Bjarne Kristoffersen

Bjarne Kristoffersens første hilsen til forældrene, efter han var kommet til Optagelseshjemmet Vitskøl Kloster. Privateje.

Anna Marie og Jens Nørgaard Kristoffersen, der tilhørte Sæby menighed, havde en teenagesøn ved navn Bjarne Kristoffersen. Han var 13 år, da Danmark blev besat. Han havde tidligt svært ved at kende forskel på dit og mit. Hans straffeattest fik to påtegninger ved retten i Sæby – begge gange for tyveri. Ved begge påtegninger – 23.11.1942 og 12.04.1943 – stod der: ’Tiltalefrafald mod at den paagældende undergives Børneforsorg’. Således gik det til, at Bjarne Kristoffersen blev anbragt på Vitskøl Kloster, hvor der dengang var Optagelseshjem. I kraft af hans breve til forældrene kan vi følge det meste af hans færden, indtil han blev ført til Neuengamme. Fra de tyske lejre modtog forældrene ingen breve.

Vitskøl og Flakkebjerg

Bjarne Kristoffersen skrev seks små breve fra Vitskøl Optagelseshjem. De afspejler et varmt og kærligt forhold til forældrene. Det første er et udateret postkort fra 1943 med et billede af ’Ungdomsskolen’ på Vitskøl Kloster, hvorpå han fortalte, at han havde det godt. I de følgende breve kredsede hans tanker om hans søskende og deres gøremål – og om den tobak og pibe, som han ønskede, at forældrene skulle sende ham. En måned før jul 1943 udtrykte han sin glæde over, at hans forældre ville sende ham ’Penge til Rejsen til Jul’. Tiden på Vitskøl Optagelseshjem gik hurtigt for ham, især fordi han var ’begyndt at samle Frimærker’. I det første brev efter nytår (25.01.1944) bad han forældrene om at ’prøve om [I] ikke kan faa en Hyre til mig paa Marie, for jeg snakkede med Skipperen i Jul, og han lovede mig [det] til næste Maaned’. På sin 17-års fødselsdag den 4. februar var han i biografen: ’I kan tro, jeg har det godt. I Mandags slog vi Katten af Tønden og jeg slog Anden Splin[t] af og fik en Pibe i Præmie’ (23.02.1944).

Forsiden af Bjarne Kristoffersens første hilsen til forældrene, efter han kom på Vitskøl Optagelseshjem, udateret 1943.

Det sidste brev fra Vitskøl blev skrevet i begyndelsen af maj 1944: ’I kan vel ikke skaffe mig en Pakke Tobak til Pinse og lidt Smaakager’. Hvornår Bjarne kom fra Vitskøl og hvorfor, står hen i det uvisse. Herfra kom han til ’Flakkebjerg Opdragelsesanstalt’, der var blevet grundlagt for at give ’forsømte og vildledte drenge’ en chance for en ordentlig opvækst. I det næste brev herfra skrev han: ’Her har jeg det meget bedre, end jeg ha[v]de det paa Vitskøl’. Herefter gav han udtryk for sin anger over, at han var rømmet to gange fra Ungdomsforsorgen: ’Jeg er selv meget ked af, at jeg var løbet to gange, for hvis jeg var blevet der, skulde jeg have været ud om et par Maaneder, men det er jo for sent nu. Men jeg vil haabe, at jeg kommer Hjem til Jul, da jeg længes efter at se, hvordan [I] har det’. Men Bjarne Kristoffersen kom ikke hjem til jul. Det næste brev skrev han fra Vestre Fængsel den 24. november 1944, og her begyndte han med en undskyldning: ’[I] maa meget undskylde, at jeg ikke har skrevet før, da jeg ikke har haft Lejlighed dertil’. Nu var hans forhold blevet vanskeligere: ’Jeg vil gerne, hvis [I] vil sende mig en Skjorte og et par rene Strømper, og saa vil jeg ogsaa gerne, hvis I vil sende mig en Barbermaskine’. I de fleste breve sendte han også hilsner til sine søskende, men denne gang var der grund til at spidse øren: ’Er Jørgen kommen hjem fra Tyskland, saa hils ham endelig fra mig, da jeg snart længes efter at høre fra ham. Hvad laver Svend mon? Arbejder han paa Flyvepladsen nu?’ Svaret på disse spørgsmål fremgår andetsteds. Se Sæby menighedsprofil.

