Aksel Jensen

Aksel Jensen blev hentet af tyskerne, dømt for tyveri eller hæleri og sendt til fængslet Dreibergen-Bützow. Her ses de vilkår, der gjaldt for fangernes korrespondance med familierne derhjemme. Der måtte kun skrives og modtages ét brev hver 4. måned, og det måtte kun være af et brevkorts længde. Fangerne måtte ikke modtage penge, frimærker og andre værdigenstande, og levnedsmidler og luksusvarer ville blive tilbagesendt. Den sorte streg viser, at ’julebrevet’, der fulgte efter denne instruktion, var blevet censureret af tyskerne. Næste normale brev må skrives den 26. marts 1945. Privateje.

Det nordvestlige hjørne af Ingstrup sogn hedder Hvorup Klit. Midt i Hvorup Klit mellem Løkken og Ingstrup overtog Aksel Jensen i 1940 sit fødehjem, et husmandsbrug, som hans far Jørgen Jensen, kaldet Vej-Jørgen, havde overtaget som slægtsgård. Samtidig flyttede hans forældre ind i aftægtsboligen i samme stuehus. Hvorup Klit bestod af 14 husmandsbrug med fattige sandjorde og 6 beboelseshuse. Vej-Jørgen og hans hustru, Else, fik 9 børn. Aksel blev født i 1914 som den yngste. Hvorup Klit blev i kraft af dens beliggenhed ud mod Vesterhavet hurtigt beslaglagt af tyskerne. Én af ’klitrævene’, Niels Bjerg, skrev senere om livet i klitten: ’I de fem krigsår 1940-45 oplevede vi spændingen med tyskernes landminer og bunkers i klitterne. Fårene, der gik ind i minefelterne, spiste de [tyskerne] og lod klitboerne erstatte den ødelagte landmine’ (MN, 17).

Jørgen Jensen blev aldrig kaldt andet end ’Vej-Jørgen’. Han blev fra 1872 ’amtsvejmand og [kom] dermed på amtets faste lønningsliste’ (MN, 64). Han leverede ’store mængder grus til amtet til den nyanlagte amtsvej mellem Ingstrup og Løkken’. Alligevel måtte han skaffe flere indtægter end deres klitgård og vejvæsenet kunne indbringe. Han supplerede indtægterne til den store familie fra blandt andet fiskeri med vod, som hestene trak i land på stranden ved Løkken. På den måde holdt familien sin ære i hævd uden at ty til fattighjælp (MN, 65ff). Familien tilhørte Ingstrup baptistmenighed. Her blev Aksel Jensen døbt som 19-årig i 1934. I 1940 blev han gift med Valborg, født 1912.

Her ses den ejendom, som Valborg og Aksel Jensen overtog fra hans forældre i 1940 i Hvorup Klit. Privateje.

Dømt som hæler

Aksel Jensen var husmand, men han arbejdede også ved vejvæsenet som snefoged. Under krigen kørte egnens vognmænd for tyskerne for at tjene til det daglige brød – også uden at sympatisere med dem. En af de sidstnævnte hed Svend Aage Jensen. Han kørte med cement til tyskernes enorme anlæg af bunkere ved Vesterhavet. I 1944 kørte han ind til fire af husmændene i ’Klitten’: Aksel Jensen, Søren Jensen, ’Klitladen’, samt Peter [efternavn?] og Mathias Sørensen. Til disse solgte han en del af ’tyskernes’ cement, der var en mangelvare under krigen – cement, som husmændene havde brug for til afstivning af deres medtagne bygninger. For vognmanden var der tale om tyveri, mens det for de fire husmænd drejede sig om hæleri (SJ). Langs Vestkysten var det en udbredt sport at stjæle mest muligt af de materialer, som den danske stat havde betalt for tyskerne. Om husmændenes køb også fandt sted for at sabotere de tyske anlæg, véd vi ikke. Men tyskerne registrerede, hvor deres cement var blevet leveret – og de slog til i maj 1944 (KLC, 2018).

