Nordvendsysselske menigheder

Baptistkirken i Vrå efter den i 1943 havde undergået Bredahl Petersens foreslåede operation på gavlen! Den samme inskription blev påsat mange af landets baptistkirker – ikke mindst i Vendsyssel. Herved forsøgte menighederne at forhindre, at tyskerne inddrog bygningerne til ’andet formål’.

Til distriktet hørte under krigen seks menigheder med godt og vel 1100 baptister. Disse menigheder – nævnt efter størrelse med medlemstallet i 1940 anført i parentes (ÅB) – lå i følgende byer: Sæby (350), Vraa-Brønderslev (200), Sindal (180), Hjørring (150), Ingstrup (140) samt Frederikshavn (120). Fra området medtages én menighedsprofil – Sæby menighed – og ikke mindre end seks af de biografiske skitser hører hjemme i dette område, se næste hovedafsnit. Flere forhold fra menighedslivet er nævnt i rammefortællingen – fx tyskernes forsøg på at beslaglægge nogle af kirkerne til ’andet formål’ samt generelle oplysninger om danske piger, der omgikkes med tyske soldater, i folkemunde kaldet ’feltmadrasser’ eller ’tyskerpiger’. Nordvendsyssel var på centrale steder spækket med tyskere, der bl.a. havde flådestation i Frederikshavn, hvorfra de fra krigens begyndelse var travlt optaget med at udskibe soldater til Norge. Herudover var der stor aktivitet med anlæg af enorme forsvarsanlæg, ikke mindst langs Vestkysten.

Vraa-Brønderslev menighed

Fra Vrå erindrede Frits Uhrenholdt, at tyskerne kom til byen, da han var 15 år. Allerede inden besættelsen oplevede han, at ’Fritz Clausens naziparti førte sig frem ved møder på Poulsens Hotel, hvor hans stormtropper i støvler og med skrårem paraderede ved indgangen og omkring talerstolen’ (FU1, 119). Kort efter besættelsen så han en april-morgen i 1940 en ’afdeling tysk militær’ komme til byen: ’Det var overvældende at se en række bæltekøretøjer; som jeg husker det, var der 6, og de trak hver en kanon. De holdt nøjagtigt i række i ly af Jernbanegades træer, og det vrimlede med soldater’. Men tyskerne kom tættere på Købmandsgården, hvor Varla og Jens Uhrenholdt Petersen boede: ’Tyskerne havde forlangt indkvartering af 2 soldater i mit hjem. De fik anvist vores gæsteværelse, der lå ved siden af min brors og mit værelse. Det var nu et par skikkelige folk. … Når vi drenge talte med soldaterne, blev det klart for os, at de var begejstrede for den opgave, de var ude i, og de var fulde af begejstring for Hitler og nazismen’ (FU2, 100). Afdelingen i Vrå var på vej til Norge via Frederikshavn.

Civil-Beskyttelsestjenestens Udrykningskolonne (forkortet CBU) blev oprettet i 1941 for at assistere, hvor der udbrød krig eller andre katastrofer. De enkelte kolonner blev udstationeret rundt om i landet på særlige CBU-kaserner, der blev oprettet eller inddraget til formålet. Her ses chefen for CBU i Vrå, kaptajn Winther Dam. Bag ham ses huset, hvor tyskerne havde deres heste opstaldet.

Vrå blev i øvrigt et centrum for aktivitet i Vendsyssel: ’I 1941 var der blevet oprettet en CBU-kolonne, det vil sige et redningskorps bestående af ca. 100 værnepligtige og et antal befalingsmænd. De overordnede kom nok fortrinsvis fra hæren, chefen var kaptajn, og det hele virkede meget militært’. Poulsens Hotel – nabo til Købmandsgården, hvor Frits Uhrenholdt voksede op – blev brugt som kaserne, teatersalen som sovesal og restaurationslokalerne som spisested og opholdsstuer for det menige mandskab, mens befalingsmændene fik boliger rundt omkring i byen: ’Det siger sig selv, at en sådan institution som havde til opgave at tage sig af civilbeskyttelsen i hele Nordjylland, kom til at præge byen på mange områder – f.eks. var der ikke så få Vråpiger, der her traf ham, de senere blev gift med’ (FU2, 105). I januar 1944 blev CBU-kolonnen ’med få timers varsel sat på porten af tyskerne, der så overtog bygningerne, og fra da af og indtil krigens slutning var Vrå hårdt belagt med tyskere. I den tid beslaglagde tyskerne også helt eller delvis mange boliger – hos mor og far krævede de to stuer og et værelse – så der boede skiftende officerer i mit hjem’ (FU2, 106).

Frits Uhrenholdt erindrede også, at ’der fandtes fornuftige og sympatiske tyske soldater’. En af disse rådede Uhrenholdt til at køre et læs rugbrød fra jernbanestationen i Vrå til den tyske militære enhed på Børglum Kloster. Uhrenholdt nægtede at påtage sig opgaven, hvorefter følgende samtale udspandt sig: ’Véd De hvad, sagde tyskeren, tag imod et godt råd. Påtag dem opgaven og vær sikker på at få hest og vogn hjem igen. Ellers bliver køretøjet bare udskrevet til opgaven, men med en tysk soldat som kusk, og så er det tvivlsomt, at De nogen sinde mere ser Deres køretøj’ (FU2, 106). Disse træk fra hverdagen supplerede Ruth Christiansen med en erindring fra gården Engbo nord for Vrå station. Her voksede hun op i en familie, der tilhørte baptistmenigheden: ’Jeg var 9 år i 1940. Vi fik tvangsindkvarteret to tyske soldater af den modne type på loftet i mit hjem. De lavede selv deres mad, så det var begrænset hvor meget samkvem, vi havde med dem. Min far var langt fra tyskvenlig, men han ville møde dem som mennesker snarere end som soldater. Derfor spillede han undertiden skak med dem’. Hendes forældre, Christen og Otthea Sørensen, fik tyskerne tæt ind på livet, fordi de også måtte affinde sig med, at tyskerne opstillede en lyttecentral på Engbos jord, hvorfra de forsøgte at pejle engelske fly, der fløj ind over Vendsyssel.

