Thylands menighed

Menighedens lille annekskirke i Sundby, hvor både familien Thorup og familien Westergaard hørte hjemme. I litteraturen kaldes den altid ’Zichar’. Arkivfoto.

Søren Melkær, der stammede fra Thy, skrev kort efter 2. verdenskrig i sin dagbog efter en ferie i ’Barndommens Thy’: ’I Sundby laa vi om Eftermiddagen i det gode Vejr, som stadig fulgte os, oppe paa Højen ved Mors Fødegaard og talte med gamle Moster Margrethe, mest om Spændingen mellem Familien foraarsaget af Thorups Nazisme. Jo, de thylandske Sind var i Uro – undertiden fristes man til at tro, at det Bekommer dem bedst. Ro og Fred har man aldrig mødt deroppe. Jo, fra Bedstemors Hus i Møgelvang, dette herlige gamle thylandske Hus, har jeg dejlige Minder, der aander af Fred og Poesi …’ (23.09.1945). Melkær har hermed sat os på sporet af nogle tumultariske år i det lille thylandske landsbysamfund Sundby i Thylands menighed.

I Thisted amt havde man ’Tyskerne mere inde paa Livet end noget andet Sted i Landet’. Heroppe blev der i krigens tid opført over 100 store og små fæstningsanlæg og her byggede tyskerne ’den store Hanstholm-Fæstning, Nordeuropas største, kaldet Danmarks Gibraltar’. Store arbejdsstyrker blev hentet hertil fra hele landet: ’En Overgang var der stationeret henved 20.000 Mand i Amtet’. Ikke underligt, at der ’blev svindlet meget, og Guldet flød’ (EM&BO: 73).

Menighedens største kirke lå i Thisted, men den havde fra 1909 også haft en lille annekskirke, ’Zichar’, i Sundby. Menigheden talte foruden dens knap 100 medlemmer, der boede både i byen og i oplandet, ca. dobbelt så mange i dens omfattende børne- og ungdomsarbejde. I menighedens protokoller blev der intet skrevet om krigens besværligheder. Kirkerne blev ikke beslaglagt af tyskerne. Dansk Ungdoms Samvirke (DUS), der blev stiftet af Hal Koch i 1940 med det formål at hindre en nazificering af ungdommen, fik hurtigt en lokal afdeling i Thisted. Den virkede for at få tilsluttet så mange ungdomsforeninger som muligt, men dens forsøg på at inkludere Baptisternes Ungdomsforening mislykkedes. I 1940 blev det diskuteret, om Baptisternes Ungdomsforbund skulle tilslutte sig Hal Kochs initiativ. Det endte – på baptistisk vis – med, at de lokale foreninger blev stillet frit. I Thisted ønskede de unge baptister altså at stå udenfor, selv om mange af landets øvrige ungdomsforeninger tilsluttede sig DUS. Forklaringen på den beslutning dukkede op, da Sundby-baptisternes uenighed blev kendt.

Thorups Nazisme

Niels Thorup var, da krigen begyndte, en moden mand på 44 år. Han giftede sig i 1931 med Ane Kirstine [Stinne] Thomsen. Hun blev døbt i 1919 i Thylands menighed. Niels Thorup blev ikke medlem af menigheden, men ved deres vielse i 1931 blev det besluttet, at ’Børnene opdrages i Baptistsamfundet’, og familien levede gennem hele livet med i Thylands menighed. Om Stinne delte sin mands nazistiske sympatier, vides ikke, men i retten fortalte Niels Thorup: ’[V]i har også Kvinderne med’, og kvindegrupperne ’syede Tøj til Børnehjemmene under Partiet’.

