Nye horisonter og opgaver – danske baptister efter besættelsen

Ungdomsbladet fik nyt navn i 1946: Dag over Danmark blev valgt mellem 69 forslag fra de unge. Bladet skulle nu sælges i kioskerne i løssalg. P. Rasmussen skrev artiklen om ’Kristen Ungdom i den nuværende Situation’. Om den nationale situation skrev han: ’Nu skal vi helst alle sammen være Nationalister (heldigvis dog ikke med social midt i Ordet!). Men Nationalisme i Form af Nationalegoisme er en Forbandelse’. Om den moralske situation skrev han med en henvisning til Oxfordbevægelsen: ’Ordet absolut trak man overbærende paa Skulderen af, naar det gjaldt Ærlighed, Uselviskhed, Renhed og Kærlighed. Men resultatet blev da ogsaa absolut det modsatte!’ Det var erfaringen fra krigen.

Nye horisonter og opgaver – danske baptister efter besættelsen

De opgaver, som danske baptister fik ind på livet i denne periode, kan deles i to – dem, der primært skulle løses her i landet, og dem, der kaldte på løsninger i udlandet. De første vil nedenfor blive delt i to – dem, der hørte kirkefælleskabet til, og dem, der hørte folkefælleskabet til. De andre, der trak perspektiver ud over landets grænser, vil blive disponeret efter den geografiske retning, de kom fra. Kilderne til afsnittet er de samme som hidtil fra samtiden: Baptisternes Ugeblad (BU), Baptisternes Ungdomsblad (UB) samt Baptisternes Årbøger (ÅB). Hertil kommer også flere private optegnelser.

Da besættelsen sluttede med tyskernes kapitulation, kunne genopbygningen af en ny verden begynde. Det gjaldt her i landet og i endnu højere grad i et ødelagt Europa. Forholdene her til lands skulle normaliseres. Politisk naturligvis, men et retsopgør hørte også med. Hertil meldte sig nu en selvransagelse om, hvorvidt vi som kristne havde handlet kritisk nok mod tyskerne i de fem onde år. Til selvkritikken blandt baptisterne hørte også en diskussion af, hvorfor forkyndelsen af evangeliet ikke havde resulteret i den vækkelse, som lederne gennem krigen forventede i det danske folk. På det praktiske plan skulle beslaglagte kirkebygninger og Skolen i Tølløse sættes i stand og tages i brug. Samtidigt måtte menighederne forholde sig til den kvarte million – tyske og østeuropæiske – flygtninge, der ved befrielsen opholdt sig her i landet. Tyskernes militære besættelse var afsluttet. Nu fulgte de tyske flygtninges fire års ’humanitære besættelse’ af Danmark. Omkring 200.000 tyske soldater blev sendt ud af landet, men endnu ventede flere tusinde andre. Det gjaldt de syge soldater på lazaretterne. Andre tyskere blev nægtet hjemrejse – bl.a. mineryddere og læger, der skulle arbejde i de tyske flygtningelejre. Hertil kom, at tyskerne fortsat holdt Bornholm besat efter 5. maj, hvorpå russerne bombede Rønne og Nexø. Noget af det første, menighederne glædede sig over, var dog at retablere forbindelsen til missionærerne i Burundi og Rwanda – og til de dansk-amerikanske baptister i USA, der havde opretholdt kontakten til dem og understøttet dem, mens krigen rasede.

Overskriften over en af L.C. Abildgaards første lederspalter efter 5. maj i et frit Danmark lød: ’Vinduerne mod Vest aabnes’. Og hans første sætning lød: ’En af Frugterne af vort Lands Befrielse er, at vi nu igen kan faa Besøg af Kristne fra den angelsachsiske Verden, hvorfra dansk Kristenliv har modtaget saa rige Impulser’ (BU 1945, 109). Det skete i de kommende år. Men den verden, der først åbnede sig, lå i ruiner – ikke mindst syd og øst for den danske grænse. Her ventede et omfattende genopbygnings- og nødhjælpsarbejde. Danske baptister engagerede sig heri på flere fronter. Først gjaldt det relationerne til de skandinaviske baptistkirker. Herpå varetog de et stort hjælpearbejde til trosfæller i Holland, Polen og Tyskland. Deres taknemlighed over, at det danske samfund var kommet gennem besættelsen uden krig med tyskerne her i landet, omsatte de i en invitation til Baptisternes Verdens Alliance (BWA), hvorefter BWA’s 7. verdenskongres fandt sted i København i 1947. I kølvandet herpå gik Baptistsamfundet foran, da samarbejdet mellem de europæiske baptistkirker blev reorganiseret i en ny struktur (EBF). De var heller ikke i tvivl om, at de skulle være medlemskirke, da Kirkernes Verdensråd (WCC) blev stiftet i 1948 i Amsterdam. Dette forsøg på at danne et kirkeligt globalt fællesskab måtte udsættes sidst i 1930’erne, fordi verdenskrigen brød ud. Nu måtte det ske. Endelig var de optaget af, at vort land blev optaget i det globale folkefælleskab, der så dagens lys som De Forenede Nationer i hvis regi, menneskerettighederne blev skabt. Alle vinduer blev åbnet! Nu var det blevet ’Dag over Danmark’.

Kirkerelaterede emner

Set fra et togvindue

Ind under jul i 1945 reflekterede to baptistpræster over genopbygningen af vort land og folk. At landet var genrejst kunne nu ses fra et togvindue. L.C. Abildgaard beskrev dette på en togrejse fra Sjælland til Jylland: ’Det er en hel Hvile at rejse nu i Sammenligning med de sidste 5-6 Aar. Lyntogene har fordelt Rejsestrømmen saaledes, at man ikke mere faar Tøjet flaaet af sig eller bliver trængt ind i de smaa Rum, der er bestemt til ’anden Anvendelse’. De jernbeslaaede Støvlehæle tramper ikke mere i Perroner og Skibsdæk, og i Banegaardenes Højttalere er de fremmede Ord forstummet. Man maa igen have Vinduerne aabne over vore skønne Broer, som virker for de Rejsende som Udsigtstaarne over nogle af vort lands skønneste Egne. Ingen Kanoner truer mere paa disse strategisk vigtige Punkter det fredelige skønhedssøgende Blik. Pigtraadshegnene gror til i Græs. De Fremmedes Telefon- og Telegrafledninger forfalder ligesom Luftforsvarets Kanonstillinger. Militærbarakkerne tages ned og pakkes sammen og bliver forhaabentlig solgt billigt og brugt til fredeligere Formaal: Ferie- og Lejrhjem i Skov og ved Strand for dansk Ungdom og danske arbejdende Mænd og Kvinder, som gennem Feriens Hvile styrkes til Fredens Syssel for Folkets Vel.’ (BU 1945, 237).

Der skulle gå år, før det danske landskab slap de værste spor af tyskernes forsvarsværker. Her ses tankgrave i god dansk muldjord i Vendsyssel: ’Millioner af danske Kroner har Tyskerne øst ud paa dette Arbejde’. Foto fra ’Vor Vej til 5. Maj’ (1946, 69).

Genopbygningen af folket var straks mere problematisk. Niels Anhøj reflekterede herover under overskriften: ’Vi, Gud og Danmarks Genopbygning’: ’I de Timer [Befrielsen] stod det danske Folk sammen i Jubel, Glæde og Taknemlighed. Men Tiden, der fulgte blev en Skuffelse. Ungdommen viste sig ikke at være saa lydefri, som Frihedskampen havde forjættet, og de mere modne blev optaget af Partipolitik og Kævl. Rankheden, Enigheden og Sammenholdet er væk. Folket er splittet. Det er egentlig ikke det, at man er uenige, der er det triste. Det er Maaden, man er uenige paa, der bekymrer. Valget [30. oktober] var i den Henseende et sørgeligt Bevis paa, hvor umodne vi var til Frihedens Opgaver og Ansvar. Man behøver blot at tænke paa de mange falske Beskyldninger, der blev brugt i Valgpropagandaen. Alle taler ganske vist om Genopbygning, men Begyndelsen har været sørgelig. Og hvorfor? Simpelthen fordi man i Genopbygningsarbejdet har glemt to Ting. Man har glemt Gud, og man har glemt sin egen Skyld. Det er ikke alene de gudløse, der forsøger at forkludre denne Opgave for os. Der er Teologer, der i den Grad gør Kristendommen til noget abstrakt (tankemæssigt) eller til noget, vi helt skal overlade til Gud, så man glemmer, at Evangeliet stiller Krav og Opgaver til de Kristne. Der er noget, vi skal gøre. Vi skal gaa ind til Gud og lade ham forvandle os. Der er et Kristenliv, vi skal leve som forvandlede Mennesker. Der er et helligt Liv i Gud, som ogsaa er for os. ’Gud, vi og Danmarks Genopbygning. Det er Rækkefølgen. Først Gud og hans Gerning i os. Saa skal alt det andet skænkes os som en uforskyldt Gave. Ganske paa samme Maade som Danmarks Befrielse var en Guds Naadegave’ (BU 1945, 244).

Johannes Nørgaard (1893-1977) blev valgt som forstander for Prædikantskolen i 1943 og året efter som formand for Baptistsamfundet (1944-1949). Der var uro omkring valget, idet Bredahl Petersen havde været næstformand i fem år, 1939-1944. Hans kommentar var ud over skuffelse og undren: ’Det vil sige, at jeg naturligt skulde fortsætte som Næstformand. Det tillod jeg mig at nægte at blive, idet jeg har været Næstformand i 5 Aar, og det kan være nok! Men nu arbejder vi videre paa den Linie indtil videre’, privatbrev til Aron Andersson, Sverige, den 11. september 1944 (KK-arkiv).

Tilpasning til Freden

Da Missionskomitéen aflagde årsberetning for konferenceåret 1945-46, lød det sådan: ’I det Aar, der stort set er gaaet, siden Vaabnene blev bragt til Tavshed, har Statsmændene haft travlt med at afvikle Krigsforholdene og forsøge at opbygge fredelige Forhold mellem Nationerne. Denne Tilpasning til Freden er ikke gaaet af uden store Vanskeligheder, og endnu er det i mange Henseender uklart, hvor Verdensuroen bærer hen. Overalt mangler man Mad, Tøj, Maskiner, Arbejdskraft etc., men først af alt er der en foruroligende Mangel paa gensidig Tillid’. Tilpasningens problemer blev også adresseret: ’Glæden over Befrielsen, Vanskelighederne ved Krigsskadernes og Krigsforbrydelsernes Afvikling, Tilbagevendingen af Hverdagslivets Brødnid, Smaakævl, Isolation og Egenkærlighed. Og undertiden spørger vi os selv: Er det alt, der kom ud af Krigsaarenes dybe Nød og dyre Løfter?’ (ÅB 1946, 9). Herpå fortsatte beretningen med at vende blikket indad, og her kunne danske baptister hente opmuntring, fordi ’Gud gennem Krigsaarene gav vore Menigheder at vinde ca. 1000 Mennesker for Herren, saa at menighederne kom gennem disse forfærdelige Aar med en Netto-tilvækst paa ca. 500 Medlemmer’. Hertil kom ni nye kirkebygninger, ’mens Kirkebygningerne i de fleste Lande i Europa formindskedes med adskillige Hundrede eller Tusinder’. Staben af ’faste Missionsarbejdere voksede med 7 og vore aktive Lægmænd, der deltager regelmæssigt i Evangeliets Forkyndelse, forøgedes med 26’, og der blev åbnet ’24 nye Prædikepladser paa forskellige Steder i Landet’. Økonomisk så det heller ikke dårligt ud: ’Resultatet er, at vort [Kirke]Samfunds Økonomi, saa vidt jeg ved, aldrig har set mere lovende ud end i Dag’, skrev Johannes Nørgaard (ÅB 1946, 9ff).

Efterkrigstilstand

Johannes Nørgaard var ikke i tvivl om de store forventninger, der fulgte med freden i maj 1945. Men året efter konstaterede han, ’at Efterkrigstiden indtil nu er blevet til Skuffelse, til stadfæstelse af Hadet og til en verdensomspændende dødelig Fornyelse af Frygten for en ny og endnu værre Krig. Vi lever mellem Krig og Fred – i Efterkrigstilstand!’ Hvis denne nød skal afbødes, behøver vi ’en gennemgribende, aandelig Genfødelse. Før denne Genfødelse kommer, kan Freden ikke fødes i Verden. Vil den kristne Menighed hellige sig til en Vækkelsesgerning, der genføder Folkene?’ (BU 1946, 108). Det samme budskab blev formuleret på mange forskellige måder: ’Vi behøver en vækkelse’ blev det gennemgående tema. Johannes Rødvig så et skred i danske baptisters selvforståelse: ’Det er Jesus Kristus, som Verden behøver. Det er Livet i Gud, der skal bære Livet paa Jorden. Hvis dette ikke er Maalet for Verdens Genopbyggelse og vor Omsorg for hverandre, saa kan vi ikke tale om at møde Verdens dybeste behov’. Faresignalet var, at ’Udviklingen er gaaet den anden Vej gennem trange Tider. Baade vi Frikirkefolk og den Indre Mission har været langt stærkere vækkelsespræget, end vi er i Dag. For vort Vedkommende er vi gledet bort fra at være et evangelisk Vækkelsesfolk til at blive et evangelisk Kirkefolk uden Vækkelsens Karakter. Det er værd at tænke over, om det gaar an at fortsætte længere ad den Vej’ (BU 1946, 132). Bredahl Petersen kunne skrive det samme, men han satte ikke vækkelse og kirkebegreb op imod hinanden. Og hjemkommet fra sin prædiken- og foredragsturné i USA i efteråret 1947 havde han fået nye idéer. Hans nye indsigt var, at kirkevækst sjældent skyldtes ’Vækkelseskampagner, Missionsuger eller en følelsesbetonet Vækkelsesform, men derimod personligt Arbejde fra Medlemmernes Side gennem Besøgs-Mission’. Efter at have set dette, ’staar det mig ganske klart, at megen Missionsuge-Taktik i Danmark stort set er Slag i Luften, hvis den ikke kan afholdes paa Baggrund af eller suppleret af et saadant Arbejde. Det er her, det skorter blandt os. Vore danske Kristne er stort set passive med Hensyn til denne Opgave’ (BU 1948, 35).

En af årsmødets resolutioner i 1946 – en sjældenhed, at der blev sendt resolutioner til andre kirker! Den skal givetvis ses i relation til skærmydslerne omkring de forhandlinger, der fandt sted herhjemme omkring dannelsen af Kirkernes Verdensråd. (ÅB 1946, 54).

Det danske folk – og de kristne

Årsmødet i 1946 sendte efter sædvane hilsen til kongehuset ’i Taknemlighed over, at Gud har skærmet Deres Majestæter Kongen og Dronningen, og deres Kgl. Højheder, Kronprinsen og Kronprinsessen, gennem de senere Aars nationale Krise’ (BU 1946, 235). Ekstraordinært udsendte årsmødet også to andre resolutioner: Én til ’Det danske Folk’ og én til ’Danmarks Kristne’ – bemærk den interessante distinktion, der var teologisk motiveret. For baptisterne har der altid været forskel på ’folket’ og ’kirken i folket’. I den første udtalte årsmødet ’sin dybe Taknemlighed for de Livsvilkaar, som Demokratiet har skabt og opholder for vort Folk, men det ønsker ogsaa i Nutidens kritiske Situation at minde vort Folk om, at Evangeliets Vidnesbyrd og de forløbne Krigsaars Historie klart viser os, at Folkestyrets Bevarelse afhænger af, at hver Generation i Folket oplever en sund, evangelisk Vækkelse, der lærer Folket at leve efter kristne Livsprincipper’ (ÅB 1946, 22). Hvis lektor Emil Christoffersen – der skrev til ungdommen om tidens strømninger først i 1930’erne – skulle bestemme, hørte de nye europæiske kristne partier ikke med til det bedste i den demokratiske udvikling: ’De kristne Partier er delvis et Modtræk mod den Afkristning, der har fundet sted, men de vil sandsynligvis gøre Kristenheden mere Skade end Gavn. De kristne Partier kommer næsten altid til at virke udpræget reaktionært og delvis nationalistisk, og de har vist en mærkelig Tilbøjelighed til altid at ville sætte Barmhjertighed ind, hvor i Virkeligheden Retfærdigheden hører hjemme’ (BU 1946, 252). Årsmødets resolution til ’Danmarks Kristne’ lød: ’I Erkendelse af, at den kirkelige Udvikling i vort Land i de sidste Hundrede Aar har brudt den tidligere Ensrettethed i Danmarks Kirke og ladet adskillige selvstændige Kirkesamfund opstaa, udtaler Det danske Baptistsamfunds Aarsmøde Ønsket om, at denne Udvikling ogsaa i Fremtiden maa foregaa uhindret til Udfoldelse af hvert enkelt Kirkesamfunds dybeste Egenart, men at den ogsaa maa ledsages af en tilsvarende Vækst af den indbyrdes Agtelse og Kærlighed mellem Kirkesamfundene til Ære for Gud og til Frelse for vort Folk’ (ÅB 1946, 54). Nødvendigheden af at understrege det sidste, skulle snart vise sig.

Missionærerne i Afrika

Familien Ellen og Immanuel Christensen kom hjem kort før årsmødet i 1946. Det havde været en vanskelig tur, hvor den sidste del for første gang skete ad luftvejen – en rejse, der havde kostet kr. 20.000. Det var første gang i fem år, årsmødet modtog en årsrapport om Afrika-missionen. Ingen rapporter var modtaget og ingen missionærer havde været udenfor Afrika siden 1940. Nu var det afgørende for Immanuel Christensen at fortælle om en af krigens utilsigtede velsignelser: ’Menigheden er blevet selvunderholdende. Det begyndte den 9. April 1940. De fleste Medlemmer betragtede dette som en foreløbig Foranstaltning, men nu er det dog gaaet op for en Del af dem, at Evangelisationen af deres egne Landsbyer bør gøres af Menigheden’ (ÅB 1946, 30). Tre nye missionærer var allerede rejst på videreuddannelse i Belgien.

Ellen og Immanuel Christensen fotograferet i 1939, året da de begge rejste til Burundi. Hun blev læge fra Københavns Universitet i 1937, hvorefter de blev gift i 1938, da han vendte hjem efter sin første periode derude. I Afrika arbejdede hun som læge på hospitalet i Musema, som primært han fik ansvaret for at opføre under krigen. (ÅB 1939, 89).

Hjælp fra Amerika

Under krigen havde de dansk-amerikanske baptister ’underholdt vore Missionærer og bygget et Hospital [i Musema] og [Missions]Stationen Rubura for os’. Spørgsmålet var nu, om de skulle have deres udlæg refunderet. Svaret var: ’Nej, det er en Gave til os. Vi bad Herren om Hjælp, og den gav han i et rigt Maal’ (BU 1945, 126). Da der blev luft i Bredahl Petersens kalender, tog han på tourné i Amerika, hvor hans første stop absolut skulle være de dansk-amerikanske baptisters konference for at kvittere for deres generøsitet overfor Afrikamissionen. Konferencen fandt sted i Minnesota sidst i august 1947. Herfra skrev han: ’Det glædede mig paa vort [Kirke]Samfunds Vegne at faa Anledning til at hilse paa vore dansk-amerikanske Trosfæller igen, som jeg besøgte i 1937-38, og at bringe dem vor dybtfølte Tak for deres smukke Gaver til vor Urundimission under Krigen’ (BU 1947, 297). Herpå fortalte han, at kirkesamfundet talte 4.500 medlemmer – altså knapt så stort som Baptistsamfundet i Danmark – der fordelte sig på 27 menigheder i 7 amerikanske midt- og veststater. Konferencen havde samlet næsten 200 delegerede fra disse menigheder. Det vigtigste punkt på dagsordenen var netop ’Hedningemissionen’. Der var to forslag, der pegede på fremtiden. Det ene handlede om at påbegynde egen mission i Congo i regi af Nordstatsbaptisternes Hedningemission – og det andet om fortsat at støtte danske baptisters virke i Burundi (og Rwanda). Bredahl Petersen gjorde, hvad han kunne for at fremme sidstnævnte forslag.

Dette logo blev i flere årtier brugt til at fastholde danske baptisters interesse, forbøn og offervilje for missionsarbejdet i Burundi og efter 1939 også i Rwanda.

Flere ’orienterende Skrivelser’ lå på konferencens bord – både fra Danmark og fra missionærerne i Afrika: ’Jeg blev stillet mange Spørgsmaal og maatte nøjere uddybe Sagen. Det var af stor Betydning, at jeg havde faaet vor rigt illustrerede Kongresbrochure [fra Verdenskongressen i København, se nedenfor] paa Dansk og Engelsk om vor Urundimission med til Uddeling’. Efter et missionsforedrag, hvor Bredahl Petersen fortalte, at danske baptister burde have et budget på 100.000 kr. årligt, men kun ved store anstrengelser kunne komme op på 75.000 kr., blev det en ’rig Oplevelse at bevidne Konferencens enstemmige Vedtagelse af Forslaget, at de danske Baptisters Generalkonference i Amerika fra det følgende Konferenceaar aarligt vil yde 4.000 Doll. [knap 20.000 kr.] til Underhold af to Missionærer eller Missionærfamilier paa de danske Baptisters Missionsmark i Urundi’. Bredahl Petersen fulgte sagen grundigt op, så interessen for ’Urundi-missionen’ kunne blomstre. Han lovede at berejse en del af de amerikanske menigheder, og han ’henstillede til Konferencen at sende sin nye Formand, Pastor A.C. Swenson, til Afrika sammen med vore egne to Brødre, Forstander H. Gjerrild og Dr. William Pedersen, til Jul for at bese vor Urundimission samt den nye Missionsmark’. Den sidste bemærkning hentydede til, at konferencen også vedtog det andet forslag om Congomission (BU 1947, 298). Bredahl Petersen havde fuldført opgaven – ’Mission completed’ – og ægteparret kunne fortsætte ’Prædikentournéen’ i Amerika (se nedenfor). Intet tyder på, at A.C. Swenson rejste til Burundi, da H. Gjerrild og W. Pedersen besøgte landet tre måneder hen over nytåret 1947-48 (Urundidage), men senere på året 1948 fik de dansk-amerikanske baptistmenigheder besøg af missionær Hans Jensen (Emming), der talte Afrikamissionens sag.

Hospitalet på højen i Musema blev opkaldt efter Baptistsamfundets første missionær i Kongo, der døde derude som 33-årig efter 3 års tjeneste i 1891. Derfor kom det til at hedde Emanuel Broholms Mindehospital i Musema. Arkivfoto.

Tyske flygtninge i Danmark

En af de største hjemlige udfordringer, som danske baptister engagerede sig i fra 1945-49, handlede om hjælpen til de tyske flygtninge. Disse kom ikke spontant til Danmark. Beslutningen om at anbringe flygtninge fra især ’Østprøjsen, Danzig og Pommern i Danmark blev truffet af Adolf Hitler den 4. februar 1945’. Hans beslutning var nødvendig ’for at undgå, at tyske borgere skulle komme under russisk herredømme ved de russiske styrkers hurtige, uimodståelige fremrykning på østfronten ved offensiven i januar-februar 1945’. Mere end 2 millioner flygtninge blev transporteret vestpå i perioden februar-maj 1945 – ’en kolossal evakuering, der er historiens største og hurtigste over hav’ (HH, 15). Russernes stormløb tog kun tre uger, hvor de ’væltede alt omkuld, fejede alt over ende i en uimodståelig vinterstorm af orkanstyrke’ (HH, 26).

Hitlers evakuering af sine egne landsmænd fra især Østpreussen og Nordtyskland skete dels på tyske flådeskibe og dels på handelsskibe, der sejlede på verdenshavene, men som var blevet beslaglagt af tyskerne. Mange af disse skibe sejlede i rutefart fra tysk område til en række danske havne. Ikke alle transporter nåede frem. Af de 2 millioner tyske flygtninge skønner forskerne, at 25% (dvs. ½ million) ’er havnet, men ikke alle endt, i Danmark’, idet mange blev videresendt fra København til Kiel; andre – især flygtede tyske soldater – blev udvist; og på Bornholm sørgede russerne for, at tyskere af enhver slags blev videresendt (HH, 44). Tilbage i Danmark blev – efter befrielsen – ’kun’ ¼ million tyske flygtninge; til sammenligning var den danske befolkning i 1945 på 4 millioner. I dagens tal betyder det, at vi – en befolkning på 5.8 million danskere – skulle modtage 360.000 flygtninge.

Flygtningelejren Kløvermarken på Amager havde ca. 18.000 beboere. Lejren i Oksbøl var dobbelt så stor. Social- og Arbejdsministeriet forestod ombygning og opførelse af nye lejre ud fra otte centre spredt over hele landet. Da arbejdet kulminerede i oktober 1945, var der beskæftiget 2.200 danske arbejdere – en kæmpe logistikopgave i en tid med knaphed på det meste. Foto: Jørgen Grandt. Lånt fra grandts.dk

Situationen, som Danmark blev bragt i, var ’uden fortilfælde, idet en besættelsesmagt ikke tidligere i nogen fase af en besættelse efter beslutning fra højeste niveau havde brugt et besat land til anbringelse af sin egen civilbefolkning’ (HH, 14). De tyske flygtninge kom hertil under påberåbelse af Fremmedlovens § 14, der ’hjemler at anbringe personer, der i medfør af loven kan nægtes ophold her i landet, under tilsyn og bevogtning, indtil bortsendelse kan finde sted’ (HH, 9). Tusinder af disse flygtninge overlevede, fordi de kom til det danske ’paradisiske spisekammer’ og ikke ind i ruindyngerne og de livstruende forhold i Det tredje Riges sidste måneder. At flygtningene skulle komme til at opholde sig her i landet i fire år, inden de sidste kunne hjemsendes, anede ingen, da krigen var forbi, og vi som danskere skulle forholde os til denne ’anden tyske besættelse’.

Inden tyskerne kapitulerede, opholdt flygtningene sig her i landet på tyskernes ansvar. De beslaglagde mange bygninger, der blev ’flygtningelejre’, hvor deres landsmænd ofte levede under kummerlige forhold. Mere end 1.100 bygninger – især skoler – blev brugt af tyskerne som steder til indkvartering ved kapitulationen. Nogle flygtninge blev privat indkvarteret – især i Sønderjylland og Vendsyssel – og fik det godt. Foråret 1945 var således fyldt med paradokser: Mens tyskerne skød på danske modstandsfolk og stadig transporterede dem til tyske KZ-lejre, ankom tyske civile her til landet, hvor de skulle overleve. Undervisningen af tyske børn og unge fandt sted på de beslaglagte danske skoler, mens danske børn måtte undervises uden skoler. Rationeringen af fødevarer, som det danske folk havde indrettet sig på gennem fem år, blev yderligere skærpet, idet fødevarerne nu skulle fordeles, så de også kunne brødføde næsten en kvart million af fjendens befolkning. Det tjener til danskernes ros, at der ikke ’i denne heksekedelperiode foreligger en eneste melding om, at tyske flygtninge er blevet dræbt af ophidsede danskere’ (HH, 56). Men efter kapitulationen måtte næsten alle flygtninge tvangsforflyttes til lejre, hvor de blev isolerede: ’Det var af hensyn til administrationen og stemningen i befolkningen nødvendigt og hindrede nok forskelligartede overgreb og chikaner mod flygtningene. Man beskyttede de tyske flygtninge ved at isolere dem’ (HH, 20). Danskernes omgang med alle tyske flygtninge blev efter den 5. maj 1945 strengt forbudt og gjort strafbart. Én specifik omgangsform med flygtningene skal omtales her.

