Konklusion

Her rundes der af med nogle få konklusioner. Der siges også noget om de overvejelser, der ligger bag valget af kilder og den metode, der er anvendt. Dernæst bringes der en tak til mange medarbejdere – og der rundes af med en fortegnelse over litteraturen, der er benyttet.

Læs også: Metode, tak, litteratur

Forsøgsvise konklusioner

Der er flere veje at gå, når det gælder om at pege på konklusioner, der kan opsummere denne fremstilling om den danske baptismes forhold til den tyske nazisme. Til ’baptismen’ hører der en række træk, der tilsammen tegner et idealbillede af denne trosretning. På den baggrund er det naturligt at spørge: Levede lederne og menighederne op til deres egne idealer? Til idealet hører der i denne sammenhæng tre træk ved baptismen, der bør iagttages: Frihedsidealet, menneskesynet og kirkesynet.

Målt på idealerne

Frihedsidealet har sit centrum i den frihed, Jesus Kristus har vist os i sit virke og vundet for alle mennesker gennem sin død og opstandelse. Herved satte han mennesker i frihed. Fra denne frihed kommer det ansvar, der knytter sig til samvittighedsfrihed og frihed til at udtrykke sin overbevisning i tro, tanke og handling. De ideologier, der prægede krigen, skulle måles på dette parameter. Når Baptistsamfundets ledere gjorde dette, kom både nazismen og kommunismen til kort. Det blev formuleret på flere måder op gennem 1930’erne. Ingen af de danske skribenter, der kom hjem fra Berlin i 1934 og fulgte udviklingen i Tyskland i årene derpå, udtrykte sympati for den del af de kristne i Tyskland, der gjorde Hitler til ’Frelser og Fører’. Ledelsen informerede om begge grupperinger i de tyske kirker, men med tydelig tilkendegivelse af, hvem der – i Tyskland – var på ret vej. I 1940’erne understregede Bredahl Petersen den samme forståelse af ’den kristne frihed’, da han skrev, at man i Købnerkirken ikke gjorde forskel ‘mellem Folk, ikke heller paa Grund af deres politiske synspunkter’. Selv havde han døbt ’endnu en ung Mand fra Waffen SS, og som bekendt har vi saagar en enkelt i Menigheden, som bekender sig til Nazismen, ligesom vi har andre, der er konservative, socialdemokrater, radikale, etc.’. Evangeliet sætter altså mennesker i frihed. Samtidig fælder det dom over alle, så ingen bliver fri for at stå til regnskab for forvaltningen af denne frihed. Bredahl Petersens og andres prædikener lod ingen i tvivl om, hvad der var norm midt i mangfoldigheden. Gotfred Pedersen skar oven i købet alt dette ud i pap, se illustrationen.

Gotfred Pedersen udgav fra 1938 en traktat, som han kaldte Bibel-Lyset. Den blev også brugt i flere menigheder som et månedligt kirkeblad. Her indsatte han gentagne gange ovennævnte illustration. Evangeliets symbol – Korset – er centrum, og de to politiske ideologier – nazisme og kommunisme – skal ikke blot underordnes ’Bibel-Lyset’, men også tolkes i ’Lyset fra Korset’ (Bibel-Lyset 1943/9, 5).

Når det gjaldt menneskesynet, var der heller ingen slinger i valsen hos Baptistsamfundets ledere. Ingen af kirkens præster havde holdninger, der nærmede sig nazismens syn på skellet mellem ’herrefolk’ og alle andre, der skulle forfølges, ja udryddes, fordi de afveg fra normen. Dette ideal blev også understreget kraftigt i resolutionerne fra BWA’s verdenskonference i Berlin, og det blev påpeget uden tøven både i tale og skrift op gennem 1930’erne – ikke mindst i Ungdomsbladet. Og da krigen kom, gik Baptistsamfundets ledere bag om censuren med ’Hemmelige Skrivelser’, der blev formidlet til menighederne via præstenetværket. Denne kommunikationsform tog især fart, da tyskerne internerede de danske jøder i 1943. Den teologiske begrundelse for deres menneskesyn var dobbelt. Dels bundede den i skabelsesforståelsen – at alle mennesker er skabt i Guds billede – og dels i fortællingen om Jesus. Mennesker har samme værd, fordi han er død og opstået for alt og alle. Med den samme begrundelse satte det store hjælpearbejde ind efter krigen, da det gjaldt – selv fjendens – flygtninge her i landet og nødlidende i landene udenfor de danske farvande. Her er det afgørende at bemærke, at det kirkelige nødhjælpsarbejde gik hånd i hånd med evangeliets forkyndelse: Mennesker i nød skulle genoprettes både fysisk og åndeligt – både ved dagligdagens fornødenheder og ved evangeliets kraft. Understregning af denne dobbelthed forekom ofte – fx også i en ansøgning om en landbrugskyndig medarbejder til genopbygningsarbejdet i Polen.

