Nørresundby menighed

Flyvepladsen ved Rødslet vest for Nørresundby blev af tyskerne kaldt Flyveplads Vest. Under hele besættelsen arbejdede de på dens udvidelse og sikring. Det var en travl flyveplads og stor arbejdsplads. Ved kapitulationen havde tyskerne stadig op imod 150 fly stående her. Alt dette skete lige for øjnene af Jytte Johansen og hendes familie. Arkivfoto, her fotograferet fra Vor Vej til 5. Maj (NAE, 107)

Nørresundby havde under krigen ca. 15.000 indbyggere, der hurtigt blev forøget med et stort antal tyske soldater, som besatte Limfjordsområdet den 9. april 1940. Ved tyskernes ankomst fremstod byen som en stor industriby, der siden 1933 havde hængt sammen med Aalborg i kraft af den nye Limfjordsbro. I maj 1938 blev Aalborg Lufthavn, der blev bygget nord for Limfjorden på herregården Rødslets jord, åbnet som den første lufthavn i provinsen. Da landet blev besat knap to år senere, stilede tyskerne bevidst mod lufthavnen, der blev erobret ved verdenshistoriens første angreb med faldskærmssoldater. Tyskernes plan var at gøre den til nordatlantisk base, hvorfra de kontrollerede luftrummet over Nordsøen, så de kunne fortsætte nordover til Norge. Til det formål udvidede de lufthavnen til det tidobbelte areal, hvorfor de tvangseksproprierede mere end 250 mindre landbrug. Lufthavnen blev Nordjyllands største arbejdsplads, hvor der var beskæftiget op mod 16.000 arbejdere, der blev ledet af talrige entreprenører. Lufthavnen blev hurtigt mål for englændernes bombemaskiner. Her løb de i august 1940 ind i deres største katastrofe i det danske luftrum under krigen: 11 engelske bombefly blev skudt ned og 20 briter mistede livet. Alt dette oplevede den 11-årige Jytte Johansen, hvis hjem i 1940 var en ejendom, der lå på det kommende lufthavnsområde. Denne menighedsprofil bygger på hendes sene erindringer, der målt på det øvrige kildemateriale er forbavsende nøjagtige.

Baptistkirken i Biersted var menighedens annekskirke – og tyskernes nye lufthavn Aalborg Vest gjorde trafikken mellem Nørresundby og Biersted mere end vanskelig under krigen. Privatfoto.

Menigheden i Nørresundby var indtil 1917 en del af Aalborg Baptistmenighed. Kirken, der lå på Thistedvej, blev indviet juledag i 1922. I 1940 talte menigheden 200 medlemmer foruden et stort børne- og ungdomsarbejde, der bestod af 250 elever i søndagsskolerne og mere end 150 spejdere og unge. Menighedens anden kirke blev bygget i Biersted få år efter – på den anden side af lufthavnen. Baptister i Nørresundby og Aalborg lejede et særtog og tog til Biersted station i begyndelsen af 1928, da den eneste danske baptistkirke med romanske krydshvælvinger blev indviet. Menighedens præst var den erfarne Godtfred Pedersen (1936-42), der midt i krigen blev afløst af den unge H.C. Barkan (1943-46). Han blev frem for alt spejder- og ungdomspræst. På årsmødet i 1945 i september sagde han: ’Kapitulationen var en glædelig Begivenhed især for os, der bor saa nær Flyvepladsen. Vi har lidt meget under Krigen – bl.a. ogsaa ved nødvendige Udelukkelser’, men vort ’Børne- og Ungdomsarbejde er lovende’ (ÅB 1945, 19). Af udelukkelser var der 14 i perioden 1940-45. Om disse fortalte protokollen, at ti var kvinder (mellem 18 og 35 år) og fire var mænd (mellem 14 og 41) – givetvis både ’feltmadrasser’ og ’værnemagere’, men protokollen indeholdt ingen begrundelser. Flere af menighedens medlemmer omgikkes således værnemagten.