Fraternisering

I ni år – fra 1940 til 1948 – blev der fraterniseret mellem tyskere og danskere. ’Fraternisering’ var et favnende begreb, der spændte fra venskabelig omgang til seksuel forening med en fjende. I krigens tid handlede det om, at danske piger involverede sig med værnemagten. De tyske soldater ’værnede’ så at sige danske piger, der herefter som ’tyskerpiger’ eller ’feltmadrasser’ måtte indkassere befolkningens hån. Undertiden blev pigerne kronragede eller brændemærkede med hagekors på bagen. Det var naturligvis strafbart. Efter krigen vendte perspektivet modsat. Ved folketællingen i august 1946 var der i lejrene dobbelt så mange tyske kvinder som mænd (131.114 mod 65.404). Det skabte naturligvis store problemer. I den største flygtningelejr ved Oksbøl med ca. 18.000 beboere sagde borgmesteren i lejren til de besøgende journalister: ’Det største problem i lejren er det seksuelle’ (HH, 227). Men det var ikke kun et internt problem. De mange tyske piger i flygtningelejrene opsøgte eller blev opsøgt af danske mænd – både ugifte og gifte. Trådnettet omkring lejrene blev ofte gennembrudt, så kvinderne kunne komme ud og mændene komme ind. I de første år, mens lejrene blev opført, havde mange danske arbejdsmænd og håndværkere tillige deres daglige gang i lejrene. Og det danske vagtkorps – i sommeren 1945 blev der ansat flere end 10.000 CB’ere (Civil-Betjente) – omkring lejrene tiltrak ofte mænd, der ønskede sig en tysk pige som kæreste. Ikke uden grund blev de fleste lejre opført langt borte fra byerne – ’derude på landet’.

Johannes Kjærbøl (1885-1973), dansk socialdemokratisk politiker, der blev chef for Flygtningeadministrationen 1945-1952: ’Opgaven kaldte på en improvisator med stor administrativ erfaring, samarbejdsevne, beslutsomhed og humanitært sindelag, og Kjærbøl var den rette’ (HH, 298). Foto: Arbejdermuseet.

I befolkningen var denne form for ’pardannelse’ ilde set, men den var også kriminel. Et forhold til tyske piger kostede de danske mænd både store bøder og hæftestraf. I nogle dele af landet blev det almindeligt, at aviserne offentliggjorde navnene på danske mænd, der blev tiltalt for omgang med tyske kvinder. Dagbladene blev offentlige gabestokke. Johannes Kjærbøl, der var chef for administrationen af flygtningene, omtalte udfordringen således: ’For mange (danske) mænd var disse ofte smukke kvinder så tillokkende, at der tit skete indbrud i lejrene; i Oksbøllejren havde man således et hold, hvis opgave udelukkende var at lukke hullerne i indhegningen efter indbrud’ (HH, 228). Og til Dagbladet Politiken kom Københavns skoledirektør med dette udfald mod vagtværnet: ’Bevogtningen hviler på CB’erne – og den er effektiv! Især hvor det gælder de unge flygtningepiger – ikke mindst om natten!’ (HH, 229). – Der foreligger mig bekendt ingen informationer om, hvorvidt unge mænd blandt danske baptister fraterniserede med tyske kvinder i flygtningelejrene.

Kirkefolkets holdninger

Det blev ’Det økumeniske Fællesråd’, der efter befrielsen tog initiativ til et ordnet kirkeligt arbejde blandt flygtningene i hele landet. Allerede den 25. maj fandt de første forhandlinger sted. Herfra blev der sendt en anmodning til Arbejds- og Socialministeriet om tilladelse til at tilrettelægge et kirkeligt arbejde i lejrene. En uge senere forelå den ønskede tilladelse med tilsagn om økonomisk støtte til præsternes udgifter i forbindelse med arbejdet ud fra ’Kirketjenesten for Flygtninge i Danmark’. Initiativtageren var Københavns biskop, Fuglsang-Damgaard. De danske frikirker var repræsenteret ved Bredahl Petersen. Kirkeministeriet støttede initiativet. Ministeriet anså det ’for at være en fortjenstfuld gerning at medvirke til’ for så vidt, at folkekirkepræsternes ’medvirken kan ydes, uden at det går ud over vedkommende præsts embedsgerning’ (HH, 188). Et sådant hensyn behøvede Bredahl Petersen som frikirkepræst ikke tage, og på kort tid sammensatte han et hold af præster og lærere fra vore menigheder, der skulle betjene de frikirkelige flygtninge i lejrene.

Begyndelsen på de 60 præsters forsvar for en værdig behandling af de tyske flygtninge. Berlingske Tidende den 24. juni 1945. Privateje.

’Kirketjenesten’ skabte øjeblikkelig debat. Kirkeminister Arne Sørensen – selv modstandsmand og medlem af Frihedsrådet – bakkede op. Det gjorde store dele af dagspressen derimod ikke – hadet var stort mod alt, hvad der var tysk. Den økumeniske gruppe tog initiativ til, at 60 præster, der begyndte at gøre tjeneste i flygtningelejrene, tilkendegav deres holdninger i en ’Udtalelse’, som de lod trykke i Berlingske Tidende den 24. juni 1945. De rejste heri ’Indsigelse mod den Maade, hvorpaa der i en Del Dagblade i den sidste Tid er blevet skrevet om de tyske Flygtninge og deres Forhold’. Præsterne skrev: ’Det er ikke sandt, at det her drejer sig om karaktermæssig lavtstaaende Mennesker. Det er overvejende Bondebefolkning med Hjemstavnspræg og gammel kristen Tradition. De er mod deres Vilje af deres Regering blevet tvunget til at forlade Hus og Hjem. Mange har paa Flugten set deres nærmeste dø eller er kommet bort fra dem og véd ikke, hvor de er. De har mistet alt og ser en usikker Fremtid i Møde. Trods denne uhyre sjælelige Belastning kæmper de med sejg Udholdenhed for menneskeligt at holde sig oppe. Det er ikke sandt, at det er Snavs , Uorden og Uhumskhed, der præger Forholdene, hvor de tyske Flygtninge lever. … Det er ikke sandt, at Flygtningene lever overdaadigt. Kosten er tarvelig og knap. Den indeholder godt Halvdelen af det Kalorietal, som en Danskers Kost normalt rummer. Den kan slaa til for sunde ikke-arbejdende Mennesker, men Børnedødeligheden i Lejrene er uhyggelig stor’.

Så langt indeholdt de 60 præsters ’Indsigelse’ polemik mod de argumenter, der blev fremført i befolkningen efter befrielsen. Herpå fulgte de befolkningens tankegang og indrømmede: ’Flygtningene tilhører et Folk, som vi har været i Krig med. De bærer, skønt de ikke har vidst stort om, hvad der er sket, deres Del af den fælles tyske Folkeskyld. Vi kan ikke tillade dem at færdes frit i vort Folk, men maa holde dem under Bevogtning. Vi ønsker dem snarest bort fra vore Skoler og helst sendt hjem eller ogsaa ud i Lejre’. Herpå skiftede præsterne deres indrømmelser ud med et angreb, hvor de formulerede de holdninger, som de ønskede at fremme blandt danskerne: ’Men deres menneskelige Ære skal vi ikke røre, og vi støtter vore Autoriteter i enhver Bestræbelse for at give dem menneskelige Kaar. Vi har kæmpet mod Nazismen, fordi den ikke i Jøden vil se et Medmenneske, og vi vil paa samme Maade kæmpe mod en ny Nazisme, som ikke i Tyskeren vil se et Medmenneske’. Artiklen sluttede: ’For dem, der kender Forhold og Mennesker i de tyske Flygtningelejre, vækker den Maade, hvorpaa der mange Steder er blevet skrevet om Flygtningene, ikke Foragt for Tyskere, men Harme og Skamfølelse over, at Danske kan blottes saadan for Sandhedskærlighed og Medmenneskelighed’ (HH, 189f).

Den tyske baptistpræst Hugo Strehlow blev ved Bredahl Petersens hjælp hurtigt hentet til København fra en lejr i Sønderjylland. De to nævnte blev et godt makkerpar. Med kontor i Købnerkirken fik Strehlow frihed til at besøge trosfæller i lejrene over hele landet. Her takker han for gæstfrihed i Odense på Wümpelmanns pensionat. Privateje.

Baptisternes holdninger

Bredahl Petersen var én af fire navngivne præster, der havde udsendt denne ’Erklæring’ gennem Ritzaus Bureau. I den danske presse blev alle 60 præster hånligt kaldt ’Barmhjertighedspræster’. Andre betegnede præsternes initiativ som ’Medlidenhedspropaganda til Fordel for disse elendige, i Bund og Grund af Raaddenskab gennemsyrede Rester af det forhenværende ’Herrefolk’’ (HH, 192). Blandt danske baptister var der også grund til polemik mod lignende holdninger. Niels Anhøj, fra 1944 ung præst ved Kristuskirken, København, gjorde på linje med Bredahl Petersen op med et sådant had mod tyskerne i sin pinseprædiken: ’Nazi-Aanden paa Vandring – Hvorhen?’ Her sagde han bl.a.: ’Alt, hvad dansk er, rejste sig imod Nazismen i de sidste Besættelsesaar. Ofte vidste vi ganske vist knapt, hvordan vi skulde stille os overfor Besættelsesmagtens Udfordringer og brutale Voldsregimente – om vi skulde tie og taale eller svare og dø. Tilsidst var vi dog ikke i Tvivl. En Modstandsbevægelse rejste sig – en Modstandsbevægelse i Sjæl og Aand, thi vi er ikke og vil ikke være et Slavefolk. Nu er de tyske Hære slaaet. Nu er Naziaanden paa vandring – men hvorhen? Mon den skulde prøve med Danmark igen? Hvis vi handler, som Nazisterne handlede; hvis vi hader og hævner alene for Hævnens Skyld; hvis vi betaler ondt med ondt blot for at tilfredsstille os selv; hvis lave Instinkter faar Lov at raade i Opgørets Timer; hvis vi glemmer vor høje Kultur, naar vi staar overfor Uslingerne eller dem, der holdt paa den forkerte Hest i Danmarks mørke Aar; ja, hvis – saa efterlod Naziaanden tilstrækkeligt til at besejre os trods Sejrsrusen’ (BU 1945, 102).

Senere på året blev den teologiske position bag ’Erklæringen’ bakket op af ingen ringere end professor Karl Barth. Hans ’Appel til Verden om forholdet til Tyskland’ nåede også frem til Ugebladets læsere. Karl Barth blev citeret for følgende udsagn: ’Tysklands Situation efter Krigen minder om det besejrede Karthago eller det ødelagte Jerusalem. Denne Gang har Tyskland ikke blot faaet en Forskrækkelse uden Ende, men ogsaa en Ende med Forskrækkelse. Hvad skylder vi i dette Øjeblik Tyskerne? Man maa ikke forveksle denne Spørgsmaalsstilling med Udtrykket: Hvad har Tyskerne fortjent? Om hvad de har fortjent, kan Gud alene dømme, og ingen anden. Men eet har Tyskerne Behov for i denne Situation: Venner! Fjender har de nok af, ja, til Overflod rundt om i Verden og i lang Fremtid. Venner har de ingen af. Derfor maa vi blive deres Venner. Med Loven i Forgrunden kan vi aldrig blive Tyskernes Venner, men ved Evangeliet. Thi eet kan vi være forvisset om: Kristus er til ogsaa for dem’ (BU 1945, 191). I dette citat fandt danske baptister deres egen selvforståelse.

Indgangen til den store flygtningelejr på Amager med ca. 18.000 beboere. Foto lånt fra Turen går til besættelsestidens København (2017, 129).

Flygtningepræsternes virke

Det første, baptisterne kunne læse om et præsteinitiativ overfor flygtningene, var en oplysning om, at præsterne Arnold Storgaard og Alfred Jensen ’efter indhentet Tilladelse fra Menighedens og Myndighedernes Side [gik] ind paa Østervraa Afholdshotel og holdt Gudstjeneste for de tyske Flygtninge i Byen. De fleste af Flygtningene, hvoraf nogle tilhørte Bekendelseskirken, var mødt op og gav rørende Udtryk for deres Taknemmelighed. Vi var glade for denne lille Tjeneste i Folkefor-soningens Aand. Som Kristne er vi jo kaldede til ikke alene at rejse os i en aandelig, trodsig Modstandsbevægelse mod Fremmedherredømme og Diktatur, Vold og Barbari, men vi skal ogsaa hjælpe de lidende og forsøge at bygge Bro mellem Folkeslagene’ (BU 1945, 122). På dette tidlige tidspunkt kunne de tyske flygtninge stadig gå uden for lejrene. Senere på året – ved årsmødet, der blev holdt i september i Hjørring – bragte Niels Anhøj en hilsen til årsmødet: ’Nogle af os har besøgt Interneringslejrene og særlig Baptisterne i disse’ (ÅB 1945, 8).

En 12-årig flygtningedrengs takkekort til ukendte børn i en amerikansk søndagsskole – sendt via Bredahl Petersen. Sådanne kort og breve blev i hundredvis ekspederet via kontoret i Købnerkirken. Den 12-årige Günter Theil skrev blandt andet: ’Kære Søndagsskolekammerater … Det var for os børn i søndagsskolen en særlig glæde at modtage en så sød gave så langvejs fra’ (KK-arkiv).

Bredahl Petersen arbejdede på at registrere de udenlandske baptister, der befandt sig i lejrene med henblik på at sende præstekollegaer til undsætning hos de indespærrede. Sidst på året 1945 fik han et brev fra Halfdan Høgsbro, der ledede Kirketjenesten, hvori denne skrev: ’’Kirketjenesten for flygtninge i Danmark’ godkender, at Det danske Baptistsamfund søger tilvejebragt en fortegnelse over alle baptister blandt de tyske flygtninge i Danmark, og anmoder lejrlederne om venligst at være behjælpelige med fremskaffelse af de ønskede oplysninger’ (FBP, arkiv). Denne opgave blev overdraget til den tyske baptistpræst Hugo Strehlow. Han var ’fra omkring Februar 1945 via København blevet placeret i en Flygtningelejr i Sønderjylland som anerkendt tysk Præst for de baptistiske tyske Flygtninge i Danmark’. Bredahl Petersen fortsatte omtalen af ham således: ’Vi har faaet ham overflyttet til København, hvor han nu sammen med Hustru og Datter er blevet placeret i den store Lejr, som skal rumme ca. 18.000, i Kløvermarken, København S. Han har dér faaet – som andre anerkendte Præster og Læger – et særligt stort Værelse for sig selv og sin Familie, han har Ret til at gaa og komme, som han vil. Ligeledes har vi faaet skaffet hans Hustru Tilladelse til at ledsage ham som Medhjælper og Organist ved Gudstjenesterne i Lejren, og hans Datter har vi sikret en foreløbig Tilladelse til at være Sekretær for Kartotek, Korrespondance etc. paa Købnerkirkens Kontor’. På den måde fik Bredahl Petersen den bedst mulige organisation op at stå omkring registreringen af og kirkelig betjening for de tyske baptist- og mennonit-flygtninge, i alt ca. 2.000, inkl. børn og unge (FBP 1945, arkiv). Alt dette fremgik af ’en duplikeret Skrivelse til Menighederne’, som Baptistsamfundets ledelse udsendte ultimo 1945. Skrivelsen var stemplet: ’Fortrolig Skrivelse’.

Fortrolig Skrivelse

Hvorfor ’hyrdebrevet’ fik denne påtegning, fremgik af dets indhold. ’Har Strehlow nogle til Daab, kan der selvfølgelig døbes i vore Kirker. Han udførte da ogsaa selv Daab paa to unge Flygtninge i Forbindelse med Daabsgudstjenesten i en af vore københavnske Baptistkirker i Julen. Om saadant er lovligt eller ikke, kan vi ikke udtale os om, og vi har ikke ønsket nærmere at undersøge det; men det faktiske Forhold er, at det er en kirkelig Handling, som ikke kan foretages i nogen af Lejrene’. Om en anden sag, der skulle ’hemmeligholdes’, hed det: ’Man vil forstaa, at der er haardt brug for Tøj, Skotøj, Undertøj, etc. og Legetøj til Børnene. Ønsker Menighederne eller nogen i Menighederne at skænke saadanne Ting til vore udenlandske Trosfæller, kan man sende det til en af de københavnske Menigheder. Men husk ogsaa her: Ingen offentlig Indsamling af disse ting!’ Endelig meddeltes det, at kassen med midler til ’Hjælpen til udenlandske Trosfæller’ var tom. Menighederne måtte foretage indsamlinger, da der skulle bruges 400-500 kr. om måneden: ’Desværre kan vi ikke omtale denne Sag offentligt. Men gør rede for den paa Menighedsmøderne og lad blot Kollekterne indsamles offentligt til Sagen, da Offentligheden ikke nøjere ved, hvad Indsamlingen gaar til!’ Den lange instruks til menighederne sluttede med en opfordring til omtanke: ’Vi skal baade nu og ikke mindst i kommende Aar glædes over, at det var os, der fik lov til at give til Hjælp for udenlandske, trængende Trosfæller i vort Land i Stedet for at skulle modtage’ (FBP 1945, arkiv).

Bag alt dette lå en veldefineret beslutning om ’Kirketjenestens Karakter’. Det blev udtrykkeligt indskærpet fra Kirketjenestens formand, Halfdan Høgsbro, til de implicerede præster, at ’vi kun har Tilladelse til at udføre en ren kirkelig Tjeneste. Social og humanitær Virksomhed eller Kontrol falder udenfor vort Omraade. Dog er der selvfølgelig Spørgsmaal af personlig Karakter, som vi ikke kan afvise. Oplysninger om Familiemedlemmer, der er blevet skilt fra deres Paarørende, kan søges gennem Tysk Røde Kors. Sygdomstilfælde henvises til tyske Læger, der daglig skal besøge Lejrene, eller til de danske Læger, der to Gange om Ugen kommer i hver Lejr. Med Hensyn til Læsning og Beskæftigelse for de Voksne samt Undervisning og Legetøj for Børnene, har vi ikke Mulighed for at kunne give noget, men kan kun opmuntre Flygtningene til om muligt at finde deres egne Udveje’ (FBP 1945, arkiv). En sådan udvej fandt Bredahl Petersen altså selv, og han anbefalede den til menighederne!

En af de fortrolige skrivelser til menighederne vedrørende omsorgen for krigsflygtninge fra mange lande: ’Det er naturligvis vor kristne og baptistiske pligt og forret at være disse nødstedte trosfæller til opmuntring og hjælp …’. Privateje.

Over stregen

At der var god grund til at gå til kanten – eller over stregen – af de officielle retningslinjer, bekræftede Søren Melkær i begyndelsen af 1946, da han betroede sig til sin dagbog: ’Tysklands Nød maa man endnu ikke tale for højt om, det hører ikke til god Tone. Ej heller gaar det an at hjælpe de herværende tyske Flygtninge aabenlyst; fra kristent Hold begyndes der dog at føles Ansvar for dem, saavel materielt som aandeligt’ (SM, 14.01.1946). Baptistsamfundets ledelse stod bag Bredahl Petersen. Johannes Nørgaard skrev under på ’Missionskomiteens Vegne’ og tilføjede: ’De udenlandske Trosfæller, der er ramt direkte af Krigen og befinder sig indenfor vort Lands Grænser, trænger meget til vor Forbøn og vor Hjælp. Deres Nød er maaske mere af aandelig end af timelig Art, men som Dr. Bredahl Petersen har givet udtryk for i ovenstaaende Skrivelse, følges disse to Sider ad ogsaa i dette Tilfælde’ (FBP 1945, arkiv). Overtræd retningslinjerne – med oprejst pande!

Bredahl Petersen havde overvejet, hvad han inddrog menighederne i. I en senere erindring gjorde han rede for den teologiske tanke, der lå bag hans handlinger: ’Jeg var pacifist før krigen, men måtte give op og gå aktivt ind i modstandsbevægelsen, fordi det andet ville have været urealistisk. Det var ikke, fordi vi ville ud at slås, men fordi vi så, at der stod så store værdier på spil, at der ikke var andet at gøre. Jeg tror på, at vi skal bedømme enhver person og enhver handling på grundlag af den tidstilstand og situation, der er blevet hans, og på den måde bliver man eksistentialist, og selv om en traditionel gruppe inden for kirken siger, at etik altid er den samme, hævder eksistentialisterne, at vi må udvikle en situationsetik for den situation, vi står i. Det er muligt, at den handling, vi begår, under normale forhold ville være upassende og syndig, men i den nye situation bliver det den højeste form for etik – for ikke at blive medskyldige i noget værre’ (Bornholmeren, 1971). Foruden situationsetikken anvendte Bredahl Petersen også et kristologisk argument: ’I forholdet mellem kirke og stat er der én herre, mod hvem man må være tro på bekostning af sin solidaritet mod stat og lov. Det er ikke meningen, at vi som kristne skal være medløbere. Vi er sat til at forkynde, hvad Kristi lære og sind er, og så må det koste, hvad det koste vil’ (sst.)

Evangelisk Frikirkeråd var mere forsigtig. På landsmødet i Aalborg i november 1946 vedtog det en udtalelse om ’de Problemer, som i Dag har vital Interesse for vort Folks Eksistens’. Om flygtningespørgsmålet hed det: ’Vi udtaler vor Anerkendelse af Regeringens Foranstaltninger til at give de allierede saavel som de tyske Flygtninge rimelige Levevilkaar under deres ufrivillige Ophold her i Landet, ligesom vi anerkender dens Bestræbelser for, at dette Ophold kan blive af saa kort Varighed som muligt, baade af Hensyn til dem og til os, og vi henstiller, at der ses med Velvilje paa og tages Hensyn til Ønsker, som maatte fremkomme om samlet Emigration til oversøiske Lande’ (BU 1946, 292). Det sidste afspejlede en diskussion i befolkningen om, hvad vi skulle gøre med de tyske flygtninge, når det trak i langdrag med deres hjemsendelse til fædrelandet.

På flygtningekirkegården nord for Grove kirke blev der begravet godt og vel 1.100 tyske flygtninge. For hvert kors er der begravet fire personer. Mange af de døde var spædbørn og ældre, hvilket vidner om elendige sundhedsmæssige forhold i lejrene. Gravstederne er beplantet med lyng fra Lüneburger Heide. Flygtningegravene står i dag under beskyttelse af Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge. Eget foto.

Økonomien

Penge til det omfattende hjælpearbejde i lejrene måtte naturligvis fremskaffes. Bredahl Petersen fortalte på årsmødet i 1946, at amerikanske baptister havde ønsket at hjælpe, men ’vi følte, at vi selv burde bære dette Arbejde for at udvise det rette kristne Sindelag overfor Trosfæller af det Folk, som har foraarsaget ogsaa vort Land saa megen Lidelse. Men i Foraaret 1946 kom der Tilbud fra de tyske Baptister i U.S.A. om Støtte. Den har vi taget imod, idet vi føler, at det er en ganske naturlig Opgave for dem at støtte deres betrængte Folke- og Trosfæller i Flygtningelejrene i Danmark, og vi modtager nu maanedligt 200 Dollar derfra til Kassen til udenlandske Trosfæller, ligesom store Forsendelser af Tøj, Sko, Bibler, Bibeldele, Litteratur etc. tilgaar os til Flygtningene. Socialministeriet lader os foretage Uddelingen paa Betingelse af, at 50% af Tøj- og Skoforsyningerne tildeles Ikke-Baptister’ (ÅB 1946, 51).

Hugo Strehlow udsendte et Menighedsbrev – et bindeled mellem tyske baptister, der opholdt sig i flygtningelejrene. Det indeholdt lange spalter med navnene på flygtningene, deres oprindelige menighed i Tyskland og deres nuværende opholdssted i de danske lejre – et initiativ, der ikke kun gjorde ’familiesammenføring’ mulig, men især skabte glæde ved at orientere om, at medlemmer af familien var i live i andre danske flygtningelejre. Herved opbyggede han et stort kartotek, der kunne anvendes over det meste af Europa i eftersøgningen af familie og venner. (BP-Arkiv, Rigs).

Medarbejderne

I maj 1946 kunne Bredahl Petersen fortælle, at foruden ham selv havde Baptistsamfundet fået godkendt ni danske præster, der stod til tjeneste for de tyske baptistflygtninge: Niels Anhøj (Storkøbenhavn), Orla Grarup (Sjælland og Lolland-Falster), Johs. Rødvig (Fyn og Langeland), Orla Jørgensen (Sønderjylland], K. Kyrø-Rasmussen (Aarhus og Viborg stifter), Karl Pott (Aalborg), Børge Berntsen (Hjørring), Jens Anhøj (Frederikshavn) samt P. Rasmussen (Sæby). Senere blev Karl Pott, Franz Thorn, Arne Jensen, Chr. Damkier samt Gotfred Petersen en del af præsteholdet (BU 1949, 60). Disse blev naturligvis valgt ud fra deres geografiske placering i forhold til flygtningelejrene. En særlig gevinst var det, at to af dem oprindeligt havde deres rødder i Tyskland, nemlig Karl Pott og Franz Thorn. Om Franz Thorn, se Kristuskirkens menighedsprofil.

Ud over disse blev der tilknyttet to udenlandske baptistpræster, der havde ophold her i landet. Foruden Hugo Strehlow, der blev ’Forstander for den tyske Flygtningemenighed i Danmark’ – og derfor også fik en del rejsevirksomhed – drejede det sig om endnu en tysk baptistpræst, Martin Klumbies og hans hustru, der betjente baptister og mennonitter i landets største flygtningelejr ved Oksbøl med 36.000 beboere – Danmarks dengang 6. største by! Til religionsundervisning af børn og unge i lejrene blandt baptisterne blev der anerkendt 12 ’Religionslærerinder’. Heraf var de 11 af tysk afstamning og befandt sig i hver sin lejr. Alle baptistpræster og nævnte lærere arbejdede frivilligt. Bredahl Petersen og Hugo Strehlow modtog dog et mindre vederlag fra Socialministeriet – og både pastor Strehlow og pastor Klumbies fik en beskeden løn fra Baptistsamfundet (FBP 1946, arkiv).

På samme tid – i maj 1946 – informerede Bredahl Petersen i endnu en ’rundskrivelse’ menighederne om, at de oprindeligt 800 flygtningelejre i sommeren 1946 ville blive reduceret til ca. 100 større lejre. De 25 baptistmedarbejderes tjeneste i lejrene måtte derfor også omorganiseres. I de største lejre – fx Oksbøl, Aalborg og Amager – organiserede Strehlow nu selvstændige menigheder ’med eget styre, egne søndagsgudstjenester, ugentlige møder og søndagsskole’. Herudover var danske baptister nu trådt i ’officiel forbindelse med de tyske baptister i USA, som har tilsagt os pekuniær støtte, ligeledes anden støtte med bibler, traktater, blade, etc. samt nogle tons tøj, som vi har faaet flygtningeadministrationens tilladelse til at fordele’. Danske baptister kunne nu reducere menighedernes lyssky og ’hemmeligt stemplede’ aktiviteter. Men menighederne burde dog fortsat træde til med en anden form for hjælp. Denne gang drejede det sig om musikinstrumenter – ’send os guitarer, mandoliner, violiner, fløjter, harmonikaer, ’save’, blæseinstrumenter, celloer etc. – alt kan bruges! Instrumenterne bliver ikke den enkeltes ejendom, men flygtningemenighedernes kirkelige inventar, hvortil vi har ret til aabent at bede om hjælp og bistand[!]’ (FBP 1946, arkiv).

Udenlandske baptistpræster

Om de nævnte tyske baptistpræster ved vi, at Hugo Strehlow og hans hustru betjente de tyske flygtninge af baptistisk tro i alle flygtningelejrene i Danmark fra foråret 1945 til august 1947. Han var blevet uddannet på Baptisternes Teologiske Seminarium i Hamborg 1901-05. Herefter blev han præst i Königsberg i to perioder 1905-20 og 1926-44, afbrudt af en periode som præst i Danzig, hvor han også var formand for Det tyske Baptistsamfund 1920-26. Han var kendt overalt i Tyskland som en dygtig vækkelsesprædikant og sjælesørger. Således havde han døbt ca. halvdelen af de tyske baptister, som han mødte i de tyske flygtningelejre her i landet 1945-47 (BU 1947, 257). Efter afrejsen fra Danmark i august 1947, ønskede han at fortsætte som præst i Tyskland. Her måtte han straks lade sig operere og vågnede ikke af narkosen. Han blev begravet i Witten a. d. Ruhr (BU 1947, 358).