Bjarne og Ruth foran fodermesterhuset på Stendal i Understed nord for Sæby. Ruth på 7 år er på vej i skole i sit nye tøj. Bjarne er 13-14 år. I alle de senere breve sendte han hilsen til Ruth og spurgte til sine brødre. Privatfoto.

Arresteret af Gestapo

Det næste, vi véd om Bjarne Kristoffersen, fremgår af tyskernes optegnelser (Aufnahmebefehl): Han blev arresteret i København af Gestapo den 16. november 1944. Præcis én måned senere blev han overført fra Vestre Fængsel til Frøslevlejren. Det tyske dokument fortalte også, at tyskerne mistænkte ham for at ville rejse ud af landet – formodentlig til Sverige (DL). Årsagen til, at han blev taget af tyskerne i København, skal uden tvivl findes i hans kriminelle baggrund. Efter den 19. september 1944, da det danske politi blev taget af tyskerne, steg den almindelige kriminalitet hurtigt. For at afværge det og for at demonstrere, at tyskerne mestrede situationen, foretog de en række tiltag. Som ’en nærmest absurd modforholdsregel indsatte tysk politi dels HIPO-korpset (hjælpepolitiet), der blev til et rent terrorkorps, dels foretog tysk politi tilfældige razziaer i København og enkelte større danske provinsbyer omkring kaffebarer, sortbørscentraler – eller ved ret tilfældige valg i de registre, som de havde taget kontrol over fra dansk politi’ (TP&MS, 8). Ved sådanne razziaer arresterede tyskerne på få måneder – ofte tilfældigt – næsten 500 danskere, som de betegnede som ’asociale’ eller ’vanekriminelle’: ’Deres adfærd – mente man – var genetisk bestemt, og de var derfor en trussel mod samfundet. Asocial adfærd var alt fra kronisk arbejdsløshed over drukkenskab og prostitution til hjemløshed. De asociale og vanekriminelle måtte fjernes fra folkelegemet’ (TP&MS, 23). Bjarne Kristoffersen hørte på grund af tyveri hjemme i denne sammenhæng.

Som rømmet har han næppe haft legitimationskort, fast adresse eller arbejde – alle tre ting kunne være grund nok til arrestation. Og hvis tyskerne havde opdaget, at han var efterlyst, eller at han havde været anbragt på Vitskøl Kloster, var det en ekstra grund til at tilbageholde ham. Den 16. november 1944 gik det da heller ikke længere. Forud var der i hovedstaden gået tre store razziaer, hvorfra alle blev deporteret direkte til Neuengamme. Bjarne Kristoffersen blev taget ved en af de senere mindre nålestiksaktioner, hvilket betød, at han kom til Frøslevlejren. Her blev de ’asociale’ ved ankomsten klippet skaldet. De bevarede dog en ’hanekam’, der fortalte om deres fortid. Men frisuren fremhævede dem også som outsidere blandt deres internerede landsmænd, der generelt lagde afstand til dem.

Bjarne Kristoffersen skrev kun ét kendt brev fra Vestre Fængsel i København til forældrene i Sæby. Det skete den 24. november 1944. Nu var han tyskernes bytte. Bemærk ’Geprüft’-stemplet, der var udtryk for tyskernes strenge censur.

Bjarne Kristoffersens brev fra Vestre Fængsel, Tyskafdeling Celle 152, var påført ’Geprüft’ – dvs. gennemset. Det gjaldt også det næste brev, der blev skrevet fra Frøslevlejrens særlige afdeling for ’de asociale’, Afdeling H2. Brevet blev ikke dateret, men det var skrevet mellem den 16. december 1944 og den 12. januar 1945. Her lød det: ’Jeg længes efter jer alle sammen; nu er det jo ogsaa et Aar siden, jeg har været hjemme sidst’. Bjarne Kristoffersen måtte denne gang fejre jul i Frøslevlejren. Han ønskede, at forældrene ville sende ham ’nogle Cigaretter og noget Tobak og nogle Tændstikker og mine Træskostøvler, og saa har jeg ikke mere at skrive denne Gang’. Bjarne blev sendt fra Frøslevlejren den 12.01.1945 til Neuengamme, hvor han ankom dagen efter sammen med en gruppe på 122 danskere. De blev først kørt på lastbiler til Harrislee – ’en station på vej til Helvede’ – hvor de blev ’læsset på kreaturvogne, hvori de ad Nordtysklands stadigt mere bombeplagede og ødelagte jernbanenet langsomt transporteres 160 kilometer til Neuengammelejren’ (TP&MS, 89).