Niels Thorup viste tidligt sympati for nazistpartiet, der holdt sit første møde i Sundby i 1934. Af avisens referat fra retsmødet – 5. maj 1945 – fremgik, at ’Niels Thorup havde været Medlem af Nazistpartiet siden 1936 og siden 1942 Afdelingsleder for Hørdum-Afdelingen, der ogsaa omfattede Sundby og Snedsted’. Dagspressen fortalte også om hans engagement i DNSAP: ’Han havde ingen nye Medlemmer tegnet’, men ’han havde faaet Vaaben udleveret af Sysselleder Lothar Jeppesen, fordi det saa ud til at kunne komme til Uroligheder. Han vilde dog ikke bruge Vaaben hverken overfor Danske eller Englænderne, muligvis overfor Russerne’. Niels Thorup var kendt for at have ’baaret Hagekorsemblem’, og han var ’fra et Kontor i Hamborg anmodet om at give Udtryk for Stemningen i Danmark, efter at Tyskerne i 1941 var gaaet ind i Jugoslavien. Dette havde han ikke gjort noget ved, men han havde faaet en Julehilsen fra samme sted’. Det var dog af en anden årsag, at han den 5. maj 1945 ’blev fængslet til 16. Juni’ – altså i 40 dage.

Aviserne i Thisted og omegn skrev naturligvis om modstandskampens eneste offer på Sundby-egnen. Den faldne modstandsmand var brødrene Westergaards kammerat.

Landsbyen Sundby var også hjemsted for den eneste frihedskæmper, der mistede livet i ’Den thylandske frihedskamp’. Frihedskæmperen hed Hans Peter Jensen og var en ung mand på 27 år. Han omkom natten mellem den 21. og den 22. april 1945 i et bombeattentat mod en bil i Snedsted. Niels Thorup blev mistænkt for at være den ’stikker’, der kunne have angivet de modstandsfolk, der arbejdede sammen med Hans Peter Jensen. En af aviserne skrev: ’Arbejdsmand Niels Thorup, Sundby, var sigtet for at have villet anmelde Kammeraterne til Mekaniker Hans Peter Jensen, Sundby, der blev dræbt ved en Bombeeksplosion i Snedsted. Murer Nørgaard, Sundby, havde forelagt Thorup et Forlydende herom, og da Nørgaard ikke vilde oplyse, hvor han havde Rygtet fra, havde Thorup erklæret, at der fandtes Midler og Veje til at faa det frem’. I retsmødet forklarede Thorup, at han med sin trussel ’havde tænkt paa det danske Politi og slet ikke paa det tyske’.

En af lokalaviserne tog et fyldigere referat af retsmødet den 5. maj 1945. I relation til den pistol, Thorup havde fået, erklærede han, ’at han ikke havde Forstand paa Storpolitik, men det var rart at have noget at skyde med, hvis der kom en Invasion. I den Forbindelse tænkte han nærmest paa en russisk Invasion. Ligeledes syntes han, det vilde være rart at have en Revolver i huset, hvis Konen skulde blive forulempet. Han havde søgt det danske Politi om Vaabentilladelse, men det var blevet nægtet. Han havde da faaet tysk Vaabentilladelse gennem Partiet. Pistolen havde [Lothar] Jeppesen faaet af en Tysker’. Om sin omgang med tyskerne påstod han, at ’han intet som helst Samkvem havde haft med Tyskerne. Han var heller ikke klar over, at Folk paa Egnen var bange for ham, men mente, at der laa personligt Had bagved. Han forstod ikke, at Folk ikke havde Tillid til ham som dansk Mand’. Herefter bemærkede dommeren til Thorup, at ’hans Forklaring hverken var god eller overbevisende’, hvortil Thorup svarede, ’at han under Besættelsen havde været en lige saa god dansk Mand som de øvrige paa Egnen’. Om hagekorsemblemet, som han bar, forklarede han, at ’da man vilde have ham til at tage det af, havde [han] sagt, at det vilde han gøre, hvis de andre tog deres Kongemærker af!’ Thorup sluttede retsmødet med at fastslå: ’Jeg har aldrig truet med tyske Bajonetter, som det er skrevet om mig’ (06.05.1945). Løsladt blev han altså ikke, men interneret i 1½ måned.

De lokale Thistedaviser informerede grundigt om retsopgøret også i Sundby.