Kirkebarakken i Oksbøllejren, hvor Martin Klumbies holdt gudstjeneste. Lejren havde 36.000 beboere, og var dengang Danmarks 6. største by! (HH, 196). Foto: H.B. Graabæk.

Pastor Martin Klumbies arbejdede i og ud fra Oksbøllejren, hvor han og hans hustru, Helene, var internerede. På årsmødet i 1948 bragte han hilsen ’fra de tyske Baptister bag Pigtraad saavel som fra Baptisterne i Tyskland, hvis Arbejde nu igen er ved at tage Form efter Krigens Ødelæggelser’ (BU 1948, 162). Ved deres afrejse i februar 1949 takkede han ’for den mulighed at kunne deltage i Verdenskongressen i København i 1947 og i årsmøderne; vi mindes især med stor glæde Bornholm. Og vi takker for, at vi regelmæssigt i lang tid har kunnet modtage ’Kristeligt Dagblad’ og endnu længere ’Baptisternes Ugeblad’ til gavn og velsignelse for os og menigheden’. Han sluttede deres afskedshilsen: ’Vi skilles fra Danmark, men ikke fra jer. Danske og tyske baptister mødes dagligt ved nådetronen indtil vor fælles Herres Jesu Kristi dag’ (BU 1949, 61).

Det var ikke kun de tyske baptistflygtninge, der fik kirkelig betjening via Kirketjenesten. Pastor Theodor Kaulin blev udnævnt som præst for alle evangeliske flygtninge i ’Den allierede lejr’ på Fakse Ladeplads. Her virkede han på samme vilkår som Strehlow og Klumbies. De ’allierede’ flygtninge var ikke mange – næppe 100 i alt – og derfor blev de samlet på Fakse Ladeplads. Kaulins ansættelse i Baptistsamfundet var derfor på ½ tid. I modsætning til de tyske flygtninge, havde de allierede flygtninge frihed til at færdes overalt. Baptistsamfundet anbefalede nu, at de lokale menigheder optog dem som medlemmer, når de fremviste deres dåbsbevis (FBP 1945, arkiv). Pastor Kaulin og hustru var fra Letland. Af deres afskedshilsen til danske baptister fremgik det, at de nu emigrerede for tredje gang: ’Efter store Vanskeligheder og Nød under 6 Aars Krigsperiode (1914-1920) i Letland og Rusland, havde vi det godt i vort frie Letland. Stor Fremgang for vort nationale Liv – ogsaa for vort lettiske Baptistsamfund. Da kom der Krig igen. Vi maatte flygte, og vi forlod alt og begyndte vor anden Flygtningeperiode i Livet. Tiden under Krigen var ikke let, særligt for os Flygtninge i Tyskland. Vi takker Gud, at han sendte os til Danmark’. Selvom planerne havde gået ud på at blive i Danmark, glædede de sig nu over at kunne rejse til England: ’Vi priser Herren for den Naade, at vi efter flere Aars Ophold i Barakker nu maa leve et Privatliv. Vi har det store Haab, at vi faar Lov til at arbejde blandt de mange Flygtninge, som bor i England’ (BU 1948, 83).

Besøg i flygtningelejrene

Vi har ikke mange beskrivelser af de danske præsters tjeneste blandt flygtningene. I en enkelt protokol kan vi læse: ’P. Rasmussens Tjeneste i den tyske Flygtningelejr var en velsignelsesrig Gerning, mange er søgende, medens andre finder ind til Gud paany’ (Sæby 1945). Dette udsagn bekræftes indirekte af den klagesag, der sidst på året 1946 indløb over Børge Berntsens tjeneste. Den lutherske tilsynsførende i Aalborg stift beklagede sig over Børge Berntsens tjeneste, og klagen, som han sendte, havnede naturligvis på Bredahl Petersens bord. De kendte hinanden godt, idet Børge Berntsen havde været ’hjælpepræst’ i Købnerkirken, mens han læste teologi på Københavns Universitet (1937-43). Samme dag, som Bredahl Petersen modtog klagen over sin kollega i Hjørring, skrev han til Børge Berntsen: ’Der staar gny om dig stadig!’ Herpå omtalte han, at Berntsen beskyldes for at være gået ’betydeligt udenfor sin kompetence som præst for de baptistiske flygtninge’. Desuden har der været ’nogen friktion, idet man hævder, at du har været noget udfordrende’. Fra København havde man derfor undersøgt grundlaget for Børge Berntsens tjeneste blandt flygtningene. Da der kun var én baptist og ca. 20 andre frikirkelige tilbage i lejren, skønnede ’Kirketjenesten’, at ’den ene baptist’ måtte kunne betjenes af nabopræsterne P. Rasmussen eller Jens Anhøj – eller man kunne ’lade pastor Gotfr. Pedersen, der har beskikkelse for hele Nordjylland, gøre det’. Bredahl Petersen oplyste herpå, at Berntsen ville få et brev direkte fra Halfdan Høgsbro, der hermed vil inddrage ’din beskikkelse’. Og ’jeg raader til, at du ikke gør spor mere ved sagen, men simpelthen tager den til efterretning’ (FBP 1945, arkiv). Hermed blev sagen henlagt.

Det gik pastor Strehlow bedre på Amager: ’Pastor Strehlows arbejde er til uhørt velsignelse. Han er nok den mest afholdte tyske præst i Danmark’, skrev Bredahl Petersen til alle menighederne: ’Forrige søndag havde vi samtidigt tre gudstjenester i lejren i Kløvermarken her i København: En katolsk, en luthersk og en baptistisk. Man gav Strehlow det største lokale, koncertsalen med 1200 siddepladser, men der var ikke plads nok. Saa rykkede man ud i fri luft, og der var nok 1500-2000, der overværede gudstjenesten grebne af budskabet’. Herpå omtalte Bredahl Petersen et par dåbsgudstjenester, hvorefter han sluttede: ’Vi har et meget stort sangkor, og vi er ved at danne et musikkor, hvortil vi har skaffet tre guitarer i vor egen menighed. Det er af meget stor betydning missionsmæssigt. Hvor kan de synge! Og hvor flokkes man om vort frie gudstjenesteliv!’ (FBP 1946, arkiv).

Kjell Kyrø-Rasmussen (1920-1986). Præst i Immanuelskirken, Aarhus, 1942-1955, afbrudt af studier i Oxford 1947-1950. Han blev en af Baptistsamfundets dygtigste teologer i generationen efter Johannes Nørgaard og Bredahl Petersen. Arkivfoto.

Et ambulant nadversæt

Omkring Aarhus blev det Kjell Kyrø-Rasmussens opgave at holde gudstjeneste i lejrene i Aarhus, Ry, Silkeborg og Tirstrup. Ved en gudstjeneste døbtes seks flygtninge i Aarhus i oktober 1946 (BU 1947, 72). I Ugebladet indviede han læserne i at være flygtningepræst: ’Et af de mørke Spor, Krigen har efterladt, er Flygtningelejrene i Danmark. Bag Pigtraad lever man ikke i sorgløs Glæde, men begræder Tabet af Hjem, Kære og – Frihed. En stor Flok venter, naar Tidspunktet for en Gudstjeneste indtræffer. Langt de fleste er Kvinder, og alle som én er præget af Forventning. Evangeliet er ikke blot livsfornyende i Lejrene; men det er tillige direkte politisk opdragende, idet det er lige det modsatte af Nazisme. Til Gudstjeneste kommer de, der vil begynde paany – og dermed ogsaa politisk indser Behovet af andre Veje. De, der tydeligst har oplevet Forbandelsen ved at gøre et menneske til Gud, har nu levende Brug for Budskabet om Gud, der blev Menneske’. Kyrø-Rasmussen nøjedes ikke med at fejre gudstjeneste: ’Det ugentlige Besøg paa Flygtningehospitalet er en særlig Oplevelse. Her er bestandig syge Baptister at besøge. Paa Stuerne ligger flere Patienter, og Ansigterne lyser op ved Besøget. Der sluttes altid med Andagt paa Stuen. Det er med Andagten, at Kontakten med dem alle skabes, fordi disse Mennesker har brug for Evangeliet som det eneste Holdepunkt for deres Liv’. Et besøg i en sådan flygtningelejr gør også noget ved præsten: ’Intet Under, at disse Besøg fornyer Besøgeren. Disse har brug for Evangeliet, derfor behøver jeg at tage det til Hjerte end mere. Jeg lærer her paa særlig Maade, hvorfor Evangeliet netop er det glade Budskab. Jeg maa jo spørge mig selv, med hvilken Ret jeg kan forkynde Glæde her midt i Fortvivlelse. Evangeliet er jo, at Gud skaber og bringer Glæde, der holder under alle Forhold, fordi han i et og alt vil være vor Fader. Præsten føler med Undren, at han er Flygtningenes mest velhavende Gæst. Han bringer jo et Budskab, som straaler stærkere, jo tættere Mørket er’ (BU 1946, 342).

Som præst mødte Kyrø-Rasmussen naturligvis også døden: ’En Dag kimer Telefonen. En gammel Flygtning skal snart dø og ønsker den hellige Nadver. Vi finder et lille Værelse, der er ledigt. Her drages det lille ambulante Nadversæt frem. Inden Nadverordene overhovedet lyder, formelig springer den Syge ned paa Knæ, og under Graad og med ubehjælpsomme Ord takker han Gud for hans store Kærlighed. Jeg undrer mig over, at det lille Nadversæt virker saa stærkt paa den Syge, og forstaar lidt mere af, hvad Nadveren betyder’. Efter en begravelse i en af lejrene, som Kyrø-Rasmussen betjente, blev han i lejren et par timer: ’Jeg bliver inviteret til ’Baptistsamvær’ i en Barakstue. Her er umaadeligt lidt Husrum, men til Gengæld umaadeligt meget Hjerterum. Kaffe og en Humpel Sigtebrød fortæres, og vi er klar til Sang og Bibelsamtale. En egen Stemning griber mig, da vi istemmer Salmen: ’Velsignet er det Baand, som os forener her …’. Jeg oplever mig selv i den mærkelige Situation, at jeg som Dansker synger en amerikansk Sang paa Tysk’ (BU 1946, 343).

Tyske flygtninge blev døbt sammen med danskere i Købnerkirken i 1947. I alt 103 flygtninge blev døbt her 1946-1948. Arkivfoto.

Dåb i flygtningelejrene

Når tyske flygtninge ønskede at blive døbt, fandt dåbshandlingerne – med Bredahl Petersens tilladelse! – normalt sted i de nærmeste baptistkirker. Men fra foråret 1947 blev der givet tilladelse hertil ’under hensyn til, at baptisterne anvender voksen dåb med fuld neddykning, hvilket vanskeligt kan arrangeres i lejrene på en nogenlunde værdig måde’ (PP, 587). Der tales hyppigt om dåb af flygtninge, og da de sidste rejste hjem, meddelte pastor Martin Klumbies, at ’300 sjæle er blevet døbt og optaget i menigheden’ (BU 1949, 60). De fleste kom fra de store lejre, hvor Strehlow og Klumbies hørte hjemme. Men i efteråret 1948 udbrød der ’næsten en hel Vækkelse’ i lejrene i Aalborg, hvor Klumbies havde prædiket. Således blev der døbt 23 flygtninge ved én enkelt gudstjeneste i Karmelkirken (BU 1948, 290). Samtidigt fastslog Bredahl Petersen: ’Vi fortsætter vort Arbejde, til alle er hjemsendt; men endnu har vi ca. 1.000 tyske Trosfæller med Familie og Vennekreds tilbage i Lejrene’. Derfor fulgte der igen en opfordring til de danske menigheder om ’at indsende en god Gave til Hjælp for Arbejdet iblandt de tyske Flygtninge’.

Flygtningenes exit

Fra Bornholm skete hjemsendelsen af de civile flygtninge hurtigt; det sørgede russerne for. De øvrige flygtninge, der var kommanderet her til landet af Hitler, ønskede også at komme hjem, selv om det så kun blev til sult og ruiner: ’Hellere lide hjemme end være flygtning i Danmark. Der var fuld overensstemmelse mellem flygtningenes og det danske folks ønsker: Hjem! Hjem til Tyskland med dem!’ (HH, 240). Når det ikke lykkedes, skyldtes det primært modstand fra de fire stormagter, der havde rigeligt at gøre med genopbygningen af Tysklands ruiner. At de sidste flygtninge først kunne forlade Danmark efter 4 års ’besættelse’ – den 15. februar 1949 – skyldtes kun en energisk indsats af de danske myndigheder under ledelse af Johannes Kjærbøl (1885-1973). Som ’chef for administrationen af flygtningene løb denne ’stærke smed’ og fagforeningsboss ind i kritik af den måde, han håndterede den vanskelige opgave på, men generelt høstede han anerkendelse: ’Opgaven kaldte på en improvisator med stor administrativ erfaring, samarbejdsevne, beslutsomhed og humanitært sindelag, og Kjærbøl var den rette’ (HH, 298). Henry Gjerrilds sammenstød med ham på Højskolen i Tølløse blev den eneste erfaring, baptisterne fik med hans beslutsomhed. Se Tølløses menighedsprofil.

Hjemsendelsen fandt sted via en kæmpestor transitlejr i Kolding med egen jernbanestation. Herfra hjemsendtes i alt knap 150.000 tyskere, der blev transporteret til Padborg med ’en dansk betjent placeret på de åbne for- og bagperroner i hver vogn’. I transitlejren løb flygtningene ind i ’svære skuffelser’, idet ’alt af dansk og svensk oprindelse blev beslaglagt’ – alt fra køkkengrej, madvarer, og tæpper til ekstra beklædningsgenstande. Til gengæld fik de madpakker med til 3-4 dages transport (HH, 250f). De sidste tyske baptistflygtninge rejste med den sidste transport fra Kolding: ’Naar dette nummer af B. U. kommer i læsernes hænder, har de sidste tyske baptistflygtninge forladt Danmark’. Afskedshilsenen var skrevet af pastor Klumbies, der fortsatte: ’Under disse omstændigheder vil vi endnu engang sige hjertelig tak til vore trosfæller i Det danske Baptistsamfund, som har bidraget så meget som muligt til at lette vort ophold indenfor pigtrådshegnet’. Og han fortsatte: ’I har grebet anledningen, Gud har givet jer, til at bevise uskrømtet broderkærlighed under vanskelige forhold. Ligeledes takker vi menighederne for deres offer og kristelige fællesskab ved vore dåbsgudstjenester i deres kirker og for broderskabet og venskabet, som mange enkelte medlemmer og venner har vist os’. Klumbies var også klar over, at hjælpen ikke altid var foregået efter myndighedernes forskrifter: ’Vi takker især for den fine, diskrete hjælpsomhed fra Baptistsamfundets side, hvor den ene hånd ikke måtte vide, hvad den anden hånd foretog sig’ (BU 1949, 60). De tre udenlandske baptistpræsters samarbejde med Bredahl Petersen var blevet nævnt og værdsat!

Da arbejdet i de tyske flygtningelejre var afsluttet, vurderede Bredahl Petersen hjælpearbejdet på denne måde: ’Nu, da denne Opgave er løst, kan vi kun glæde os over, at vi som [Kirke]Samfund fik den Forret at yde denne humanitære og missionerende Tjeneste. Der er Grund til megen Taknemmelighed overfor vort Lands Regering for de gunstige Arbejdsvilkaar, der blev Kirkesamfundene til Del i Flygtningetjenesten. Ligeledes overfor det økumeniske Raad, som oprindelig igangsatte Tjenesten. Vi fik den Glæde at døbe 306 tyske Flygtninge i Danmark. Det tyske Baptistsamfund har skriftligt meddelt os dets dybe Taknemmelighed for vort Samfunds Indsats paa dette Omraade’ (ÅB 1949, 46). En tredjedel af dåbshandlingerne havde fundet sted i Købnerkirken.

Vurderingen af, hvordan den danske befolkning klarede opgaven med at huse den knap ¼ million tyske flygtninge’ – 5 % af den daværende danske befolkning – er omstridt. Her følger to tyske vurderinger: Pastor Hugo Strehlow bedømte danskernes indsats således, da han i sommeren 1947 rejste til Tyskland igen: ’I Nat og Taage, i Snestorm og haard Vinterkulde evakuerede den tyske Værnemagt 250.000 tyske Flygtninge til Danmark. Skønt de her var paatvungne Gæster, modtog Danmark dog disse Masser og bragte store Ofre for deres legemlige og aandelige Behov. De tyske Flygtninge vil aldrig glemme denne Velgerning’ (BU 1947, 257). En anden tysk vurdering – af Realschullehrer Peter Lehmann – lød på, at danskerne – trods en del fejltagelser og misgreb – slap fra den påtvungne opgave på en måde, så man vel ikke i historien ’finder et land, der har givet en tidligere fjendes pårørende en bedre behandling end den, danskerne gav de tyske flygtninge’ (HH, 10).

Carl Thomsen (1916-1969) var ungdomspræst på Bornholm med bopæl i Nexø i årene 1942-1945, hvor han på nært hold oplevede russernes bombning af byen. Efter første bombardement skrev han om flugten: ’Hver Landevej ud af Byen var sort af Mennesker, alle bar paa forskellige Bylter og Pakker. Nogle havde en Trækvogn, andre en Barnevogn. Ambulancer og Lastbiler for af Sted med syge og gamle. Hvor gjorde det godt at komme ud paa Landet til de gæstfrie Bønder og Hjem. Vi kom i Flokke ind til kendte og ukendte, og alle Vegne lød det: ’Kom bare ind!’. Næste dag! En Dag, der sent glemmes. Raabet lød: ’Russerne kommer – længere bort!’ Udstyret med en Kikkert stod jeg og iagttog det frygtelige Ødelæggelsesværk, Bølge efter Bølge kastede planløst deres Bombelast – Spræng- og Brandbomber – ned over vore Hjem, mens meterhøje Vand-, Støv- og Ildsøjler fløj til Vejrs. Det var drøje Dage, og Smerten blev ikke mindre ved i Radioen kun at høre om Sejrsrusen i det øvrige Danmark. ’Vi er solgt!’, ’De har glemt os!’. Saadan lød de bitre Ord Mand og Mand imellem’ (UB 1945, 102f).

Indsamlingen til Bornholm

På det nationale plan blev menighederne også kastet ud i en hjælpeaktion til trosfællerne på Bornholm, da øen blev bombet og besat af russerne. Redaktøren af Ugebladet måtte umiddelbart efter en artikel om ’Danmark frit’ fortsætte med overskriften ’Bornholm’. Her meddelte han de ’sparsomme Oplysninger’, han havde: ’Kirken i Rønne er ubeskadiget efter Bombardementet, medens Kirken i Neksø er ødelagt’ (BU 1945, 93). Ugen efter blev ’Bornholms-Indsamlingen’ i de øvrige menigheder øjeblikkeligt iværksat: ’Kontante Penge’ sendes til Baptistsamfundets kasserer’, mens ’Tøj og Husgeraad’ sendes direkte til Bornholm, til Forstander A. Wenzzel’ (BU 1945, 99). Sidstnævnte skrev herpå, at menigheden om søndagen, den 6. maj, havde holdt ’Freds- og Taksigelses-gudstjenester’ overalt på øen: ’Men det skulle blive helt anderledes. Mandag Middag drønede pludselig Formationer af Flyvere ind over Nexø og Rønne, og uden mindste Advarsel faldt Bomberne’. Endnu to luftangreb fulgte, inden der om aftenen ’blev kastet løbesedler ned, og man blev nu klar over, at én eneste Sjæl havde nedkaldt al denne Ulykke over vores Byer. Den tyske Kommandant – en fanatisk Nazist – vilde ikke overgive sig, og nu fortalte Sedlerne, at hvis det ikke skete, vilde der komme virkelig store Bombardementer. Han vilde stadig ikke, og saa maatte alle Mennesker ud af Rønne og Nexø i Nattens Løb’. Kort efter kom bombeflyene igen ’og kastede nu i Løbet af 45 minutter deres ødelæggende Last over Byerne’. På øen ’opstod der en Bitterhed i de fleste Sind’, fordi man ’i den nyaabnede, frigjorte danske Radio ikke havde ét Ord til overs for Bornholm, hvortil Krigen kom, da det øvrige Land fejrede Freden’. Herpå ’ankom de første russiske Tropper til Øen. Siden er her kommet flere, saa vi nu har flere Tusinde’. I alt 10 var blevet dræbt af bomberne; flere hundrede huse var totalt ødelagte og 4.500 mennesker var blevet husvilde: ’I vor Menighed er der 15 Familier, der har mistet alt, hvad de ejede’ (BU 1945, 100).

Da landsindsamlingen efter nogle måneder blev afsluttet, nåede den op på 15.900,- kr. (ÅB 1946, 86) – ’foruden mange værdifulde Ting i Tøj’. Udvalget i menigheden på Bornholm fordelte hjælpen til ’de Familier, der er totalt ramt og som ikke besidder Midler til at genoprette den skete Skade’. Aage Wenzzel kunne nu tale afbalanceret om russerne: ’Vi maa i det hele taget sige, at Russerne er overordentlig flinke, naar blot de er ædru, og er de ikke det, er det Danskernes Skyld, idet der finder megen forkastelig Handel med Spiritus Sted’ (BU 1945, 146).

Da Gotfred Pedersen kort efter besøgte Bornholm – ’denne Perle i Østersøen, hele Norden en miniature’ – skrev han, at der var ’Skygger, mørke Skygger i Billedet. I Rønne og Nexø forfærdedes man over den Ødelæggelsens Vederstyggelighed, Krigen har frembragt i de to idylliske Byer. Hele Kvarterer ligger i Grus. Huse hænger gennemskudte med sønderrevne Tage eller væltede Mure. Udenfor næsten hvert Hus ligger en Dynge Murbrokker. Kommer man indenfor, gaber Hullerne alle Vegne i Vægge og Loft. Vinduerne er raa Bræddeskodder, og alle Vegne ses Følgerne af Krigens modbydelige Voldshandlinger. Men Bornholmerne tager det med det danske Humør. De fortæller om det første overraskende Angreb, medens vi andre festede i Danmark. Evakueringen, da Byen blev rømmet paa et Par Timer. Smerten, da de kom tilbage og fandt deres Hjem som en rygende Ruin eller plyndret af tyske Flygtninge. Alligevel var det et Chok og et bittert Minde, der sent eller aldrig forsvinder. For os herovrefra var det en Prøve paa, hvordan det meste af Europa er, og hvordan hele Danmark kunde have været’. På baggrund af disse iagttagelser forsvarede han tyranmordet med denne bemærkning: ’Krig er Forbrydelse. Den, der pønser paa Krig, er en Verdensforbryder og bør øjeblikkeligt uskadeliggøres’ (BU 1945, 222).

Gotfred Pedersen (1872-1953) blev den første formand for Hedningemissionskomitéen i 1916. Han var herefter missionær i Bulgarien blandt muslimer. Tjente mange menigheder som prædikant ’med et varmt brændende hjerte. Der var noget originalt ved ham, somme tider genialt’, skrev N.P. Andersen i nekrologen. Han døde i Afrika hos sin datter og svigersøn, Ellen og Immanuel Christensen. Hans biografi er skrevet af Birgitte Mølhede Bomholt: Kaldet (2016).

Ny kirke i Nexø – lotteri

Ugebladets læsere hørte igen fra Bornholm to år senere: ’Vi vil nu gerne igen have de danske Baptisters Tanker vendt mod Nexø, at ikke de Følelser om Forladthed, som vi havde omkring den 7. og 8. Maj 1948, skal trænge sig paa igen’. Nu planlagde bornholmerne at bygge en ny baptistkirke i Nexø: ’Vort Menighedshus sank vel ikke i Grus under Bombardementet, men det blev ca. 75 % beskadiget. Vi har dog efter en midlertidig Restaurering og ved Støtteforanstaltninger hidtil kunnet benytte huset til at samles i. Men det kan vi ikke fortsætte med’ (BU 1947, 109). Næste år var beslutningen taget. Baptistkirken i Nexø skulle rages ned og fra Bornholm iværksatte menigheden nu en ’Landsbortlodning til fordel for en ny Kirke i den mest bomberamte By i Danmark’. De havde fremstillet ’60.000 Lodsedler a 1 Kr.’ Gevinstlisten omfattede bl.a. ’et Sommerhus med stor idyllisk Strandgrund paa Balka Strand’ (BU 1948, 100). Se Bornholms menighedsprofil.

De fattigste i København

Hjælp var der brug for – til trossøskende i de tyske flygtningelejre og i ruinerne på Bornholm, men nøden var også udtalt blandt de fattigste i København. I efteråret 1945 appellerede Københavns fire baptistpræster igen under overskriften ’Jul i København’ til landets øvrige menigheder: ’Krigen er nu standset, men Krigens Eftervirkninger føles mange Steder stærkt her i Hovedstaden. Mange Smaakaarshjem er helt udgaaet for varme Klæder, og Brændselet er baade rationeret og dyrt. Frugt er saa at sige ikke til at købe, og mange Børn ser sjældent et Æble og smager det endnu sjældnere. Forholdene er i flere Henseender anderledes, end de har været i Krigens Aar, men bedre for Fattigfolk er de ikke. Og en Haandsrækning i Form af Kartofler, Grøntsager, Frugt eller lignende til Hjælp til en glædelig Jul, vil i Aar være lige saa kærkommen og lige saa betimelig som i tidligere Aar’. Herpå appellerede de til at sende ’Naturalier eller Kontanter’, så ’Givere paa Sjælland’ sendte det første, mens ’Givere fra andre Egne af Landet’ sendte penge. Det hele skulle i København omdannes til ’Julepakker’ til de ’Smaakaarshjem’, som menighederne dér relaterede til (BU 1945, 254). Julen 1945 blev den sidste, hvor nøden i København skulle afhjælpes fra alle landets baptistmenigheder.

Nøden var stor mange steder i Europa i julen 1945. Men også blandt de fattigste i København. Her skriver de fire københavnske baptistpræster under på deres henvendelse til de øvrige menigheder om ’Julehjælp’ (BU 1945, 254).

Samfundsrelaterede emner

Retsopgøret

Midt i opgaverne med at indsamle store midler til humanitært nødhjælpsarbejde måtte man også forholde sig til det retsopgør, der nu skulle finde sted. Grundlovsdag 1945 blev baptisterne landet over vejledt af Johs. Rødvigs grundlovstale. Heri berørte han to forhold, der var omstridte i tiden. Først glædede han sig over, at ’det blev vort prøvede Retsvæsen og ikke en Særret, der nu skal dømme dem, der glemte, at de var Danske og svigtede Danmark’ (BU 1945, 113). Retsopgøret ville herved blive retfærdigere, mente Rødvig. Da Rødvig holdt sin grundlovstale, var Straffelovstillægget en kendsgerning. Efter lynforhandlinger på Christiansborg blev loven vedtaget den 1. juni. Johs. Rødvig kommenterede ikke, at loven skulle gælde med tilbagevirkende kraft fra den 9. april 1940. Han tilkendegav heller ikke sin holdning til, at loven som højeste straf indførte ’livsstraf’. Med loven i hånden blev der i perioden 1946-50 eksekveret 46 dødsdomme. Over 30.000 blev interneret, hvoraf mere end 13.000 blev dømt for større eller mindre landsskadelige forbrydelser. Lovens minimumsstraf blev fire års fængsel. Som hovedregel skulle en sigtet holdes fængslet, indtil sagen var endeligt afgjort. Loven gav også hjemmel for oprettelse af ’særlige straffeanstalter’. Den største af disse blev indrettet i Frøslevlejren, men under nyt navn: Fårhuslejren (HSK, 114ff).

Frøslevlejren blev hurtigt efter krigen omdannet til Fårhuslejren og anvendt som interneringslejr for danskere, der blev dømt i retsopgøret. Flere baptister oplevede livet her – enten som tyskernes fanger inden maj 1945 eller som indsatte efter deres dom. Billedet her taler for sig selv. Nationalmuseet.