Det lykkedes tyskerne at arrestere de tre førstnævnte husmænd. Mathias Sørensen blev hurtigt advaret, og han nåede at grave cementen, der var afleveret på hans husmandssted, ned i klitten, hvorved han slap med skrækken (SJ, KG). Derimod blev chaufføren og de tre andre hentet og taget med til arresten i Hjørring, hvor de blev dømt ved en tysk domstol sidst i maj 1944. Svend Aage Jensen fik en tugt- og forbedringsdom på 6 år, mens de tre husmænd blev idømt 3½ års fængsel (EJ). Tilfangetagelsens tidspunkt kan aflæses af det brev, Aksel Jensen skrev fra Dreibergen den 16. november 1944: ’Børnene de er blevet store, men nu er det jo ogsaa snart et ½ Aar siden, jeg har set dem’. Fra Arresten i Hjørring skrev Aksel Jensen ét udateret kort brev til Valborg: ’Ja, nu er vores Dom stadfæstet og vi kan vente at komme til Tyskland en af de første Dage. Jeg skulde have fat i min Kuffert og disse Ting, som staar der paa Seddelen. Dersom du Valdborg kunde komme herop med den i Morgen snares[t] mulig. En Hilsen til eder alle; vi haaber paa det be[d]ste i Fremtiden. Aksel Jensen’.

Til Dreibergen

De fire dømte blev overført til tugthuset i Dreibergen. Om de har siddet i Vestre Fængsel eller er ført direkte sydpå efter dommen i Hjørring er uvist. Den første større transport fra Vestre Fængsel fandt sted, kort før Folkestrejken brød ud i København i begyndelsen af juli 1944. Gruppen på 21 fanger ankom til Dreibergen den 1. juli. Det mest sandsynlige er, at ’klitboerne’ kom med her. Transporten fra København foregik med tog til færgen i Gedser. Fra Warnemünde kom fangerne i en godsvogn, der transporterede dem rundt i Nordtyskland. De kom først til Lübeck, hvor de blev låst inde i vognen natten over. Næste morgen gik turen til Kiel, hvor de opholdt sig et par dage, inden de via Lübeck-Hamburg-Neumünster nåede til den lille station Bützow, der lå sydvest for Rostock. Fra stationen marcherede fangerne de få kilometer til Dreibergen, der lå højt uden for byen. På vejen derop spyttede civilbefolkningen efter dem. De fleste danske fanger, som tyskerne dømte, blev ført til Dreibergen, i alt ca. 250, hvoraf størstedelen ankom i 1944. I fængslet blev fangerne i grupper på tre sat ind i celler, der var bygget til én. Ved ankomsten blev fangerne iført den tyske fangedragt med gule striber, inden de kom på arbejde (JHB, 295ff) – de fleste i fængslets værksteder. Men Aksel Jensen var heldigere. Han fik tvangsarbejde uden for fængslet – på en gård, der lå ca. 50 km fra Dreibergen.

Generelt var forholdene i Dreibergen ikke ’noget at skrive hjem om’, hvilket fangerne heller ikke måtte! Blandt fangerne blev tugthuset kaldt ’Det røde helvede’. Cellerne havde været hvidkalkede, men var meget snavsede og drev som oftest af fugt. Om vinteren var der uhyggelig koldt, da flere celler manglede vinduesglas. Hygiejnen var ringe, og badning var en sjælden foreteelse. Nødtørft foregik i åbne kummer, og det vrimlede med lus, lopper og væggelus. Maden var sædvanligvis en skive rugbrød og ½ liter ’kaffe’ morgen og aften samt ’suppe’ til middag. Disse rationer så de fire en mulighed for at supplere i løbet af deres arbejdsdag. På helligdage holdt fangerne fri. De havde også mulighed for at læse bøger, som den norske sømandsmission i Hamborg havde opstillet på fængslets bibliotek. Danske fanger i tyske fængsler måtte normalt ikke modtage pakker fra Røde Kors (JHB, 319). Aksel Jensen omtalte heller aldrig, at fangerne i Dreibergen modtog sådanne pakker.

Fængslet i Dreibergen, hvor Aksel Jensen og de øvrige fra Hvorup Klit tilbragte ca. 9 måneder. Foto: Bernd Wüstneck.