Dømt ved Særretten

I Thisted amt var der – ’da det gik haardt paa med Befæstningsanlæg’ – over 7.500 arbejdere, der var beskæftiget ved værnemagtsarbejde, så retsvæsenet fik travlt efter krigen. Derfor blev der også oprettet en midlertidig ’Særret’ i Thisted. I alt 335 personer blev dømt ved retten i Thisted. Efter det næste retsmøde den 15. juni blev de anklagede nazivenlige thyboere delt i to grupper: Nogle forblev fængslede, enkelte blev løsladt, fordi retten ’fandt Grundlaget for deres fortsatte Indespærring for spinkelt’. Niels Thorup befandt sig blandt de løsladte, men hans sag blev ikke henlagt (16.06.1945). Allerede tre dage senere kunne thyboerne læse i én af Thisted-aviserne: ’Biavler Niels Thorup, Sundby, der fornylig blev løsladt efter først at have siddet interneret fra 5. Maj og senere fængslet, har som tidligere nævnt indrømmet at have været i Besiddelse af Vaaben’. Men nu ’har Thorup overfor Politiet vedgaaet og i Retten indrømmet, at han i to Tilfælde har haft sin Revolver hos sig. I det ene Tilfælde bar han Revolver, mens han var nede i sin Tørvemose i Hundborg, og i det andet Tilfælde var han i Besiddelse af Vaaben, medens han besøgte en Gaardejer i Stagstrup’ (19.09.1945). At gå med våben var en skærpende omstændighed, der skulle medregnes i dommen.

Niels Thorups sag kom for ’Særretten’ i Thisted 10.12.1946. To af byens aviser redegjorde for tiltalen imod ham. Den ene skrev, at han ’var kendt som en ivrig Nazist og var i Besiddelse af en Pistol med tysk Vaabentilladelse. Foruden den ulovlige Vaabenbesiddelse havde Statsadvokaten rejst Tiltale mod Thorup for Værnemageri, idet han i to Partier havde leveret Bihonning til Tyskerne til et samlet Beløb af ca. 2400 Kr.’ Af den anden avis fremgik, at han i 1941 havde ’solgt over 1000 Kg Bihonning til Tyskerne’. Værnemageri var ’erhvervsmæssigt samarbejde med den tyske besættelsesmagt’, men et sådant samarbejde blev først kriminaliseret efter krigens ophør i 1945. Retten frikendte Thorup for værnemageri, men han blev dømt for at have ’solgt Honningen uden særlig Tilladelse samt for ulovlig Vaabenbesiddelse’. Herfor fik han ’en Bøde på 600 Kr., der betragtes som afsonet med de 40 Dages Fængsel’. Mistanken om, at Niels Thorup havde været stikker i forbindelse med mordet på den unge frihedskæmper fra Sundby, Hans Peter Jensen, var ikke indeholdt i sigtelsen. Domsmødet endte med, at Niels Thorup ’erklærede sig tilfreds med Dommen’.

Frihedskæmperen Westergaard

I samme menighed befandt der sig en ung frihedskæmper ved navn Sigurd Westergård. Hans hjem lå også i Sundby, hvor familien – ligesom Thorup-familien – kom i den lille baptistkirke ’Zichar’. Her var Sigurds far søndagsskoleleder og med i menighedens ledelse. Men ikke nok med det. De to baptistfamilier havde tillige været gift ind i hinanden siden 1931, da Sigurds kusine Stinne blev viet til Niels Thorup.