Grænsen til Tyskland

Det andet forhold, som Rødvig omtalte grundlovsdag 1945, handlede om den danske grænse til Tyskland. I dele af befolkningen blev der fremsat krav om, at den skulle rykkes mod syd efter Tysklands nederlag. Herom sagde Rødvig: ’Vi har ingen Erobringstrang efter noget eller nogen, som ikke gennem Sprog, Historie eller Udvikling af Hjertet hører Danmark til’ (BU 1945, 113). Ind under jul 1945 skrev L.C. Abildgaard om ’Det rette Julesind’. Her hed det om en evt. flytning af den danske grænse til Tyskland: ’De allerfleste ansvarlige er dog klar over, at kun en Sindelagsgrænse er forsvarlig, og kun den kan holde. Og denne Sindelagsgrænse maa have Tid til at danne sig. Man kan ikke bygge paa det Sindelag, som en Feberkrise skaber’ (BU 1945, 277). Året efter regnede Frikirke-rådet ’det sydslesvigske Spørgsmaal’ til ’de Problemer, som i Dag har vital Interesse for vort Folks Eksistens’, hvorpå det udtalte: Det ’maa løses paa Basis af kristen Retfærdighed og Kærlighed, der i lige Grad tager Hensyn til begge Nationaliteters Ret og Velfærd’ (BU 1946, 292).

L.C. Abildgaard havde også et synspunkt på retsopgøret. Under overskriften ’Udrensning’ indledte han således: ’I næsten enhver Avis og ved hver Forenings eller Sammenslutnings Generalforsamling tales der om den Udrensning, som sker for Tiden i det danske Folk. Og det bliver ikke ved Tale og Skrift. Der handles. Nogle synes, at der handles ikke hurtigt og strengt nok. Det kan være forstaaeligt nok. Megen retfærdig indestængt Harme skal have Udløsning; men sker dette alt for eksplosivt, kan man risikere at ’kaste Barnet ud med Badevandet’. Hist og her trænges der også til Udrensning blandt Udrenserne – Udrensere, som i det Øjeblik, de smagte Magtens Sødme, misbrugte den’ (BU 1945, 133). Herom havde Frikirkerådet også et synspunkt i 1946: ’Med Hensyn til Udrensningen vil vi støtte alle de Bestræbelser, der gaar ud paa at forene Retfærdighed med Kærlighed, idet mange ulykkelige Menneskeskæbner trænger til begge Dele’ (BU 1946, 292).

Dødsstraf – pro et contra

Herpå kommenterede redaktøren forskellige aspekter ved retsopgøret. I de mange forræderisager, der verserede for domstolene, handlede det også om sindelaget: ’Det afgørende for de Mennesker, der nu dømmes fra Livet eller til strenge Fængselsstraffe, er ikke blot de paaviselige landsskadelige Handlinger, de har foretaget, men det Sindelag, der laa bag dem. Man kan ikke i en Situation, som den, vort Land har oplevet, gaa med et Sindelag, som for usle Penges eller andre Fordeles Skyld er rede til at sælge sine Landsmænd eller sit Land, uden at dette drager en Grænse, sætter en uden for, som det nu sker. Ogsaa denne Sindelagsgrænse gaar som en Zig-Zag-Linie igennem vort Folk. Nogle kan og maa vi for Sikkerheds Skyld sætte uden for frie Landsmænds Kreds, enten ved Fængsling eller ved at skille dem ved Livet i de sværeste Tilfælde. Men mange forræderiske Sind kan vi ikke ramme, fordi Sindene jo hører til den usynlige Verden, indtil Sindelaget giver sig Udtryk i synlig Handling’ (BU 1945, 277). L.C. Abildgaard tog altså ikke afstand fra dødsdommene i retsopgøret – dømt efter den særlov, der blev indført med tilbagevirkende kraft.

L.C. Abildgaard skrev om dødsstraffen under denne overskrift i Ugebladets julenummer 1946. Det handlede om sindelaget overfor andre. Hans synspunkt var, at der findes et større onde end at miste livet – især for de dømtes pårørende. Det rejste en debat i spalterne, der varede mere end to år. Den nye redaktør fra årsskiftet 1946-1947, 1930’ernes pacifist P. Rasmussen, var af den modsatte opfattelse. At berøve et menneske det liv, som Gud har givet, bør ikke finde sted – vejen frem til fred er at praktisere det sindelag, som Jesus havde givet skikkelse, mente han.

Da den nye Forbundssekretær for baptisternes spejderkorps (DBP og DBD), H.C. Barkan, talte ved efterårsmødet i Aalborg om ’Vor Andel i Danmarks Genrejsning’, sagde han: ’Den danske Folkementalitet er anderledes end før Krigen. Mottoet er nu: Enhver er sig selv nærmest. Der er aandelig Nærsynethed som aldrig før. Og saa er der Tilskuermentalitet. Mennesker vil ikke gerne tage Standpunkt. Selvhengivelse og Offer viger man tilbage for’ – og han fortsatte: ’Det er sørgeligt, at Dødsstraffen er blevet indført i vort Land igen. Som Kristne maa vi protestere mod denne’ (BU 1946, 323f). Redaktøren L.C. Abildgaard brugte i samme nummer af Ugebladet dødsdommen over 12 krigsforbrydere i Nürnberg som anledning til at opponere mod forbundssekretæren: ’Det er et lidet misundelsesværdigt Arbejde, Retten har haft forud for og ved Forkyndelsen af disse Domme. Men det arbejde skulde jo gøres. Nogle vil synes, at Dødsstraffen er den haardeste, og at Kristne aldrig burde idømme den. Derom bliver der næppe Enighed selv blandt ansvarsbevidste Kristne. Hvor meget lettere end Døden er Udsigten til 10-20 Aar eller hele Livet bag Fængselets Mure – det kan ogsaa diskuteres. En af de sværeste Tanker i den Forbindelse synes mig at dreje sig om de dømtes Paarørende’ (BU 1946, 325). For Abildgaard drejede spørgsmålet sig om det største onde. Medlidenhed kunne således begrunde henrettelserne. Men også ved dødsstraf blev der brug for sjælesorg. Én baptistpræst kom med hele vejen til dødspælen i dette ærinde – se menighedsprofilen for Aalborgbaptismen.

Ny redaktør – og dødsstraf

H.C. Barkan (1914-1987), der blev korpssekretær i Spejderkorpset (1946-53), blandede sig i debatten om dødsstraf i efteråret 1947, men han blev straks sat på plads af L.C. Abildgaard, der uddybede sit synspunkt fra julen 1946.

Ved årsskiftet 1947-48 fik Ugebladet ny redaktør, idet P. Rasmussen afløste L.C. Abildgaard, hvilket medførte endnu en runde om dødsstraffen. Han indførte en anonym spalte, hvor nogle af tidens spørgsmål blev sat til debat. En gruppe havde diskuteret dødsstraf: ’De fleste af os mente ikke, man som Kristen kunde forsvare Dødsstraf, mens et Par af Selskabet hævdede, at den bedste Maade at forhindre vor Tids mange Mord paa var at tage Morderens Liv’. Den anonyme skribent svarede blandt andet: ’Menneskeligt set forstaar man jo nok, at mange efter Besættelsen krævede Dødsstraf for Krigstidens uhyggelige Forbrydere, og at Folkestemningen blev saa stærk, at Rigsdagen gav efter og genindførte Dødsstraffen, efter at den i mange Aar havde været afskaffet i vort Land. Det er imidlertid et Spørgsmaal, om ikke Danmark havde vist et meget bedre Eksempel for Nationerne, om det havde taget sig selv i Nakken og sagt: Ganske vist fortjente disse Forbrydere Døden, men vi vil nu følge vor gamle Linie og dømme dem til livsvarigt Fængsel, idet vi ikke tør tage det Ansvar at tage Menneskets Liv’ (BU 1948, 276). Inden længe tog en læser ordet og fastslog, at ’Alt Liv stammer fra Gud. Derfor tager vi ved Henrettelse noget, som aldrig har været vort, og som vi aldrig kan give Mennesket igen. Lad os internere Forbryderne, om nødvendigt for Livstid. Lad os aldrig frigøre den negative Aand, som er i Legemet; lad Ham, som gav det fysiske Liv, ogsaa raade for Timen, naar det skal afbrydes, da afbryder vi ikke det Værk, som Skaberen har sat i Gang’ (BU 1948, 324). Debatten blev ikke længere – og sluttede altså med understregningen af det modsatte synspunkt, som L.C. Abildgaard gjorde gældende to år tidligere. Da Indre Missions formand ved årsskiftet 1948-49 forsvarede ’dødsstraf og drab af mennesker, som på den ene eller den anden måde har syndet mod det danske folk’, kunne redaktøren dog ikke holde igen for denne kommentar: ’I stedet for spidsfindige fortolkninger, som passer godt ind i samtidens kram, er det på tide, at de troende tager Jesu ord bogstaveligt og beder ham give dem det sind, som han selv ejede, og mange af hans rette efterfølgere har haft. Det er vejen frem til fred på jorden’ (BU 1949, 16). Det blev det sidste ord.

Fredsbesættelsen af Tyskland

Midt på året 1947 tog Ugebladets nye redaktør fra årsskiftet, P. Rasmussen, bladet fra munden omkring endnu et politisk emne, nemlig ’Fredsbesættelsen’ af det Tyskland, der havde tabt krigen. I lederspalten indledte han således: ’Det er ikke saa ofte, at vi i dette Blad blander os i politiske og nationale Spørgsmaal. Men til Tider sker der alligevel noget, som vi paa en eller anden Maade maa sige vor Mening om paa dette Sted’. Allerede i 1944 havde Christmas Møller i London lovet, at Danmark ville bidrage til besættelsen af det besejrede Nazityskland under britisk ledelse med op til 10.000 soldater. Det var en af forudsætningerne for, at vi kunne blive betragtet blandt de allierede, der vandt krigen. Nu indfriede regeringen dette løfte, og det vakte naturligvis store diskussioner. En ordveksling herom nåede også frem til Ugebladets læsere. P. Rasmussen skrev under overskriften: ’Kan vi være det bekendt?’ blandt andet: ’Nu skal man ned og overtage Kaserner, som var bygget til den tyske Værnemagt. Og efter Billederne at dømme er de blevet sat i Stand, ligesom ogsaa Officers-boligerne er i fineste Orden. Tyskerne udskrives til at være til Tjeneste ved det danske Militær. Alt ordnes paa allerbedste Maade – efter samme Mønster som det, Tyskerne anvendte overfor baade Danskere og andre Landes Indbyggere fra 1939 og fremefter’. Efter denne indledning fulgte konklusionen fra 1930’ernes pacifistiske ungdomssekretær, der nu var blevet redaktør: ’Enhver Dansker med Respekt i Livet maatte fordømme Hitlers lumske Besættelse af Danmark i 1940. Men jeg synes, at man med lige saa stor Harme kan fordømme den nuværende Besættelse af Tyskland med danske Tropper. Vi kan simpelthen ikke være det bekendt som Nation’. Danske midler burde ikke investeres i ’Krigsmateriel, som vel for længst er forældet, hvis det virkelig skulde i Brug’. Den nationale opgave burde være en anden: ’Danmarks Hovedopgave under Krigen – og særlig efter dens Ophør – har været, for at bruge et bibelsk Udtryk, at holde mange Folk i Live’ (BU 1947, 205).

Det stod stor blæst om Tysklandsbrigaden, hvis danske hovedstyrke drog til Tyskland i sommeren 1947. Også blandt danske baptister blev det berettigede i at sende danske tropper til Tyskland diskuteret. På den ene side var Danmark et neutralt land, på den anden side havde Christmas Møller under krigen lovet de allierede, at vi ville bidrage. Isefjords-Posten, 24. maj 1947. Arkivfoto.

Dette synspunkt kom ikke til at stå uimodsagt. Ungdomssekretæren under krigen, Eli Mynderup Thousgaard, greb pennen og påpegede, at P. Rasmussen ’manglede et nødvendigt Hensyn til de historiske Forudsætninger for Tysklandsbrigaden’. Han anså vort engagement som ’en Nødvendighedens Forpligtelse, vi har paataget os sammen med de andre Nationer, der har kæmpet for Frihed og Selvstændighed’ (BU 1947, 250). Redaktøren tog straks til genmæle og pegede på, at der i Rigsdagen havde været stor uenighed om de historiske forudsætninger for vort militære engagement i Tyskland. Herpå fulgte tre begrundelser for hans kritik af Tysklandsbrigaden: ’Danmark har altid søgt at ordne sine Mellemværender med sine Naboer ad Forhandlingens Vej’, ’man kan ikke paastaa, at Danmarks Indsats paa dette Omraade har nogen afgørende Betydning’ og ’Vejen frem bestaar ikke i, at man stadig holder Mindet om Uret vedlige, men at man gør op og tilgiver og hjælper hinanden til at leve menneskeligt ved hinandens Side’ (BU 1947, 250). Hermed sluttede fejden i bladets spalter. Tysklandsbrigaden blev aldrig på mere end 4000 danske mænd. En væsentlig årsag hertil var, at det også påhvilede den danske hær at bevogte de tyske flygtninge, der kom hertil i 1945. Resultatet blev, at ’Tyskland besatte Danmark i fem år – Danmark deltog i en fredsbesættelse af Tyskland i elleve år!’ (PHR).

Baptisterne kom til Danmark

Præsidentbesøg hos os

I juli 1945 fik danske baptister et særligt kærkomment besøg, nemlig af Dr. J.H. Rushbrooke, præsident for Baptisternes Verdens Alliance. Hans besøg var ’et Led i en Rundrejse i Europa, hvor hans Ærinde dels var ved Selvsyn at iagttage, hvad der under Krigen var ødelagt af Baptisternes Ejendom og Virksomhed i de forskellige krigsramte Lande, og dels at undersøge, hvad der (især fra Sveriges Baptister) kan ydes til Genopbygningen af dette’ (BU 1945, 141). Rushbrooke havde været BWA’s generalsekretær 1928-1939, og han var godt kendt med Danmark og elsket her i landet. Allerede i genopbygningen efter 1. verdenskrig tjente han som BWA’s udsending blandt Europas baptister. I 1921 mødte P. Grarup – dengang ’vort Samfunds Udenrigssekretær’ – ham første gang i USA, hvor især Prædikantskolen, der skulle flytte til Tølløse, vakte hans interesse. I 1929 kom han ’til København direkte fra Berlin – via Warnemünde-Gedser – i en Jernbanevogn, der mest mindede om en Isblok. Men trods Vinterkulde og kun faa Timers Ophold i Danmark vilde han lige med det samme af Sted til Tølløse for at se den nye Skole og hilse paa dens Ledere. Aldrig glemmer jeg den Glæde, hvormed han besaa Skolen, og den Iver, som prægede hans Samtale med vor daværende Prædikantskoleforstander, P. Olsen, om Skolens Undervisningsplan og Muligheder for Oprettelse af saadanne Skoler i flere lande i Europa’, skrev P. Grarup senere (OG&KN, 30).

J.H. Rushbrooke (1870-1947), generalsekretær for Baptisternes Verdens Alliance, besøgte både Tølløse og København, da han var på rundrejse til det sønderbombede Europa i juli 1945. Ved den anledning fejrede danske baptister ’den store Baptist-Statsmand, Verdensbaptisten Nr. 1’ ved en fest i KFUM’s dagligstue på hans 75-års fødselsdag. Arkivfoto.

Nu kom han – efter 2. verdenskrig – i samme ærinde. Genopbygningen efter krigen var en mangesidig udfordring: ’Den rummer ikke blot materielle og økonomiske Problemer, men ogsaa aandelige og politiske. Det drejer sig ikke blot om at genopbygge Kirker og Uddannelsesinstitutioner og om at betale, hvad det koster. Spørgsmaalet er ogsaa, hvad man vil fylde disse Rammer med’, skrev L. C. Abildgaard – og fortsatte med en historisk betragtning: ’Det store Problem i denne Forbindelse er selvfølgelig Tyskland. Vi, der var med til Verdenskongressen i Berlin i 1934 og havde Lejlighed til at tage enkelte Stikprøver uden for Kongressen, og som i Aarene derefter har fulgt Udviklingen gennem ’Der Wahrheitszeuge’ [de tyske baptisters blad: Sandhedsvidnet] ængstedes ofte ved at iagttage betydende tyske Baptisters Stilling til Nazismen’ (BU 1945, 141). Når baptismen i Tyskland nu skulle genrejses, måtte BWA’s medlemskirker nøje overveje ægtheden af ’Faneflugten fra Nazismen’ hos dens ledere: ’Kunde man tænke sig, at kristne Menigheder, i vort Tilfælde Baptistmenigheder, kunde blive fredede Overvintringssteder for Nazismens Surdejg? Hvor dyb er den Overbevisnings-Forvandling, der ligger bag Faneflugten? Baptisterne i ikke-tyske Lande er ikke interesserede i at genrejse Baptistmission af et hvilket som helst Indhold’ (BU 1945, 141). Til den slags spørgsmål måtte der skabes et forum for drøftelse. Hurtigt så Rushbrooke mulighederne i København – og overvejelserne om, at BWA’s syvende verdenskongres kunne afholdes her stod fra nu af på hans dagsorden.

Til Tølløse igen

Under sit ophold i København blev danske baptister vært for Rushbrookes 75 års fødselsdag. Den blev fejret i København den 29. juli 1945. Men også denne gang ville Rushbrooke til Tølløse. Herom skrev Bredahl Petersen: ’Til Tølløse kom han, selv om han kun havde en halv Eftermiddag og en Aften til Raadighed. Og da Togene ikke passede for Tiden, stillede den københavnske Ledelse indenfor Frihedsbevægelsen en Vogn til hans Disposition med Chauffør og Mekaniker, begge bevæbnede(!), og vi fik besøgt Forstander Nørgaards, besaa Kirken og Skolerne, og Dr. Rushbrooke talte i Foredragssalen for fuldt Hus. Hvorledes vi fik Benzinen, er en hemmelighed, som Dr. Rushbrooke dog fik at vide!’ (BU 1945, 140). Dagen efter – på selve fødselsdagen – prædikede Rushbrooke ved morgengudstjenesten i Købnerkirken, hvor han blev budt velkommen som ’Ambassadør for det store, heltemodige engelske Folk, hvis Hær ogsaa befriede vort Land, og som Præsident for Verdens Baptistsamfundet, som vi er stolte over at være en Del af, og endelig som Budbringer af de britiske Baptisters Godvilje overfor lidende europæiske Baptistmenigheder’. Ugebladets læsere fik en smagsprøve på hans forkyndelse: ’Dr. Rushbrooke holdt i en hel Time en mesterlig Prædiken over Teksten: ’Jesus Kristus er i Gaar og i Dag den samme, ja, til evig Tid’. Han talte om den Jesus Kristus, der er forblevet som en Historiens Kendsgerning – hvis Myndighed har vist sig som en Erfaring i Millioner af Menneskers Liv uden Hensyn til Race eller Hudfarve, – og om ham, som er de Troendes indre Kilde til Inspiration og Kraft’. Bredahl Petersen fortsatte med en karakteristik af oplevelsen ved at lytte til ’den store Baptist-Statsmand, Verdensbaptisten Nr. 1’: ’Prædikenen var inspirerende, apologetisk, udfordrende, vækkende og et Kald til Overgivelse til Jesus Kristus’. Og næste dag skrev en ’Rigsdagsreporter til Pressens Radioavis’ til mig og ’vedlagde en Check til en Dewing-Pakke til et engelsk Baptisthjem’, hvorefter han tilføjede kommentaren: ’Den Prædiken burde have været radiofoneret!’ (BU 1945, 140). Richard Dewing (1891-1981) var den engelske generalmajor, der fra den 5. maj 1945 med bopæl i Danmark ledede de allieredes militærmission her i landet.

Bredahl Petersen havde købt denne ’viljestærke og beslutsomme lille Kalv’ som gave til Dr. Rushbrooke med ønsket om, at den hurtigt kunne skaffe smør på englændernes bord, så ’vi snart – ja allersnarest – kan få kul fra England!’

Fødselsdag i København

Om eftermiddagen prædikede Dr. Rushbrooke igen ’til et Fællesmøde af de tre københavnske Menigheder i Kristuskirken. Kirken vor overfyldt’. Herfra lød det: ’Sandelig, Dr. Rushbrooke er Baptist nr. 1 i Dag, ikke alene i Kraft af sit høje Embede, men af sin aandelige Horisont, Vitalitet, Kraft og Varme. Han er en Dygtighed som Taler, har Verdenshorisont, er slagfærdig som Apologet, lidenskabelig for Mission og Vækkelsesarbejdet, en Mur af aandelig Styrke – dog forunderlig ydmyg i sin Aand’ (BU 1945, 141). Om aftenen fejredes ’Baptisternes Præsident’ ved ’en lille Festlighed i KFUM’s Dagligstue, som velvilligt var stillet til vor Raadighed. Omkring 25 Medlemmer af vort [Kirke]Samfund, som har faaet et samfundsmæssigt Hverv betroet’, samledes med ham. Her fik fødselaren sin gave fra danske baptister: ’Et Stykke Kunst fra den kgl. Porcelainsfabrik – en viljestærk og beslutsom lille Kalv, der forsøger at faa fat paa hele Indholdet i Mælkespanden, som Pigen holder for den’. Der fulgte også en symbolsk forklaring med: ’Lad den hilse Dem fra Danmark, hvis Folk har været ligesaa besluttet paa at styrke og hævde sig igennem de svundne Aars Vanskeligheder for at kunde yde sit Bidrag til at bygge en bedre Verden op, det Danmark, hvis Kalve i Øjeblikket er ivrige efter at søge Næring, saa de snarest kan blive til Køer, der kan producere Smør til Englænderne, saa vi snart – ja allersnarest – kan faa Kul fra England! Og fra de danske Baptister, som er ligesaa beslutsomt indstillet paa at ville forny deres Styrke, saa at ogsaa de paa værdig Maade kan deltage i Genrejsningen af det baptistiske Fællesskab, Arbejde og Vidnesbyrd i det lidende Europa og ud over Verden’ (BU 1945, 141).

Selskabet, der fejrede Dr. Rushbrooke på hans 75-års fødselsdag. Da Dr. Rushbrooke havde været i Tølløse dagen før, var der ingen herfra. De tilstedeværende var fra venstre, siddende på første række: Ole Berntsen, Ina Toldam Olsen, P. Grarup, Dr. Rushbrooke, Bredahl Petersen, Mary Larsen og Nelly Nymand. Stående ses fra venstre: Elisabeth Smidt, Nina Grarup, Alma Berntsen, Gunnar Holm, Ragnhild Holm, Dorthea Jacobsen, Niels Anhøj, Målfrid Anhøj, H.O. Jacobsen, Erna Pedersen, Helen Bredahl Petersen, William Pedersen, Anna Baungaard Thomsen, Aage Baungaard Thomsen, Frederik B. Holm, Hans B. Holm, Karl Nielsen, Emma Holm, Henry Nymand og Esther Bondo Nielsen.

Hermed havde Bredahl Petersen ikke blot ønsket Dr. Rushbrooke tillykke, men også antydet dagsordenen for BWA’s hjælpeprogram, som han var indviet i. Alt dette – heller ikke Verdens-kongressen i København – skulle Dr. Rushbrooke komme til at opleve, idet han døde den 1. februar 1947. Inden da havde han allerede modtaget danske baptisters invitation til at afholde verdens-kongressen i København. Den blev afsendt af Missionskomitéen, allerede inden årsmødet samledes i 1946, efter en forespørgsel herom fra BWA’s møde i Washington den 29. maj 1946 (ÅB 1946, 12). Dr. J.H. Rushbrooke efterlod sig et markant indtryk i Danmark. Kort efter hans død og forud for Verdenskongressen i juli 1947 udkom der på dansk en biografisk skitse med titlen: ’Korte Rids af Dr. J.H. Rushbrookes Liv og Virke’. Det skete ’paa Grund af hans enestaaende Indsats for Baptisternes Sag i Verden og i Anledning af Baptisternes Verdenskongres’ og med håb om, at disse rids ’maa være med til at give Inspiration til den Tjeneste for vor Herre Jesus Kristus og det verdensvide baptistiske Fællesskab, som Dr. Rushbrooke gav den største Del af sit Liv og sin Kraft’ (OG&KN, 5). Inspirationen fra ’Baptisternes ukronede Konge’ (BU 1946, 324) skulle videregives – og huskes.

Baptisternes Verdenskongres var den 7. i rækken siden 1905, da Verdensalliancen blev stiftet i London. Antallet af tilrejsende deltagere voksede hver gang, mens opbakningen til de største anledninger afhang af, hvor kongresserne blev holdt. Da der var flest deltagere i én enkelt begivenhed i København, deltog op imod 15.000 i Idrætsparken. Til begivenheden i København blev dette mærkat fremstillet. Det viser BWA’s logo, der antyder, at det globale fællesskab samles i Københavns skyline. Privateje.

Verdenskongressen 1947

På årsmødet i 1946 satte Johannes Nørgaard BWA’s kommende verdenskongres i København i perspektiv: ’Da jeg i Atlanta i 1939 indbød Baptisternes Verdens-Alliance til at sende en Delegation til Det danske Baptistsamfunds Hundredaarsjubilæum i København, tænkte sikkert intet Menneske paa, at Forholdene skulde udvikle sig saadan, at det blev naturligt at lægge den næste Verdenskongres der’ (ÅB 1946, 12). Det besøg, der måtte aflyses i 1939, blev nu i 1947 muligt i langt større skala. I foråret 1946, skrev Johannes Nørgaard, ’kunde Dr. Bredahl Petersen og jeg næppe tro vore egne Øjne, da vi fik den første Forespørgsel gennem Dr. Rushbrooke’ (sst.). Den 29. maj 1946 kom den officielle forespørgsel. Og kort efter kom Dr. Rushbrooke til København. Hans besøg var nøje forberedt: ’Dr. Rushbrooke havde gjort sig særlig Anstrengelse for at kunne komme i den Uge, hvori Missionskomitéen og vort Lands Prædikanter samledes i Tølløse’. Men også udadtil var den store scene sat: ’I Forbindelse med Besøget i København besaa Dr. Rushbrooke de forskellige Lokaler, der var stillet til Raadighed for Verdenskongressen, bl.a. Raadhuset, Skolen ved Sundet og K.B.-Hallen. Og han fik ogsaa Anledning til at tale med Biskop Fuglsang Damgaard og Statsminister Knud Kristensen, der begge lovede at tale ved Aabningsmødet. Det samme Løfte har ogsaa Københavns Overborgmester afgivet’ (BU 1946, 316). Men høj som lav skulle have chancen for at kunne følge med: ’Alle foredragene, der afholdes, bliver forud trykte henholdsvis paa Dansk og Engelsk, saa at enhver Deltager kan følge med. Gudstjenesterne bliver tolkede’. Indkvarteringen af de ca. 5.000 gæster, som danske baptister forventede, blev også planlagt. Der blev reserveret ca. 2.000 hotelværelser i København, fælles sovesale og lejre blev forberedt, og de københavnske baptister vil ’være til Hjælp med Gæstfrihed i Hjemmene’. Kongressen blev afholdt fra den 29. juli til 3. august.

Kongressens åbningsmøde i K.B.-Hallen. Kongressen, der havde ca. 5.000 tilrejsende deltagere fra det meste af verden, samledes under J.G. Onckens velkendte motto: ’Enhver Baptist en Missionær’. J.G. Oncken var pionéren, der fra Hamborg i 1834 stod i spidsen for baptismens tilbagekomst på det europæiske kontinent. BWA-pressefoto.