Til Dessauer Ufer

I Neuengamme fik Bjarne Kristoffersen fangenummeret 69094. Som ’asocial’ fik han de sædvanlige markeringer – en sort stjerne på tøjet og den karakteristiske klipning med hanekam. Efter ti dage blev han i en større gruppe af ’asociale’ overført til arbejdslejren Dessauer Ufer i Hamborgs frihavn. Her skulle de genopbygge den bomberamte lagerbygning, der i efteråret 1944 var blevet lagt i ruiner. De nyankomne indrettede sig på anden etage i ’et stort og beskidt lagerlokale, der gik på tværs gennem bygningen’. Vinduerne i begge ender var uden ruder; der var kun ’nogle få søvnige pærer, så helt oplyst kunne rummet slet ikke blive’. Her blev der indkvarteret ca. 400 fanger i ’to-etagers køjer med to i hver køje’. I den ene ende af lokalet var der ’opstillet et langt trug som en hestekrybbe, hvorover der var sat en lang vandledning med huller hist og her’, hvor der kunne stå ’en snes mennesker og vaske sig ad gangen, når der var vand i ledningen’. Og ved siden af befandt der sig en ’vandrende til pissoir og 5 porcelæns-WC-kummer’. Danskerne måtte gå i gammelt ’civiltøj, der var efterladt af de afdøde fanger’. Efter tre uger blev det endnu værre, idet deres tøj blev ombyttet til stribet fangetøj: ’Zebratøjet så ud til lige at være taget fra de fanger, der var døde i Hamborg, for det var laset og utroligt snavset’ – og det var absolut uden evne til at afgive varme midt i den nordtyske vinter (JHB, 226f). Det var intet under, at Dessauer Ufer var ’en lejr med en meget stor dødelighed dels på grund af de utrolig uhygiejniske forhold, dels på grund af det ofte hårde arbejde, som de underernærede fanger blev sat til, og endvidere på grund af den sadistiske lejrledelse’ (JHB, 226). Da hjælpepakkerne fra dansk Røde Kors endelig kom hertil – første og sidste gang i begyndelsen af marts 1945 – blev det en udfordring at få fat i indholdet. Både de øvrige fanger og tyskerne forsøgte at stjæle fra pakkerne (TP&MS, 91).

Dagen begyndte ved 5-tiden, idet fangerne skulle være på arbejdspladserne, når det blev lyst. Og de vendte først hjem igen, når det blev mørkt. Ved 19-tiden begyndte maduddelingen – af den sædvanlige ’flydende’ slags: Kål- eller kålrabisuppe. Samtidigt fik fangerne tørkosten til næste dag: En tynd skive erstatningsrugbrød og en klat salat. Aftenens og nattens luftalarmer var et mareridt. Alle blev jaget ned i den uhumske og skumle kælder med jordgulv og uden meget lys. Her var der et yndet sted for lyssky virksomhed: Overfald for at få fat i medfangers tøj eller deres mad. Omkring midnatstid kunne fangerne i bedste fald lægge sig – for så at gå på de uhumske toiletter flere gange i løbet af natten pga. den væskefyldte kost, de fik. Under sådanne forhold blev kampen for at overleve stor: ’Der var sjældent en morgen, hvor der ikke var døde i køjerne’ (JHB, 227). Tyskernes logik om ’de asociale’ synes at have været, at de ’måtte fjernes for at sikre nationens sundhed. Men derfor holdt man sig ikke tilbage for at udnytte deres arbejdskraft inden udryddelsen!’ (TP&MS, 22).