Uhrenholdts Købmandsgård i Vrå, hvor der var stor aktivitet de fleste dage under 2. Verdenskrig.

’Forsamlingshuset’ slap

Familien Uhrenholdt tilhørte byens baptistmenighed. Menighedens kirke – som altid blev kaldt ’Forsamlingshuset’ – havde siden 1893 ligget midt i byen tæt på Poulsens Hotel. Derfor var det oplagt, at tyskerne også fik øje på kirken til indkvartering. Gorm Uhrenholdt, den yngste søn i købmandsgården, fortalte om tyskernes intentioner: ’Far og jeg så en dag, at tyskerne var begyndt at læsse hø og halm ind i baptistkirkens forhal, som de ville bruge som hestestald. Forhallen var netop taget i brug som skole til erstatning for forskolen nede ved folkekirken, som tyskerne allerede havde beslaglagt. Det gjorde min far rasende. Han skældte dem huden fuld, og med hjælp fra ’der kleine Johann’ – en dansktalende tysk tolk, der var indkvarteret i baghuset, og som hurtigt var blevet min ven – lykkedes det ham faktisk at få såvel heste som foder fjernet igen’ (GU, 192). Herpå fulgte menighedens ledelse Bredahl Petersens anvisning om ’at give bygningerne et kirkeligt præg og skrive ’Baptistkirke’ på gavlen; også det indvendige fik et kirkeligt præg ved at anbringe nadverbordet med lysestage og kalk [nadverbægeret] som fast inventar i kirkesalen’ (Jub, 17f). I 1944 kunne Rasmus Madsen berette for årsmødet: ’Vraa Menighed lever i en fredelig Idyl. Vi fik Lov at beholde vor Kirke’ (ÅB 1944, 9).

Menigheden undgik på denne måde beslaglæggelse af kirkerne både i Vrå og i Brønderslev: ’I Brønderslev måtte man [Indre Mission] opleve beslaglæggelse af Missionshuset, der lå lige overfor Baptistkirken. Ganske vist blev Baptistkirken i Vrå udtaget til brug i en eventuel evakueringssituation, men takket være begivenhedernes udvikling blev det ikke nødvendigt, selv om nogle af lokalerne på grund af besættelsesmagtens beslaglæggelse af kommuneskolen blev anvendt til klasseværelser i en periode’ (Jub, 17f). I Brønderslev oprettede menigheden en spejderkreds umiddelbart efter krigen: ’Trods tomme hylder i byens forretninger, lykkedes det ved hjælp af familie og venner at skaffe lagner, pudebetræk og bleer, som efter en tur i farvegryden dukkede op som stof til spejderuniformer. Disse pyntede op i gaderne, når de friske drenge og piger vandrede ud i naturen’ (Jub, 22). – I Brønderslev-kredsen hørte familien Berg hjemme. Se den biografiske skitse om Sigurd Berg.

Litteratur til Vraa-Brønderslev menighed
  • Frits Uhrenholdt: Barn af Vrå. Maltgørerens barnebarn, i Barn af Vendsyssel VII, 1989 (FU1)
  • Frits Uhrenholdt: Dagligdagen under besættelsen. Erindringer fra Løkken-Vrå, 2000 (FU2)
  • Gorm Uhrenholdt: Uhrenholdts gård. Barndomserindringer, Erindringer fra Løkken-Vrå, 2012 (GU)
  • Jubilæumsskrift for Vrå-Brønderslev Baptistmenighed 1886-1986, 1986, (Jub)
  • Billederne fra Vrå er udlånt af Lokalhistorisk Arkiv ved Hanne Sørensen.
Informanter
  • Anne-Marie Winther; Hanne Sørensen; Marianne Uhrenholdt; Ruth Christiansen.

Sindal menighed

Menigheden havde under krigen primært to centre med hver sin kirkebygning – i Mosbjerg og i Sindal. I Mosbjerg var der et modstandsmiljø, hvor flere fra menigheden deltog. En af disse var Egon Milton Nielsen, der ved besættelsen var 16 år og beskæftiget som cykelsmed hos sin far. Hurtigt efter den 9. april 1940 opnåede han succes ved at opfinde en mørklægningshætte til cykellygter, som fik Indenrigsministeriets godkendelse (EM, 203 +foto). Han ombyggede også gamle herrecykler til børnecykler, der blev solgt fra Skagen til Viborg. Både han og hans kone, Lisa, var gennem mange år søndagsskolelærere i Mosbjerg baptistkirke. Modstandsmiljøet, hvor en række baptister var med, åbnede deres hjem – især efter den 19. september 1944, da flere politibetjente fra Frederikshavn gik under jorden på Mosbjerg-egnen. Her fremstod de iført ’nogle gamle laser’ som medarbejdere på gårdene om dagen, mens de om natten modtog våben fra luften og foretog sabotage mod lokale værnemagere (EM, 221f). Det var let at skjule sig blandt de flere hundrede arbejdere, der kom til egnen under krigen for at blive beskæftiget i de ca. 50 tørveindustrier i Måstrup Mose-området.