Da Baptistsamfundets nestor, Prædikantskolens forstander P. Olsen, i 1936 formulerede ’Danske Baptisters almindelige Læreopfattelse’, var det kirkesynet, der blev fremholdt som det særlige for baptismen. Her fastslog han, at ’menigheden ikke bør sammenblandes med det verdslige samfund, som dette finder udtryk i staten’. I Berlin to år tidligere havde en teologisk arbejdsgruppe formuleret forskellen på legitim og illegitim nationalisme. Den sidste viser sit ’fæle ansigt, når kærlighed til eget land optræder som fjendskab og had mod andre nationer. Hvis en sådan nationalisme bliver voldelig ved at forbinde sig med forskellige former for militarisme, bliver den en trussel for al menneskelig kultur og civilisation’. Overalt, hvor det sker, ’taber kirken sin mission af syne, nemlig at bringe retfærd og fred til alle’. Kirkesynet blev fastholdt også under krigen, da den danske nationalfølelse blomstrede. Den kristne kirkes opgave var og er at bringe ’Guds rige’ i spil i folket for at fremme alt det, der er godt, og for at modvirke alt det, der er inhumant. Under krigen blev dette ideal fastholdt i en undertiden opfindsom kritik af ’Føreren’ og hans Rigskirke. Og Baptistsamfundets ledelse stod last og brast med Folkekirken i dette ærinde – tydeligst da biskoppernes hyrdebrev i 1943 tog skarp afstand fra jødeforfølgelsen. Her var det især nødvendigt at samarbejde med alle kirker, der stædigt ville fastholde en fælles forpligtelse til at modsige enhver nationalisme, der byggede på en ugudelig ideologi – og handle på det.


Tak til Per Arnoldi for tilladelse til at bruge denne figur, som illustrerer samspillet mellem det nationale og nazismens ideologi – symbolet på at Dannebrog kastede Hagekorset af sig i forbindelse med Folkestrejken den 29. august 1943. Baptistsamfundets ledelse stod sammen med andre kirkers ledere, da det gjaldt om at knække nazismens magt over danskere, der blev udsat for internering med henblik på udrensning. Da de danske kommunister blev interneret i 1941, svigtede ledelsen dog idealet, hvilket den indrømmede, da det gik ud over de danske jøder kort efter den 29. august 1943.

Målt på virkeligheden

Der kan imidlertid også trækkes konklusioner ud af dette arbejde om danske baptisters omgang med den tyske nazisme, der anlægger et andet perspektiv end idealernes, altså ’oppefra’. Menighedsprofilerne og de biografiske skitser peger på virkeligheden set ’nedefra’ – fra dagligdagens gøremål. Her bliver det tydeligt, at ikke alle fulgte idealerne. Enten blev de ikke forstået, eller de blev trådt under fode af andre grunde – sociale, der havde med det daglige brød at gøre; økonomiske, der havde med griskhed at gøre; seksualitet, der havde med drifter at gøre; eventyrlyst, der havde med krigens oplevelser at gøre; og politisk overbevisning, der førte til engagement hos tyskerne, ja endog medlemskab af det danske nazistparti. Vi har set eksempler på alt dette under krigen. Statistisk set er det ikke muligt at trække konklusioner. Materialet er for spinkelt, men det overordnede billede er, at det var et fåtal af baptister, der valgte disse muligheder. Langt de fleste baptister formede deres dagligdag på ’almindelig vis’. Efter mørkets frembrud opholdt de sig bag mørklægningens gardiner. Og menighederne var fleksible og omlagde deres mødetider, så deltagerne normalt kunne nå hjem ’efter reglerne’.