Lufthavnens udvidelse

Jytte Johansen fortalte, at hendes ’hjem lå på det område, hvor tyskerne ønskede at bygge Nordeuropas største militære lufthavn [Rødslet]. Området hed Øster Halne Enge og lå ved Rødslet vest for Nørresundby. Her havde mine forældre – Petrea og Jakob Johansen – selv bygget deres første landbrug, efter de var blevet gift i 1922. Mine forældre tilhørte Nørresundby menighed. Kirken lå på Thistedvej i Lindholm, 8 km fra mit barndomshjem. Når vi skulle i kirke, skete det på cykel eller med hestevogn. Mor og far holdt søndagsskole for egnens børn i mit hjem, og de ca. 10 baptistfamilier, der boede på området, holdt bedemøder hos os. Jeg var 11 år, da tyskerne kom i 1940. Jeg husker tydeligt tirsdag den 9. april. Min søster og jeg sad ved en so, der havde fået grise ved midnatstid. Vores opgave gennem natten var at sikre, at soen ikke lagde sig på smågrisene. Om morgenen hørte vi et stort spektakel – en øredøvende susen – hen over hovedet på os. Vi boede 2 km fra Aalborg lufthavn, der var anlagt i 1938, og meget hurtigt så vi, at det væltede ned med faldskærmstropper. Inden længe fik far fat i det tyske ’Oprob’, og vi vidste, hvad der var foregået over hovederne på os. Over middag ankom de store tyske tanks, der var blevet kørt op af hovedvejen langs Jyllands vestkyst. Vi var skræmte og desorienterede’ (JJ).

Tyskernes nærvær satte hurtigt Jyttes far, Jakob Johansen, under pres: ’Tyskerne udkommanderede allerede den første søndag efter besættelsen områdets bønder til arbejde på lufthavnsbyggeriet. Min far og min ældre bror, der hed Jens [Johansen], skulle stille med et spand heste på det område, der skulle blive til Rødslet lufthavn. Markerne skulle harves – også om søndagen. Min far protesterede og sagde: ’Jeg arbejder ikke om søndagen!’, men der var ingen vej udenom. Da han modtog betaling for indsatsen af tyskerne sagde han: ’Pengene skal menigheden have! Jeg har gjort noget, jeg ikke måtte!’ (JJ).

Granatsplinten, der fløj gennem husets stuer, men heldigvis uden at ramme nogen! Privateje.

Granatsplint i huset

Tyskerne var klar over, at lufthavnen skulle forsvares. Derfor kom de endnu tættere på Jytte Johansens hjem: ’Tyskerne opstillede 3 kanonstillinger på vores mark. Flere bombekratere kom til omkring os. Ca. 14 dage efter den 9. april kom endnu et ’Oprob’ til alle beboere omkring flyvepladsen. Englænderne havde bebudet et større luftangreb, og derfor skulle alle beboere holde sig væk fra området om natten. Vi fire børn blev sendt ud til min faster og onkel (Broholm Abildgaard) i Store Vildmose. Mine forældre overnattede også derude. Men landbruget skulle jo passes, så far og mor cyklede hver dag de 12 km frem og tilbage en uge i træk og passede arbejdet på gården om dagen. Der blev i den uge bombet om natten. Heldigvis blev vores gård ikke ramt, men der var faldet fem bomber på marken tæt på laden. Men den 13. august 1940 blev der pludselig en stor luftkamp mellem tyske og engelske jagere lige over os. Min far var på det tidspunkt ved at ordne noget oppe i toppen af gårdens vindmotor (mølle). Han kom hurtigt ned. I den træfning blev 11 fly skudt ned. Nerverne stod selvsagt på højkant. Far byggede tidligt soveværelset om til beskyttelsesrum, hvor vi samledes, når luftalarmen lød. Vi børn havde fået besked på, at vi skulle svøbe dynen om hovedet, inden vi styrtede mod soveværelset. På den måde undgik vi måske de granatsplinter, der fløj omkring os. En nat ramte en granatsplint murkanten ved et vindue – fór igennem vinduet, slog hul i pudset i gavlmuren og susede rundt i stuen, inden den blev liggende på gulvet, hvor den efterlod en sveden plet’ (JJ).