Egon Miltons opfindelse i 1940 – en ikke ringe fortjeneste i en krisetid.

Egnen var – som mange andre steder i Vendsyssel – genstand for stor aktivitet fra tyskernes side, idet de her gravede tankspærringsgrave: ’Her i Mosbjerg beslaglagde de nogle arealer, og gravede dybe grave, der var forsynet med træfaskiner i siderne, tværs gennem markerne. Her lå der tonstunge jernkonstruktioner (spanske ryttere) til at spærre vejen, hvis de allierede gik i land, og derfor var der fast tysk bevogtning. Det var et entreprenørfirma, der påtog sig udgravningerne af disse 7-8 meter brede og nok 2 meter dybe ’grøfter’. Firmaet ydede en overordentlig god arbejdsløn, men der var ingen folk her fra egnen, der ville deltage i dette arbejde – derfor blev det i høj grad arbejdsløse fra byerne, der af nød og trang kom hertil’ (EM, 219). Det var i et sådant miljø betjentene fra Frederikshavn havde søgt tilflugt. Her boede i forvejen flere baptistfamilier.

Baptister på egnen

Ét af de ægtepar, der gav disse betjente – og modstandsfolk – husly, boede på Måstrup Skole. Hun hed Krista Christoffersen og var gift med læreren, J. A. Christoffersen. De var Egon Miltons moster og onkel. Hun var baptist, han var organist i sognekirken, som han tilhørte. Betjenten, der sammen med sin familie fik et midlertidigt hjem hos dem, var en af initiativtagerne til jernbanesabotagen ved Tolne.

To af gårdene på egnen hed ’Porsen’ og ’Kæret’. Begge ejerpar, der var i familie, var baptister. På sidstnævnte gård boede Jane og Johannes Kristensen. På vej hjem fra en vinternats nedkastning kom en gruppe på seks betjente i vanskeligheder pga. tyskerne, der skød efter dem. Betjentene sprang for livet – og en af dem, Egon Milton Nielsens navnebror – Egon Nielsen sprang i åen for at slette alle spor: ’Vandet var iskoldt og strømmen stærk, så han var temmelig forkommen, da han endelig søgte ind i en kostald. Her ventede han til hen på morgenen, da der steg røg op af skorstenen; først da vovede han at banke på. Gården hed ’Kæret’. Jane Kristensen var ved at lave havregrød til morgenmaden. Da Johannes Kristensen kom til, fortalte nattens gæst dem om den mislykkede våbenmodtagelse, og hvorfor han stod dér i sit våde tøj. Johannes Kristensen fandt noget af sit eget tøj, som – selv om det var for stort – føltes dejligt. Da Johannes Kristensen derpå spurgte, hvor modstandsmanden opholdt sig, blev han en smule betænkelig, men fortalte alligevel, at han boede på en gård i Måstrup’. Herpå svarede Johannes Kristensen: ’Så bor du hos min bror, Karl Kristensen, Porsen’ (BC; EM, 224f). På ’Porsen’ boede Karoline og Karl Kristensen, der begge var baptister.

På ’Porsen’ voksede Kirsten Kristensen op. I en sen erindring fortalte hun om den samme episode. Hertil føjede hun, at én af de andre betjente, der havde søgt til Mosbjerg-egnen, havde fået arbejde på Kvissel station, og hun fortsatte: ’Det undrede mig, at Egon [Nielsen] sov til middag næsten hver dag, og at han meget tit kørte på sin cykel, når vi andre gik i seng. Jeg har så, da krigen var forbi, fået at vide hvorfor. Betjenten var nemlig med i en sabotagegruppe, der flere gange sprængte tog med tysk ammunition, og derfor var det jo praktisk at have én ansat på Kvissel station. Så var de sikre på, at det ikke gik ud over danske tog. De lavede også mange andre ting for at genere tyskerne mest muligt. For at kunne gøre disse ting måtte de bruge våben og sprængstof, og det blev kastet ned til dem fra engelske flyvemaskiner’ (KK 1992). Hun huskede også detaljer fra den ’marts-nat i 1945’, da Egon Nielsen endte på ’Porsen’: ’Betjentene løb i hver sin retning. Egon var fortsat ud over markerne, havde søgt dækning bag en roekule og kravlede i en grøft, indtil han nåede åen. Han turde ikke brugen broen, så han svømmede over, selvom det var meget koldt. Han gemte sig i halmen i min farbrors lade, og det var først, da de kom i stalden for at malke om morgenen, at han kom frem og gerne ville have tørt tøj på, for han var meget forfrossen’. Kirsten Kristensen sluttede sine erindringer således: ’Ca. en måned efter ville Egon gerne låne en stue for en aften, og min mor lavede kaffe til 15 mænd. Inden de skulle hjem, ville de have min bror og mig til at spille, for de ville gerne synge en sang, før de skulle skilles. De sang så ’Altid frejdig, når du går [veje, Gud tør kende]’. Den 5. maj 1945 kom Egon og hentede sin uniform. Den havde været gemt på loftet under nogle gulvbrædder. Det var en helt ubeskrivelig dejlig dag, da Danmark igen var et frit land’ (KK 1992).