Rejseproblemer

Dr. Rushbrooke var ikke i tvivl om, at BWA’s 7. verdenskongres skulle holdes i Europa. Der havde stået blæst om, hvorvidt den 5. verdenskongres i Berlin i 1934 skulle aflyses, men nu var situationen en anden. Herom skrev han ved indgangen til 1947 som noget af det sidste, han nåede, inden han døde: ’I København vil vi føle os løftet op over alle Forskelle i Race, Hudfarve og Nationalitet. Ved denne Kongres bliver der ikke tale om Fjender eller forhenværende Fjender. Det vil blive en Forsamling af Brødre [og Søstre] i Kristus, tilhørende vor store Baptistfamilie’. Om formålet med at mødes skrev han: ’Menneskehjertet maa forvandles, hvis vi skal tænke paa at faa en varig Fred. Had, Fordomme, Misundelse, Havesyge, Nationalisme og Racehovmod bragte os Krigen. Og alle disse onde Lidenskaber har faaet ny Næring gennem Krigen. Vi kan ikke komme op af denne Mudderpøl, som vi er faldet i, uden Guds hjælp. Trofast Forkyndelse af Jesu Evangelium er vort eneste Haab’ (BU 1947, 37).

Verdenskongressen begyndte den 29. juli 1947 – en dag, som Dr. Rushbrooke havde set frem til med forventning, da den også skulle have været hans 76-års fødselsdag. Verdenskongressen holdt en minde- og takkegudstjeneste. BWA-pressefoto.

De vanskeligste spørgsmål tegnede til at blive indrejsetilladelse for deltagere, der kom fra landene, der tabte krigen. Så sent som den 18. juli 1947 hed det: ’Vort store Problem i Øjeblikket er at skaffe Indrejsetilladelse for de Tilmeldte fra Tyskland og de Lande, der var på Tysklands Side under Krigen. Fra Tyskland har vi faaet Indrejsetilladelse til 50, og fra de øvrige Lande har vi opnaaet en generel Tilladelse til indtil 15 [Deltagere fra hvert Land]. Men det er ikke gjort med Indrejsetilladelse. De enkeltes Forhold skal undersøges, der skal forhandles med forskellige Myndigheder om de utroligste Ting, og endelig er der Valuta- og Rejseproblemerne. Fra de allierede Lande i Europa og andre Verdensdele er vi jo fri for disse Problemer’ (BU 1947, 202). Længe efter kongressens afslutning kom det frem, at den russiske delegation ikke fik lov at rejse til København. De ungarske deltagere nåede aldrig frem. De rumænske kom, da kongressen sluttede, men ’da de kom Hjem fra Verdenskongressen, blev de Penge, som amerikanske Baptister havde givet dem med til deres Missionsvirksomhed, beslaglagt, og Repræsentanterne blev kastet i Fængsel’ (BU 1948, 313).

Hvilket møde!

Missionskomitéen præciserede for danske baptister i beretningen forud for årsmødet i Aalborg i maj 1947, hvad BWA stod for: ’BWA har især tre Opgaver: 1) At være Organ for det kristne Fællesskab mellem Alverdens Baptister. 2) At være Mund for den kristne Bekendelse, der samler Baptister overalt i Verden. 3) At være aktiv til Hjælp overfor al Religionsforfølgelse i Verden’. Om verdens-kongressens betydning skulle danske baptister også vide tre ting: ’1) Den er en af Efterkrigstidens første Anledninger til at samle Repræsentanter fra alle de Nationer, som siden sidste Verdenskongres [i 1939] har ligget i Krig med hinanden. Det Samlingsmærke, der binder dem alle til hverandre ved dette Møde, er alene Guds Kærlighed, Jesu Kristi Naade og Delagtighed i Helligaanden. 2) Desuden er den et af vor Tids mest storslaaede Udtryk for den kristne Enhedstanke. Hundreder af Tusinder Menigheder og Millioner Kristne rækker her Haand til hverandre over Verdenshavene og over alle Landegrænser, over personlige Meningsforskelle, over Raceforskelle og Sprogforskelle, over Fordomme og Interessemodsætninger, fordi de har een Herre, een Tro og een Daab. 3) Endvidere er den een af Verdens største Missionskonferencer. Her drøftes Hjemmemission og Ydremission, Vækkelsesarbejde og kristne Skoler og Universiteter, sociale Problemer og kristen Kunst etc., og her mødes først og sidst tusindtallige Repræsentanter fra mange af Jordens smaa og store Missionsmarker for i Fællesskab at samle Kraft til den Gerning, som Missionens Herre selv har betroet dem’. Ingen skulle være i tvivl om, at denne verdenskongres blev danske baptisters ’største Anledning til at drages ind i det verdensomspændende, kristne Fællesskab, der baade aabner Dørene til uanede Rigdomme og ubeskrivelig Nød, til Missionsarbejdets Kald og Evangeliets Kraft’ (ÅB 1947, 9).

Verdenskongressens officielle velkomst ’fra Danmark’ blev givet af – fra venstre – statsminister Knud Kristensen, Københavns overborgmester H.P. Sørensen og Københavns biskop H. Fuglsang-Damgaard. Pressefoto, fotograf ukendt.

Største kongres i København

Alt dette kom til udtryk på selve kongressen i København, der handlede om ’Baptisternes verdensomspændende Missionsansvar’. Alt fremstod naturligvis i lyset af den krig, der netop var afsluttet. Alligevel mødte mere end 5.000 deltagere op. Og mange hensyn blev taget til gæsterne: Hoteller og private københavnere stillede værelser til rådighed. Varedirektoratet bevilgede ubegrænsede rationeringsmærker, og polititiet gav de medvirkende tilladelse til brug af privatbiler. Da de 5.000 deltagere fyldte KB-hallen ved åbningsmødet, fik dagbladene brug for de store overskrifter: ’Alle Tiders største Verdenskongres i København’ og ’5.000 Baptister har erobret København’. Ved åbningsmødet udtalte statsminister Knud Kristensen: ’Den kristne Tro er ikke blot det Grundlag, der er nødvendigt for, at den enkelte kan føle sin Tilværelse fri og sikker, den er ogsaa det Grundlag, hvorpaa Nationerne maa overvinde den Tillidskrise, som de i Øjeblikket gennemrystes af’ (BWA, DK 17). Københavns biskop, Dr. theol. Fuglsang-Damgaard, slog samme tone an i hilsenen, ’som jeg bringer fra den danske Folkekirke’: ’Kristus! Han er vor Fører, og under hans Førerskab kan vi samles i en Fællesfront til Kamp mod Kaos og Undergang, for Retfærdighed, Fred, Forsoning, Godhed, Kærlighed. Det burde raabes saa højt, at det kunde høres allevegne: Verden trænger fremfor alt til Godhed og Kærlighed – og det vil sige til Kristus og et Liv i hans Efterfølgelse’ (BWA, DK 20). I tilknytning til kongressen afholdt baptistspejderne en international lejr med ca. 1.000 spejdere ved Ermelunden. Disse deltog, da kongressen sluttede, i et stort optog fra Grønttorvet til Idrætsparken, hvor kongressens sidste samling fandt sted. Grønttorvet var så fyldt med danske og internationale baptister samt nysgerrige københavnere, at ’Sporvejene maatte indstille deres Kørsel’: ’Det blev en uforglemmelig Demonstration gennem Gaderne. Vel den største kirkelige Demonstration, København nogensinde har haft. Da den naaede Idrætsparken, talte den ca. 15.000 Mennesker’ (BWA, DK 165).

Kongressens drøftelser blev i den danske udgave af kongresbogen samlet under to overskrifter: 1) ’Budskabet’, der omfattede ’Verdensnøden’ samt ’Kaldet og Opgaverne’. Og 2) ’Begivenhederne’. Det første afsnit sluttede med at anføre de resolutioner, som kongressen vedtog om religionsfrihed, internationale forhold, racespørgsmålet, jøderne og statsløse flygtninge. I den første hed det interessant nok i lyset af krigen: ’Som Kristne maa vi, naar der opstår Konflikt mellem Staten og vore religiøse Overbevisninger, sætte Guds Vilje højere end Menneskers Paabud og Forordninger’ (BWA, DK 140). I resolutionen om jøderne bad kongressen ’Baptister over hele Verden om at vise Kristi Sindelag, han, der selv var et Israels Barn, og at gøre alt, hvad der staar i deres Magt for at lindre Jødernes Lidelser’, men fastslog samtidigt, at mission overfor jøder er nødvendig: ’Vi tror, at først naar Kristus bliver antaget som Herre, vil Jøderne saavel som ethvert andet Folk finde Frelse, Fred og Frihed’ (BWA, DK 143). Kongressen tilskyndede – i resolutionen om de ’statsløse flygtninge’ i fx Tyskland og Østrig – statslederne til at sikre, at disse flygtninge ’gives Tilladelse til at rejse til andre Lande efter deres eget Valg’, og at de ’skal ledsages af deres Præster, for at de kan yde dem aandelig Hjælp og Vejledning og tage sig af deres aandelige Velfærd’ (BWA, DK 144).

BWA-kongressen blev ’årets største danske mediebegivenhed’. To kontroversielle emner blev ’sensationer’ i pressen: Kirkeministeren afslog, at BWA-kongressen måtte låne Grundtvigskirken til gudstjeneste. Og rygtet om, at hotellerne afviste ’amerikanske negre’. Niels Anhøj var kongressens presseansvarlige medarbejder. Efter kongressen gennemgik han mere end 1.000 avisudklip. Her ses ét af dem, lånt fra hans bog Midt i mylderet (1992, 96).

Amerikanske Negre

Om racespørgsmålet udtalte kongressen, at ’Racernes indbyrdes Forhold er et af de mest vanskelige Problemer, som den kristne Kirke tvinges til at tage Stilling til i Verden i Dag’. Aktualiteten var naturligvis begrundet med Hitler-regimets uhyrligheder, men i København blev det – som i USA – især ’Negerproblemet’, der kom i forgrunden. I København stod spørgsmålet om ’Negrenes Indkvartering’ snart på forsiden af alle landets aviser. På kongressens åbningsdag bragte Politiken en spektakulært opsat forsideartikel med mange billeder af de ’ca. 200 Negre’, der kom til byen: ’I flere private Hjem har man sagt nej til at indkvartere de sorte Baptister, og Hotelværtsforeningen og Turistforeningen har under Haanden udtrykt Ønsket om, at Negrene blev holdt ude fra Størstedelen af de Københavnske Hoteller (BWA, DK 206) – altså amerikansk racisme i Danmark! Nyheden byggede på en fejltolkning af begivenheder, der fandt sted i skyndingen, da der på én gang ankom ’63 Negergæster’. Men byens gode renommé var ramt, og overborgmester H.P. Sørensen måtte i radioen frem med en skarp fordømmelse af journalistens saglighed – og i sin velkomst til kongressen tilføjede overborgmesteren: ’København ønsker at modtage sine Gæster og drage Omsorg for dem uden Hensyn til religiøs Tro, Race eller Nationalitet’ (BWA, DK 20). Og både pressen og københavnerne fulgte trop: ’Den danske Presse tog enstemmigt Afstand fra enhver Klassificering af Mennesker efter Hudfarve. Indkvarteringsudvalget blev tilbudt Hundreder af private Logis til Negre’ (BWA, DK 207). Sådan skrev Niels Anhøj, da han efter kongressen havde gennemgået ’ca. 1.000 Avisudklip fra Dagbladene’ (BWA, DK 189ff). Verdenskongressens resolution om ’Racespørgsmaalet’ rettede sig måske mest mod amerikanske tilstande, idet den påpegede, ’at ukristelig Fremgangsmaade overfor og Misbrug af Folk saasom ved Lynchjustits, Raceudryddelse og ved at gøre Forskel paa Mennesker af økonomiske og racemæssige Grunde, unfair Forretningstaktik og Nægtelse af politiske Rettigheder er i Modstrid med Kristendommens Principper’ (BWA, DK 143).

Den københavnske presse var ikke uden humor – et træk, der også prægede mange af kongressens deltagere. Den nyvalgte præsident for BWA, amerikaneren C.O. Johnson, ville ikke benægte, at der også blandt baptister fandtes raceproblemer. Det formulerede han på denne måde: ’Og selv blandt baptister kan det jo ske, at der er nogle ’sorte’ får i flokken’! Illustrationen er hentet fra Niels Anhøj: Midt i mylderet (1992, 98).

Hensyn til religiøs tro

Bag overborgmester H.P. Sørensens udsagn, om at drage Omsorg for byens gæster ’uden Hensyn til religiøs Tro, Race eller Nationalitet’, lå endnu en københavnsk skandale. Politiken bragte ugen før, kongressen åbnede, en artikel med overskriften: ’Baptisterne i kristen Modvind’, hvor journalisten pegede på, at ’Kongressen begynder med en Skuffelse, der rent ud sagt bunder i Smaalighed’. Bag dette lå ønsket fra Baptistsamfundet om, at man kunne ’afholde den store Kongresgudstjeneste i Grundtvigskirken’ – kirken, der blev bygget til ære for den frihedselskende N.F.S. Grundtvig. Men kirkens præst havde nedlagt forbud med baggrund i Folkekirkens bekendelse fra 1530, hvori der blev præciseret, at evangelisk-lutherske præster skal bekæmpe ’gendøberne’. Sognepræsten blev bakket op af kirkeminister Carl Hermansen, der skrev: ’Det er slet og ret ulovligt at lade Baptisterne benytte Folkekirkens Kirker, det lader sig ikke gøre’ (BWA, DK 192). Sagen var lækket til pressen uden Kongresudvalgets billigelse: ’Baade af Hensyn til de Personligheder indenfor den danske lutherske Kirke, der bekender sig til det fælleskirkelige Samarbejde, og af Hensyn til, at hele Sagen ikke tjener vort Lands Renommé, hverken fælleskirkeligt eller turistmæssigt, har vi ikke ønsket at omtale visse lutherske Præsters Isolationspolitik offentligt’, skrev udvalget i en pressemeddelelse (BWA, DK 194). Den følgende ’kirkestorm’ i landets aviser viste, at dagspressen og de fleste fra Folkekirken, der deltog i debatten, næsten enstemmigt talte for en tilsidesættelse af den ’gamle og utidssvarende Bestemmelse’ – der var revideret i marts 1947 (BWA, DK 197)!

Ny Tid mente, at behandlingen af baptisterne ’er mildest talt nedslaaende. Den er et tydeligt Vidnesbyrd om, at Ufordragelighed og Intolerance hører med i Billedet af Danmark i Dag’. Aalborg Stiftstidende mente, at et ’Afslag, som det, der her er givet, virker uvenligt. Doktrinært og intolerant, og i Særdeleshed ejendommeligt i en Tid, hvor der ellers er stor Interesse for det fælleskirkelige Arbejde’. Kristeligt Dagblad gik alene mod strømmen og tog Folkekirken i forsvar (BWA, DK 198). Verdenskongressen udtalte sig – vel også med baggrund i den opståede polemik – om de underlæggende problemer: ’Ingen Kirke bør gives særlige Privilegier af Staten, ej heller bør nogen Kirke søge saadanne. Der bør være Lighed mellem Kristne. De maa ikke søge Magt eller Herredømme over hverandre’ (BWA, DK 140).

Da kongressen sluttede med det omtalte stormøde i Idrætsparken efter optoget gennem København, skete det uden mislyde: ’Den store Forsamling glædede sig over at høre Evangeliet i straalende Sol under vajende Flag, i en Ramme af grønne Græsplæner og skønne Bygninger. Alt i alt blev det en værdig Afslutning paa Kongressen og et uforglemmeligt Minde’ (BWA, DK 165). Men kongressen pegede også fremad. Den søsatte de europæiske baptisters samarbejde, der resulterede i dannelsen af European Baptist Federation (EBF). Og på baggrund af dens drøftelser om Kirkernes Verdensråd, der nu igen efter krigen var i støbeskeen, skulle de nationale baptistkirker drøfte, om de ønskede at tilslutte sig dette økumeniske fællesskab. I begge sammenhænge fik Johannes Nørgaard og Bredahl Petersen afgørende indflydelse. På Verdenskongressen blev førstnævnte – som den første dansker – valgt som den ene af BWA’s syv vicepræsidenter for perioden 1947-1950.

Formænd for kongresudvalgene. Forrest fra venstre: Marie Nørgaard, Johannes Nørgaard, Bredahl Petersen, Niels Anhøj og Aage Baungaard Thomsen. I midterste række fra venstre: Karl Nielsen, Alfred B. Pedersen, P. Grarup og E. Petersen Bach. Bagest fra venstre: Harry W. Holm og William Svendsen. Fraværende: Knud Füssel, P. Rasmussen og Hans B. Holm. BWA-pressefoto.

Danske baptister i verden

Portene må åbnes igen!

Uden nogen sammenligning blev Bredahl Petersen drivkraften i det danske bidrag til genopbygningen af baptismen på det europæiske fastland. Han samlede administrationen heraf i Købnerkirken sammen med en stor stab af medarbejdere. Han førte en omfattende korrespondance og besøgte flere gange de områder, hvor genopbygningsarbejdet tog form. Det var ikke uden grund, at Johannes Nørgaard kaldte ham ’vort Samfunds udenrigspolitiske Korrespondent’ (BU 1945, 107)! Det begyndte med det skandinaviske samarbejde, fortsatte med hjælp til hollandske baptistbørn, tog fart med en omfattende indsats i Polen og det blev rundet af med et nyt samarbejdsorgan mellem alle Europas baptister i European Baptist Federation, stiftet i 1949.

Arbejdsopgaverne med tilhørende geografiske områder blev tilrettelagt i BWA’s regi. Om danske baptisters opgave fortalte Johannes Nørgaard: ’I Danmark har vi som bekendt faaet den Opgave dels at hjælpe vore udenlandske Trosfæller med at fremskaffe Madpakker til de Lande, hvori Manglen paa Fødevarer er det brændende Spørgsmaal, og dels at stille vore Hjem og Midler til Raadighed for hollandske Baptister. Desuden søger vi sammen med vore nordiske Baptistsamfund at komme vore Menigheder til Hjælp i Polen. Ledelsen af dette Arbejde har vi betroet Dr. Bredahl Petersen at varetage’ (BU 1946, 91).

Omdrejningspunktet

Overalt i Købnerkirken, hvor Bredahl Petersen var præst, blev der oprettet forskellige ’Centraler’. Ugebladets læsere fik et indblik heri ’Fra en travl Hovedstadskirke’ sidst på året 1946: ’Vi har her dansk Central for det internationale baptistiske Hjælpearbejde, hvor vi for amerikanske Trosfæller og væsentligst for amerikansk Kapital sender Madpakker til Lidende Trosfæller ud over Kontinentet i Polen, Czekoslovakiet, Østrig, Ungarn, Jugoslavien og Tyskland for Tusinder af Kroner Maanedligt’. Samme sted ’har vi her Centralen for vort [Kirke]Samfunds Europahjælp, først til Holland, og nu i Dag til Polen, hvortil vi ikke alene administrerer den danske Baptistkirkes Hjælp, men betydelige Midler fra Canada og især U.S.A.’ Og for det tredje ’har vi her Centralen for den frikirkelige Kirketjeneste blandt Flygtninge i Danmark, som giver os et betydeligt Arbejde blandt Flygtningene, Fordeling af Gaveforsendelser til dem fra U.S.A. samt en Uendelighed af Korrespondance, dels med Flygtningene, dels med deres Slægtninge i U.S.A og i Tyskland og andre Lande’. Og i ’Købnerkirkens Andagtssal har vi igennem ½ Aar haft Fordelingscentral. De vældige Forsendelser af Hjælpemateriale, som amerikanske Trosfæller af tysk Herkomst har sendt os til Fordeling blandt de tyske Flygtninge-Trosfæller i Danmark, kræver Arbejde. Vi har nu fundet ca. 3.000 af saadanne i Lejrene. Vi modtog engang 15.000 Pund Frakker og Militærstøvler, som blev fordelt, og sidste Gang fik vi ca. 10.000 Klædningsstykker og Sko, Traad, Knapper etc., især til Kvinder og Børn. Forsendelsen fyldte ganske vor Andagtssal, og det tog 10-12 Flygtninge ca. 14 Dage at pakke den i smaa Pakker til de enkelte Flygtninge i Lejrene’. Det sidste kunne kun ske, fordi ’vi har indhentet Oplysninger paa en Blanket fra hver af vore Trosfæller i Lejrene, over hvad de specielt behøver, og vi søger at opfylde deres Ønsker saa langt, som det er muligt, pakker en Pakke til hver, paahæfter den Navn og Adresse og fylder alle de Pakker vi kan i store Papirsække, som derefter bliver sendt til Godsbanegaarden i store Lastbiler, hvorfra de videresendes ud over Landet til Lejrene. Man vil forstaa, at dette Arbejde har vakt uendelig Glæde, selv om Behovet endnu er kolossalt stor’. I kirkens ’Kryptsal’ sad ’Pastor Strehlow og Hustru og en tysk kvindelig Sekretær’. Her har de Kartotek over alle tyske Baptister i Lejrene. Her udgives der et duplikeret 8-12 Siders Blad, ’Gemeindeblatt’, som har vist sig at være et udmærket Oplysningsmiddel og Bindeled mellem de tyske Baptister i Lejrene’ (BU 1946, 395f). I ’Gemeindeblatt’ blev de tyske baptist-flygtninges navne og adresser anført, og det ’har været modtaget med stor Glæde ligeledes blandt Trosfæller i Tyskland, der paa den Maade har faaet Efterretning om deres Kære og Bekendtes Opholdssted’ (ÅB 1946, 50).

En række medarbejdere fra Købnerkirken, hvor de i ’Fordelingscentralen’ hjalp med at pakke de fornødenheder, som baptisterne i flygtningelejrene på opfordring havde bedt om. Pastor Hugo Strehlow ses øverst på trappen. Arkivfoto.

Skandinaviske baptistkontakter

Det skandinaviske baptistsamarbejde fra tiden før besættelsen var ikke glemt. Allerede den 5. maj 1945 modtog danske baptister et telegram fra de svenske baptister. De sendte genhilsen med et par vers fra Bibelens Salme 118 (v.18,27): ’Herren tugtede os haardt, men han overgav os ikke til Døden. Herren er Gud, han skal give os Lys!’ Til de norske og finske baptister skrev de: ’Maa Guds Fred følge Fred i Land og Rige’. Ved årsmødet i september 1945 lyttede deltagerne til foredrag fra en repræsentant fra hver af de nordiske baptistsamfund om deres folks vilkår under krigen.

Den norske repræsentant takkede for den hjælp med fødevarepakker, som Alf Engebretsen havde taget initiativ til. Efter han kom til Aalborg i begyndelsen af 1945, havde han sendt ca. 200 pakker til norske baptister med fødevarer, der blev indkøbt for rationeringsmærker, som danske baptister indsamlede i Nordjylland (BU 1945, 131). Herudover havde Engebretsen og Kyrø-Rasmussen, hvis mor var norsk, indbudt 100 børn fra Oslo til ferieophold her i landet – og et ’Par nordjyske Menigheder alene tog vist imod ca. 100 norske Børn’ (BU 1945, 285). For begge dele takkede en kvinde – der fulgte børnene som deres rejseleder – fra Oslos 1. Baptistmenighed: ’Jeg vil på denne måte få sende min varmeste takk til de Danske baptister. Hvad vi her i Norge fikk føle mere end Dere i Danmark, var vel manglen på mat. Mange led vont, værst var det vel i året 1942, da manglen på poteter var skrikene. Til eksempel kan nævnes, at vi i våres hjem gikk tilsengs klokken 8 om aftenen for at vi ikke skulle kjenne sulten. Værst var det vel for de små, som ikke forstod stillingen. Jeg har oplevet å stå maktesløs, da min lille gutt spurte om å få et stykke mat. En stor takk skyller vi våre kjære landsmand pastor Alf Engebretsen og hans hustru. De har arbeidet utrættelig for Norges sag, og man kan tænke sig det stræv, de har hatt for å få pakket og sent alle gavepakkerne. Så kommer da som prikken over I’en indbydelsen til 100 barn herfra Oslo. Det var baptistene i Ålborg, med pastor Engebretsen i spissen, som satte hjulene i sving. Det var et stort aparat, som blev igangsat, og efter megen forvikling lykkedes det gjennem Foreningen Norden å komme avsted. Forventningen var stor hoss de små og ingen blev skuffet. Jeg var jo så heldig å få komme avsted som reiseleder, og hvad jeg fölte, da toget töffet ind på Ålborg banegård og jeg så mine kjære venner Engebretsen’s igjen efter disse lange krigsår, kan ikke tolkes. Afreisen glemmer jeg aldrig. Barna blev glad i Dere, og Dere blev glad i barna. Vi reiste hjem adskillig tyngre alle sammen, takket være Deres omsorg, god mat og pleie. Koffertene også i tyngste laget for de flestes vedkommende. Motag så på denne måte min takk og hilsen på var alles vegne’ (BU 1945, 226).

Pastor Alf Engebretsen (1906-1990), præst i Bethelkirken Aalborg (1945-1952), hvorfra han efter krigen ledte ’Norgeshjælpen’ og modtagelsen af norske børn – primært til hjem, der hørte til menighederne i Vendsyssel.

Tak fra finske baptister

Repræsentanten for de finske baptister, pastor A. Edström, bragte en lignende hilsen. Vinterkrigen i 1939-40 sluttede med Ruslands annektering af finsk område. Alligevel gik Finland i sommeren 1941 sammen med Rusland i krig mod Tyskland: ’Under Krigen florerede Usædelighed og Drukkenskab, og Moralen sank. Den aandelige og sociale Nød var ubeskrivelig’ (ÅB 1945, 32). Våbenstilstanden med Rusland var endnu ikke ét år gammel, men taknemligheden var stor, fordi Finland blev det eneste europæiske land – foruden Norge – der grænsede op til Sovjetunionen og beholdt sin frihed efter krigen. Derfor kunne Edström være til stede og takkede nu årsmødet: ’Jeg er taknemlig for ved dette Aarsmøde at overbringe de finske Baptisters hjertelige Hilsen og udtale vor Taknemmelighed for den Hjælp, vi har modtaget fra de danske Baptister. Desuden har I modtaget mange underernærede og hjemløse Børn fra vort Lands Hjem. Vi kan ikke betale jer derfor, men Gud vil gøre det’ (BU 1945, 193ff). Takken gjaldt den hjælp, der fra dansk side var blevet ydet de finske baptister i 1939, men først nu efter krigen kunne den bringes personligt.

Bredahl Petersen i Norge

I foråret 1946 rejste Bredahl Petersen til Norge som den ’første danske Baptistrepræsentant siden vore Landes Befrielse’. Oslos to baptistmenigheder og Prædikantskolen havde indbudt ham og der ventede ham en særlig velkomst: ’Salens Forgrund var dækket af 3 store, nordiske Flag’. Det blev en gribende oplevelse, da baptisterne i Oslo gav ’Udtryk for de norske Baptisthjems- og -børns inderlige Tak for Madpakkerne, man havde sendt fra Danmark og for Modtagelsen af norske Børn i danske Baptisthjem’. Bredahl Petersen var godt klar over, hvor takken især skulle adresseres: ’Her skulle Pastor Alf Engebretsen jo have været til Stede, idet han har slidt saa meget med denne Sag, men man vil ikke glemme hans Arbejde, naar han igen gæster sit Hjemland’. Under opholdet fik Bredahl Petersen førstehånds beskrivelser af ’Tyskernes forfærdende Voldsherredømme’: ’Skaarene heraf forefindes endnu, ikke alene i Ruinbyerne, hvoraf flere ligger totalt udslettede, eller i Finmarken, hvor Tyskerne brændte Hjem og Gaarde fuldstændig af for den fattige Befolkning, men ogsaa i mange Hjem, hvorfra Norge mistede Tusinder af Mennesker i Krigen mod Besættelsesmagten og i den heltemodige Befrielseskamp mod den forfærdelige Terror. Men om alt dette taler man nu kun lidet i Norge’. Men Bredahl hørte dog også, at tre baptistkirker blev ’totalt ødelagt af tyske Bomber’ – og ’en Prædikant omkom’ (BU 1946, 93f).