Jævnet med jorden

Så kom tyskernes ordre om, at familien Johansen skulle rømme deres hjem: ’Først på sommeren 1942 fik vi påbud om, at vi skulle flytte. Der kom en tysk deputation og fortalte, at nu skulle der anlægges flyveplads også på vores jord. Tyskerne eksproprierede i alt 273 ejendomme, hvoraf vores var én af de sidste ude mod vest. Midsommer skulle alt kornet være høstet, i august skulle roerne være væk og alt skulle være flyttet inden den 1. november, inkl. os selv. Dagen efter blev vores hjem, der kun var 20 år gammelt, jævnet med jorden. Det var med vemod, mine forældre forlod den ejendom, de selv havde bygget, men det var også et gode at komme væk fra krigszonen. Mine forældre blev i stand til at købe en ejendom – ’Danielsminde’ – der lå på kæret syd for Vestbjerg. Min fætter og jeg trak 4 køer hele vejen over Vadum og Hvorupgård til vores nye hjem. Herfra var det lettere at komme til Nørresundby, selv om afstanden var den samme. Min far var i menighedsrådet, så han skulle ofte til kirken’ (JJ).

Petrea og Jakob Johansens ejendom, som tyskerne eksproprierede i 1942. Der blev oprettet en ’Lejekontrakt’ mellem Jakob Johansen og ’Det tyske Rige’, der lejede ’Ejendommen indtil den 1. April 1945’ [!]. Vederlaget for lejemålet var 48.100 kr. – ’uanset om Bygningen maatte blive nedrevet, og uanset hvilken Brug der maatte blive gjort af Ejendommen’. Reelt var der tale om handelsprisen. Det tyske Rige og Den danske Stat godkendte lejemålet. Lejekontrakten findes i privat eje.

Til Jytte Johansens erindringer hørte også meget om menighedslivet: ’I foråret 1943 fik vi en ny ung præst, H.C. Barkan. Han kom fra København, hvor han havde været reservebetjent (CB’er). Hans evne til at organisere og inspirere ungdommen var stor. Han fik min far til at omdanne et stykke af bakkerne i Vestbjerg, der hørte til jorden på vores nye gård, til et fristed for menighedens spejderkreds. Og min mor leverede bleer til fru Barkan, der syede dem om til spejdertørklæder!’ (JJ). Om H.C. Barkans baggrund i København supplerede hans datter: ’Min far var i sin gymnasietid på Efterslægtens Gymnasium pacifist, en holdning han delte med sin bedste ven. Det var derfor en skuffelse for ham, at vennen senere valgte at gå ind i militæret, hvor han blev officer. Selv blev far CB’er, kaldet føl, for politiet’. H.C. Barkan var altså tilknyttet civilbeskyttelsestjenesten: ’Far modtog kald fra Nørresundby Baptistmenighed i april 1943 og var samtidig med sin præstegerning også engageret i spejderarbejdet. Det var han fra sin drengetid i Det Danske Spejderkorps, men nu i Danske Baptisters Drengespejderkorps, som han havde været med til at stifte [i 1930]’ (MS).  

Modstandsfolk

En 11-årig pige vidste naturligvis ikke noget om, hvem der i menigheden engagerede sig som modstandsfolk. Men set i erindringens bakspejl fortalte Jytte Johansen: ’Min far havde et areal, der blev brugt til tørvegravning. Her arbejdede en ung mand fra menigheden, Erhardt Saastamoinen. Han brugte middagspausen til at omdele ’Frihedsblade’, så illegalt arbejde fik i hvert fald far kendskab til’. H.C. Barkan blev ikke modstandsmand, hvilket hans datter begrundede på denne måde: ’Far var meget nationalt sindet og meget anglofil, men han følte ikke, at hans bidrag under krigen skulle være en aktiv indsats i modstandsbevægelsen. Han fortalte, at han en gang blev kontaktet af en modstandsmand, som gav ham en revolver, som han kunne have som beskyttelse. Han følte, at det kolde stål isnede ham gennem armen helt ned i hjertet, og han takkede derfor nej til tilbuddet’ (MS).