Breve fra Dreibergen

Aksel Jensens første tre breve fra Dreibergen blev censureret. Fangerne måtte kun skrive ét brev pr. kvartal. Aksel Jensen skrev i sit første brev den 21. august 1944 blandt andet: ’Vi Kam[m]erater, som var ifølge herned, er ikke i [C]elle sammen, men om Dagen er vi sammen, og det er jo meget vær[d] for os, da vi ikke kan tale Tysk. Ja, jeg behøvede næsten ikke at have taget min Kuffert med, for alt Tøj er udleveret, saa alt, hvad jeg havde faaet puttet deri, kunne vi have sparet. Det er efter Aften, jeg sidder og skriver her, vi er 3 Kam[me]rater her paa [C]ellen, men jeg kan ikke rigtig tale med dem. […] Vi faar en dansk Bog en Gang om Ugen at læse, saa gaar lidt af Tiden da. Det kunde jo [have] været lidt Adspredelse ved en Radio, men det er jo ikke tilladt. Ja, jeg lære[r] meget paa denne Tur her, jeg tro[r] nok, vi blive[r] mere Taknemlige i den Tid, der kommer efter, men saa meget skulde der til for at faa mig bøjet. Lad os alle bede, at Tiden maa gaa hurtig[t] for os og eder, og saa naar jeg faar Lov at se eder igen maa begynde et nyt Livsafsnit, et bedre og mere holdbart’.

I fængslet i Dreibergen boede Aksel Jensen ikke sammen med Søren Jensen, Peter [efternavn?] og Svend Aage Jensen. I hans celle var der en polak og en russer, heraf sprogforbistringen. Russeren fik lov at lave en tatovering på ham, en russisk stjerne. Det var hans eneste tatovering, og efterfølgende betragtede han det som et under, at der ikke gik infektion i såret (KLC, 2018). Af brevets slutning fremgik det tydeligt, at han angrede sit hæleri. Han så frem til at begynde på ’et nyt Livsafsnit, et bedre og mere holdbart’. Han sluttede brevet med at uddybe det på denne måde i et efterskrift: ’Kære Valdborg. D[i]g skylder jeg megen Tak, og dersom Gud vil, at jeg skal hjem igen, saa vil jeg prøve at være noget mere for dig. Du har altid været god mod mig, skøndt jeg ikke fortjente det. Men lad os prøve paany at bede for hverandre. Ja, nu kan jeg ikke se længere, og jeg har heller ikke mere, som jeg kan skrive om. Kærlig hilsen din Aksel’.

Familien har bevaret et par konvolutter fra de breve, som Aksel Jensen sendte hjem. De er påført denne stribe af stempler, der fortæller, at de har været både åbnet og censureret. Og påført en række hagekors med den tyske ørn.

Dagene i fangenskab gik med tvangsarbejde. De tre husmænd fra Hvorup Klit kom til at arbejde på et gods. I det næste brev – censureret, men først afsendt tre måneder senere – skrev Aksel Jensen den 26. november 1944: ’Vi, Peter [og] Søren arbejder jo paa et stort Gods [Gross Bäbelin], og har alle 3 været heldige og faa godt Arbejde. Søren er jo Svinepasser, og jeg passer 24 unge Kreaturer, 4 Stude, 1 Ko samt lidt andet Arbejde, som der kan blive. Jeg skulde sende en Hilsen til Herdis fra Peter, han har det ogsaa bravt. Nu har jeg modtaget 5 Breve fra eder og et lille Billed[e], og Børnene de er blevet store, men nu er det jo ogsaa snart et ½ Aar siden, jeg har set dem […]. Jeg haaber snart, der vil blive Fred paa Jorden igen, saa vi maa have Lov til at leve sammen. Jeg skal ogsaa hilse fra Søren og sige han er rask og har det godt […]. Hovedsagen er jo den, at [I] høre[r], vi er raske og Tiden den gaar hurtig for os. Men det blive[r] en sløj Jul, dette er klart for os. Hils lille Jens fra Far og sig Far kommer snart hjem, han maa da endelig ikke glemme mig […]. Vi maa kun skrive hver 4. Maaned […]. De kærligste Hilsener fra Aksel Jensen’.