Alf Engebretsen besøgte først Norge sammen med sin familie i sommeren 1946: ’Under hele krigen har jeg ikke været hjemme i Norge, og sidste sommer stod jeg i ledelsen for en stor hjælpeaksjon for at få norske barn til Danmark, og av den grund kunde jeg ikke ta avsted’. Deres ophold sluttede med afskedsfest i Oslo: ’Festen var et uttrykk for takknemlighed for min hustrus og mitt arbejde under krigen med at sende matpakker til Norge. Det var så ufortjent alt sammen. Vi gjorde kun vår plikt under krigens år’ (BU 1946, 302).

Mathias Eidberg skrev i 2007 en afhandling om Baptistene i Norge under andre verdenskrig. Eidbergs studier afslører, at den ovenfor nævnte pastor blev udelukket af sin lokale menighed og dermed af Baptistsamfundet i Norge. Herpå fik han embede i Den norske nationalsocialistiske Kirke i perioden 1943-1945. Det danske Baptistsamfund havde ingen prædikanter med sympati for nazismen. Privateje.

Nordiske Baptisters Kalmarunion

Det officielle samarbejde mellem Nordens baptister blev hurtigt retableret. På de nordiske landes Baptistkonferencer i 1945 blev det vedtaget at ’skabe et officielt Samarbejdsorgan’. Det skete på et møde i Stockholm i januar 1946. Her var én af arkitekterne også Bredahl Petersen: ’Krigen søndrede, og Krigen forenede. Selv om de nordiske Lande udadtil blev isolerede fra hverandre, saa voksede Erkendelsen af Samhørigheden mellem Nordens Folk sig dog stærkere end nogen Sinde’, skrev han. Det gjaldt også deres baptistkirker. Fra Danmark deltog foruden ham selv også Johannes Nørgaard og P. Rasmussen. Stemningen var høj og initiativerne mange på alle missionsarbejdets områder – og det historiske perspektiv manglede heller ikke. En svensk deltager kaldte initiativet ’de nordiske Baptisters Kalmarunion’, hvortil Bredahl Petersen tilføjede: ’Det er der nok noget om, men vi tror, den skal blive varigere end den politiske Kalmarunion!’ Af nye initiativer aftalte man to – en ’Skandinavisk Sømandsmission i fremmede Havne’, der tog form i San Francisco fra 1949 (BU 1949, 382), og ’Hjælpearbejdet til de nødlidende Trosfæller i Europa’. Det sidstnævnte blev sat på skinner, idet mødet også havde deltagere fra Baptisternes Verdens Alliance (BWA), de britiske og de amerikanske baptister. Bredahl Petersen, der blev valgt som sekretær for ’Kalmarunionen’, rundede sit referat af med at påpege, at ’det betydningsfulde Komitémøde uden Tvivl vil blive en historisk Mærkepæl i Baptismen i Norden. Allervarmest bankede alles Hjerter, da man kom ind paa Drøftelsen af den aandelige Nød i Norden saavel som i Verden og Behovet af en Fornyelse af Vækkelsesmissionen og Sjælevinderarbejdet i og ud fra vore menigheder og [Kirke]Samfund i Norden’ (BU 1946, 45f).

Hollandshjælpen

I december 1945 blev forberedelserne til endnu en europæisk hjælpeaktion offentliggjort: ’De danske Baptister har tidligere rakt en hjælpende Haand til finske, norske og andre Trosfæller, og gør det paa tilsvarende Vis i Øjeblikket til udenlandske Trosfæller i Danmark [de tyske flygtninge], skrev Bredahl Petersen. Og han fortalte, at Dr. Rushbrooke allerede sidste sommer [1944] havde omtalt de lidelser, der var overgået Holland. Nu var der kommet en direkte henvendelse fra BWA: ’Vi sendte omgaaende Brev til den hollandske Hjælpekomité, hvori vi meddelte, at vi fra danske Baptisters Side gerne vilde række dem en hjælpende Haand’ (BU 1945, 285). I løbet af foråret 1946 tilrettelagde Bredahl Petersen et omfattende hjælpearbejde, der kom til at bestå af tre tiltag.

Men baptister her i landet skulle først kende baggrunden for Hollandshjælpen. Derfor bragte Ugebladet en artikel, hvoraf det fremgik, at hollandske baptister tidligt havde lagt afstand til nazismen: ’Vi kendte alt for godt Nazisternes Overgreb imod de protestantiske Kirker og Jøderne i Tyskland og Indholdet af de nazistiske Skrifter’. Nazisterne ’befalede os at ophænge en Bekendtgørelse paa vore Kirkedøre med Ordene: ’Her forbydes Jøder Adgang’. Men stik herimod fandt ‘mange af Israels Børn i vore Hjem et Tilflugtssted og broderlig Gæstfrihed. Ligeledes understøttede vore Brødre ogsaa Undergrundsbevægelsen paa ganske betydelig Maade, og mange af vore Menigheder havde en hemmelig Fond, hvorfra man hjalp Nazismens Ofre og deres Familier. Flere af vore Brødre blev Pionerer og Ledere for Modstandsbevægelsens Grupper’. Kirkens ledelse blev eftersøgt; formanden flygtede; sekretæren ’måtte tilbringe to Aar i et af de mange Helveder i vort Land’, og kassereren ’blev fængslet, slaaet, torteret og ført ind i Tyskland, og siden da har vi intet hørt fra ham. Tre af vore Præster blev ført i Fangenskab til Tyskland; tre andre blev arresteret og fængslet; mange andre maatte leve som Flygtninge borte fra Hjem og Familie og Menighed’. Alt dette skete, fordi vi ’følte os mere forpligtet til at forblive Borgere i Guds Rige end af noget Rige af denne Verden’ (BU 1946, 47). Det hollandske Baptistsamfund talte ca. 6.000 medlemmer, hvoraf de fleste tilhørte arbejderklassen. At nøden var stor, vidste danske baptister udmærket. Søren Melkær skrev i sin dagbog: ’Efter sigende har Nøden været saa stor dernede paa et vist Tidspunkt, at man maatte hugge Bohavet til Brænde for derved at kunde stege Blomsterløgene’ (SM, 21.08.1945).

Et af hollænderbørnene højt til hest. Deres 3-måneders ophold gav dem fornyede kræfter og forøgede deres vægt. Mange af dem blev ved at holde kontakten til deres danske plejefamilier i årtier. Her ses Antje Dokter og husmand Ejner Jensen, Holtet, i Hals menighed. Privatfoto.

Mangel på fødevarer

Først behøvede menighederne i Holland fødevarer: ’Gennem hele Okkupationstiden var vore Rationer utilstrækkelige, og det kulminerede da ogsaa med Hungersnød i de vestlige Provinser gennem Krigens sidste Maaneder’, lød det fra de hollandske baptister. Hjælpen kom til at bestå af ’Fødevarer i Standardpakker’. Indholdet blev dikteret af Røde Kors, der også betalte fragten. Baptistmenighederne skulle indsamle kostprisen, der var 27 kr. pr. pakke. Menighederne samlede ind til 200 pakker, hvilket – med Bredahl Petersens typiske overslag – betød ’1 Pakke for gennemsnitlig hver 35 Medlemmer i vort [kirke]Samfund’. Hans motivering for ’at indsamle et Offer til Sagen mellem Jul og Nytaar’ manglede heller ikke: ’Vi blev sparet for Hungeren, Kulden, sønderskudte Hjem og Kirker, Hjemløshed og ødelagte Marker, hvilket vore hollandske Trosfæller sammen med deres Folk i en forfærdende Grad har oplevet. Lad os derfor som et beskedent Led i det baptistiske Verdensfællesskabs Omsorg for sine Trosfæller over hele Kloden med Glæde række denne hjælpende Haand’ (BU 1945, 286). Det lykkedes at få afsendt de første 100 fødevarepakker i februar 1946, idet ’vi synes at skulle faa de Midler, som vi havde beregnet’ (BU 1946, 46). I løbet af de næste to måneder blev 100 andre sendt ’til trængende hollandske Baptisthjem’ for ’danske Baptisters Midler’ – og endnu 100 blev sendt herfra ’for amerikanske Midler’ (BU 1946, 134).

Bredahl Petersen skrev dette brev til de rejseledere, der hentede de hollandske børn på Karantænestationen i Padborg. På vej til Rødekro skiftede ungdomssekretær Carl Thomsen tog på Fredericia banegård. Herom skrev han: ’Pludselig opdager jeg et kendt Ansigt – en Baptist; det er morsomt, og der er een til; hvad er der på Færde? Der bliver en Spørgen og en Snakken, for det vrimler med Baptister i Toget. Det er Bredahl Petersen og hans Brigade, der er på Vej til Padborg efter det sidste Kuld Hollænderbørn. I godt Selskab gaar rejsen hurtigt …’ – og Carl Thomsen var snart i Rødekro (BP-RigsA).

Underernærede børn

For det andet havde mange børn i Holland lidt forfærdeligt under krigen: ’Børnene trænger meget til et Ophold i Danmark. Man har mange Tilfælde af Underernæring, mange er paa Grænsen til T.B. [Tuberkulose], og især Børnene lider af mangel paa nærende Fedtstoffer’. Bredahl Petersen appellerede til, at menighederne fandt 200 danske hjem, der hver ville modtage et barn. I februar måtte han gentage sin appel, idet kun 40 hjem havde meldt sig – og fra Holland havde han modtaget 360 ansøgninger! På grund af vinteren havde Socialministeriet udsat transporten til foråret (BU 1946, 46). I marts meddelte Bredahl Petersen, at ’to Tog afsendes fra Holland med 1.000 Børn til Danmark først i April. Omkring den 11. April forventes de 200 hollandske Baptistbørn at ankomme til den danske Grænse – 200 Børn, som alle er frasorteret som de mest trængende’. Børnene var i alderen 6-13 år, og ’efter Red Barnets Regler og Lægernes Raad vil de opholde sig i Danmark i ca. 3 Mdr.’ Børnene blev ledsaget af hollandske ledere, der skulle føre tilsyn med dem (BU 1946, 102). Da børnene ankom, kunne Bredahl Petersen fortælle, at 450 hjem nu havde ønsket at modtage et barn. Efter et par dage i Karantænelejren ved Padborg, hvor danske ledere modtog dem, blev de fordelt ’kolonivis’, dvs. mindst 4-5 børn i samme by, flere på landet end i byerne og nogenlunde i nærheden af en baptistkirke. Menighederne skulle ’varetage disse Børns Forhold og er dertil bemyndigede’. Hertil hørte, at hjemmene skulle ’hjælpe Børnene til at gennemføre deres smukke Praksis med Bordbøn og Aftenbøn, knælende ved Sengen, som vi for længst har opdaget, de er vant til hjemmefra’ (BU 1946, 134).

Præster på rekreation

For det tredje var der mange af de hollandske prædikanter, der behøvede rekreation: ’Vi venter i Løbet af Forsommeren at faa nogle hollandske Baptistpræster og Missionsarbejdere, hvoraf flere er Ægtepar, til Danmark for et meget tiltrængt Rekreationsophold’ (BU 1946, 155). Opholdet skulle vare 1-1½ måned, og Bredahl Petersen lovede, at vi kunne modtage ca. 30 hollændere. Allerede sidst på året 1945 skrev han: ’To Par burde af Sted med det samme, men er saa svage, at de ikke i Øjeblikket magter Rejsen; andre vil gerne komme omkring Paasketid eller til Foraaret’ (BU 1945, 285). De hollandske baptistprædikanter og kirkens ledelse var alle hårdt prøvede gennem krigen.

Datidens SMS-system. Alle hollandske børn i den første hjemtransport nåede godt til Holland. I en skrivelse forud for børnenes afrejse skrev Bredahl Petersen til børnenes plejefamilier, efter han netop var kommet hjem fra Holland: ’Nu er Forholdene bedre i Holland, og Madsituationen taalelig. Send dog godt med Spæk med Barnet hjem, om De kan’ (BP-RigsA, 2. juli 1946).

Hollandshjælpen blev formidlet gennem Røde Kors og Red Barnet, og den var tilrettelagt sådan, at danske baptisters hjælp gik direkte til de hollandske baptister. Vi ville gerne ’være med til at ’opfylde Kristi Lov’ overfor alle, men det er naturligt, at vi i første Række tænker paa vore Trosfæller’ (BU 1945, 285). Da der efter børnenes hjemkomst indløb en officiel tak fra Det hollandske Baptist-samfund, fremgik det af denne, at genforeningen mellem børn og forældre fandt sted den 19. juli – og at børnene ’nu straalede af Sundhed’. De havde haft ’en udmærket Rekreationstid’, og vendte tilbage ’med en gennemsnitlig Vægtforøgelse på ca. 6 Kg.’! Det fremgik også i hvilke byer, menighederne havde taget imod børnene: Tølløse, Nyrup, Roskilde, Holbæk, Svendborg, Odense, Rødekro, Vejle, Aarhus, Gludsted, Brande og København (BU 1946, 258) – primært andre menigheder end de vendsysselske, hvor man havde modtaget de norske børn. I årene 1946-47 indsamlede menighederne 18.600 kr. til Hollandshjælpens forskellige tiltag (ÅB 1946, 86; ÅB 1947, 81).

I 1948 blev Bredahl Petersen dekoreret med den hollandske Oranie-Nassau-orden (N.O.N.5) ved en højtidelighed på den hollandske ambassade i København. Efter overrækkelsen sagde han, at han gerne ville, at danske baptister skulle ’have deres del af den æresbevisning, han fik, særlig dem, der åbnede deres hjem og tegnebog’ (BU 1948). Kraks Blå Bog (1988, 876). Foto fra nettet.

Polenshjælpen

Årsmødet i 1946 fik besøg af Det polske Baptistsamfunds formand, Aleksander Kircun. Han hilste ’Forsamlingen med gribende Ord om Polens Nød og de polske Kristnes Tro og Vilje til at modtage Guds Velsignelser: ’Alt, jeg ser her, er som Medicin for min Sjæl. Hjemme ser jeg kun Ruiner. Men Guds Velsignelser kan ikke lægges i Ruiner. Tak for Hjælpen! (1946, 228). Kristeligt Dagblad bragte en samtale med ham om situationen i Polen efter krigen. Her fortalte han under overskriften ’Religionsfrihed i Polen’, at staten havde ligestillet alle trossamfund, hvorfor Den katolske Kirke, der udgjorde 90% af befolkningen, ikke længere var statskirke. Kircun anså dette som ’en bemærkelsesværdig Ændring i de kirkelige Forhold, en Begivenhed, han selv sidestiller med Reformationen’. Før krigen var de protestantiske kirker tolererede, men i praksis betød det direkte forfølgelse fra Den katolske Kirkes side: ’I Dag er alle Kirker, uanset Bekendelse, frie og uafhængige, og ingen af dem er understøttet af Staten’. Om landet sagde han: ’Husk, at Polen er næsten totalt ødelagt. Vi har 1,1 Million forældreløse Børn, og der blev under Krigen dræbt 1,8 Million Børn. 3 Millioner Polakker mistede Livet under Krigen, og 2½ Million polske Jøder dræbtes i Tyskernes fem Tilintetgørelseslejre. Men midt i alt det triste gør det os saa godt at mærke de frihedselskende Landes Vilje til at hjælpe os, og ingen aner, hvad det betyder for os frit at kunne samles til Gudstjeneste, om det saa ogsaa er mellem Ruiner og Murbrokker’ (BU 1946, 243).

Hjælpen til de norske og hollandske baptister bestod af to elementer. De modtog fødevarepakker i hjemlandet og sendte underernærede børn på rekreationsophold her i landet. Hjælpen til polske baptister omfattede kun det første modul, idet de polske børn ikke kunne bringes til Skandinavien. Det omfattende hjælpearbejde, der blev et samarbejde mellem amerikanske, canadiske, engelske og skandinaviske baptister, blev koordineret fra ’Centralen’ i Købnerkirken og blev ledet af Bredahl Petersen. Erfaringerne fra Hollandshjælpen i samarbejdet med Røde Kors og Red Barnet blev også inddraget i Polenshjælpen, der blev det mest omfattende hjælpearbejde for danske baptister.

En række sygeplejersker dannede under årsmødet i 1945 Dansk Baptist Sygeplejerskeforbund (DBS) med over 100 medlemmer. En af initiativtagerne var Ella Pedersen. Forbundet hjalp derfor deres kollegaer, der deltog i hjælpen til Polen, men fra første færd især dem, der rejste til Burundi. Ellen Beck (til højre) var én af forbundets drivende kræfter. Til venstre sidder Marie Nørgaard. Hendes indsats i kvindearbejdet blev legendarisk, dels herhjemme og dels i Europa. Hun blev den første formand (1949-1955) for European Baptist Women’s Union. Her spiser ’forkvinderne’ lagkage ved Sygeplejerskeforbundets 10-års jubilæum i 1955. Arkivfoto.

På rejse i Polen

De nævnte baptister fra Skandinavien, Amerika og Polen aftalte at begynde ’Polenshjælpen’ på et møde i Stockholm i januar 1946. Så snart det kunne lade sig gøre blev Bredahl Petersen bedt om at rejse til Polen for i samarbejde med Det polske Baptistsamfund at tilrettelægge arbejdet. Hans tur til Polen fandt sted ét år efter krigens afslutning – i juni 1946 – og varede 14 dage. Efter ankomsten med skib til Gdynia blev ’Rejsen det meste af Tiden foretaget med Lastbil, hvor vi oftest maatte indrette os paa aabent Varelad, til Tider 30 Mennesker ad Gangen, meget af Tiden staaende, og døje Vindens Pisken i forrygende Fart hen over de ødelagte Veje og interimistiske Broer’. På turen – der bragte ham rundt i det meste af Polen – tilbagelagde han ’omkring 2.000 km, som sagt i aaben Lastbil, men ogsaa med de sørgelige Rester af et Tog, Færge, Hestevogn og Flyvemaskine. Jeg rejste sammen med Polakkerne, spiste deres Mad, sov i deres Senge, ikke een Gang paa et Hotel, og der var Tider, hvor man rent ud sagt risikerede baade Lemmer og Liv sammen med dem’. Han måtte indrømme, at ’aldrig før i mit Liv har jeg oplevet en saa krævende Missionsrejse. Hvad jeg saa og oplevede var til Tider saa chokerende, at jeg var ude af Stand til at kommentere det. Jeg gennemrejste de mest krigshærgede dele af Polen, tidligere Østpreussen, Bialystok-Omraaderne og Warszawa. Rejselivet var krævende, men Indtrykkene, af hvad jeg saa, endnu mere, saa jeg havde vanskeligt ved at finde Hvile om Natten’. Til de traumatiserende syn, som Bredahl Petersen nævnte, hørte også ’at store Omraader i Østpreussen endnu staar under Vand, idet Tyskernes sidste forfærdende Handling, da Russerne stormede vestpaa, var at aabne Digerne mod Østersøen’ – og ’Warszawa er 90 Procent total Ruin’ (BU 1946, 41f).

Planlægningen af hjælpearbejdet var omfangsrigt: ’Jeg prøvede at studere Situationen saa grundigt, som Tiden tillod det, stod op hver Morgen ved 5-6 Tiden, rejste Dagen igennem, interviewede Mennesker, besøgte Byraad, Distriktsledere, Ministre, mødtes med vore ledende Brødre og Menigheder alle Vegne, besaa vore Kirkers Tilstand – samt i øvrigt Krigens ubeskrivelige Følger for Polen, Landet, Byerne, Hjemmene og Menneskene, især Børnene. Jeg prøvede at studere Forholdene baade fra Hjælpearbejdets og Missionsarbejdets Synspunkt. Ligeledes var det bl.a. min Opgave at søge yderligere udvirket, at al tidligere tysk Baptistejendom i Polen af Regeringen bliver overdraget Det polske Baptistsamfund’ (BU 1946, 332). Det sidste blev muligt på grund af religionsfriheden, der også betød, at ’den polske Baptistkirke blev anerkendt af Staten den 4. Maj 1946’ (BU 1946, 350). Det gav store missionsmuligheder, men medførte også en stor økonomisk udfordring: ’Der er vældige missionsmæssige Behov i det Land, som er haardest ramt af alle af Krigens Ødelæggelser og Voldsherredømme. Før krigen havde Samfundet 70 Prædikanter, nu har de 18. Kirker er lagt i Grus. Desforuden har Regeringen nu principielt gaaet med paa, at al tidligere tysk Baptistejendom i Polen skal overgaa til Det polske Baptistsamfund. Det betyder omkring 100 Kirker, som i Dag er uden Menighed og Forstander, men Kirker som maa fyldes med Mission’ (ÅB 1946, 53).

Der blev iværksat et stort PR-arbejde i menighederne for at få mobiliseret et omfattende hjælpearbejde. Denne plakat blev fremstillet i A3 format og skulle ophænges, hvor det var muligt i kirkernes nabokvarterer (PB-RigsA).

Hjælpeopgaverne

Allerede mens Bredahl Petersen endnu rejste rundt i Polen, sendte han et forslag rundt til samarbejdspartnerne vedrørende de behov, som det internationale baptistfælleskab burde løse. Nogle måtte justeres, og der skulle især prioriteres. Fra september 1946 blev der oprettet ti ’Hjælpestationer’. De blev placeret i ’de mest trængende Distrikter af Landet, hvor vi har de fleste Baptistmenigheder og derfor naturligt har størst Ansvar’. Disse hjælpestationer fik deres ’Tildelinger fra Warszawa, hvorudfra al udenlandsk Hjælp af Madleverancer, Tøj- og Skoforsendelser, Vitaminer, Mediciner etc. fordeles’. I Polen havde han iagttaget, at ’mange Hjælpeaktioner fra Udlandet er for længst i Gang med et storstilet Arbejde i dette næsten bundløse Hav af Nød. Den polske Stat kæmper en heltemodig Kamp med Nøden og Problemerne, men i et Land, som har mistet Millioner af Mænd, hvis Husdyrbestand for flere Aar siden blev slagtet eller bortført af Fjenderne, hvis Jord har manglet Arbejdskraft og Saasæd, hvis Fabrikker i saa stort Antal blev ødelagt, og hvis Byer i en forfærdende Grad ligger i Ruiner, er det klart, at man har Brug for alt det private Initiativ’ (BU 1946, 315). Via København og Warszawa blev der i hjælpearbejdets lastbiler kørt tonsvis af de nævnte effekter til de ti hjælpestationer. Alt dette var indsamlet i USA, England og Skandinavien.

Børnearbejdet

Aftalen med den polske regering om ’det forfærdende tiltrængte Arbejde med de polske Børn’ indebar, at der blev oprettet flere ’Rekreationshjem’. De blev indrettet således, at 30-50 børn kunne opholde sig her i 2-3 måneder efter behov. Herefter kunne andre udmarvede børn få chancen for nyt helbred med god kost og pleje. Med henblik på dette blev der knyttet en sygeplejerske og en husmor til hvert børnehjem. Aftalen indebar i begyndelsen, at Dansk Røde Kors hjalp med lægetilsyn, Red Barnet stillede mad til rådighed ’af sine Depoter i Polen, mod at vi betaler dem her i København’, amerikanske baptister ’stillede Senge med Udstyr til Raadighed, som blev formidlet til Polen via København’. Skandinaviske baptister skulle skaffe personalet, mens driften blev fordelt på alle baptist-partnerne. Generelt gjaldt det, at Rekreationshjemmene blev stillet til rådighed ’for polske Børn uden konfessionelle Krav til Børnene eller deres Forældre’. Til alle forsendelser kan vi ’paaregne Det forenede Dampskibsselskabs saavel som Kulimportørernes Velvilje med gratis Transport af alt Hjælpemateriale til Polen (BU 1946, 315f). I alle danske baptistmenigheder blev der øjeblikkeligt efter årsmødets beslutning i 1946 iværksat indsamlinger. I Bredahl Petersen velkendte stil kunne menighederne snart læse følgende: ’Vi maa have Indsamlingen i Gang til Fordel for Baptistsamfundets Polenshjælp omgaaende i alle vore Menigheder. Vi har allerede disponeret i Tro paa Midlernes Komme’! Menighederne fik samtidigt serveret gode idéer til at bryde grænser: ’Afhold Koncerter, Bortlodninger, Foredrags- eller Filmsaftener til Fordel for denne Sag. Polens Nød har uden Tvivl alles Deltagelse’ (sst.). Med dette formål for øje blev der også fra Købnerkirken udsendt ’plakater til Ophængning i Kirkerne og Forretningerne’ – og husk, at ’Polensaftener udmærket kan afholdes i et stort offentligt Lokale og paakalde Pressens Opmærksomhed’ (BU 1946, 366).

Danske børn og unge i menighedernes søndagsskoler, spejderkredse og ungdomsforeninger skulle også inddrages. Landssekretærerne for de tre organisationer udgjorde et udvalg, der skulle realisere Bredahl Petersens idé: ’Mindst 1.000 Portioner Havregrød om Dagen til polske Børn’. Også bag denne appel i børnehøjde var der stor nød: ’Havregrøden bliver for mange polske Børn gennem Vinteren den eneste Spise, de faar, og det skal være os alle en Glæde at vide, at danske Baptisters Børn skal hjælpe polske Børn med mindst 1.000 Portioner dejlig, nærende Havregrød pr. Dag’. En medfølgende beregning fortalte, at hvis blot halvdelen af menighedernes søndagsskolebørn kunne yde 50 øre om måneden, ville det give ’30.000 Portioner om Maaneden – eller 1.000 om Dagen!’ (BU 1946, 318). For børnenes øremærkede ’Havregrynspenge’ nød ’over 1.000 underernærede og syge polske børn op til 3 måneders pleje på de af danskerne ledede børnehjem i Polen’ (BU 1949, 150).

Eleverne i de danske søndagsskoler var aktive på mere end én måde – og Bredahl Petersen var kreativ, så deres gave kunne komme hurtigt frem til de polske børn (BP-RigsA).

Kooperativerne

Polenshjælpen prøvede også at sætte gang i det ødelagte polske landbrug. Denne opgave blev lagt hen til de skandinaviske menigheders ’Kvinde- og Mandskredse’. Tanken var at oprette ’kooperative Arbejdersammenslutninger indenfor vore [polske] Menigheder af Mænd og Kvinder, hvorigennem de kan tjene til Dagligdagens Behov’ (BU 1946, 365). Med henblik på at rådgive polakkerne omkring sådanne små landbrug inviterede Bredahl Petersen en sjællandsk gårdejer med til Polen i januar 1947, nemlig N.C. Westergaard fra Tølløse menighed. I en rejseskildring fortalte han Ugebladets læsere om formålet med rejsen, heriblandt ’Foretræde hos Bondeføreren, Landbrugsminister Mikolajczyk for at forhandle om Jord til Oprettelse af nogle Landbrug efter dansk Mønster’. Af ministerens direktør fik Polenshjælpen ’overladt Jord uden for Malbork til fri Afbenyttelse’ (BU 1947, 130). Området lå øst for Den polske Korridor ved Danzig, hvor et af de danske børnehjem var blevet oprettet. Her hjalp borgmesteren med at udpege landbrugsjorden. Senere på foråret fortalte Bredahl Petersen, at der i Malbork var ’en udmærket Baptistkirke’, og her har vi ’faaet en stor Gaard stillet til Raadighed af Myndighederne, hvor vi kan indrette kooperative Landbrug. Der er saa mange af vore familier, som trænger til at faa en Start; men der findes hverken Bygninger, Maskiner, Kvæg eller Sædekorn til Raadighed. Hvis det lykkes os at sikre Hjælp fra vores amerikanske Kilder, vil vi i Foraaret oprette en Del kooperative Landbrug (BU 1947, 152). Det lykkedes at få flere køer transporteret fra Tingerup, hvor N.C. Westergaard drev sit landbrug, via Gdansk til Malbork i Polen. Bredahl Petersen skrev i sin beretning til årsmødet i 1948 om en udvidelse af denne landbrugshjælp: ’Vi har siden Foraaret 1948 assisteret den amerikanske Brødremenighed med at sikre dansk Kvæg for ca. Kr. 2.000.000 [!] til dens Hjælpearbejde i Polen’ (ÅB 1948, 40).