Videre til Bullenhuser Damm

Efter tre uger – den 13. marts 1945 – blev alle danskere ført til arbejdsstedet Bullenhuser Damm, også i Hamborg. Denne lejr var indrettet i en udbrændt skolebygning i et ellers sønderbombet kvarter af byen. Her var forholdene bedre. Hver fange fik egen seng og der var uldtæpper. Røde Kors-pakkerne nåede aldrig frem, men her var baderum og ’hospitalet’ var bedre end i andre lejre. Mest værdifuldt blev det, at den danske læge Gregers Jensen var kommet hertil kort forinden for at arbejde i ’revieret’ – dvs. lejrens sygeafdeling. Herom skrev han: ’Der var bomber i Hamborg, og der var også plettyfus, og en dag kom jeg dér til at modtage et hold danske kammerater fra slaveposten Dessauer Ufer, landsmænd, som jeg ca. 2 måneder før havde set i Neuengamme som raske, kraftige fyre, og som nu i smudsige, blå- og hvidstribede fangedragter kom hinkende, afmagrede og forhutlede, grå og fugede, ældet med mange år; snavsede var de over al beskrivelse, fyldt med lus, hærget af dysenteri, lungebetændelse, tuberkulose, bylder og sår. Den dag var jeg taknemlig over at stå i Hamborg og at byde mine kammerater velkommen i et dansk revier. Vi havde hårde tider i Bullenhuser Damm, stor sygelighed og dødsfald blev vi ikke skånet for, og for mange af de svage legemer og sjæle blev de uendelige luftangreb den belastningsprøve, der brød den sidste modstandskraft’ (JHB, 239). I en fortegnelse fra april 1945 over de syge fanger, som Gregers Jensen fik ansvaret for at transportere hjem med ’De hvide busser’ findes Bjarne [K]ristoffersens navn ledsaget af følgende bemærkninger: ’Liggende’ og med bestemmelsesstedet ’Sverige’ (JHB, 241).

Den danske læge Gregers Jensen, der kom til Bullenhuser Damm, hvor Bjarne Kristoffersen arbejdede, førte minutiøse fortegnelser over sine miserable patienter. Her ses en liste, hvoraf det fremgår – i 8. linje – at Bjarne Christoffersen med fangenummeret 69094 skal hjemføres ’liegend’ på grund af ’Durchfall’ med destination i ’Sverige’. Listen er afbilledet hos Jørgen H. Barfod: Helvede har mange navne, hvorfra den er fotograferet.

Busserne kørte fra Bullenhuser Damm den 11. april 1945 til Neuengamme, hvor de norske og danske fanger samledes med hjemtransport for øje. Her blev de ’asociale’ igen adskilt fra de politiske fanger. Tyskernes opfattelse af ’de asociale og vanekriminelle som genetisk svagere mennesker – og dermed undermennesker – har spillet ind i ønsket om at få dem adskilt fra de øvrige fanger’ (TP&MS, 101). Det betød, at de politiske fanger kom tidligere til Danmark end de ’asociale’. Derfor kom Bjarne Kristoffersen først med den sidste transport fra Neuengamme den 20. april 1945 – på Hitlers sidste fødselsdag: ’En stor del af dem, der var deporteret som asociale og vanekriminelle, blev løsladt i Københavns Frihavn eller flygtede fra transporten undervejs gennem Danmark’ (TP&MS, 149). Bjarne Kristoffersen var ikke blandt dem, der kunne rømme og derved opnå friheden. Ifølge Kirkebogen for Kastellet døde han den 23. april 1945, da han ankom til Københavns Frihavn.