Sigurd Westergaard begyndte sit illegale arbejde, da han fra 1943 omdelte bladet ’5 Minutter i 12’ – et illegalt blad specielt rettet til landboere. Sigurds lillebror, Ole, der arbejdede hos købmanden, modtog bladene, der kom med rutebilen fra Thisted. Ole Westergaard skrev: ’Chaufføren lagde pakken ind i gangen mellem telefoncentralen og købmandsforretningen, hvor jeg så straks skulle hente den. Jeg husker en sådan dag, hvor pakken var gået i stykker, da den blev lagt ind på gulvet. Jeg havde bemærket dette, men spændingen var næsten uudholdelig, da i det samme den mest kendte og overordnede nazileder i byen [Thorup] kom ind i gangen og skrævede over pakken med det dyrebare og farlige indhold! Heldigvis bemærkede han ikke noget – og jeg fik reddet pakken hjem i god behold’ (OW 2008). Det var altså ikke blot i byens lille baptistkirke, at Niels Thorup mødte Westergård-familien. Herpå var det Sigurd Westergaards opgave at fordele de illegale blade: ’Han satte adresser på små kuverter, hvor der fx udenpå stod: ’Foreningen til rotternes bekæmpelse’. Indeni var blade med reelle oplysninger om krigens gang, og om hvilke mennesker, man skulle tage sig i agt for, da de gik tyskernes ærinder, og endda måske var stikkere’ (OW 2008).

Sigurd Westergaard i politiuniform. Elev på Tølløse Højskole 1940-41 med efterfølgende uddannelse på Politiskolen i København.

Sigurd Westergaards 5 år yngre bror, Ole, ønskede også at blive modstandsmand. Men det forbød storebroderen ham. Det fremgik af et brev, som han skrev til Ole i 1948: ’Jeg kan huske, at du under Krigen absolut gerne vilde med i Frihedsbevægelsen. Jeg saa op til dig for dit Mod og var glad for, at du havde det rette Offersind, for det skulde man have. Jeg syntes, du var for ung; vi troede jo, at det vilde koste Blod. Jeg tænkte, at hvis det skulde gaa galt, havde du en Mission hjemme hos Mor og Far. Tænk dig, Ole, hvis de havde mistet os begge to’ (SW, 24.06.1948). At det nær havde kostet blod, var ikke nogen overraskelse. Westergaard-brødrene var venner med den ovenfor omtalte Niels Peter Jensen, der mistede livet i april 1945. Ole Westergaard skrev herom: ’En af mine gode venner mistede livet, da han i nabobyen skulle sabotere nogle tyskerbiler. En bombe, som han skulle placere, gik ved en fejltagelse af for tidligt, og han blev dræbt. Nogle dage, før dette skete, stod Hans Peter i vort køkken og snakkede med Sigurd. Jeg hørte ham bl.a. sige til min bror: ’Ja, vi ved, at det er farligt, men vi gør det jo alligevel!’ (OW 2008).

Mulig gengældelse

I Sundby ventede de repressalier fra tyskerne efter den sabotagehandling, der kostede Hans Peter Jensen livet. Herom skrev Ole Westergaard i sine erindringer: ’I dagene efter Hans Peters død var tyskerne aktive i vor by, og man ventede en mulig gengældelse. For mit indre øje ser jeg stadig en strunk værnemagtsofficer gå midt på vejen forbi butiksvinduet. Han gik på vej op til Hans Peters hjem – og vi frygtede, hvad der nu ville ske. Sigurd kom ned i forretningen til mig, og han så sit snit til at skrive nogle ord på en seddel, som han stak mig. Der stod: ’Hvis tyskerne kører op mod os, så ring straks og sig, at rutebilen er kørt’. Han ventede dem egentlig og ville gerne have en chance for at undslippe. Han skyndte sig hjem for at få ødelagt og fjernet sit lager af illegale papirer m.v. Far hjalp med at brænde papirerne af i kakkelovn og komfur, men det gik alt for langsomt, så far fandt ud af at stoppe materialerne ned i mellemrummet i muren. Sigurd var sikker på, at han ville blive hentet – men vi slap med skrækken’ (OW 2008).