Alligevel kom H.C. Barkan i vanskeligheder. Jytte Johansen skildrede dem således: ’I efteråret 1944 kom H.C. Barkan i klemme, idet tyskerne interesserede sig for markante spejderledere. Min ældre bror, Jens [Johansen], arbejdede ved en cykelhandler i Nr. Uttrup. En dag kom en mand ind i forretningen, spurgte om han måtte låne telefonen, ringede derpå rundt til spejderførere og ungdomsledere og fortalte, at Gestapo var ude efter dem’. Jens Johansen blev på den måde i stand til at advare H.C. Barkan: ’Om natten kom tyskerne, men da var Barkan gået i skjul på gården i Vestbjerg, hvor han blev en uge. Tilbage i Nørresundby sov han ofte i kirkens tårnværelse eller hos menighedens tidligere præst, Albert Larsen, på Lindholm Høje’ (JJ). Tyskerne havde fået et ondt øje til spejdercheferne, og den 8. oktober 1944 havde de på åben gade i Aalborg ved et clearingmord myrdet den kun 36-årige læge Richard Raetzel. Han var chef for den Nørrejyske Spejderdivision (PP, 463f).

Da spejderlederen Aalborg-lægen Knud Raetzel blev skudt ud for Rosenlundsgade 2 i Aalborg, gik H.C. Barkan under jorden. Mordet på Raetzel blev set af ålborgspejderne fra lejligheden i Rosenlundsgade 5, hvor Egon Nielsens familie boede. Det blev anledningen til, at disse baptistspejdere dannede en modstandsgruppe. Se Aalborgbaptismens profil. Billedet fra Rosenlundsgade gik verden rundt. Arkivfoto, her fra Vor Vej til 5. Maj (NAE, 118).

H.C. Barkan under jorden

H.C. Barkans datter anførte den samme begrundelse for, at hendes far gik under jorden: ’Når far kunne have brug for beskyttelse, skyldtes det, at han var ret højt profileret i Aalborg- og Nørresundbyområdet – navnlig som spejderleder – og han var aldrig bange for at sige sin mening og gøre sit synspunkt klart. På et tidspunkt begyndte tyskerne at oprette de såkaldte clearing-lister med navne på (lokal)kendte danskere, som skulle myrdes som gengæld for hver tysker, der blev dræbt af modstandsbevægelsen. Far fik oplysning om, at han stod på sådan en liste, og han blev derfor opfordret til at gå under jorden. Det ønskede far ikke, men i krigens sidste vinter var han ikke hjemme om natten, da det oftest var om natten, at disse clearing-kandidater blev hentet og myrdet. Mor og jeg blev hentet af Andersen, der var pedel i kirken, i hans lille sorte bil og tilbragte natten i deres lejlighed i kirken’ (MS). Mens H.C. Barkan var præst i Nørresundby, blev han også kaldt til arresten i Aalborg: ’Far blev nogle gange kaldt til arresten i Aalborg, hvor han havde de sidste samtaler med navnlig unge modstandsfolk, som stod foran tyskernes mishandling, og som havde ønsket at tale med ham. Det samme skete også engang efter krigen, hvor en dansker, der havde arbejdet for tyskerne, bad om at tale med ham før henrettelsen’ (MS). H.C. Barkan og Alf Engebretsen i Bethelkirken havde altså begge deres gang i Aalborg Arrest. Se menighedsprofilen om Aalborgbaptismen.    

H.C. Barkan – præst i Nørresundby 1943-46, men først og sidst spejderleder. Landssekretær for både DBD og DBP-korps fra 1946.