Juleaften i Dreibergen

Juleaften fik fangerne lov til at skrive et ekstra brev. Den 24. december 1944 skrev Aksel Jensen i sin julehilsen: ’Jeg kan lige sende en lille Hilsen til eder igen, det er et Ekstra Brev, som vi skal skrive; det lader til, at vi ikke maa modtage saa mange Breve […]. Jeg har faaet Billedet af Jens, han er bleven stor. Jeg haaber han kan huske mig endnu. Jeg er rask og har det godt, jeg tænker meget paa eder […]. Kære Valborg, naar jeg kommer hjem, skal vi faa en dejlig Tid sammen, jeg haaber Gud vil det snart. Aksel’. Julebrevet blev stemplet og sendt den 02.02.1945!

Tvangsarbejdet på det omtalte gods reddede Aksel Jensens liv. Her kogte de kartofler til dyrene, og derfor kom de heller ikke selv til at sulte. Søren Jensen fortalte senere, at han ikke havde klaret strabadserne, hvis ikke de andre havde været der og hjulpet ham. Han blev syg, tabte sig og var meget svag, da han kom hjem (SJ). Det billede af sønnen Jens, som Aksel Jensen omtalte i brevet, fik en særlig betydning for ham, idet Jens var den sidste, han så på gårdspladsen, da han blev taget af tyskerne i Hvorup klit. I Dreibergen måtte han ikke beholde billedet, men der var en medfange, der havde et billede, som han fik. Det afleverede Aksel Jensen så i stedet for billedet af Jens, som han beholdt. Det fulgte ham hele livet (KLC, 2018).

Billedet af Jens, født 1941, der holdt modet oppe hos Aksel Jensen i Dreibergen. Privateje.

’Lillebror’ er kommet

Inden Aksel Jensen efter tre måneder skrev det næste brev, havde han fået brev fra Valborg. Hun skrev den 4. marts 1945: ’Kære Aksel. Nu er Børnene i Seng, saa vil jeg skrive til dig. Jens ligger inde ved Bedstefader, Pigen i Vuggen og Drengen i Barnevognen. De gror godt alle tre. Du kan nok slet ikke kende lille Else, hun har faaet Træsko, dem er hun glad ved og hun gaar i dem hele Tiden. Hun har ingen rigtige Sko, jeg har ingen kunnet faa, men nu kan jeg vistnok faa et Par, det er paa Mærker. Nu er Kaffeerstatning og Salt ogsaa rationeret […]. Kunde du end[d]a snart faa Lov at komme hjem igen. Nu søger vi igen om at faa eder hjem, vi venter Besked snart, og saa haaber vi, de giver eder fri. Du længes nok ogsaa efter at se den lille Dreng, han er saa pæn, det synes jeg da, han har saadan et lille fed Ansigt, han trives godt […]. De bedste Hilsener fra dine herhjemme Jens, Else og Valborg og lille Bror. Vi haaber du har det godt. Lev vel til vi ses igen’.

Valborg Jensen var blevet gravid kort før, tyskerne hentede hendes mand på gårdspladsen. Nu kunne hun fortælle, at de den 26. januar havde fået ’Lillebror’. Aksel Jensen reagerede først på denne nyhed i det brev, han skrev fra Frøslevlejren den 29. april 1945: ’Til Lykke Valborg med SØNNEN, ’en Fars Karl til’, det er jo det, der skal til, ikke san[d]t? Men Jens er nok Nr. 1’!

Hjemturen

Den 29. april 1945 havde opbruddet fra Dreibergen altså allerede fundet sted. Alle fanger fra tugthuset skulle samles i en særlig lejr i Neuengamme for senere at blive ført til Sverige. Aksel Jensen og hans kammerater kom med den transport, der den 14. april førte 199 danskere og 313 nordmænd ud på hjemturen med ’De hvide Busser’ (JHB, 298f). Aksel Jensen omtalte i brevet fra Frøslevlejren, at de opholdt sig i Neuengamme i otte dage. Det betød, at han kom med den sidste transport fra Neuengamme, der afgik mod Danmark den 20. april – og senere på dagen rullede han over den dansk-tyske grænse ved Padborg (JHB, 338). Glæden var stor: ’Kære Valborg og Børn. Ja, nu kan jeg lige sende en Hilsen Hjem til dig og lade dig vide, at vi sidde[r] i en [R]øde Kors Bil og om faa Minutter ruller over den tysk-dansk[e] Gr[æ]nse og er snart i Danmark. Men jeg ved ikke rigtig, hvor vi skal Lejres […]. I Dag er det 8 Dage siden, vi kom under [R]øde Kors Forplejning og har det meget godt […]. Jeg tænker, jeg faa[r] Lov til at skrive igen. En Kærlig hilsen fra Aksel’.