Truet på livet

Egon Miltons sympati for modstandsbevægelsen – han kaldte sig selv ’halv frihedskæmper’ (BM) – bragte ham i vanskeligheder. Han omdelte illegale blade (EM, 233), og han hjalp de betjente, der var gået under jorden til driftssikre cykler (EM, 224). På den baggrund fik han en enkelt gang hus og værksted gennemrodet af tyske soldater. Og to gange modtog han trusselsbreve. Første gang var det en trussel på livet både mod ham selv og hans far: ’Min far og jeg havde dødstrusler tæt inde på livet. En dag kom den daværende ejer af ’Porsen’ i Måstrup med et brev, han havde modtaget, hvor der var prentet: ’Hjalmer og Egon Nielsen er Stikkere for Tyskerne’.’ Denne trussel kom, inden tyskerne tog politiet, og anmeldelsen til den lokale betjent blev mødt med svaret: ’Vi kender jo både din far og dig, så tag det roligt!’ (EM, 225). Anden gang – sidst i marts 1945 – modtog han et brev, hvori der var ’tegnet et kors, hvorunder der stod: ’Egon Milton. Død den 16. april 1945’. Egon Milton var ’ikke uberørt af situationen’, og rygterne om begge trusler ’gjorde et temmelig stort indtryk på folk’ (EM, 232) – men der skete ikke yderligere.

Livet i menigheden gik tilsyneladende uden den store indblanding fra tyskernes side. Nogle steder var det heldigt – fx at tyskerne ikke mødte op hos Esther Christensen, der uddelte ’Frit Danmark’ og i ’selvforsvar opbevarede en pistol i en kommodeskuffe’ (NBC). Det var i hjemmene, tyskerne var aktive med mange husundersøgelser, mens gårdene på landet blev pålagt at skulle indkvartere ikke blot tyske soldater, men de skulle også huse og forpleje danske arbejdere, der kom til egnen, hvor de gik i tyskernes tjeneste. Men de tyske tropper var ’i størstedelen af krigen særdeles ordentlige’ (FB). Undertiden var der dog brug for en håndfast optræden, når de gik over stregen. Frank Bredahl erindrer, at ’mine forældre [Erna og Emil Jensen] sad og spiste, og pludselig kom en tysk soldat ind og forlangte ’spæk’. Min far fortalte ham, at det fik han ikke. Det fik soldaten til at trække sin pistol, afsikre den og sætte den mod min fars nakke, hvorpå han krævede, at far skulle sige, at han elskede Hitler. Far sagde ’Nej!’, også selv om spørgsmålet blev gentaget med mere og mere raseri. Til slut forsvandt tyskeren under rasende råb og skrig, vildt svingende med sit våben’. Det skete under den sidste del af krigen, hvor der var ’en mærkelig samling soldater på vore egne’ (FB).

Litteratur til Sindal menighed
  • Egon Milton: Natur og mennesker midt i Lysets Land’, Hjørring 2012 (EM)
  • Egon Milton: Vore rødder, Sindalegnens lokalhistoriske Forening, 2001 og 2005
  • Jubilæumsskrift: Sindal Baptistmenighed 1934-1984, 1984, (Jub)
  • Pernille Pedersen: Vendsyssel under besættelsen, Vrejlev 2017
Informanter
  • Frank Bredahl (FB); Hanne Sørensen (HS); Birger Milton (BM); Bent Christensen (BC); Kirsten Kristensen (KK); Niels Bo
  • Christensen (NBC); Hartvig og Hanne Weber-Hansen.

Hjørring menighed

’Tabernaklet’ – Hjørring Baptistkirke, indviet 1908 – havde en central beliggenhed i byen, men dens kirkepræg forhindrede, at tyskerne forsøgte at inddrage den til ’andet formål’ end det, den var bygget til.

Hjørring Baptistkirke – i daglig tale kaldt ’Tabernaklet’ – lå med ’sin særprægede arkitektur’ midt i byen, hvor den blev indviet i 1908. Menighedens geografiske område strakte sig primært vestpå ud mod Vestkysten fra Rubjerg og nordpå. I Lønstrup havde menigheden et lille ’kirkehus’. Menigheden lånte med baggrund i andres nød kirken i Hjørring ud fra marts 1941: ’Grundet de ekstraordinære Forhold, der har gjort, at Frelsens Hær ikke benyttede deres Lokale, vilde Forstanderen gerne, om Menigheden kunde overlade dem ’Tabernaklet’ de Søndag Aftener, vi ikke selv bruger det. Det vedtages’ (MP). Menighedens præst blev fra 1942 den nyuddannede Børge Berntsen, kandidat fra Københavns Universitet, der i sin studietid var tilknyttet Købnerkirken. I 1945 bød han årsmødet, der blev holdt i Hjørring, velkommen med denne konstatering: ’Vi har ikke haft særlige Besværligheder under Krigen’ (ÅB 1945, 20).

Et par af de nødvendige identitetskort. Begge tilhørte W. Bech Jørgensen. Privateje.

Den tyske officer Wolff

I kirkens pedelbolig havde pedelparret to børn. William Bech Jørgensen (født 1929) fortalte, at ’kirken havde 2 store kakkelovne, hvor vi fyrede med tørv. Vi hentede tørv i kælderen og ’fodrede’ kakkelovnene især lørdag nat før gudstjenesten om søndagen. Når der var luftalarm, skulle folk i beskyttelsesrum. I kirken var det i kælderen, hvor vinduer var dækket med kasser fyldt med sand. Selvom jeg ikke var så gammel, blev jeg udpeget til ’husvagt’, og jeg måtte derfor ikke gå i beskyttelsesrum’. Begge søskende erindrede også, at der under krigen kom tyske soldater til gudstjeneste. En af disse, en trofast officer ved navn Wolff, satte sig på kirkens bageste bænk, og efter gudstjenesten blev han ofte inviteret til nogle af menighedens hjem. Lilian Jørgensen fortalte denne erindring fra sit ophold i Belgien i 1964, hvor hun læste tropemedicin og havde besøg af en dansk veninde: ’En mand lidt ældre end os spørger, om vi er danskere. Jeg svarer, at jeg kommer fra Hjørring, en lille flække i det nordlige Danmark. Jeg tænkte, at den kender han ikke, men jeg tog fejl. Først kæmpede han med følelserne, men da han fik styr på dem, fortsatte han: ’Jeg var soldat i Hjørring under besættelsen. Jeg kom i baptistkirken. Der var to familier, der åbnede deres hjem for mig. Jeg véd, at det må have ’kostet’, men det hjalp mig, fordi jeg var beordret væk fra min familie. Jeg husker kun navnet på én af de to familier’. Familien, han huskede, var en bagerfamilie, der senere blev præsteparret Stinne og Jens Kaspersen’.