Bisættelse i København

På den baggrund kunne sæbynitterne i Vendsyssel Tidende den 28. april 1945 læse om Bjarne Kristoffersen, at hans forældre gennem dansk Røde Kors havde fået meddelelse om, at deres 18-årige søn var død på Blegdamshospitalet i København, hvor han fornylig var blevet indlagt efter ’at være hjemkommet fra et Ophold i Udlandet. Det er over et Aar siden, Forældrene sidst har hørt fra Sønnen’. Bag denne formulering, der respekterede den tyske censur, opfangede læserne ganske givet den reelle dødsårsag. I kirkebøgerne kunne kordegnene skrive mere eksplicit om Bjarne Kristoffersens død. I Kirkebogen for Sæby sogn stod, at han døde ’i Lazarettog i Frihavnen, den 23. April 1945. Jordpaakastelse den 2. Maj 1945. Ligbrænding i Bispebjerg Krematorium den 5. Maj 1945. Urnen med Asken nedsat paa Sæby Kirkegaard den 25. Juni 1945. Ugift Bybud’. Dødsårsagen blev anført som ’tuberkulose i begge lunger’. I Kirkebogen for Kastellets Sogn stod de samme informationer, men her blev der tilføjet: ’Interneret dansk Statsborger’. Dødeligheden blandt de danske politiske fanger, der blev ført til tyske lejre, var betydelig mindre end blandt ’de asociale og vanekriminelle’: Hver 5. af de førstnævnte og hver 3. af ’de asociale og vanekriminelle’ døde (TP&MS, 151). De sidstnævnte havde endda langt kortere ophold bag sig i de tyske lejre. Bjarnes Kristoffersens ophold syd for grænsen varede kun tre måneder.

’Jeg vil hjem til Mor!’

Det første brev fra København, som Bjarne Kristoffersens forældre modtog, kom fra Kjærs Ligkistemagasiner: ’Vi fremsender herved Ligbrændings-Attest for afdøde Bjarne Kristoffersen, og beder Dem venligst sørge for to Underskrifter, for at vi snarest kan faa hans Lig brændt. Endvidere fremsendes herved Faktura for Omkostningerne, som vi ifølge Blegdamshospitalets Udsagn kan forvente vil blive betalt snarest. Bisættelseshøjtideligheden vil finde Sted fra Blegdamshospitalets Kapel, Onsdag den 2. Maj Kl. 14, til Bispebjerg Krematorium. Efter Brændingen vil Urnen med Bjarne Kristoffersens Aske blive Dem tilsendt omgaaende’ (26.04.1945). Hans forældre kunne ikke være til stede ved bisættelsen, men samme dag sendte pastor K. Bjerregaard et brev til dem. Han følte trang til ’skønt vi ikke kender hverandre at sende Dem en dybt medfølende Hilsen. Hvor maa det have været svært for Dem i de forgangne Maaneder, og nu det tunge Budskab, da han var saa nær hjemme. Han døde jo af Tuberkulose. En Sygeplejerske, som havde været i Frihavnen ved Deres Søns Tog og havde set ham ligge i Lazarettog, døden nær, havde hørt ham sige: ’Jeg vil hjem til Mor!’. Hans Tanker har altsaa været hjemme hos Dem’. Pastor Bjerregaard fortalte derpå, at han havde talt over Davids 62. Salme, Versene 2-3 og 6-7, særlig om dette i Sorgen at være stille for Gud: ’Vi bad for Dem og Deres Dreng og sang hoslagte Salme. Der var mange Sygeplejersker mødt frem med Forstanderinden og Hospitalets Direktør i Spidsen’. En af disse skrev et smukt brev til Bjarne Kristoffersens forældre med flere detaljer, blandt andet havde ca. 30, primært fra hospitalet, deltaget i bisættelsen: ’Vi kender ikke denne unge Mand, ved ikke fra hvilket Hjem han er kommet, men vi ved hvorfra, han er kommet og vore Hjerter bløder ved Tanken om, hvor mange Prøvelser, Lidelser og Smerte denne unge Mand, der dog kun var en stor Dreng, har maattet gennemgaa’. Bjarne Kristoffersens forældre spurgte ind til, hvem der havde hørt deres søns sidste ord, og pastor Bjerregaard skrev som svar på et postkort, at ’den Sygeplejerske, som for øvrigt ikke havde passet Bjarne, men blot hilst paa ham i Lazarettoget, havde kun hørt de omtalte Ord’, hvorpå han sluttede: ’Ja, godt, at vi har en Frelser, der beder for os og vore. Modtag Ønsket om en god Pinsefest – trods alt’ (18.05.1945). Tre uger senere rundede Kjærs Ligkistemagasiner korrespondancen fra København af med at informere om, at ’vi i Dag har afsendt Urnen med Deres Søn, Bjarnes, Aske pr. Post til Deres Adresse’.

