaget sin hædersbevisning gjorde Tante Anna rede for sit motiv til at engagere sig i Ligaen: ’Jeg var foruroliget og bekymret over den brune pest, der angreb Europas demokratier i 1930’erne og med vold og brutalitet som middel nedbrød folkestyret. De fascistiske diktaturer i Tyskland, Italien og Spanien skød op. Den spanske borgerkrig og den tyske okkupation af Tjekkoslovakiet var ouverturen til det ragnarok, der ville bryde løs og sende tusinder af mennesker i døden’ (DA, 1971). Hendes uegennyttige indsats blev hædret langt ud over Danmarks grænser. Halvanden million jødiske børn mistede livet under nazisternes Holocaust. 320 kom til Danmark og på den måde reddede de fleste af dem livet. Det skyldtes udelukkende en flok stærke kvinder, der besluttede at gøre en forskel og derfor ikke tog nej for et svar. I 1969 – altså 30 år efter, at ’Ligaen’ hentede de jødiske børn hertil – blev både ’Damerne’ og ’Tanterne’ hædret af deres taknemlige Alijah-børn og indskrevet i Jerusalems Gyldne Bog – ’den største udmærkelse, der kan gives til en ikke-jøde, der har været med til at redde jøder under 2. Verdenskrig’ (Udf 2005).

Dansk Zionistforbund plantede i 1978 tre træer i Marcus Melchiors mindeskov i Israel til Anna Christensens minde, Lokalhistorisk Arkiv, Nyborg.

Tante Anna – en ener

Intet tyder på, at Tante Anna virkede i samspil med menigheden i Oure, som hun tilhørte. Ingen af de hjem, som de jødiske Alijah-unge fik som plejehjem, havde noget med baptisterne på Østfyn at gøre (JR). Plejehjemmene fandt tante Anna frem til ’bistået af Ligaens kvindeudvalg’ (KJJ, 56). Hun var tilsyneladende heller ikke inspireret direkte af hverken Baptisternes Kvindeforbund eller Jødemissionen i København. Men hun levede med i menigheden i Oure, og hun korresponderede med enkelte baptister i København under krigen. Hendes ’virkelyst’ skal derfor snarere søges i hendes opvækst og hendes egen udformning af den kristne tro. Hun voksede op i et solidt arbejderhjem, og hendes far, Andreas Nielsen, var medlem af Nyborg byråd, valgt af Socialdemokratiet, i perioden 1929-43. Af overbevisning var hun ’kristen pacifist’. Da hun fyldte 75 år, skrev journalisten, der interviewede hende: ’Anna Christensen er glødende pacifist, en kristen humanist og demokratisk socialist. Hendes idealisme og optimistiske tro på, at godheden, kærligheden og den menneskelige fællesskabstrang vil sejre over fordummelsens ensretning og uniformering, er den drivkraft, der stadig kan få hende til at begejstres over hver ny dag’. Og journalisten sluttede: ’Tante Anna har ikke prædiket Kristus, men levet Kristus. Dyre teorier, der pudses af til festlige lejligheder, er ikke hendes stærke side. Hellere aktiv handling end endeløse salon-diskussioner’ (DA). Et sådant kristenliv fandt givetvis næring i hendes forståelse af Evangeliet.

Hovedpersonen
  • Anna Christensen: *28.06.1896, ^17.04.1922, +15.08.1978
  • Født i Nyborg; døbt i Oure; Odense menighed fra 15.05.1957.
Litteratur
  • Anders Enevig: Unge jøders flugt 1939-1945, Wisby & Wilkens 2008 (AE)
  • Ole Scharf: Med tungen lige i munden, Politihistorisk Forening 2016 (OS)
  • Lone Rünitz: Diskret ophold: Jødiske flygtningebørn under besættelsen, SDU 2010 (LR)
  • Jørgen Hæstrup: Dengang i Danmark: Jødisk ungdom på træk 1932-1945, Odense Universitet 1982 (JH)
  • K. J. Jensen: Nyborg under besættelsen 1940-45, Historisk Samfund for Fyns Stift 1970 (KJJ)
  • Fyns Stiftstidende 03.03.1966: Jødebørnenes fynske plejemor inviteret på tur til Israel (FSt 1966)
  • Fyns Stiftstidende 20.12.2008: Unge jøder blev svigtet på Østfyn (FSt 2008)
  • Martin Glass: Danmark har reddet mit liv to gange, Udfordringen 19.05.2005 (Udf)
    Nyborg Lokalhistoriske arkiv: Tante Annas breve og personlige ejendele m.v. (NLA)
  • Dagbladet Aktuelt 30.06.1971 (DA)
  • Lone Rünitz: Ligabørnene – 320 jødiske børn reddet fra nazisternes forfølgelser af danske kvinder, se
  • www.folkedrab.dk/artikler/ligaboernene-320-joediske-boern-reddet-fra-nazisternes-forfoelgelser-af-danske-kvinder
Informanter
  • Jørgen Rasmussen, Oure. Bente Sørup, Nyborg. Erik Ullemose, Oure. John Maalø Larsen (Lokalhistorisk Arkiv, Nyborg).