Efter Sigurd var blevet døbt i Thisted menighed som 17-årig, tog han på Højskolen i Tølløse i vinteren 1940-41. Herpå blev han uddannet som betjent i København. Det fremgår af én af sangene ved hans bryllup med Ninna i 1946: ’Fra København til Vejle nu Ordre Sigurd fik/ som Politi at lære, saa frejdig frem han gik’. I bryllupssangen afsløres også, at han havde været modstandsmand: ’Saa lange, trange Tider vort land det maatte se,/ vi danske var for Tysken til daglig Spot og Spe./ I Frihedskampen stred du for Fædrelandet dit,/ du kunde ej bli’ rolig, før Landet dit var frit’. I foråret 1945 sluttede han sig til en af militærgrupperne i Nordthy, hvor han medvirkede ved våbenmodtagelser. Her modtog de tre nedkastninger: ’I Nordthy fandt nedkastningerne Sted for Næsen af de tyske Garnisoner, kun faa hundrede Meter fra tyske Pejlestationer, men alligevel gennemførtes Operationerne uden Vanskelighed’ (EM&BO: 77). Det er ikke muligt at fastslå, hvor megen sabotage Sigurd Westergaard deltog i, men lige ’for Øjnene af Tyskerne transporteredes store mængder af Vaaben, Ammunition og Sprængstoffer til Skjulestederne’.

En modstandsgruppe ved Korsvejen i Sundby i maj 1945. Sigurd Westergaard ses til højre med frihedskæmpernes armbind. Privatfoto.

Da befrielsen kom, var modstandsfolkene parat til aktion: ’Alle [var] bevæbnede, Biler og Motorcykler holdt parat. Benzinforsyningen var i Orden, Arrestationslisterne var færdige, og Bygninger var udpeget til de forskellige Formaal’. Der var dog ’ikke for mange Frihedskæmpere til at løse de forskellige Opgaver. Over 100 Personer skulle arresteres’ (EM&BO: 81f). Da den sidstnævnte opgave skulle løses og Niels Thorup arresteres, stod Sigurd Westergaard i et dilemma. Herom skrev Ole Westergaard: ’Både min far, mor og lillebror blev truet på livet af en af byens førende DSNAP-medlemmer. Han boede nabo til vores kirke og tog sig i mange år af det praktiske her. Hans kone tilhørte Thylands menighed. Da befrielsesdagen kom, og bl.a. denne mand [Thorup] skulle afhentes af frihedskæmperne, blev min bror fritaget på grund af de nære relationer’ – både de familie- og menighedsmæssige bånd (OW 28.09.2010).

Efter krigen ansøgte Sigurd Westergaard om at forblive ved politiet, men han blev ikke antaget. Han havde længe vanskeligt ved at finde sig til rette, men det lykkedes. I 1984 fejrede både han og fru Ninna 25-års jubilæum ved forsikringsbranchen i Thisted. Da Niels Thorup døde i 1983, blev han i nekrologen i Thisted Dagblad omtalt sådan: ’Niels Thorup var en oplyst mand med kontante meninger, og han var velbevandret i politik lokalt, nationalt og internationalt. Hans idealisme var ægte og kom stærkest til udtryk, da han ivrigt sammen med egnens afholdsfolk opkøbte egnens hoteller for at standse det ødelæggende drikkeri. I 50 år var han endvidere trofast deltager ved baptistmenighedens møder og gudstjenester’ (04.03.1983). Men intet om hans fortid under krigen.

Forsoningsprocessen

Efter krigen rummede menigheden begge familier på trods af krigens begivenheder. Nu skulle det vise sig, om forsoning var mulig. Ole Westergaard huskede, at konfrontationen havde været hård: ’Både Sigurd og min far fik i besættelsens sidste dage mange trusler på livet af de herboende nazister. Alligevel kunne far efter krigen, da nazisterne var frigivet fra fængslet, gå til en af dem, der havde været hårdest ved min familie [Thorup], og sige: ’Her er min hånd, lad os glemme fortiden, og begynde på en ny!’ Lige straks var det svært for mig at forstå og acceptere fars handlemåde, men senere steg han væsentlig i min agtelse for det, han gjorde. For videre i livet skulle vi jo …’ (OW 2008). Det var derimod vanskeligere for Sigurd Westergaard at række hånden ud til Niels Thorup. I brevet fra 1948 skrev han til Ole: ’Er man Frihedskæmper og Frihedselskende i Krig, skal man ikke mindre være det i Fred, og naar der tilsyneladende ikke er Fare paa Færde. Der mener jeg, at Thorup er en af de værste Personer, vi har her imellem os; en af dem, man venter [fra], at han vil skade os og al dansk, hvor og naar han kan’. Og han tilføjede: ’[D]en Fyr har jeg absolut ingenting til overs for. Hvad skulde hans Vaaben i Haven mon bruges til? Jeg var glad og lettet, da jeg var færdig [i Modstandsbevægelsen], og – trods alt – jeg tror ogsaa Far var det’ (SW, 24.06.1948).