To små ’modstandsfolk’ – Kitte Hylleborg Nielsen og Børge Thingbak – med ’aviser’ i dukkevognen på vej fra Spædbørnehjemmet til menighedens præst Børge Berntsen. Privatfoto.

Illegale blade i dukkevognen

I Hjørring havde to sygeplejersker midt i 1930’erne åbnet Hjørring Spædbørnehjem – et privat døgnhjem for spædbørn – for at ’hjælpe unge ugifte mødre i deres vanskelige stilling’. I 1936 flyttede det ind i en ny bygning på Elsagervej, hvor der var plads til 30 børn i alderen 0-2 år. De to ledere på Spædbørnehjemmet, Marie Hylleborg Nielsen og Marie Thingbak, adopterede hvert sit barn. Kirsten (Kitte) Hoelstad (født 1936) blev adopteret af førstnævnte, Børge Thingbak af sidstnævnte. Børge Berntsen boede meget tæt på Spædbørnehjemmet, og herfra skulle de to sygeplejersker fragte illegale blade over til præsten. Kitte Hoelstad fortalte herom: ’Vore mødre var engagerede og trofaste medlemmer af Hjørring Baptistmenighed. Vi blev flere gange sendt over til Børge Berntsen. Gemt under dukkerne i vognen skulle vi køre med ’aviser’ og levere dem til familien. Først flere år efter krigen fik vi fortalt, at det var illegale blade, vi kørte med. Godt, at vi dengang ikke forstod bedre!’ Spædbørnehjemmet modtog børn af flere forskellige årsager – blandt andre af ugifte mødre. Faderen kunne være fra den tyske besættelsesmagt. Kitte Hoelstad erindrer, at der ved besøg kunne følge en tysk tolk med: ’Jeg har desværre ingen som helst idé om, hvor mange børn af tyskerpiger, der kom til Spædbørnehjemmet. Ofte var mødrene alene, og hvis faderen i tillæg hertil var tysker, blev der slet ikke talt om det’. Kirkebøgerne er ikke nogen stor hjælp, idet der oftest står: ’Faderen ukendt’.’ – Kitte Hoelstad huskede også en anden episode fra menighedslivet i dagligdagen: ’Vores ven Lovise – en gammel dame højt til års – var på vej hjem fra det ugentlige bedemøde i kirken. Hun nåede ikke hjem før tyskernes udgangsforbud trådte i kraft, hvorfor hun blev ’anholdt’ af to tyske soldater: ’Kom med til nærmeste lygtepæl’, forsvarede Lovise sig, ’så kan I se, hvor gammel og rynket og ufarlig jeg er!’ Herpå fik hun lov at gå hjem uden repressalier!’

Omgang med tyske soldater

Ingen af de adspurgte har erindringer om, hvorvidt der var ’tyskerpiger’ i menigheden. Det var der derimod andre, der havde (GG). Flere danske piger med hjemsted i det frikirkelige miljø i Hjørring blev kendt for at ’gå med en tysk soldat’. En af disse – Gerda Nielsen – var født 06.05.1920. Hun blev døbt i Guds Menighed i Hjørring 27.10.1935. Efter krigen skiftede hun menighed og blev optaget på bekendelse i byens baptistmenighed. Samvittighedskvaler under krigsopgøret blev ved at forfølge hende. Hun udtrådte efter eget ønske af menigheden i foråret 1949, men søgte efter et halvt år om genoptagelse: ’Søster Gerda Nielsen, som for tiden er indlagt på sygehuset, havde sendt et brev til menigheden. Det indeholdt en bekendelse om, hvorledes hun under et vist pres var blevet vildledt til at udtræde, et skridt hun nu bittert fortrød og bad om tilgivelse for. Brevet indeholdt yderligere et vidnesbyrd om, hvorledes Gud havde været god imod hende og tilgivet hende’. Efter at ’enkelte af menighedens medlemmer havde ordet for at udtale deres syn på denne sag’, blev der foretaget skriftlig afstemning, der viste ’majoritet’ for genoptagelsen’ (MP). Skildringen viser, at hendes medlemskab af menigheden ikke var uproblematisk for i hvert fald nogle medlemmer. Der blev lagt pres på kvinden på grund af hendes fortid. Den viser også, hvordan det i sidste ende var menighedsmødet, der besluttede, hvordan den skyldiges sag skulle falde ud. Karakteren af hendes omgang med tyskerne kendes ikke. Snart indtog hun trofast en betydelig plads i menighedens virke.