Begyndelsen af Aksel Jensens brev til hans familie i Hvorup Klit – skrevet den 21. april 1945 i en Røde Kors Bil, da de passerede grænsen. Aksel Jensens skrev altid med blyant, selv om forskriften ovenfor fordrede blæk! Privateje.

En uge senere – den 29. april 1945 – var Aksel Jensen ankommet til Frøslevlejren, hvorfra han skrev om turen hjem fra Dreibergen via Neuengamme med udsigt til at skulle til Sverige: ’Kære alle sammen i Klitten. [J]eg har det meget godt her, vi faar nok at spise og arbejder ikke, saa kan det vel ikke hjælpe at klage. Denne her Gang kan jeg ogsaa sende mer[e] end 5 Linjer til eder, for i Morgen [30.04.] skal vi rejse her fra Lejren og til Sverige, saa jeg haaber der bliver en Lejlighed til at sende eder denne Hilsen. Her i Lejren er der dansk Betjening under tysk Kontrol. Ja, gid alt denne Elendighed snart vilde blive til Fred, det var bedst for os alle. Jeg havde ellers haabet, at Krigen havde faaet Ende, inden vi skulde til Sverig[e], men det sker vel ikke, men det kan jo komme snart. Vi rejser med Rutebiler, Røde Kors, [I] ved vel Besked, jeg regner med, at de skriver om Evakueringen i Aviserne, saa [I] er vel underrettet om det. Jeg haaber snart at tale med eder, […] der bliver jo noget at tale om herfra Turen, og [I] har jo ogsaa en Del at fortælle mig, naar jeg naar Hjem. Jeg ser lige dan ud, hverken tabt eller lagt paa mig, men vi har ikke haft det alle lige godt’.

Herpå fortalte Aksel Jensen om det, han havde fået kendskab til hjemmefra gennem brevene – herunder også, at ’Lillebror’ var ankommet: ’Jeg fik et Brev fra eder paa ’Gros[s] B[ä]belin’ eller [I] kender vel bedre ’Dreibergen’. Det var et Billed[e] af Mor, Else og Max. Jeg er meget glad [for] at se et Billede af eder. Else er blevet stor, kan jeg se. Saa fik jeg to Brev[e], da vi var i en Lejer ’Nöjgamme’, 27 Kilometer fra Hamburg, men der blev vi ikke længe, 8 Dage, der staar min Kuffart endnu eller vi maa hellere sige Tabt’.

Om Frøslevlejren fortalte Aksel Jensen: ’Peter og mig er i samme Lejerblok eller Stue. Vi er vist en 500 Mand sammen i en Stue, men der har været en 4-5 Tusinde her i Lejren, men mange er rejst. Søren er her lige ved Siden af os, alle er raske’. Efter betragtninger over foråret ved landbruget i Hvorup Klit og tørvegravningen samt hilsner til alle sluttede Aksel Jensen brevet fra Frøslevlejren: ’En ekstra Hilsen til Jens. Jeg glemmer aldrig den Dag, da vi rejste fra Klitten, det Billed[e] staar for mig endnu, da Valborg laa i Roerne, Jens stod ved Enden af den lille Ager, det Billed[e] er stadig levende for mig […]. Men den Dag er nær, hvor jeg skal være sammen med dem, som jeg holder af, og jeg haaber, [I] har det lige saa. Lev vel alle, en kærlig Hilsen fra ’meg’.’

Over Sverige

To dage senere – den 1. maj 1945 – skrev Aksel Jensen denne hilsen fra Löderup, øst for Ystad, hvor han nu var interneret: ’[J]eg er i Sverige og har det godt i alle Maader. Jeg vilde gerne om [I] kunde se, hvor godt vi bor […]. Søren og Peter er her ogsaa, vi bor i samme Villa. Ja, noget nyt er der jo ikke særligt, for alt er jo ikke tilla[d]t at skrive om. Jeg er rask og det samme haaber jeg om eder. Jeg tænker meget paa eder, men mit Humør er jo som det plejer, altsaa godt det meste af Tiden, men det kan jo svinge […]. I Aftes var vi til en lille Sammenkomst her i Lejren, der var en dansk Præst, der læste op for os, og det var dejligt at høre et godt Ord paa Dansk’. Ti dage senere – den 10. maj 1945 – kunne han fortælle familien i Hvorup Klit, at han forventede at være hjemme i løbet af ’3-4 dage’, det vil sige: ’I kan vente os hjem inden Pindse’. Pinsedag var i 1945 den 20. maj.