Flere hjem blev pålagt at indkvartere tyskere, hvilket førte til venskaber, der bestod i almindelig gæstfrihed og bespisning af humanitære grunde. Den slags fandt sted, men altid diskret. Men modstand i flere former mod tyskernes fremfærd forekom naturligvis også. Flere baptister gik ind i modstandsbevægelsen, hvor nogle spillede en afgørende rolle, fx i Brande og på Bornholm. Baptistsamfundets næstformand, Bredahl Petersen, var den blandt præsterne, der vovede mest, og han fik mange fra sin menighed til at agere i modstandsarbejdet, men især i beredskabet, der skulle træde til, hvis freden, der kom i maj 1945, først krævede krig i gaderne. Men der blev ikke brug for lazaretterne – heller ikke Købnerkirkens – i en væbnet kamp mod tyskerne. Fra Amager blev lazaret-ressourcerne kanaliseret til bydelens flygtningelejr og til hjælpearbejdet, især i Polen. Allerede under krigen var der andre – især kvinder – der stillede op til forsvar for jøder, der på legal vis kom hertil sidst i 1930’erne på trods af regeringens modvilje. I Nyborg omfavnede et stort hjerte disse ’jødebørn’ trods tyskernes jagt. Andre stillede op med fare for liv og lemmer i hjælpearbejdet – på Karantænestationen i Padborg, da De hvide Busser bragte tusindvis af KZ-fanger hjem via Danmark, og efter krigen blandt polske baptister. Idealerne blev altså også omsat til handlinger i hverdagen.

En særlig gruppe – nemlig politibetjentene – bør nævnes. Deres antal blandt baptisterne voksede betydeligt under krigen. Flere af dem, der undgik at blive sendt sydpå til KZ-lejrene, var aktive i modstandsbevægelsen både før og efter den 19. september 1944. Fredsidealet, der hørte de unge baptister til i 1930’erne, blev omsat i en tjeneste til gavn for almenvellet – i arbejdet for lov og ret. En anden dimension heraf blev, at flere af menighedernes medlemmer gik ind i frivillige korps, Civilbeskyttelsestjenesten (CB’ere) og Danske Kvinders Beredskab (DKB).

Overordnede grundtanker

I krigens tid prøvede Baptistsamfundets ledelse at gøre deres indflydelse i menighederne gældende på flere måder. Trods den tyske censur kommunikerede den de budskaber, der skulle nå længst muligt ud, på to måder. Dels skete det ved duplikerede breve, der blev stemplet som ’Fortrolig Skrivelse’. Dels fandt dens syn på Adolf Hitler vej til nogle få prædikener, der blev bragt i Ugebladet. Af disse kanaler blev menighederne og Ugebladets læsere informeret om ledelsens grundholdning:

  1. Evangeliet om kirkens Herre, Jesus Kristus, går forud for alt. Han alene bør tilbedes og følges som ’Frelser og Fører’. Derfor bør han alene vises loyalitet under alle forhold.
  2. Evangeliet om Guds Rige, som Jesus forkyndte, går forud for enhver ideologi. Derfor fik menighederne at vide, at alle fremmede soldater – også de tyske – burde være velkomne til offentlige gudstjenester.
  3. Fællesskab og enhed mellem kirkerne var afgørende. Folkekirkens ’Hyrdebrev’ om jøderne skulle også have været udsendt via frikirkerne, men tiden tillod det ikke. Derfor blev det læst op i baptistkirkerne søndagen efter.
  4. Mennesker i nød burde altid hjælpes. Allerede før den 5. maj 1945 var flere baptister derfor engagerede med hjælp til den ¼ mio tyske flygtninge, der kom her til landet i foråret 1945.

Alligevel rummede nogle få menigheder blandt deres medlemmer både modstandsfolk og nazi-sympatisører, hvoraf nogle endog havde tilsluttet sig det danske nazistparti. Ingen af parterne blev normalt udelukket af fællesskabet. Samvittighedsfriheden blev understreget, men med den som udgangspunkt – blev det også understreget – måtte alle stå til regnskab i opgørets time efter krigen.

Denne figur har siden 1989 været danske baptisters logo. Det blev skabt af Karl Heilesen til Baptistsamfundets 150-års jubilæum. Korset blev med hans accept forenklet af Ole Steen ved 175-års-jubilæet i 2014. Karl Heilesen kaldte korset ’Det splintrede kors’ eller ’Opstandelseskorset’: ’Jeg lod rosen – kærlighedens symbol – sprænge det modbydelige torturinstrument, som korset er, i småstykker, idet jeg ønskede at skildre opstandelsen, livet og sejren over døden. Jeg har prøvet at indfange billedet af Den opstandne Kristus, der kommer os i møde med sine velsignende arme’. Hvis dette kors havde været Baptistsamfundets symbol i årene 1930-1950, ville dets budskab have understøttet den holdning, som ledelsen prøvede at formidle: Den Opstandne Herres kors er et korrektiv til alle andre kors – både nationale og ideologiske – hvis de bliver symboler for vold, tortur og undertrykkelse.