Allerede da krigen begyndte, var der krisetider i menighedskredsen i Sundby: ’I Sundby, hvor vi har vort Missionshus ’Zichar’, har Missionen ligget lidt tungt i nogle Aar, skønt der er mange af Baptistslægt, og der saaledes skulde være Muligheder’ (JUB 1941, 35). Efter krigen besluttede menigheden at sælge ’Zichar’, der trængte til ’en gennemgribende reparation’, da de fleste møder samt søndagsskolen alligevel blev holdt i Nikoline og Peter Westergaards ’meget gæstfrie hjem’ (JUB 1966, 43). Her samledes kredsen indtil 1956, men ’der blev også holdt møder i hjemmet hos vennerne Kristine og Niels Thorup’ (JUB 1966, 71). De spredte oplysninger i Jubilæumsskrifterne kan vel tolkes både som turbulens (i 1941) og som den forsoning, der efterhånden blev mulig (i 1966).

Menighedens præst fra 1961-64, Emil Lauge Ibsen, husker den opgave, der blev hans efter det, han kaldte ’den triste nazisag’: ’Jeg var præst både for Kjerstine Thorup og hendes mand, som ikke var medlem, men jeg husker dem begge som trofaste kirkegængere’. Emil Lauge Ibsen ønskede ikke at kommentere konflikten – ’som sjælesørger for begge familier har jeg hverken lyst eller ret til at udtale mig om deres mellemværende’ – men han tilføjede dog: ’Mine tre-fire år i præstetjenesten i Thisted blev koncentreret om forsoning, hvilket lykkedes i nogen grad, og vi fik samlet menigheden’ (ELI 2018). Endnu i dag husker de ældste i menigheden Thorup-familien fra Sundby: ’Niels Thorup var glødende nazist. Når der kom tyske soldater marcherende, stod han med fremstrakt arm. Stinne og Niels forblev et par meget markante personer. Vi havde et godt forhold til dem, men talte ikke politik med dem’ (OM 2018). Ninna Westergaard var søndagsskolelærer i flere år efter vielsen i 1946 til Sigurd Westergaard.

Afrunding

De politiske holdninger var markante blandt baptisterne i Sundby. Konflikten mellem to grene af den ene og samme familie var både ond og dyb i krigens tid. Efter krigen levede begge familier med i den samme menighed. Ingen af parterne blev udelukket af fællesskabet. Konflikten blev tiet ihjel. Med Søren Melkærs ord blev der langt om længe ’Ro og Fred’ deroppe i Thy.

Hovedpersonerne
  • Niels Thorup: *05.03.1896, (^ ikke døbt medlem), +25.02.1983
  • Ane Kirstine Thorup: *09.01.1904, ^27.04.1919, +05.10.1985
  • Sigurd Westergaard: *02.02.1922, ^04.06.1939, +28.01.2002
  • Ninna Westergaard: *18.03.1923, (^ ikke døbt medlem), +04.05.2014
Litteratur
Informanter
  • Orla Møller, Thisted (OM); Emil Lauge Ibsen, Østervrå (ELI). Ole Vestergaard. Lene Bentzen, f. Westergaard
  • Niels Thorup er ikke fundet i Bovrup-Kartoteket, Forlaget af 1946 (2017).