Notitsen i Vendsyssel Tidende den 28. april 1945. Meningen bag vendingen ’fra et Ophold i Udlandet’ kunne de fleste læsere givetvis forstå at tolke i overensstemmelse med den skæbne, som tyskerne havde givet Bjarne Kristoffersen i KZ-lejrene.

Diskrimineret herhjemme

Da Loven om Erstatning til besættelsestidens ofre blev vedtaget i 1945, stod det klart, at ’de asociale i almindelighed ikke skulle have erstatning, kun hvor særlige forhold talte for det’ (TP&MS, 162) – og ’deres efterladte skulle [heller] ikke have erstatning for invaliditet eller død’ (TP&MS, 243). Bjarne Kristoffersens navn findes ganske givet bag denne formulering: ’En teenagedreng, der var blevet anbragt under børneforsorg i stedet for straf, blev også afvist (TP&MS, 169). Den samme eksklusion mødte han, da Mindetavlen i Sæby sognekirke blev afsløret 3. juledag 1947, selv om hans grav allerede havde befundet sig på kirkegården i halvandet år – siden sommeren 1945. De asociale fik en skændig behandling i det danske samfund efter deres hjemkomst – udelukkelse, glemsel eller ringeagt – en smerte, som de selv og deres familier måtte leve med resten af livet. P. Rasmussen, der var familiens præst i Sæby baptistmenighed, kunne dog bruge Bjarne Kristoffersens skæbne til at trøste andre forældre, der havde mistet en søn i Tyskland. Egon Nielsens urne kom aldrig hjem fra Tyskland, hvor han døde under bombardementet af Dresden. P. Rasmussen skrev således til Egon Nielsens forældre i Bethelkirken i Aalborg, efter de i Aalborgpressen havde efterlyst deres søn: ’Og saa var det da godt, at I fik en Hilsen fra en af dem, der kendte ham [Egon] og kunde fortælle jer, hvordan det er gaaet til, hvis han er blandt de omkomne. Det kan ogsaa være, at I føler paa samme Maade som en Familie her i Menigheden, der havde en Søn i Koncentrationslejr i Tyskland. Han døde straks ved Ankomsten til København og er nu bisat i sin Urne her paa Kirkegaarden. De sagde, at Uvisheden var sværere at bære end det at vide, at han nu er borte’ (PR). Se menighedsprofilen for Aalborgbaptismen.

Hovedpersoner
  • Jens Nørgaard Kristoffersen: *01.03.1898, ^22.10.1939, +25.06.1992
  • Anna Marie Kristoffersen: *12.06.1903, ^04.04.1920, +11.12.1995
  • Bjarne Kristoffersen: *04.02.1927, navngivet 17.01.1928, +23.04.1945
  • Ruth Jensen, f. Kristoffersen: *28.04.1933, ^03.02.1946.
Litteratur
  • Ni breve fra Bjarne Kristoffersen til forældrene i Sæby 1943-1944:
  • Seks fra Vitskøl Optagelseshjem
  • Et fra Flakkebjerg Ungdomshjem
  • Et fra Vestre Fængsel og et fra Frøslevlejren.
  • Fem breve til Bjarne Kristoffersens forældre fra København maj 1945:
  • Det ene fra personale på Bispebjerg Hospital.
  • To fra pastor K. Bjerregaard, der forestod bisættelsen.
  • Samt to fra Kjærs Ligkistemagasiner.
  • Jørgen H. Barfod: Helvede har mange navne, Forlaget SAC 1969 (JHB)
  • Tim Panduro & Maya Schuster: De asociale. KZ-lejrenes glemte danskere, Gads Forlag 2004 (TP&MS)
  • Ib Damgaard Petersen (red): Faldne i Danmarks Frihedskamp 1940-45, Frihedsmuseets Venner 1990 (IDP)
  • Vendsyssel Tidende 28.04.1945 (VT)
  • P. Rasmussen: Privatbrev til Egon Nielsens forældre, Sæby 28.06.1945 (PR)
Informanter
  • Dennis Larsen (DL); Tim Panduro (TP); Knud Glønborg (2010), Ruth Jensen, f. Kristoffersen (RJ).