I samtiden var det generelt forbundet med udelukkelse af menighederne, hvis en ung kvinde blev gravid uden for ægteskab. Der findes også eksempler på, at menigheden i ægteskabssager besluttede, hvem der var den skyldige part i forhold med utroskab og derpå foretog udelukkelsen (MP). Når der blev tale om udelukkelser på baggrund af andre forhold end seksualitet, blev overtrædelsen sjældent anført. Anmærkninger som fx ’arbejdede for tyskerne’ er ikke fundet i protokollerne. En sådan ’tysker-venlighed’ må have præget mange af menighederne i Vendsyssel: ’De kørte for tyskerne – som man sagde’ (GG). Advarsler herimod skortede det ikke på – se Rammefortællingen.

Flygtningearbejdet

Børge Berntsen blev inddraget i betjeningen af lejrene med tyske flygtninge fra efteråret 1945. Det fremgik af menighedens protokol på denne måde i november 1945: ’Børge Berntsen er af Kirkeministeriet udtaget til at føre Tilsyn med det kirkelige Arbejde i de tyske Flygtningelejre. Han gav Menigheden Oplysninger herom, og han omtalte den aandelige og sociale Nød, der fandtes blandt Flygtningene. Han skulle sammen med en tysk Præst holde Gudstjeneste i Lejrene i Hjørring By, hvor der var 1.980 Flygtninge, og det Tal ventes at blive forøget. Foruden Hjørring findes der også en Lejr i Tversted og i Brønderslev’ (MP). Senere blev Børge Berntsens tjeneste i lejrene problematisk. – Se Rammefortællingen.

Litteratur til Hjørring menighed
  • Hjørring menighed: Medlemsprotokol 1949 (MP).
  • Børge Berntsen: Hjørring Baptistmenighed 1906-1956, Jubilæumsskrift 1956
Informanter
  • Ole Gørler (OG); Lilian Jørgensen (LJ); William Bech Jørgensen (WJ); Grethe Gjerløv f. Nørholm (GG).

Ingstrup menighed

Baptisternes ’Missionshus’ i Ingstrup blev indviet 1916. Menigheden havde også to andre bygninger, der fungerede som mødesteder. Det ældste af disse blev købt i Vester Hjermitslev i 1917. I 1934 erhvervede menigheden ’et ældre, saneringsmodent hus midt i Nørre Saltum by for at sikre sig den helt ideelle byggeplads. Men da menigheden ikke anså det for muligt at bygge nyt, indrettedes mødesal i den erhvervede ejendom’ (JUB, 41). Det var disse tre bygninger, som tyskerne beslaglagde i 1943-1945. Privatfoto.

Daglig omgang med tyskerne på menighedens område omkring Ingstrup og Saltum var umulig at undgå gennem hele krigen. En enkelt erindring herom fra Else og Johannes Nielsens hjem – baptistfamilien boede på gården ’Munken’ i klitterne syd for Løkken – lød: ’Den lokale sognefoged bad Else Nielsen lave mad til tyske soldater – det vil sige 5, som i toholdsskift fik det daglige hovedmåltid hos familien mod betaling. Det foregik roligt, idet det ofte var familiefædre, som på vagten sad og lavede legetøj til deres børn derhjemme. Der var bl.a. en bager mellem dem, som bagte brød sammen med Else Nielsen. Ligeledes var der en smed, som hjalp til med at reparere høstvogne. Som oftest var de venlige overfor familien og de 8 drenge, der voksede op på gården. Hen i forløbet var der en episode, hvor en samtale mellem Johannes Nielsen og en soldat førte til, at denne opførte sig truende og rettede sit gevær mod Johannes Nielsen. Herpå bad familien sig fritaget for at bespise soldaterne, hvilket den lokale sognefoged accepterede’ (PN). Til de store anlægsarbejder både langs kysten og langt inde i landet blev der hentet arbejdskraft fra det meste af landet. Arbejdet bestod i at grave grøfter for at besværliggøre en evt. allieret invasion. Familien på ’Munken’ blev også pålagt at indkvartere en københavner, der arbejdede på egnen (PN). En anden familie fra Hvorup Klit blev endnu hårdere ramt i mødet med værnemagten. – Se biografien om Aksel Jensen.

Menighedens prædikant under hele krigen var P. Christensen (1873-1945) – ’en dygtig og betydelig Prædikant’. Han havde et roligt gemyt, hvormed han med værdighed håndterede det besvær, som tyskerne pålagde menigheden. Ud over de almene gener, der prægede hele egnen, fik menigheden beslaglagt dens kirkebygninger: ’Fra oktober 1943 indtil krigens afslutning i maj 1945 blev huset i Ingstrup brugt til indkvartering af tyske soldater. Huset i Vester Hjermitslev blev lazaret, hvorimod huset i Saltum var beslaglagt til at genhuse herboende, hvis hus tyskerne skulle bruge’ (Jub, 41). Om kirken i Ingstrup fortalte Niels Bjerg: ’Den var forsynet med dåbsgrav og havde derfor status af kirke, og kunne efter ansøgning derom muligvis være blevet fritaget, men sognefogeden, som var tyskernes mellemmand, oplyste baptisterne om, at konsekvensen af kirkens fritagelse ville være, at nogle større private huse i byen ville blive beslaglagt. Det blev et samvittighedsspørgsmål for menigheden, som nu afstod fra at søge om fritagelsen’ (NB). Andre kristne viste – måske af denne grund – økumenisk gæstfrihed: ’Menigheden blev tilbudt Indre Missions sal i Saltum til møder, ligesom enkelte begravelser blev holdt fra Folkekirken i Saltum’ (Jub, 41). Og menighedens afholdte præst, P. Christensen, blev begravet den 4. april 1945 fra sognekirken i Ingstrup (ÅB 1945, 114). Tilmed forsøgte sognepræsten i Ingstrup, pastor O. J. Veien, at gøre det muligt for baptisterne at gøre brug af sognekirken til menighedens gudstjenester. Bredahl Petersen skrev til ham og fik et venligt svar. Pastor Veien svarede: ’Jeg kan forstaa og føle med dem af Deres Trosfæller, som er berøvet deres Forsamlingshuse’. Han havde derfor forsøgt at få Aalborg-biskoppens tilladelse til at efterkomme Bredahl Petersens anmodning, men ’Biskop Smidt er ikke Biskop Oldenburg, hvad angaar den rent embedsmæssige Side af Sagen. Desuden har jeg forelagt Menighedsraadet sagen, og de var nærmest negativt stemt. Land er ikke By!’ Herpå sluttede pastor Veien: ’Jeg har her i Ingstrup et godt Forhold til Baptisterne. Deres Huse gaar jeg ikke forbi, og jeg er altid velkommen!’ (KK-arkiv, 1944).