Fra sin københavnertid kendte H.C. Barkan en ung betjent, der som han selv tilhørte Kristuskirken. Nu krydsede deres veje igen hinanden i det nordjyske. Barkans datter fortalte: ’Efter politiet gik under jorden, bevarede far kontakten til Harry Dannemand Sørensen, hvis store Rottweiler vi iøvrigt overtog i den forbindelse’ (MS). Dette venskab mellem de to københavnere fortalte Jytte Johansen også en episode om: ’Mens Barkan opholdt sig hos os på gården ved Vestbjerg, kom der en ukendt ind i kostalden. Han spurgte min far, om han vidste, hvor Barkan var. Far svarede undvigende, at Barkan havde været på gården, men fars forskrækkelse lagde sig først, da den fremmede fortalte, at han var en ven af præsten og havde været om af hans hjem i Nørresundby. Derpå fik han lov at gå ind i stuehuset, hvor Barkan arbejdede. Den fremmede viste sig at være en københavnsk politibetjent, der tilhørte Kristuskirken. Det var Harry Dannemann Sørensen. Han var nu på vej til Brønderslev ’i tjenstligt ærinde’. Han delte rationeringsmærker ud til de politifolk, der var ’gået under jorden’. Vi hørte ikke mere til Harry Dannemann Sørensen, der efter krigen uddannede sig til baptistpræst’ (JJ). Om hjælpen til Polen – se Rammefortællingen 1945-1950.

Det illegale politi i Nørresundby på vej over Limfjordsbroen til frihedsparaden i Aalborg den 8. maj 1945. Harald Bækgaard var med i paraden af de stolte betjente og modstandsfolk. Fotografi fra Ole Bergh: Aalborg Politi under besættelsen (OB, 82).

Ungdommen fra Lindholm

Flere af menighedens hjem med mange unge lå tæt på lufthavnen i Lindholm. Her eksproprierede tyskerne også i 1942 den ejendom, som Chresten Axelsen-familien ejede indtil 1939. Blandt de øvrige unge fra Lindholm havde menigheden to medlemmer, der blev politibetjente. Den ene opholdt sig i København, da tyskerne internerede politiet den 19. september 1944. Han var så uheldig at være mellem dem, der blev ført til koncentrationslejrene i Tyskland. Se den biografiske skitse om Knud Anesen. Den anden var Harald Bækgaard. Han var tjenestegørende ved politiet i Nørresundby, men blev ikke anholdt. Med et højskoleophold i Tølløse i vinteren 1940-41 bag sig rejste han til Sverige, hvor han arbejdede med gartneri ved Göteborg. Efter et halvt år vendte han dog hjem igen, hvorefter han i foråret 1944 tog den korte uddannelse som politibetjent. Efter opholdet i København fik han arbejde ved politiet i Nørresundby. Her modtog han illegale blade fra sin ældste bror, Aage, der arbejdede i København. Ud over at uddele disse engagerede han sig ikke i modstandsbevægelsen. Efter den skæbnesvangre dag i september, hvor tyskerne tog politiet, gik han under jorden hos to af sine søskende i Østhimmerlands menighed. Hos Christian og Signe Bækgaard i Gudumholm og hos Oskar og Inger Bækgaard i Essendrup hjalp han til med skov- og landbrug. Samtidig stillede han sig til rådighed for ’den hemmelige kommando under politiledelsen’ (JB), dvs. det illegale politi i Aalborg. Den dag efter befrielsen, da det aalborgensiske politi gik i procession over Limfjordsbroen, gik Harald Bækgaard blandt de forreste betjente. Ungdommen fra Lindholm holdt så godt sammen, at han i 1946 giftede sig med Knud Anesens søster, Ruth. En tredje ung mand fra samme gruppe hed Karl Heilesen. Han læste fra 1944 på Kunstakademiet i København, hvor han brugte sin kunst i kritikken af tyskernes vold. Samme år giftede han sig med Harald Bækgaards søster, Karen! Se menighedsprofilen for Kristuskirken på Nørrebro.