N.C. Westergaard (1884-1960) fra gården Bolettesminde ved Tølløse var kendt for sine præmiedyr. Han sendte flere køer til Polen, efter han havde aflagt landet et besøg i januar 1947 sammen med Bredahl Petersen. Foto: Privateje.

Ko-røgteren

I Polen blev det Sven Toldam, der – som chauffør af lastbilen, der tilhørte ’Baptist Relief’ – skulle køre N.C. Westergaards to køer til deres bestemmelsessted. I oktober 1947 omtalte han i ét af sine maleriske breve ‘Korøgteren, der blev tabt og fundet igen’. I det næste brev fulgte forklaringen. Den bonde, der skulle modtage den ene ko var forventningsfuldt kommet til Gdansk: ’Han sad og passede på Køerne – lunt og tæt op ad Kreaturerne oppe i Skabet. Ladet med Overbygning har Form som et velvoksent Klædeskab!’ Da den første ko var leveret omkring Warszawa, begyndte uheldene, men efter flere reparationer af lastbilen gik det sydpå. Hundrede kilometer længere fremme skulle lastbilen have påfyldt benzin, og Sven Toldam ville se til sin ’besætning’: ’Koen traver rundt som i et Cirkus. Er Manden mon blevet trampet ihjel? Lukker Skabet op og havde nær fået Koen i Favnen; et Par undrende Øjne og et Suk på godt dansk – men Manden! Til Hest, hvor er Manden! Ingen Mand – forstå, at jeg mildest talt blev forbavset – lynsnart en Tanke! Vi glemte ham, hvor vi reparerede sidst – 100 Km nord på – og han og Koen har endnu 300 Km Hjem!’ Men der var kun ét at gøre, fortsætte. Langt om længe ’nåede vi Målet, Nat og dog hvidt – ruller ad Markveje frem til Huset: Ja, vi har altså en Ko til Dem, Frue, men deres Mand altså, ham glemte vi faktisk i Piotrków!’ Konen modtog koen med glæde og udtrykte tro på, at manden nok skulle finde hjem: ’Over sen Midnat – vi vilde til Wisla – kommer vi op på Hovedvejen og minsandten her møder vi Korøgteren, vi tabte! Jeg sprang ud og omfavnede ham bogstaveligt talt! Hurtigtoget havde klaret det hele!’ Efterfølgende indfandt refleksionen sig: ‘Sådan kan det gå, men det gik aldrig godt, om ikke Vorherre lod Tilfældighederne forme sig heldige’ (04.11.1947).

Udpluk af Sven Toldams brev den 4. november 1947 om Korøgteren, der blev glemt: ’Koen traver rundt som i et Cirkus. – Er Manden mon blevet trampet ihjel? Lukker Skabet op og havde nær fået Koen i Favnen – et Par undrende Øjne og et Suk på godt dansk – men Manden! Til Hest, hvor er Manden! Ingen Mand – forstå, at jeg mildest talt blev forbavset – lynsnart en Tanke! Vi glemte ham, hvor vi reparerede sidst – 100 Km. nord …’! Privateje.

Den danske Stab

Staben talte i alt ca. 30 skandinaviske medarbejdere, hvoraf de ni var danske. De blev assistereret af ca. 100 polske medarbejdere. Danskerne arbejdede på og ud fra tre børnehjem. Det ene lå i Wisla i den sydlige del af Polen, nær grænsen til Slovakiet. Det andet i Radość, 20 Km udenfor Warszawa. Det tredje og største lå i Malbork, syd for Gdansk. Afstandene var store. Sven Toldam skrev således herom i sit første brev fra ’September 1947’: ’Har været i Polen en Måned. Ankom 23. august 1947. Har kørt 2500 Km på 6 Dage fra Nordpolen til Sydpolen’!

Hvert rekreationshjem for børn blev udstyret med to danskere, en sygeplejerske og en køkkenleder, der havde ansvaret for børnenes trivsel. De danske udsendinge blev udvalgt med omhu. ’Hjælpearbejderne’ skulle foruden en relevant uddannelse have vilje til at ’ofre sig for Tjenesten gennem en bestemt Periode. De maa være sunde og dygtige og rede til at arbejde uden Løn og kun mod Kost og Logi under primitive Forhold og lidt Lommepenge til Raadighed’ (BU 1946, 365). En af dem virkede på denne måde i tre år, nemlig Ella Petersen, de øvrige i kortere tid. Bredahl Petersen præsenterede dem detaljeret med billeder for Ugebladets læsere, så de blev kendte og kunne omsluttes af menighedernes forbøn.

Sygeplejerske Ella Pedersen (1899-1989) var oprindelig fra Odense menighed. Hun var den eneste af de frivillige Polens-arbejdere, der virkede alle tre år fra september 1946 til maj 1949. Foto fra Baptisternes blad i polsk udgave, Slowo Prawdy, da Polenshjælpen blev afviklet, maj 1949. Privateje.

Sygeplejerskerne var Ella Pedersen og Lilly Larsen (begge fra Kristuskirken, København) samt Lydia Pedersen (Aarhus menighed). Ella Pedersen opsagde før afrejsen sin faste stilling på Københavns Kommunehospital (BU 1946, 318). Da hun var den første, der rejste, blev hun præsenteret i en uniform, der blev fremstillet til formålet: ’Frk. Pedersen bærer en til vort baptistiske Hjælpearbejde sikret Uniform’. Den lignede Red Barnets uniformer, men havde ’paasyet særlig Inskription paa Ærmerne: ’Baptist Relief to Poland’, hvorunder tilføjes ’Danmark’ og derunder igen et dansk Flag. Tilsvarende paa det andet Ærme, men paa Polsk’ (BU 1946, 323). N.C. Westergaard var imponeret af hendes indsats : ’Ella har travlt, har et Børnehjem med 25 Børn, gaar ud i Byen og hjælper gamle og syge, er ’Hjælpelæge’ for næsten hele Byen, kører selv til Skovs efter Brænde, tager selv paa Landet og køber Hø til Stationens tre Køer. Ikke mærkeligt, at de mange, som hun har hjulpet, daglig kommer og takker og kysser hende mere, end hun næsten har Tid til at vaske af igen! Hun er den helt rigtige paa den Plads, hun er betroet’ (BU 1947, 130). Lilly Larsens billede nåede aldrig frem til Ugebladet! Angående århusianeren – se den biografiske skitse om Lydia Pedersen.

Det ene af de tre børnehjem, som de skandinaviske baptister havde ansvaret for i årene 1946-1949. Dette, der var det største, lå i Malbork. Privatfoto.

Køkkenlederne var Johanne Nielsen (opr. Pandrup, nu Kristuskirken, København), der havde tjent ’i flere Aar paa vort Ungdomshjem og siden paa Sygehus’ (BU 1947, 150); Yrsa Hein Jensen (Købnerkirken), der inden sin udrejse var tilknyttet den stab i Købnerkirken, der arbejdede med Polenshjælpen (BU 1946, 365) samt Helga Rasmussen (opr. Brande, nu Kristuskirken, København): ’Hun vil blive Køkkenchef for vor største Børnelejr’ i Radość, nær ved Warszawa, skrev Bredahl Petersen ved udsendelsen (BU 1947, 8), men hun kom til to andre plejehjem langt herfra (Bredahls arkiv). Så vanskeligt var det at planlægge i det ødelagte og kaosramte Polen.

Polenshjælpen var også afhængig af ’Transportlederne’, der kørte ’den store engelske lastvogn med vore Vare- og Børnetransporter’ (BU 1947, 130). Den første af tre var Harry Dannemann Sørensen (Kristuskirken, København). Bredahl Petersen introducerede ham: ’Han er uddannet Mekaniker, var aktiv i Modstandsbevægelsen og var i tre Aar ansat hos Københavns Politi’, hvor han gik under jorden den 19. september 1944: ’Han skal være Chauffør og Leder af vort Transportvæsen’ (BU 1947, 8). De to andre var lærer Sven Toldam (Kristuskirken, København), som Bredahl Petersen ikke nåede at præsentere i Ugebladet, samt Jens Haslund Thomsen (Ingstrup), der er ’Motortekniker’. Han kørte ’Bilen med Madvarer og Tøj fra den ene Ende af Polen til den anden’, idet han ’opsøger og hjælper de tvangsforflyttede Trossøskende’ (BU 1948, 188). I Polen fandt Jens Haslund Thomsen blandt hjælpearbejderne fra Finland sin hustru, sygeplejerske Ruth Sundell. Efter hans uddannelse som lærer i Danmark tjente de sammen Baptistsamfundet som missionærer i Burundi 1954-1966. Sven Toldam skrev om samarbejdet med Harry Dannemann Sørensen, der havde været hans patruljefører i København: ‘Harry og jeg er skabt til at arbejde sammen, tænke og tale sammen om Alverdens mærkelige, alvorlige og fornøjelige Ting – synge glade Viser, gamle baptist Salmer, der har lydt i 100 År i Kristuskirken’ (08.01.1948).

Den danske chauffør Sven Toldam (1924-2016), der kørte med N.C. Westergaards køer – og glemte bonden. Foto fra Baptisternes blad i polsk udgave, Slowo Prawdy, da Polenshjælpen blev afviklet, maj 1949. Privateje.

Transporterne

N.C. Westergaard fortalte, at han i Polen kørte med Harry Dannemann Sørensen i den ’store engelske Lastvogn’: ’Vi blev standset flere Gange af Politiet, men saa snart de saa Dannebrog paa Vogndøren og Harrys Skulderdistinktioner, der henviste til Baptisternes Hjælpearbejde, var alt klaret’ (BU 1947, 130). Bredahl Petersen besøgte hjælpearbejdet i Polen flere gange. Med på en af disse blev han på en 10-dages rejse ledsaget af Aage Baungaard Thomsen (Kristuskirken, København). De deltog i Det polske Baptistsamfunds 90-års jubilæum i forsommeren 1948 (ÅB 1949, 47). Da de på hjemturen kom til den polsk-tyske grænse løb de ind i problemer med tyske grænsevagter, der ville tilbageholde dem. Nu var gode råd dyre, men Bredahl Petersen var som sædvanlig opfindsom. Han tog grænsevagten med om bag vognen, pegede på DK-skiltet og sagde: ’Diplomatichen Korps’! Det udløste køretilladelsen! (FBT, 2018).

Et tiltag i Polenshjælpen, som skulle realiseres på meget kort tid. Bredahl Petersen skrev videre i brevet, at han var på vej til Polen ’om en ½ Snes Dage om muligt paa en Uges Undersøgelses- og Inspektionsrejse … og vi vilde gerne have en saadan velegnet dansk Baptist-Landmand med til at se paa Gaarden og foretage sine Beregninger over, hvad der skal indkøbes i Danmark af Dyr, Maskiner o.s.v., saa vi kan komme i Gang til Foraaret. Vi skaber paa den Maade ligeledes et baptistisk Missionscentrum foruden at række en hjælpende Haand overfor Mennesker i Nød og i Rekonstruktionen’ (PB-RigsA). Intet tyder på, at tiltaget blev realiseret – i hvert fald ikke med dansk bemanding.

Økonomien

Den samlede økonomiske hjælp fra de danske baptistmenigheder blev på ca. 100.000 kr. (BU 1949, 82). Hertil kom, at Bredahl Petersen i tre omgange modtog i alt 50.000 kr. fra Socialministeriet til Polenshjælpen (BU 1949, 120). Johannes Nørgaard skrev med taknemlighed: ’Baptisternes Indsats fik efterhaanden saa stort et Omfang og blev udøvet med en saadan Præcision, at det vakte Myndighedernes Opmærksomhed og Beundring. Det gjaldt ikke blot i de Lande og blandt de Mennesker, hvor man afhjalp Nøden. Det var ogsaa Tilfældet herhjemme, takket være den utrættelige Dr. Bredahl Petersen, der fik Sæde i Hjælpeorganisationernes Fællesudvalg, som er anerkendt af det danske Socialministerium (BU 1947, 187).

Fremtiden

Polensarbejderne udvekslede naturligvis breve med familien i Danmark. Vi har bevaret flere breve fra Sven Toldam. I Polen reflekterede han i et brev til sine forældre over fremtiden ved indgangen til 1948: ‘Kære lille Mor, jeg ved, at du tænker og håber, at det for mig bliver som Skolemester i Hovedstaden derhjemme. Jeg ved intet derom. Jeg har fået et Job i at hjælpe andre Mennesker praktisk; jeg gør lidt Gavn og henter Livets umiddelbare Glæde heri. På et eller andet Område har jeg en Opgave, der venter, måske ikke en Livsopgave, så en Opgave i Livet til Livet – den vil altid bestå I at hjælpe andre mennesker. Når man dagligt ‘omgås’ med Elendigheden, kører dagligt gennem Ruindynger til Byer, ser og hører Håbløshed og Fortvivlelse, åndelig og moralsk Fordærv, så spørger man igen og igen: Hvorfor har jeg det så godt? Mor, prøv så at ‘finde’ dig i, at det er lige meget, hvor jeg er i Verden, når jeg blot ikke svigter mit Grundlag, mit Livssyn, det som blev mig givet hin Nytårsmorgen i [19]24: Livet selv!’ (08.01.1948). Sven Toldam blev uddannet lærer, korpschef i Danske Baptisters Spejderkorps og én af Baptistsamfundets kunstnere, der malede både med ord og med farver.

Afviklingen

Polenshjælpen strakte sig over næsten 3 år – fra de første skandinaviske medarbejdere ankom i september 1946 til udgangen af maj 1949, hvor den blev officielt afsluttet i Warszawa. Hertil var Bredahl Petersen rejst ’for at deltage i afslutningshøjtidelighederne for hjælpearbejdet’ (BU 1949, 120). Til stede var han også ved takkegudstjenesten i Købnerkirken sidst i maj, hvor de danske medarbejdere blev budt velkommen hjem. Her var den polske minister i Danmark, [dr. med. Stanislaw] Kelles-Kraus, også med: ’Han talte fra prædikestolen og skildrede sit folks lidelser under krigen, genopbygningsarbejdet, som skrider godt fremad, samt hjælpeorganisationernes store fortjenester og indsats. Ligeledes takkede han på sit folks vegne for den store baptistiske hjælpeaktion overfor det polske folk’ (BU 1949, 194). Hjælpearbejdet var blevet udført i de egne af Polen, hvor de største potentialer fandtes for at genrejse lokale baptistmenigheder, men bistanden var blevet udført efter de almindelige regler blandt baptister – ’uanset race, nationalitet, politisk parti eller religionsbekendelse’ (BU 1949, 193). Da ’Hjælpearbejdet’ blev afsluttet på denne måde, drejede det sig herefter om ’Missionsarbejdet’. Også det havde Bredahl Petersen lavet et skitseforslag til (BU 1946, 386ff), som i nogen grad blev fulgt, bl.a. med uddannelse af polske studerende ved de skandinaviske teologiske skoler. I Tølløse læste således de polske baptisters ungdomssekretær Zb. Wierszylowski i tre år, hvorefter han vendte tilbage til Polen i 1950 (ÅB 1950, 22).

De polske baptisters blad Slowo Prawdy præsenterede de skandinaviske hjælpearbejdere i maj 1949, da arbejdet blev afsluttet. Ved taksigelsesgudstjenesten i Købnerkirken sidst i maj blev medarbejderne fotograferet på Købnerkirkens legendariske trappe, hvor så mange billeder blev taget (BU 1949, 193). Privateje.

Bruderhilfe

Baptist World Alliances hjælpearbejde i Tyskland blev koordineret i en organisation, der hed Bruderhilfe (Broderhjælp). De skandinaviske Baptister støttede ogsaa her, men det blev især båret af de tysk-amerikanske Baptister, der havde ’et Sekretariat og en Indkøbscentral’ i Købnerkirken: ’Dr. Lewis [BWA’s generalsekretær] er anerkendt af Militærregeringen til at samordne alt det baptistiske Hjælpearbejde i Tyskland’, skrev Bredahl Petersen’ (BU 1947, 93). I 1947 fik han årsmødets godkendelse af, at ’Missionskomitéen foranlediger, at der gøres noget for at hjælpe Tyske trosfæller’ (ÅB 1947, 39). Hjælpearbejdet til baptisterne i Tyskland greb hurtigt om sig. Næste år skrev han i en omfattende rapport til årsmødet om ’Europahjælpen’ til Tyskland: ’Vi har vel sendt omkring 20.000 Gavepakker m.m. for et Beløb af omkring Kr. 500.000 gennem Aaret i amerikansk Valuta. Et uhyre omfattende kontormæssigt Arbejde og Bogholderi har maattet føres, ligesom det har bibragt os Nødvendigheden af mange og lange Forhandlinger med Myndighederne vedr. Eksportlicens etc. for de forskellige Ting. Men i Europas Krigsramte Egne takker man Gud for Tjenesten, og et par Tusinde Takkekort og Breve paa vort Kontor fortæller derom. Det er en gribende Oplevelse atter og atter at faa at vide, at vi er blevet brugt til at frelse Mennesker fra Hungersnøden, og at vore Madpakker er kommet nødlidende i Hænde som Guds Svar paa deres tryglende Bøn om Hjælp’ (ÅB 1948, 41).

Herpå fortalte Bredahl Petersen, at BWA’s verdenskongres i København i 1947 besluttede, at ’alt baptistisk Hjælpearbejde blev samlet og koordineret i Verdensalliancens Hjælpekommission, hvori undertegnede blev indvalgt som Repræsentant for Danmark’. Denne ændring fik Bredahl Petersen og Missionskomitéen til at foreslå, at ’Det danske Baptistsamfund samler og overtager alt baptistisk Hjælpearbejde fra Danmark og via Danmark under ét Kontor: Baptistsamfundets Europahjælp og bekoster Kontor- og Personaleudgifter for samme som en Del af vort Samfunds Bidrag til Verdensalliancens Europahjælp’ (ÅB 1948, 42). Hermed var en stor økonomisk byrde taget fra Købnerkirken og lagt over på fællesskabet af alle menigheder. Europahjælpens kontor forblev i Købnerkirken og Bredahl Petersen fortsatte som ’Generalsekretær’. I perioden 1945-1950 støttede menighederne Europahjælpen med 33.000 kr. – primært i Tyskland via Bruderhilfe.

Et af mange hundrede dokumenter, der gik gennem ’Centralerne’ i Købnerkirken for at skaffe fødevarer og anden hjælp til baptister i de krigshærgede lande. Skrivelsen dokumenterer også, at der var mange penge i omløb i forbindelse med Europahjælpen.

Tyske baptister på fode igen

En af årsagerne hertil kan givetvis findes i ’De tyske Baptisters nye Begyndelse’. Herom talte rektoren ved Prædikantskolen i Hamborg, Hans Rockel, ved Verdenskongressen i København i 1947 for BWA’s ungdom. Han begyndte sådan: ’Jeg føler i dette Øjeblik en stor Glæde og Taknemlighed, fordi vi unge tyske Baptister igen kan dele Verdensalliancens store Broderskab. Men jeg føler ogsaa en dyb Sorg over, at det var os Tyskere, der kastede Europa ind i den frygtelige Ødelæggelse og Nød’. Ved kapitulationen stod tyskerne overfor to muligheder: ’Mange kapitulerede tvungent, og de begyndte at beklage og retfærdiggøre sig selv. Andre blev saa rystet over, hvad der skete, at de paany overgav deres Indre, ikke blot til Mennesker, men til Gud. Med forbavsende Alvor har mange af vore unge Mænd og Kvinder aflagt den Bekendelse, at der nu [sic] kun er én Sag, som jeg kan ofre mig for: Kristus og Menigheden! Vi saa Guds Dom i vort Sammenbrud – og vi fandt Guds Naade’. I et tilbageskuende perspektiv måtte de spørge sig selv, hvori deres særlige skyld bestod. Svaret herpå lød: ’Vi har ikke været tro imod vore baptistiske Forfædres Traditioner: Samvittighedsfrihed. Kamp for Sandheden indtil Martyrdøden. Tro paa den Helligaands sejrende Kraft til at forkaste al Anvendelse af Vold. Helligt Broderskab. Kærlighed til alle Mennesker. Alle disse Ting brændte i vore Forfædres Hjerter’. Hans Rockel satte også ord på de udfordringer, som tysk ungdom nu skulle overvinde: ’Vores særlige Vanskeligheder kommer af, at vi trues af to dæmonlignende Kræfter. I Vest er det Dæmonen Mistillid, i Øst Dæmonen Frygt. Vi kæmper imod dem; men disse to fjender vokser. Hvis disse to Magter, Mistillid og Frygt, kan blive besejret, kan der blive et nyt og forenet Europa’. Herpå talte han om krigens ødelæggelser på det personlige plan. Han havde mistet sit barndomshjem i Østpreussen; hans hjem i Hamborg var ødelagt. Han havde været med tyske sanitetstropper langt ind i Rusland, og i vest passede han hårdt sårede amerikanske og engelske soldater. Han sluttede sin tale således: ’Den Hjælp, som vi faar fra Baptistmenighederne udenfor Tyskland, betyder vor Redning. Men vi ser ikke blot vor egen Nød. Vi ser ogsaa jeres. Vi har alle mistet saa meget. Hvad har vi da tilbage? Paulus siger: ’Saa forbliver da Tro, Haab og Kærlighed’.’ (BU 1947, 277). Den officielle undskyldning for tyske baptisters uafklarede holdning til Hitlerregimet kom først i 1984 på EBF-kongressen i Hamborg.

Status på Europahjælpen

I 1949 rundede Bredahl Petersen sin beretning af med denne antydning: ’Vi regner med at maatte opretholde vort Kontor igennem endnu et Aars Tid’. Europahjælpen blev herefter langsomt afviklet – men ikke uden et historisk herresving. Bredahl Petersen mindede om, at arbejdet havde stået på i ti år. Først hjalp vi i 1939 de finske baptister; i 1944-45 hjalp vi norske trosfæller; i 1945-46 ydede vi ’i ret stor udstrækning’ hjælp til Hollands baptister; fra 1946-1949 stod de polske baptister som modtagere – ’Endvidere har vi efter krigen ydet hjælp til trosfæller i Tyskland og andre lande. Denne hjælpevirksomhed har i alt kostet vort [kirke]samfund og dets medlemmer ca. 350.000 Kr.’ (ÅB 1950, 35).

Helen og Fr. Bredahl Petersen fik under verdenskongressen mulighed for at sejle med ØK’s fragtskib Jutlandia til USA. Efter Verdenskongressen og midt i arbejdet til fordel for krigens nødlidende i Polen trængte de til en periode med hvile. De tilbragte 4 måneder i USA, hvor hun havde sin familie. Turen over Atlanterhavet tog 11 dage. Herefter var Bredahl Petersen parat til en omfattende foredrags- og prædikenturné på kryds og tværs af USA! – Jutlandia blev i 1951 efter ombygning stillet til rådighed af den danske regering for FN i Korea-krigen som hospitalsskib. Herpå blev det kongelig yacht. Foto: Maskinchef Svend Lehmann Nielsen via Wikimedia.

Med ØK’s fragtskib til Amerika

Midt i perioden rejste Bredahl Petersen på Baptistsamfundets vegne til USA i efteråret 1947 for at takke de dansk-amerikanske trossøskende. I det første rejsebrev indrømmede han, at rejsen var nødvendig efter ’et helt Aars Slid med Verdenskongressen’ og ’det var ogsaa Helbredsmæssigt paa Tide’. Her skildrede han også, hvordan turen, der var planlagt med fly – ’Billetterne var købt’ – fandt sted på ØK’s fragtskib ’Jutlandia’. Tilbuddet herom kom under kongressen, og det blev modtaget: ’Nu fik vi pludselig skænket 11 Dages dejlig Ro og Ferie med Søluft, Hvile og Søvn paa Vej over Atlanterhavet’. Skibet havde plads til 70 passagerer – hvoraf nogle var prominente, bl.a. den ’tidligere Minister fra Frihedsraadet’ Frode Jacobsen: ’Hele Dækket var til [vores] Raadighed, herlige Saloner og 1. KL’s Kabiner med Bad. Skibet er udstyret med Radaranlæg, saa at man selv i Nattens Mørke eller Taage gennem en Tragt, Radars Øje, kan se Genstande paa Havet omkring os paa op til 6000 Meters Afstand. Kystlinie, Skib, Vrag, Baad eller Hval. Og et lille Fløjtesignal fortæller, saa snart noget saadant er indenfor Rækkevidde’ (BU 1947, 286). Efter sejladsen over Atlanterhavet, flyveturen til Minnesota og De dansk-amerikanske Baptisters konference begyndte et ’krydstogt’ gennem USA. De begyndte i Sydstatsbaptistsamfundet, sluttede i Nordstatsbaptistsamfundet og besøgte både baptisternes ’Negersamfund’ og De dansk-amerikanske Baptistmenigheder. Han holdt forelæsninger på de anseeligste teologiske seminarier, prædikede i de største baptistbyer og -kirker, deltog i receptioner og holdt presseinterviews – og i ’Cowboyudstyr og paa Hesteryg over en 8 Miles Ridetur drøftede Dr. Fuller [Præsidenten for The Southern Baptist Theological Seminary i Louisville, Sydstatssamfundets teologiske Højborg’] og jeg BWA og Missionsmulighederne i Verden gennem kommende Aar’ (BU 1947, 323).

Indvielse i Washington D.C.

Således udrustet nåede Bredahl Petersen frem til den amerikanske hovedstad, idet han var ’blevet kaldt’ hertil til BWA’s komitémøde. Han var på forhånd medlem af to af Alliancens kommissioner vedrørende Hjælpearbejde og Religionsfrihed. Her deltog han i den historiske festgudstjeneste, hvor man fejrede overflytningen af BWA’s hovedkontor fra London til Washington. Den amerikanske præsident, Harry S. Truman, der ’vilde overvære denne historiske Gudstjeneste i sin egen Kirke’, bød BWA velkommen til USA’s hovedstad: ’Vi søger paa enhver Maade og af al Kraft at opnaa Fred i Verden. Vi møder vældige Problemer, men vi tror, vi skal løse dem. Og derfor er det nødvendigt for os, at vi faar al mulig Støtte fra enhver Organisation, som tror paa Gud og fastholder Nødvendigheden af en moralsk Grundlov i Verden’ (BU 1947, 359). Blandt de efterfølgende talere var også Bredahl Petersen.

Mødet i Verdensalliancen blev afgørende for ’Baptisternes Marshallhjælp’ til Europa. Den blev til på baggrund af flere beslutninger, bl.a. om at ’indsamle 1 Mill. Dollars inden Februar 1948 til Indkøb af Mad i USA via Danmark til de nødstedte europæiske og andre Lande og til Fordeling gennem vort eget Hjælpearbejde’ og ’at indsamle Tøj og Fodtøj til 1 Mill. Mennesker i Maanederne Oktober og November til Fordeling gennem vore Organisationer i December i Aar’. En anden vedtagelse gik ud på ’at anerkende den tysk-baptistiske Organisation Bruderhilfe som Fordelingsorganisation for vort Hjælpearbejde i Tyskland’. Hermed var dagsordenen sat for en del af det hjælpearbejde, Bredahl Petersen rejste hjem til i december 1947. Fra først til sidst på turnéen i USA havde han talt europæernes sag, fortalte han ved hjemrejsen: ’Jeg har nu talt denne Sag fra Canada til det mexicanske Hav og næsten fra Kyst til Kyst tværs over Amerika, og hvor har det glædet mit Hjerte at maatte udøve denne Tjeneste til Gavn for Tusinder af Nødlidende i Europa og i andre Verdensdele’ (BU 1948, 11). For denne indsats kvitterede ’en Kreds af ledende Brødre i Sydstatssamfundet og Nordstatssamfundet’, idet de ’havde besluttet at forære mig et Automobil, inden jeg rejste fra USA som en Anerkendelse for og en Hjælp i mit Arbejde for Europas Nødlidende og min Indsats for samme Sag under min 3½ Maaneds Tjeneste i USA. Det var vel nok en Overraskelse’ (BU 1948, 26). Dette ’amerikanske dollargrin’ dukkede snart op i de københavnske gader. Med sig hjem bragte han også en mødedato i 1948, hvor ’Muligheden af en europæisk Baptist-Federation og de amerikanske [Baptist]-Samfunds Relation til Baptistmissionen i Europa’ skulle drøftes (BU 1947, 360).