Pastor Veien i Ingstrup svarede høfligt Bredahl Petersen, der sendte hans svar til P. Christensen i Ingstrup til orientering – med besked om, at brevet skulle returneres. Det blev det! Bredahl Petersens arkiv (Købnerkirkens arkiv).

Hjem i stedet for kirker

Det blev derfor en række af menighedens hjem, der viste stor gæstfrihed til menighedens gøremål: ’Bænke og alt interiør blev i hast fjernet, før soldaternes ankomst [til de beslaglagte kirkehuse]. En gård, Thorsgaard’, i Ingstrups nordlige udkant havde en såkaldt ’storstue’, som ejerne – Marie Gjerløv og Johan Nielsen, begge baptister – stillede til rådighed for menigheden. Med bænke og andet inventar fra kirken blev der her lavet et menighedscenter til gudstjenester, missionsuger, søndagsskole og ungdomsmøder. I Vester Hjermitslev stillede min morbror, Valdemar Christensen, ved flere lejligheder sit snedkerværksted til rådighed. Jeg husker, hvordan man ved disse møder havde tildækket snedkerimaskinerne med tæpper og lagner, og Guds ord blev forkyndt af karsken bælg – bl.a. af landsevangelist Chr. Bech og nylandsmissionær Stephan Petersen’ (NB).

Denne ’alternative’ brug af kirkehusene gik hårdt ud over bygningerne. Da værnemagten rykkede sine soldater ud hen imod krigens slutning, blev kirken i Ingstrup taget i brug til ’tyske flygtninge, der ankom efter flugt fra de russiske hæres brutale fremmarch’: ’Jeg husker, at jeg en dag, vel som en 14-årig nysgerrig dreng gik ind i kirken for at se disse flygtninge, der nu var kommet til landsbyen. Jeg glemmer aldrig synet. Ved hver side af salens midtergang var der opsat et højt bræt på højkant, og så var hele rummet ellers fyldt med et lag halm. Her sad og lå mænd og kvinder, børn og gamle mellem hinanden – det mest trøstesløse syn, jeg har fra min barndom. Det var så uværdigt’ (NB).

Efter krigen blev disse kirker erklæret for uegnede til beboelse, og menigheden besluttede derfor at bygge to nye kirker – i Saltum (1952) og i Ingstrup (1956): ’Og der var ingen tvivl om, at når menigheden så kort tid efter krigen kunne rejse disse to kirker, så skete det takket være det sammenhold, der var blevet skabt under krigen’ (NB). Over begge de nye kirker valgte menigheden – selv efter krigen! – på baggrund af Bredahl Petersens opfordring med store bogstaver at skrive ’Baptistkirken’ (Jub, 42f). Efter ansøgning til statens ’Udvalg for Indkvarteringserstatning’ om kompensation for værnemagtens brug af ’Baptisternes Forsamlingshus i Vester Hjermitslev’ fik menigheden i foråret 1947 et samlet vederlag for brug og for forvoldte skader på godt 4.000,- kr. (KC) – hvilket svarede til en årsløn for dens prædikant.

Litteratur
  • Jubilæumsskrift: Ingstrup Baptistmenighed 100 år. 1895-1995, 1995 (Jub)
  • Niels Bjerg Nielsen: Erindringer fra besættelsen, til forfatteren, 19.08.2009 (NB)
  • Købnerkirkens arkiv: Bredahl Petersens korrespondance 1944 (KK-arkiv)
Informanter
  • Karin Lignel Christiansen (KC); Poul Nielsen (PN); Niels Bjerg Nielsen (NB); Merete Gjerløv (MG).

Frederikshavns menighed

Menighedens geografiske område var stort, idet det strakte sig fra Frederikshavn til Skagen. I Frederikshavn byggede menigheden i Asylgade den centralt beliggende kirke i 1896. Under krigen lå den tyske militærlejr også i Asylgade (HG, 259). Menigheden havde to annekskirker. Kirken i Jerup blev bygget i 1923, og i 1939 indviede menigheden kirken i Skagen. Alle tre steder blev der drevet et stort børne- og ungdomsarbejde. Der er intet, der tyder på, at menigheden havde problemer med at beholde dens bygninger på egne hænder. Det fremgår ikke af protokollerne, at krigen havde indflydelse på menighedslivet (HE). Menighedens præst fra 1939-1944 var den unge Niels Anhøj. Menighedens mangeårige leder var Valdemar Gjøderum, der drev sin arkitektvirksomhed i byen. I hjemmet var der en søskendeflok, der levede med i menigheden. Se biografien om Jytte Gjøderum.