Men intet var sikkert, før dagen oprandt: ’Nu haaber vi ogsaa, at der ikke komme[r] Sygdom her for det kan jo slaa alt ud. [V]i er i den samme Lejer, vi gaar jo frit omkring, men der er Militærpost omkring Lejren, vi maa jo ikke komme i Berøring med Civilpersoner paa Grund af Tyfus og andre smitsomme Sygdomme, som der var i Tyskland. Det var jo ikke godt, om der skulde udbryde Tyfus her eller i Danmark, men da vi var i Neugammen ved Hamburg, var der vist enkelte Tilfælde, men ikke i vores Kom[m]andoer. I behøver ikke at være bange, naar jeg kommer, for jeg tro[r] ikke, der hænger noget ved mig af den sla[g]s Ting, ikke en Gang en enkelt Lus eller Loppe, som der var overfyldt af dernede. [M]en jeg har ogsaa været heldig der. Det var en god Lejer, vi var i. Hovvagt-mesteren gjorde et meget stort Arbejde med Renlighed […]. Men desværre er det ikke alle Steder, der er gaaet til saadan. Det har kostet mange Livet og Mishandling […]. Hils nu Jens, det bliver spændende, om han kan kende mig. Kommer jeg om Dagen, saa skal [I] ikke sige noget, saa vil vi prøve at se. Else kan jeg vel ikke engang kende, hun er da groet meget, og lille Purk gror vel ogsaa godt. Paa gensyn snart’.

Hjemme igen. Forrest fra venstre børnene Jens, Else og Jørgen. Bagest fra venstre: Valborg Jensen med Anne Marie på armen, Aksel Jensen og Vej-Jørgen (Aksel Jensens far). Erik er endnu ikke født. Billedet er derfor fra sidst i 1940’erne. Privateje.

Aksel Jensen fortalte senere, at der var rangforskel, da de skulle hjem med ’De hvide Busser’ – det at være modstandsmand/-kvinde var mere værdigt, ja, nogle mente endog, at tugthusfangerne ikke skulle med busserne. Han oplevede også, at danske politifolk ikke var særlig venlige overfor dem, der var kommet til Tyskland som tugthusfanger. Turen i busserne gennem Tyskland var meget strabadserende; meget var kaotisk under rejsen gennem det sønderbombede Tyskland (KLC, 2018). Aksel Jensen genså sine kære i Hvorup Klit den 17. maj 1945. En sen erindring – fra en dengang 15-årig nabopige – fortæller, at han var afpillet og endnu næsten kronraget (JA, 2018).

Efterveer

Aksel Jensen fortalte kun sjældent om sit ophold i Dreibergen: ’Han havde utrolig svært ved at tale om disse ting. Det har altid været tabu at tale om det i hjemmet’. Han ’havde nedsat livskvalitet hele livet’ (EJ, 2001). Han fik mange symptomer på det, vi i dag kalder posttraumatisk stress. Når han blev trist, grebet af psykiske og åndelige kvaler, satte han sig ofte med sin bibel og med billedet af Jens: ’Jeg husker fra besøg hos Aksel, da han blev alene og gammel, at han ofte i den forbindelse sang salmen: ’Send bud til ham, hvis navn er Jesus Krist’. Valborg led af angstanfald, som pludselig greb hende. Hvis fjernsynet mindede hende om krigen, måtte hun slukke for det’ (KLC, 2018). Da Aksel Jensens læge udtalte sig om hans helbred overfor Arbejdsskadestyrelsen, skrev han: ’Jeg har kendt patienten de seneste 16 år, og i den tid har han været næsten dagligt plaget af symptomer, som formentlig kan hidrøre fra det psykiske traume, han har haft fra besættelsestiden’. Lægen beskrev herpå Aksel Jensens symptomer og sluttede: ’Gennem årene har han lært at leve med disse gener, som nok også takket være patientens religiøse tro har været muligt at leve med for ham’ (HK: 2001).