Bækgaardfamiliens seks børn, hvoraf de fleste er nævnt: Fra venstre Harald, Aage, Anna, Karen (gift Heilesen), Christian og Oskar. Privatfoto.

Omgang med tyskerne

Familien Johansen havde fået rigeligt kendskab til tyskerne på deres gård, som de måtte se jævnet med jorden i 1942 på lufthavnsområdet: ’Vi omgikkes ikke tyskerne’ (JJ). Det var der andre, der gjorde: ’Vi vidste, at menighedens organist, Margith Abildgaard, tjente store penge som tolk for dem’ (JJ). Når det gjaldt de tyske flygtninge og flygtninge fra andre lande, der kom til området i foråret 1945, engagerede Jakob Johansen sig gerne: ’I krigens sidste tid og efter befrielsen så vi mange flygtninge på vejen ind til Nørresundby. Der blev oprettet store flygtningelejre både på lufthavnsområdet og på Lindholm Høje. Min far kørte med mad til flygtningene med sine to jyske heste og en fladvogn ud fra et storkøkken i Nørresundby. Det var hans opfattelse, at hvis man kunne, skulle man hjælpe mennesker i nød – også de fremmede, hvoraf de fleste var russere’ (JJ). Det samme var tilfældet for menighedens gamle præst, Gotfred Pedersen, der blev tilknyttet flygtningelejrene primært i Nørresundby og omegn. I slutningen af 1945 hed det i et brev til Ellen og Immanuel Christensen i Burundi: ’Far rejser meget og besøger flygtningelejrene’ (Kaldet, 267). Her trak han på sine erfaringer. Som præst havde han ikke kun kendskab til danske baptister. I sine yngre år havde han været missionær i Bulgarien (1921-1923), hvorfra hans erfaring med fattige og nødlidende kom ham til hjælp. Hans valgsprog lød: ’Arbejde sig træt, spise sig mæt og sove let’ (Kaldet, 125).

Hovedpersoner
  • Petrea Johansen: *01.11.1896, ^26.03.1911, +07.11.1982
  • Jens Jakob Johansen *11.07.1895, 12.03.1911, +18.04.1985
  • Jytte Christensen (f. Johansen): *30.11.1929, ^06.08.1944
  • Harald Bækgaard: *20.02.1919, ^16.04.1933, +21.06.2019
  • Hans Chr. Barkan: *29.10.1914, ^20.11.1927, +10.04.1987
Litteratur
  • Pernille Pedersen: Aalborg og det sydlige Nordjylland under besættelsen, Vrejlev 2020 (PP)
  • N. Aug. Ejgenbroth (red): Vor Vej til 5. Maj, Aalborg 1946 (NAE)
  • Ole Bergh: Aalborg Politi under Besættelsen, Aalborg 1994 (OB)
  • Niels Bjerg (red): Jubilæumsskrift. Nørresundby Baptistmenighed 1917-1967, 1967 (NB)
  • Jytte Christensen: Livet på egnen, hvor tyskerne byggede lufthavn, 2018 (JJ)
  • Afskrevet efter lydoptagelse ved datteren Inger Kjelgaard og Esther Krogh, f. Krabbe
  • Jesper Bækgaard: Livshistorie for Harald Bækgaard, 1991; privateje (JB)
  • Bent Hylleberg: Interview med Harald Bækgaard, 04.09.2018
  • Mette Skakkebæk: Mine erindringer om min far H.C. Barkan, mail 05.04.2018 (MS)
  • Birgitte Mølhede Bomholt & Inger Skov: Kaldet. En livsvandring i to generationer, Kahrius 2016 (Kaldet)
  • Peter Axelsen: Mit beskikkede brød, i Barn af Vendsyssel II, 1977, (PA)
Informanter
  • Jytte Christensen, f. Johansen (JJ); Lene Brohus (LB); Jesper Bækgaard (JB); Jørn Johansen (JJ2); Mette Skakkebæk, f. Barkan (MS)