En anden af menighedens ledende mænd var også selvstændig erhvervsdrivende. Det var installatør E.V. Dyhr. Allerede i 1932, mens Fr. Bredahl Petersen var menighedens præst, var disse to blandt de drivende kræfter i det landsdækkende ’Lægmands-Initiativ’ (BU, 341). Dyhr ’havde en meget stor virksomhed i Frederikshavn, som han havde arvet efter sin far. Han var elinstallatør, vvs-mand, kobbersmed og blikkenslager. Efter krigen solgte han sin virksomhed’ (HE). E.V. Dyhr og hans kompagnon, tømrermester Chr. Jørgensen, investerede i og handlede hyppigt med ejendomme. De købte i fællesskab den grund, hvor de i 1939 opførte Frederikshavns første Turist- og Badehotel. Det åbnede samme år, men besættelsen var ikke ret gammel, før tyskerne beslaglagde det. I marts 1941 holdt den tyske kommandant krigsspil på hotellet (EC). Efter krigen havde de to ejere solgt hotellet til Den danske Flåde, der ønskede at indrette Marinekaserne i bygningen, men de annullerede i første omgang salget (VT). I maj 1948 lykkedes det kommunen at købe det stærkt ramponerede hotel, hvor de indrettede Søfartsskolen (EC). Intet tyder på, at Dyhr var indblandet i værnemageri, der blev straffet efter krigen. Tværtimod må han have været blandt de medlemmer i Frederikshavns menighed, der hjalp Bredahl Petersen, da denne i 1943 manglede 30.000 kr. for at hjælpe jøder til Sverige – se Købnerkirkens menighedsprofil.

Frederikshavn. Marinekasernen på Turist- og Badehotel beliggende 
v/Frydenstrand med kranvogn. U/no.
Elinstallatør E.V. Dyhr og tømrermester Chr. Jørgensen købte i fællesskab den grund, hvor de i 1939 opførte Frederikshavns første Turist- og Badehotel, som tyskerne besatte allerede i 1941. Her ses det efter krigen. Privatfoto.

E.V. Dyhr var medlem af menighedsrådet i perioden 1934-1947. Både Gjøderum og Dyhr deltog i krigsårene i Baptistsamfundets årsmøde som menighedens repræsentanter. Kort efter krigen besøgte ungdomssekretær Carl Thomsen menigheden. Efter at have prædiket i Jerup stod han i fare for at strande nord for Frederikshavn: ’Om Søndagen havde vi en lille Udflugt til Jerup. Et itukørt Tog havde nær forhindret os i at naa Frederikshavn igen, men Installatør Dyhr greb ind med sin Fredsjeep og klarede Skærene, saa vi kunde faa en god Afslutning paa [Missions]Ugen’ (BU 1946, 407). Installatøren havde efter krigen købt ny bil! Den første Jeep gjorde sin ankomst i Danmark den 4. maj 1945, altså på befrielsesdagen. Det var i skikkelse af et køretøj fra det amerikanske militær – dengang var der næppe nogen, der tænkte på, at bilen skulle komme til at appellere til almindelige bilkøbere. Navnet skyldtes, at det originale køretøj blev betegnet General Purpose Vehicle – ’GP’ udtalt på amerikansk blev let til ’Jeep’.

Højt mod nord

I 1942 flyttede Robert Haugaard Madsen fra Mosbjerg til menighedskredsen i Skagen. Her mødte han en dansksindet ung mand fra Sydslesvig, Fritz, der var deserteret for at undgå at blive indkaldt til det tyske militær. I Skagen tog Robert Haugaard og Laurits Brun Larsen initiativ til at bringe Frits til Sverige. På et aftalt tidspunkt skulle de alle tre mødes ved en bundgarnsjolle, der ventede på stranden. Men de blev afsløret – formodentlig udleveret af folk, der havde hjemme i omegnen af baptisterne i Skagen (PL). Den dansksindede sydslesviger blev taget af tyskerne, men de to danskere undslap. Efter denne hændelse turde de – Robert Haugaard og Laurits Larsen – ikke længere opholde sig i Skagen. De stod ud med kurs mod Sverige i bundgarnsjollen, som Robert Haugaard dirigerede over Kattegat ved hjælp af stjernernes position på nattehimlen. I Sverige arbejdede Laurits Larsen i de svenske skove, mens Robert Haugaard indgik i Den danske Brigade (KJ).

Kort efter den 5. maj 1945 kom de begge igen til Skagen. Her oprettede Robert Haugaard baptisternes spejderkreds i efteråret 1945. I foråret 1946 blev Laurits Larsen døbt i Skagen og var ’organist’ i menighedskredsen i mange år, idet han spillede harmonika til salmesangen. Robert Haugaard tog efter krigen en skipperuddannelse i Skagen. Derpå sejlede han fra Esbjerg til Peru, hvor han lærte peruanerne at fiske. Han var en ener, en eventyrer. Inden han kom tilbage til Nordjylland med sin irske kone, Bridget, sejlede han sten i Den persiske Golf til sheikdømmet Abu Dhabis fagre nye verden. Han testamenterede sin formue til Den katolske Kirke, som hans kone tilhørte, og til Frederikshavns Baptistmenighed, som han tilhørte til sin død (HE).

Litteratur
  • Hans Gregersen: Fæstning Frederikshavn – 1940-1945, Højers Forlag 2012 (HG)
  • Vendsyssel Tidende, 31. august 1946 (VT)
Informanter
  • Henning Emmering (HE); Erik S. Christensen (EC, arkivleder Nordjyllands Kystmuseum); Jøren Mølhede (JM); Knud Glønborg (KG); Karen Jepsen (KJ); Poul Larsen (PL).