Erstatning

Aksel Jensen fik i 2001 to erstatninger, efter hans søn, Erik Jensen, havde søgt for ham. Den første blev udbetalt i henhold til en af Folketinget vedtaget ’Lov om erstatning til besættelsestidens ofre’ fra 1995. Aksel Jensen fik en ’livsvarig hædersgave’ på 12.000,- kr. årligt (AAS1, 2001). Den nævnte lægeerklæring blev eftersendt den ansøgning, som Erik Jensen sendte til Arbejdsskadestyrelsen, da det blev muligt at søge om erstatning på grund af krigsskader. Udbetalingerne til tidligere tvangsarbejdere i Nazityskland fra den tyske milliardstiftelse Erindring, Ansvar og Fremtid fandt sted efter vedtagelse i den tyske Forbundsdag i sommeren 2001. Sidst på året fik Aksel Jensen tildelt erstatning ’i anledning af den lidelse, som De har pådraget dem som følge af forhold under besættelsen’. Erstatningen blev udbetalt månedsvis. Den var ’på 6.081,- kr. svarende til en invaliditetsgrad på 35 procent’ (AAS2, 2001). To erstatninger for svie og smerte i Dreibergen efter at have stjålet cement fra tyskerne!

Tyske venner

Efter hjemkomsten mødte Aksel Jensen ingen fordømmelse for de handlinger, der bragte ham i tysk fængsel. På deres ejendom holdt menigheden gennem flere år ’lade-møder’, svarende til datidens teltmøder. Valborg og Aksel Jensen begyndte sidst i 1950’erne at omdanne deres ejendom til det, der med årene blev til en stor og veldrevet campingplads Løkken Klit. Camping og Hytteby, der ligger på Jørgen Jensensvej! Efterhånden begyndte tyske turister at feriere ved Vesterhavet, og Valborg og Aksel Jensen fik mange venner blandt de tyske campister. De bar aldrig nag til tyskerne: ’Der er ingen tvivl om, at både for Aksel og Valborg Jensen var livsfundamentet deres tro, og menigheden var deres netværk gennem hele livet’ (KLC, 2018).

Hovedpersoner
  • Aksel Jensen: *08.09.1914, ^15.04.1934, +17.06.2003
  • Valborg Jensen: *23.03.1912, ^17.04.1932, +22.07.1995
Brevene
  • Aksel Jensens historie er ikke tidligere blevet fortalt. Aksel Jensens korrespondance med sin kone, Valborg, omfatter i alt ni breve: Et brev fra arresten i Hjørring, tre breve fra fængslet i Dreibergen, to fra grænsen/Frøslevlejren og to fra Sydsverige. Af Valborg Jensens breve til Aksel i Dreibergen er der bevaret ét. Brevene er i familiens eje. I hjemmet blev der født fem børn: Jens (1941), Else (1942) og Jørgen (26.01.1945) – den ’Lillebror’, der blev født under Aksel Jensens ophold i Dreibergen – samt Anne Marie (gift Larsen, 1946) og Erik (1950). De to yngste har fortalt forældrenes historie til Karin L. Christiansen (2018), hvorefter jeg besøgte dem (2019).
Litteratur
  • Erik Jensen ansøgte 04.05.2001 Arbejdsskadestyrelsen om erstatning for personskade (EJ, 2001).
  • To breve fra Arbejdsskadestyrelsen til Aksel Jensen 30.07.2001 og 21.11.2001 (ASS1 og ASS2).
  • Brev fra Henning Krogsgaard (Aksel Jensens læge) til Arbejdsskadestyrelsen 28.08.2001 (HK, 2001).
  • Barfod, Jørgen H.: Helvede har mange navne, Forlaget ZAC, 1969 (JHB)
  • Nielsen, Morten: Uden omsvøb – Beboerne i Hvorup Klit, Queenswood Forlag 1996 (MN)
Informanter
  • Knud Glønborg (KG), Karin L. Christiansen (KLC), Johanne Andersen (JA, dengang 15-årig nabopige fra Hvorup Klit), Kirsten Jensen (KJ) samt telefoninterview med Søren Jensens søn, Svend Jensen (SJ).