Baptist World Alliance udpegede i 1947 Edwin Bell til at være fællesskabets repræsentant med ophold på de tysk-østrigske områder for at tilrettelægge BWA’s hjælpeprogram bedst muligt. Det lykkedes North American Baptists gennem Bruderhilfe at kanalisere 8,5 mio US$ til baptister i de tysktalende områder i Europa, primært Tyskland, i årene 1948-1951. Historien herom er indeholdt i James C. Enns’ bog fra 2017. Foto fra nettet.

Sammenhold i Europa

Det planlagte møde for de europæiske baptistledere blev afholdt i London midt i august 1948. På dagsordenen stod naturligvis emner som religionsfrihed, hjælpearbejde, teologisk uddannelse og evangelisation. Hertil kom to overraskende punkter. Sydstatsbaptisterne i USA havde vedtaget at investere 200.000 US$ i et Baptistseminarium i Rüschlikon ved Zürich-søen, og her købte de året efter ’en stilfuld ejendom’ til formålet (BU 1949, 101). Hertil kom, at de europæiske baptistkvinder ønskede at tage imod opfordringen fra BWA’s kvindekomité, der tilskyndede dem til at forme European Baptist Women’s Union. På mødet i London blev der udpeget en komité på 7 europæiske ledere, der skulle tage de nødvendige skridt til dannelsen af det fællesskab, der fik navnet European Baptist Federation (EBF). Blandt disse var Bredahl Petersen (Green 1999, 8f). Med en idérig skriftlig korrespondance bag sig mødtes 7-mandsgruppen igen i det nye Seminarium i Rüschlikon i oktober 1948, hvor de skrev den konstitution, der dannede grundlag for det fremtidige baptistvirke i Europa. På den måde gik det til, at EBF blev skabt i Paris den 20. oktober 1950 ’ved en yderst vigtig begivenhed i moderne baptisthistorie’, hvor Bredahl Petersen samtidigt blev valgt som første præsident for sammenslutningen af de europæiske baptistsamfund (Green 1999, 12). For kvinderne gik det hurtigere, idet de allerede i august 1948 dannede European Baptist Women’s Union med det formål hen over de nationale grænser at ’tilskynde til et rigere Fællesskab, større Samarbejde, dybere Medfølelse med og Forståelse for gensidige Problemer (BU 1948, 270). Her blev ’Mrs. Johannes Nørgaard (Marie)’ valgt som præsident (Pusey, 8). Den første kvindekonference blev holdt i Rüschlikon i september 1949. Marie Nørgaard vandt snart alles sympati, og som EBWU-præsident blev hun karakteriseret som ’kombinationen af effektivitet, venlighed og mild humor, der gør hende til den mest elskværdige og vindende kvindeleder’ (Pusey, 15).

Her ses Helen og Fr. Bredahl Petersen ved afrejsen fra København i august 1947, da de sejlede med Jutlandia til New York. Før hjemrejsen fra USA fik Bredahl Petersen et stort amerikansk dollargrin for sin indsats i hjælpearbejdet for Europa. Det kunne snart ses i de københavnske gader, men et billede af det er ikke dukket op i arkiverne. Året efter bragte det ægteparrene Nørgaard og Petersen til Oxford, hvor European Baptist Federation var i støbeskeen. På hjemturen kørte de gennem Amsterdam, hvor de som Baptistsamfundets repræsentanter deltog i Kirkernes Verdensråds stiftende generalforsamling. Foto: Købnerkirken og Købnerhus i billeder (1952).

På overarbejde i Oxford

Ugebladets læsere kunne følge arbejdet med tilblivelsen af EBF via Bredahl Petersens beretninger. I London i 1948 deltog både Johannes Nørgaard og Bredahl Petersen, begge med deres hustruer. Johannes Nørgaard var én af BWA’s vicepræsidenter og Bredahl Petersen var med i 7-mands-komitéen. Turen gik i sidstnævntes ’amerikanske dollargrin’ over Tyskland, Frankrig, Belgien og Holland, hvor de på udvalgte steder beså krigens ødelæggelser og den begyndende genopbygning. I London bevilligede mødet ’store Summer til Opførelsen af Baptisternes Seminarium i Hamborg’ (BU 1948, 242). Afgørende for samarbejdet mellem de europæiske baptistkirker blev det, at Londonmødet udarbejdede ’en Forfatning for Det europæiske Baptistraad’, senere kaldet EBF. Bredahl Petersen blev formand for komitéen, der fik opgaven efter en grundig drøftelse af de principielle retningslinjer. Han løste den på følgende måde: ’Jeg formulerede Forfatningen i Biblioteket paa Regent Park College ved Oxford Universitet, medens de øvrige Deltagere ved London-konferencen var ude paa Tur i Oxford. Udkastet til Forfatningen blev forelagt Konferencen næste Dag, hvor den med kun enkelte Ændringer blev enstemmigt godkendt’ (BU 1948, 330). Forfatningen fastslog allerede i indledningen baptismens kirkesyn: ’Raadet skal ikke betragtes som Overhøjhed over de nationale Baptistsamfund, men er et Fællesraad til fremme af Samarbejdet mellem de forskellige europæiske Baptistsamfund og Baptistmissionsselskaberne, der paa regulær Maade virker i Europa. Raadet respekterer fuldt ud de nationale Baptistsamfund og de enkelte Menigheders Selvstændighed’. Herpå hed det om formålet med samarbejdet, at det skal ’fremme og styrke Fællesskabet mellem de europæiske Baptister, tjene som et raadgivende og planlæggende Organ vedrørende Baptistmissionen i Europa samt fremme og samvirke i Evangelisationsarbejdet i Europa’. Bredahl Petersen sluttede med at fastslå, at han bestemt regnede med, at Det danske Baptistsamfund med glæde ville gå ind i EBF – ’det vil kun blive at bekræfte det Fællesskab, vore Baptistpionérer for 100 Aar siden havde med hverandre i Europa, hvor man saa hele Kontinentet som sit Missionsfelt’ (BU 1948, 336). Og sådan blev det.

Sydstatsbaptisterne købte i 1948 denne villa i byen Rüschlikon med pragtudsigt over Zürichsøen – søen, hvori de første anabaptister blev druknet i 1525. Efter ombygning og udvidelse tjente Seminariet de europæiske baptister som et studiecenter, hvor mange præster og lægfolk studerede teologi og mission. På den måde blev der skabt en fælles europæisk baptist-identitet på tværs af Jerntæppet i den ’kolde krigs’ periode. I 1997 flyttede Seminariet efter Murens fald til Prag. Siden 2014 har det været hjemmehørende i Amsterdam. EBF pressefoto.

Festdage i Zürich – og eftertanker

Indvielsen af Det teologiske Seminarium i Zürich, dannelsen af European Baptist Federation og fejringen af Det schweiziske Baptistsamfunds 100 års jubilæum fandt sted i oktober 1949. Bredahl Petersen repræsenterede danske baptister, der i Ugebladet kunne læse hans beretning om disse historiske begivenheder i Zürich, hvor ’reformationstidens døberbevægelse opkom, da en del af reformatoren Zwinglis medarbejdere i 1525 brød med ham og den reformerte kirkebevægelse, han ledede, fordi han valgte at bibeholde barnedåben i stedet for at gennemføre reformationen til bunds, genindføre kravet om personlig omvendelse og tro som forudsætning for kristen dåb og medlemskab i menigheden’ (BU 1949, 350). En uge senere reflekterede han over sammenhængen mellem reformationstidens døberhistorie, der på grund af forfølgelser blev ’skrevet i blod’, og nutidens mangel på religionsfrihed i efterkrigstidens Europa: ’Der skrives stadig på vore evangeliserende, frimodige trosheltes historie – i Spanien, hvor vore trosfæller forfølges af Romerkirken, ledere arresteres og kirker ødelægges og lukkes, – i Tyskland, hvor vore brødre lever i ruinhobe, men går sejrrigt frem i missionen med tusinders dåb, – i Rumænien og Bulgarien, hvor kommunismen sætter vore ledere i fængsel, – og hos vore baltiske trosfæller helt til Sibiriens ødemarker. Og da jeg på hjemkørslen gennem Tyskland om natten lyttede til radioen [!] i min automobil – [Dollargrinet] – og hørte, at nu havde kommunistregeringen i Czekoslovakiet beslaglagt alle kirker og vedtaget, at alle kirkesamfunds præster skal udnævnes og aflønnes af staten (kommunistpartiet), så jeg igen martyrernes tro og handling, trofasthed og heltemod for mig. Men – sandheden er udræbelig’ (BU 1949, 358).

Det økumeniske – i sin vorden

Prædikantskolens forstander Johannes Nørgaard skrev i foråret 1945 om samarbejdet mellem kristne: ’Siden den forrige Verdenskrig har saa forskellige Organisationer som ’Faith and Order’, der især beskæftiger sig med Kirkesamfundenes Læreforskelle, ’Life and Work’, der lægger Vægt paa det praktiske Samarbejde, og ’Kirkeligt Verdensforbund til international Forstaaelse mellem Kirkerne’, der især har taget Kirkernes Arbejde for Freden til Hjerte, paa hver sin Maade været førende i Samarbejdet mellem Kirkerne. I alle disse Organisationer er vort [Kirke]Samfund repræsenteret og aktivt med til at bygge Bro over gamle, unødvendige Kløfter. Det økumeniske Arbejde, som ovennævnte nyere Enhedsbestræbelser kaldes, er dog endnu kun i sin Vorden her hjemme i Danmark og er langt fra at være naaet til et virkeligt Samspil mellem de forskellige Kirkesamfund. Endnu er der alt for megen gensidig Ukendskab og skjult Frygt, der gør sig gældende i dette Arbejde. Men dersom det engang vinder frem til et fortroligt, gensidigt Samspil, saa vil det paa alle de omtalte Livsomraader hjælpe til at gøre det kristne Liv rigere og større’ (BU 1945, 52). Året efter fastslog redaktøren, at ’Den økumeniske Bevægelse, Samarbejdet mellem de forskellige Kirker, er det vigtigste Spørgsmaal i vor Tid’ (BU 1946, 318).

Professor Flemming Hvidberg (1897-1959) og baptisterne mødtes i flere fora. Han og Oluf Malchau var begge konservative politikere på Christiansborg. Som formand for Evangelisk Alliance mødtes han med de københavnske baptistpræster. Hans holdning til ’enhed i Kristus’ på tværs af kirkeskel priste baptisterne som et forbillede, der burde danne skole i bred forstand i Folkekirken. Fotograf ukendt. Det kongelige Biblioteks billedsamling.

I 1946 markerede kirkerne 100-års-jubilæet for Evangelisk Alliances stiftelse i London, hvor danske baptister var repræsenteret via Julius Købner. L.C. Abildgaard citerede formanden for den danske gren af Evangelisk Alliance, professor dr.theol. Flemming Hvidberg, for denne udtalelse: ’At Evangelisk Alliance er en Nødvendighed, ligger klart for Dagen. Efter den ’goodwill’, som Kirkerne i nogle Lande har haft i Besættelses- og Krigstid, kommer der nu en Tid, da det lyder fra mange Sider: Kirken er vigende over for Verden. Kirken er ved at blive skudt til Side. Kirkens Røst høres kun svagt. Det er indlysende, at i en saadan Tid vil det betyde meget, hvis vi kan staa Skulder ved Skulder paa Volden i Kampen udad. Samarbejde, Fællesskab og indbyrdes godt Forhold skal der til mellem Kirkerne. Enhed skal der til – ’saa Verden maa tro, at du har udsendt mig’ (Johs. Ev. 17,21)’.’ – Og lidt senere: ’Ude i det brede Folk, hvor teologiske Stridigheder ikke interesserer saa meget som i Præsternes Kreds, findes det mere og mere klart og indlysende, at de Kristne maa finde hinanden og arbejde sammen, og al Samarbejde, der forener, er mere værd end Slagord, der adskiller. Lærermeninger skal der ganske vist til, for det er nødvendigt, at vi former vor Tro i visse Trostanker. Men der er noget, der er større end alle Meninger og Tanker: Frelsen i Jesus Kristus og Livet i Gud’ (BU 1946, 345f).

Kirkernes Verdensråd

På baggrund af dette var danske baptisters ledere ikke i tvivl om, at det var Baptistsamfundets pligt at blive medlemskirke i Kirkernes Verdensråd (WCC), når det skulle stiftes i Amsterdam i slutningen af august 1948. På BWA-kongressen i 1947 havde man – på de engelske baptisters foranledning – drøftet, hvorvidt de nationale baptistkirker burde tilslutte sig Kirkernes Verdensråd, men man kunne ikke opnå enighed herom (BU 1947, 241). Årsmødet i Rønne vedtog i midten af juli 1948, at danske baptister selvsagt skulle søge om medlemskab (BU 1948, 173), hvilket ledelsen allerede havde gjort den 24. maj. Baptistkirkerne i Europa havde nemlig i oktober 1947 modtaget invitationen til at søge medlemskab af Kirkernes Verdensråd. Når danske baptister ikke søgte tidligere i processen, skyldtes det, at ansøgningen om optagelse i WCC indgik i et spil om de danske kirkers lige vilkår herhjemme. Danske frikirker havde aldrig kunnet vælge deres egne repræsentanter i Det økumeniske Fællesråd, der blev stiftet i 1938. Det var forbeholdt Folkekirken! Johannes Nørgaard kritiserede allerede i 1943 Folkekirkens manglede respekt for de danske frikirker: ’Det økumeniske Arbejde har hidtil vendt sig mere udad til Udlandet end indad imod Forholdet mellem Kirkesamfundene i Danmark. Denne indre Skævhed her i landet har vi som repræsentanter for Baptistsamfundet flere Gange paatalt, og før eller senere må den rettes’ (ÅB 1943, 52). Nu var anledningen kommet. Johannes Nørgaard skrev i Missionskomitéens beretning forud for årsmødet i 1948, at Folkekirkens ’Initiativ præges for meget af Ønsket om at give Danmarks Kristenhed et Ansigt udadtil uden at gøre et tilsvarende Arbejde for at skabe et virkeligt økumenisk Fællesskab indenfor vort Lands Grænser’ (ÅB 1948, 15). Da Det økumeniske Fællesråds vedtægter var blevet ændret – tåleligt om end ikke optimalt (PEV, 111ff) – sendte Missionskomitéen ansøgningen om medlemskab af WCC. For ledelsen var det økumeniske engagement en pligt – ’[V]i opfatter den kristne Enhed som en Pligt, der er paalagt os af Frelseren selv’ – men det skulle bestemt også omfatte ’Hjerternes Omsindelse’: ’[V]i er dybt overbeviste om, at Han [Frelseren] ikke paalægger os en ydre Organisationsenhed, hvori Sandheden og Kærligheden og Friheden savnes (ÅB 1948, 15).

Missionskomitéens beretning til Årsmødet 1948 var stærkt kritisk, når det drejede sig om Folkekirkens økumeniske holdning. Den burde være ligeså udtalt herhjemme, som den var, når Folkekirken mødte andre kirkesamfund udenlands (ÅB 1948, 15).

Årsmødet vedtog, at Baptistsamfundet skulle være repræsenteret i Amsterdam, da WCC blev stiftet, og Johannes Nørgaard og Bredahl Petersen med fruer deltog. Det skete, selvom vores ansøgning var modtaget for sent. Derfor blev vi først optaget som medlemskirke umiddelbart efter stiftelsen (PEV, 95ff), hvorefter danske baptister snarest muligt kunne læse ’Budskabet fra Kirkemødet i Amsterdam’ i Ugebladet (BU 1948, 262). Ved årsskiftet til 1949 skrev Johannes Nørgaard om forløbet set i bakspejlet: ’Som danske baptister har vi stillet os afventende med hensyn til åben [!] tilslutning til verdensrådet. Vi ønsker nemlig, at den samme fordragelighedens ånd, som prægede Amsterdam-mødets deltagere, også må præge dem, når de kommer hjem til deres respektive lande, ikke mindst Danmark, hvor der ofte har været en kløft mellem de teorier, man hyldede, når man var udenfor landets grænse, og den praksis, som man viste derhjemme i de lokale forhold, man stod i til daglig’ (BU 1949, 13). Lidt længere hen på foråret fulgte Ugebladet op med to meddelelser mere. Danske baptisters officielle optagelse i WCC fik vi meddelelse om den 22. april: ’Ifølge meddelelse fra Geneve er Det danske Baptistsamfund nu blevet officielt optaget i Kirkernes Verdensråd’ (BU 1949, 126). Den anden information kom fra de engelske baptisters generalsekretær, Ernest Payne: ’Henved en fjerdedel af de kirker og samfund, som var repræsenteret ved verdenskirkemødet i Amsterdam, havde deres rødder helt tilbage til reformationstidens anabaptister’ (BU 1949, 160).

Martin Niemöller (1892-1984) var tysk præst, der stod bag dannelsen af Bekendelseskirken i 1934. Tre år senere blev han fængslet af Gestapo og ført til KZ-lejre, hvorfra amerikanerne befriede ham i 1945. Efter krigen engagerede han sig som tysk præst i den økumeniske bevægelse. I 1948 mødte han de tyske baptister, hvor han ’bød sin broderhånd til fælles tjeneste’. Foto Daan Noske, Anefo 1952.

Ugebladet orienterede også om de tyske frikirker, dvs. ’Det evangeliske Frikirkeraad i Tyskland’. Dette mødtes første gang efter krigen i efteråret 1948: ’Det bragte stor Glæde, at Kirkepræsident Dr. Martin Niemöller aflagde Mødet et Besøg og ved et stort offentligt Møde talte og bød sin Broderhaand til fælles Tjeneste. Hans Kald til stadig at være rede til at gaa Korsets Vej og ligesom den første kristne Menighed i glad Hengivelse til Herren at tjene alle Mennesker gjorde et dybt Indtryk’. På den baggrund blev det ’kun selvfølgeligt’, at ’Verdenskirkemødet i Amsterdam blev Midtpunktet’ og flere talte ’med Kraft om det store Under, som Gud havde virket, nemlig Kirkernes Enhed og fælles Ansvar overfor Menneskeheden’ (BU 1948, 351). Også kirkerne i Tyskland begyndte at finde fodfæste.

De forenede Nationer og Nato

Baptisterne var allerede i sommeren 1945 opmærksomme på, at der måtte skabes et internationalt fællesskab af nationer for ad den vej at forebygge nye krige: ’Et af Midlerne maa sandsynligvis blive en eller anden Form for et Nationernes Forbund. Det er jo alt dette, man slider med i San Francisco’, skrev L.C. Abildgaard (BU 1945, 109). BWA’s præsident, Dr. Rushbrooke, skrev herom i sin nytårshilsen ved indgangen til 1946: ’Vi takker Gud af hele vort Hjerte, at Krigen er forbi, og at der nu aabnes Mulighed for at raade Bod paa den forfærdelige legemlige og moralske Skade, Krigen har forvoldt. Vi takker især, fordi De Forenede Nationers Forbund til Sikring af Freden og et almindeligt Velfærd er ved at tage Form, og vi beder alvorligt om, at de store Forventninger, der knyttes til det, maa blive opfyldt’ (BU 1946, 4).

Johs. Rødvig fulgte trop hen på foråret, hvor han skrev en artikel om, ’Hvad Verden frem for alle ting trænger til’. Heri understregede han, at ’genoprette Tillid og Godvilje mellem Folkene og mellem Mennesker indbyrdes, er en af de allernødvendigste Ting i Øjeblikket’. Han glædede sig derfor over, at ’den gode Vilje har givet sig stærkest til Kende ved, at man kaldte sammen til en Nationernes Rigsdag i London, hvor man uden Skaansel taltes ved om baade Verdens enorme Vanskeligheder og om Vejen frem til bedre Kaar’. Han roste også, at mødet blev holdt for ’aabent Tæppe, og at Forhandlinger og Beslutninger blev sendt ud over hele Verden faa Minutter efter, at Ordene faldt i Nationernes Raad. Det er langt mere Tillidsvækkende end det gamle hemmelige Diplomati og de senere Forhandlinger mellem ’de tre store’. Jeg vil lige saa længe, jeg kan, holde fast paa, at det, der stort set gaar for sig i Nationernes Raad, det er noget af det, som Gud vil Verden, og at Gud kan ikke faa gjort mange af de Ting, som Verden trænger saa mægtigt til, paa nogen bedre Maade’. Dette lyssyn bundede hos Rødvig i, at der i London ’var et voksende Syn for, at man kommer ingen Vegne udenom Sandhed, Frihed og Retfærdighed. Hvis dette Indtryk er rigtigt, saa er man i Færd med at bygge den nye Verden op paa den Grundvold, som Gud selv har lagt’ (BU 1946, 123f). Begejstringen må have været lige så stor i 1948, da FN vedtog Verdenserklæringen om Menneskerettighederne, men herom skrev Ugebladet mærkværdigvis intet.

Harry S. Truman, amerikansk præsident 1945-1953, underskriver her NATO-pagten i 1949. Harry Truman var baptist, og som sådan havde Bredahl Petersen mødt ham, da BWA’s kontor blev indviet i Washington D.C. i 1947. Redaktøren af Ugebladet, P. Rasmussen, var knap så begejstret over Harry Truman i NATO-sammenhæng. Han havde hellere set, at Danmark havde fortsat sin neutralitetspolitik, der havde været gældende siden Første Verdenskrig. Derimod bakkede alle i 1945 op om Danmarks medlemskab af De Forenede Nationer. Foto: NATOs arkiver via Wikimedia.

Ugebladets redaktør, P. Rasmussen, var ikke begejstret for Danmarks underskrift den 4. april 1949 på det transatlantiske militære forsvarssamarbejde. Det fremgik, da han ugen efter skrev om vores medlemskab af NATO. Det skete under overskriften ’Med Gud for Danmark’: ’I de sidste uger har alle kristne mennesker i Danmark på særlig måde bedt for vort land og folk og for de mænd og kvinder, som menneskeligt set står med ansvaret for vort folks fremtid. Alle føler, at det er skæbnesvangre beslutninger, som er blevet truffet. Og kun de færreste tror, at det giver større national sikkerhed, enten man allierer sig med den ene eller den anden magtgruppe, eller vi forbliver neutrale. Vor sikkerhed består ikke i politiske alliancer, men i Gud! Dette synes vel for mange som livsfjern tale, blottet for al virkelighedssans. Men vi husker vel endnu de skæbnesvangre majdage i 1945, da vi oplevede et Guds under, ved at de kæmpende hære bogstavelig alt standsede ved vort lands grænser. Det utrolige skete, og vort land blev skånet for krigens ødelæggelser’. Sådan lød det i lyset af den nære historiske erfaring. Og derpå fulgte P. Rasmussens evangeliske begrundelse: ’Vi siger derfor samtidig, at vi ikke vil tilbede noget politisk system eller magthavere, af hvilken nation eller politisk retning de end måtte være. Vi vil adlyde Skriftens ord og bede for alle i ansvarlig stilling. Men vi vil ikke hverken tilbede eller underkaste os noget eller nogen, som strider mod vor eneste retmæssige Herre, Jesus Kristus, vor frelser i liv og død’ (BU 1949, 112). Ingen tog til genmæle.

Årsmødet 1949 og mod på fremtiden

Da baptistmenighedernes repræsentanter samledes til årsmøde i Købnerkirken i sommeren 1949, markerede de, at religionsfriheden blev givet med Den danske Grundlov 100 år tidligere. Ugebladet optrykte ’Baptisternes Verdensalliances religionsfriheds manifest’, der var blevet vedtaget i København på kongressen to år tidligere (BU 1949, 170). Og årsmødet vedtog en ’Resolution til Danmarks regering og rigsdag i anledning af hundredårsjubilæet for Danmarks frie forfatning og den forestående revision af Grundloven’ (BU 1949, 227). Årsmødet ’anerkender og værdsætter regeringens og rigsdagens arbejde for at gennemføre en fuldt ud demokratisk grundlov’, hed det heri, hvorpå resolutionen anfører en række ’begæringer’, der – hvis de bliver gennemført ved grundlovsrevisionen – ville udfylde den internationale baptismes forståelse af religionsfrihed og religionslighed også i Danmark.

Årsmødet glædede sig også over, at krigens rædsler var blevet afløst af frihed og internationalt kirkeligt samarbejde. I det økumeniske perspektiv var medlemskabet af Kirkernes Verdensråd blevet konfirmeret tidligere på året. Det store missions- og nødhjælpsarbejde i flygtningelejrene her til lands var afsluttet. Solidariteten med europæiske baptister kom til udtryk ved vedtagelsen af, at Baptistsamfundet tilsluttede sig EBF og her fremdeles ville arbejde for andres frihed og gode vilkår. Syd og øst for den danske grænse var Europahjælpen under afvikling. I maj måned skete det officielt, hvad Polenshjælpen angik. Og nu fortalte Bredahl Petersen, at ’vi venter at indstille Europahjælpen, hvad pakkeforsendelser angår, med året 1949. Der afgik 100 pakker til Czekoslovakiets baptistpræster og prædikantskolen i Prag’. Forsendelsen varede i flere uger: ’Pakkerne var blevet udlossede i Østrig. Derfra videre til Slovakiet. Derfra til Prag til hovedtoldkontoret. Derefter var det nødvendigt at få de forskellige bevillinger, ernæringsministeriets, handelsministeriets og toldkontorets. Gud være tak, overalt blev varerne givet fri’ (BU 1949, 397). Hvad uddannelse til det fremtidige missionsarbejde angik, var Seminariet i Rüschlikon blevet indviet i 1949 – og den første danske baptistpræst, Orla Jørgensen med familie, var flyttet til Schweiz med henblik på at gennemføre dets 4-årige efteruddannelse. Alle disse opnåede resultater skulle nu holdes sammen af den på årsmødet nyvalgte formand for de danske baptister: Fr. Bredahl Petersen.

Friheden kom symbolsk til udtryk, da årsmødet sluttede med ’en meget skøn og vellykket udflugt med skib til Malmø, hvor der var en ganske kort andagt i Baptistkirken inden hjemrejsen, der foregik under sang’. Hensigten med udflugten var på forhånd blevet beskrevet således: ’Dette giver os en skøn sejltur med rigt fællesskab og rekreation efter årsmødedagene og anledning til at bese Malmø og dens stadspark’ (BU 1949, 163). De 300 deltagere må have mindedes – og givetvis hørt om! – Bredahl Petersens spektakulære flyvetur til Malmø i 1943 på vej til de svenske baptisters årsmøde i Stockholm. Endelig ’vakte det stor begejstring’, da en af krigs- og efterkrigstidens store chikaner blev afblæst: ’Det blev meddelt, at deltagerne i fællesspisningen måtte tage alle deres medbragte rationeringsmærker med hjem igen’ (BU 1949, 224). Der var – næsten – nye tider i Danmark.

Det var ikke al rationering, der blev ophævet inden det nye årti. Kaffe- og sukkermærker mindede stadigvæk om krigens knaphed. Disse varer blev som de to sidste fritaget for rationering i oktober 1952, efter de knappe forhold havde varet i 13 år. Ovenstående mærker blev altså aldrig gyldige, men – tak og lov – forældede! Privateje.

En slags opsamling

En samlet vurdering af danske baptisters holdning til den tyske nazisme kan ikke skrives uden, at menighedernes liv og enkelte baptisters historier inddrages. Derfor vil den samlede konklusion først kunne læses i det afsnit, der afrunder hele fremstillingen i afsnittet: ’Åbne konklusioner om dansk baptisme og tysk nazisme 1930-1950’ – efter menighedsprofiler og de biografiske skitser nedenfor.